JMC: Vi ved fra flere kilder at Malling-Hansen var en fremragende prædikant på tegnsprog, med et levende, smukt og tydeligt sprog som samlede ikke bare børn og unge men også voksne dødstumme ved hans søndagsgudstjenester. Imidlertid har vi få prædikener eller andre religiøse tekster fra hans hånd. En sådan prædiken findes i ”Smaablade for Døvstumme”, udgivet af Fritz Bech, lærer ved det kgl. Døvstumme-Institut i København, nr 10, November 1892, hvis forside er prydet med et smukt graveret portræt af Rasmus Malling-Hansen. Teksten gengives i sin helhed i det følgende. Originalets ortografi er bibeholdt.

SA: "Smaablade for Døvstumme" var opprinnelig et felles prosjekt mellom Rasmus Malling-Hansen og forstanderen for de pivate "Kellers Institutter", Johan Keller. De to var i mange år den drivende kraften bak utviklingen av døvstummesaken i Danmark. De var både konkurrenter og samarbeidaprtnere, og startet utgivelsen av "Smaablade" i 1872. RMHs prekentekst som her gjengis er fra det aller første nummeret. Dessverre utga de kun fire nummer av bladet, men etter Malling-Hansens død gjenopptok hans svigrsønn, Fritz August Bech, utgivelsen, med et nummer som var viet Malling-Hansens liv, og senere det nummeret som prekenteksten er hentet fra, som bl a omhandlet avdukingen av minnesmerket over Malling-Hansen. I originalutgaven fra 1872 er det ikke opgitt hvem som var forfatteren av teksten, men siden Fritz August Bech går god for at den kom fra Malling-Hansens hånd, må vi regne med at han hadde viten om det. De fire første numrene av "Smaablade" hadde flere meget interessante prekentekster som vi vil transkribere og publisere etter hvert.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Research, kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

     Kom min Broder, Du, hvis Øre er lukket, og læs Evangeliet om den helbredte Døvstumme (Marc. 7, 31-37). Det er Dit eget Evangelium; det er Dig, som vor Herre Jesus Kristus tager ved Haanden og fører bort fra Mængden; det er Dig, til hvem han siger sit Effata[1]; det er Dig, hvis Øre han oplader!

     En Prøvelse er sendt Dig af Gud. Aanden kommer gjennem Øret, men dit Øre er lukket; Sjælen taler gjennem Ordet, men din Læbe er stum. Du har følt Dig saa ensom, Du har troet Dig forladt af Alle, har maaske troet, at Ingen havde Kjærlighed til Dig, den stakkels Døvstumme; - men har Du troet og følt saaledes, da læs dette Evangelium om den Døvstummes Helbredelse, og Du vil føle dybt, at Du ikke staar forladt og ene, men at vor himmelske Fader og Den, som han udsendte, ogsaa elsker Dig og giver Dig sin rige Velsignelse, naar Du af Din hele Sjæl tror paa ham.  Thi: saa elskede Gud Verden, at han gav sin Søn, den enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes men have det evige Liv.

     Vor Herre og Frelser var i Galilæa ved Genezaret Sø. Overalt, hvor han kom frem, samledes Folk om ham for at høre hans milde og kjærlige Ord og for at helbredes for Sjælens og Legemets Sygdomme. Ogsaa en Døvstum kom til ham, ledsaget af dem, der elskede ham og sørgede over hans Ulykke. Han var fuld af Tro og Tillid til Frelseren, at han baade kunde og vilde hjælpe ham. Det er Troen, der frelser, glem aldrig det, min døvstumme Broder, den dybe og inderlige Tro, som føder Kjærlighed til Gud og Menneskene; ved den vaagner Haabet om Naade hos Gud. Den Døvstumme og hans Venner troede paa, at Guds Kjærlighed og Guds Kraft boede hos Jesus Kristus, og de bad ham, at han kun vilde lægge Haanden velsignende paa ham, da vilde han blive helbredet. Og Frelseren saa deres Tro, og han tog den Døvstumme ved Haanden og førte ham bort fra Mængden. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor vilde Jesus være ene med ham? Naar Menneskevrimmelen omgiver Dig, naar Alle betragter Dig med nysgjerrige Blikke, kan Du da af dit fulde Hjærte bede til Din himmelske Fader? Nej, naar Du beder, da gaa ind i Dit Lønkammer og luk Din Dør og bed i Løndom, stille, at Ingen ser og hører Dig, og Din himmelske Fader vil høre Din stille, inderlige Bøn. Saaledes tog vor Frelser ogsaa den Døvstumme bort fra den nysgjerrige Menneskevrimmel?[2] ene med ham talte han til ham om Guds evige Kjærlighed til Menneskene; Jesu Ord kunde den Døvstumme vel ikke høre, men han læste Tankerne i det milde Øje, i det forklarede Aasyn. Da vor Frelser saa, at den Døvstumme havde forstaaet ham og følt, at Gud holder sin Haand over Enhver, som i Sandhed tror paa ham, da rørte han ved hans Øren og ved hans Tunge, og strax aabnedes Øret, saa at den Døve kunde høre Herrens livsalige Ord, og Tungen løsnedes, saa at han kunde prise den kjærlige og barmhjærtige Gud; paa én Gang aabnedes det legemlige og aandelige Øre, paa én Gang løsnedes den legemlige og den aandelige Tunge.

     Det er et dejligt Evangelium for Dig. ”For mig?” vil Du maaske sige, ”vil Jesus ogsaa hjælpe mig, og kan han hjælpe mig? Han lever jo ikke mere her paa Jorden.”  Ja, det er Sandhed; Jesus, vor Frelser, baade kan og vil hjælpe Dig. Vel ser Du ham ikke nu vandre paa Jorden som den Gang, da han aabnede den Døves Øren, men han er Dig dog nær, naar Du er god og from; Du ser ikke ham, men han ser Dig; han kjender Dit Hjærtes Tanke; han vaager over Din Sjæls Frelse, som en Moder vaager over sit Barns Lykke. Han lader os, sine Tjenere, aabne Dit aandelige Øren, saa at Du forstaar og føler, hvor inderligt Gud elsker Dig; han lader os løsne Din aandelige, ja maaske ogsaa Din legemlige Tunge, saa at Du med os kan takke og prise den algode Gud. Frygt derfor ikke, men stol paa ham, der baade vil og kan hjælpe Dig! Kommer Frygten, da gjør ligesom den Døvstumme, om hvem Du har lært; bliv ene med Din Frelser, tal med ham i Dit Lønkammer, bed til ham af Din hele Sjæl, og Du skal føle, at han er hos Dig og vil skjænke Dit Hjærte Fred, Din Gjerning Velsignelse.

Research, kommentarer og transkribering ved Jørgen Malling Christensen.

Research, kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

JMC: Tidsskriftet ’Smaablade for Døvstumme’ blev startet i 1891 af Fritz August Bech, som i en årrække var bladets redaktør og drivende kraft. Nedenstående tekst fra Malling-Hansens pen findes i nr 7, maj 1892, s. 100-102. Jeg formoder, at den blev leveret som en prædiken.

SA: "Smaablade for Døvstumme" utkom også med fire utgaver i 1872, og tidsskriftet var da et samarbeidsprosjekt mellom Johann Keller og Rasmus Malling-Hansen. Disse to døvstummepedagoger var de store pionerene innen undervisningen av døvstumme i Danmark i det 19. åhundret. Forholdet mellom dem var tidvis meget godt, men i andre perioder anstrengt, og tildels ble de motstandere hva angår undervisningsmetoder og fordelingen av de døvstumme barna mellom sine respektive skoler. Keller drev sin private skole basert på talemetoden, mens Malling-Hansen var forstander for det statlige instituttet. Dessverre gikk Keller bort allerede i 1884, og da inntok Georg Jørgensen, forstander for det nyetablerte statlige instituttet i Fredericia, rollen som talsmannen for talemetoden.

I utgavene av "Smaablade" fra 1872, er det ikke oppgitt forfatter av de prekenene som ble publisert. Men når de ble gjenutgitt i 1892, er Malling-Hansen oppgitt som forfatteren.

Vi har en nekrolog over Bechs hustru, Malling-Hansens datter Zarah Bech, 1870-1910, fra "Smaablade for Døvstumme" fra 1910. Det året var Axel Perch Formann, 1873-1961, utgiver. Han var gift med den yngste av Malling-Hansens døtre, Marie Formann, 1875-1949.

Døden.

(Af afd. Forstander, Pastor R.Malling-Hansen)

     Døden er en Konge, en Rædslernes Konge. Denne Konge regerer i hele Verden; hans Undersaater er alle Skabningerne, Alle maa de bøje sig for Døden og dens Hærskarer: Sygdommene.

     Døden er ikke elsket af sine Undersaatter; de gyser og ræddes for den, derfor er dens Navn ogsaa Rædslernes Konge. De mange Konger og Herrer her paa Jorden giver saa mange og forskjellige Befalinger til dem, der skal lyde; Døden derimod har kun et eneste Bud til alle sine Undersaatter, kun dette: ”Nu skal Du dø, nu skal Din Sjæl gaa bort fra Dit Legeme.” Døden gjør ikke Forskjel paa Mennesker, den har den samme, skrækkelige Befaling til hvert enkelt Menneske: til Barnet og til Oldingen, til den Rige og til den Fattige, til den Lykkelige og til den Ulykkelige, til den Troende og til den Vantro. Døden bliver aldrig træt af at befale, den bliver aldrig mæt af at ødelægge og fortære: den er utrættelig og umættelig. Mange tusinde Mennesker falder for Døden hver eneste Dag; det er sket i Gaar, det sker i Dag og vil ske saa længe, indtil Kongernes Konge, Gud, selv siger: ”Nu kan det være nok”.

     Døden er en Herre, som kan rive ned; den kan ikke bygge op. De Tusinder af Legemer, som den hver Dag bemægtiger sig, fra dem tager den al Kraft og Skjønhed og giver Svaghed, Hæslighed og Raaddenskab i Stedet.

     Døden er en forhadt Herre; - men kan vi da ikke blive fri for denne Rædslernes Konge? Nej, intet Menneske kan holde Døden borte; dersom vi Alle paa den hele Jord blev enige om at sætte os op imod Rædslernes Konge, vi formaaede dog ikke at faa ham bort fra Jorden; dersom vi lagde al Menneskemagt sammen, den var dog Intet mod Dødens Magt.

     Hvem har da givet os denne forfærdelige Herre, hvor er han kommen fra, hvor gammelt er hans Herredømme?

     Døden er en ældgammel Konge, og det er os selv, som har sat ham til Herre over os. Da Adam og Eva syndede, da kom Døden første Gang her paa Jorden. ”Synden kom ind i Verden ved ét Menneske og Døden ved Synden, og Døden trængte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede Alle”. (Rom.5,12). Gud havde skabt Verden, og Allt var saare godt; der var ikke Synd og ikke Død paa Jorden, de var lukkede ude. Men Adam og Eva lukkede åp for Synden, og med Synden fulgte Døden. Fra den Dag af boede Synden og Døden paa Jorden; hovr Synden gik ind, dér fulgte Døden med; Synden og Døden var uadskillelige. Synden tog Bolig i hvert Menneske fra Fødselen af, og Døden gjorde ligesaa; dens Tjenere eller Hærskarer af Sygdomme og Svagheder laa i hvert Barnelegeme sammen med Synden; og naar synden voxede i Menneskene, saa voxede ogsaa Dødens Tjenere i dem.

     I Tusinder af Aar bredte Menneskene sig ud over den hele Jord, og Synden og Døden bredte sig med dem og herskede over dem. Men efter de mange mørke Aar, saa kom der en lys og herlig Dag, da Syndens Magt og Dødens Magt blev brudt for Alle dem, der tror paa vor Frelser; det var den Dag, da vor Frelser hang i Dødens Smerter paa Korset. Her kunde Døden tro, at den havde vundet sin største Sejr, at den var mægtigere end Guds enbaarne Søn; men Døden tog fejl: Guds Søn havde jo ingen Synd, og hvor der ingen Synd er, der er ingen Plads for Døden. Døden havde ingen Magt over vor Frelser; han overgav selv frit – efter Guds Vilje og efter sin egen Vilje – sin Aand fra Legemet til Gud. Jesu Legeme laa vel i Graven; men Døden kunde ikke holde det tilbage i Graven, Jesus tog igjen sit Legeme fra Døden. Det havde intet Menneske af de mange Millioner paa Jorden gjort før ham.

     Hvis Du nu tror paa din Frelser, Din himmelske Konge, saa kan ogsaa Du overvinde Rædslernes Konge. Se, hvorledes Du vinder Sejr; først véd Du da, at din Frelser selv har sagt: ”Ikke en Spurv falder til Jorden uden Eders Faders Vilje.” (Matth. 20,29). Spurven falder ned paa Jorden og dør, fordi Gud vil, at den nu skal dø; men saa véd Du ogsaa, at Døden ikke kan komme til et eneste Menneske, uden at Gud siger ja dertil; vi er altsaa ikke under vor Fjendes, Dødens Vilje, men under Guds, vor Faders Vilje, det er: Døden kommer ikke til Dig, før Din himmelske Fader sender den til Dig. Naar saa Døden kommer til Dig, fordi Gud har befalet det, saa véd Du, at den ikke kommer alene; Du véd, at vor Herre og Frelser staar ved Siden af Dig og vil ledsage Dig forbi Døden: hjem til vor kjære Fader. Og naar Du véd dette fast og sikkert, saa er Du ikke mere bange for Døden, saa siger Du: ”Døden er ikke Rædslernes Konge, Døden er jo en Tjener, som Gud sender til mig, for at min Sjæl kan blive fri og komme hjem til Guds Faderfavn”. Den Troende gyser ikke for Døden, tværtimod, han kan endogsaa længes efter Døden ligesom Apostelen Paulus, der siger: ”Vi er frimodige og har større Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren”. (2 kor. 5,8).

     Men Døden selv skal dø; Rædslernes Konge er den sidste af vore Fjender, som vor himmelske Konge aldeles skal tilintetgjøre. Men før sin Død skal Rædslernes Konge give slip paa vore døde Legemer. ”Christus er opstaaet af Graven, og vi skal opstaa ved ham”. (1 Kor. 15,26). – Maaske vi saa alle, I kjære Venner, paa Opstandelsens Dag samles ved vor Konges højre Side.

- - - - -