Udnævnelsen af Rasmus Malling-Hansen til forstander for det kgl. Døvstummeinstitut i København.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

1865 var et år med store forandringer, gode resultater og medvind i livet for Malling-Hansen: I et og samme år bestod han den teologiske embedseksamen; blev gift med Cathrine Georgia Heiberg; og blev udnævnt til hvervet som forstander, førstelærer og præst ved det kgl. Døvstummeinstitut i København. Desuden fik han ideen til skrivekuglen og begyndte dette år at eksperimentere med placeringen af bogstaverne på tastaturets halvkugle. Han var ung – 30 år gammel – og fuld af energi og ideer!

Udnævnelsen til forstandergerningen kan passende dokumenteres kronologisk i tre små avisnotitser:

1. Søren Johan Heibergs udnævnelse til sognepræst for Kjeldby menighed på Møn.

I Fædrelandet, udgaven 1865.02.22 (s. 4, spalte 3) kan vi læse:

Udnævnelser m.m.

Under 20de d.M.........
Forstander og Førstelærer samt Præst ved det kgl. Døvstummeinstitut, Prof[1]. S. J. H e i b e r g, R[2]., besk[3].til Sognepræst for Kjeldby Menighed paa Møen;

Da Søren J. Heiberg (1810-1871) i slutningen af 1864 ansøgte Kultusministeriet om at måtte aftræde fra posten som forstander m.m. var han jo endnu ikke en gammel mand – blot 54 år. Men han havde gjort tjeneste ved Døvstumme-instituttet fra den 3 september 1836 – til at begynde med som hjælpelærer, men fra omkring september 1837 i praktikken som førstelærer, fordi førstelærer Schow blev alvorligt syg og senere døde (i september 1838). Heibergs officielle udnævnelse til førstelærer (man brugte dengang ikke betegnelsen ’forstander’) gjaldt fra den 26 januar 1839.

Jeg har ikke dokumentation for det, men i mine øjne var Heibergs bevæggrunde for at søge præstekaldet dobbelte:

1) Jeg kan forestille mig at han – efter 28 års tjeneste ved instituttet – havde behov for en forandring i livet. Et præstekald må have været en lettere gerning end hvervet ved døvstummeinstituttet, hvor Heiberg jo havde tre funktioner: Forstander med et stort administrativt ansvar og med personalelederfunktioner; førstelærer med undervisningsansvar; og præst.

2) Derudover forekommer det mig både elegant og hensynsfuldt af Heiberg at på denne måde bane vej for Malling-Hansens fremtidige karriere. Han kunne jo på ingen måde være sikker på, at Kultusministeriet ville vælge Rasmus Malling-Hansen til den ansvarsfulde post; men vi kan være sikre på, at Heiberg skrev en meget positiv anbefaling til ministeriet, og Heibergs betydelige status og stilling i samfundet – Ridder, Professor og mangeårig højt respekteret forstander – ville betyde at Heibergs ord vejede tungt.

Desværre kender vi endnu ikke navnene på alle de som søgte forstanderposten, men vi ved at Malling-Hansen og Johan Keller var blandt ansøgerne.

SA: Man kan bare undre seg om hvorvidt det foregikk "underhånden" kontakter mellom Heiberg og de ansvarlige for utnevnelsen av den nye forstanderen. Jeg har inntrykk av at slike "avtaler" var langt vanligere i tidligere tider, og vi vet ganske sikkert at selv i våre dager er visse utlysninger kun proforma, idet det allerede er klart før utslysningen hvem som er den foretrukne kandidaten. Det ville på ingen måte undre meg, om det allerede var "avtalt" før utlysningen at Rasmus Malling-Hansen var selvskreven for stillingen som den nye forstanderen. Jeg har mine tvil om Søren Johan Heiberg ville ha trukket seg fra stillingen som forstander dersom han ikke var sikker på at hans svigersønn ville få stillingen. I tillegg til det Jørgen nevner som styrker Heibergs autoritet, kan jeg også nevne at han fungerte som en slags personlig rådgiver for den danske dronningen.

Jeg har det et lignende inntrykket av prosessen frem til at Malling-Hansen ble utnevnt til forstander for døvstummeinstituttet i Schleswig. De danske myndighetene krevde at all korrespondanse ved instituttet skulle foregår både på tysk og dansk, og mitt inntrykk var at de ønsket å gjøre forholdene nærmest umulig for en tysk forstander. Og den tysktalende forstanderen trakk seg da også, noe som banet veien for Malling-Hansen som forstander.

Men dette er kun refleksjoner fra min side. Vi vet intet sikkert hverken om prosessen frem mot at Malling-Hansen ble utnevnet verken til forstander i Schleswig eller i København.