Artikel fra ”Tidskrift för Döfstumskolan” N:o 1, 1886.

     Efter at Daværende cand. theol. Joh. Keller [4] havde overtaget Taleskolen 1856, formaaede han Ministeriet til at oprette först 12, senere 40 Fripladser for Elever, der maatte egne sig til Undervisning efter Talemethoden, og Kjöbenhavns og andre Kommuner traadte senere til. Taleskolen var altsaa bleven en væsentlig Faktor i Dövstummeundervisningen.

     Nogen Ordning var der imidlertid endnu ikke Tale om. Baade paa det kgl. Dövstumme-Institut og i Taleskolen fandtes Börn af forskjellig Begavelse, og indenfor begge Anstalter maatte man arbejde uden Uniformitet i Undervisningen. Först ved Ministeriets Resolution af 5te Januar 1867 i Overensstemmelse med Indstilling fra Forstander for det kgl. Dövstumme-Institut, Pastor Malling-Hansen, og Taleskolens Forstander, cand. theol. Keller, blev det bestemt, at der skulde foretages en Deling af de til Undervisning indkaldte Börn, saaledes at de egentlige Dövstumme skulde undervises paa det kgl. Dövstumme-Institut, de uegentlige (d.v.s. som har Rester af Tale eller Hörelse) og de aandsslöve (d.v.s. saa ringe begavede, at de fordrer en særlig Undervisning) i Kellers Anstalt.

     Denne Ordning, der her blev truffen, er en Sondring efter Dövstumhedens Beskaffenhed. Der opstilles tre Kategorier: egentlige, uegentlige og aandsslöve Dövstumme, og hver Klasse faar sin bestemte Plads og sin bestemte Methode at undervises efter. De egentlige Dövstumme skulde efter efter den ministerielle Resolution undervises efter Tegn-Skriftmethoden paa det kgl. Dövstumme-Institut, de uegentlige efter Talemethoden og de aandsslöve efter Tegnmethoden hos keller, hver i sin særlige Afdeling. Ordningen var væsentlig overensstemmende med det allerede 1849 af Prof. Heiberg gjorte Forslag.

     Naar man nu ser Indberetningen fra det kgl. Dövstumme-Institut til Ministeriet for Aar 1868, vil man blandt Undervisningsfagene ogsaa finde Taleövelser. Den dreves vel ikke i noget stort Omfang, gjennemsnittlig 6 Timer ugentlig i hver Klasse, men Bestyrelsen har dog herved anerkjendt Rigtigheden af at arbejde hen til Hævningen af Stumheden, saaledes som det ogsaa udtales i Indberetningen.

     Det er denne Erkjendelse, der kommer til at frembære det næste Skridt i Dövstummevæsenets Ordning. I Aarene omkring 1870 sögte Pastor Malling-Hansen med en klasse paa 17 Elever at före Bevis for, at en Samling af lutter egentlig Dövstumme med Held kan undervises efter Talemethoden. [5] Ved den Konfirmation, der afholdtes i Aaret 1872, viste det sig da ogsaa, at alle 17 Elever var naaede til, med temmelig stor Færdighed, at udtrykke sig mundtlig og aflæse fra Lærerens Mund, et Resultat, der var saa meget mere tiltalende, som ikke faa Hindringer, hvoriblandt navnlig det store Elevantal, havde lagt sig i Vejen for Undervisningen efter Talemethoden. Forsögene fortsattes, men man indsaa snart, at, forat Undervisningen i Tale skulde kunne drives til nogen Fuldkommenhe, var det nödvendigt at udskille de Elever, hvis Taleevne kun i ringe Grad var udviklet.

     Stödet til den ny Ordning, som saaledes laa i Luften, kom daværende Lærer ved det kgl. Dövstumme-Institut, cand. phil. G. Jörgensen, til at give. Efter at have foretaget flere Forsög her hjemme i Lighed med Pastor Malling-Hansen foretog han med Ministeriets Understöttelse i Aaret 1874 en Rejse til Tyskland og Schweitz for at studere Talemethoden i dens Arnested. Efter sin Hjemkomst, optraadte han som en begejstret Tilhænger af denne, idet han dog, i Modsætning til hvad der fandt Sted hos Prof. Keller, forlangte, at alle Gebærder skulde fortænges fra Taleundervisningen. At sætte denne Form for Talemethoden igjennem paa det kgl. Dövstumme-Institut var imidlertid en Umulighed, og, skjönt Forstander Malling-Hansen stillede sig venlig til Tanken, mente han dog, at Tidspunktet til Oprettelsen af et nyt Institut endnu ikke var kommen. Jörgensen maate vente nogle Aar, för han fik sin Plan realiseret.

     I Aaret 1880 viste det sig imidlertid, at det kgl. Dövstumme-Institut ikke længere var i Stand til at optage flere Elever. Forstander Malling-Hansen fremkom da med et Forslag om Oprettelse af et nyt Institut i Jylland, der skulde grundes paa den rene Talemethode. Det fandt villig Indgang hos Regjering og Rigsdag, og 1881 stod det ny Statsinstitut i Fredericia færdig til at tages i Brug. Jörgensen var selvskreven til at blive Forstander. [6] I Fölge ministeriel Resolution skulde herefter samtlige egentlige Dövstumme indkalles til Fredericia og der underkastes en etaarig Pröve. Naar Prövetiden var udlöben, skulde de Elever, der ikke viste tilstrækkelig Taleevne, afgaa til Kjöbenhavn for at undervises efter Skrift-Tegnmethoden paa det kgl. Dövstumme-Institut, Resten forblive i Fredericia og der undervises efter den rene Talemethode. Man formente, at en Deling af de egentlige Dövstumme i to lige store Klasser, vilde blive Normen.

     Dette Skridt betegner en ny Bane i Ordningen af Dövstummevæsenet, nemlig en Ordning efter Taleevne. Man gaar ikke bort fra det gamle System, man begynder kun at sondre indenfor den gamle Ramme. Som för har man Inddelingen i tre Kategorier, nu naar man til en Deling indenfor den mest omfattende Klasse af Dövstumme, de egentlige.

     Efterat Forstander Jörgensen i nogle Aar har undervist efter den rene Talemethode, har han ved at pröve sig frem indset, at over Halvparten, omtrent to Tredjedele, af de egentlige Dövstumme med Held vil kunne undervises efter denne Methode; men samtidig er det blevet ham klart, at der ogsaa her bör være en Sondring.

     Det, der först og fremmest lægger Hindringer i Vejen for talens Udvikling, er at et for stort Antal Elever i den enkelte Klasse, og, da Tilgangen af Dövstumme i de sidste Aar har været usædvanlig stor, vil Elevantallet i de enkelte Klasser paa Fredericia Institut, saafremt de to Tredjedele af de egentlige Dövstumme skal forblive der, blive meget betydeligt. Men ogsaa en anden Omstændighed taler for Sondringen, nemlig den, at Börn af nogenlunde ens begavelse, (hvilket meget hyppigt vil falde sammen med Taleevnen) i saa Fald kan undervises sammen.

     Forstander Jörgensens Forslag gaar derfor ud paa at dele de to Tredjedele egentlige Dövstumme, som skal undervises efter Talemethoden, i en a og b Afdeling, saaledes at den ene Tredjedel, a Afdelingen eller de bedste begavede, undervisses paa Fredericia Institut, den anden, b Afdelingen, i en Taleskole i Institutets Nærhed.

     Saafremt denne Ordning vinder Rigsdagens Billigelse, vil det hele System i Dövstummevæsenets Ordning være dette:

1. de egentlige Dövstumme undervises i Kellers ”Institut for uegentlige Dövstumme” efter Talemethoden.

2. de egentlige undervises:

          1/3 paa Fredericia Institut

          1/3 i Taleskolen

          (efter den rene Talemethode)

          1/3 paa det kgl. Dövstumme-Institut i Kjöbenhavn efter Tegn-Skriftmethoden.

3. de aandsslöve i Kellers Abnormeanstalter efter Tegnmethoden.

     Endnu maa tilföjes, at der af afdöde Prof. Keller indenfor de uegentlige Dövestummes Klasse er foretaget en Tvedeling med Hensyn til Begavelsen.

     Som det hele System altsaa nu forhaabentlig vil blive afsluttet for længere Tid, fremtræder det som et kombineret System efter Arten af Dövstumheden og efter Begavelsen hos den Dövstumme. [7]

     Kjöbenhavn i Oktober 1885.

                                                                                  Fritz Bech

                                                    cand. phil. Lærer ved det kgl. Dövstumme-Institut.