Rasmus Malling-Hansen som forstander, døvstummelærer, døveprædikant, organisator, administrator og menneske:

Transkribering af siderne 226 – 284:

Fra 1865 – 1890. Malling Hansen Forstander.[1]

I. 

     Naar man fra Forstander S. Heibergs Periode gaar over til at beskæftige sig med det kgl. Døvstummeinstituts Historie under hans Efterfølger, Malling Hansen[2], er det, som om man med et Spring fra Frederik den Sjettes rolige, sindige Tidsalder blev henflyttet i vor egen urolige, omskiftelsesrige Tid. I Politiken begynder den ny Tid med Fyrrerne, paa Døvstummeinstitutet begynder den først 1865, og Overgangen er saa pludselig, at den tydeligt nok skyldes Personskiftet.

             Der kan nu ogsaa vanskeligt tænkes to mere modsatte Personligheder end Heiberg og Malling Hansen. Heiberg er helt og holdent en Mand fra l’ancien régime, hans Vej gaar lige og støt som det. Malling Hansen er moderne, nervøs moderne, og hans Vej gaar – som Lynets – i Zigzag.  Heiberg lukkede for det ny, Malling Hansen lukker op. Hans Periode bliver som et spruttende Fyrværkeri af kæmpende Ideer og Tanker, hvori gammelt dør og nyt fødes. Vel ligger Grunden hertil meget i Omgivelser og Forhold, men først er den dog vist at søge i Malling Hansens egen Karakter og i hans Temperament, og det vil derfor være fuldt berettiget, ligesom ved Heiberg, først at dvæle lidt ved disse. 

 
             Hans Rasmus Malling Johan Hansen er født i Hunseby Skole (ved Maribo) den 5. September 1835. Han blev tidlig faderløs (Moderen døde 1885), men blev ved Grev Knuth til Knuthenborgs Hjælp i Stand til at tage Seminaristexamen fra Jonstrup i 1854.  I 1858 blev han Student og var saa 1859-1861 Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut, men opgav denne Plads for at faa Ro til at tage theologisk Attestats[3].  I 1862 blev imidlertid en Lærerpost ved Døvstummeinstitutet i Slesvig tilbudt ham, og skønt Studiet ikke var afsluttet tog han dog derimod. I 1864 bliver han Forstander sammesteds, men fordrives ved Krigen. I 1865 konstitueres han fra 1.Juni som Forstander for Institutet i København, og efter at have taget Embedsexamen med tilhørende praktiske Prøver udnævnes han til Forstander den 4. Septbr. samme Aar. Dette Embede beklædte han saa til sin Død, 27. September 1890.

            Malling Hansens Personlighed er ikke let at skildre; hvidt paa sort er saa mat, man trænger til Ildfarver, til noget levende i Stedet for de døde Bogstaver.

 
             Malling Hansen er i første Linie Videnskabsmand. Han har Videnskabsmandens Fantasi og Trang til at følge Traaden helt ud. Hans Blik standser aldrig, før det naar Horizonten. Og han har Videnskabsmandens Grundighed. Intet er ham for smaat. Tværtimod: bag alt det smaa søgte og fandt han den store Enhed. Og endelig havde han Videnskabsmandens lykkelige Haand. Mange store Opdagelser beror jo tilsyneladende paa en Tilfældighed. Malling Hansen havde den Haand, der kan gribe Tilfældigheden og holde den fast, saa den bliver til et værdifuldt Fund.

             Derfor blev Døvstummelæreren Malling Hansen ogsaa baade Videnskabsmand og videnskabelig Opfinder. Hans Gerning blandt de Døvstumme var ham vel altid Udgangspunktet, men hans Stræben førte ham langt ud over denne snævre Ramme. Hans Undersøgelser af Elevernes Ernæringsforhold gjorde ham til Biolog, vistnok en af vor Tids mest fremragende. Hans Hovedværk paa dette Omraade er: ”Perioder i Børns Væxt og i Solens Varme”, (København 1886), hvori han paaviser, at der for Børn er bestemte Væxtperioder, og at disse staar i Forhold til Solens Varme. – Hans Undersøgelser af Forholdet mellem Tale- og Skrivehurtighed førte ham i 1870 til Opfindelsen af Skrivekuglen, den første Hurtigskrivemaskine. – Den nærmere Omtale af disse Ting hører selvfølgelig ikke herhen, de skal blot nævnes;  men man behøver blot at læse Malling Hansens forskellige Opsatser angaaende Døvstummesagen for at blive klar over, at han ejede Videnskabsmandens klare Hoved. – Dernæst var Malling Hansen født Organisator. Han havde Evnen til at gaa i Enkeltheder uden at tabe Helheden af Syne. At ordne, bringe alt paa sin rette Plads var ham en Nydelse, fordi det faldt ham let.  Det bedste Bevis for hans Evner i denne Retning er jo, at den Organisation af Døvstummevæsenet, som den Dag i Dag er den raadende her i Danmark, i alt væsentligt er hans Værk. – Men én Ting er der, som Malling Hansen ikke var – Administrator. Derpaa havde han intet Greb og kunde i Følge noget af det dybeste hos ham ikke have det.  Især to Ting vil jeg pege paa: Malling Hansen arbejdede nervøst, ligesom i Ryk. Hans Hjerne-Processer foregik forceret, Tankerne fløj; der var noget vulkansk ved ham. Men en Administrator skal netop arbejde jævnt, ligeligt, den ene Dag som den anden. Dernæst: hans Temperament var til Hinder. Han var i højeste Grad et Stemningsmenneske, mere modtagelig for ydre Indtryk end det mest følsomme Barometer, ømtaalig, altid svingende mellem Yderligheder, aldrig ens. Derfor, skønt han i Bunden var et kærligt Menneske med et stort Hjerte, kunde han være i høj Grad lunefuld, ja til Tider tyrannisk og uretfærdig. Dagen efter gjorde han det gerne godt igen og var atter til at forhandle roligt med om Sagerne, men saadan maa en Administrator ikke være. Forøvrigt maa man lade ham, at han ikke blot lod sine Luner gaa ud over sine Underordnede, men fuldt saa meget over sine Overordnede, noget som jo nok paa en Maade taler til hans Gunst, men dog ikke gør ham større som Administrator. At han i det hele manglede den for en Forstander vigtige Administrationsevne, viste sig ogsaa paa det Finansielles Omraade. Hverken Institutets eller hans egne Penge vilde nogensinde slaa rigtig til. 

             Tilsidst blot et par Ord om hans ydre. Det svarede til hans Indre. Stil blot hans Billede sammen med S. Heibergs. Heibergs Øjne ser kun udad, Malling Hansens ser mere ind end ud. Eller hør, hvad det siges om ham i en Artikel i ”Nutiden” fra 1886[4]: ”han ser ud som en Kunstner, som en Komponist, og han fører sig paa én Gang med en Kunstners Nonchalance og en Officers Præcision og Belevenhed”.

             Da Malling Hansen blev udnævnt til Forstander, udnævntes samtidig en Direktør. Heiberg havde tvunget igennem, at han selv overtog Direktørposten, men dette kunde selvfølgelig ikke vedblive.  Den ny Direktør blev Geheimeetatsraad J.P.Trap[5].  Denne blandede sig imidlertid ikke stort i Institutets Sager, optaget som han var af mange andre Ting. Til sin Eftermand sagde han:  ”Jeg har ikke indladt mig paa Korrespondance med Forstanderen; det forekom mig altfor besværligt og kedsommeligt. Nej, jeg har ladet Malling Hansen tage alle Sagerne og expedere dem, og det er saamænd gaaet meget godt.” Forretningsgangen under Trap var i Virkeligheden ogsaa den, at Malling Hansen åbnede alle Brevene til Direktøren, og saa afgjorde han selv, om han vilde forhandle med Direktøren derom, eller om han vilde besvare dem paa egen Haand i Direktørens Navn. I Oktober 1884 tog Trap paa Grund af Svagelighed sin Afsked, og Kammerherre F. Wolfhagen[6] blev hans Eftermand.  Det var til ham, Trap fremkom med den ovenfor nævnte Udtalelse med Tilføjelse af, at han vist burde gøre ligesaa. Det vilde Wolfhagen imidlertid ikke, og Følgen blev en skarp Strid mellem ham og Malling Hansen, og da denne Strid kaster et klart Lys over en af de tidligere nævnte Sider af Malling Hansens Temperament, skal den kort refereres her.

Hans foreslag gaar derfor nu ud paa, at der i Arresødal opføres en Filial til det ligeledes overfyldte Fredericia-Institut, hvorved Antallet af Elever ved Københavner-Institutet ogsaa vil kunne bringes noget ned, og man saaledes vil kunne nøjes med en mindre Nybygning ved Institutet.  Til Udarbejdelse af en Plan til denne vil Malling Hansen gerne have Ministeriets Tilladelse til at benytte Levy, hvorimod han mener, at Ombygningen af det gamle Institut bør ske ved Meldahl.

             Projektet strandede imidlertid foreløbig paa Pengespørgsmaalet.  Dets Optagelse paa Finansloven udsattes fra Aar til Aar, og da Elevantallet efterhaanden viste sig ikke at blive saa stort som forventet, fordi et større Procentantal af Børnene en beregnet gik til Fredericia-Institutet, endte det med,  at Udvidelsen af Institutet ikke blev til noget.  Et lille Resultat kom der dog. I et Møde hos Direktøren den 11.December 1884, hvor Meldahl, Lehmann[1] (Institutets Læge) og Malling Hansen var til Stede, bestemtes det, ”uden Hensyn til de forestaaende Byggeplaner”, at foretage en Del Smaaforbedringer, som saa kom til Udførelse i 1885.  Der anbragtes Ventiler i Spisestuen og Sovesalene, Ventilationsovne i 1.Klasse og Spisestuen, Bislag over de to Hovedindgange og Glasdøre til at forhindre Træk; endvidere lagdes der paa Prøve Linoleum paa Gulvet i ældste Klasse og anbragtes 2 Brandtrapper ved Sovesalene. Gymnastikhuset gjordes rummeligere derved, at man satte Ovnen i en Niche og højnede Loftet over Klatreapparaterne.  En yderst gavnlig Foranstaltning blev ogsaa truffet i 1885, idet Arkivet ordnedes, hvilket arbejde udførtes af Lærer Holck.  Anden Gang, der var Tale om en større Nybygning, var i 1889, da man tænkte paa at opføre et Annex til Institutet, bestemt for Aandssløve Døvstumme.  Heller ikke denne Plan blev imidlertid til noget.

             Saa skal endnu kun nævnes en køn Tanke, som Malling Hansen fik i 1889, men som desværre ikke blev realiseret: Han ansøgte Magistraten om, at Lipkesgades Forlængelse maatte komme til at hedde Castbergsgade[2].  Magistraten svarede imidlertid Nej, uvist af hvilken Grund.

III.

            Malling Hansens Tid var som allerede sagt en Stridens og Gæringens Tid. Uroen laa i Luften. Heiberg havde med Jernhaand holdt den nede, det evnede Malling Hansen ikke og havde heller ikke Lyst dertil.  Han lod den tværtimod komme frem og ledede saa med lykkelig Haand Bevægelsen ind i de rette Baner.  -  Den af Dahlerup stiftede ”Døvstummeskole grundet paa Talemethoden” gav den første Anledning.

            Efter fra Duurloo[3] at være gaaet over til den dygtige og geniale Joh.Keller var denne Anstalt voxet til en betydelig Rival af det kgl. Døvstummeinstitut. Allerede i 1860 havde Staten oprettet 12 Fripladser, i hvilke de uegentlige Døvstumme, der i særlig Grad maatte antages at egne sig til Oplærelse efter Talemethoden, anbragtes.

             Saasnart imidlertid Heiberg havde taget sin Afsked, kom Keller med et Forslag, som kunde have faaet vidtrækkende Betydning, hvis det var gaaet igennem. Han foreslaar nemlig, at der, for at Fordelingen af Elever til de to Anstalter kan blive retfærdig, oprettes en Fællesklasse med Undervisning efter begge Methoder, og hvori Børnene prøves 1 Aar.  Fordeling efter Indkaldelses-Skemaerne er, mener han, uheldig, fordi disse ofte er upaalidelige i Henseende til at afgøre, om Børnene er uegentlige eller egentlige Døvstumme.  -  17.Juli samme Aar svarer Malling Hansen, at en saadan Foranstaltning er ganske unødvendig, da Keller kun har 12 Pladser, og disse let kan udfyldes med Børn, der er saa absolut ”uegentlige”, at Skemaerne giver tilstrækkelig Grundlag.  -  Næste Aar fortsættes imidlertid Striden. Det har nemlig vist sig, at Keller nu ikke har 12 men 30 Fripladser (Antallet øgedes i 1862 til 20, i 1864 til 30).  I en Skrivelse af 20-22. Januar 1866 giver derfor Malling Hansen[4] en meget fyldig Fremstilling af sin Opfattelse. Han gennemgaar først de to Methoder, Tegn-  og Lydmethoden, og anfører de almindeligste Grunde for og imod dem begge. Dernæst fremsætter han sit eget Syn paa Talemethoden og samler sine Indvendinger imod den i følgende Hovedsætninger:  1) Efter 2 Aars Undervisning skal al Meddelelse fra Lærer til Elev ske mundtlig, men kun de færreste af Eleverne kan i løbet af denne Tid opnaa den dertil nødvendige Aflæsningsfærdighed.  De fleste kan slet ikke følge med.  2) For at blive forstaaet vil Læreren blive nødt til at bruge Tegn, ja ledsage hvert Ord med Tegn, hvorved Aflæsningsfærdigheden bliver endnu mindre, og der skabes et nyt, slet Tegnsprog, der ganske gør Brud paa Tegnsprogets naturlige Ordfølge og derfor bliver ganske uforstaaeligt.  3) Lærernes Tegn og mundtlige Tale forstaas lige vanskeligt, derfor skrider hele Undervisningen særdeles langsomt og tungt fremad.  4) Den voksne Døvstumme vil snart glemme at kunne aflæse; Dialekterne er ogsaa til Hinder.  5) Da endvidere hans Omgivelser ikke forstaar hans mundtlige Tale, og han ikke kan Haandalfabetet, vil han efterhaanden gaa over til kun at anvende Tegnsproget.  Skriftsproget vil gaa i glemme.  – Af disse Betragtninger, som viser, at Malling Hansen da stod mest paa den franske Methodes Grund, om end han holdt paa, at alle de Døvstumme, som kan det, skal lære at udtrykke sig mundtligt og at aflæse fra Læberne, drages saa den Slutning, at kun de i særlig Forstand uegentlige Døvstumme,  -  det vil sige: de som har saa megen Hørelse, at de kan høre de fleste Vokaler, og de, som i meget sen Alder er blevet døve, saa de har bevaret hele Sproget, - bør undervises efter Talemethoden. Det vilde blive ca. 10 % af landets Døvstumme.  – Dernæst gaar Malling Hansen over til et Angreb paa Keller. Keller havde først 12 Fripladser, og det var passende, d.v.s. svarende omtrent til 10% af de Døvstumme.  Nu har Keller 30 Fripladser, og det er meningsløst; thi der er mindst 60 døvstumme Børn, der egner sig ligesaa godt (d.v.s. ligesaa daarligt) til Undervisning efter Talemethoden som halvdelen af de 30.

 
             Dernæst er det galt, at Tale- og Tegnmethode blandes sammen, hvilket maa ske i Døvstummeskolen, da der dér findes Døvstumme, som ikke kan lære at tale. Endvidere er Lærerkræfterne for faa, 3 Lærere og 1 Lærerinde til 70 Elever, medens Institutet har 8 Lærere til 121 Elever.  Og dog fordrer en Taleskole forholdsvis flere Lærerkræfter! – Malling Hansen mener derfor, at det i ethvert Tilfælde er galt, at der er 30 Fripladser, og han opstiller 3 Muligheder: Enten kunde man helt ophæve Fripladserne og lade alle Døvstumme blive oplærte paa det kgl. Døvstummeinstitut.  Institutet er stort nok, man har allerede Taleundervisning som Fag, og der var intet til hinder for at externere de i særlig Forstand uegentlige. Denne Ordning var den billigste i økonomisk Henseende. Eller man kunde indskrænke Fripladserne til de oprindelige tolv.  Eller endelig, man kunde udvide Antallet til ca. 100.  Malling Hansen mener dog øjensynlig, at det bedste var, om Fripladserne indskrænkedes.  Idet han deler de Døvstumme i 3 Grupper:  1) de i særlig Grad uegentlige (10%), 2) de egentlige Døvstumme, som kan lære at udtrykke sig mundtligt (⅔), 3) de Døvstumme, som ikke kan lære at tale – hævder han, at den bedste Methode for Klasse 2 er den, som anvendes paa Institutet, nemlig, at de undervises efter Tegn- og Haandalfabet-Methoden, men saa har Taleundervisning som særligt Fag. Dermed skulle nemlig alle Talemethodens Mangler undgaas. Da Taleundervisningen ikke drages ind i de andre Undervisningsfag, forsvinder Faren for, at Eleverne kommer til at jaske, - der er heller ingen Fare for, at der skal opstaa et nyt ”Tegnsprog”, men ”Gebærdesproget” kommer til sin Ret, og endelig kan Undervisningen skride uforstyrret frem, uafhængig af Aflæsningsevnen. Malling Hansen staar altsaa endnu paa den Heibergske Traiditions Grund. Han har endnu ikke klaret sig et eget Standpunkt, og man faar egentlig Indtrykket af, at han kæmper mere for sit Institut end for Sagen selv.

             Denne Skrivelse blev vistnok tilsendt Ministeriet, men da dette i Skrivelse af 7. Februar forlanger nærmere udtalelse fra Direktøren, sender denne, 10. Marts, atter en Skrivelse om Sagen. Indholdet af denne er i Hovedsag følgende: Hvis det af Keller opstillede Princip for Fordelingen, nemlig at det Barn, der har kunnet høre, skal undervises efter Lydmetoden, medens alle Døvfødte skal undervises efter Tegnmetoden – hvis dette konsekvent skal gennemføres, vil det føre til, at det kgl. Døvstummeinstitut kun faar 91 Elever, Keller 101 Elever – eller rettere, da vel egentlig Meningen er, at alle Døvstumme, der kan lære at tale, skal undervises efter Lydmethoden, vil det kgl. Døvstummeinstitut kun faa 60 og Keller 131, men dette vil sige, at man har indført den tyske Methode her i Landet, og i saa Fald er en Forberedelsesklasse, hvori alle (ogsaa de privat indsatte) Børn prøves, en Nødvendighed, ligesom da begge Instituter maa blive Statsinstituter, under en fælles Overbestyrelse. Men hele denne Tanke afvises selvfølgelig. Det Princip, som bør lægges til Grund, bør være dette, at kun de uegentlige (i særlig Forstand) henvises til Keller, Resten forbliver paa Institutet.

             Herpaa svarede Keller i 2 Skrivelser af 2. og 17. April.

             Han indrømmer, at det af Ministeriet opstillede Princip, ”at det Barn som har kunnet høre, skal undervises efter Lydmethoden, men det Barn, der er døvfødt, efter Tegnmethoden”, ikke er ”det utvivlsomt ene rette”, men forsvarer for øvrigt Talemethodens Fortrin.  De to Methoder er ikke blandet sammen hos ham, thi Aandssløveskolen er ganske for sig selv.  Han mener, at den mundtlige Tale lige saa godt som Haandalfabetet bevarer Skriftsproget, desuden lærer hans Elever ogsaa Haandalfabetet. Derimod har han ikke megen Tiltro til Taleundervisningen paa Døvstummeinstitutet. Naar Eleven taler i alle Timerne, lærer han det bedre, end hvis han kun taler i een Time. Endelig tror han, at der er flere uegentlige Døvstumme end 10% af Antallet. – Herpaa svares der fra Institutet i en Skrivelse af 13. Oktober 1866. Den bestaar væsentlig i en Gendrivelse af Kellers Indvendinger. Malling Hansen er enig med Talemethodens Tilhængere i, at Maalet for Døvstummeundervisningen bør være, at Eleverne skal kunne udtale sig mundtligt og aflæse Talen fra andres Læber, men uenig med dem om Vejen til dette Maal.  Han vil nemlig for egentlige Døvstumme, som kan lære at tale, fastholde, at Taleundervisningen for dem kun bør gives som Fagundervisning.  Principet bør altsaa være: alle uegentlige til Keller, alle egentlige til Institutet, og de uegentlige difineres nærmere saaledes:  1) de Døvstumme, som ikke er ganske døve og ikke ganske stumme; 2) De Døvstumme, der ikke er ganske døve; 3) de Døvstumme som ikke er ganske stumme.  Forøvrigt indrømmes, at maaske adskillige uegentlige tidligere ikke er blevet anset for ”Døvstumme” og derfor ikke indkaldt.  Der er derfor Mulighed for, at de 30 Fripladser kan bibeholdes.

             Herefter kom det saa til mundtlig Forhandling mellem de to Anstalters Bestyrelser, og Resultatet af disse foreligger i en Skrivelse fra Direktionen af 11. Decbr. 1866.

             I denne foreslaas for det første, at Ministeriet indskærper Præsterne at overholde Bestemmelsen ved de aarlige Indberetninger, særlig at alle uegentlige medtages og ligeledes Børn, som i det forløbne Aar har mistet Hørelsen.

             Dernæst udtales, at man bør beholde de 30 Fripladser, for at Keller ogsaa kan optage de aandssløve Døvstumme, men Antallet bør ikke forøges.  Endelig foreslaas, efter Kellers eget ønske, at Direktøren for Døvstummeinstitutet indtræder i Tilssynskomiteen for Kellers Anstalt.

             Hvad selve Indkaldelsesmaaden angaar, gaar Direktørens Forslag ud paa nøjagtig det samme, som senere fastsættes i Ministeriets Resolution af 5. Januar 1867. Denne lyder paa:
           
            1) at Indkaldelsen sker til det kgl. Døvstummeinstitut i København: Forældre, der selv betaler, kan indsende deres Børn til hvilket af Instituterne, de vil.  De paa vedkommende Forældres Bekostning til Kellers Anstalt indsendte Børn indkaldes ikke. Indkaldelsesalderen sættes til det fyldte 8de Aar, og for Børn, der er blevet døve i det sidst forløbne Aar, til 7 Aar.
            2) at Direktøren og de to Institutforstandere, efter at de nyankomne Elever har været 1 Maaned på det kgl. Døvstummeinstitut, efter Prøve bestemmer, hvilke Børn der skal paa det kgl. Døvstummeinstitut, og hvilke der skal overflyttes til Kellers Anstalt.
            3) at Principet for Fordelingen er, at alle egentlige Døvstumme skal undervises paa det kgl. Døvstummeinstitut, alle uegentlige og alle Aandssløve Døvstumme skal overgives til Kellers Anstalt.

            Ogsaa paa de to tidligere nævnte Punkter, angaaende Indkaldelserne og Traps Indtræden i Tilsynskommissionen for Kellers Anstalt, bifaldt Ministeriet Direktionens Forslag.

             Med denne Resolution var Danmark alltsaa, længe før noget andet Land, naaet til en Deling mellem egentlige, uegentlige og aandssløve (svagt begavede) Døvstumme, en Deling, som nu overalt er anerkendt som overordentlig heldig.

             Af dette blev Stridens Resultat, maa sikkert hovedsagelig tilskrives Malling Hansen.  Ganske vist: det, som var hans ledende Motiv, hang sammen med et Syn paa Sagen, som han senere ændrede, nemlig at kun uegentlige Døvstumme egner sig til Oplærelse efter Talemethoden;  men Principet, at de uegentlige er noget for sig og fremfor alt egner sig til Taleundervisning, (og at de aandssløve bør undervises for sig) var dog rigtigt og klart set.  Desuden skete der ved denne Ordning intet Brud i den historiske Udvikling, idet de samme Tanker allerede findes udtalt i Direktionens Erklæring angaaende Dahlerups Forsøg (af 23.Juni 1849) og havde været gjort gældende i Praxis, om end i ringere Udstrækning.

 
             Kellers Standpunkt er ikke nær saa klart.  Han vil kun have en hel del flere Børn undervist efter Talemethoden, og han vil helst selv have Lov til at prøve dem og udskille dem, han vil have – men et sagligt Fordelingsprincip foreslaar han, saavidt jeg kan skønne, slet ikke. Tilfreds var han heller ikke med Resultatet, selv om han i en Avisartikel i ”Fædrelandet” (1867, Nr. 58) takker Ministeriet højtideligt derfor.  Det ses af en lille Efterstrid allerede det samme Aar (1867): Han klager over, at Kommunerne ikke, men kun Forældre kan indsætte Børn direkte i hans Anstalt, og fremstille dette som en Uretfærdighet mod de Ubemidlede. Direktionen svarer fuldkommen rigtigt, at dette ikke er en ”grundløs Tvang”, men en Nødvendighed for, at man kan opnaa den bedste Fordeling. – Netop dette Punkt i Resolutionen, at Forældre, som selv betalte, kunde indsætte deres Børn hos Keller, bortset fra, om disse Børn var egentlige eller uegentlige Døvstumme, var selvfølgelig ogsaa dens svageste Punkt.  Det var en Uklarhed, selv om man naturligvis ikke kunde komme uden om det, saalænge Kellers Anstalt var privat, og Staten intet Taleinstitut ejede. Men denne Bestemmelse kunde meget let medføre Rivninger mellem de to Anstalter og gjorde det ogsaa.  Af en privat Korrespondance mellem Malling Hansen og Keller fra 1879 ses det klart, at man på det kgl. Institut saa meget skævt til Kellers Virksomhed, ligesom en Artikel af Lærer Lassen i Beretningen af 1879 advarer Staten mod det ”private Initiativ”. Navnlig var man vred over, at Keller i sine Avertissementer kaldte sit Institut for ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden”, i stedet for ”Institut for uegentlige Døvstumme”,  og Forskellen mellem disse to Benævnelser var jo ogsaa Stridens Kerne.  Foreløbig beholdt Striden dog en mere privat Karakter. Der var nemlig større Forandringer i Gære.

             Malling Hansen stod, som allerede sagt, ved sin Tiltrædelse af Forstanderembedet nærmest paa den franske Skoles Grund. I en Tale om Methoderne, som han rimeligvis i 1866 har holdt ved et Besøg, Majestæterne aflagde paa Institutet, siger han, ”at den franske Methode ...forhaabentlig fremdeles vil blive anvendt paa det kgl. Døvstummeinstitut ved Undervisningen af de ulykkelige Døvstumme, dog med den nødvendige Modifikation, at der arbejdes hen til at bibringe det størst mulige Antal af Eleverne en for Livet nyttig Færdighed i at udtale sig mundtligt og aflæse fra Munden”.  Dette Maal søgtes saa naaet ved en særlig Taleundervisning.  Malling Hansen overtog selv forsøgsvis yngste Klasse og førte den op, idet Undervisningen i at tale og aflæse stadig holdtes som et Fag for sig.  Det lykkedes ham paa denne Maade at bringe det til, at han det sidste Aar kunde lade Tale gaa over til at blive Undervisningsmiddel, saa at hele Fagundervisningen dreves mundtligt. Denne Klasse præsenteredes ved Abnormskolemødet i København 1872 og omtaltes meget rosende i Pressen. Ved dette Forsøg var det altsaa godtgjort, at egentlige Døvstumme kunde lære at tale.  Georg Jørgensen foretog lidt senere samme Forsøg med en anden Klasse. – Kort Tid før (1868) havde Malling Hansen været i Udlandet paa en større Studierejse. Skønt han, som det fremgaar af hans Udtalelser paa Abnormskolemødet i 1872, stillede sig meget skeptisk overfor Resultaterne ved  de tyske Instituter, fordi egentlige og uegentlige dér fandtes sammenblandede, og Resultatet derfor ofte syntes bedre, end det var, er der dog ingen Tvivl om, an han paa denne Rejse er blevet paavirket i Retning af Talemethoden.  Strax efter – i 1869 – søger han om og faar en Timelærer ansat til ”forøget Taleundervisning”. Ganske vist fastholdt Malling Hansen endnu, at den ved Institutet anvendte blandede Methode var den bedste; men hans Blik paa den tyske Methode blev dog venligere og venligere.  En opgaaende Stjerne kommer man nu ogsaa som Regel til at se venligt paa.

             Og den tyske Methode var da ogsaa en saadan opgaaende Stjerne.  Alle Tegn tydede paa, at der kom en Sejrstid for den.

             Kendt, som den var bleven gennem Kellers Institut, begyndte den ogsaa at interessere Lægfolk.  Et Exempel er Dr.med.L.W. Salomonsen[5].  1868 skriver han tre Artikler i ”Fædrelandet” (Januar 20.-22., Nr. 16-18), ”Bemærkninger om det kgl. Døvstummeinstitut”.  I Korthed sagt gaar de ud paa, at der paa Institutet gives alt for lidt Taleundervisning – om Talemethoden skal indføres, tør han ikke dømme om, - Timeantallet bør forøges til det 2 à 3-dobbelte, og disse Timer kan uden Skade, mener han, tages fra Haandgerningsundervisningen. Endvidere vil han have Læreretaten forøget, det 6-aarige Kursus udvidet til et 8-aarigt, Elevantallet i Klasserne formindsket.  Pengene til alt dette kan Staten godt yde; thi de Døvstumme er faktisk meget billigere nu for Staten end de Blinde, og det er der ingen Mening i. Den næste, der bringer Emnet frem, er en af Institutets egne Lærere.  Det er Lærer Georg Jørgensen[6], den Mand, som i særlig Grad skulde blive Talemethodens Forkæmper herhjemme. Ogsaa han havde ligesom Malling Hansen begyndt som tilhænger af den franske Methode, men var saa, vel navnlig ved Samarbejde med og under Paavirkning af Malling Hansen, efterhaanden blevet vaklende.  I 1874 kom han paa Studierejse i Tyskland, og traf her i Direktør Arnold[7] i Riehen en Mand, af hvis hele Personlighed han paa det dybeste følte sig grebet, og under hvis paavirkning han fuldt ud blev den tyske Methodes Mand.  Han er fra nu af en begejstret Tilhænger af den rene Talemethode. Hans Standpunkt kom til at foreligge i to Bøger, udgivne Aarene efter hans Rejse.  Den første er ”Zwei deutsche Taubstummen-Anstalten,  Reisebericht  von Georg Jørgensen, Berlin 1874”. Bogen blev, ligesom den følgende, udgivet paa Tysk, fordi, som Forfatteren selv siger, Tyskland er den Arena, hvor Kampen skal udfægtes.  Og hvad var det for en Kamp, som han vilde have frem?  -  Fra Modstanderne af Talemethoden, som havde besøgt tyske Instituter, hørtes meget ofte den Indvending fremført, at man dersteds gjorde Propaganda for Methoden ved, at man blandt Eleverne havde nogle ”Paradeheste”, som blev vist de Besøgende, medens de øvrige Elever, hvis Standpunkt var langt lavere, blev holdt tilbage.  Georg Jørgensen vil nu vise, at denne indvendings Fremkomst skyldes den uheldige Ordning af Døvstummevæsenet i Tyskland, at man ikke foretager nogen Deling af de Døvstumme, men at de egentlige og uegentlige, daarligt og godt begavede undervises sammen. Han viser dette, først ved at give en Fremstilling af en Anstalt, hvis Forstander foretager en saadan Deling, nemlig Anstalten i Riehen.  Her sondres alle ”blödsinnige”, som saa bortsendes.  Skønt der derfor paa denne Anstalt undervises efter den reneste Talemethode, uden noget slags Tegnsprog, finder man dér ingen Paradeheste, ”nicht die geringste Spur von ”Puff””, alt er ægte.  Og alt er udmærket: Elevernes Tale, Kundskaber, Sprog, Forhold.  -  Dernæst skildres ”das allg. oesterreichischen israelitischen Taubstummen-Institut in Wien” under Direktør  Deutsch.  Her er uegentlige og egentlige sammenblandede, og de uegentlige bruges til Paradeheste. I Riehen fandtes ganske vist ogsaa uegentlige, men da alle Svagtbegavede udskiltes, blev det dog muligt at bevare Ensartetheden og lade alle følges ad.  I Wien bliver det hele Humbug, fordi Elementerne er saa yderst forskellige. En saadan Anstalt gør Talemethoden ubodelig Skade.  Det anbefales derfor at indføre den danske Deling, i egentlige og uegentlige Døvstumme, i Tyskland.

             Aaret efter fulgte den anden Bog  ”Aufruf  an die Lehrer und Freunde der Taubstummen, von Georg Jørgensen, Kopenhagen 1876”.  Her opkaster Forfatteren det Spørgsmaal: hvorfor er den tyske Methode ikke trængt sejrrig igennem? Det besvares med, at der er en Del Modstandere, som ikke vil forstaa, men ogsaa en Del, som gerne vil dømme retfærdigt, men er hildede i falske Forestillinger om Talemethoden.  Alle Indvendingerne mod denne samles saa og gendrives ved en Henvisning til Riehen.  Man siger at Elevernes Tale i de højere Klasser bliver grim og uklar – det gør den ikke i Riehen;  man siger, at Udtalen stadig maa rettes, og at dette hemmer Undervisningen;  man siger, at Læreren maa overdrive sine Mundbevægelser for at lette Aflæsningen  - det sker ikke i Riehen;  man siger,  at Lærerne i de højere Klasser maa bruge Tegn, og at de voxne Døvstumme (oplærte efter Talemethode) bruger Tegn  - i Riehen findes ingen Tegn, og Eleverne selv kan ikke lide Tegn;  man siger at Religionsundervisningen behøver Tegn for at naa Hjertet  -  i Riehen har man naaet Hjertet uden Tegn;  man siger, at de udgaaede Elever ofte glemmer at tale og falder tilbage til Tegnsproget ved Omgang med andre Døvstumme -  Arnold vil netop have dem anbragt blandt Normale;  man siger,  at de Døvstumme ikke kan lide Artikulationsøvelser  -  det er ikke sandt, og de har desuden godt af at lære Taalmodighed; man siger, at Talemethoden kræver længere Tid og flere Lærere – det er ikke Tilfældet i Riehen; man siger, at ved Talemethoden bliver der mange Sinker – det sker ikke i Riehen, hvor man har foretaget en Deling. – Dernæst gives en begejstret Skildring af Anstalten i Riehen for at vise, at den virkelig svarer til, hvad der er sagt om den. Og endelig drages Hovedkonklusionen, der lyder saaledes: at saa længe en Klassifikation af de Døvstumme ikke er gennemført, saa længe lider hele Døvstumme-undervisningsvæsenet af en Kræftskade, som dybest inder tærer paa al sand Uddannelse (Bildung) af de Døvstumme. Og der tilføjes den anden Hovedkonklusion: at saa længe man i Døvstummeinstituterne ser tegn anvendt, saa længe er det samme tilfældet, den tyske Methode er ikke gennemført. – Delingen kan foretages enten som i Danmark, (uegentlige, egentlige, aandssløve) eller som i Riehen efter Begavelse, men efter Jørgensens Mening bør dog alle undervises efter Talemethoden, selv om denne for de svagere begavede maa tillæmpes.

             Det første Spørgsmaal, der uvilkårlig paatrænger sig én, er dette: Hvordan stillede Malling Hansen sig til disse to Bøger? Ja, nogen skriftlig Udtalelse af ham om dem foreligger ikke, men man kan da saa temmelig slutte sig til hans Stilling. Meget af det, navnlig Delingstanken, var jo kun hans egen Idé, og det kunde han jo kun synes godt om. Men der var jo ogsaa meget, der stred mod hans Opfattelse. At Halvdelen af Eleverne ved Institutet i København skulde – som det siges i ”Aufruf” – kunne undervises efter den rene Talemethode, ja, at endog de svagere begavede Døvstumme skulde oplæres efter en tillæmpet Talemethode, havde i alt Fald ikke tidligere været hans Mening. Man kunde derfor føle sig fristet til at slutte, at han i Hovedsagen ikke vilde gaa sammen med Jørgensen.  Men her er nu en Faktor, en Egenskab hos Malling Hansen, man ikke maa glemme at regne med, det er hans aabne, modtagelige Sind.  Hvad der kom til ham, baaret af Begejstring, kunde han ikke staa for. Begejstring var for ham som sød Vin. Og det var netop det, Georg Jørgensen kom med. Han var selv et stemningsmenneske, og han var grebet ind til det dybeste.  Selv om de lyrisk anlagte Perioder, navnlig i ”Aufruf”, ofte lyder noget hule, er der ingen Tvivl om, at Begejstringen er ægte nok.  Den tyske Methode stod for ham som Idealet og som Fremtidens Løsen.  Mærk saaledes indledningsstrofen  i ”Aufruf”, hvori der uden videre siges, at den tyske Methode har sejret.

             Der er ingen Tvivl, om, at dette har grebet Malling Hansen. Han droges saaledes ved alle Baand over mod den tyske Methode. Den sikre Følelse af, at Talemethoden var i Opgang, - Stemningen ude blandt Publikum og endelig Georg Jørgensens Begejstring – alt dette drog Malling Hansen i Retning af Talemethoden. Men hvis nu denne Methode skulde indføres, hvorledes kunde det saa ske? Malling Hansen var netop dengang meget optaget af en af sine Opfindelser (Skrivekuglen) og havde neppe selv i Øjeblikket Lyst til at gøre Forsøget, og dertil kom, at Forholdene ved Institutet næsten umuliggjorde en Methodeforandring.  Institutet havde blandt andet 2 døvstumme Lærere – de kunde jo ikke undervise efter Talemethoden. Desuden var Flertallet af de øvrige Lærere ogsaa mod det ny. Der maatte altsaa søges nye Veje, og atter vaagner Organisatoren i Malling Hansen, og han griber med lykkelig Haand den rette Løsning.

             Som Bebuder om det ny kommer først en lille Artikel i ”Berlingske Tidende” for 2. Maj 1879 af Inspektør Lassen. Han mener, der bør lægges et nyt Institut i Aarhus, som Parallel til det kgl. Institut og Kellers Anstalt i Forening, nærmest for at forhindre den store Ophobning af Elever i København. Kort efter tager Malling Hansen selv Sagen i sin Haand.

             Den 26. Juli 1879 indsendte han sit ”Forslag om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland” (trykt 1880). Dette Forslag – en Bog paa 27 Sider – er som alt, hvad der kom fra Malling Hansen af den Art, klart og simpelt[8] i hele sin Tankegang.  Det kunde i saa Henseende neppe gøres bedre. – Først paaviser han, at det nuværende Institut er for lille: det skulde i August 1879 rumme 150 Elever, og vil i Skoleaaret 1880-81 komme til at optage 170 Børn – skønt det kun er bestemt til at optage 130. (Den pludselig store Tilgang af Døvstumme – vistnok foraarsaget ved en Meningitis-Epidemi i Jylland – kom nu ogsaa svært tilpas.) At udvide Institutet til at kunne rumme ca. 200, vilde være pædagogisk urigtigt. Der maatte altsaa dannes  et nyt Institut.  – Dernæst vises, at det ny Institut ikke bør ligge i København. Man bør ikke drage de Døvstumme til den store, farlige By.  Den pekuniære Fordel, som et Døvstummeinstitut skaffer den By, det ligger i, bør ogsaa rettest tilflyde en Provinsby. Da det ny Institut skal være et Taleinstitut, bør det ikke ligge alt for nær ved Tegninstitutet – Eleverne vilde i saa Fald let komme sammen, og Taleeleverne af de andre lære Tegnsprog, hvad der ville være uheldigt.  Endvidere: I en Provinsby findes lettere gode Plejehjem, og endelig vil der skabes et Centrum for de Døvstumme i Jylland.  Det foreslaas derfor at lægge Institutet enten i Aarhus eller i Fredericia.  -  Det ny Institut bør være et Statsinstitut, thi det er det bedste, og det bør være et Taleinstitut.  At Københavner-Institutet blev Taleinstitut vilde i mange Henseender være uheldigt. Hverken Lærerforholdene eller Lokaliteterne er anlagt derpaa.  -  Dernæst spørges, om det ny Institut skal være Externat eller Internat, hvilket besvares med, at Eleverne de to første Aar bør bo paa Institutet, derefter i Plejehjem, altsaa et Internat-Externat.  -  Derpaa beregnes Udgifterne ved den aarlige Drift. Antallet af Elever sættes til 100 i det ny og 100 i det gamle Institut. Indkaldelsen foreslaas  ordnet saaledes, at de for uegentlige eller aandssløve ansete Døvstumme indkaldes direkte til Keller og efter en Maaneds forløb prøves af en Kommission, bestaaende af Trap, Keller og Malling Hansen.  De egentlige indkaldes til Fredericia og prøves efter et Aars Forløb af Kommissionen med Tiltrædelse af Forstanderen for det ny Institut.  -  Angaaende Lærerpersonalet foreslaas det, at der skal være en Forstander og efterhaanden 8 Lærere (eller Lærerinder).  Der bør dannes en lokal Direktion med Trap som Formand. – Dernæst gennemgaas Arkitekt Levys Byggeudkast med Tilføjelse af, at baade i Aarhus og i Fredericia er der tilbudt fri Grund.  Den samlede Udgift sættes til 217,000 Kr.  -  Endelig foreslaas, at samtidig det 6-aarige Undervisningskursus udvides til et 8-aarigt.

Efter at dette Forslag havde været til 1. Behandling i Rigsdagen den 28. Januar 1880, blev Betænkningen fra Finansudvalget afgiven den 3. Februar 1880 (undertegnet af Aaberg, Berg, Bille, Busk, Bønløkke, Dam, Dinesen, Holstein Ledreborg, Hørup, Th. Nielsen, Scharling, Scavenius, Tauber, Winther).  Paa Lovforslaget var foruden Forslaget om det ny Institut optaget en Paragraf om at yde Keller et Statslaan paa 80.000 Kr. til Opførelse af en Anstalt for uegentlige Døvstumme.  Udvalget tiltraadte Forslaget paa alle Punkter. Ogsaa i Tingene[9] mødte Forslaget stor Velvilie, og den 22. Marts 1880 underskrev Kongen ”Lov om Foranstaltning til Undervisning af Døvstumme”.  Af de to Byer, der havde tilbudt Byggegrunde, havde man foretrukket Fredericia. Dermed var Fredericia-Institutet skabt, og man var saaledes naaet til en Firdeling af Eleverne:  1) de bedst begavede egentlig Døvstumme (Talemethode – Fredericia), 2) de svagere begavede egentlige Døvstumme (Tegnmethode – København), 3) de uegentlige Døvstumme (Talemethode – Keller), 4) de aandssløve Døvstumme (Tegnmethode – Keller), og der var ingen Tvivl om, at man ved denne Ordning havde naaet det Maal, Malling Hansen nævner, naar han slutter sit Forslag om Institutet i Jylland saaledes:  Ved Realiseringen af de foran gjorte Forslag vil Danmark atter vinde et stort Spring fremad foran alle andre Lande og vil have givet et ikke uvæsentligt Bidrag til Fremskyndelse og Fremhjælp af den bedste Undervisning og Oplærelse for alle Døvstumme i alle Lande.

             Til Forstander for det ny Institut udnævntes  -  vistnok især efter Malling Hansens Anbefaling – Georg Jørgensen den 1. April 1881.  Efter den oprindelige Plan skulle Malling Hansen selv være gaaet til Fredericia, hvad jo ogsaa laa nær, da Ideen var hans.  Imidlertid vilde han vistnok nødig. Der var jo saa mange Interesser, der holdt ham bunden til København.  Og da Kultusminister Fischer[10], som bestemt holdt paa hans Forflyttelse, netop samme Aar gik af, blev Resultatet, at Malling Hansen blev, hvor han var. Derimod udnævntes han, dels paa Grund af den store Andel, han havde i Institutets Oprettelse, dels for at lette Trap Arbejdet, den 16.Septbr. 1880 til Underdirektør for Fredericia-Institutet, en Udnævnelse, der laa saa meget nærmere, naar man betænker, at det ny Institut jo uden Tvivl vilde blive Hovedinstitutet, og det derfor var nødvendigt at sikre Malling Hansen Førsterangspladsen fremfor dets Forstander.

             Efter Fredericia-Institutets Oprettelse stod det endnu tilbage endelig at fastslaa Indkaldelses- og Fordelingsordningen. Allerede Aaret før (1879) havde Malling Hansen faaet indført et nyt Indkaldelsesskema med mere detaillerede Oplysninger om Børnene.  Disse Skemaer forvoldte forøvrigt øjensynlig Præsterne meget Bryderi – det er et Utal, som i 1881 forlanges omskrevet. Ved Resolution af 14. Maj 1881 ordnedes efter Forslag fra Direktøren Sagen saaledes:  1) Indberetningerne skal som hidtil sendes til Københavner-Institutet; 2) Direktøren indstiller efter disse Indberetninger til Ministeriet[11], hvilke Børn der er at indkalde henholdsvis til Fredericia-Institutet og Kellers Anstalt; 3) alle egentlige Døvstumme skal møde i August paa Fredericia-Institutet, alle uegentlige og aandssløve Døvstumme paa de Kellerske Anstalter ligeledes i Slutningen af August;  4) i Slutningen af September afholdes Prøve paa de Kellerske Anstalter, hvor en Kommission, bestaaende af Direktøren, Forstanderen for Institutet i Fredericia (foreløbig repræsenteret ved Underdirektøren, Malling Hansen) og Professor Joh. Keller, afgør, om der blandt de nyankomne Elever findes nogen egentlig Døvstum, som da er at oversende til Fredericia; 5) paa Institutet i Fredericia afholdes ligeledes en Prøve i Slutningen af September, hvor Direktøren,  Forstanderen i Fredericia og Professor Keller undersøger, om der blandt de nyindkaldte findes noget uegentligt eller aandssløvt, døvstumt Barn, som saa vil være at oversende til Kellers Anstalt; 6) I Juli Maaned afholdes en anden Prøve i Fredericia sammen med Aarsexamen af en Kommission, bestaaende af Direktøren og Forstanderne i Fredericia og København;  7) om de ved Prøverne vedtagne Omflytninger afgives Beretning til Ministeriet.

             Denne Afgørelse er Keller imidlertid ikke tilfreds med. I en Skrivelse af 20. Maj s.A. klager han over, at han ved denne Ordning udelukkes fra at have Indflydelse paa Fordelingen i første Instans, idet Direktøren alene indstiller, hvem der efter Skemaerne skal indkaldes.  Keller mener, at hele Prøvekommissionen bør gennemgaa Indberetningerne og indstille. Dernæst paastaar han, at de private Instituter ved Prøverne er for svagt repræsenterede, idet han staar alene mod to, og udtaler Ønsket om, at Forstander E. Keller (Keller havde nemlig selv antaget Titel af Direktør, medens Broderen Emil blev Forstander) ogsaa faar sæde i Kommissionen. Motivet til hans Klage er Frygt for, at man for at faa Statsinstituterne fuldt belagte skal forurette hans Anstalt og lade den faa færre Børn, end den skal have. Grænselinierne mellem de forskellige Arter Døvstumme er jo temmelig usikre.

IV.

            I 1869 paatænktes det at afholde en Kunst- og Industriudstilling i København. Dette gav Anledning til, at Direktør Borg[1] på Manilla[2] ved Stockholm i 1868 udsendte en Opfordring til sammen med denne Udstilling at faa afholdt et Møde for Abnormskolelærere i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Redaktionen for ”Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen” (Moldenhawer og Keller) greb ogsaa denne Tanke med Glæde og paatog sig at virke for dens Gennemførelse.  Imidlertid blev Industriudstillingen stadig udsat, og foreløbig var der derfor intet at gøre.  I 1872 kom Sagen dog i Orden, og sammen med den første nordiske Industriudstilling afholdes saa ”Den nordiske Abnormskoles første Lærermøde i København”.  Til Vejledning for Deltagerne havde Komiteen  (H.P. Duurloo, Malling Hansen, Joh. Keller, J. Moldenhawer) samlet og udgivet en historisk Skildring af de forskellige Abnormanstalter i Norden, hvilken omdeltes før Mødet.  Direktør Borg valgtes til Dirigent.  De Emner, som vakte størst Diskussion indenfor Døvstummesagen, var: Direktør Feltenborgs Forslag om, at man skulde bort fra de elegante Instituter inde i Byerne, hvor man forvænte de Døvstumme, og ud paa Landet, helst i en almindelig Bondegaard, hvor de Døvstumme jo i Virkeligheden hørte hjemme; endvidere Malling Hansens: Foredrag om ”Sondringen mellem egentlige og uegentlige Døvstumme” – og endelig Johan Kellers: ”Har vi blot tilnærmelsesvis naaet Maalet?”, hvori han navnlig betonede Nødvendigheden af en praktisk uddannelse af de Døvstumme og blandt andet fremhævede det uheldige i, at man ikke underviste den Døvstumme i Agerbrug, det for dem mest tjenlige Arbejde.  Desuden hævdede han Nødvendigheden af en udvidet Skoletid, af Skoletvang i all de nordiske Lande, at et fælles Haandalfabet og Tegnsprog. For at virke for det sidstnævnte  nedsattes ogsaa en Komite (Malling Hansen, Borg, Pastor Alopæus[3] og Balchen[4]), men denne maatte ved næste Abnormskolemøde erklære, at den havde opgivet sit Arbejde som umuligt. Ved Mødet i 1872 var det fremdeles, at Malling Hansen fremviste en af ham undervist Klasse, som han examinerede mundtligt i Religion. Endelig foreviste Dr. med C. Tryde (Læge ved Kellers Anstalter) Königs Flammeapparat[5].  Paa Industriudstillingen fandtes desuden en Afdeling med Undervisningsmateriel fra Abnormskolen. Ved Mødets Slutning udtalte Direktør Borg, at han haabede, man om 2 a 3 aar saas igen i Stockholm.  Saa hurtigt blev det vel ikke, men det passede dog omtrent.

             I 1876 holdtes det andet Abnormskolemøde i Stockholm. Til ordfører for Døvstummesektionen valgtes Malling Hansen. Ikke mindre end 20 Emner fandtes paa Programmet, men selvfølgelig kom ikke alle under Diskussion; man naaede kun gennem de 13.

             Hovedspørgsmaalene drejede sig om:  Tegnenes Anvendelse indenfor begge Methoder (fremført af Keller), over for hvilket Georg Jørgensen stod som Forkæmper for den rene Talemethode, medens Flertallet holdt paa en Middelvej.  Resolutionen lød paa, at ”ved selve Undervisningen bør det naturlige Tegnsprog baade i Tale- og Tegnmethoden kun være et hjælpemiddel”.  Endvidere: Om en Tale- og Tegnlinie burde findes forenede paa samme Institut (ved Lindstrøm).  Diskussionen herom, som ogsaa kom til at berøre Internat- eller Externatspørgsmaalet, endte med, at Spørgsmaalet besvaredes med et Nej.

             Fremdeles forhandledes Spørgsmaalet om aandssløve Døvstumme, som besvaredes med, at de burde undervises paa en særlig Anstalt, og at Muligheden for Konfirmation burde være Grænsen. Endvidere Spørgsmaalet om  Gudstjeneste for Døvstumme (hver Methode bør have sin Gudstjeneste), om Fortsættelsesskoler og Forskoler (de sidste fraraades, hvorimod Indkaladelse i syvaars Alderen tilraades), om Forholdet til de ældre Døvstumme i Henseende til Hjælp og Understøttelse (direkte Hjælp fraraades, den maa kun ydes i Nødstilfælde).

             Sammen med Mødet holdtes en Højtidelighed i Anledning af Stifteren af Manilla-Institutet, Per Aron Borgs 100-Aars Fødselsdag og en Udstilling af Undervisningsmateriel.

             I 1883 holdtes i Kristiania det tredie Abnormskolemøde. I dette Møde deltog Malling Hansen ikke. Hans iltre Sind havde atter været paa Spil. Da Nordmændene trak Mødet ud fra Aar til Aar, skrev han en hvas Artikel i ”Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen” (1881). Dette var vistnok Grunden til, at han ikke vilde med. Derimod var Forstander Georg Jørgensen en af Hovedmændene. De vigtigste Spørgsmaal, som forhandledes, var: Om Læreruddannelse, om aandssvage Døvstummes Undervisning, om hvorvidt man kunne siges at have naaet Maalet i Henseende til de Døvstummes Sprogfærdighed, om Methodespørgsmaalet (hvor følgende Resolution vedtoges:  Telemethoden ejer store Fortrin for Tegn- og Skriftmethoden og bør anvendes ved et store Flertal af Døvstummes Undervisning) – om Fordelingsprincipet: om Internat eller Externat, om Haandgernings-undervisning (de fleste udtaler sig imod egentlig Haandgerningsundervisning og foretrækker Sløjd), om Fag- eller Klassesystem, om Anskuelsesundervisning, og endelig om den norske Lov af 1881[6].

 
             Naar jeg her, som Indledning til Omtalen af selve Undervisningen paa Institutet, kortelig har gennemgaaet disse 3 første Abnormskolemøder, saa er det sket, fordi de paa sin Vis giver et Billede af Udviklingen gennem de Spørgsmaal, man valgte at drage frem, og de Svar, der gaves.  Vi ser den praktiske Side af Oplærelsen efterhaanden træde mere i Skygge for den intellektuelle, vi ser Tegnene komme mere og mere i Miskredit, - i 1872 nedsættes en Komité til at udarbejde et fælles Tegnsprog, i 1876 anerkendes de endnu som  Hjælpemiddel, i 1883 forkastes de ganske, - vi ser Talemethoden vinde større og større Terræn, - i 1872 kun en Opvisning, i 1876 fandtes paa Programmet et Spørgsmaal, om det ikke var paa Tiden at indføre Talemethoden i Norden, men Spørgsmaalet blev ikke behandlet; i 1883 vedtager man Talemethoden for Flertallet af de Døvstumme. Det er tildels den samme Udvikling, som vi allerede har set finde Sted angaaende Organisationen, og vi vil finde den igen fuldt ud indenfor selve Undervisningen. – Saa er der endnu et Forhold, som skal fremdrages, fordi jeg tror, at det maa tillægges en ganske særlig Betydning for det Retning, Udviklingen tog efter 1880. Det er Forholdet mellem de to Instituter i København og Fredericia.

             Malling Hansen havde antaget, at hvert af de to Instituter fik lige mange Elever (100 hvert). Dette var imidlertid ikke Forstander Jørgensens Opfattelse. Som allerede udtalt i ”Aufruf” mente han egentlig, at alle Døvstumme burde oplæres efter Talemethoden, men han vilde dog ikke tvinge dette igennem ved et pludseligt Magtsprog.  hans Mening var, at man burde prøve sig frem, efterhaanden tage flere og flere Børn ind under Talemethoden og se, om det gik. Dersom det lykkedes, kunde man prøve videre med endnu mindre godt begavede (se Jørgensens Udtalelse ved Mødet 1883).  Dette gennemførte han nu i Praxis, idet han næsten lige fra Begyndelsen optog ikke ½ men 2/3 af Eleverne, medens Ministeriet stiltiende lod ham praktisere denne Fremgangsmaade.

             Herved skabtes imidlertid et særlig skarpt Konkurrenceforhold mellem de to Instituter, idet man fra Københavner-Institutets Side stadig hævdede, at Flertallet af de  saakaldte B.-Elever (Mellemklassen i Henseende til Begavelse) ikke egnede sig til Oplærelse efter Talemethoden, men kunde naa videre ved at undervises ved Haandalfabetet, og derved drives man til, indenfor Undervisningsområdet, at sætte det intellektualistiske Princip, som jo i Forvejen var det Fremherskende, paa Spidsen.  Den intellektuelle Undervisning bliver alt, thi her er det Kampen og Væddestriden staar, den praktiske meget lidt.  At dette maaske for et A- eller B-Institut kunde være rigtigt, er en Sag for sig, men at det indenfor et C-Institut, som Københavner-Institutet mere og mere gik over til at blive, var urigtig, er vistnok udenfor enhver Tvivl.  Da Malling Hansen tiltraadte, havde han heller ikke den Opfattelse; men Konkurrencen med Fredericia nødte ham ind paa den. Det vil sige, nødvendigt var det selvfølgelig ikke, han kunde ogsaa have ført Kampen ved netop at lægge Vægten over paa det praktiske, og det havde sikkert været det rette.

 
             Naar vi fra disse indledende Bemærkninger vender os til selve Undervisningen, er der for de første Aars Vedkommende ikke stort at berette. Man fortsatte i det givne Spor. Ved at gennemlæse en Beretning for Aarene 1865-66 og 1866-67 – den eneste, Malling Hansen nogensinde udsendte – vil man se, at nogen væsentlig Forandring var der ikke sket. Det eneste til Dels ny var, at Taleundervisningen dreves i større Omfang end før, men dog stadig som Fagundervisning ved Siden af den øvrige Undervisning. Det var imidlertid Tanken at gaa endnu videre ad denne Vej.  Ganske vist maa dette, at Malling Hansen selv fra 1866 til 1872, og senere Georg Jørgensen førte en Klasse op og tilsidst brugte Talen som Undervisningsmiddel i øverste Klasse, kun betragtes som Forsøg, men det var dog sikkert Malling Hansens Mening at indføre en Slags blandet Methode for de egentlige Døvstumme. Han interesserede sig ogsaa levende for Artikulation, og hans Bestræbelser gik navnlig ud paa at gøre Stemmen saa naturlig som muligt. Oprettelsen af Fredericia-Institutet bragte imidlertid Udviklingen ind i et andet Spor.

             I Tiden efter 1880 havde man ganske vist stadig nogen ”Lydøvelse”, men den spillede faktisk ingen Rolle mere.

             Angaaende Sprogundervisningen var Methoden i den første halve Snes Aar ogsaa omtrent den samme som i Heibergs Tid. Tegnet indtog stadig en vigtig Plads, saa at de Døvstumme i Grunden lærte Skriftsproget gennem en Oversættelse fra Tegnsproget.

             I Slutningen af Halvfjerdserne begyndte man dog allerede at tabe Interessen for Tegnsproget, og efter 1880 begyndte en ligefrem Udryddelse af det.  I 1885 var man gaaet over til en ren Skrift- og Haandalfabetmethode, hvilken Overgang lettedes ved, at der paa denne Tid blev ansat 4 ny Lærere.  Samtidig forlod man mere og mere det konstruktive Princip i dets stive grammatiske Form – saaledes som det havde udviklet sig under Heiberg. Fremgangsmaaden blev mere naturlig, ligesom ogsaa den direkte Anskuelses Betydning blev understreget stærkere.

             Dette er i store Træk udviklingsgangen, og jeg tror, det vil falde enhver i Øjnene, at den i Grunden ikke bærer noget Særpræg. Det er den samme Udvikling, som skete overalt. Dette kan ikke andet end undre; thi Malling Hansen manglede i Sandhed ikke selv Særpræg. Hvor kan det da være, at Udviklingen bliver saa almindelig, saa lidt for sig? Jeg tror, det hænger sammen med, hvad der tidligere er sagt om Malling Hansen som Leder og Administrator. Han manglede Stadighed til at paatrykke Udviklingen sit Præg.  Vel kunde han til Tider gribe voldsomt ind; saa inspicerede han i Klasserne,  og der afholdtes det ene Lærermøde efter det andet; men det varede kun en Tid.  Bagefter kunde følge Perioder, i hvilke det hele interesserede ham meget lidt.  Dertil kom desuden hans mange Udenomsinteresser. De tog ham tidt helt og holdent. For en Organisator har dette mindre at sige, thi han behøver netop kun at virke periodisk; men for en Leder af den daglige Undervisning er dette i høj Grad nedbrydende og hindrende i hans Gerning. At Malling Hansen selv var en overordentlig dygtig Lærer, afbødede ikke denne Mangel. At mange af Lærerne ligeledes var dygtige og maaske endog præsterede noget ejendommeligt, hjalp i saa henseende heller ikke, thi den enkelte Lærer kan kun bidrage til Helheden, men ikke lede Udviklingens Gang.

             Der arbejdedes dygtigt paa Institutet i Malling Hansens Tid, men nogen Foregangsanstalt blev det ikke.

             Karakteristisk er det forøvrigt at se, at naar et Punkt angaaende Under-visningen griber Malling Hansens Interesse, kommer strax Videnskabsmanden op i ham.  Da saaledes i Slutningen af Firserne den rene Haandalfabetmethode var bleven indført, førte Konkurrencen med Talemethoden ham in i en Række viden-skabeligt anlagte Undersøgelser angaaende Haandalfabetets og Talemethodens Hurtighed. Han gjorde Optegnelser ved Institutet, fik lignende fra andre Instituter, besøgte Rigsdagen og noterede talehurtigheden dér. Uden at komme ind paa Enkeltheder, skal dog det Resultat, han i 1888 naaede til, anføres her:

I.   Undervisning i Haandalfabet...............................4½  Bogstav i 1 Sekund
II.  Hurtig talt Haandalfabet.......................................6½       ”                ”
III. Børnenes Lektielæsning i Haandalfabet............12         ”                ”
IV. Mundtlig Tale for Døvstumme............................5 2/3       ”                ”
V.  Almindelig Oplæsning for Hørende..................10 1/20      ”                ”
VI. Største Talehurtighed...........................................19 1/6     ”                 ”

            Til IV føjes dog den Bemærkning, at Tiden til de fornødne Rettelser, som mundtlig Tale til Døvstumme gør nødvendig (men ikke Haandalfabetet) ikke er medregnet, saa Tallet vistnok bør sættes meget lavere ved en virkelig Undervisning. Hans Undersøgelser paa dette Område førte forøvrigt det praktiske Resultat med sig, at man paa Institutet forlod den ret langsomme Udtale af Haandalfabetet med de distinkte Bogstaver og Ophold mellem hvert Ord, som brugtes i Heibergs Tid, og gik over til et langt hurtigere og mere flydende Brug af det, som ganske vist gjorde Aflæsningen mere trættende og vanskelig, men ogsaa gjorde Undervisningen langt hurtigere.

             At Undervisningskursuset i 1880 udvidedes fra et 6aarigt til et 8aarigt, er tidligere omtalt. Dette medførte, at der i 1888 efter Forslag af Lærerne udarbejdedes en ny Læregang, i hvilken Stoffet fordeltes efter de ny Forhold.

             Hvad Timeplanen angik, undergik den ikke større Forandringer.

             I 1887 var Fagfordelingen følgende:

            I 1882 indførte Malling Hansen, at Klasselærerne i en dertil bestemt Protokol aarlig skulle give en Karakteristik  af hver enkelt Barn i Klassen og af dets Udvikling i det forløbne Aar.  Det synes dog ikke, som om denne meget praktiske Forholdsregel er bleven regelmæssigt overholdt.  Paa et Lærermøde i 1889 bringer nemlig Lærer Holck den atter paa Bane og foreslaar, at man fortsætter disse Karakteristiker.

             Endvidere ordnedes i 1867 Ferieforholdene. Da de fleste Elever nu rejste hjem i Sommerferien, bestemtes det, at denne skulde være samtidig for alle – undtagen en Lærer og en Lærerinde – nemlig fra 23. Juli til 23. August.  Konfirmation og Indkaldelse flyttedes i Henhold hertil.  Desuden skaffede man Eleverne fri Rejse.

 
             Af Lærebøger for Døvstumme udgaves i Malling Hansens Tid følgende: ”Læsebog” I. og II. af H. J. Lassen (1885), ”Dansk Sproglære” af H.J. Lassen (1887), ”Læsestykker” af P.Petersen (1881), ”Børne-Eventyr” af P.Petersen (1884), ”Ordbog for Døvstumme” af Fr. Bech (1890).  – Endvidere indførte Malling Hansen de hollandske Billeder (fra Groeningen), som endnu benyttes paa Institutet.

             Som allerede omtalt, den intellektuelle Undervisning fangede efterhaanden hele Interessen, - noget, som dels hang sammen med, at hele Udviklingen paa den Tid gik i den Retning, dels fremmedes ved Konkurrencen med Fredericia-Institutet, og dels endelig var en Følge af, at man nu optog Eleverne i en tidligere Alder end før, hvorved Uddannelsen som Haandværker paa selve Institutet baade blev vanskeligere og mindre paatrængende nødvendig. At den manuelle Undervisning saaledes skydes til Side, vil endnu klarere fremgaa, naar vi for det første kaster et Blik paa den ny Dagsorden, som indføres i 1882, og dernæst vender os til selve Haandgerningsundervisningen.  Lige til 1882 beholdt man den fra Heibergs Tid overleverede Dagsorden med ganske uvæsentlige Forandringer. I 1882 vedtoges derimod efter Malling Hansens Forslag en ny Dagsorden, der saa saaledes ud:

Eleverne

            staar op.....................................................................................Kl.    6
            spiser Morgenmad..................................................................”       7
            er om Søgnedagene paa Skole fra......................................... ”      8-10
            spiser Frokost og har fri fra................................................... ”     10-10½
            er paa Skole (med 10 Minuters Pause Kl.12) fra................  ”    10½ - 1
            spiser Middagsmad og har fri fra........................................   ”    1-3
            er paa Værksteder og Syskole fra........................................   ”     3-5
            spiser Mellemmad og har fri fra..........................................   ”     5-6
            lærer Lektier fra......................................................................   ”    6-7
            har Gymnastik eller Tegning fra..........................................   ”    7-8
            spiser til Aften og har fri fra.................................................   ”    8-9
            gaar i Seng...............................................................................   ”    9

            I Tiden fra 6-1 er der kun sket den Forandring, at Frokosten er flyttet fra 10½-11 til 10-10½. Herved undgik man den meget lange Undervisningstid fra 8-10½ og fik desuden Frokosten anbragt med et passende Mellemrum baade fra Morgenmaaltidet og fra Middagen. I Tiden fra 1-8 er Forandringen adskilligt større.  Før havde Drengene været paa Værkstederne fra 2-5 og fra 5½ - 6½, ialt 24 Timer ugentlig, og Pigerne havde været paa Syskole fra 2½ - 5 og een Gang om Ugen fra 6½ - 8, tre Gange om Ugen fra 5½ - 8, ialt 24 Timer ugentlig.  Efter den ny Ordning faar Drengene og Pigerne kun 12 Timer ugentlig paa henholdsvis Værksteder og Syskole, altsaa akkurat det halve. Den indvundne Tid anvendes dels til Fritid, dels til lektielæsning.

            Naar vi dernæst vender os til selve den manuelle Undervisning, vil vi se det samme endnu tydeligere.  Da Malling Hansen overtog Ledelsen af Institutet, fandtes der 4 Værksteder, nemlig Skomager-, Snedker-, Skrædder- og Bogbinderværksted. Til at begynde med føjede Malling Hansen endnu en femte praktisk Virksomhed til, nemlig Havedyrkning. Allerede i Heibergs Tid havde Eleverne haft Havearbejde, men det dreves dog ikke rationelt som Undervisning.  I 1866 udvides, som vi har set, Haven med to tilstødende Arealer af Glaci’et, og paa disse anlægges dels en Planteskole, dels en Køkkenhave. Samtidig ansættes Lærer Georg Jørgensen som Havedyrkningslærer.  Slotsgartner Rothe var Tilsynshavende. I 1873 blev Institutet ogsaa Medlem af Selskabet til Havedyrkningens Fremme. Medens Drengene ellers fordeltes paa Værkstederne, deltog de alle i Havearbejdet. Tanken var dels at uddanne enkelte, som viste særligt Anlæg, til Havekarle, dels at sætte dem alle i Stand til en Gang selv at kunne drive Havedyrkning som Bierhverv. I 1880 maatte imidlertid et Stykke af Haven afstaas til Byggegrund for Blindeinstitutet, og af hensyn til Udsigten fra den derpaa opførte Bygning opgav man at drive det foran den liggende Stykke Have som Køkkenhave.  I Stedet lejedes af Magistraten et Stykke Jord Vest for Institutet (mellem dette og Egholms Villa), og her fortsattes en halv Snes Aar Undervisningen i Havedyrkning. Tilsidst maatte man dog af pekuniære Grunde opsige Lejemaalet, og dermed er den rationelle Undervisning i Havedyrkning forbi, selv om ogsaa senere Eleverne passer Haven. Da Georg Jørgensen udnævntes til Forstander i Fredericia 1881, blev Lærer P.Petersen hans Eftermand som Havedyrkningslærer til 1883, hvilket Aar Lærer Lindholm overtog Stillingen. I 1887 døde Slotsgartner Rothe, og dermed bortfaldt Tilsynet, som vistnok heller aldrig havde haft stort at betyde.

             Hvad de 4 Værksteder angaar, saa nedlagdes allerede 1871 Bogbinder-værkstedet. Grunden hertil var, at dette Værksted ikke havde vist sig at være praktisk ( i 1865 beskæftigede det kun 3 Drenge), og Malling Hansen foretrak derfor at anvende den Sum, det aarlig kostede, til Fordel for Undervisningen i Have-dyrkning.

             I 1882 tager Institutets Skrædderlærer, Jeppesen, sin Afsked, og derefter bliver Skrædderværkstedet nedlagt.  Ganske vist ansættes Aaret efter en ny Skrædder ved Institutet, men ikke som Skrædderlærer.  Han skal kun forarbejde det nødvendige Tøj til Eleverne.  I Skrædderværkstedet indrettes derimod en Haandgerningsskole for de mindre Elever.  Lærer P.Petersen overtog Ledelsen, og Drengene beskæftigedes her i Begyndelsen med Løvsavsarbejde – senere gik man navnlig af hygiejniske Grunde over til Udskæring i Almuestil.  De forarbejdede Ting solgtes, og Haandgerningsskolen, som bestaar endnu under samme Læreres Ledelse, har indtil Dato baaret sig selv økonomisk set.

             I Begyndelsen af Firserne havde man altsaa to Værksteder og en Sløjdskole for de mindre Drenge. Nu var det Malling Hansens Tanke, at man skulle se at komme helt bort fra Værkstedsundervisningen.  Drengene skulle ikke lære at blive Haandværkere, de skulle kun beskæftiges og i al Almindelighed lære at bruge deres Hænder.  Der er heller ingen Tvivl om, at saavel Skomager- som Snedkerværkstedet var blevet nedlagt, hvis ikke økonomiske Grunde havde stillet sig hindrende i Vejen. At Børnene selv lavede, hvad der behøvedes, var jo nemlig det billigste.  Disse to Værksteder blev derfor ved at bestaa, og Skrædderværkstedet kom efterhaanden paa en maade i Gang igen, idet Skrædderen fik Elever til Hjælp, og man slog sig saa til Ro med den Tanke, at baade Skomageri, Skræddersyning og Snedkeri kunde betragtes som ”Sløjd”. Man uddannede ikke Eleverne til Skomagere, Skræddere eller Snedkere, men man beskæftigede dem bare.  Man nødtes altsaa her  -  af rent udvortes Grunde -  til at blive staaende paa Halvvejen, men Tendensen kommer dog tydelig nok frem: Den manuelle Undervisning, som man tidligere havde tillagt saa stor Betydning, anses nu for noget ganske underordnet.

             Da Malling Hansens Tid er den sidste Periode i det kgl. Døvstummeinstituts Historie, som kan behandles ”historisk”  -  med næste Afsnit gaar vi over i Nutiden  -  vil det maaske være rimeligt ganske kort at se den udvikling paa Undervisningens Omraade, som vi her har dvælet ved, som Led i den hele Udvikling lige fra Institutets første begyndelse. Det forekommer mig, at man kan fremstille det skiftende Hovedprincip, som gør sig gældende i Udviklingsgangen,  saaledes:  I den første Periode, den Castberg-Schowske[7] , er Hovedformaalet at gøre den Døvstumme fra Dyr til Menneske og udvikle hans Aand det mest mulige.  Tegnsproget, hvori denne Udvikling foregaar hurtigst og lettest, anvendes derfor i stor Udstrækning. I næste Periode, den Heibergske, begynder man mere og mere at faa Øje for den Betydning, det har, at den Døvstumme lærer at benytte Normalsproget, fordi dette alene forbinder ham ved Omverdenen.  I tredie Periode, den Malling- Hansenske,  bliver dette Princip det eneraadende.  Hovedvægten lægges helt over paa at bringe den Døvstumme i aandelig Forbindelse med sine normale Omgivelser enten gennem Tale eller Skrift.  Den lettere Udviklingsvej  gennem Tegnene opgives helt til Fordel for den sværere gennem Tale eller Haandalfabet.  For Haandalfabetgerningsundervisningens  Vedkommende faar vi parallelt følgende:  I første Periode er man ved at uddanne en specifik Døvstumme-Industri, Institutet bliver halvvejs en Fabrik.  I anden Periode florerer Værkstederne, de Døvstumme skal uddannes til praktisk at kunne fylde en Plads ude i Livet.  I tredie Periode  gaar man ud fra, at man kan gøre den Døvstumme saa  ”normal”, bringe ham aandeligt set saa fuldkomment i Forbindelse med Omverdenen, at en særlig praktisk Uddannelse er unødvendig.