Dagbladet (København) 1889.12.16.

Nye Foranstaltninger til Døvstummes Undervisning.

     Da det Lovforslag, der fornylig er forelagt Rigsdagen angaaende nye Foranstaltninger til Døvstummes Undervisning, og som, efter at være undergaaet en første Behandling, er henvist til et Udvalg,i flere Henseender fortjener almindelig Opmærksomhed, skulle vi her kortelig gjennemgaa dets Hovedpunkter samt knytte enkelte Bemærkninger hertil.

     For omtrent et Aar siden blev der af Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet nedsat en Kommission til at afgive Betænkning og Forslag angaaende nye Foranstaltninger med Hensyn til Døvstummes Undervisning, og Resultatet af denne Kommissions Overvejelser fremkom i Form af et større trykt Arbejde, paa Grundlag af hvilket Regeringens Forslag til Rigsdagen er udarbejdet.

     Det bør da først fremhæves, at den nævnte Kommissions Betænkning og Forslag, i hvis Udarbejdelse og Fremstilling man sporer den samme kyndige og sikre Haand som i det i 1880 fremlagte Forslag til Døvstummevæsenets Ordning (”Forslag om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland”, Kjøbenhavn, 1880) allerede har Interesse af den Grund, at Arbejdet indledes med en kortfattet, men klar historisk Oversigt over hele Døvstummevæsenets Udvikling i Danmark fra de tidligste Tider og indtil vore Dage. Det ses heraf, at denne for samfundet saa betydningsfulde Sags Ordning er begyndt her i Landet langt tidligere end andetssteds, og her har naaet til et Udviklingstrin som i intet andet Land. Allerede i Aarhundredets Begyndelse tog nemlig Staten de Døvstummes Undervisning i sine Hænder, idet den indførte obligatorisk Undervisning for alle Døvstumme i Landet – en Foranstaltning, der endnu næsten overalt kun er det Maal, hvorimod der stræbes. I næsten hele den første Halvdel af dette Aarhundrede undervistes de Døvstumme udelukkende i det af Staten i Kjøbenhavn oprettede kgl. Døvstummeinstitut, indtil den saakaldte Talemethode bragte en Privatanstalt til Live. Vad Talemethoden forstaaes, som bekjendt, den Undervisnings-methode, hvorved man ved Hjælp af særlige Øvelser søger at hæve den Døvstummes Stumhed ved at lære ham at bruge sin Talestemme, der kun er forbleven uudviklet paa Grund af den tilstedeværende medfødte eller i Barnealderen erhvervede Døvhed, idet man samtidig lærer den Døvstumme at erstatte Manglen paa Hørelsen ved at benytte Synet til at aflæse andres Tale fra Munden. Til denne Undervisningsmethodes Opblomstren her i Landet til stor Gavn og Velsignelse for talrige ellers sørgelig stillede Individer vil afdøde Professor Kellers Navn for stedse være knyttet, idet han med Udholdenhed og Energi virkede for dens Indførelse herhjemme, hvorved talrige Døvstummes sociale Stilling blev forbedret, idet de Individer, der ere oplærte ved denne Methode, langt lettere kunne sætte sig i Forbindelse med Omverdenen, der ellers let lukker sig for den Døvstumme, der hverken kan gjøre sig forstaaelig for Andre eller forstaa Andre. I Løbet af den Menneskealder, hvori det var forundt Keller at virke, voxede hans Institut mere og mere, idet man efterhaanden fik Overbevisningen om, at et langt større Antal Døvstumme, end man oprindelig antog, vare tilgængelige for denne Undervisningsmethode, og Kellers ”Døvstummeskole, grundet paa Talemethoden” opnaaede efterhaanden mere og mere Anerkjendelse fra Statens Side og blev derfor paa mange forskjellige Maader understøttet af denne. Samtidig hermed udvikledes ogsaa Undervisningen ved Talemethoden paa det kgl. Døvstummeinstitut paa Kastelsvejen under nuværende Forstander, Pastor Malling-Hansen, hvis Navn ogsaa for stedse vil være knyttet til Døvstummesagens enestaaende Udvikling her i Landet, navnlig i Betragtning af, at den fortrinlige Ordning, denne Sag har faaet her i Landet og endnu mere vil faae i Fremtiden, væsentlig hviler paa det af ham i 1880 udarbejdede Forslag til Oprettelsen af et Døvstummeinstitut i Jylland, hvilket Forslag tillige gik ud paa at sondre de Døvstumme i forskjellige Grupper, som skulde gjennemgaa en forskjellig Uddannelse, afpasset efter hver enkelt Gruppes Tarv. Uagtet kun faa Aar ere gaaede, siden hint Institut oprettedes i Fredericia, har dette dog, under dets energiske Forstander, Georg Jørgensen, hvis Virksomhed ogsaa har været af Betydning for Døvstummesagen saavel her som i Udlandet, hævet sig op til at blive en Mønsteranstalt og givet overordentlig smukke Resultater med Hensyn til god Udtale og fortrinlig Evne hos Eleverne til at aflæse Tale fra Munden.

     Som Resultate af den her kortelig udkastede Skildring af Døvstummevæsenets Udvikling i Landet findes der for Tiden her i Landet følgende Anstalter for Døvstumme.  For det Første det kgl. Institut i Fredericia; til dette sendes alle egentlige Døvstumme, dvs alle saadanne Individer hos hvem der hverken er Spor af Hørelse eller Taleevne (medens der ved uegentlige Døvstumme forstaaes saadanne, som enten have Rester af Hørelsen tilbage, eller som have nogen Taleevne, enten fordi de have Spor af Hørelse eller ogsaa fordi de ere blevne døve i den senere Barnealder, efterat de havde lært at tale). Efter en Prøvetid paa et Aar i Fredericia udsondres alle de Børn, der – væsentlig paa Grund af ringere Begavelse – ikke ansees for at være skikkede til at oplæres efter Talemethoden, og disse sesndes da til det kgl. Institut i Kjøbenhavn, hvor de oplæres til at benytte til Meddelelsesmiddel Skrift eller Haandalfabet, dvs en Række Fingerstillinger, hvorved hvert Bogstav gjengives ved en bestemt Stilling eller Bevægelse. De Øvrige forblive i Fredericia og sættes, naar de have opnaaet en tilstrækkelig Færdighed i at udtale Ord og aflæse saadanne fra Andres Mund i Kost hos Familier i Byen, saalænge de nyde Undervisning i Institutet. Herved opnaaes den store Fordel, at de døvstumme Børn tidlig komme i Berøring med Omverdenen og gjøre sig fortrolige med denne. Til Kjellers Anstalter sendes derimod alle uegentlige Døvstumme (se ovenfor), hvilke Alle her oplæres ved Talemethoden, samt alle aandssløve Døvstumme, som ve Hjælp af simple, for Barnet aturlige Tegn, lære at sætte sig i en begrænset Rapport til Omverdenen.

     Det vil heraf ses, at de Kellerske Anstalter, der optage en ikke ringe Del af de døvstumme, skolepligtige Børn, spille en stor Rolle som Led i den af Staten paabudte obligatoriske Undervisning for Døvstumme. Det er indlysende, at det er af største Vigtighed, at alle disse Led danne et organisk Hele, og den i Indledningen omtalte Kommissions Forslag gaaer derfor ud paa at knytte disse Led fastere sammen ved at omdanne de Kellerske Anstalter til Statsinstitutioner. Dette forelaaes nu fuldbydet paa den Maade, at de i det Kellerske Institut I Baldersgade værende uegentlige Døvstumme overflyttes til en ny Anstalt, der projekteres anlagt ved Vejle, medens i de Kellers Anstalt værende aandssløve og dårligt begavede Døvstumme foreslaaes overflyttede til en projekteret Nybygning tæt op til det kgl. Døvstummeinstitut paa Kastelsvejen. Samtidig foreslaaes oprettet en Forskole i Fredericia, hvor hver Døvstum i det første Aar efter Optagelsen skulde gjennemgaa en nøjere Prøvelse.

     Naar de her nævnte Forslag blive gjennemførte, vil Døvstummevæsenet i Danmark være naaet til et Udviklingspunkt, som intet andet Land kan opvise Magen til, og det Hele maa siges at være en systematisk og praktisk Ordning, der repæsenterer den endelige Løsning af dette for hele Samfundet sa betydningsfulde Spørgsmaal. Der vil derfor næppe kunne rejses væsentlige eller principielle Indvendinger mod Kommissionens velgjennemtænkte Forslag. Af mindre væsentlige Indvendinger turde maaske følgende fremdrages.

     For det Første har tidligere Erfaringer herhjemme viist – paa dette, som paa mange andre Områder – at Nybygninger, der oprindelig antages at afgive rigelig Plads, meget snart vise sig at være for smaa. Saaledes har Institutet i Fredericia, allerede 8 Aar efterat dets Bygning er rejst, viist sig at være for lille, hvorfor man har været nødt til at leje et Lokale i Byen i ikke ganske ringe Afstand fra Institutet, og nu foreslaaes en ny Bygning opført som Forskole for c. 70 Børn. Mon ikke ogsaa denne Bygning snart vil vise sig at være for lille. Kommissionen er ganske vist kommen til det Resultat, at en saadan Skole, indrettet til c. 70 Elever, vil i en lang Aarrække afgive tilstrækkellig Plads til det Antal Døvstumme, der have naaet den skolepligtige Alder. Vi skulle hertil bemærke, at Antallet af Døvstumme i denne Alder varierer betydelig i Aarenes Løb, væsentlig fordi Døvstumhed for en stor Del skyldes epidemiske Sygdomme, som optræde med forskjellig Intensitet og Udbredelse til forskjellige Tider. Endvidere maa det fremhæves, at det numeriske Forhold mellem egentlige og uegentlige Døvstumme næppe er saa konstant som af Kommissionen antaget, idet ogsaa her de epidemiske – og derfor i deres Virkning uberegnelige – Sygdomme have Indflydelse disses ødelæggende ødelæggende Indvirkning paa Høreorganet og Hjernen er forskjellig i Styrke og Karakter til forskjellige Tider. Vi frygte derfor for, at de projekterede Nybygninger let i Aarenes Løb ville vise sig for smaa. Selvfølgelig vil der dog ved Tilbygninger eventuelt kunne raades Bod herpaa.

     En anden Indvending vi her ikke kunne undlade at fremsætte er den, at den projekterede Nygbygning paa Kastelsvejen ikke tilfredsstiller pædagogiske og navnlig ikke hygiejniske Fordringer. Hvad de pædagogiske Fordringer angaaer, har Kommissionen selv berørt disse, og de kunne maaske ogsaa ved en streng Adskillelse af den gamle og nye Anstalt fuldt ud tilfredsstilles. Derimod synes det lidet hensigtsmæssigt at opføre en ny Anstalt for slet begavede eller aandssløve Døvstumme paa et Terræn, hvor der utvivlsomt i Løbet af faa Aar vil rejse sig et stort Bygningskomplex med talrige Fabriker osv.  Disse Forhold true jo ganske vist ogsaa den nuværende Bygning paa Kastelsvejen, men denne er jo ældre, og det vil derfor ikke koste saa megen Overvejelse en Gang i Tiden at nedrive denne og opføre en ny. Da Kellers Bygning i Baldersgade i endnu mindre Grad tilfredsstiller hygiejniske Fordringer og desuden af andre, af Kommissionen fremførte Grunde, ikke vil egne sig til det nye Brug, komme vi altsaa til det Resultat, at de slet begavede eller aandssløve Døvstumme bør have en selvstændig og fritliggende Anstalt udenfor Byen. Først da er den af Kommissionen foreslaaede og af alle for saa vigtig anerkjendte Sondring af de Døvstumme i 4 Hovedgrupper fuldtud gjennemført: uegentlige Døvstumme, egentlige Døvstumme der egne sig til Talemethoden, egentlige Døvstumme, der egne sig til Undervisning i Haandalfabet, og slet begavede eller aandssløve Døvstumme.

     De Indvendinger, der here ere fremsatte ere imidlertid som oven anført ikke af væsentlig Natur, og vi kunne ikke slutte uden endnu engan at udtale vor Beundring for den smukke og grundige Maade, hvorpaa den af Regeringen nedsatte Kommission har løst sin Opgave, og udtale det Haab, at den af den foreslaaede Ordning maa blive ført praktisk ud i Livet. Naar der da i Spidsen for hele Ordningen sættes en Fagmand, der forstaaer at samle de forskjelllige Led af Døvstummevæsenet til et organisk Hele, da vil denne Sags Ordning ikke alene blive til Gavn og Velsignelse for de Døvstumme, men ogsaa til stor Hæder for vort Land.