Rasmus Malling-Hansen i ”Døveundervisning i Danmark 1807-1982”.

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Døvehistorisk Selskab udgav i 1997 en fortræffelig historik: ”Døveundervisning i Danmark 1807-1982” ved Asger Holm, Sven Gudman, Jan William Rasmussen og Palle Vestberg Rasmussen. Den blev genoptrykt i et andet og uændret oplag i 2008. Publikationen formidler en grundig og underholdende gennemgang af døveundervisningens historie og indeholder et væld af interessante illustrationer. Rasmus Malling-Hansens indsats har naturligvis også sin plads, særlig på side 25-31. Med stor respekt og taknemmelighed overfor forfatternes vigtige bidrag til dokumentationen af Malling-Hansens gerning tager vi os her friheden at gengive dele af teksten og nogle af værkets illustrationer.

SA: Døvehistorisk Selskab har utført et beundringsverdig arbeid for å gjøre historien om døveundervisningen i Danmark kjent, og særlig har de bygget opp en meget stor samling arkivalier fra Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København. Da Det Internationale Rasmus Malling-Hansen Selskabet ble dannet, falt det seg naturlig å kontakte Døveskolen i Kastelsvej som skolen etter hvert kom til å hete, og daværende leder for Døvehistorisk Selskab, Jan William Rasmussen, var en meget viktig person for å tilrettelegge våre to første møter slik at det ble en uforglemmelig opplevelse. Vi ble guidet rundt i Døveskolen, fikk omvisning i museet i kjelleren, og fikk gleden av å se Rasmussens egen film om Rasmus Malling-Hansen laget i samarbeid med hans sønn. De to andre medforfatterne av boken vi presenterer noen kapitler fra her, kjenner jeg dessverre ikke.


Selv tenker jeg at det høyst sannsynlig må være Jan William som har forfattet avsnittene om Malling-Hansen og hendelsene innen døveundervisningen i andre halvdel av 1800-tallet, for jeg synes jeg kjenner igjen både hans stil og ordvalg. Jan William var forøvrig meget generøs og gav oss i forbindelse med besøket hos Døveskolen hele Døvehistorisk Selskabs billedsamling, inkludert kopier av gamle brev, dokumenter og andre ting som vedrører Døveskolen. For dem som er interessert i å se nærmere på Døvehistorisk Selskabs utgivelser og arkivalier, anbefaler jeg varmt et besøk på deres webside: http://www.dovehistoriskselskab.dk/

Malling Hansen.

I 1865 var cand. Theol. Hans Rasmus Malling Johan Hansen (1835-1890) blevet forstander for Døvstummeinstituttet. Han var en forskernatur og blev internationalt kendt, da han i 1870 opfandt ”skrivekuglen”, en af de allerældste former for skrivemaskine. Salgsmæssigt blev det en skuffelse. Han kunne ikke klare sig i konkurrencen med amerikanerne, der var lige så tidligt på færde. Opfindelsen havde i øvrigt forbindelse med hans arbejde som døvepædagog. Ved undersøgelser af håndalfabetet og andre former for skrivning i luften blev han inspireret til at konstruere en maskine, der kunne gengive bogstaverne næsten lige så hurtigt som talen.  Hans skrift fra 1886 om elevernes trivsel på Instituttet: ”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme” vakte opsigt blandt biologer.

Malling Hansen tænkte og arbejdede som en videnskabsmand.
I 1867 opfandt han således verdens første skrivemaskine, den såkaldte skrivekugle, på hvilken tasterne var fordelt over en halvkugle  -  deraf navnet skrivekugle  -  mens papiret blev lagt på en bevægelig plade, der ved en elektromotor skubbedes et lille stykke frem, hver gang en tast blev trykket ned.

Naturligvis havde den første skrivemaskine nogen fejl og mangler, men de rettedes efterhånden, og skrivekuglen høstede megen anerkendelse både i ind- og udland, selv om den blev en økonomisk fiasko.

Malling Hansens egen børn gik i skole under navn af ”de små skrivekugler”, og kong Christian IX, der altid gik omkring med bolcher i lommen, standsede ikke så sjældent børnene, når han mødte dem på sine spadsereture, bød dem et bolche og bad dem hilse deres far.

Rasmus Malling Hansen var forstander for Døvstummeinstituttet i Slesvig 1864, men vendte tilbage til Danmark. Han blev cand. Theol. 1865 og udnævntes til forstander samme år.

I hans forstandertid gennemførtes konsekvent den danske deling, således at de egentlig døvstumme blev undervist (med tegn) på Instituttet, og de uegentlig og åndssløve døvstumme blev undervist (efter talemetoden) på Kellers anstalter.

Den danske deling.

Som forstander gjorde Malling Hansen sig særlig bemærket ved sine organisatoriske evner, hvilket også viste sig i en strid med Johan Keller.  Keller havde ud fra sit synspunkt, at også egentlig døvstumme kunne oplæres efter talemetoden, optaget adskillige af disse børn i sin skole. Malling Hansen fandt dette i strid med gældende regler.  Det gav anledning til en bitter kamp mellem de to institutioner.  Til sidst måtte ministeriet gribe ind, og ved en resolution af 5. januar 1867 besluttedes:  1) at alle indkaldelser til undervisning skulle ske til instituttet, 2) at direktøren sammen med de to forestandere, efter at de nyoptagne elever har været 1 måned på Instituttet, ved en prøve afgør, hvorledes eleverne skal fordeles, og  3) at alle egentlig døvstumme skal undervises på Instituttet, medens alle i særlig Forstand uegentlig Døvstumme (og alle ”åndssløve”) skal optages på Kellers skole.

Hermed var den såkaldte danske deling en kendsgerning.  Den danske deling af døvstumme i egentlige og uegentlige eksisterede fra 1849 og indtil 1980, hvor den sidste skole for uegentlig døvstumme ændrede navn: Statens skole for svært tunghøre børn blev til Døveskolen i Randersgade.

Talemetoden 1874

På Døvstummeinstituttet blev Malling Hansen allerede i 1868 klar over, at talemetoden også burde forsøges med de bedst begavede egentlig døvstumme. Han overtog selv yngste klasse og indførte taleøvelser som et særligt fag i klassen. Det lykkedes ham at bringe eleverne så langt i tale- og aflæsningsfærdighed, at hele fagundervisningen i sidste klasse kunne foretages mundtligt.  Klassen præsenteredes ved Abnormskolemødet i København 1872 og blev rosende omtalt i pressen.  En af lærerne, Georg Jørgensen (1838-1905), foretog senere samme forsøg med en anden klasse.  1874 kom han på en studierejse, og besøget på døveskolen i Riehen i Schweiz blev skelsættende for ham.  Skolens forstander, W.D. Arnold (1810-1879), havde kun normalt begavede elever og formåede med dem at gennemføre en ren talemetode med total bandlysning af tegn og håndalfabet. Resultaterne var så gode, at Georg Jørgensen vendte hjem med den overbevisning, at Arnolds metode var den eneste rigtige. Derimod kritiserede han skarpt de andre taleskoler, han havde besøgt.  Efter hjemkomsten udgav han to bøger:  ”Zwei deutsche Taubstummen-Anstalten, Reisebericht, Berlin 1874”  og  ”Anruf an die Lehrer und Freunde der Taubstummen, Kopenhagen 1876”.  Han fremhæver modsætningen mellem døvstummeinstituttet i Wien, hvor man i lighed med andre tyske institutter ikke foretager nogen deling af eleverne, men sammenblander de egentlige og uegentlige, de godt begavede og de dårligt begavede og bruger de uegentlige som ”paradeheste”, og Arnolds skole i Riehen, hvor man udskiller de svagtbegavede og forbyder tegnsprog og håndalfabet. I Wien bliver det hele Humbug. Han anbefaler de tyske skoler at følge Arnolds eksempel ved at indføre den danske deling. Så længe en klassifikation ikke gennemføres i de andre skoler, lider hele undervisningsvæsenet af en Kræftskade.

Fredericia.

Malling Hansen kom efter Georg Jørgensens hjemkomst til den erkendelse, at taleøvelser som et særligt fag med få timer ikke gav tilstrækkelig mulighed for at realisere en reel taleoplæring, der kunne stå mål med forholdene i Riehen. Desuden ville det ikke være hensigtsmæssigt at undervise efter to forskellige metoder under samme tag. I juli 1879 indsendte han derfor et ”Forslag om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland”[1]. Det nye institut skulle være et taleinstitut. Men hvor skulle det ligge? Både Vejle og Fredericia tilbød fri grund, og Fredericia blev valgt.

Loven af 1880

Christian IX underskrev den 22. marts 1880 ”Lov om Foranstaltninger til Undervisning af Døvstumme”. Man fik nu en 4-deling af eleverne:

1.      de bedst begavede, egentlig døvstumme til undervisning efter talemetoden i Fredericia,

2.      de svagere begavede, egentlig døvstumme til Døvstummeinstituttet i København med undervisning efter tegnmetoden,

3.      de uegentlig døvstumme til Kellers i Baldersgade i København efter talemetoden, og

4.      de åndssvage, døvstumme til Kellers skole i Meinungsgade efter Lydmetoden men med Støtte af det naturlige Tegnsprog.

Til forstander for det nye institut i Fredericia udnævntes Georg Jørgensen 1. april 1881, og samme år fastlagdes indkaldelses- og fordelingsordningen. Indberetningerne skulle som hidtil sendes til Instituttet i København. Direktøren afgør efter indstilling, hvilke elever der skal indkaldes til Fredericiainstituttet eller Kellers skole. Eventuelle omplaceringer afgøres ved prøver efter kort tids forløb.