Af Breve fra Hunseby Præstegaard.

JMC: Udover selve præstegerningen måtte Gude også bruge tid og kræfter på det omfattende landbrug, som hørte til præstegården, hvis overskud var en betydelig del af hans indkomst. Stat og kommune gjorde tillige præsterne ansvarlige for den tidskrævende indsamling af data til folketællingerne, som den gang blev foretaget hvert femte år. I et brev fra 1850 skriver Gude at ”Ved Folketællingen befandtes her at være i Hunseby Sogn 1136 Individer”.

(JMC:ikke medregnet grevens familie og ansatte). Vi har på vor hjemmeside gengivet folketællingsdata for Rasmus Malling-Hansen og hans familie – se ’Folketællinger i Hunseby 1834-1901’.

Afsnittet bekræfter og dokumenterer yderligere Gudes dybe og mangeårige venskab med højesteretsassessor Stellwagen, med biskop Martensen og med grevefamilien på Knuthenborg. Stellwagen og familien Martensen kom ofte på besøg og boede periodevis i præstegården i Hunseby, særlig om sommeren.

Martin Poulsen skriver: ”Mellem Præstefamilien i Hunseby Præstegaard og Grev Knuth’s paa Knuthenborg sluttedes gennem Aarene et varmt Venskab. Der bevaredes ogsaa, da Pastor Gude i 1866 var blevet Domprovst i Roskilde, blandt andet gennem en jævnlig og indholdsrig Brevveksling med Grevinden efter Grevens Død. Han maatte derfor ogsaa rejse ned og begrave hende i Hunseby d. 18/8 1877, ligesom han i 1856 havde begravet Grev Knuth.”

Og Martin Poulsen fortsætter: ”Der blev skrevet meget i Hunseby Præstegaard. Den 19/5 1849 skriver Præsten:

”Min Regning fra Posthuset i Maribo for Januar Quartal var godt 21 Rbd; og foregaaende Quartal var den omtrent lige saa stor.”

”I et langt Brev til Faderen 13/6 1861 beklager han sin Brevgæld til ham og henviser til, hvor meget andre har lagt Beslag paa hans Brevskrivning.”

”Med Hensyn til Correspondance vilde det tale meget til min Undskyldning, naar Fader vidste, hvor vedvarende Martensen og Grevinde Knuth i denne Henseende holde mig i Schack, idet den Ene vil conferere alle de kirkelige og theologiske Spørgsmaal med mig, den Anden sine Bekymringer for hendes store og smaa Børn saa vel som sine Anfægtelser for at conservere hendes i Sandhed høje christelige Standpunkt i de Verdenskredse, som hun baade efter sin Stilling og for Børnenes Skyld ikke kan undgaae.

Hun er en meget ædel Dame, nu i høj Grad udviklet ved Fromhed og christelig Intelligens, saa at hvilke Vanskeligheder jeg end i Aarenes Løb har haft at bestaae her – thi det har i Sandhed ikke været let at være Præst i Hunseby og at forene en saadan Antithese som Knuths og Bønderne – maa jeg dog sige, at af hende har jeg ogsaa havt meget store Glæder, saadanne der ikke blot ere for det nærværende Liv, men vilde række ud derover og først modne deres Frugt i det tilkommende.”

JMC: I synderlighed ovenstående brevpassus siger meget om det nære venskabsforhold mellem pastor Gude og grevinde Karen Knuth. Grevinden blev født 1815 og var altså blot 40 år, da hendes mand, grev F.M.Knuth døde den 8 januar 1856. De blev gift i 1837 og fik to sønner, Eggert Christopher,1838-1874, og Adam Wilhelm, 1854-1888. Det vil sige, at ved grevens død blev hun enke med en søn på 18 og en søn som var 2 år gammel. Man kan udmærket forstå, at hun havde behov for en intelligent og empatisk samtalspartner, og det fandt hun åbenbart i den 5 år yngre sognepræst Gude, som jo også var en nær ven til F. M. Knuth.

Et personlighedstræk hos Gude var at han var – efter tidens forhold – moderne og gerne tænkte i nye baner. Det fremgår blandt af Thomas Jørgen Hansens  barndoms-erindringer, som vi tidligere har publiceret, hvori Thomas Jørgen blandt andet fortæller, at Gude indførte nye og bedre sangtraditioner i kirken og i de lokale skoler.

Yderligere et eksempel på dette træk får vi i Martin Poulsens artikler, hvor han citerer et brev fra Stellwagen 3/8 1849. I brevet nævnes, at Gude anmodede biskob Monrad i Nykøbing Falster om tilladelse til at prøve nye gudstjenesteformer – i stedet for almindelig søndagsprædiken ville han prøve ”Catechisation i Forbindelse med Tale paa Kirkegulvet”. Ifølge Ordbog over det danske sprog 1700-1950 betyder ’katekisere’: ”at undervise gennem spørgsmål og svar, specielt overhøring af menigheden, der forhen fandt sted efter gudstjenesten”.

Med andre ord: Den unge pastor Gude vill forsøge sig med en gudstjenesteform, hvor han steg ned fra prædikestolen, stod midt i menigheden på gulvet og talte med en form som indbød til reflektion, svar og kontakt mellem præst og menighed. Dette var helt sikkert en ny og radikal tanke på dette tidspunkt i den danske liturgi. 200 personer fra menigheden i Hunseby skrev juleaften 1949 under på, at de fandt denne form gavnlig.

Biskob Monrad gav Gude lov til at prøve denne gudstjenesteform og efter Gudes rapport tilbage til Monrad og efter at menigheden med overvældende stor støtte havde sanktioneret denne fornyelse, gav biskop Monrad tilladelse til at han kunne fortsætte i dette spor fremover.

Vi skal lægge mærke til, at denne fornyelse fandt sted netop i den periode, hvor den unge Rasmus Malling-Hansen gik til konfirmationsforberedelse hos Gude, og der er ingen tvivl om, at Rasmus har været optaget af, hvad der foregik og har taget indtryk af Gudes tendens til at tænke i nye baner og efterstræbe kvalitetsforbedringer. Dette personlighedstræk smittede af på den unge Rasmus og han bar det med sig hele livet og havde stor nytte af det i forhold til udviklingen af skrivekuglerne, i relation til hans naturvidenskabelige forskning, døvstumme-pædagogiken og hvad angår praktiske og sundhedsmæssige forhold på døvstummeinstitutterne.

I alle disse – og sikkert også andre – forhold tænkte Rasmus Malling-Hansen ikke som sin forgænger – hans svigerfar Søren Heiberg, der af samtiden karakteriseredes som konservativ, holdt på gamle former og seder og brug. Rasmus tænkte nyt, ofte kreativt og radikalt udfordrende, og han havde modet og selvtilliden til at handle derefter.

Gude konfirmerede Rasmus Malling-Hansen i 1850, og det kan have interesse at læse, hvad Gude skriver om sit arbejde med konfirmanderne i et brev fra 1850 (hvor han konfirmerede 459 drenge og piger):

”Confirmanderne – der er meget at gjøre ved dem baade før og efter Dagen selv. Jeg har dog naaet lige som forrige Aar at komme rundt og besøge dem alle – de Halve paa selve Confirmationsdagen og de andre Halve Søndagen efter ders Altergang. Det gør en stor Virkning i Husene, jeg tror nok saa stor som Handlingen i selve Kirken.

Jeg seer jo Bønderne paa mange Maader Dag ud og Dag ind – men aldrig har jeg seet deres Ansigter straale saaledes af Kjærlighed og Glæde baade Forældrenes og Børnenes, som naar jeg kommer til dem paa denne Dag. I Aar reed jeg rundt til dem – det er umuligt at kjøre, saaledes som Biveiene nu ere, og da jeg jo havde staaet og talt flere Timer i Kirken – været silde oppe Aftenen forud, var jeg ogsaa træt derefter, som om jeg van banket.”

Der er også god grund til at dokumentere pastor Gudes empati og engagement for de fattige i samfundet – i øvrigt en indstilling som han delte med greven og grevinden af Knuthenborg. Jeg vil derfor transskribere et stykke fra Martin Poulsens artikel til belysning heraf (s.188-89):

”Man har Indtryk af, at næst efter Prædiketjenesten, som for ham var en meget væsentlig Ting, laa Sjælesorgen og omsorgen for de Fattige Præsten meget paa Sinde, som det ogsaa tydeligt fremgaar af det følgende. I et Brev til sin Fader 1855 skriver han med Tilfredshed om, hvad det er lykkedes ham at faa ordnet med Hensyn til en Fattigforsørgelse i Sognet:

”Det bedste Thermometer for Kirkegangens Styrke har jeg i, at Tavlepengene[1], som i det første Aar kun beløb sig til 30 Rbd., Aar efter Aar ere stegne og nu beløbe sig til 100 Rbd.  I disse Dage efter Nytaar har jeg faaet sat igjennem, at de istedenfor at anvendes til det Communale Fattigvæsen, hvorved de kun komme Yderne, altsaa de Rige til Gode, herefter skal anvendes til en fattigforsørgelse efter det christelige Princip under Bestyrelse af andre Mænd, der nærmere kunne ansees for at repræsentere Menigheden (ikke Sognet).

Det er jo ganske klart, at en virkelig Menighed maa ikke være uproductiv i Retning af Omsorg for de Fattige, om det endog maa begynde med Lidt, eftersom den apostoliske Menighed, alle Tiders Forbillede, stedse drev denne Sag endog i det Store. Det er ganske klart, at de Fattige og Elendige er det ingenlunde nok at faa det Christelige kun igjennem Ordet, igjennem Trøst og Beklagelse, ... de maae i Kirken ikke blot see Ordets og Sakramenternes Huus, naar de ret skulle elske den.

Paa samme Maade bliver Tavlernes Ombæring ogsaa hævet til et Culturmonument og faar sin rette Betydning for Giverne, medens det ellers kun foraarsager en flau Forstyrrelse. Det har naturligviis ikke været uden Vanskelighed at faae det sat igjennem. Enkelte har gjort Vrøvl, men der er dog flere, der velsigner mig derfor og haabe, at der skal komme stor Virkning deraf. Sandheden er, at der i denne Idee ligger en frugtbar Spire, men Virkningen kan næppe blive stor, fordi Forholdene ere smaae.” –”

JMC: Der er nok ingen tvivl om, at pastor Gude var en fremragende og moderne præst, som gjorde et stort indtryk på sine omgivelser, og hvis 18-årige virksomhed i Hunseby efterlod markante forandringer og forbedringer.

I Marts 1866 underskrev kongen hans udnævnelse til den højt estimerede tjeneste som Domprovst i Roskilde, og den 15 april 1866 holdt pastor Gude sin afskedsprædiken i Hunseby Kirke. På hans fødselsdag den 23 april 1866 blev han smukt gratuleret af mange mennesker, og interessant nok nævner Martin Poulsen at mellem gratulanternes gaver var der et bidrag fra Lærer Th. J. Jensen i Skjelstrup Skole.

Rasmus Malling-Hansen selv kunne naturligvis ikke være til stede, eftersom han var fuldt optaget af sit hverv som forstander for det kgl Døvstummeinstitut i København, men hans mellembroder bidrog med: ”...en Fortegnelse, som findes endnu[2], over Antallet af kirkelige Handlinger i Hunseby Menighed fra 3. September 1848 til 15. April 1866. Den viser, at der i de ca. 18 Aar var:

Døbte Mandkjøn 321, døbte Qvindekjøn 362, i alt 683

Confirmerede Drenge 213, confirmerede Piger 246, i alt 441

Ægteviede Par i alt 171

Jordede Mandkjøn 226, jordede Qvindekjøn 215, i alt 441

Communicander[3] i alt 13,154

JMC: Poulsens udmærkede artikel citerer også Lollands-Postens udgave for søndag den 29 april 1866, hvor avisen skriver særdeles varmt og rosende om pastor Gude:

Hædersgave. Efter at Hr. Domprovst Gude har taget Afsked med Hunseby Menighed, har en Kreds af Yngre bedet ham modtage en Mindegave i Sølv fra hans hengivne og taknemmelige Confirmander.

Paa 2den Søndag efter Paaske holdt Domprovsten sin Afskedsprædiken i den overfyldte Kirke. Det var en gribende Gudstjeneste; efter en hjertelig, velsignelsesrig Prædiken over Dagens Evangelium om Jesus, den gode Hyrde, communicerede en stor Del af Menigheden med sin bortdragende Sjælesørger og hans Familie. Derefter gik alle, Gamle og Unge, til Præstegaarden, idet de ønskede personlig at bevidne deres Tak for, hvad deres Præst i de forløbne 18 Aar har været for dem, og at bringe ham deres bedste Ønsker for hans nye Stilling.

Frem for Alt vil det med Taknemmelighed erindres, hvilken Opbyg-gelse, hvilken Guds Fred der altid fandtes i den Gudstje-neste, den han med saa stor Nidkærhed og en saa sjelden Begavelse for Præsteembedet har forestaaet; og det var ej heller nogen ringe Kreds af Høje og Lave, der fra Omegnen droges til hans Kirke, hvor man Søndag efter Søndag havde det opbyggelige Syn af en talrig Forsamling. Paa en særegen Maade har han ved sine fortræffelige Kirkekatechisationer vidst at tiltrække baade Yngre og Ældre.

Paa mange Maader har han aabnet Velsignelsens Kilder for sin Menighed i det Større og det Mindre i forskjellige Retninger. Vi omtale nogle enkelte, som ville have Interesse for Almenheden, fordi de fra deres stille Begyndelse have udbredt sig langt ud over Hunseby Sogns Grænser og tildels ere blevne frugtbare for hele den danske Kirke.

Han har fremkaldt den nu af saa mange Tusinder elskede Juleaftensgudstjeneste; den har bestaaet i mange Aar i Hunseby Kirke, inden den – dog kun som liturgisk tjeneste – indførtes i Hovedstaden og andre Steder i Landet. Han er den Første, der har gjort Forslag til Kirkens Opvarmning om Vinteren. Huneby Kirke har været opvarmet siden 1851. Han har i sit Sogn – ved gjensidige Indrømmelser fra største Lodsejer og Sogneforstanderskabet samt ministeriel Approbation – bevirket Oprettelsen af den saakaldte ”Fattiges Kasse”, førend man endnu havde den derom senere udkomne Lov.’

De Fattige har han været en Ven og en Støtte, og i Skolevæsenet har han foranlediget gjennemført en for hele Sognet gavnlig Omordning. Hans Embedstid og den Aand, hvoraf den har været præget, har været en stor Velsignelse for denne Egn og vil blive staaende som et uforglemmeligt Minde for Hunseby Menighed”.

JMC: Den 23 november 1873 – 7 år efter at Gude havde forladt Hunseby – brændte den store firlængede Hunseby præstegård. I den anledning skrev grevinde Karen Knuth til domprovst Gude i Roskilde:

Enkesædet ved Knuthenborg pr. Bandholm, d.29 Novbr. 1873.

     Kjære Provst Gude!

Jeg behøver vel næppe at sige Dem, hvormeget mine Tanker have krydset sig med  Deres ved den gamle Præstegaards Brand; ja, hvor mange af mine helligste og bedste Erindringer hang der ikke ved det Sted, der kunne overskygge Sorg og Savn; aldrig glemmer jeg det gl. Studereværelse, om det end nu ligger i Aske.

- - - - - --  Med venlige Hilsner

                 Deres altid hengivne

                        K. Knuth

JMC: Afslutningsvis: Vi har gode grunde til at fortsætte med at forske i de kilder, som kan yderligere belyse Gudes personlighed og ståsted i den datidige diskussion om kristendommen og kirkens former og rolle, fordi hans synspunkter med stor sandsynlighed har påvirket Rasmus Malling-Hansen. Nogle sådanne relevante kilder en angivet i vor artikel om kapitlet i LFHSs Årbog 1951.

Derudover kan vi notere, at Gude var en meget ivrig brevskriver. Vort selskab har en omfattende samling breve til og fra Rasmus Malling-Hansen, publicerede og kommenterede på vor hjemmeside, men vi har ikke et eneste brev fra hans eventuelle brevveksling med pastor og domprovst Gude. Som vi kender Rasmus Malling-Hansen og hans trofasthed mod gamle venner, ville det være utænkeligt, at han ikke holdt kontakten med domprovst Gude vedlige. Det er min gisning, at der findes sådanne breve, enten hos efterkommere af L. J. M. Gude, i kirkelige arkiver i Roskilde, eller i det Kgl. Bibliotek. Forskningen fortsætter!