Kommissions-forslag fra Malling-Hansen til Ministeriet den 19 jan 1889.

Research, Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

 

I september 1888 nedsatte Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet en kommission med opgave at foreslå foranstaltninger og planer med hensyn til den fremtidige undervisning af og omsorg for døvstumme og mentalt handicappede. Rasmus Malling-Hansen blev udset til den vigtige og krævende post som kommissionens sekretær, medens hans nærmeste chef, kammerherre Wolfhagen, var formand. Kommissionens første rapport med færdige forslag omhandlede døvstummeundervisningen, og denne rapport forelå allerede et år senere i trykt form, i oktober 1889 (Kommissionsrapporten del I). De i det følgende transkriberede sider, fundet i Rigsarkivets mappe for Wolfhagens korrespondence, er et håndskrevet forslag fra RMH, og det må antagelig betragtes som et første forslag for at prøve nogle ideer, inden den endelige rapport, Del II, skulle formuleres. Håndskriften er helt tydeligt Malling-Hansens, og man ser at han har gjort sig megen umage med at skrive smukt og tydeligt! Hver side er nøje pagineret, og vi har i transkriberingen beholdt Malling-Hansens sideangivelser, fordi han flere gange refererer tilbage til tekstafsnit.

 

Se i øvrigt under faneblad ”Educational reformer” vort afsnit: ”Rasmus Malling-Hansen og kommissionrapporten fra oktober 1889” med teksten fra del I samt illustrationer og forklaringer.

 

Vi håber at senere kunne finde den færdige og fuldstændige rapport, del II af Kommissionens arbejde!

 

SA: Skal vi være pinlig korrekte, er det vel mest riktig å si at den ferdige rapporten om undervisningen av døvstumme, det som omtales som Del I av kommisjonens arbeid, ble avgitt kun 10 måneder etter denne foreløbige rapporten fra Malling-Hansen. Kommisjonen rapport Del I skulle foreslå løsninger for organiseringen av undervisningen for både normalt begavede døvstumme og svakt begavede døvstumme, og det skrivet vi presenterer her, er åpenbart Malling-Hansens tanker vedrørende de svakt begavede døvstumme, som altså er en del av det som omtales som Del I av kommisjonens mandat.

 

Det synes som om hele det foreliggende arbeidet står for Malling-Hansens egen regning, da kun han er underskriver og han ikke henviser til noen andre av kommisjonens medlemmer. Kanskje var oppgaven å komme med bakgrunnsinformasjon og forslag angående undervisningen av de åndssvake døvstumme gitt til Malling-Hansen alene, for senere å bli behandlet av kommisjonen som helhet? Det kan virke slik.

 

Del II av kommisjonens rapport vil kanskje ikke være av så stor interesse for RMH-Seskabet, da Malling-Hansens fagområde jo var undervisning av døvstumme, mens organiseringen av undervisningen av hørende åndssløve lå utenfor hans interessefelt og fagområde. Skal tro om han i særlig grad var involvert i utarbeidelsen av den delen av rapporten? Kommisjonen hadde jo andre medlemmer som var sentrale innen undervisningen av åndssløve hørende barn, og jeg vil anta at det var langt mer nærliggende at de fagpersonene utarbeidet den delen av kommisjonens rapport. Det gjaldt  Chr. Keller, Læge, Medlem af Directionen for de Kellerske Abnorm-Anstalter. C.E.N. Petit, Etatsraad, Læge, Medlem af Bestyrelsen for Idiotanstalten paa Gamle Bakkehus ved Kjøbenhavn, V.E. Stenberg, Professor, Dr. med., Overlæge ved St.Hans Hospital, Medlem af Regjeringens Tilsynskommission for de Kellerske Abnormanstalter og N. Dalhoff, Præst ved Diakonissestuftelsen, Medlem af Regjeringens Tilsynskommission for de Kellerske Abnormanstalter. De eneste kommisjonsmedlemmene som selv var engasjert i undervisningen av døvstumme var Malling-Hansen selv og Georg Jørgensen, forstander ved døvstummeinstituttet i Fredericia. Visstnok var også Emil Keller opprinnelig medlem av kommisjonen, men deltok kun i noen få møter.

 

En meget utførlig omtale av kommisjonens arbeid finnes i artikkelen om Rasmus Malling-Hansen i hundreårs jubileumsboken om Det kongelige Døvstummeinstituttet fra 1907.

 

 

 

 

 

         Deres Højvelbaarenhed

 

            Hr. Kammerherre Wolfhagen, Storkors af Db. og Dbm p.p. Formand i Commissionen for Døvstumme- og Aandssvagesagen.

 

 

            I Henhold til Deres Højvelbaarenheds Tilladelse fremkommer herved følgende Udtalelser angaaende de aandssløve Døvstummes Oplærelse.

 

_______

 

            I Tiden fra 1807, da det herværende Kgl: Døvstumme-Institut oprettedes, indtil 1867 afviste og hjemsendte Institutet, i Reglen efter Prøve et Aar igjennem, alle de Elever, der vare saa svagt begavede, at de ikke vilde kunne føres frem til Confirmation.           

 

Da Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet i 1867 indsatte alle uegentlig Døvstumme til Oplærelse i en Skole for saadanne hos Professor Keller, bestemtes det tillige, at de svagt begavede Børn, som det Kgl: Døvstumme-Institut plejede at afvise, for fremtiden skulde optages i en særegen Anstalt hos Professor Keller, for at der dér, gjennem en efter deres aandelige Standpunkt afpasset Tegnmethode, kunde blive gjort Forsøg paa at bringe dem frem til Confirmation.           

 

I Ministeriets Resolution af 5. Januar 1867 angaaende denne Sag benævnes disse Børn ”aandssløve Døvstumme”. – Af de i den nyoprettede Anstalt for aandssløve Døvstumme anbragte Børn skulde de, der formentlig ikke vilde kunne naa til det satte Maal, Confirmationen, endelig hjemsendes efter et Aars Forløb.           

 

I de følgende Aar udvidedes dette Skolehjem betydeligt, idet Bestyrelsen optog – foruden de aandssløve Døvstumme tillige et stort Antal ”mindre godt begavede ”uegentlig døvstumme Børn,

 

s. 2.

 

og desuden flere døvstumme Idioter, der ikke vilde kunne opnaa det opstillede Afslutningsmaal.  Bestyrelsen lod endvidere en Del af Skolehjemmets Børn oplæres efter Talemethoden, andre efter Tegnmethoden.           

 

Disse imod Ministeriets Resolution og andre Bestemmelser stridende Forandringer havde deres Grund i Følgende: - Anstalten for uegentlig Døvstumme, baade den tidligere og den nuværende, var meget for lille til at rumme alle sine Elever; en større Del, end ellers under normale Omstændigheder fornødent, maatte derfor overflyttes til den noget rummeligere Anstalt for aandssløve Døvstumme. At flere døvstumme Idioter forbleve paa sidstnævnte Anstalt i stedet for at hjemsendes, skete af Humanitets-Hensyn.           

 

Under den saaledes efterhaanden etablerede Nødstilstand har Ministeriets oprindelige Hensigt med Oprettelsen af et særligt Skolehjem for aandssløve Døvstumme ikke kunnet naas, og dette dels paa Grund af det i pædagogisk Henseende urigtige, at der i et og det samme Skolehjem undervistes baade efter Talemethoden og efter Tegnmethoden, dels paa Grund af det uheldige i at have døvstumme Idioter sammen med Døvstumme, hvis aandelige Begavelse ikke var lavere, end at de maatte kunne naae det af det af Ministeriet satte Afslutningsmaal.           

 

Til disse formaalshindrende, tildels endnu existerende Omstændigheder, kommer der andre, af hvilke – som den væsentligste skal fremhæves, at det nuværende Skolehjem for Aandssløve m: fl. Døvstumme findes i Bygninger, der ere langt under det tidssvarende.           

 

Noget af denne Nødstilstand vil blive afhjulpet, saasnart det af Commissionen planlagte nye institut for uegentlig Døvstumme er bleven oprettet: - Største-Delen af de i den nuværende Anstalt for aandssløve Døvstumme værende uegentlig Døvstumme vil saa afgaa til det tilstrækkeligt rummelige nye Institut. Naar saa desuden i Fremtiden, ligesom nu i det sidste Aar, de døvstumme Idioter udskilles fra Anstalten for aandssløve Døvstumme og hjemsendes, eller indsættes i en Idiotanstalt, saa bliver der tilbage i Anstalten kun selve de aandssløve Døvstumme, de for hvem Anstalten oprindelig er bestemt.           

 

Hvad bør der saa endvidere gjøres for disse aandssløve døvst: Børn, for at disses Oplærelse kan komme til at danne et levende, et afsluttet og afsluttende Led i den hele Organisation af Døvstumme-Væsenet her i Landet?

 

s.3.

 

Forinden Besvarelsen af dette Spørgsmaal kan begyndes, maa det først afgjøres hvormange aandssløve Døvstumme der maa antages at være her i Landet indenfor Undervisningsalderens otte Aar.

 

Anstalten for aandssløve Døvstumme, Mejnungsgade, Kjøbenhavn N., har for Tiden 26 Elever i sin Taleafdeling og 21 i Tegnafdelingen. Under normale Forhold vil Størstedelen af de 26 Børn i Taleafdelingen blive henvist til Oplærelse som ikke aandssløve Døvstumme dels paa det Kgl: Døvstumme-Institut i Fredericia, dels paa det nye Institut for uegentlig Døvstumme, dels for nogle enkeltes Vedkommende til det Kgl: Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn. Resten af de 26 vil i et Antal, som næppe lader sig nøjagtig bestemme, de kunne maaske anslaas til 5, blive henviste til de aandssløve Døvstumme. Disse 5, i Forening med Tegnafdelingens 21 Børn udgjøre 26 aandssløve Døvstumme i Undervisnings-Alderen.            

 

Et eventuelt nyt Skolehjem for aandssløve Døvstumme maa dog være indstillet paa at kunne rumme en forøget Tilgang gjennem en 50 Aar, og bør derfor kunne modtage c. 10 Børn foruden de nylig nævnte 26, alltsaa henved 40 Børn.            Efter de bestaaende Bestemmelser skulde Afslutningen af disse 40 aandssløve Døvstummes Undervisning indbefatte Confirmation. Det maa her undersøges, om der ikke ved at sætte dette Maal for Undervisningen er draget en for snever Grændse for det Antal af aandssløve Døvstumme, som Døvstumme-Undervisningen bør tage sig af.  Der maa spørges, om man ikke burde sætte et lavere Maal, for derved at naa til at tage sig af et større Antal aandssløve Døvstumme, der ellers vilde være at hjemsende, eller henvise til Idiotanstalterne.  Eller: - Bær et nyt Skolehjem for aandssløve Døvstumme indrettes – ikke til 40, som anført, men til 60, 80, maaske endnu flere døvstumme Børn?           

 

Dette Spørgsmaal maa besvares med Nej, og Grundene til dette Nej skulle blive fremsatte i det Følgende: -           

 

Det her opstillede Spørgsmaal er et Spørgsmaal om Grændselinien mellem Døvstummesagen og Idiotsagen.           

 

En saadan grændselinie mellem dem, der bør henvises til Døvstumme-Oplærelsen og dem, som Idiotanstalterne bør tage sig af, er allerede trukket i 1807 af Døvstumme-Undervisningens Fundats (17. April 1807), som angaar saadanne Døvstumme, ”der ikke

 

s. 4.

 

ved sædvanlige Undervisningsanstalter kunne ledes til Kundskaber og Dannelse”, og nævnes som Institutets  ”Formaal”: - de ”Døvstummes Dannelse til Brugbarhed for det borgerlige Liv”; men udelukker de døvstumme Børn, der ”give Tegn til Vanvittighed”, dvs døvstumme Idioter. -           

 

En lignende Grændselinie er trukket i Cancelli-Placat af 11. (ulæselig måned) 1817, hvor der kun lægges Undervisningspligt paa de døvstumme Børn som ere ”skikkede til at modtage Undervisning”, dvs Skole-Undervisning og vistnok ogsaa Skole-Undervisningens Afslutning, Confirmationen.           

 

Thi allerede i de første Aar efter Døvstumme-Institutets Fundats blev den anførte Grændse nøjagtigere bestemt derved, at det for Døvstumme-Undervisningens satte ”Formaal” først blev anset for naaet, naar Eleverne kunde afslutte deres Skolegang med Confirmation, hvilken Bestemmelse ogsaa blev optaget i de i 1867 til Oprettelse af Anstalten for aandssløve Døvstumme trufne ministerielle Anordninger.           

 

Dersom denne Grændselinie nu skulde trækkes uden Hensyn til Fortiden, eller de nævnte Bestemmelser, saa vilde den vistnok komme til at se saaledes ud: - de døvstumme Børn, der under Skoleundervisningen paa et Døvstumme-Institut kunne gjøre en for Livet nyttig Fremgang, skulle forblive under Døvstumme-undervisningen og henhøre saaledes til de Døvstumme. De døvstumme Børn derimod, der paa Grund af deres aandelige Evners lave Standpunkt ikke gjøre en for Livet nyttig Fremgang under en Døvstumme-Skoleundervisning, bør afgaa fra Døvstumme-Undervisningen, henhøre ikke til de Døvstumme men til Idioterne.           

 

Burde nu ikke den her anførte, vistnok pædagogisk rigtige, Bestemmelse af Grændselinien mellem Døvstumme og Idioter søges fæstnet ved ministeriel Resolution istedetfor den bestaaende Grændselinie: -  Kun de døvstumme Børn, der kunne blive confirmerede henhøre under Døvstumme-Undervisningen, de andre til Idioterne - - ?           

 

Hertil maa siges, at i Praxis vil det vise sig, at begge Bestemmelser komme til at omfatte de samme Børn: - det tør anses for givet, at saafremt Undervisningen af de ringest begavede aandssløve Døvstumme bliver indrettet ret hensigtssvarende efter disses Tarv, saasnart det for deres Vedkommende ikke forlanges, at de skulle være hjemme i 2 Sprog, Dansk og Tegnsprog, men Undervisningen holder sig til Tegnsproget alene, saa vil ethvert Barn

 

s. 5.

 

”der under Døvstumme-Undervisningen kan gjøre en for Livet nyttig Fremgang”, tillige i Tiden kunne confirmeres.            

 

Dernæst maa vel bemærkes,  at det at stille Confirmation som Afslutningsmaal er en kortere, fastere og mere bestemt Grændselinie end den anden. En Organisation fordrer just en saadan tydelig og fast Grændse, ellers staar Porten aaben for i Længden ulidelige og ukontrollerlige Vilkaarligheder. [1]           

 

Hævdelsen af den ved Fundats, Placat og Resolutioner bestaaende Grændselinie mellem Døvstumme og Idioter bemærkes at være i Overensstemmelse med de i de sidste Aar gjennemførte Inddelinger indenfor de Kellerske Idiotanstalter: - de Børn, som ifølge den bestaaende Grændse mellem Døvstumme og (døvstumme) Idioter ville blive oplærte i Anstalten for aandssløve (mg. svagt begavede) Døvstumme, ville staa paa det samme aandelige Standpunkt som de aandssvage Børn (Sinker), der undervises i ”den theoretiske Afdeling” i det Kellerske Aandssvage-Skolehjem, hvilke Børn alle confirmeres, og tillige paa sammae aandelige Standpunkt (for en Dels Vedkommende) som ”Skoleafdelingen”i sidstnævnte Skolehjems ”praktiske Afdeling”, hvilken ”Skoleafdelings” Børn ”i Reglen naa til Confirmation”.           

 

Samme Skolehjems ”praktiske Afdeling” har en ”Arbejdsafdeling”, hvis v;sentligste Oplærelse bestaar i Legemsøvelser og Haandgjerning. Paa lige Trin med disse maa da stilles de døvstumme Idioter, der udskilles ved den bestaaende Grændselinie fra de døvstummes Skoleundervisning, og som ikke behøve i Døvstumme-Undervisningen oplærte Lærere, men derimod Lærere, der ere hjemme i Idiotsagen, til Vejledere ved Ordens-Øvelser, Legemsøvelser og Haandgjerning.           

 

Men, vilde der kunne siges, i Aandssvage-Skolens foran nævnte ”praktiske Afdelings Skoleafdeling” er der nogle Børn, some danne Undtagelse fra ”Reglen”, at ”naa til Confirmation”. Disse hørende Idioter have dog naaet nogen Udvikling i Læsning, Skrivning og Regning, uden at kunne stedes til Confirmation. Burde da ikke, af hensyn til ligestillede meget svagt begavede døvstumme Børn, den bestaaende Grændselinie mellem  Døvstumme og Idioter forandres dertil, at Børnene i Aandssløve- Døvstummeanstalten ”i Reglen skulde naa til Confirmation”?           

 

Denne Forandring maa ligeledes afgjort fraraades: - Antallet af omhandlede Grændsebørn kan kun være lille, og den smule Kundskaber, de ville kunne faa, vil næppe have Betyd-

 

s.6.

 

ning for dem selv og for Livet; men for et saa ringe Gode – til Bedste for saa faa, bør der ikke tilføjes et stort Antal Børn Skade, derved at Organisationen af Døvstummesagen saa – paa Grund af dette ”i Reglen” – bliver løs, usikker og udsat for Vilkaarlighed. – Et sikkert sat Maal vil drive til Arbejdsanspændelse hos Lærerpersonalet og hos Controllen; et ubestemt vil let føre ud i, at hvad der skulde være Regel bliver Undtagelse, medmindre da det vel noget utænkelige skulde ske, at Confirmationen blev udført af en Præst, der ikke havde Kundskaber til at kontrollere, om Børnene virkeligt havde tilegnet sig og forstaaet, hvad de maatte op med.            

 

Endnu maa lægges Mærke til, at saa fremt man nedbryder Confirmationsgrændsen, saa vil Anstalten for aandssløve Døvstumme beholde en Del af de Børn, der ikke ere undervisningspligtigt underkastede, og med Hensyn til hvem der ikke er nogen Betalingspligt for Amter og Bycommuner.           

 

Heraf følger, at man ikke vilde kunne begynde paa at søge en Anstalt oprettet for 60-80, eller endnu flere aandssløve Døvstumme og døvstumme Idioter, foruden en ny Ordning af Betalingsspørgsmaalet var erhvervet. Man maatte altsaa nødes til at indskyde paa det Uvisse den saa nødvendige Organisation af de aandssløve Døvstummes Sag, og man maatte tillige – paa Grund af den nøje Forbindelse. der igjennem Anstaltsbygningerne i Baldersgade er mellem sidstnævnte Sag og de uegentlig Døvstummes Sag – stoppe op paa det Ubestemte ogsaa med Behandlingen af de uegentlig Døvstummes Sag; men en saadan Standsning i den godt begyndte Organisation af Døvstumme-Sagen, bør dog nok ikke finde Sted.

 

_________

 

I Henhold til det i Foranstaaende (Side 3 nederst -6) udviklede maa altsaa siges: - Den bestaaende Grændselinie mellem Døvstumme Børn og (døvstumme) Idioter bør ikke søges forandret: Kun de Børn, om hvilke det efter et Aars Forløb i Anstalten for aandssløve Døvstumme maa antages, at de ville kunne føres frem til Confirmation, skulde forblive i Anstalten, de andre udgaa fra anstalten.             Hævdes saaledes den bestaaende Grændselinie, saa vil der heller ikke være Grund til at antage (se Spørgsmaalet S. 3, nederst)at Antallet af de Børn, som en Anstalt for aandssløve Døvstumme skal rumme vil blive større end det foran anførte og begrundede 40.           

 

s. 7.

 

         Benævnelsen  ”aandssløv Døvstum”.

 

Denne Benævnelse, der har sin Rod i Ministeriets foran nævnte Resolution af 5. Januar 1867 og paafølgende Bestemmelser, har i disse faaet sin Definition, som betegnende døvstumme Børn, der ere saa svagt begavede, at de kun ved en særegen, for dem afpasset Undervisning kunne føres frem til Confirmation.            Da imidlertid Ordet ”aandssløv” i de sidste Aar, derved at det omtrent enslydende Ord ”aandssvag” er bleven sat lig med Idiot, eller idiotisk, ligeledes sættes lig med Idiot eller idiotisk, saa er der nu Grund til at afløse Navnet ”aandssløv Døvstum” med en anden Benævnelse, der bedre stemmer med den gjennem de nævnte bestaaende Anordninger givne Definition.           

 

At sætte ”aandssvag” Døvstum” istedetfor det reglementerede ”aandssløv Døvstum” gaar selvfølgeligt aldeles ikke an: - en ”Aandssvag” og ”Aandssvage-Anstalt” betyder jo nu afgjort en Idiot (eller idiotisk) og en Idiot-Anstalt, og har jo ikke som Ordet ”aandssløv” en Definition bagved sig, der siger, hvad Ordet i den givne Forbindelse betyder.           

 

Skulde der sættes et andet ord istedetfor ”aandssløv Døvstum”, saa maatte det vel være: ”svagt begavede Døvstumme”, eller: ”døvstumme Sinker”.            

 

Til Forebyggelse af Misforstaaelse benyttes dog i det Følgende fremdeles den ved Definition i de bestaaende Anordninger begrundede Benævnelser: ”aandssløv Døvstum”.

 

Internat eller Externat?

 

De aandssløve Døvstumme have hidtil faaet deres Oplærelse i et Internat (= Skolehjem). Dette er vistnok aldeles rigtigt. Ingen af disse Børn bør plages med en Tale-Undervisning, der dog i Tiden ingensomhelst praktisk Betydning vil kunne faa for dem. Grunden til Externeringen, at Børnene skulle faa Lejlighed til at øve sig i mundtlig Tale og Aflæsning fra Munden i det daglige Liv, falder saaledes bort for de aandssløve Døvstummes vedkommende.

 

Statsanstalt eller Privatanstalt?

 

Skal der naas det bedst mulige Resultat indenfor Døvstumme-Anstalterne, saa maa hver enkelt Anstalt Led i en fast Organisation, og indenfor denne Ramme maa der være praktisk

 

JMC: Dette er slutningen af side 7; desværre fandt jeg ikke siderne 8 og 9 i Rigsarkivet; søgningen forsætter, men vi må her fortsætte med side 10: