Nationaltidende 1891.08.13.

Døvstummesagen.

- - -

     Hr. Redaktør! Tør jeg udbede mig Plads for et Par Bemærkninger i Anledning af Hr. Forstander Jørgensens Artikel i Deres ærede Blads Aftennummer for 8. August.

     Hr. Forstanderen har, efter hvad han oplyser i sin Artikel, i Aaret 1874 besøgt den lille Døvstummeanstalt i Riehen og under en Maaneds Ophold paa dette Sted som Tilskuer lært mere end i 17 Aar paa det kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn som daglig undervisende Lærer. Intet Under derfor, at han vendte hjem fra sin Reise som en begeistret Tilhænger af den paa et saa lærerigt Sted anvendte Methode, og denne Methode var Talemethoden.

     Det var dog først i 1881, da det kgl. Døvstumme-Institut i Fredericia ved afdøde Forstander Malling-Hansens Initiativ stod færdigt til at begynde sin Virksomhed som Taleinstitut, at Hr. Jørgensen fik Leilighed til at føre sin Begeistring ud i Praxis, idet han blev udnævnt til Forstander for dette Institut. Men siden den Tid har han ogsaa trolig arbeidet for sin Overbevisning, og Begeistringen er ikke kølnet.

     Dog netop paa Grund af denne stærke Varme for sin Sag kan Hr. Forstander undertiden komme til at begaa Uretfærdigheder ved sin Bedømmelse af andre Methoder, og en saadan Uretfærdighed har han begaaet i sin Artikel om ”Døvstummesagen”.

     Under sin Fremhævelse af Talemethodens Overlegenhed over Fingersproget betjener Hr. J. sig af følgende Udtryksmaade:
”Det seer meget kunstigt ud, naar saaledes den Døvstumme eller Læreren taler med Fingrene, og der er Mange, som tro, at naar man blot kan Fingersproget, saa kan man sagtens tale med en Døvstum. Man maa imidlertid huske paa, at Fingersproget kun er Bogstavsbetegnelser, og at en Samtale i Fingersproget er en Bogstavering i Luften. Har den Døvstumme ikke Kjendskab til Sproget og dets Former, nytter det ikke, at man taler til ham med Fingrene, man kunde lige saa godt tale til en Mur og vente Svar.”

     Sic! Mon Hr. Jørgensen mener, at man ved at tiltale samme Døvstumme med Munden ville opnaa et bedre Resultat? Nei, det gjør han sikkert ikke, og selvfølgelig er denne Bemærkning akkurat lige saa lidt eller, om Hr. Jørgensen vil, lige saa meget paa sin Plads ved Omtalen af Talemethoden som ved Omtalen af Fingersproget.

     Nei, Fingersproget lader sig ikke saa let slaa af Marken, som Hr. Jørgensen troer, og det ganske simpelt, fordi det for den Døvstumme er langt lettere og naturligere end Talesproget og tillige for ham har den Anskuelighed, som Talesproget savner. Den Døvstumme kan gjennem Øiet kontrollere hver eneste af sine Fingerbevægelser, men hverken Øie eller Øre kan hjælpe ham til at kontrollere blot en eneste af hans Mundbevægelser.

     Naar Hr. Jørgensen dernæst kommer ind paa Spørgsmaalet om den lettest Maade for normale Mennesker til at sætte sig i Forbindelse med den Døvstumme paa, saa fremhæver han atter Talemethodens Overvægt over Fingersproget. Jeg vil slet ikke benægte Muligheden heraf for Fremtidens Vedkommende, men foreløbig kunde Hr. Jørgensen godt tage en Smule Reb i Seilene.  Dr.med. Holger Mygind har nylig Offenliggjort en Statistik over de Døvstummes Meddelelsemiddel ude i Livet. I Følge denne Statistik, som omfatter Tiden indtil 1886, betjene 7,1 pCt. af de voxne Døvstumme her i Landet sig udelukkende af mundtlig Tale, medens 8 pCt. udelukkende betjene sig af Fingersproget, Resten anvendte forskjellige Meddelelsesmidler. Dette viser, at der ude blandt Befolkningen har været mindst lige saa stor Lyst og Evne til at sætte sig ind i Fingersproget, som til at lære at bruge mundtlig Tale lige overfor Døvstumme. Jeg kan hertil føie en anden Statistik, som jeg selv anstillede ifjor; ved at udspørge samtlige Elever i der herværende kgl. Døvstumme-Instituts 3 øverste Klasser fandt jeg, at der i alle Hjemmene, paa 1 nær, fandtes Nogen, sædvanlig Moderen eller Søskende, der havde lært sig Fingersproget.

     Efter hvad jeg her har fremført, synes det mig uheldigt, som Hr. J. gjør, paa samme Tid at fremstille Fingersproget som noget kunstigt Noget og om Talemethoden at bruge følgende Udtryk: ”der fordres kun lidt Kjærlighed,lidt Taalmodighed og lidt Omtanke, for at Slægtningen gjennem dette kunne sætte sig i Forbindelse med den Døvstumme.” Jeg mener, at der fordres overmaade megen Kjærlighed, Taalmodighed og Omtanke, og jeg troer, at enhver for Døvstummeundervisningen Fremmed, der har forsøgt at før en mundtlig Samtale med en Døvstum, vil indrømme mig det.

     Derfor anseer jeg det ogsaa for uheldigt, at et Institut stiller sig paa det Grundlag, som Hr.Jørgensen har stillet sig, naar han i sin Tale til de bortgaaende Elevers Slægtninge hævder, at Eleverne ved Afgangen fra Institutet have naaet en forsvarlig Aandsudvikling og Sprogfærdighed, og derpaa udelukkende lægger Skylden over paa Forholdene, hvis der senere i Livet skulde vise sig en Tilbagegang. En Methode kan ikke i den Grad bygge paa Medmenneskers Kjærlighed, Taalmodighed og Omtanke; den maa i sig selv have fuldgyldig Værdi for at due Noget.

     Min Mening hermed er ikke at angribe Talemethoden; tværtimod anser jeg det for godt, at saa mange som muligt af de Døvstumme lære at anvende  mundtlig Tale. I Løbet af de sidste Aar er Talemethoden her hjemme imidlertid forceret frem i temmelig høi Grad, uden at der hidtil er leveret Bevis for, at den har brugt noget større Udbytte end Fingersproget. Der kan derfor nok være Anledning til at nære Betænkelighed ved de store Løfter, der gives.

     Det kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn den 11. August.

                                 Fritz Bech

                                 Cand.mag.