Nationaltidende 1891.08.08 (anden udgave), Artikkel av Georg Jørgensen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Jørgen Georg Jørgensen, 1838-1905, dimitteredes fra Jonstrup i 1857 og blev den 1 august samme år ansat som lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut i København. Han forblev på denne post indtil 31 marts 1881. Hans indtryk fra studiebesøg ved schweiziske og tyske døvstummeanstalter i 1874 gjorde J. til en nærmest fanatisk tilhænger af talemetoden i den rendyrkede form, som udelukkede al brug af tegn eller gebærder (så langt gik ikke engang Johan Keller).

Forslaget om oprettelsen af Fredericia-instituttet var imidlertid Rasmus Malling-Hansens værk, og det var også på hans stærke anbefaling, at ministeriet valgte Georg Jørgensen til instituttets første forstander (fra 1 april 1881).

Til yderligere belysning af tale- respektive tegn-metoden i døvstummeundervisningen henvises til Sverre Avnskogs udmærkede artikel: ”Ettertidens dom over talemetoden – en skandale i dansk undervisningshistorie” samt Sverres kommentarer til ”Forstander Georg Jørgensens tale ved åpningsceremonien for Institutet i Fredericia” (Berlingske Tidende 1882.07.03).

Nedenstående følger her en fuldstændig transkribering af Jørgensens tale ved skoleårets afslutning, den 20 juli 1891. Han brugte talen som et middel for at slå på tromme for talemetodens fortræffeligheder. Men desværre faldt han også for fristelsen til at promovere og hylde sin egen pædagogiske indsats og til at – omvendt – totalt desavouere de mange døvstummelærere som foretrak at bruge tegnmetoden.

Denne tale fik Fritz August Bech til at reagere med et modindlæg, publiceret af Nationaltidende den 13 august 1891, som vi også har transkriberet og kommenteret.

SA: Fritz Augusts motinnlegg avstedkom en lengre debatt om saken, og også den nye forstanderen ved døvstummeinstituttet i København, Rasmus Malling-Hansens svoger, Frederik Heiberg lot seg friste til å uttale seg i sakens anledning.

JMC: Da Georg Jørgensen måtte afgå på grund af sygdom i 1904, besluttede ministeriet at dele forstanderansvaret i to dele. Det blev da Fritz August Bechs lod at overtage den tidligere A-afdeling, nu kaldt ’den kgl. Døvstummeskole i Fredericia’, medens Hjalmar Keller overtog den tidligere B-afdeling, nu under navnet ’det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia’.

SA: Bechs senere uttalelser vedrørende talemetoden kontra tegnmetoden avslører at han kuroiøst nok, skiftet standpunkt med årene, og ble en svoren tilhenger av talemetoden. Vi kan kanskje anta at han ble påvirket av det miljøet han møtte ved døvstummeskolene i Fredericia, der talemetoden var den eneste aksepterte.

     I 1874 kom jeg til Sveits til den lille Døvstummeanstalt i Riehen. Den lededes af den gamle elskelige Direktør Arnold[1]. Siden 1857 havde jeg været Døvstummelærer; men hvad jeg her fik at se, havde jeg aldrig før tænkt mig muligt. Det kom til at staa klart for mig, at hvad jeg før havde kaldt Døvstummeundervisning, var næsten ikke værd at nævne som saadan. Under mit Ophold her lærte jeg i en Maaned mere, end jeg havde lært i de 17 Aar, jeg havde været Lærer for Døvstumme. At Betydningen af det gamle Ord: ”Ingen kan tjene to Herrer” ogsaa gælder for os, hvem de Døvstummes Oplærelse er betroet, kom jeg hertil at sande og forstaa. Hvilket Arbeide blev ikke her udført, fra den tidlige Morgen til den sildige aften vare Lærerne og Lærerinderne om Børnene. Hvilken Kjærlighed blev der ikke udvist her ligeoverfor de Børn, som vare optagne i Anstalten, og hvilken Kjærlighed fandtes der ikke hos alle Funktionærerne til selve Døvstummesagen. Her saae jeg for første Gang, hvad den rene Talemethode kan bringe det til. Eleverne stod her med Hensyn til Kundskaber og med Hensyn til Evne til at udtrykke sig mundtlig og skriftlig langt over, hvad jeg havde seet i andre Døvstummeinstituter, baade ude og hjemme. Den rene Talemethode bortkaster al Benyttelse af Tegnsproget ved Oplærelse af Eleverne. Ord forklares ved Ord og ikke ved Hjælp af Tegn. Som Meddelelsesmiddel benytter Eleven det mundtlige Ord og gjennem Øiet opfatter han af Læbernes og Mundens Bevægelser, hvad Læreren sige til ham. I Modsætning hertil bruges ved Ikke-Taleskoler Haandalfabetet som Meddelelsesmiddel. Det seer meget kunstigt ud, naar saaledes den Døvstumme eller Læreren taler med Fingrene, og der er Mange, som tro, at naar man blot kan Haandalfabetet, saakan man sagtens tale med en Døvstum. Man maa imidlertid huske paa, at Haandalfabetet kun er Bogstavbetegnelser, og at en Samtale i Fingersproget kun er en Bogstavering i Luften. Har den Døvstumme ikke Kjendskab til Sproget og dets Former, nytter det ikke, at man taler til ham med Fingrene, man kunde lige saa godt tiltale en Mur og vente Svar af den. Det, som det først og sidst kommer an paa, er at bibringe den Døvstumme Kjendskab til vort Sprog, til alle dets Benævnelser og Former, og den rene Talemethode er den Fremgangsmaade, der til Dato har givet de bedste Resultater i saa Henseende.

     Da Meddelelsesmidlet mellem Lærer og Elev er den mundtlige Tale, kunde man opkaste det Spørgsmaal: ”Er det da muligt for det døvstumme Barn af Læbernes og Mundens Bevægelser at se, hvad en anden siger?”  Det synes ganske vist noget mærkværdigt; men muligt er det. Det gaar den ikke Hørende paa samme Maade som den Hørende, Synet og Hørelsen udvikles saaledes, at man igjennem det Enkelte opfatter det Hele. Man maa ikke tro, at vi Hørende, naar vi deltage i en Samtale i Virkeligheden lægge Mærke til hver Lyd, hvert Ord, der bliver udtalt. Øret opfatter hovedsagelig kun de Lyde, som have Betydning for Forstaaelsen, de andre Lyde gaa omtrent sporløst forbi vort Øre. Saaledes gaar det ogsaa med den Døvstumme, der Aar for Aar faaer Øvelse i Aflæsning, denne kommer mere og mere til at mærke sig bestemte Ord i de Sætninger, som udtales, Tanken vækkes, og en Forstaaelse bliver mulig. Heri ligger Muligheden for, at Aflæsningsfærdigheden kan blive større og større, paa samme Maade som Ørets Opfattelse bliver bedre og bedre, efterhaanden som det normale Barn vokse op og mere og mere kommer i Berøring med Omverdenen. Tal derfor til de Elever, som afgaa fra Anstalten, tal langsomt og tydelig, men paa naturlig Maade og ikke med forvrænget Mund; tal ikke i enkelte Ord, et enkelt Ord er ofte vanskeligere at aflæse en en hel Sætning, tal derimod i hele Sætninger og lad den ene Sætning forklare den anden, det skal ikke vare længe, før den Døvstumme vænner sig til dine Mundbevægelser, og du har faaet det bedste Meddelelsesmiddel, man har, nemlig Talen.

     Vi sende nu et Hold Elever ud, og Spørgsmaalet bliver da: ”Havde disse opnaaet nogen Færdighed i at kunne aflæse andre Tale?”  Jeg maa da svare, at Meddelelsen har været mundtlig Tale saavel fra Lærerens som fra Elevens Side, og at Eleven har opfattet Lærerens Tale ved Hjælp af Synet. Det har altsaa været muligt at skaffe et Meddelelsesmiddel, dette er noget faktisk, Sandheden heraf lader sig ikke benægte, saaledes forholder det sig ikke. Det gjældere om, at det mere og mere kommer til Kundskab for Alle, at der kun udfordres lildt Kjærlighed, lidt Taalmodighed og lidt Omtanke, saa vil det ikke vare længe, før Andre, naar de bruge en tydelig og langsom Udtale og lette Sprogformer, ved Hjælp af Talen kunne sætte sig i Forstaaelse med den Elev, der har forladt Anstalten ligesaa godt som Læreren tidligere. Og hvilken Betydning har dette ikke for den Døvstummes videre Udvikling, at han kan træffe Mennesker, som ville tale med ham? Hans Ordforraad forøges, Kjendskabet til Sprogets Former udvikles, og igjennem det forøgede Sprogforraad bliver Aflæsningsfærdigheden større og større. Jeg kan derfor ikke undlade at paaminde Eder, Forældre og Søskende, paaminde Eder, Slægtninge, Værger og Venner af Børnene, holder ikke op med at tale med Eleverne, som nu forlade denne Opdragelsesanstalt, taber ikke Taalmodigheden, det skal snart vise sig, at Eders Forsøg skal krones med Held. Her fordres intet Kjendskab til Fingersproget, det er kun din Mund, du skal bruge; dette er ikke vanskeligt, deri har du Øvelse nok; men det er dit Hjærte, som skal give Dig Kraften til at hengive Dig til et Arbeide, som maaske ikke interesserer Dig den første Gang. Siden 1807 har Tegninstitutet i Kjøbenhavn Aar for Aar udsendt Elever, der brugte Fingersproget som Meddelelsesmiddel. Det er mange Aar siden, og dog er det et forsvindende lille Antal af normale Mennesker, der have villet lære at benytte Fingrene som Meddelelsesmiddel. For os Døvstummelærere er det et Haab, nu da Meddelelsesmidlet mellem Normale og Døvstumme er blevet lettere end før, at Flere og Flere ville give sig af med de Døvstumme, den eneste Maade, hvorved disse i aandelig og sproglig Henseende Aar for Aar kunne udvikle sig.

    Der gives rigtignok Mennesker, som mene, at de Døvstummes Tale er saa mangelfuld og saa ilde at høre paa, at man absolut maa blive nervøs, hvis man i længere Tid skal høre paa deres Udtalelser. Saadanne Ytringer sige ikke Meget, det Eneste, de sige, er dette, at disse Mennesker i Virkeligheden mangle den rette Kjærlighed til deres mindre heldig stillede Medmennesker. Havde de, som tale saaledes, selv døvstumme Børn, saa bleve de sikkert ikke nervøse, naar deres eget Kjød og Blod i Talen fandt Udtryk for Ønsker og Begjæringer. Den Døvstummes Tale er ganske sikkert mangelfuld, men den bliver bdre og bedre og mere velklingende jo større Kjendskabet til vort Sprog bliver hos ham. Derfor gjælder det om, at den Døvstumme, der forlader Anstalten, kan komme under saadanne Forhold, at han kan udvikle sig Aar for Aar. Hvorledes gaar det ikke en Fremmed, som kommer til et Land, hvis Sprog han ikke har videre Kjendskab til? Hans Tale er stammende og hakkende; lærer han derimod Sproget nærmere at kjende, bliver Talen lettere og mere flydende.