Døvstummesagen.

     I Anledning af Cand.mag. B e c h s[1]  Artikel i nærværende Blads Aftennummer for 13.August d.A.[2] tillader jeg mig at bede Dem, Hr.Redaktør, om godhedsfuldt at give mig Plads for nedenstaaende Bemærkninger i Deres meget ærede Blad.
     Cand.Bech synes at forundre sig over, at jeg under en Maaneds Ophold i den lille Døvstummeanstalt i Riehen[3] kunde lære mere end i de 17 Aar, jeg før 1874 havde været Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn.  Dersom Cand. Bech havde været en mere erfaren Døvstummelærer, og navnlig dersom han havde haft noget mere Kjendskab til Døvstummeforholdenes historiske Udvikling her i Landet, havde han sikkert ikke forundret sig herover. Jeg skal tillade mig til Oplysning for Cand. Bech at meddele ham, h v a d  jeg lærte under dette mit Ophold i Svejts. Det kom her til at staa klart for mig,

     at det kgl. Døvstummeinstituts Indstilling i 1866 om Oplærelsen af de egenlige Døvstumme hvilede paa urigtige Forudsætninger;

    at vore Elever forlod Anstalten med en altfor ringe Udvikling saavel i aandelig som i sproglig Henseende;

     at Døvstummeundervisningen her i Landet langt fra stod saa høit, som den burde;

     at det ikke kunde forsvares, at en stor Mængde af de egentlige Døvstumme ikke bleve oplærte efter Talemetoden og endelig;

    at de Forbedringer, der i Aarene 1866-74 vare blevne indførte paa det kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn, langt fra kunde betragtes som heldige ved Gjennemførelsen af en v i r k e l i g  Taleundervisning.

     Cand. Bech siger, at jeg undertiden kommer til at begå Uretfærdigheder ved min Bedømmelse af andre Methoder, og at jeg navnlig gjør detteved min Fremhævelse af Talemethodens Overlegenhed over Fingersproget. Heri tager Hr. Bech imidlertid Feil. Jeg har ved mine Ord kun søgt at gjøre det bekjendt for Almenheden, at det er en falsk Forestilling hos den store Mængde, naar denne troer, at man sagtens kan tale med en Døvstum, blot man kan Fingersproget.

     Nei, det, Cand. Bech egenlig vil, er, støttende sig til Dr. Med. H. M y g i n d[4] s  statistiske Oplysninger om de Døvstummes Meddelelsesmidler ude i Livet, at angribe Talemethoden. I en lille Artikel, som findes i ”Berlingske Tidende” for 8.April d.A., siger han: ”Naar vi om 3-4-5 Aar have faaet en Statistik over de fra Fredericiainstitutet udgaaede Elevers Meddelelsesmiddel ude i Livet, da først
v i d e  vi Noget om den ”rene” Talemethodes Resultater, nu
t r o  vi kun... Lad os undgaa en altfor stærk Reaktion ved at stoppe op i Tide!” Disse Udtalelser af en ung Mand, der som Hr. Bech for nylig har ønsket at blive Lærer baade ved Taleinstituterne i Nyborg og i Fredericia ere mærkværdige nok.
I ”Ugeskrift for Læger” af 25.April d.A. er han bleven kraftig imødegaaet af Dr.med.L.W.Salomonsen[5], og det er ligeledes Hr. Bechs Udtalelser, der have foranlediget mig til at holde den Tale, som findes aftrykt i ”Nationaltidende” af 8. August d.A.

     Cand Bech taler om Uretfærdighed fra min Side i Bedømmelse af andre Methoder. Mon han ikke gjør sig skyldig i en langt større Uretfærdighed mod Talemethoden ved sin Omtale af de mindre gode Resultater fra den gamle Kellerske Anstalt, naar han – rimeligvis af Mangel paa Kjendskab til de faktiske Forhold – ikke samtidig tilfulde fremhæver Grundene, hvorfor disse Resultater ikke k u n d e  blive bedre?

     Talemethoden har lige siden sin første Fremkomst her i Landet havt meget at kæmpe imod, og det skal her fremhæves, at den stærkeste Modstand er kommen fra det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn. Atter nu er det en af Personalet ved denne Anstalt, som fremkommer med Udtalelser, der let ude i Befolkningen kunne skabe falske Forestillinger om den Methode, der bruges her i Fredericia. For Sagens Skyld, for Børnenes Skyld gjælder det om at bekæmpe saadanne Angreb. Institutet her har Aar for Aar arbeidet sig frem, og skal det komme an paa en Kritik af det Arbeide, her alt er udrettet, nærer jeg ikke mindste Frygt for, at en saadan ikke skulde falde ud til Fordel for Fredericiainstitutet.

         Det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia
         den 18.August 1891
                       

                        G e o r g  J ø r g e n s e n

    Døvstummesagen. Vi have modtaget
Nedenstaaende med Anmodning om Op-
tagelse:
     I ”Nationaltidende” for 21de ds har For-
stander for det kgl. Døvstumme-Institut i
Fredericia, G.Jørgensen, i en Polemik om
Døvstummesagen udtalt sig saaledes: ”Den
stærkeste Modstand (mod Talemethoden)er
kommen fra det kgl.Døvstumme-Institut i
Kjøbenhavn.” I den Anledning beder jeg
Dem, høitærede Hr. Redacteur, om godheds-
fuldt at optage følgende Bemærkninger i Deres
meget ærede Blad.
     Til Belysning af den Vægt, der bør lægges
paa denne Anklage mod det kgl. Døvstumme-
Institut i Kjøbenhavn, skal jeg tillade mig at
meddele nogle Punkter af Døvstummesagens
Historie her i Landet, som, vel at mærke,
Hr. Forstander Jørgensen selv, som Medlem
af Commissionen af 15de Septbr. 1888, er
Medunderskriver af.
     I denne historiske Beretning meddeleler For-
stander Jørgensen, at det kgl. Døvstumme-
Institut i Kjøbenhavn har

     i 1845 (Professor S. Heibergs Embedstid)
     foranlediget, at cand.theol. Dahlerup
     foretog en Udenlandsreise, for at Institutet
     kunde faa en aldeles fuldstændig og klar
     Mening om Hensigtsmæssigheden af Tale-
     methoden,

     i 1846 foranlediget, at cand. Dahlerup gjorde
     et Forsøg med at undervise døvstumme
     Børn efter Talemethoden, hvilket Forsøg
     varede 3 Aar,

     i 1849 foreslaaet, at mundtlig Tale og Af-
     læsning burde optages blandt Underviis-
     ningsgjenstandene paa Institutet samt Op-
     rettelsen af et særegent Institut for uegent-
     lige Døvstumme at oplæres efter Talemethoden,

     i 1858 anbefalet Oprettelsen af 12 fripladser
     paa Professor Kellers Anstalt for Døv-
     stumme grundet paa Talemethoden,

     fra 1865 (Pastor Malling-Hansens Embeds-
     tid) forøget Taletimerne for Børnene paa
     Institutet samt ladet en enkelt Klasse egent-
     lig døvstumme Børn undervise efter Tale-
     methoden, hvilken Underviisning blev fuld-
     endt 1872,

     i 1867 foreslaaet, at alle uegentlige Døv-
     stumme oplæres efter Talemethoden i den
     Kellerske Skole,

     i 1873 anbefalet, at Lærer, Cand., nuværende
     Forstander Jørgensen, maatte foretage en
     Reise til Udlandet for at besee Tale-
     instituter,

     i 1879 foreslaaet Oprettelsen af et institut i
     Fredericia for egentlig døvstumme Børn,
     at undervises efter Talemethoden,

     i 1889 foreslaaet de Kellerske Døvstumme-
     anstalters Overtagelse af Staten med Op-
     rettelsen af et Institut i Nyborg efter
     Talemethoden.

     Naar denne historiske Udvikling betegnes
som ”den stærkeste Modstand” mod Tale-
methoden i Danmark, er dermed tillige charak-
teriseret, af hvilken Art den øvrige ”Mod-
stand” mod denne Methode har været, med
mindre Hr. Forstander Jørgensen skulde iden-
tificere ethvert Angreb paa ham personlig med
en Modstand mod Talemethoden. Sandheden
turde derfor vistnok være den, at det kgl.
Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn  a l d r i g
har været en Modstander af Talemethoden
som saadan, men, som det sømmer sig en sand
”Moderanstalt”, til alle Tider arbeidet paa
en sund og besindig Udvikling af Døvstumme-
sagen, og – dette tjener til dets Roes.
This uden dette, i Forbindelse med Imøde-
kommen og Offervillighed fra Regjering og
Rigsdag, vilde Døvstummesagen neppe have
staaet paa det fremragende Standpunkt,
hvorpaa den nu staaer i Danmark.

         Det kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn,
         den 24de August 1891.
                            F r. H e i b e r g

JMC: Forstanderen for det kgl.Døvstummeinstitut i Fredericia, Georg Jørgensen fortsætter her med at glorificere sin egen rolle i indførelsen af talemetoden i Danmark, samtidig med at han er nedgørende kritisk til det kgl. Døvstummeinstitut i København og til Rasmus Malling-Hansen – som jo faktisk var hans kollega, senere chef, i en menneskealder, og hvem han kan takke for anbefalingen at ministeriet skulle udse ham til den første forstander for det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia.

SA: Jeg kan ikke se at Georg Jørgensen makter å fremføre et eneste argument for at Det Kongelige Døvstummeinstituttet og dets forstander, Rasmus Malling-Hansen, var motstander av talemetoden. Det eneste jeg kan lese ut fra Jørgensens fremstilling, er at Instituttet i København og RMH var motstander av at alle døvstumme skulle undervises etter talemetoden, og det er noe helt annet. RMH fastholdt gjennom hele sin tid som døvelærer at han var tilhenger av talemetoden, men kun som en metode for den elevgruppen som hadde gode forutsetninger for å kunne nyttiggjøre seg den metoden fremfor tegnmetoden. Georg Jørgensen makter dessverre ikke å skille de to tingene fra hverandre.

Det er fristende å oppfatte Georg Jørgensens meget ensidige argumentasjon som et uttrykk for en form for misunnelse over at det faktisk var RMH som foreslo å opprette instituttet i Fredericia og at det der skulle undervises etter talemetoden. Vi kjenner flere tilfeller der Jørgensen forsøker å fremstille seg som Fredericia-instituttets far, men det var han definitivt ikke, det var Rasmus Malling-Hansen.

Det er også et temmelig stakkarslig argument når Jørgensen påpeker at opprettelsen av instituttet i Nyborg ikke kom fra RMH, men fra den kommisjonen av 1888 som de begge var medlemmer av. Alt tyder på at det var RMH som var drivkraften i denne komiteen, alle delforslagene var ført i pennen av RMH og RMH utarbeidet meget detaljerte planer for Nyborg-instituttet, både arkitektmessig og hva angår interiør og romplaner. Instituttet i Nyborg, som skulle undervise etter talemetoden, er så åpenbart Rasmus Malling-Hansens "barn", og det samme var ønsket om at staten skulle overta De Kellerske Anstalter.

Ettertiden viste dessuten at RMH var den som hadde det klokeste synet på hvilken metode som var den beste. Ikke lenge etter at 1800-tallet gikk over i 1900-tallet begynte f eks de døvstumme i  Norge selv å gjøre opprør mot talemetoden, som de ikke opplevde tok hensyn til deres egne behov og egne ønsker. Og utviklingen var den samme i Danmark. De døvstummes organisasjoner ønsket å avvikle talemetoden og heller bygge undervisningen på deres eget språk - tegnmetoden, og da gjelder det de døves eget språk, og ikke alfabetiseringstegnene. RMH var heller ikke fullt ut forståelsesfull overfor de døves eget språk, men anvendte alfabetiseringstegnene i skriveopplæringen. Men han var likevel mye nærmere å ta hensyn til og forstå de døves eget behov for å ha et eget språk som de kunne anvende i sitt eget samkvem.

Jeg kan personlig ikke se annet enn at det hviler en form for smålighet over denne voldsomme argumenteringen til fremme for sin egen store betydning, som Georg Jørgensen fremfører. Særlig det at han gjør et så stort poeng av sin egen store betydning, etter at Rasmus Malling-Hansen har gått bort, og ikke lenger kan ta til motmæle. For oss som kjenner RMHs synspunkter i detalj, fremstår Georg Jørgensens forsøk på å gi seg selv en mye større og viktigere rolle enn han hadde, som temmelig mislykket. RMH var ikke på noe tidspunkt motstander av talemetoden, men gikk inn for at den ble anvendt i undervisningen av de uegentlige døve med en viss grad av kognitive evner. De helt døve, som i tillegg hadde svake kognitive evner, mente han ville ha best av å undervises etter tegnmetoden.

Døvstumme-Undervisningen.

- -

    Tillad mig, Hr. Redaktør, atter at bede Dem om godhedsfuldt at give mig Plads for nogle Bemærkninger om Døvstummesagen i Deres meget ærede Blad.

     Forstanderen for det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, Hr. Pastor H e i b e r g[1], har i “Berlingske Tidende” for 26. August i Anledning af min Udtalelse om, at den stærkeste Modstand mod Talemethoden er kommen fra det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, meddelt ”nogle Punkter af Døvstummesagens Historie her i Landet” hentede fra den Beretning, som for et Par Aar siden blev afgiven af Kommissionen af 15. Septbr. 1888, der af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet var nedsat til Fremme af Døvstumme- og Aandssvagesagen her i Landet. Disse Punkter skulle bevise, at nævnte Institut ”a l d r i g  har været en Modstander af Talemethoden som saadan, men som det sømmer sig en sand ”Moderanstalt” til alle Tider har arbeidet paa en sund og besindig Udvikling af Døvstummesagen.”

     Jeg skal i den Anledning tillade mig at oplyse Følgende.

     Cand. theol. D a h l e r u p[2]  kom i 1845 hjem fra sin Udenlandsreise med den Overbevisning, at den hele Undervisning
af Døvstumme for Fremtiden burde drives efter Talemethoden. Paa hans Andragende fik han forsøgsvis en lille Afdeling paa Institutet i Kjøbenhavn til Oplærelse efter nævnte Methode, og efter et Par Aars Forløb afholdtes en Prøve, Resultatet af denne blev, at Institutets Direktion og Forstander i 1849 foreslog, at Statens Forsøg med Talemethoden ophørte, og at Tegnsproget fremdeles skulde være Undervisningsmiddel paa Institutet, medens dog Undervisningen i mundtlig Tale og Aflæsning burde optages som Undervisnings g j e n s t a n d.

Cand. Dahlerup tog nu sin Afsked fra Institutet og oprettede en privat Døvstummeskole. Efter nogen Tids Forløb overtoges denne af Cand.theol. D u u r l o o[3]  og i 1856 af Cand. theol. (senere Professor) J o h a n  K e l l e r. Gjennem et møisommeligt og ihærdigt Arbeide og uden Støtte fra det kgl. Døvstummeinstituts Side lykkedes det disse Mænd at vise, at Talemethoden var baseret paa sunde og fornuftige Grundsætninger og derfor havde Livskraft i sig. Det er disse Mænd, der i Begyndelsen have baaret Talemethoden frem her i Landet, dem alene tilkommer Æren og ikke det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn. At Institutet saa i 1858 anbefaler Prof. Kellers Andragende om 12 Fripladser paa hans Anstalt, skal dog vel ikke regnes til Fortjeneste. Det maa erindres, at det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn den Gang var den eneste Anstalt i sin Slags, der stod i nærmere Forbindelse med Landets Autoriteter, og af den Grund vilde det have været en let Sag for denne Anstalt af faae Talemethoden indført her, dersom Forstanderen virkelig havde troet paa denne, men ingen af de Mænd, der stod i Spidsen for Anstalten, havde den Gang Øie for, hvilken stor Betydning Talemethoden som Opdragelsesmiddel i Tidernes Løb skulde faae for det store Flertal af Døvstumme. Exempelvis skal jeg blot anføre, at det, da jeg i 1857 blev Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, her ligefrem blev doceret, at Talemethoden for egenlig Døvstumme kun var Humbug og intet andet.

     At Taleundervisningen paa Institutet omsider blev idvidet saaledes, at daværende Forstander, Pastor M a l l i n g – H a n s e n, i 1872 paa Døvstummekongressen kunde forevise en Klasse Elever, underviste i Tale og Aflæsning, er vist nok; men at denne Taleundervisning var vidt forskjellig fra, hvad man nu forstaaer ved Talemethoden, er ligesaa sikkert. I ”Aufruf and die Lehrer und Freunde der Taubstummen”, som jeg udgav i 1876, vil Hr. Forstander Heiberg Side 10 og 11 kunne se, Hvorledes denne Talemethode egenlig var.

     Naar Hr. Forstander Heiberg dernæst fremhæver, at alle
u e g e n l i g e  Døvstumme skulde oplæres efter Talemethoden i den Kellerske Anstalt, burde han, naar han vil have den fulde Sandhed frem, tillige have anført, at Institutet samtidig indstillede, at den eneste Methode, de
e g e n l i g e  Døvstumme burde og kunde undervises efter var T e g n m e t h o d e n.

     At Institutet i 1873 anbefalede min Ansøgning om Reiseunderstøttelse, var vel ikke saa mærkværdigt, eftersom jeg den Gang havde været Lærer ved Institutet i 16 Aar; men Hr. Forstander Heiberg burde tillige have fremført den stærke Kamp, som i de følgende Aar førtes mellem Tale- og Tegnmethoden, en Kamp, i hvilken jeg  a f  h e l e  I n s t i t u t e t s  P e r s o n a l e  v a r  d e n  e n e s t e, som kæmpede under Talemethodens Banner. Nei, Kamp har der været, derom vidne de mange Artikler, som i de sidste Decennier have været optagne i ”Fædrelandet”, ”Berlingske Tidende”, ”Dagstelegrafen”, ”Dagbladet”, ”Nationaltidende” og flere Blade. Det var ikke alene Fagmænd, der deltog i disse Debatter, men ogsaa Folk udenfor Fagmændenes Kreds. Jeg skal leilighedsvis nævne Hr. Dr.med. L. W. S a l o m o n s e n.

     Først i Aaret 1879  - 30 A a r  e f t e r  a t  C a n d. D a h l e r u p  h a v d e  f o r l a d t  A n s t a l t e n - foreslog det kgl. Døvstummeinstitut Ministeriet at oprette et Institut i Jylland, hvor Halvdelen af de egentlig Døvstumme skulde oplæres efter Talemethoden. Institutet havde nu, tvunget dertil af Omstændighederne, opgivet sit tidligere Standpunkt, og Ingen skal være mere villig end jeg til at anerkjende den Iver og Dygtighed, som i denne Sag blev udfoldet af nu afdøde Pastor Malling-Hansen.

     Hr. Forstander Heiberg citerer til Slutning, at det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn i 1889 har  f o r e s l a a e t  de Kellerske Døvstummeanstalters Overtagelse af Staten med Oprettelse  af et Institut i Nyborg efter Talemethoden. Dette er urigtigt. Forslaget herom er kommet fra den førnævnte  samlede Kommission af 15. Septbr. 1888 og ikke fra det kgl. Døvstummeinstitut.

     I nærværende Blads Morgennummer for 31. August findes en Artikel af Hr. Cand. mag. Fritz Bech. Hr. Bech kan endnu ikke forstaa, at jeg i den lille Døvstummeanstalt i Riehen kunde lære mere i een Maaned end i de 17 Aar, jeg havde været Lærer paa Institutet i Kjøbenhavn. Naar man pludselig opdager, at de Elever, som man i en Række af Aar har undervist, kunde have været oplærte paa en fortrinligere og bedre Maade, mon man da ikke lærer Mere i denne ene Maaned end i de 17 Aar, i hvilke man saa at sige har gaaet med Bind for Øinene. Heri vil dog vistnok Enhver, selv om han ikke er Fagmand, give mig Ret, og dette bliver saa meget mere indlysende, naar det erindres, at 6 Aar efter mit Ophold i Sveits blev det fastslaaet, at Halvdelen af de egentlige Døvstumme skulde oplæres just paa samme Maade, som det skete i Riehen.

     Som det forholder sig her, saaledes  forholder det sig  med de andre Punkter, Hr. Bech ikke kan forstaa. Jeg skal derefor ikke trætte Læserne med Mere, men kun i Anledning af Hr. Cand. Bechs Omtale af mit ”formentlige Patent paa Indførelsen af Talemethoden for de egenlige Døvstumme” oplyse ham om Følgende:

     Den 17.April 1877 var der en sammenkomst i ”Foreningen for Abnormskolens Venner”. Jeg holdt der et Foredrag om den rene Talemethode og sluttede med at forelægge bl.A. følgende Hovedpunkter til Diskussion:

     1) Er Tiden ikke kommen, da ”Døvstummeskolen grundet paa Talementhoden” (den Kellerske Anstalt) bør træde i nærmere Forbindelse med det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, og bør ”Døvstummeanstalten grundet paa Talemethoden” ikke nu overgaa til en Statsanstalt?

     2) Er Tiden ikke kommen, da en Deling af det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn bør finde Sted, saaledes at mindst Halvdelen undervises efter den rene Talemethode, Resten efter Tegnmethoden?

     Paa denne Forsamling og paa den følgende den 23. Mai 1877 var der ikke en eneste Fagmand, som havde et Ord tilovers for Indførelsen af Talemethoden for de egentlige Døvstumme.

     Tiderne have imidlertid forandret sig. I 1881 blev det Kgl. Døvstummeinstitut delt. I 1886 blev det bestemt, at ca. ⅔ af de egenlige Døvstumme skulde undervises efter den rene Talemethode, og i 1891 blev den Kellerske Døvstummeanstalt Statsanstalt.

     Til Slutning skal jeg kun tilføie, at jeg, efter det under denne Diskussion fremkomne, agter at udgive en historisk fremstilling af Talemethodens Fremgang her i Landet[4] siden dens Indførelse ved Cand.theol. Dahlerup.
         Det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia
              den 3. September 1891

                   G e o r g  J ø r g e n s e n.

JMC: Artikelforfatteren Louis Wilhelm Salomonsen, 1832-1914, var en dansk læge. Han blev Cand.med 1855 og Dr.med.1859. Fra 1872 var han kommunelæge i København. 1872-1912 læge ved Forsikringsselskabet Danmark. Også såkaldt fattiglæge ved Mosaisk Trossamfund.

Selvom Dr.Salomonsen ikke var professionelt knyttet til døvstummesagen, er det åbenbart, at han var stærkt engageret i spørgsmålet helt tilbage fra 1868. Han fremstår som en unuanceret tilhænger af den rene talemetode og som en pålidelig og heroiserende forsvarer af Georg Jørgensen – desværre på bekostning af Malling-Hansens eftermæle. Heri fik han kompetent og velformuleret modstand af Frederik Heiberg og af Frits Bech i debatten som udspillede sig i 1891.

SA: Som JMC skriver, så var kommunelege Salomonsen en kompromissløs tilhenger av talemetoden, i likhet med mange av de europeiske instituttene for undervisning av døvstumme på den tiden. Talemetoden var kort sagt tidens populære pedagiske metode, og troen var stor på at man skulle klare å lære de døvstumme å tale og avlese andres lepper i så stor grad, at de ville kunne fungere som vanlige hørende og talende i samfunnet. Men etter som jeg kan forstå, hadde de enda ikke noen resultater som kunne verifisere dette målet, og instituttet i Fredericia, som underviste etter talemetoden, hadde kun eksistert i 10 år, og ingen henviser til at reslutatene herfa beviser talemetodens forteffelighet.

Ettertiden har vist at denne optimismen på talemetodens vegne overhode ikke ble innfridd. Og den bannlysningen av bruken av tegn i undervisningen som ble vedtatt på kongressen i Milano i 1880, fremstår i dag som det reneste overgrepet mot de døvstumme. Var det ingen som spurte de døvstummes egne interesseorganisasjoner hva som ga dem den beste opplæringen? Det synes ganske klart fra flere historiske beretninger, at tegnmetoden var den desisert mest foretrukne blant de døvstumme selv, og at den ble bannlyst i opplæringen, var i realiteten å forsøke å undergrave de døvstummes egen foretrukne kommunikasjonsform fra deres liv.

Nå var heller ikke tegnmetodens tilhengere egentlig tilhengere av de døves eget tegnspåk, men anvendte helst alfabetiseringsmetoden i skriveopplæringen. D v s at hver gang de unge døvstumme lærte en nye bokstav, lært de håndtegnet for bokstaven, samt det skriftlige tegnet. Og det samme med ord: De lærte å fremføre ordet ved hjelp av håndtegn samtidig som de lærte å skrive ordet. En viss taleopplæring foregikk også, en time pr dag når de døvstumme barna hadde oppnådd en viss alder. Den store vektleggingen av bokstavopplæring og skriveopplæring førte til at disse barna oppnådde gode ferdigheter på dette området, mens de ikke ble så gode til å tale eller avlese lepper.

Men var det verdt å bruke all tid på denne leppeavlesningen og taleopplæringen for at barna skulle bli dyktigere på dette området? Ja, det er et godt spørsmål! I sine artikler fra 1868 foreslår Salomonsen en stor økning i antall timer til taleundervisning og en sterk reduksjon i den praktiske opplæringen som foregikk på Døvstummeinstituttet i København. RMHs filosofi var at de døvstumme barna skulle få omfattende opplæring i ulike praktiske yrker, og dette medførte f eks det interessante realutatet at svært mange av de døvstumme guttene ble skomakere, og livnærte seg som skomakere gjenneom hele sitt liv, og på den måten ble helt uavhengige av offentlig understøttelse.

Det viste seg at det var særdeles trettende for de døvstumme barna å skulle konsentrere seg om leppeavlesning gjennom en hel skoledag, og jeg kan bare forestille meg hvor kjedelig det må ha vært å måtte terpe på dette i stedet for å jobbe praktisk i hagen, i skomakerverkstede, i håndarbeidssalen og i tegnestuen, samtidig som de lærte å skrive på en måte som var meget lett forståelig for dem.

Når jeg leser om den norske utviklingen av døvstummeundervisningen, gikk det ikke mange tiårene etter denne striden i danske aviser, før de døvstummes interesseorganisasjoner begynte å gjøre opprør mot talemetoden. Allerede i 1918 kom de første kravene om å endre metoden, og kravene ble gjentatt gjennom flere tiår. En etter et forlot instituttene talemetoden, og i 1960 fantes det ingen døveskoler i Norge som lengre underviste etter talemetoden. Nå hadde endelig myndighetene valgt å lytte til de døvstumme selv, og deres eget tegnspråk ble det eneste anvendte i opplæringen. Mange tiår med utprøving av talemetoden var over, og alle hadde innsett at den bygde på et lufstlott av idealisme og urealistiske forhåpninger.

Tiden har vist at RMH hadde en langt mer realistisk og jordnær tilnærming til metodevalget, og han innså at elevenes forutsetninger var meget ulike. De som en gang hadde vært hørende og talende(de uegentlige døve) kunne faktisk ha utbytte av talemetoden, mens de aboslutt døve som aldri hadde verken talt eller hørt noensinne, og i tillegg ikke var særlig kognitivt sterke, hadde langt bedre utbytte av tegnmetoden. Jeg mistenker også at RMH ikke helt så viktigheten av å ha opplæring i de døves eget språk, altså døvespråket, fordi dette språket talte de hele tiden seg i mellom på fritiden. Det blir nesten som å sammenligne med om skolen i dag skulle lære barna å snakke. Det trenger vi ikke, for det gjør de uansett i sine hjemlige omgivelser. Skolen trer utelukkende inn der det utvikler seg store talefeil.

Bemærkninger om Døvstummesagen

Af

Dr.med. L.W.Salomonsen.

     Foranlediget ved en Tale, som Forstander J ø r g e n s e n  den 20de Juli d.A. holdt ved Afslutningen af Skoleaaret i Døvstummeinstitutet i Fredericia, er der senere opstaaet en af de Smaafeider, som vi med faa Aars Mellemrum ere vante til at være Vidne til her i Danmark. Da mit Navn ogsaa er blevet fremdraget i denne Sag, anseer jeg det for passende at yde mit lille Bidrag til den rette Opfattelse af de omstridte Spørgsmaal, forsaavidt de angaae de Punkter, som jeg har beskjæftiget mig med.

     Jeg skal da begynde med at at gjøre opmærksom paa, at, da jeg i ”Fædrelandet[1]” for Januar 1868 underkastede Underviisningen paa det kongelige Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn en nøiere Prøvelse, kom jeg allerede dengang til det Resultat, at det, uagtet det i mange Retninger præsterede meget Godt, dog i een Henseende, navnlig med Hensyn til Udviklingen af Elevernes Talefærdighed, ikke fyldestgjorde Tidens Fordringer. Med stærk Fremdragelse af, at Skjønnet om den bedste Methode for Underviisningen og for alle dens Enkeltheder tilkom de egentlige Fagmænd, Døvstummelærerne, tillod jeg mig derfor indtrængende at anbefale en stærkt udvidet Taleunderviisning, saa at Eleverne kunde bringes til at benytte sig af det levende Sprog som Meddelelsesmiddel til Omverdenen istedetfor som hidtil af Finger-, Tegn- eller Skriftalphabetet. Disse Artikler i det ovennævnte ansete Blad fremkom, efterat jeg ved den daværende Directeur og Forstanders Velvillie i nogen Tid havde haft Leilighed til grundigt at følge Underviisningen paa Institutet. Manuscriptet til dem havde den daværende Forstander gjennemseet, og i Hovedsagen havde han erklæret sig enig med mig, medens han dog forbeholdt sig offentligt at fremsætte sine Bemærkninger derved; dette er imidlertid, saavidt jeg veed, dog ikke senere skeet. Men een Ting er sikker, og det er det, at blandt alle Institutets daværende Lærere var der kun en eneste, som uforbeholdent billigede min Tanke og min Fordring, og denne Ene var Hr. Candidat, nuværende Forstander Jørgensen. I sin Stilling som Lærer var han imidlertid naturligviis ude af Stand til at gjøre Nogetsomhelst for Planens Realisation, og heller ikke fra anden Side indførtes der nogen væsentlig Forandring i Underviisningen. Sagen tabtes dog ikke af Syne; efter en med offentlig Understøttelse foretagen Reise udgav Jørgensen sine 2 bekjendte Smaapiecer, nemlig ”Zwei deutsche Taubstummen-Anstalten. Berlin 1875” og ”Aufruf an die Lehrer und Freunde der Taubstummen. Kjøbenhavn 1876“, hvori han med hele Overbeviisningens og Begeistringens Varme tager Ordet for Talemethodens Indførelse, navnlig saaledes, som han har lært den at kjende i Institutet i Riehen, og udtaler, støttende sig til sit som Lærer erhvervede nøie Kjendskab til de Døvstumme, at ”idetmindste Halvdelen af de i det kgl. Døvstummeinstitut værende egentlig Døvstumme vilde kunde undervises efter den nye tydske Methode”.

     Aaret derefter sluttede jeg mig i en Artikel: ”Bemærkninger om Døvstummeunderviisningen i Danmark” i Tidsskrift for Philanthropi 1877[2] fuldstændig hertil og fremsatte med fornyet Styrke Fordringen om en bedre og fuldstændigere Taleunderviisning. Alligevel, heller ikke dette frugtede, nogen Forandring indførtes der ikke; kun indenfor Institutets Vægge førtes der muligviis en lille Kamp, hvis Gjenlyd ikke blev synligt for Nogen, før Malling-Hansen i 1880 overraskede Alle ved sit ”Forslag om at oprette et Døvstumme-Institut i Jylland”[3]. Uden at omtale de forudgaaende Stadier i Sagen, fremsætter han heri den Fordring, at der oprettes et Statsinstitut i Jylland, hvori omtrent Halvdelen af de ikke-aandssløve, egentlig Døvstumme undervises efter Talemethoden, en Fordring som vel var lidt mindre vidtgaaende end Jørgensens, men dog nærmede sig dertil. Derfor kunde jeg ogsaa i en Anmeldelse  i ”Ugeskrift for Læger”[4] have den Fornøielse fuldtud at slutte mig til dette Forslag og medgive det min varmeste Anbefaling, samtidigt med at udtale, at alle Døvstummesagens Venner maatte være Forfatteren taknemmelig for dette meget store og betydningsfulde Skridt. Alligevel bør det ikke forglemmes, at dette Forslag først fremkom 1880, og naar derfor Forstander Jørgensen har udtalt, at ”den stærkeste Modstand imod Talemethoden er kommen fra det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn”, saa er denne Udtalelse vel efter det Foreliggende noget streng, men uberettiget er den ikke, forsaavidt man tager den lange Aarrække i Betragtning, hvori hele dette Spørgsmaal har været fremme, ikke blot her i Landet, men overalt i Europa. Det bør nemlig ikke oversees og kan ikke forglemmes, at siden omtrent Midten af dette Aarhundrede har Talemethoden overalt, i alle Lande, stadigt vundet mere og mere Terrain, flere og flere Døvstummelærere have udtalt sig for den, flere og flere instituter have underviist efter den, og Bevidstheden om dens absolute Fortrin fik et saa eminent Udtryk som muligt ved den i Milano i 1880 afholdte Congres[5], som med alle Stemmer mod 4 vedtog følgende Resolution: ”I Betragtning af Talens ubestridelige Overvægt over Tegn – for det Første til at føre den Døvstumme tilbage til Samfundslivet, for det Andet til at meddele dem større Lethed i at udtrykke sig -, erklærer Congressen, at Talemethoden bør have Fortrinet for Tegnmethoden ved de Døvstummes Opdragelse og Underviisning”.

     Naar det nu erindres, at Danmark var det første Land, som indførte obligatorisk Underviisning for alle Døvstumme, at det derpaa i mange Aar gik i Spidsen for og med Rette kunde være stolt af hele sin Døvstummeunderviisnings successive Udvikling, og navnlig ogsaa med berettiget Stolthed kunde vise hen til den her gjennemførte Sondring mellem de uegentlig og egentlig Døvstumme – de førstnævnte henviste til det Kellerske, de sidstnævnte til det kgl. Institut - saa kan det ikke nægtes, at Udviklingen for det sidstnævnte Instituts Vedkommende i en længere Aarrække stod i Stampe, og, rimeligviis paa Grund af Forhold, som det ikke her er Stedet at komme tilbage paa, ikke holdt Skridt med Tidens Fordringer. Og man seer ikke, at denne Modstand imod eller, om man hellere vil, modstræbende og meget betingende Anerkjendelse af Talemethodens Fortrin senere, efter Fredericiainstitutets Oprettelse er forstummet; tvertimod. I 1882 udtaler Prof. Lehmann, daværende Læge ved det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, i en lille Piece: ”Iagttagelser under et Besøg ved Blinde- og Døvstummeinstituter i Tydskland, Schweiz og Frankrig”, at han ”intetsteds har seet noget, som har kunnet bringe ham til at troe, at Talemethoden aabner en ny Æra for Døvstummeunderviisningen eller for de Døvstummes Forhold med dem, som baade høre og tale”, og endvidere ”at det saaledes i det Hele ikke er lykkedes ham ved disse Besøg at faae sin Tvivl om denne Methodes Hensigtsmæssighed hævet”. Herimod tillod jeg mig strax i ”Ugeskrift for Læger” at nedlægge en bestemt og motiveret Indsigelse, og det Samme har jeg endnu i April dette Aar tilladt mig at gjøre i en Anmeldelse af Dr. Myginds Arbeide om de Døvstummes sociale Forhold.  Hr. Cand. Bech benyttede navnlig dengang, ligesom fornylig i ”Nationaltidende”, Leiligheden til at advare mod Overvurdering af Talemethoden, altsaa til endnu i 1891 at rette et, om end ikke skarpt formuleret, Angreb mod den.

     Naar Jørgensen derfor i sin sidste Artikel siger: ”Kamp har der været”, saa kunde han vistnok have tilføiet: ”og er der endnu”, og naar han sammesteds udtaler, at han ”i denne Kamp var den eneste af hele Institutets Personale, som kjæmpede under Talemethodens Banner”, saa er det berettiget Selvfølelse, han udtaler denne af Enhver ubestridelig Sandhed. Resultaterne af hans Virksomhed som Forstander for Fredericiainstitutet kunne endnu ikke bevise Rigtigheden af hans Anskuelser som den af ham indførte Underviisningsmethodes Fortrin, de de første Elever først i 1889 have forladt institutet, men ligesom det var med store Forventninger, at man imødesaae hans Virksomhed, saaledes maa enhver Ven af Døvstummesagen ogsaa haabe og ønske, at hans Bestræbelser ville vise sig at krones med Held, og at de af ham opnaaede Resultater ville svare til hans bedste Ønskers Maal. Bliver det Tilfældet, og jeg for min Deel venter det bestemt, saa har hans Arbeide ikke været forgjæves, og saa har den forudgaaende Kamp med dens mange smaafægtninger kun bidraget til at hidføre en for Alle tilfredsstillende Løsning.

Døvstummesagen.

     Efter den i ”Berlingske Tidende” af 8de ds givne Underretning: at Forstander J ø r g e n s e n[1]  agter at udgive en ny historisk Beretning om Talemethodens Udvikling, maatte man have antaget, at Hr. Dr.med. S a l o m o n s e n[2]  vilde have oppebiet dennes Fremkomst for at see, om den indeholdt andre historiske Facta end de allerede fremkomne, hvoraf der kunde drages usvigelige Beviser for Berettigelsen af Forstander Jørgensens Angreb paa det kongelige Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn: at dette altid har viist den stærkeste Modstand mod Talemethoden. Med al Anerkjendelse af Dr. Salomonsens store og udholdne Kjærlighed til Døvstummesagen, saa er han dog kun extra muros[3] interesseret i denne Sag, der angaar det kongelige Døvstumme-Institut som saadant, og da han derfor allerede nu i ”Berlingske Tidende” af 17de ds har givet sit Bidrag til dens ”rette Opfattelse”, beder jeg atter om Tilladelse til at komme med nogle Bemærkninger i denne Anledning.

     Hr. Dr Salomonsen tager Afstand fra Forstander Jørgensen ved at udtale:at dennes Dom om den Anstalt, hvortil han selv (J.) har været knyttet i 24 Aar, er ”noget streng”; men samtidig stiller han sig inconseqvent ved hans Side og anseer Forstander Jørgensens Udtalelse om sig selv som, ”den Eneste af hele Institutets Personale, der har kjæmpet under Talemethodens Banner, som en ubestridelig Sandhed.”

     Da denne Paastand, som Forstander Jørgensen er fremkommen med i ”Nationaltidende” af 5te ds er eensbetydende med hans ovenfor nævnte første Anklage og nu gjentages her, nødes jeg til allerede nu at bestride dette.

     Naar Talen er om det kongelige Døvstumme-Instituts Stilling, maa der herved formeentlig forstaaes den Stilling, som dets Leder, dets Forstander har indtaget. Man maatte derfor antage, at Forstander Jørgensen i sin Embedstid, som Lærer ved det gamle Moder-Institut, fra denne Side havde mødt den stærkeste Modstand, var bleven standset i sine Actioner og hæmmet i sin Yttringsfrihed efter den Myndighed, som en Forstander har. Men nu omfatter Dr. Salomonsens Bemærkninger et Tidsrum (1868-80), i hvilket Institutet er bleven ledet af en og den samme Forstander, Pastor Malling-Hansen. Det er som den stærkeste Modstander af Talemethoden og dens Banner.

     Jeg tager neppe Feil, naar jeg antager, at Alle En af dem, som med mig have været knyttetde til det kongelige Døvstumme-Institut i nævnte Tidsrum, i høieste Grad ville forbauses ved at see dette paa Prent! Thi er der noget, vi veed, saa er det dette, at Pastor M.-H. Som Døvstummelærer havde til Valgsprog: ”Jeg staar og falder med Talemethoden!” Er der derfor Nogen, som har heiset Talemethodens rene Flag, saa er det ham, og under dette Banner har han, jeg vil ikke sige kjæmpet – this Pastor M.-H. Var, som enhver veed, der kjendte ham personlig, en Fredens Mand – men han har ”arbeidet”.

     Jeg skal ikke her gjentage de historiske Punkter, jeg engang har fremhævet, der paavise dette Arbeide, som Dr. Salomonsen selv benævner ”stort og betydningsfuldt”, - herom kan Enhver see nærmere; Commissionsbetænkning af 1889: ”Foranstaltninger til Døvstummes Underviisning” – og som formeentlig vil komme til at foreligge i sin Helhed i den averterede historiske Beretning af Forst. Jørgensen, men kun omtale det Tidsrum, som begynder 1872 – da Pastor M.-H. Efter personligt præsteret Arbeide havde beviist, at egentlige Døvstumme kunde med Held undervises efter Talemethode – og varer til 1880, da Institutet i Jylland oprettedes; et Tidsrum i hvilket Dr. Salomonsen mener: ”at Institutet har staaet i Stampe og ikke holdt Skridt med  T i d e n s  F o r d r i n g-e r”.

     Det synes, som Dr. S. Ved at benytte dette stærke Ord, der ofte er blevet misbrugt, ganske overseer de mange andre Hensyn, der komme i Betragtning, naar en Statsinstitution skal kunne forvente sit Forslag om en saadan gjennemgribende Forandring gjennemført, som Talen her er om. At forandre Methoden med et Slag var nemligen en Umulighed. En successiv Overgang vilde, foruden mange andre Vanskeligheder, ogsaa have stdt paa den, at der var Lærerkræfter, som ikke kunde benyttes (bl.a. 2 Døvstumme), og at ingen af dem – end ikke Hr. Jørgensen selv, som efter eget Sigende først fik Troen i Hænde 1874 – havde tilstrækkelig Begeistring for Sagen i 1872. Og at dele Institutet var der ikke Elever nok til. – Forstanderen maatte derfor have Taalmodighed i denne ”Overgangstilstand”, som han selv betegner dette Tidsrum, og – han havde den. Sit Valgsprog tro og uanfægtet af de Fordringer, som senere lød fra enkelte Utaalmodige, beredte han Alt til det rette Øieblik. Da Elevantallet i 1880 og nærmest følgende Aar maatte forventes at blive saa stort, at Institutet enten maatte udvides, eller en Ny Anstalt oprettes, da var Øieblikket kommet. Blandt de Foranstaltninger, der saaledes sigtede mod dette Maal, var ikke alene Forst. Jørgensens Udenlandsreise i 1874, men ogsaa andre Læreres Udenlandsreiser i 1876 og 78, for, som han (M.-H.) ofte udtalte det, at vække den rette Kjærlighed til den nye Methode.

     Det var derfor kun alle de Uindviede, som bleve overraskede, da Forstander, Pastor Malling-Hansen i 1880 kunde træde frem med sit Forslag om Oprettelsen af et Taleinstitut i Jylland; og at dette netop kom paa det rette Tidspunkt, viser den Modtagelse, som dette hans klare, endog i Detaillerne af Forstanderen selv gjennemarbeidede Forslag fik af Regjering og Rigsdag.

     Det, som iøvrigt er foregaaet indenfor Institutets Mure i nævnte Tidsrum – Hvad Dr. Salomonsen betegner med ”den stille Kamp” – skal jeg ikke komme ind paa, med mindre der skulde blive Anledning dertil, naar Forst. Jørgensens historiske Beretning foreligger. Men dette er en ubestridelig Sandhed, at Forst. Malling-Hansen altid har været en varm Ven af Talemethoden. Og at en saadan Position maa kunne indtages samtidigt med, at man ikke kan billige enhver ubegrændset Fordring fra andre Talemethodens Venner, derpaa afgiver Dr. Salomonsen selv et Exempel, idet han ogsaa i den Henseende tager Afstand fra Forst. Jørgensen og – ligesom Cand.Bech – mener, ”at Resultaterne af Forst. J.s Virksomhed som Forstander for Fredericia Institutet endnu ikke kunne bevise Rigtigheden af hans Anskuelse om den af ham indførte Underviisningsmethodes Fortrin”. Altsaa kan man med fælles Anerkjendelse af Talemethodens Berettigelse være af forskjellige Meninger om Grændserne for denne Methodes praktiske Virksomhed, uden at der derfor fremkaldes nogen ”Kamp”. Og disse Meningsforskjelle løftes heller ikke ved nogen Kamp, men kun ved et fredeligt Arbeide og om muligt – Samarbeide, hvilket man maa ønske hver den, som arbeider i Døvstummesagens Tjeneste.

     Pastor Malling-Hansen har arbeidet i saa Henseende, og hans Arbeidet er blevet anerkjendt og vurderet, hvad der har fundet Udtryk i det Minde, man har samlet sig om at sætte ham nu – hans Arbeidsdag er endt. Men selv om dette ikke var saaledes, vilde dog Døvstumme-Anstalterne i Fredericia og Nyborg staae som talende Vidnesbyrd om hans trofaste og besindige Arbeide for Talemethoden.
                  

                   ---------

     Maatte jeg som Efterskrift i Anledning af Hr. Pastor emeritus V.Dahlerups ”Berigtigelse” i Berl.Tid. for iaften blot monde om, at det af mig den 26de f.M. Anførte er ”et Citat” af ”nogle Punkter af Døvstummesagens Historie her i Landet”, som Forstander Jørgensens selv er Medunderskriver af; og da disse formeentlig hvile paa Acter beroende i Institutets Archiv, har jeg anført dem uden Kritik.
     Hermed anseer jeg mit Forsvar for denne Sag afsluttet paa dette Sted.
     Det kongelige Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn,
     den 22de September 1891.
                        Fr. Heiberg.