Forstander Georg Jørgensens tale ved åpningsseremonien for instituttet i Fredericia.

Berlingske Tidende 1882.07.03.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Døvstummeinstituttet i Fredericia var et af Rasmus Malling-Hansens hjertebørn. Det var hans idé og det var han som formulerede forslaget. Det gjorde han så godt, at projektet i sin helhed blev vedtaget uden ændringer af Rigsdagen, hvor medlemmerne gav ham meget ros for hans grundighed og omhu. Umiddelbart efter at forslaget blev vedtaget, fik Malling-Hansen Ridderkorset som erkendtlighed for sin fortræffelige indsats. Døvstummeinstituttet i Fredericia blev taget i brug i september 1881. Den officielle og meget højtidelige indvielse fandt sted den 2 juli 1882 med deltagelse af kong Christian IX og dronning Louise samt kronprins Frederik (den senere kong Frederik 8) og kronprinsesse Alexandra (senere dronning af Storbrittanien). Desværre måtte såvel Jens Peter Trap som Malling-Hansen melde afbud til denne festlige begivenhed – ifølge forstander Georg Jørgensens tale var det i Malling-Hansens tilfælde på grund af sygdom. Vi ved ikke hvad han fejlede, men det kan næppe have været meget alvorligt, for vi har et håndskrevet brev fra RMH til forstander Molden-hawer dateret den 1 juli 1882 (se brevsamlingen), som indikerer at han var i arbejde den dag.

I velkomsttalen gav forstander Jørgensen naturligvis Malling-Hansen erkendtlighed for hans forskellige indsatser i forbindelse med Fredericia-instituttets tilkomst, og i det følgende gengiver vi valgte dele af hans tale, som blev citeret i sin helhed i Berlingske Tidendes anden udgave den 3 juli 1882.

SA: RMHs fravær fra den høytidelige seremonien ved åpningsseremonien for Fredericia-instituttet er verdt en nærmere refleksjon. Personlig har jeg det inntrykket at Malling-Hansens personlige overbevisning var at tegnmetoden var den best egnede for alle de egentlig døvstumme og de evneveike døvstumme også i 1880, da han kom med sitt forslag om å opprette et nytt statlig institutt basert på talemetoden. Han hadde selv ført en klasse frem til eksamen utelukkende bygget på talemetoden, og hadde således flere års erfaring med denne undervisningsmetoden kontra tegnmetoden, som ellers var den metoden Det kongelige Døvstummeinstituttet i København underviste etter. Men presset fra nær sagt samtlige andre ledende døvepedagoger var massivt, og talemetoden hadde vunnet innpass i stort sett alle europeiske døveskoler. Om Malling-Hansen ville fortsette å bygge på tegnemetoden ved "sitt eget" institutt, hadde han nærmest intet annet valg enn å åpne for en ny statlig skole som bygde på talemetoden.

Georg Jørgensen var en temmelig fanatisk tilhenger av talemetoden, og mente at alle barn burde undervises etter denne metoden, og at han i det hele tatt ble forstander ved det nye instituttet kunne han takke RMH for, som anbefalte ham for denne stillingen. Men når Georg Jørgensen uttaler i sin tale ved åpningsseremonien "at denne Methode er skreden saa vidt frem i Udvikling, at den maa betragtes som en gavnlig og sund Methode for et stort Fleertal af de døvstumme Børn i Undervisningsalderen" og at "resultaterne ere blevne større og bedre", så er det svært vanskelig å se at dette bygger på reell pedagogisk forskning, men heller på popularitet og antall tilhengere. Men hva kunne Malling-Hansen gjøre i en slik situasjon, der han nærmest sto alene som tilhenger av tegnmetoden? Døvstummeinstituttet i København hadde gjort sine egne forsøk med talemetoden kontra tegnmetoden, og erfart at de egentlig døvstumme ikke hadde utbytte av talemetoden og ikke viste tilfredsstillende fremgang i forhold til å lære å tale og avlese de talendes leppebevegelser. Malling-Hansen fortalte detaljert om Instituttets bestrebelser for å finne ut hvilken metode som egnet seg best for hvilke grupper i en avisartikkel i forbindelse med en avispolemikk med en av de svorne tilhengerne av talemetoden, Harald Valdemar Dahlerup, fra 1867.

Jeg kan bare anta at RMH ikke hadde så særlig gode følelser for denne storslagne seremonien, og at han holdt seg unna av grunner som angikk uenighet i metodevalg og ikke så mye på grunn av sykdom. Det er nærliggende å se på RMHs fravær som hans stille protest mot den ensidige hyllesten av talemetoden som han regnet med ville komme i de offisielle talene, mens hans eget syn ville drukne helt i denne "seiersseremonien" for talemetoden.

I ettertiden har pedagogiske forskere konkludert med at talemetoden var et fullstendig blindspor for undervisningen av døve barn. Kun et lite mindretall av de barna som hadde kunnet tale eller flremdeles hadde en hørselsrest(de uegentlig døve) viste seg å profitere på metoden, mens for alle de andre døvstumme(de egentlig døve), ble den en hemsko, som medføret at de ikke bare ble svært hjelpeløse i sin tale og ikke maktet å avlese de talendes leppebevegelser, men de ble i tillegg dårlig lesere fordi alt for mye tid på skolen ble brukt til å terpe og terpe på leppeavlesning og taleøvelser på bekostning av leseopplæringen. Jeg tør påstå at RMH var den eneste av datidens døvepedagoger som beholdt sin sunne fornuft og ut fra sitt pedagogiske grunnsyn ikke lot seg forlede til å bygge på en popularitetsbølge som ikke hadde basis i realitetene. Ettertiden har vært svært hard i sin dom over talemetodens mislykkethet. Se artikkelen "Ettertidens dom over talemetoden - en skandale i dansk undervisningshistorie" av Sverre Avnskog.

      Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds.

kgl. H. Kronprindsen og Kronprindsessen, høit-
ærede Herrer og Damer! Der er blevet over-
draget mig det ærefulde Hverv paa denne
Høitidsdag, hvor denne Anstalt nyder den Ære
at have vor Konge, vor Dronning, vor Kron-
prinds og Kronprindsesse indenfor sine Mure,
at give en kort Fremstilling af Fredericia
Institutets Tilblivelse. Dog, jeg kan ikke
gjøre det, uden at jeg først maa udtale en
Beklagelse over, at Institutet paa denne Høi-
tidsdag skal savne sin Chef, Hr. Gehejmeconfe-
rentsraad Trap. Vi, der i de mange Aar
have arbeidet under ham, vi savne ham dybt,
da vi ere bundne til ham ved Kjærlighedens
Baand, ot jeg er overbeviist om, at han selv
beklager det, jeg er overbeviist om, at hans
Tanke idag ere om os, at han i lang Tid
har glædet sig til, at han skulde præsentere
denne Anstalt for Ds. Majestæter. Ligeledes
maa jeg beklage, at Underdirecteuren, Hr.
Pastor Malling-Hansen, ved Sygdom er bleven
hindret i at møde paa denne Høitidsdag.
Ved et Forslag om at oprette et Døvstumme-
Institut for Nørrejylland, banede han Veien,
og med Iver, Kraft og Udholdenhed støttede
han Sagen og bidrog saaledes til, at denne
kronedes med Held.  - - - - - - (JMC: Tekst udeladt)

     I mange, mange Aar har der været en
alvorlig Kamp mellem Tegn- og Talemethoden,
og det er først i de allerseneste Aar, at denne
Methode er skreden saa vidt frem i Udvikling,
at den maa betragtes som en gavnlig og sund
Methode for et stort Fleertal af de døvstumme
Børn i Undervisningsalderen. Her i Landet
var det Prof. Dahlerup, som var den Første,
der reiste Talemethodens Fane. Han blev
efterfulgt af den nuværende Forstander for
Idiotanstalten, Prof. Durloo; senere overgik
denne Skole til Prof. Keller, og i mange Aar
har denne arbeidet for Talemethodens Udbre-
delse her i Landet. I Aaret 1868 traadte
Døvstummeskolen – grundet paa Talemethoden
- i Forbindelse med det kgl. Døvstumme-
Institut; thi fra dette Aar af ere alle uegen-
lige Døvstumme blevne underviste hos Prof.
Keller. Imidlertid er i det allersidste Aar
Døvstumme-Undervisningen efter Talemetho-
den  -  om jeg saa maa sige  -  i et nyt
Stadium: Fremgangsmaaden er bleven for-
andret, og Resultaterne ere blevne større og
bedre. Det er disse Erfaringer i Udlandet,
der bevægede Pastor Malling-Hansen til at
fremkomme med sit Forslag om at oprette et
Døvstumme-Institut i Jylland, thi det stod
klart for Fagmænd, at nu var Tiden kommen
til at man ikke kunne blive staaende ved kun
at oplære de uegenlige Døvstumme til at ud-
trykke sig mundtligt og lære at aflæse Talen
fra Andres Læber, dette Gode burde
og maatte ogsaa udstrækkes til et større
Antal af de Børn, der fra deres tidligste
Barndom havde været Hørelsen berøvede.

(JMC: resten af talen er af mindre interesse og her udeladt)