“Tilskueren” 1887, artikel om døvstumme og deres undervisning.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

llustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

 

”Tilskueren”[1] var et dansk tidsskrift for” litteratur, samfundsspørgsmål og almenfattelige videnskabelige skildringer”, publiceret månedligt i perioden 1884 – 1939. Ved gennemgang af samtlige numre fra 1884 til og med udgangen af 1892 fandt jeg en enkelt artikel af interesse for Malling-Hansen forskningen, i årgang 1887, side 758-777, med titlen ”Om døvstumme og deres Undervisning” af Dr. Med Holger Mygind. 

Holger Peter Theodor Mygind, 1855-1928, var en dansk læge, specialist i øre-næse- og halssygdomme. I perioden 1884-1893 var han assistent ved W. Meyers øreklinik i København (den første øreklinik i hovedstaden, åbnet i 1865). Blandt hans mange publikationer kan særlig nævnes hans indgående studier over døvstumhed. 

Artiklen er i sin helhed af interesse for alle som interesserer sig for døve og døvepædagogik; desuden formidler artiklen et udmærket indblik i døvstumme-lærernes arbejdssituation og giver en god forståelse for deres specielle motivation, sammenlignet med andre kategorier af lærere. Holger Mygind har helt sikkert skrevet ud fra et indgående kendskab til de forskellige døvstummeanstalter i Danmark.

Han nævner RMH to gange og Georg Jørgensen en gang, og begge omtales med respekt og sympati for deres indsatser for en bedre pædagogik for denne gruppe elever, og det fremgår at Mygind anså disse to være hovedmændene bag Danmarks status som et foregangsland indenfor døvstummepædagogikken.

 

SA: Vi må heller ikke glemme Johan Keller, grunnleggeren av de private Kellerske anstalter, som sammen med RMH preget undervisningen av døvstumme frem til sin død i 1884, og som sammen med RMH etablerte den danske deling i 1867. Den første inndelingen av døvstumme etter høreevne, evner og metode.

 

Holger Mygind var for øvrig en av søkerne til den ledige stillingen som lege ved Det Kgl. Døvstummeinstituttet i København i 1890.

 

JMC: Her følger et uddrag af de for vort selskab mest relevante dele af artiklen.

Side 762 ff:

 

Et af de dygtigste og mest ædruelige[2] Indlæg i denne Sag (JMC: spørgsmålet om døvhedens arvelighed) er fremkommen i Danmark i Dr. Mygges[3] Doktordisputats, hvori Forfatteren underkaster de forskellige Undersøgelser om dette Spørgsmaal en indadgaaende[4] Kritik, og tillige giver et Bidrag fra Danmark til Belysning navnlig af den Rolle, som saadanne Ægteskaber (JMC: mellem søskendebørn) spille lige overfor Opstaaelsen af Døvstumhed. Dr. M. har søgt at løse Spørgsmaalet ad to Veje. For det første udsendte han Skemata til en del Læger og Skolelærere i Landet for at faa Oplysninger om, hvor mange Ægteskaber der overhovedet fandtes i de paagæld-ende Sogne eller Landsdele, hvor mange af disse, der vare sluttede mellem blod-beslægtede, og endelig hvor mange af Børnene i begge disse Former af Ægteskaber, der vare døvstumme.

 

Han kom herved til det Resultat, at i de af ham undersøgte Lokaliteter (udelukkende paa Landet) var det  s a n d s y n l i g t,  men kunde ingen-lunde anses som bevist, at Mangler af Høreævnen forekom noget hyppigere i blodbeslægtede Ægteskaber. Den anden Fremgangsmaade, Dr. M. anvendte, kaldes, i Modsætning til den forudgaaende, den indirekte Metode.  Ved denne søger man, enten ved Hjælp af Folketællingslister, hvorpaa dette Spørgsmaal er optaget, eller ved Opgørelser paa Døvstummeanstalterne, at udfinde, hvor mange døvstumme, der ere fødte i blodbeslægtede Ægteskaber. Det paa den Maade beregnede Forholdstal giver imidlertid ingen bestemt Oplysning om, hvor vidt virkelig Slægtskab mellem Forældrene spille nogen Rolle for Døvstumhedens Opstaaen, med mindre der samtidig oplyses, hvor hyppige blodbeslægtede Ægteskaber overhovedet ere i vedkommende Befolkning. 

 

Dr. M. fandt for Danmarks Vedkommende, at efter Folketællingen i 1871 stammede c. 6% af samtlige i Landet værende Døvstumme fra Ægteskaber mellem blodbeslægtede, og ved Optælling paa det kongelige Døvstummeinstitut i København, viste det sig, at 6,7% af de døvstumme skyldte saadanne Ægteskaber deres Oprindelse;  isolerede man imidlertid  -  saa godt det lod sig gøre  -  de døvstumme, som enten vidstes eller formodedes at være døvfødte, da tilhørte 7,5 % af disse blodbeslægtede Ægteskaber. 

 

Da nu paa den anden Side Dr. M. ved sine Undersøgelser have fundet, at blodbeslægtede Ægteskaber danner c. 5% af samtlige Ægteskaber i de talrige af ham undersøgte Egne, drog han deraf den Slutning, at Døvstumhed her i Landet ganske vist forekommer hyppigere blandt Børn af beslægtede Forældre, end blandt Børn af krydsede Ægteskaber, men at Forskellen dog ikke er stor, og Forfatteren mener, at udsigten til at faa døvstumme Børn er ikke mere end 2 til 4 Gange større for Ægtefolk, der ere knyttede til hinanden ved Blodets Baand, end for saadanne, der ikke ere indbyrdes beslægtede.

 

Endskøndt det maa indrømmes, at Spørgsmaalet om Betydningen af Blodslægtskab for Døvstumhedens Vedkommende ikke er fuldstændig løst endnu, synes dog meget at tyde paa, at dette Moment virkelig er af Indflydelse paa Døvstumhedens Forekomst, om end langt fra i saa høj Grad som af mange paastaaet.  Det er maaske ej heller uden Betydning i saa Henseende at gøre opmærksom paa, at de fleste erfarne Ørelæger tilkende Slægtskab mellem Forældrene en bestemt Rolle som disponerende Aarsag til den til Døvstumhed førende Døvhed[5].

 

Endelig synes Døvstumhed at optræde noget hyppigere blandt Befolkninger, der leve under slette hygiejniske Betingelser, særlig paa Landet.

 

A a r s a g e r n e  til den  e r h v e r v e d e   D ø v s t u m h e d  ere af en helt anden Natur.  I Tilfælde af erhvervet Døvstumhed fødes vedkommende Individ lydhørt, men mister Hørelsen i den tidlige Barnealder fuldstændigt eller næsten fuldstændigt ved en eller anden Sygdom, som angriber Ørerne og tilintetgør Lydapparatets finere Dele.  Disse Øresygdomme skyldes hyppigst epidemiske Sygdomme, blandt hvilke navnlig Skarlagensfeberen spiller en fremtrædende Rolle; i sjældnere Tilfælde ere Mæslinger, Tyfus o.a. Sygdomme Aarsag hertil. Ikke faa Tilfælde af erhvervet Døvstumhed skyldes Hjærnebetændelse, og maaske særlig den saakaldte epidemiske Rygmarvs-Hjærnebetændelse, som i de to sidste Aar har begyndt atter at vise sig i København og Omegn.  Desuden kunne ogsaa Fald paa Hovedet og selvstændigt optrædende Ørebetændelser fremkalde fuldstændig Døvhed.

 

Forholdet mellem Antallet af døvfødte og Individer der have mistet Hørelsen efter Fødselen opgives meget forskelligt fra de forskellige Steder.  Dette hidrører til Dels fra, at det absolutte Antal Tilfælde af erhvervet Døvstumhed varierer i høj Grad til forskellige Tider og paa forskellige Steder efter de vekslende epidemiske Forhold, men skyldes til Dels ogsaa den Omstændighed, at det ofte er meget vanskeligt at afgøre hvorvidt et Barn er født døvstumt eller er bleven dette i den spæde Alder, før det er begyndt at tale. 

 

Antallet af samtlige døvstumme maa efter det oven anførte ligeledes veksle en Del i de forskellige Lande til forskellige Tider.  I Følge Folke-tællingen 1880 fandtes i Danmark (Færøerne ikke iberegnede) 1243 døvstumme, hvilket svarer til 6,31 paa 10,000 Indbyggere.  I Holland findes kun 3,35 paa 10,000 Indbyggere, medens Schweiz møder med det højeste Tal, nemlig 24,5.  Af de i 1880 i Danmark levede 1243 døvstumme hørte de 666 til Mandkønnet; da i den øvrige Del af Befolkningen saa vel her som i de fleste andre Lande, Kvindekønnet er det talrigste, vil det ses, at Forekomsten af Døvstumhed blandt Mandkønnet bliver endnu stærkere fremtrædende.  Det samme har ogsaa vist sig at være tilfældet paa alle andre Steder, hvor dette Forhold er undersøgt.  Om Grunden til dette mærkelige Fænomen vides aldeles intet.

 

Efter hvad vi have udviklet i det foregaaende kan altsaa den til Grund for Døvstumhed liggende Døvhed være medfødt eller erhvervet; i sidste Tilfælde kan dette ske ved forskellige Sygdomme og i forskellig Alder, ligesom alle slags Individer saa vel syge som fuldstændig sunde kunne rammes heraf.  Da nu desuden den Ørelidelse, der har givet Anledning til Døvheden i de fleste Tilfælde er fuldstændig begrænset, og ikke i mindste Maade paavirker andre Organer og Funktioner, vil det indses, at de døvstumme ville frembyde et Fysionomi, der er overordentlig forskelligt efter deres Samfundsstilling, deres Helbred, Aandsud-vikling o.s.v.   

 

Selvfølgelig ville døvstumme Børn altid staa tilbage for deres jævn-aldrende i intellektuel Henseende, ti lige saa vist som det er et Axion: nihil est in intellectu qvod non antea fuerit in sensibus[6], lige saa sikkert maa den aandelige Udvikling gaa langsommere for sig, naar en saa vigtig Sans som Hørelsen ikke er til Stede; men det mangler ingenlunde paa Eksempler paa døvstumme, der have naaet den højeste intellektuelle Udvikling gennem de øvrige Sanser.  Døvstumhed findes ganske vist af og til sammen med Idioti, men da ere begge i Regelen forskellige Udtryk for en medfødt Hjærnelidelse, og saadanne Individer maa ingenlunde betragtes som typiske døvstumme.

 

Det er forunderligt hvor længe det varede, inden man indsaa, at døvstumme rummer de samme Muligheder for en Udvikling som andre mennesker; ti i Oldtiden og langt ind i Middelalderen betragtedes døvstumme som staaende i Klasse med Idioter og sindssyge, og som saadanne staaende helt udenfor Menneskeheden.  Naturligvis paatrykker denne Legemsmangel Børn, og til dels ogsaa Voksne, visse ydre Egenskaber; de ere levende i deres Mimik, deres Blik er noget spørgende o.s.v., ligesom ogsaa ofte den forkerte Opdragelse, Børnene faa i Hjemmet, enten gør dem menneskesky eller, hvad der oftere er tilfældet, gør dem forkælede, egensindige, heftige og lunefulde. 

 

Efter at være komne paa en Opdragelses- og Undervisningsanstalt svinde disse sidste Egenskaber imidlertid i Regelen hurtigt; de blive let omgængelige og føjelige, og ingen Lærer har sikkert mere Fornøjelse af sine Elever, end Døvstummelæreren har af intelligente døvstumme.  Det er overordentlig tiltalende at besøge en Døvstummeanstalt i Undervisningstimerne. Man føler straks at det er gaaet op for de fleste Elever at de ikke lære for Skolen men for Livet; de sætte al deres Energi ind paa at lære, hvad der foregaar omkring dem i den Verden, der forhen var som en lukket Bog for dem, de føle, at den eneste Maade, hvorpaa de kunne sætte sig i Rapport til andre Mennesker er ved at tilegne sig, hvad der læres dem paa Skolen, og de ere i Regelen deres Lærere meget hengivne.

 

At dette sidste er Tilfældet skyldes maaske væsentligst den Omstændighed, at Døvstummelærerne i høj Grad beskæftige sig med hver enkelt Elev, idet hvert Barn for en stor Del møjsommeligt maa belæres om Forhold og Ting, som lydhøre Børn tilegne sig umærkeligt og uden Arbejde før de begynde deres Skolegang.  Døvstummes Hukommelse er i Regelen ypperlig, og de ere ofte meget dygtige i Hovedregning; deres Blik er skarpt og de lægge i høj Grad Mærke til Menneskers Ydre, som de træffe paa, ligesom de ogsaa interesserer sig levende for hvad der foregaar omkring dem.  Kommer der en Fremmed til et Døvstumme-institut, breder Nyheden sig som en Løbeild til alle Børnene;  de faar snart alle at vide, hvem det er, hvorfra han kommer o.s.v. 

 

Forstaar man Børnenes Sprog, hvad enten det nu er Fingersprog eller Tale, bliver de glade og meddelsomme, men intet fornøjer dem i den Grad, som naar man taler om deres Hjem; da straaler deres Øjne af Glæde, de fortæller om deres Fader og Moder, om deres Sødskende, om hvor mange Heste deres Fader har o.s.v.; med Hensyn til legemlig Helbred staar de i ingen Henseende tilbage for andre Børn. 

 

At dette virkelig forholder sig saaledes, er man først i den senere Tid bleven opmærksom paa, ti tidligere mente man, at de i saa Henseende vare andre Børn langt underlegne.  Det kongelige Døvstumme-institut i København kaster et fortrinligt Lys over dette Spørgsmaal og forklarer Grunden til, at det er blevet besvaret saa forskelligt.  Det nævnte Instituts nuværende Forstander, Pastor  M a l l i n g – H a n s e n,  har nemlig paavist, at medens Institutet var i Stormgade, hvor de sanitære Forhold var i højeste Grad slette, fra 1824-1839 døde omtrent 1/3 af Eleverne under deres Ophold her, som det synes væsentligst af Tæring.  Efter at Institutet var flyttet ud til til dets nuværende Sted paa Citadelsvejen forandredes Forholdene meget betydeligt, idet der skaffedes rummelige og gode Lokaler; Virkningen heraf har hurtigt vist sig, ti fra 1840 – 1869 døde kun en syvendedel af Eleverne under deres Ophold paa Institutet og fra 1870 – 1879 døde kun en ud af 44 elever, hvilket er endog betydelig mindre end den almindelige Dødelighed for normale Børn i samme Alder og indenfor samme Tidsrum.

 

- - - - - - (her udelades siderne 766- 773). Vi fortsætter med et afsnit hvor på de foregående sider er blevet beskrevet de to gængse metoder for undervisningen af døvstumme: tegnmetoden respektive talemetoden, hvor tegnmetoden kaldes den franske metode og talemetoden betegnes som den tyske metode.

 

De Angreb, der fra tysk Side have været rettede mod den franske Metode, have gaaet ud paa at paapege de store Mangler der hæfte ved den, og som væsentlig bestaa i at selv om Gestikulation og Mimik er et naturligt Udtryksmiddel for døvstumme, saa maa dog Eleven lære en mangfoldighed af Tegn, der ere rent konventionelle, og som derfor slet ikke kunne forstaas af andre end døvstumme og disses Lærere.  Hvilken fremmed vilde f. Eks. kunne forstaa at et Strøg over Hagen betyder Mand o.s.v.   Den døvstummes Fantasi faar desuden ved Tegnmetoden et for frit Spillerum paa Bekostning af den logiske Tænkning, og han tilegner sig ikke Skriftsproget saa fuldkomment som den døvstumme, der benytter sig af Tale-sproget.  At Tyskerne ikke have lagt Fingrene imellem i deres Angreb paa Tegnmetoden kan eksempelvis ses deraf, at Heinecke[7] erklærede l’Epées[8] for Blændværk, Daarskab, Bedrageri og meningsløst Tøjeri.

 

Manglerne ved den tyske Metode ere langt mindre iøjnefaldende, og ere i Grunden først blevne belyste i den sidste Tid. Man faar et godt Begreb om de Fejl, der klæbede ved den gamle tyske Skole, saaledes som den grundlagdes af Heinecke, ved at læse følgende Indtryk som en af Tysklands første Døvstummelærere har nedskrevet:  ”Ved at træde ind i en af disse Mønsteranstalter, hvortil Adgangen først aabnedes efter lang Parlamenteren, følte jeg mig uvilkaarligt hensat til Paryktiden. 

 

Der sad en Magister, som, skøndt han berømmede sig af sin tyske Herkomst, ja endog optrådte som Repræsentant par excellence for den tyske Skole, dog var iført den franske Allongeparyk og anvendte det mest udprægede Tegnsprog og ogsaa udstyrede sine Elever dermed.  Efter at have iført dem Grammatikens Spændtrøje, saa at de hverken kunde tænke eller tale frit, førte han dem, ligesom en fransk Dansemester fører sine Elever fra det simpleste Pas lige indtil Menuet, gennem Grammatiken fra dens første Paragraf og indtil Enden, idet han da forudsatte at de saa havde lært Sproget”.

 

Denne skarpe Kritik viser tilstrækkelig, hvor lidet den oprindelige Heineckes Skole formaaede at gøre Artikulationsundervisningen frugtbringende for Eleverne, og hvorledes det af Heinecke saa foragtede Tegnsprog alligevel uvilkårligt banede sig Vej til de tyske Døvstummeinstituter, hvor det tilsidst indtog en saa dominerende Plads, at endog en bekendt amerikansk Døvstummelærer, der grundig satte sig ind i begge Metoder aabent erklærede, at det var ham ikke muligt at se nogen som helst Forskel mellem de to Metoder, da Franskmændene ogsaa lærte deres bedste Elever Artikulation. 

 

At den tyske Artikulationsundervisning ej heller overalt har staaet paa noget højt Trin selv paa et langt senere Stadium efter at den havde gennemgaaet en fremadskridende Udvikling, navnlig saaledes at Tegnsproget blev bandlyst fra Undervisningen, derom vidner tilstrækkelig den Kritik, som en af Nutidens første tyske Døvstummelærere afgav i Aaret 1877, idet han ved et Besøg i to preussiske Anstalter ikke fandt en eneste døvstum, hvis Udtale han kunde forstaa!  Paa den anden Side manglede det dog ikke paa begejstrede Lovtaler fra mange Sider over de Resultater, der opnaaedes i de tyske Anstalter med Hensyn til Elevernes tydelige Udtale og Ævne til at aflæse andres Tale. 

 

Men hvorledes opnaaedes disse gunstige Resultater?  Derved at de Elever, der præsenteredes i de forskellige Anstalter for de besøgende vare de bedst begavede af alle, tilmed ofte ikke egentlige døvstumme, medens man derimod intet saa eller hørte til de mindre godt begavede, som selvfølgelig ikke kunde følge med ved Undervisningen, der gik ud paa at udvikle Artikulationen og Aflæsning af Tale hos de flinkeste Elever til det mest mulige.

 

Disse store Mangler ved den tyske Metode bleve skaanselsløst blottede af vor Landsmand, nuværende Forstander ved det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia,  G e o r g   J ø r g e n s e n[9], der klart godtgjorde, at den tyske Døvstummeskole aldeles ikke havde naaet det Maal, den havde sat sig, nemlig at oplære alle døvstumme efter Talemetoden, og at en Mængde døvstumme i Tyskland enten slet ikke bleve underviste, fordi de bleve afviste som aandssvage, slet begavede o.lign., eller ogsaa forlode Døvstummeanstalterne højst mangelfuldt udviklede, saa vel i aandelig Henseende som ogsaa i Henseende til Talefærdighed, fordi de ikke havde kunnet følge med i Skolerne, da disse væsentligst vare indrettede for de bedst begavede. 

 

I sit epokegørende Arbejde om denne Sag paaviste Jørgensen tillige den Vej, ad hvilken den tyske Skole skulde reformeres for at kunne indtage sin Plads som eneherskende paa Døvstummeundervisningens Omraade, nemlig ved en S o n d r i n g  af de døvstumme dels efter deres Begavelse og dels efter Hensynet til om de havde Rester af Hørelse eller ikke, saaledes at der indenfor det enkelte Institut oprettedes Paralelklasser, i hvilke Undervisningen afpassedes efter de forskellige Trin af Begavelse og Aandsudvikling, som de forskellige Grupper af døvstumme ere i besiddelse af.  Med andre Ord kan maaske Sagen fremstilles saaledes:  lige saa lidt som man vilde kunne vente at opnaa et godt Resultat ved at samle  a l l e  lydhøre Børn i et Land sammen og give dem alle en Undervisning, der var baseret paa de Resultater, de bedst begavede kunde naa, lige saa lidt kan man vente noget af en Døvstummeundervisning, der er ens for alle; men ligesom Undervisningen af lydhøre Børn naturligt stiler mod forskellige Maal, saaledes maa ogsaa Døvstummeundervisningen nødvendigvis fordre en Sondring af Eleverne.

 

Vi ere nu gennem en Udvikling af Døvstummeundervisningens Historie kommen til hele Døvstummesagens nuværende Standpunkt, og ville afslutte denne lille Artikel med at fremstille, hvorledes man i Danmark i den allersidste Tid har søgt praktisk at løse de Spørgsmaal, som de moderne Ideer paa Døvstummesagens Omraade, har fremkaldt.  En kort Fremstilling her af disse Forhold er paa sin Plads, ikke alene fordi det naturligt er af Interesse at se det Standpunkt, hvorpaa en saa vigtig Sag befinder sig i ens Fødeland, men ogsaa fordi det for en uhildet Betragtning synes utvivlsomt, at den Ordning af Døvstummevæsenet, som har fundet Sted i Danmark, er i høj Grad fyldestgørende og efterlignelsesværdig, takket være de Mænd, som med deres Ihærdighed og Interesse for Sagen have forbundet klart Blik for den praktiske Side af Sagen.

 

Danmark er ikke alene det første Land, hvor Døvstummeundervisningen blev obligatorisk, hvilket allerede fandt Sted i 1817, men er ogsaa endnu den Dag i Dag et af de faa Lande, hvor dette er Tilfældet.  At en obligatorisk Undervisning for alle Døvstumme maa betragtes som en stor velgerning for disse, følger af sig selv, og der arbejdes ogsaa i andre Lande hen mod dette Maal.  Hvert Aar udsendes der Skemaer til samtlige Sognepræster i Landet, og paa disse opføres  alle de i ethvert Sogn boende Døvstumme. Naar et døvstumt Barn er 8 Aar gammelt, indkaldes det af Staten til Døvstummeundervisning paa et Institut, hvor det forbliver til det 14de eller 15de Aar. 

 

Naar Børnene indkaldes fordeles de, i Følge et af Pastor M a l l i n g – H a n s e n, Forstander ved det kgl. Døvstummeinstitut i København, i 1880 fremsat Forslag paa følgende Maade. De Børn, som i Følge Indberetningerne fra Præsterne, ere aandssløve døvstumme (disse udgøre c. 10%) sendes til de Kellerske Anstalter  i København, hvor de oplæres paa en Maade, der svarer til de enkeltes svage aandelige Udvikling, enkelte af disse kunne dog lære noget Tegnsprog.  De uegentlig døvstumme[10] indkaldes ligeledes til Kellers Anstalter, hvor de oplæres efter Talemetoden; det er klart at man i denne Afdeling af de Kellerske Anstalter vil kunne træffe de døvstumme, der egne sig bedst for denne Metode. 

 

Endelig blive de egentlige døvstumme, der udgøre noget over Halvdelen af samtlige døvstumme, indkaldte til det i Aaret 1883 oprettede kgl. Døvstummeinstitut ved Fredericia, hvis Forstander Georg Jørgensen, vi tidligere har omtalt: her foregaar der nu i Løbet af det første Aar efter den døvstummes Indtrædelse i Anstalten en nøje Prøvelse af hver enkelt Elevs Ævner, og alle de, som ikke formenes at kunne bringes til at tale ordentlig, sendes til det kongelige Døvstummeinstitut i København, hvor de oplæres efter Tegnmetoden, medens resten forbliver i Fredericia, for her at undervises efter Talemetoden. Desuden foregaar der saa vel i Kellers Anstalter som i Fredericiainstitutet en udsondring af de døvstumme, som maatte vise sig ikke at henhøre til de Kategorier, for hvilke de respektive Instituter ere bestemte.

 

V e d   d e n n e   O r d n i n g   a f   D ø v s t u m m e s a g e n   i   v o r t   F ø d e l a n d   o p n a a s,   a t   h v e r t   d ø v s t u m t   B a r n   i   D a n m a r k   f a a r   d e n   U n d e r v i s n i n g,  d e r   b e d s t   p a s s e r   f o r   d e t,  og hvilken Omhu der anvendes herpaa, kan bedst ses deraf, at i Institutet i Fredericia sondres de egentlig døvstumme atter i to Afdelinger A og B, hvoraf A omfatter de bedst begavede, som da faa en fyldigare Undervisning end de i B Afdelingen værende. 

 

Paa dette Institut er der end videre den Ordning, at Eleverne kun bo paa selve Anstalten de første to Aar; senere komme de i Kost hos Familjer i Byen, hvorved de faa rig Lejlighed til at anvende den Tale, de har lært, og til at færdes i det praktiske Liv.  Paa alle Instituterne undervises de døvstumme, der ikke er aandssvage i følgende Fag: Religion, Læsning, Skrivning, Regning, Tegning, Gymnastik, Svømning.  De bibringes ogsaa nogen Kundskab i Fædrelandets Historie og om de forskellige Landes geografiske Beliggenhed og naturlige beskaffenhed. I praktisk Henseende øves Pigerne i forskellige mindre Haandgerningsarbejder, ligesom Drengenes manuelle Færdighed udvikles ved Sløjd og Husflidsarbejder.

 

Vi have i det ovenstaaende forsøgt at give læseren en Oversigt over de vigtigste Punkter vedrørende døvstumme og deres Undervisning og har antydet hvilke store Fremskridt hele Døvstummesagen har gjort siden Slutningen af det forrige Aarhundrede.  Maatte disse Linjer vække Sympati hos Læseren for de døvstumme og Interesse for de Mænd, som i Udlandet og her hjemme med Udholdenhed, Opofrelse og ideel Stræben have kæmpet for denne store humane Sag!

 

Dr. med.  HOLGER MYGIND.

 

=====================

 

[1] JMC: Redaktør for ”Tilskueren” var Niels Neergaard (1854-1936) fra 1884 og frem til 1892. Neergaard var en fremtrædende politiker og historiker; konseilpræsident 1908-09, finansminister i to perioder og statsminister 1920-24.  ”Tilskueren” er tilgængelig på nettet gennem Projekt Runeberg: www.runeberg.org

 

[2] JMC: Forfatteren bruger naturligvis ordet i dets gamle betydning, dvs ”præget at besindighed, fornuft og sunhd dømmekraft”

 

[3] JMC: Lauritz Johannes Mygge, 1850-1935, dansk læge.  Dr.med. i 1870 på en afhandling med titlen ”Om Ægteskaber mellem Blodbeslægtede med specielt Hensyn til deres Betydning for Døvstummes Ætiologi”.

Rent generelt antog Mygge at meteorologiske faktorer havde indflydelse på menneskers sygdom og sundhed, og i den henseende synes han at have været inde på samme tankebaner og samme forskningsspor som Malling-Hansen.

 

 [4] JMC: Dette kan være en skrive- eller m er gjengitt på vår webside var Mygge trykfejl i originalteksten eller i Projekt Runebergs transkribering. Skal antaglig være ’indgaaende’.

 

[5] JMC: I vor tid (2015)bruger vi ikke længere betegnelsen ’døvstum’, fordi døves taleorganer jo ikke fejler noget – de er ikke stumme! I dag foretrækker vi betegnelsen ’døve’, hvortil også hører underkategorien ’døvblevne’ og svært ’hørehæmmede’. Antallet døve i Danmark idag anslås til ca. 4 000, dvs nogenlunde samme proportion som i 1880’erne.  Der forskes stadig intensivt i spørgsmålet om døvhedens arvelighed. Nyere dansk forskning (se www.hoerelse.info) viser at omkring halvdelen af alt høretab antagelig er arveligt, og at hidtil har man kunnet identificere op imod 100 forskellige gener, som kan forårsage eller bidrage til døvhed, respektive nedsat hørelse.

 

[6] JMC: Latin : ”intet forekommer i forstanden, som ikke tidligere er opstået i vore sanser”

 

[7] JMC: Samuel Heinicke, 1727-1790, en af de allerførste pædagoger som tog sig af døvstumme elever; grundlagde Tysklands første døvstummeionstitut i Leipzig 1778.

 

[8] JMC: Charles-Michel L’Épée, 1712-1789, præst og advokat; startede den første skole i Frankrig for døvstumme børn omkring 1759 og byggede undervisningen på tegn han havde lært af de døvstumme børn, som havde udviklet deres eget tegnsprog.

 

[9] JMC: Georg Jørgensen, 1838-1905, dimitteredes fra Jonstrup Seminarium i 1857 og blev samme år lærer ved det kgl Døvstummeinstitut i København.  Efter studierejser i Tyskland blev Jørgensen begejstret fortaler for talemetoden, men han understregede at den nødvendigvis måtte kombineres med en inddeling af eleverne i forskellige grupper alt efter deres intellektuelle forudsætninger og deres grad af hørselsevne (hvilket ikke skete i Tyskland). I 1881 blev Jørgensen den første forstander for det kgl Døvstummeinstitut i Fredericia, oprettet efter initiativ af RMH, og i 1888 indgik han i den kommission som planlagde og foreslog døvstummeinstituttet i Nyborg – en kommission, hvor Malling-Hansen var den drivende kraft. Kommissionsrapporten og forslaget ledte frem til oprettelsen af instituttet, som blev indviet i april 1890. Jørgensen forblev forstander for Fredericia-instituttet frem til 1904, da han afgik på grund af sygdom. Hans eftertrædere var Fritz August Bech og Hjalmar Keller.

 

SA: Jeg synes det bør understrekes en ekstra gang at det var Malling-Hansen som fremsatte forslaget om å opprette døvstummeinstituttet i Fredericia, for dette ble det en hel del strid om mellom ham og Jørgensen, som, i følge RMH, helt urettmessig anså seg som instituttets grunnlegger. Det er kjent at de to herrene ofte havnet i strid med hverandre, og det synes ganske klart t RMH var den pragmtiske av de to, som så i øynene at begge metodene kunne ha sin berettigelse for ulike elever, mens Jørgensen ganske ensidig holdt en knapp på talemetodens fortreffelighet. Det var også RMH som foreslo Jørgensen som den første forstanderen i Fredericia pga dennes uttalte interesse for talemetoden. Utviklingen av døvstummeundevisningen i Danmark bærer tydelig preg av RMHs mål om en oveordnet felles plan, og allerede i 1867 innførtes i Danmark den såkalte danske deling, der elevene fordeltes etter evner og høreevne mellom de Kellerske anstalter og Døvstummeinstituttet i København, og fikk tilbud om enten talemetoden eller tegnmetoden, alt etter hviken metode man antok at de ville profitere best på. Fra denne avtalen stammer også begepene uegentlige og egenlige døvstumme.

 

[10] JMC: Dvs børn og unge som har rester af hørelse, og/eller som er blevet døve i en senere alder og delvis har beholdt taleevnen.