Bemærkninger om det kongelige Døvstummeinstitut.

    (Af Dr. med. L.W.Salomonsen).

I.

Ligesom Danmark i det Hele taget intager en høi Plads i den almindelige Culturudvikling, saaledes kan det ogsaa med berettiget Stolthed pege hen paa mange af dem, som tage sig af de mere eller mindre ulykkelig stillede Menneskers Tarv. Alene det sidste Decennium har, for blot at holde os til Kjøbenhavn, seet saadanne Foretagender fuldbyrdes, som Opførelsen af Sygehjemmet, Idiotanstalten, Communehospitalet, Blindeinstitutet o.s.v., og rundt om i Landet ere store og velindrettede Sindssygeanstalter blevne opførte. Ogsaa for den Klasse af ulykkelige Medskabninger, hvormed vi i de følgende Linier skulle sysselsætte os, nemlig de Døvstumme, har Staten, som vi i det Følgende skulle see, uafbrudt, og det allerede i en lang Tid vist en stor og paaskjønnelsesværdig Omsorg, og naar vi alligevel i det Følgende ville komme til at foreslaae nogle Forandringer og Udvidelser heraf, saa hidrører dette ikke fra, at det Bestaaende ikke efter vor Mening skulde være saa godt, som de tilstedeværende Forhold tillade, men derfra, at Tidsudviklingen har medført nye Krav, som kun kunne opfyldes ved forøgede Kræfter.

     Skjønt Døvstummeundervisninngen allerede begyndte i det 15de Aarhundrede, bleve særegne Instituter for Døvstumme dog først oprettede i Slutningen af det 18de Aarhundrede, og ligesom i mange andre Retninger var ogsaa i denne Danmark en af de første Stater i Rækken, idet P f i n g s t e n  1797 oprettede sit Institut i Lübeck, som senere flyttedes først til Kiel og derfra til Slesvig. Allerede 1807 oprettedes der ved Siden heraf det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, som senere ikke alenegjentagne Gange er blevet udvidetmen ogsaa siden 1850 har faaet et Supplement i det af D a h l e r u p  oprettede, senere af  D u u r l o o  og nu af  K e l l e r  bestyrede ”Døvstummeinstitut grundet paa Talemethoden”. Men, ikke nok med, at der saaledes tilbydes de Døvstumme tilstrækkelige Undervisningsanstalter, har Staten desuden allerede fra Begyndelsen af paa en endnu mere utvetydig Maade viist sin Interesse og omsorg for disses Undervisning, idet nemlig Cancelli-Placat af 11te April 1817 i et væsentligt Punkt aldeles forandrede den under 17de April 1807 udstedte Fundats for Døvstumme-Institutet. Medens der nemlig i dennes § 8, bestemmes, at Elevtallet for det Første kun skal være 40, saa at der hvert Aar, da Undervisningen i det Hele skal vare 5 Aar, kun kan optages 8-9 nye Elever, udtalte hin, at ”alle døvstumme Børn i Danmark, som ere skikkede til at modtage Undervisning og have den dertil fornødne Alder, skulle indbringes til Døvstumme-Institutet i Kjøbenhavn for der at undervises, medmindre Forældrene eller andre Vedkommende godtgjøre, at der udenfor Institutet sørges for saadanne Børns Undervisning paa en Maade, som Cancelliet, efter derom at have indhentet de behøvende Oplysninger finder hensigtsmæssig og betryggende”. Ved denne Placat,som endnu er i fuldkommen Gyldighed, har Staten indlagt sig stor Ære. I Modsætning til andre Stater, hvor man dels gjennem Seminarister, dels gjennem Geistlige søger at virke for, at alle Døvstumme undervises, og hvor Undervisningen som Følge heraf altsaa hverken kan være ensformig eller altid hensigtsmæssig, ja maaske neppe i Virkeligheden kan udstrække sig til Alle, staae Danmark, Sachsen og Holland som de eneste Stater der paabyde alle Døvstumme Optagelse i dertil særskilt indrettede Instituter, og ved Lov ordne de herhenhørende pecuniaire Forhold.  Ja, Danmark er end ikke blevet staaende herved, men er i Tidens Løb gaaet et Skridt videre endnu. Dets Tilskud til Døvstummeundervisningen tilflyder nemlig i de sidste Aar ikke alene det kgl. Institut, men ogsaa det fra Først af aldeles private Kellerske Institut. Først oprettedes der her paa Statens Regning 12, senere 30 Fripladser, og nu for nylig, i dette Foraar, er det ved Resolution blevet bestemt, at herefter alle uegenlige Døvstumme skulle optages og undervises i Kellers Institut, og kun de egenlige Døvstumme henvises til det kgl.Instituts Forsorg. Den mest umiddelbare Følge af disse Tillæg er iøinefaldende, nemlig Muligheden af i en tidligere Alder end før at kunne antage sig de Døvstumme til Undervisning. Med Hensyn til dette Punkt gav Fundatsen af 1807, som naturligt var, et vist Spillerum. Man kjendte dengang ikke, hvort stort Tallet af Døvstumme var i Danmark, og medens Elevtallet paa Institutet derfor vilkaarligt fastsattes til 40, bestemte § 2 kun, ”at Drengene ved Optagelsen ikke maae være under det 8de og ikke over det 14de Aar, medens Pigerne kunne optages, naar de have fyldt det 7de Aar, og § 5, at Undervisningen bør tilendebringes i 5 Aar, og at i Reglen alle Børn, bestemt dog Pigebørnene, her forlade Institutet efter det fyldte 13de Aar. Først længe efter ere Skridt bleve foretagne for at lære Tallet af de Døvstumme i Riget at kjende. I Kjøbenhavn optoges der efter Placat af 18de Marts 1828 halvaarlige Fortegnelser over de Døvstumme ved Politiets Foranstaltning, og fra alle Steder udenfor Kjøbenhavn indesendes der af Præsterne aarlige Beretninger desangaaende gjennem Biskopperne til Døvstumme-Institutets Direction.  Man fik da herved snart at vide, at det omtrentlige Tal af døvstumme Børn i Undervisningsalderen, nemlig mellem det 8de og 14de Aar, er henved 180, og en umiddelbar Følge heraf var det da, at Institutet snart maatte udvides og lidt efter lidt naaede til sin nuværende Størrelse af 130 Elever. Saalænge der imidlertid bestod et bestemt Misforhold mellem de døvstumme Børns Tal og institutets Evne til at optage dem, var det nødvendigt, at der kun kunde bødes derpaa paa en meget ufuldkommen Maade, nemlig at de ældre Børn optoges forud for de yngre, og Optagelsesalderen i Institutet maatte derfor nødvendigvis blive forrykket, og i Stedet for det 8de blev det i Gjennemsnit i Virkeligheden først det 12te til 13de Aar, hvori Børnene kunde finde Plads i Institutet, og hvori deres Undervisning paabegyndtes. Efterhaanden, som nogle af dem ogsaa kunde finde Plads i det Kellerske Institut, begyndte Optagelsesalderen at synke, men først nu, da den ovennævnte Adskillelse er bleven gjennemført, er Skridtet bleven gjort fuldt ud, og er der herved vundet saa megen Plads, at det er blevet muligt at indkalde Børnene i den paabudte Alder af 8 Aar. Ogsaa Undervisningens Længde er bleven forøget. I Stedet for at der i Fondatsens § 3 bestemmes, at ”Eleverne inddeles i 3 Klasser”, og i dens § 5, at ”Undervisningens bør tilendebringes i 5 Aar, og at, skjønt enkelte Undtagelser kunne tilstedes, dog Pigebørnene i alt Fald bør forlade Institutet efter det fyldte 13de Aar”, findes der nu 6 Klasser, Undervisningen varer altsaa mindst 6 Aar, og Eleverne forlade ikke Institutet før efter deres Confirmation i det fyldte 14de Aar. I dess 6 Aar boe og bygge Eleverne fuldstændig i Institutet, faae alle ikke blot Undervisning, men ogsaa Ophold, Kost, Klæder, Pleie og Renlighed, og Betalingen herfra er yderst moderat, nemlig 140 Rd om Aaret, som udredes enten af Eleverne eller deres Forældre, eller, forsaavidt disse mangle Evne dertil, lovmæssig ifølge Fundatsens § 11 skulle udredes af det Amts eller den Kjøbstads Fattigkasse, hvorunder den Døvstumme henhører, en Bestemmelse, som er en nødvendig Følge af, at Undervisningen ikke er facultativ, men pligtmæssig.

     Ville vi nu gaae over til at betragte selve Undervisningen, saa ville vi see baade, at Elevernes Tid er fuldt optagen paa en nyttig Maade, og at deres aandelige Udvikling forholdsvis bliver bragt til et høit Standpunkt. Eleverne staae op om Sommeren Kl. 5, om Vinteren Kl. 6, ere paa Skolen fra Kl. 8 – 1 med en Kvart Times Mellemrum til Frokost, spise til Middag fra Kl. 1-2, ere paa Værkstederne eller sysselsatte med Haandarbeiderne fra Kl. 2-5 og have fra Kl. 5½ – 7 Tegning, Gymnastik eller Svømning. Fra Kl. 7½ - 9 Bibellæsning om Vinteren, om Sommeren Leg og Kl. 9½ - 10 gaae de i Seng. Hele Dagen er altsaa besat. Undervisningen ledes foruden af Forstanderen, som tillige er 1st Lærer, af 7 Lærere og 2 Lærerinder, og i Reglen har hver Lærer sin bestemte Klasse, hvormed han fortrinsvis sysselsætter sig. Nøiagtig at gjennemgaae Undervisningen i de forskjellige Klasser, ligger udenfor disse Meddelelsers Plan; kun Hovedtrækkene deraf skulle her meddeles. Eleverne, mandlige og qvindelige, undervises i Fællesskab i alle Klasser, og flere Klasser undervises samlefde i 1 Værelse. Som Undervisningsmiddel benyttes gjennemgaaende Tegnsproget. Den vigtigste Disciplin og den, som optager Hovedmassen af al Tiden, er som naturligt Sprogundervisningen, og Eleven, som ved sin Optagelse i Institutet aldeles intet Begreb har om, hvad Sproget er, eller hvilken Betydning det har, bringes her gjennem den yderst møisommelige, men systematisk ordnede Undervisning saavidt, at han ved sin Bortgang derfra ikke alene er istand til strax at opfatte en ham af Læreren ved Tegnsproget fortalt sværere Fortælling og correct gjengive den strax efter enten i Tegnsproget eller paa Dansk skriftlig eller ved Hjælp af Haandalphabetet, men ogsaa selv kan combinere og nedskrive mindre Fortællinger, gjøre Rede for det af ham Oplevede eller Sete, skrive sprogrigtige Breve osv. Da Skriftsproget fra den første Begyndelse af læres samtidig med og danner et nødvendigt Supplement til Tegn- og Fingersproget, da intet Bogstav læres i Fingersproget, uden at det samtidig nedskrives, og da denne Parallelisme stadig vedligeholdes, behøves der saa godt som ingen særskilt Skriveundervisning; tvertimod, Elevernes Skrivefærdighed udvikles herved i den Grad, atnormale Børn i Gjennemsnit ikke kunne skrive saa godt som de. Derimod undervises der i Regning i alle Klasse, i Bibelhistorie i de 3 øverste, i Religion og Geographi i de 2 øverste, i Naturhistorie i de 2 næstøverste og i Historie i den øverste Klasse, og i alle disse Discipliner faae de en i enhver Henseende tilfredsstillende Kundskabsmasse, som vistnok kan stilles ved Siden af, om den ikke staaer over den, som bliver Almuesbørn i Almindelighed til Del. Endelig er der i de sidste 2 Aar i de 4 nederste Klasser indført 6 Timers Taleundervisning ugenlig, hvorved Eleverne skulle lære baade at udtrykke sig mundlig og at aflæse Talen fra Andres Læber. Paa Værkstederne lære Drengene efter Elevernes Evne og Tilbøielighed Bogbinder-, Snedker-, Skræder- eller æSkomagerprofessionen, og Pigerne undervises i Strikning, Syning, Spinden og Karten. Resultatet heraf er, at at alle Elevernes Linned og Klæder og en del Husgeraad og Inventarium forarbeides i selve Institutet, og at Eleverne, navnlig Drengene, hvad Haandfærdighed angaaer, ere bedre forberedte til at indtræde i Haandværkerlære og altsaa forsaavidt lettere kunne finde Sysselsættelse og bedre fyldestgjøre de techniske Krav end andre Børn i samme Alder.

     Enhver vil efter det her Udviklede vistnok indrømme, at Staten har gjort og fremdeles gjør en Del for de Døvstumme, og at deres Uddannelse, hvad Kundskabsmassen angaaer, Intet lader tilbage at ønske. Men ere derved, spørge vi, de humane Hensyn fuldt opfyldte? Ere den nyere Tids Kulturkrav fyldestgjorde? Og klæber der ikke ved selve Undervisningsplanen eller Undervisningsmethoden visse Mangler, som kunne og bør afhjælpes? Drøftelsen af disse Spørgsmaal skal sysselsætte os i det Følgende.

JMC: Dr. Salomonsens første rapport om Døvstummeinstituttet blev publiceret på forsiden af ”Fædrelandet” den 20 januar 1868 (se dette), og tredie og sidste del kom i samme avis den 22. januar. Den kritik, som Salomonsens fremfører her i anden del af rapporten er af en sådan karakter, at man kunne formode, at Ministeriet for Undervisning, Kirke og Kultur – Kultusministeriet -, under hvem det kgl. Døvstummeinstitut hørte, skulle svare. Vor videre forskning vil forhåbentlig vise, om der kom en officiel reaktion fra ministeriet, fra Døvstummeinstitutets direktør, Etatsråd Trap eller fra dets forstander, Rasmus Malling-Hansen.

Bemærkninger om det kongelige Døvstummeinstitut.

(Af Dr.Med. L.W.Salomonsen)

II.

Der existerer, som allerede berørt, 2 bestemt adskildte Kategorier af Døvstumme, nemlig de uegenlige Døvstumme, nemlig de, dvs de Børn, som enten kun ere meget tunghørige, eller som først ere blevne døve i en senere Alder, efter at de have lært at tale, og altsaa endnu have Reminiscenser af Talen tilbage, og de egenlige Døvstumme, dvs de Børn, som enten ere døvfødte, eller som i en meget tidlig Alder ere blevne døve, førend eller ganske kort efter at de have lært at tale. Den første Kategori er nu henvist til det Kellerske Institut og oplæres efter Lydmethoden; den sidste Kategori optages paa det kgl. Døvstummeinstitut og er den, hvormed vi altsaa herudelukkende skulle sysselsætte os. Men først maae vi gjøre Rede for, hvad abnormt der er ved et egentligt døvstumt Barn. Svaret bliver da, at et saadant Barn ved en Dannelsesfeil eller ved en sygdomsproces før eller kort efter Fødslen fuldstændig har mistet Hørelsen, og derfor aldrig har kunnet opfatte og heller ikke selv kunnet frembringe articulerede Lyd, aldrig hverken hørt Andres Tale eller selv kunnet tale. Kun enkelte uarticulerede Lyd har det, sig selv ubevidst, kunnet frembringe, f.Ex. Stønnen, Skrigen. Det er altsaa tillige blevet stumt, men kun fordi det i forveien var døvt; Døvheden er det Primaire, Tilgrundliggende, Stumheden først det Secundaire, Conseqvensen af Døvheden, og der er i og for sig ingen materiel Grund tilstede for den. Det er Høreorganerne, som paa en eller anden Maade ere mangelfulde og ude af Stand til at functionere; Taleorganerne ere derimod aldeles normale, ligesaa udviklede som hos det sunde, talende Barn. Dette gjælder, i alt Fald med meget faa, om nogle, Undtagelser for alle Døvstummes Vedkommende; det er aldeles sikkert bevist baade ved Undersøgelse af Stemmerorganerne saavel i Barnets levende Live som efter Døden, og ved den uomtvistelige Kjendsgjerning, at saadanne Børn dog ved passende Undervisning kunne bringes til at frembringe articulerede Lyd, at tale. Dette staaer altsaa fast, og det maa vi stadig huske, at der i og for sig Intet er til Hinder for, at selv det aldeles døvfødte Barn kan lære at tale. En anden Erfaring, som vi ligeledes stadig maae holde os for Øie, er den, at hos det Menneske, som mangler en Sands, udvikles een eller de andre Sandser i Reglen mere end hos sunde Mennesker: ligesom hos den Blinde den i mærkværdig Grad udviklede Følelse ofte træder i Synets Sted, saa at Fingeren erstatter Øiet, saaledes træder hos den Døve ofte Synet i Hørelsens Sted, og hans Øie skærpes til at iagttage smaating og smaa Variationer, som ellers ofte undgaae de Sundes Iagttagelse. Derfor kan den Døve oplæres til alene ved Betragtningen af Andres Mundstilling, uden at høre en eneste Lyd, at aflæse Talen fra Læberne, og alene ved Iagttagelse af Tungens, Tændernes og Læbernes forskjellige Stillinger nøie at vide, hvilke Bogstaver og hvilke Ord der herved frembringes og udtales. Ved Opdragelse og Undervisning kan den Døvfødte, eller, hvad der omtrent er det Samme, den egenlige Døvstumme altsaa lære baade at tale og som nødvendigt Supplement hertil at aflæse Talen fra Andres Læber, og kan altsaa bringes til at staae i nogenlunde det samme Forhold til Omverdenen som andre sunde Mennesker. Ganske vist kan det kun blive nogenlunde det samme Forhold; altid vil det være forbundet med megen Vanskelighed for ham at aflæse Andres Tale, altid ville hans Omgivelser være nødsagede til at tale meget langsommere og med meget tydeligere Mundbevægelser end ellers; og altid vil hans egen Tale være klangløs, uskjøn og umoduleret; men dog er hans Forhold til Omverdenen et ganske andet og et væsentlig bedre, end naar han hverken har lært at tale eller at aflæse Talen fra Andres Læber. I dette Tilfælde er han kun i Stand til enten ved vilkaarligt valgte Tegn, som i Reglen ere aldeles uforstaaelige for alle Andre end hans nærmeste og sædvanlige Omgivelser, eller ved Haandalphabetet eller Skriftsproget at udtrykke sig for Andre, og disse ere atter igjen kun henviste til Fingrene, Tavlen og Papiret for at meddele sig til ham; i første Tilfælde derimod kan det vel baade være vanskeligt at gjøre sig forstaaelig for ham og selv at forstaae hans ufuldkomne Sprog, men han er dog i Stand til at omgaaes Alle uden at føre Pennen eller Griflen med sig, Meddelelsesmidlet er dog det samme som det, han seer og veed, at hans andre, lykkeligere begavede Medskabninger benytte, og han kommer til mindre at føle den Ulykke, som har ramt ham, og hans hele Mod og Selvfølelse styrkes derved. Ganske vist er det heller ingen let Sag at opdrage den døvfødte Døvstumme hertil; tvertimod, det er snarere et herkulisk Arbeide, hvortil der udkræves baade særegen Interesse, særegen Begavelse og meget lang Tid; men Muligheden er der, Resultatet kan naaes, og, om der end gives Enkelte, hos hvem Iagttagelsesevnen for Andres Tale er saa ringe og deres egen Taleevne saa rudimentair, deres Stemme saa klangløs og anstrengt, at de ikke kunne høste synderlig praktisk Nytte af denne Undervisning og ikke kunne naae det attraaede Maal, saa gjælder dette ikke for den store Pluralitet; Flertallet, det er sikkert og vist, vil kunne naae Maalet.

     Men naar dette er givet og staaer fast, saa viser der sig for os strax det store Spørgsmaal: Er dette da det kgl. Døvstummeinstituts Formaal, tilsigter det dette Maal, eller kan og bør det maaske have et andet? Fundatsen giver i denne Henseende kun en uklar Anvisning, idet den i § 1 kun udtaler, at Formaalet for institutet skal være ”de Døvstummes Dannelse til Brugbarhed for det borgerlige Liv”.  Sammenligne vi hermed Fundatsen for det nærbeslægtede Blindeinstitut, saa see vi strax, at Formaalet for det er langt fyldigere og tydeligere angivet. I Lov af 21de Januar 1857 § 1 hedder det nemlig, at Institutets Formaal skal være ”at bibringe Eleverne en saadan aandelig Udvikling og saadanne Færdigheder, at  S a v n e t  a f  S y n e t  g j ø r e s  d e m  s a a  l i d t  f ø l e l i g t  s o m  m u l i g t, og de sættes i Stand til, saavidt skee kan, ved eget Arbeide at erhverve sig Livets Ophold.” Og endnu fyldigere finde vi den samme Tanke udtrykt i følgende Ord af Franskmanden G u a d e t[1], hvilke med Rette indledte den af Blindeinstitutets Forstander afgivne Beretning om det herværende Institut for Skoleaaret 1866-67: ”Naar en Blindfødt er bragt saavidt, at han kan fortjene sit Brød ved et eller Arbeide, aandeligt eller legemligt, da er det en virkelig Triumph, som den menneskelige Forstand sejrer over Naturen; thi et Væsen, som var fordømt til en passiv Tilværelse, er blevet til et virkende Væsen og er kommet til at indtage en Plads i Samfundet. Men den Blinde behøver at lære mere end den Seende  for at vide ligesaa Meget, og da han staaer tilbage i Anvendelsen af de Midler, han besidder, maa han i sin Forstands udvikling finde en Hjælp til at raade Bod paa disse ufuldkomne Midler.” Ganske analoge Sætninger lade sig ubetinget opstille for den Døvstummes Vedkommende. Men hvorledes sørger da nu Døvstummeinstitutet at gjennemføre sit Formaal, at danne sine Elever til Brugbarhed for det borgerlige Liv? Det har her blot at vælge mellem 2 forskjellige Veie, nemlig enten at lægge Hovevægten paa den aandelige udvikling, paa saa meget som muligt ar erstatte og lette Eleverne Tabet af Hørelsen og atter gjennem Talen saavidt som muligt at nærme dem til dets hørende Medmennesker, eller, samtidig med paa den letteste og naturligste Maade at bibringe dem den nøvendige Kundskabsmasse tillige at uddanne dem for det praktiske Liv, at lære dem Haandfærdigheder, og at bringe deres techniske Uddannelse saa vidt, at de Alle have et Fortrin for de Hørende i samme Alder. Af disse Veie har institutet ubetinget valgt den sidstnævnte. Tegnmethoden er det udelukkende Undervisningsmiddel, og Enhver, som kjender den, vil vistnok indrømme, at Eleverne herved hurtgst muligt, med den mindst mulige Anvendelse af Tid og Kræfter, erhverve de nødvendige Kundskaber. Selve Kundskabsmassen, som bibringes, er ogsaa i enhver Henseende tilfredsstillende; der kan aldrig være Tale om at uddanne en Døvstum til nogen Lærd; i Reglen vil den Døvstumme ikke kunne naae høiere end til Sammenligning med Børn i Almueskolerne, og med Hensyn tild et positive Forraad af Kundskaber behøve Institutets Elever vel neppe at frygte denne Sammenstilling. Ved Siden heraf lære Eleverne et eller andet Haandværk; hertil anvendes der megen Tid, 3 Timer daglig, og de naae herved en Færdighed, som ikke alene kommer institutet til Nytte under deres Ophold der ved at spare paa dets ellers nødvendige Udgifter til Inventarium, Klæder, indbinding, etc., men som ogsaa gjør det muligt for dem lettere end ellers at blive antagne i Lære hos Haandværkere efter deres Afgang fra Institutet. Men Eet lærer Institutet dem ikke, i alt Fald ikke i tilstrækkelig Grad; det at tale og at aflæse Talen fra Andres Læber.

JMC: Her følger tredie og sidste del af Dr. Salomonsens rapport om det kgl. Døvstummeinstitut. For den rette forståelse af forfatterens holdning til talemetoden, bør man kende til den offentlige debat, som udspillede sig i ”Fædrelandets” spalter i løbet af 1867: I en artikel publiceret den 9 marts 1867 forklarede Johan Keller, forstanderen for ”Døveskolen paa Talens Grund” kultusministeriets nyeste bestemmelser angående døvstummeundervisningens ordning i Danmark og tog, i stort set, personligt æren af at have været arkitekten og planlæggeren bag reformerne. Rasmus Malling-Hansen gendrev hans synspunkter i et indlæg i samme avis, publiceret den 22 marts. Diskussionen fik yderligere intensitet ved et indigneret indlæg af Harald Valdemar Dahlerup (1815-1894), som havde været lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut fra 1839 til 1849 men havde forladt sin stilling i skuffelse over, det som han troede at ministeriet havde stillet ham i udsigt, nemlig forstanderposten, viste sig at være en misforståelse. Dahlerup havde besøgt Tyske døvstummeanstalter og var vendt tilbage som en glødende tilhænger af den rene talemetode. Dahlerups indlæg besvaredes af Malling-Hansen i samme blad den 24 april, og Dahlerup tog til genmæle den 23 maj. 

Med andre ord: Salomonsens rapport blev yderligere et bidrag til den langvarige debat i Danmark – og i hele Europa – om tale- repsektive tegnmetodens avvendelse i undervisningen og i omgangen med døvstumme. Salomonsen adskiller sig fra de øvrige debattører på to afgørende punkter: 1) Han erkender, at han ikke er fagmand, og han siger sig at ville overlade metodespørgsmålet til de professionelle; 2) Salomonsen anskuer metodespørgsmålet fra en samfundsøkonomisk synsvinkel og hævder, at Døvstummeinstituttet rent faktisk gør, hvad de kan for eleverne, men at deres alt for lille budget forhindrer dem i at satse mere på den intellektuelle undervisning og på at lære dem at aflæse talen og at selv tale. Særlig hans tredie artikel kredser omkring denne aspekt. Set fra forstander Malling-Hansens side kan man derfor hævde, at Salomonsens rapport og hans hjertesag, her offentlig udbasuneret, kan opfattes som en slags håndsrækning til Døvstummeinstituttet, fordi den giver støtte og argumenter for langt større finansielle bevillinger fra stat, kommuner, købstæderne og fra frivillige private bidrag.

Måske er det derfor, Malling-Hansen og/eller direktøren Jens Peter Trap ikke gik ind i en polemik mod Salomonsen? Jeg har søgt i danske aviser – og særlig naturligvis i ”Fædrelandet”s spalter, men har ikke kunnet finde et eneste genmæle fra deres side mod Salomonsens rapport. Hvis der i den senere forskning dukker noget op, skal vi naturligvis publicere det.

Man kan sluttelig spørge sig, hvad der motiverer Dr. Salomonsen til at engagere sig så meget i spørgsmålet om de døvstummes ve og vel – ikke blot på dette tidspunkt men også langt senere, nemlig i den offentlige debat, der blussede op i 1891, et år efter Malling-Hansens død? (se vore artikler under ’Educational Reformer’). De kortfattede biografiske data om L.W.Salomonsen, som jeg har kunnet opspore i den danske Wikipedia giver ikke nogen klar ledetråd. Hans doktorsafhandling havde titlen ”Urinsyreinfarcten hos Nyfødte” og har altså ikke noget med døvstumme-sagen at gøre. Måske var han motiveret på grund af de tilfælde af blindhed og døvstumhed, han havde set i sin gerning i Københavns fattigkvarterer? I Wikipedia beskrives han således: ”Han var agtet blandt sine stand- og trosfæller, men særlig hans fattige patienter respekterede ham: ”Han var blandt sine fattige patienter nærmest forgudet. Endnu lever i Resterne af det gamle Brøndstrædekvarter Mindet om ”Doktoren med det hvide Slips”, der ikke alene var Læge, men en Ven og en Trøster, og som tryg og stilfærdig færdedes og gjorde alt det gode han kunde, i de Gyder og Stræder, hvor mange knapt turde vove sig ind”, skrev Politiken i sin nekrolog ved hans død i 1914. Han beskrives også som stærkt interesseret i kunst, litteratur og teater.