Berlingske Tidende 1893.08.26 (anden udgave).
Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.
Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.
Harald Valdemar Dahlerup, 1815-1894, var døvstummelærer og præst. Han bestod teologisk embedseksamen i 1839, og samme år – den 1 september – blev han ansat som andenlærer ved det kgl Døvstummeinstitut i København. I 1845 foretog han med statsunderstøttelse en 7-måneders studierejse til døvstummeanstalter i forskellige europeiske lande og vendte hjem som en begejstret tilhænger af talemetoden. Han fik derefter ministeriets tilladelse til at under tre år undervise et hold elever efter denne metode. I 1850 startede han sin egen skole for døvstumme, men allerede samme år fik han kaldelse som feltpræst i Slesvig, og ledelsen af hans skole blev overtaget af Hans Peter Duurloo, 1816-1892, hvilken i 1855 overlod skolen til Johan Keller, 1830-1884. Efter Slesvig var Dahlerup præst i Ærøskøbing, Vaalse og sidst i Ørbæk.
- Døvelærer og prest, Harald Valdemar Dahlerup, 1815-1894. Foto fra internett.
- Hans Peter Duurloo, d. 1892, forstander ved Gamle Bakkehus Aandsvakeanstalt.
- Direktør for de Kellerske anstalter, Johan Keller, 1830-1885. Foto: DKB.
- Forstander ved Døvstummeinstituttet i Fredericia, Georg Jørgensen, 1838-1905. Foto: Schweizerisches Sozialarchiv.
- Vaalse præstegård, der Harald Vilhelm Dahlerup skrev sine innlegg vedrørende sin rolle i striden mellom talemetoden og tegnmetoden. Copyright: Arkiv.dk
- Den originale artikkelen.
- - - - -
I Bladet ”Dannebrog” Nr. 327 for Søndag den 23de Juli findes en længere Artikel, betitlet: ”To Dage blandt Døvstumme”. I denne Artikel findes en historisk Meddelelse om Talemethodens Fremkomst her i Landet, hvilken Meddelelse lyder saaledes: ”Det var Pastor Dahlerup som den Gang (1846) fik Tilladelse til at forsøge Talemethoden paa Kjøbenhavns Døvstumme-Institut. I 3 Aar (de 2 første Aar udenfor Institutet) arbeidede han med sine Elever; men ved en Examen 1849 fandt Censorerne Resultatet saa lidt tilfredsstillende, at man uden Videre opgav alle yderligere Forsøg.” Jeg har forgjæves gjort ”Dannebrogs” Redaction opmærksom paa, at denne for mig krænkende Udtalelse er fuldstændig usand og kun viser, at Referenten har været ganske uvidende om denne Sags historiske Gang her i Landet.
Nu er jeg ved velvillig Meddelelse bleven gjort bekjendt med, at ogsaa ”Høiskolebladet” Nr. 32 er fremkommet med en lignende Artikel med Overskrift: ”B l a n d t t a l e n d e D ø v s t u m m e” af K a r l J ø r g e n s e n. Her udtales den samme for mig krænkende og fuldstændig usande Paastand: ”Her i Danmark blev der gjort Forsøg med denne Methode allerede i Midten af dette Aarhundrede, men efter kort Tids Forløb blev den opgivet igjen, da man fandt at Resultaterne var altfor ringe.”
Dersom Dhrr. Referenter, der begge omtale, at de have fornylig overværet Prøver paa Institutet i Fredericia, havde henvendt sig til Forstanderen[1] der angaaende den historiske Gang af den Sag, hvorom de have skrevet, vilde de sikkert hos ham havde faaet en bedre Oplysning, end den, de nu have viist sig at besidde.
At henvise til Vidner efter Samtidige i en Sag, der jo gaar ca. 50 Aar tilbage i Tiden, lader sig ikke gjøre, da jeg vistnok er den eneste Tilbagelevende af alle dem, der paa en eller anden Maade have havt med denne Sag at gjøre.
Men jeg kan henvise Dem, der her ønske Oplysning om denne Sag, til den Betænkning, der i October 1889 er afgivet til Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet af en ifølge Rescript af 15de September 1888 nedsat Commission, med det Formaal: at afgive Betænkning og Forslag angaaende Foranstaltninger til Døvstummes Underviisning m.M., og som viser, at Resultatet af min Virksomhed i denne Sags Tjeneste først blev Skolen for Døvstumme, underviste efter Talemethoden, hvilken Skole blev Grundlaget for de af Prof. Johan Keller stiftede Anstalter, og dernæst fra Aaret 1867-68, efter at den daværende Forstander for Institutet i Kjøbenhavn, Prof. Malling Hansen, havde opgivet sin tidligere Opfattelse at Talemethodens Betydning, blev det med hans Medvirkning bestemt at indgaae til Rigsdagen med Forslag om Oprettelsen af Institutet i Fredericia, og at Underviisningen der skulle skee med Benyttelse udelukkende af Talemethoden.
Det vil forhaabentlig heraf sees, at mine af Dhrr. Referenter omtalte Forsøg ikke have været standset som resultatløse, men at det er gaaet her som sædvanligt i Livet, at Forsøg paa at fremme noget Nyt i Begyndelsen maae kjæmpe mod det Bestaaende og derfor sjelden finder Støtte og derfor sjelden finder Støtte fra de Autoriteters Side, der ere satte til at værne om og paasee de bestaaende Institutioners Tarv, hvad der jo ikke kan Andet end hemme en Sags hurtige Fremme og undertiden give det Udseende af for Udenforstaaende, at Sagen har været kvalt i Fødselen.
V. D a h l e r u p,
Past.em.
[1] JMC: Forstander ved Fredericia-instituttet var på dette tidspunkt Georg Jørgensen (1838-1905) som var skolens første forstander fra dens oprettelse 1881 og frem til 1904, da han afgik på grund af sygdom. Georg Jørgensen var selv en begejstret og faktisk fanatisk tilhænger af talemetoden og han tillagde sig selv en meget stor del af ”æren” for, at metoden blev accepteret og anvendt ved institutterne i Fredericia og senere i Nyborg – en ære som han med god grund burde have givet Rasmus Malling-Hansen.
SA: Det var hverken krenkende eller usandt at resultatene i Dahlerups forsøksklasse ble vurdert som for dårlige til at Døvstummeinstituttet i Kjøbenhavn ønsket å legge om sin undervisning og i større grad bruke talemetoden. Det er tvert imot et faktum. I realiteten kunne ingen døveskoler som benyttet talemetoden legge frem dokumentasjon på at talemetoden ga gode resultateter. Ettertidens dom over talemetoden, er meget hard, og av dagens forskere karakteriseres innføringen av talemetoden som en skamplett innen dansk pedagogisk historie. Men instituttet i Kløbenhavn frikjøpte elevplasser ved Kellers skole til sine beste elever, som de mente ville ha utbytte av talemetoden.
Det taler sitt tydelige språk, når han som ble regnet som forbildet for f eks Geoerg Jørgensen, sveitseren Wilhelm Daniel Arnold, 1810-1879, direktør ved døvstummeinstituttet i Riehen i Sveits, krevde at kun de mest begavede elevene skulle få plass ved "hans" instututt. Talemetoden egnet seg i realiteten kun for de aller mest begavede og delvis hørende elevene, men var helt uegnet for de egentlig døvstumme, altså de som aldri hadde kunnet høre, men var døve fra fødselen av. For dem innebar metoden en meget trettende terping på uttale, en uttale som viste seg å være uoppnåelig for dem. De måtte sitte i timesvis å forsøke å avlese lærerens munn, og timesvis på å forsøke å uttale ordene, men deres tale ble, for de flestes vedkommende, kun temmelig hjelpesløse lyder, som de i tillegg skammet seg over og overhode ikke ønsket å bruke sammen med hørende. De døve var såre fornøyd med å leve sammen med "sine egne". De ønsket samkvem med ande døve, ønsket å gifte seg med en av sine egne, jobbe sammen med sine egne og danne foreninger med sine egne. For dem opplevdes den påtvungne talemetoden som respektløs, krenkende og undertrykkende. Hv em spurte dem om hva de selv ønsket? Svært få, synes det som, men i Malling-Hansen hadde de en lærer som forsto at den metoden som lå nærmest de døves egne ønsker, deres evner og forutsetninger, var tegnmetoden.
- Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890, sørget for at både tegnmetoden og talemetoden fikk sin plass for ulike grupper av døvstumme barn. Foto: Privat.
Talemetodens tilhengere bygde på en urealistisk drøm om at de døve skulle bli som talende og hørende mennesker, og på den måten skulle de bli fullt integrert i samfunnet. Dette var sikkert et fint ønske, men det viste seg i praksis å være kun en ønskedrøm, som ikke var oppnåelig for andre enn et bittelite mindretall.
Men hva skulle Malling-Hansen foreta seg i denne situasjonen? Nesten hele miljøet av døvstummelærere var tilhengere av talemetoden, og han og hans egen lærerstab var de eneste som forsvarte tegnmetoden. Malling-Hansen beviste her sin pragmatiske natur, og så i øynene at han måtte legge til rette for at også tilhengerne av talemetoden fikk praktisere den metoden de gikk fullt og helt inn for. Malling-Hansen sto derfor last og bram ved den delingen som i praksis allerede var etablert, og motsto alle forsøk på å gjøre talemetoden til den enerådende metoden i Danmark. I ettertiden har det etablert seg som et faktum at æren for "den danske deling", lovfestingen av fordelingen mellom elever som skulle undervises med talemetoden, og dem som skulle undervises etter tegnmetoden, skal tilegnes Johan Keller og Rasmus Malling-Hansen. Sannheten var at denne delingen allerede var etablert, mens Johan Keller ønsket at det skulle lovfestes at talemetoden skulle være enerådende. Det motsatte Malling-Hansen seg på det sterkeste, og heldigvis vant hans syn frem hos myndighetene.
Og dermed ble "den danske deling" lovfestet i 1867. Men selv om Malling-Hansen sikret at Døvstummeinstituttet i Kjøbenhavn fikk lovfestet sin rett til å anvende tegnmetoden, sørget han samtidig for at talemetodens tilhengere fikk oppfylt sine ønsker, og etter hans forslag ble instituttet i Fredericia og Nyborg opprettet i henholdvis 1880 og 1890, og fikk anvende talemetoden som undervisningsmetode.
Så det er Malling-Hansen som var mannen som sikret at denne metoden fikk sin plass i Danmark, men han skal også ha æren for at tegnmetoden ble beholdt for dem han mente den var best egnet for: De døvstumme barna som aldri hadde hatt noen høreevne. Og sannheten er at Dahlerup kun spilte en meget liten rolle i denne striden i dansk pedagogisk hisorie.
- Den aktuelle utgaven av avisen.
