Den Døvstummes Stilling i Samfundet.

(Af J o h a n  K e l l e r).

______________

Meget er der i de senere Tider virket for den Døvstumme, men dog er der endnu ikke Lidt tilbage at gjøre. I Henseende til Omsorg for disse af Naturen stedmoderlig behandlede Mennesker indtager vort Fædreland en fremragende Plads i Staternes Række; men det Maal, der kan og bør naaes, er endnu ikke naaet. Idet jeg nu i korte Træk skal skildre den Døvstummes Stilling i Samfundet gjennem Tidernes Løb, vil det være min Opgave at paapege de Forbedringer, der bør foretages.

     Hvem og hvad er den Døvstumme, det er naturligt det Spørgsmaal, der strax fremstiller sig for Tanken, og Svaret bliver: Det er et med aandelige Evner fuldt udrustet Menneske, kun manglende Hørelsens Sands og derved Taleevnen. Hans Aand gjemmer Menneskeaandens hele Rigdom, men ”den er holdt i Fangebur og sukker efter Forløsning”.

     Saaledes opfattedes den Døvstumme imidlertid ikke i Hedenskabets Dage. Han betragtedes som et menneskeligt Misfoster, og Aristoteles[1] stempler ham som en Idiot, hos hvem ingen aandelig Udvikling kunde tænkes mulig. I Aandens gamle Hjem, Grækenland, blev den døvstumme som Vanfør indviet til Døden, saasnart hans Mangel bemærkedes. I Romerriget havde han samme Skæbne indtil Republikens senere Dage, da han taaltes som et unyttigt Led i Samfundskjæden. I Keisertiden paadrog han sig stundom Opmærksomhed ved sin livlige Gesticulation og Mimik, og han benyttedes ofte ved de mimiske Forestillinger, hvorved Romerfolket forlystede sig. Men det var dog først Justinians[2] Love, der toge ham under Beskyttelse, medens dog alle Borgerrettigheder forholdtes ham.
 

    Som Modsætning til denne Hedenskabets almindelige Opfattelse og Behandling af den Døvstumme, stod imidleretid Ægypters og Persers. De betragtede ham som et af Guderne elsket og beskyttet Væsen; de behandlede ham derfor med Ærefrygt og Kjærlighed og tilstode ham mange Begunstigelser. Denne Anskuelse gaaer igjen i vor Tid i nogle af Schweiz’s Dale; man har der en ærbødig Omhu for den Døvstumme og troer, at han bringer Lykke til Huset; saaledes antager man, at det Hus, hvori en saadan opholder sig, ikke kan rammes af Lynilden.

     Hvilken Lod der blev den Døvstumme tildel under Jødedommen, er os næsten ganske ubekjendt. Religionsprincipet var vel et ganske andet end i Hedenskabet, men Raahed og Hjertets Hårdhed herskede saavel her som der, og hvor den Grundsætning ”Øie for Øie og Tand for Tand” stod ved Magt, kunde man ikke vente Mildhed, endsige Opoffrelse mod den ulykkelige Døvstumme. Dog, som Prophetien længtes ud af denne Umyndighedens og Trældommens Tilstand og advarede mod Alt, hvad der kunde standse og hæmme den forjættede Tids Komme, saa lød ogsaa dens Røst til Forsvar for den Døvstumme, følende for hans forladte Stilling, advarende mod Grusomhed og endelig i Aanden forudseende hans Forløsning.

     Christendommen skabte et nyt Hjerte i Menneskeheden; men det Chaos, der frembragtes ved en saa gjennemgribende Omvæltning, var altfor stort, til at Blikket endnu i Aarhundreder kunde fæste sig paa en Ulykkelig, der ogsaa af de første Christne Aarhundreders Heros, Augustin[3], var sat i Dyrenes Række og paa en Maade  bandlyst som den, der ikke kunde modtage Troen, og som derfor i hine Ophidselsens og Intolerancens Dage snarere betragtedes som et Djævelens barn end som et Medmenneske, der i høi Grad trængte til aandelig og materiel Hjælp.

     Endelig gav enkelte barmhjertige Mænds opoffrende Virksomhed et klart Bevis for, hvor feilagtig den Døvstummes aandelige Tilstand var opfattet; men disse sporadiske Forsøg hvilede ikke paa nogen bestemt udpræget eller udviklet Methode, ligesom de ogsaa udøvedes paa enkelte Døvstumme, oftest af fornem Stand eller rige Vilkaar. Om Døvstummeundervisning som almindelig kunde der i hine Tider selvfølgelig ikke være Tale, da Almendannelse dengang var en ukjendt Sag, ja Tanken om at virke for det døvstumme Almuebarns aandelige Udvikling vilde været en ligefrem Latterlighed  paa en Tid, hvor hele Almuen sukkede i den dybeste Uvidenhed. Den høist mangelfulde Samfærsel bevirkede naturligvis ogsaa, at de Resultater, der vandtes ved enkelte menneskekjærlige Forsøg, om disse end udførlig beskreves i Værker, kun kunde blive bekjendte i en meget snever Kreds. Saaledes hengik Aarhundreder.

     Da var det ved Aar 1760, at Abbed de l’Epée[4] i Frankrig og Heinike[5] i Tyskland lagde Grundvolden til Døvstummeskolen ved dels at gjøre Undervisningen almindelig, dels at basere den paa bestemte Methoder. T e g n m e t h o d e n  eller den franske Methode benytter og udvikler den Døvstummes naturlige Sprog, Tegnet og Gesticulationen; derved giver den ham et for ham naturligt Middel til at udtrykke sine Tanker; men den kræver tillige, at den hørende Omverden skal lære den Døvstummes Sprog for at sætte sig i aandelig Forbindelse med ham. Foruden dette Tegnsprog meddeler den franske Methode tillige vort Skriftsprog, der udtrykkes dels ved Skrifttegnene, dels ved Fingeralfabetet – den giver altsaa Eleven to Sprog, et kyriologisk, der betegner hele Ord og Sætninger, og et phonetisk eller alphabetisk.

     L y d m e t h o d e n, Talemethoden eller den tydske Methode sætter sig det Maal, at lære den Døvstumme eet Sprog, vort Skriftsprog, dels udtrykt i Skrift, dels i mundlig Tale, tilligemed Evnen til at læse Talen fra Andres Læber. Den lærer altsaa Barnet kun eet Sprog og stræber ad den letteste  og mest ligefremme Vei at føre det ind i det Menneskelige Samfund, idet den lader den Døvstumme lempe sig efter de hørende Omgivelser og ikke gjør den modsatte Fordring.

     Paa den Tid, da de ovennævnte Mænd begyndte deres velsignelsesrige Virksomhed og den nærmeste Tid derefter, foregik en Gjenfødelse i Aandens Verden; Frihedens Aandepust viftede over Nationerne, Pædagogiken fik et nyt Opsving, Ungdommens Lærere besjæledes af en ny Aand, og Instituter for Døvstumme ligesom manedes frem af Jorden. Denne Periode var fuld af Kraft og Begeistring, men derfor, som enhver Fødselsperiode, ogsaa fuld af overilede Kampe, fuld af Intolerance og Bornerthed. De to Methoder, Lydmethoden og Tegnmethoden, stode skarpt overfor hinanden, og naar det ikke var et saa almindeligt, vilde det være et sørgeligt Syn at være Vidne til en saa lidenskabelig og forblændet Kamp, som den, der førtes mellem Heinike og de l’Epée og deres Disciple og Tilhængere. Sørgeligt bliver det altid at see udmærkede Kræfter og Evner svække sig ved at hengive sig til en Lidenskabelighed, der tillukker Øiet for Modstandernes Fortrin og egne Mangler. Men uden Nytte ere jo saadanne Kampe jo ingenlunde; ogsaa paa Døvstummeundervisningens Omraade have de bragt Nytte, idet denne er bleven mere og mere fuldendt derved, at Maalet stedse er sat høiere, for saaledes at distancere Modstanderne. Opfindsomheden, Kraften, Taalmodigheden bleve tagne i Beslag for at frembringe det mest Mulige. Men paa den anden Side fremkaldte disse Anstrængelser ofte Spilfægteri og Charlataneri; man fremviste utallige Konststykker; man vilde af Døvstumme skabe Konstnere, Videnskabsmænd og Digtere, man stræbte, naar det ikke lykkedes, at sætte hinanden Blaar i Øinene, og, hvad der var endnu værre, man fjernede fra den ene Methode Alt, hvad der kunde staae endog i den flerneste Berøring med den anden; den franske Methode gjorde selv de Døve, der endnu kunde tale, stumme, og den tydske Methode skyede ængstelig ethvert Tegn; Læreren blev en Talemaskine, en Træblok, der ad den Vei, hvorpaa han var dreven ind, ikke med Kraft kunde indvirke paa Barnets Aand, ja! Han fik endog det venskabelige Raad, at stikke Hænderne i Lommen for ikke at fristes til at anvende selv den naturligste Gesticulation – det var en Uroens, Bornerthedens Tid, af hvis Skød det Sande ikke kunde fremblomstre.

     Men lidt efter lidt vendte Fornuften tilbage, man gjorde sig det Spørgsmaal, hvad Maalet for Døvstummeundervisningen bør være, og om man havde naaet, ja blot sigtet efter dette. Da aabnedes Øiet for, at man var gaaet en feil Vei; thi Maalet maa jo fornuftigvis være: at danne den Døvstumme til et nyttigt Medlem af Samfundet, til et religiøst, sædeligt, livsglad og brugbart Menneske. Fra dette Maal var man kommen langt bort, snarere hyldede man den Sætning: ”Mundus vult decipi, ergo decipiatur”; Døvstummeskolens Maal, indsaae man nu, maatte blive det samme som Folkeskolens, i alt Fald ikke høiere, og dertil maatte Eleverne oplæres i et Haandværk eller en Haandgjerning, hvorved de senere vilde kunne ernære sig, uden at falde Samfundet til Byrde. Hvad Aands og Sjæledannelsen angaaer, var man nu altsaa kommen i rette Spor, men Kampen om Methoderne vedblev, især i Tydskland og Frankrig, det var blevet en Nationalitetssag at bekæmpe Modstandernes Methode.

     Som tidligere berørt har Døvstummeundervisningen en indre og en ydre Side; den indre er selve Undervisningen, den ydre Undervisningens Almindelighed. Dette sidste Punkt havde man tabt af Syne; alle Instituterne vare fyldte, og dog var knap en Trediedel af de Døvstumme bleven delagtig i Undervisnng. Det maatte da gjøres Noget for at drage alle Døvstumme indenfor Menneskehedens aandelige Kreds. 3 Forslag fremkom, de benævntes: det preussiske, det østerrigske og det danske.

     Det preussiske Forslag (Graser[6]) gaar ud paa, at Folkelærerne skulle undervise de i deres Skolekreds værende Døvstumme, hvorfor Seminaristerne skulle underkaste sig et Cursus i Døvstummeundervisningen. Mange Steder i Nordtydskland er i denne Hensigt Døvstummeskolen henlagt under et Seminarium; andre Steder er et 3 Maaneders Cursus ved en Døvstummeskole anordnet for Folkelærerne. Grasers Plan er af Dr. Blanchet og Valade Gabel bleven forplantet til fransk Jordbund, uden der at have kunnet rodfæste sig. At dette Forslag er upraktisk, har viist sig og maatte vise sig, da Folkelærerne i Almindelighed hverken have Tid, Lyst eller Evne til at offre sig for den enkelte Døvstumme, og de nødvendige Apparater dertil mangle.

     I lignende Retning gaar det østerrigske Forslag. C z e c h i Wien foreslog, at der ved Universiteterne skulle oprettes Lærestole i Døvstummevidenskaben, for at de Geistlige med Understøttelse af Skolelærerne skulde kunne paatage sig Uddannelsen af de i deres Sogn værende Døvstumme. Dette Forslag er ikke mere praktisk end Grasers og lader sig i alt Fald ikke overføre til protestantiske Lande. I katholske Stater, hvor Geistlighedens Tal er legio, vil der være mere Rimelighed for, at det skulde kunne realiseres; men dels er Mængden af Geistlige i Almindelighed sammenhobet paa enkelte Steder, dels er der ikke megen Sandsynlighed for, at de Geistlige, hvor stort deres Tal end er, og hvor megen Tid de end kunne have til deres Raadighed, ville have Anlæg og Lyst til at sysselsætte sig med Døvstummes Undervisning.

     Det tredie Forslag, det danske, gaaer ud paa at udvide Instituterne saaledes, at alle Døvstumme optages deri. Gjennemføres dette, er det uden Tvivl det bedste. Det er optaget her, i Sachsen og i Holland, skjønt man her har gjort Forsøgpaa at give det preussiske og det østerrigske Forslag Indgang, dels ved at fastsætte en halvaarligt Cursus ved Kiels Seminarium, dels ved Pfingstens[7] og Dr. Castbergs[8] forelæsninger.

     Det er altsaa fastsat her i Danmark, at alle Døvstumme skulel indkaldes til Undervisning i Døvstummeskoler. Vi ville nu undersøge, hvorvidt denne Bestemmelse er gjennemført, og hvordan den methodiske Undervisning stiller sig. Dette sidste Punkt vil jeg først berøre.

     Indtil for et Decennium siden undervistes de Døvstumme alene efter Tegnmethoden i to kongelige Instituter, i Kjøbenhavn og i Slesvig. Men ved private Forsøg kom Regeringen imidertid til den Erkjendelse, at i det Mindste ikke alle Døvstumme bør undervises efter denne Methode. De Døvstumme maae nemlig deles i 2 Klasser: de egenlige Døvstumme eller de fødte Døvstumme, hvortil ogsaa regnes de Børn, der ere blevne døve, førend de have kunnet tale; og de uegenlige Døvstumme eller de Børn, der ere blevne døve, efter at de havde lært at tale. Man har villet fastholde 3 Klasser, idet den tredie Klasse skulde dannes af omtrent Halvdelen af Landets Døvstumme, nemlig de Børn, der ere blevne døve, efter at de have kunnet tale, men som have mistet Taleevnen; men at erkjende en saadan Klasses Tilværelse, der det Samme som at gjøre sig selv eller Autoriteterne en Bebreidelse; thi det Barn, der i Sygdom er blevet døvt, maa aldrig faae Tid til at blive stumt, da det snarest mulig bør indkaldes til Undervisning efter Lydmethoden. Praktisk er her nu ganske vist for Tiden 3 Klasser Døvstumme, da man, skjøndt Instituternes Udvidelse kun er naaet til at kunne indkalde Børnene 11 Aar gamle, medens hørende Børn indkaldes til Undervisning, naar de have fyldt det 7de Aar; men det vil være indlysende, at denne tredie og største Klasse bør bringes til ikke at existere. Da det er en i Udlandet gjort Erfaring, at  b e g g e  M e t h o d e r  i k k e  k u n n e  t r i v e s  i n d e n f o r  e e t  I n s t i t u t s  M u r e, bestemte Regeringen, at de ikke-døvfødte Børn skulde oplæres i en i Hovedstaden privat oprettet Døvstummeskole, grundet paa Talemethoden, medens de døvfødte Børn skulde undervises i det kgl. Døvstummeinstitut. Til Prøve blev der oprettet 12 Fripladser i den private Skole; men disses Antal blev snart forøget til 30. Regeringen har altsaa tildelt hver Methode sin Virkekreds; Principet er sat; det gjælder nu blot om at gjennemføre det, hvad der paa ingen Maade er vanskeligt og med Tiden vil realiseres. Saaledes staaer det for Øieblikket til her i Landet med Døvstummeundervisningens indre Side, Methoderne.

     Hvad den ydre Side angaaer, Undervisningens Almindelighed, da er, som berørt, den Grundsætning vedtaget, at alle Døvstumme skulle delagtiggjøres i Undervisning og Oplærelse i Haandværk eller Haandgjerning. Vel er der en Forordning, som paabyder vedkommende Autoriteter aarlig at indberette om de i deres Embedskreds værende Døvstumme – men det er bevisligt, at dette Paabud ingenlunde overalt overholdes. Det maa altsaa skærpes, og det maa paalægges Autoriteterne aarlig at  i n d b e r e t t e, h v i l k e  B ø r n  d e r  i  d e t  f o r l ø b n e   A a r  e r e  b l e v n e  d ø v e, f o r  a t  d e  s n a r e s t  m u l i g  k u n n e  i n d k a l d e s  t i l  U n d e r v i s n i n g e n  e f t e r  L y d m e t h o d e n  o g  s a a l e d e s  f r e l s e s  f r a  a t  b l i v e s t u m m e.  Alle Betingelser for en heldig Ordning ere tilstede. Her er et Institut, hvor der undervises efter Tegnmethoden, dvs det kgl. Døvstummeinstitut, et Institut, hvor der undervises efter Lydmethoden, dvs Døvstummeskolen, grundet paa Talemethoden, og endelig en Asylskole for Døvstumme, hvor Elever modtages fra 4 Aars Alderen. Paa denne Grundvold kan Døvstummeundervisningen her i Landet naae det Maal, hvorefter der er sigtet, og den ikke alene kan, den vil naae det, saavist som Forstand og Følelse for, hvad Sandt og Ret er, sidder til Roers i vort Fædreland; en lykkelig Ordning vil saa meget des lettere kunne iværksættes, som Statens Udgifter vde denne paa ingen Maade ville blive forøgede.

Døvstummeundervisningens en-
delige Ordning.

-----------

     Den Skildring af den Døvstummes Stilling i
Samfundet, der forrige Aar fandt Optagelse i
”Fædrelandets” Nr.116[1], endte med et Forslag
til en hensigtssvarende Ordning af Døvstumme-
Undervisningen her i Landet, et Forslag, der
naturligvis ad lige Vei fra mig var indsendt til
Ministeriet for Kirke og Undervisning.

     Da Sagen nu er ordnet, troer jeg at skylde
”Fædrelandets” Redaction og Læsere en Beret-
ning om, hvordan den er ordnet, og jeg tillader
mig derfor at udbede mig en Plads for følgende
Linier.

     Ministeriet er gaaet ud fra den Overbevis-
ning, at de Døvstumme maae deles i 2 Klas-
ser: 1)De egenlige Døvstumme og 2) de
uegenlige Døvstumme, hvilke sidste det har de-
fineret som ”Børn, der ikke ere ganske døve,
men kunne høre de fleste Selvlyd, eller som
ikke ere ganske stumme, men med nogenlunde
ren Stemme kunne udtrykke sig i enkelte Ord
og yttre Tilbøielighed hertil, eller som hverken
ere ganske døve eller ganske stumme.” Det
er fremdeles gaaet ud fra, at de uegenlige
Døvstumme bør undervises efter Talemethoden,
medens de egenlige Døvstumme skulle oplæres
efter Tegnmethoden – og at begge Methoder
ikke kunne trives i et Institut.

     Paa Grundlag af denne sin Overbevisning
har Ministeriet resolveret:
 

    1) Landets døvstumme Børn (baade egenlige
og uegenlige) indkaldes 8 Aar gamle til Indtrædelse
i det kgl. Døvstummeinstitut. De Børn, der ved
6 Aars Alderen ere blevne døve, indkaldes, naar
de have fyldt det 7de aar. Efterat de indkaldte
Børn have været en Maaned paa det kgl. Institut,
skiller en Commission de egenlig Døvstumme fra
de uegenlige Døvstumme; disse overflyttes til ”Døv-
stummeskolen grundet paa Talemethoden”, medens
hine forblive i det kgl. Institut. Commissionen
bestaaer af Directeuren for det kgl.Institut, Ge-
heimeetatsraad T r a p, Forstanderen for det kgl.
Institut, Pastor M. H a n s e n, og undertegnede For-
stander for ”Døvstummeskolen grundet paa Tale-
methoden.”

     2) Det staaer selvfølgelig Forældre (Værger),
der selv betale for deres Døvstumme (uegenlige
eller egenlige) Børns Undervisning, frit for at vælge
det Institut, de maatte foretrække.

     3) Alle døvstumme Børn, der tillige ere aands-
sløve, overflyttes fra det kgl. Institut til den med
”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden” for-
bundne ”Anstalt for aandssløve Børn”.

     4) Directeuren for det kgl. Døvstummeinstitut,
Geheimeetatsraad T r a p indtræder som Formand i
den Commission, hvis Hverv det er at have Tilsyn
med det private Døvstummeinstitut, og som be-
staaer af Pastor, Dr.phil. B l o c h  S u h r og Ju-
stitsraad R u n g, Forstander for det kongl. Vai-
senhus.

     5) Endelig har Ministeriet udstedt en Rund-
skrivelse til Landets Biskopper, hvori de anmodes
om at paasee, at de aarlige Indberetninger om
Landets Døvstumme i Undervisningsalderen for
Fremtidenblive nøiagtige, omfattende baade egen-
lige og uegenlige Døvstumme, og hvori det paa-
lægges Præsterne at opgive, hvilke Børn der i det
forløbne Aar ere blevne døve, for at de hurtigst
mulig kunne blive indkaldte til Undervisning efter
Lydmethoden.

     Hvad jeg har kæmpet for, er altsaa Punkt
for Punkt blevet virkeliggjort, og idet jeg, ved
den høitærede Redaactions Hjælp, bringer dette
Resultat, en Frugt af en langvarig Kamp for en
hensigtsmæssig Ordning af Døvstumme-Under-
visningen i vort Fædreland, for Offenligheden,
griber jeg Leiligheden til at bevidne Ministeriet
den Døvstummes og min Tak for den Omsigt
og Beredvillighed, hvormed det har omfattet og
afsluttet denne for den Døvstumme saa vig-
tige Sag.

    Den 4de Marts 1867.    J o h a n  K e l l e r.

Døvstummeundervisningens en-
delige Ordning.
-----------

Under denne Overskrift har Hr. Cand.theol. Kel-
ler, Forstander for ”Døvstummeskolen grundet paa
Talemethoden”, i ”Fædrelandets” Nr.58 givet et
Referat af de Bestemmelser, som Ministeriet for
Kirke-og Undervisningsvæsenet har truffet til Sik-
ring af, at hvert enkelt døvstumt Barn i Landet
herefter bliver henvist til Undervisning efter den
Methode (Talemethoden eller Tegnmethoden), der
passer bedst for det.

     Dette Referat har Hr. Keller forsynet med en
Slutningsbemærkning, hvori han meddeler, at han
angaaende denne Sag har ført en langvarig Kamp,
der har ledet til det Resultat, at Alt, hvad han
har kæmpet for, Punkt for Punkt er blevet virke-
liggjort.

     Angaaende denne Hr. Kellers Kamp og Seir
turde det maaske ikke være uden Interesse at
høre lidt nærmere fra det kgl. Døvstumme-Institut,
der formodentlig er den Modstander, som Hr. Kel-
ler paa alle Punkter har overvundet. Jeg siger
”formodentlig”: Kampen med det kgl. Døvstumme-
Institut har nemlig kun angaaet eet Punkt, rigtig-
nok et Hovedpunkt i Døvstummeundervisningen,
det: hvilke Børn bør undervises efter Talemetho-
den, hvilke efter Tegnmethoden? – og det er der-
næst saa langt fra, at Hr. Keller her har vundet
nogen Seir, at han tvertimod har opgivet sin Be-
svarelse af dette Spørgsmaal, for at tiltræde det
kgl. Døvstumme-Instituts.

     Svaret er: alle uegenlige Døvstumme bør un-
dervises efter Talemethoden, alle egenlige Døvstumme
efter Tegnmethoden.

     Institutets Overbevisning om Rigtigheden af
denne Sætning er ikke saa ung, den er vunden
gjennem vidtløftige Forsøg og mange Kampe. Herom
i Korthed dette:

     1845 udvirkede Directionen for det kgl. Døv-
stummeinstitut, at en Lærer ved Anstalten erholdt
Understøttelse af Staten til en længere Udenlands-
reise, nærmest for at studere Talemethoden. Ved-
kommende Lærer kom tilbage, fuldt overbevist om,
at Tegnmethoden her i Landet snarest burde aflø-
ses af Talemethoden. Paa Directionens Foranstalt-
ning blev der oprettet en Døvstummeskole, i hvil-
ken samme Lærer i 3 aar, fra 1846-49, undervi-
ste først egenlige, siden ogsaa uegenlige Døvstumme.
Hele dette Forsøg med Talemethoden skete under
Directionens Tilsyn, og samtlige Udgifter udrededes
af Staten. En endelig Examen blev afholdt, og
efter at have confereret med Skole- og Viden-
skabsmænd, der havde overværet Prøven, indstil-
lede Directionen blandt Andet: Tegnmethoden an-
vendes fremdeles paa det kongelige Døvstumme-
Institut; Forsøget med den tydske Methode ophø-
rer; for Landets uegenlige Døvstumme oprettes en
særegen Undervisningsanstalt, i hvilken Talemetho-
den anvendes.

     Man var altsaa kommen til Erkjendelse af, at
uegenlige Døvstumme – og kun saadanne – burde
undervises efter Talemethoden.

     Forslaget om Oprettelsen af en ny Døvstumme-
Anstalt blev imidlertid ikke antaget; Ministeriets
Svar lød paa, at der savnedes de dertil fornødne
Midler.[1]

     Senere hen har Institutets Direction og For-
stander gjentagne Gange virket for en Ordning af
Døvstummeundevisningen efter den vundne Sæt-
ning: Uegenlige Døvstumme bør undervises efter
Talemethoden, egenlige efter Tegnmethoden; men
først den nuværende Bestyrelse har havt den Glæde
at see den sat i Kraft af Ministeriet, ja – og
tilltraadt af dens tidligere Modstander, Hr. Forstan-
der Keller.

     Det vides ikke, at Hr. Keller angaaende de
øvrige Ministeriets Bestemmelser har havt nogen
Kamp at bestaae. Institutets Directeur, Geheime-
Etatsraad T r a p, fandt ikke Noget at indvende imod
at paatage sig et Tilsyn med Hr. Kellers Skole, og
Hr. Keller var villig til at anbefale Institutets Ind-
stilling om, at aandssløve Døvstumme for Frem-
tiden, i Stedet for at hjemsendes, blive oplærte
hos ham.

     Med hensyn til det sidste Punkt i Hr. Kellers
Referat kan bemærkes, at det staar i Forbindelse
med en Sag, som for kort Tid siden blev berørt i Fol-
kethinget ved Finanslovens 1ste og 2den Behand-
ling. I Hr. Kellers Døvstumme-Skole er der 30
Fripladser, som Staten giver et Tilskud til foruden
vedkommende Amters Bidrag. Under Institutets
Forhandlinger med Hr. Keller blev det paavist som
sandsynligt – ifølge statistiske Oplysninger – at
saafremt Ministeriet vilde indsætte kun uegenlige
Døvstumme i disse Fripladser, da vilde de efter-
haanden blive reducerede fra 30 til henved 15.
Til Held for mange Døvstumme og til Held for Bi-
beholdelsen af Fripladsernes Tal og deres mulige
Forøgelse, selv om de efter det kgl.Døvstumme-
Instituts Forslag kun skulde besættes med uegen-
lige Døvstumme, havde Hr. Keller imidlertid havt
Leilighed til at erfare, at der rundt omkring i Lan-
det var mange – vistnok fornemmelig uegenlige
- Døvstumme, der ikke havde nydt nogen Un-
dervisning; vedkommende Autoriteter havde for-
sømt at give de anbefalede Indberetninger om dem.
Bestemmelserne om disse Indberetninger bleve
fornyede, og herom blev der heller ikke ført no-
gen Strid.

     Hr. Keller siger imidlertid, at han har ført en
Kamp, en langvarig Kamp, og at det, han har
stridt for, Punkt for Punkt er blevet virkeliggjort.
Ja, det er jo muligt, at han har kæmpet om an-
dre end det ene Punkt, men i saa Fald forholder
det sig vistnok saaledes med den hele Kamp og
Seir: Om det væsentligste Punkt, hvor Hr. Keller
mødte Modstand, har han kæmpet – men ikke
seiret; om de øvrige Punkter har han kæmpet og
seiret, men – ikke fundet nogen Modstand.

              R. M a l l i n g  H a n s e n

              Forstander for det kgl. Døvstumme-
                        Institut.

                         Suum cuique.[1]

Forstanderen for det kgl. Døvstumme-Institut,
Hr. M a l l i n g - H a n s e n, har i et Inserat i “Fædre-
landet” Nr.69 søgt at vindicere Institutet Æren
for at have fremkaldt Anvendelsen af Talemethoden
ved Døvstummes Undervisning her i Landet, ved i
Aaret 1845 at have udsendt en ved Institutet ansat
Lærer ”nærmest med det Formaal at studere Tale-
methoden”. At oplyse, hvorledes det hermed for-
holder sig, er Hensigten med disse Linier.

     Jeg er den af Hr. Malling-Hansen omtalte Læ-
rer, der af Institutet blev udsendt paa en længere
Udenlandsreise. Jeg maa paa det Bestemteste
negte, at jeg blev udsendt nærmest med det For-
maal, at studere Talemethoden. For dette For-
maals Skyld var der dengang fra Institutets Side
ingen Grund til at udsende en Lærer. Institutets
daværende Forstander[2] havde omtrent 7 Aar i For-
veien gjort en lignende Udenlandsreise og var vendt
tilbage derfra med fuldstændig Kjendskab til denne
Methode. Institutet tænkte dengang ikke paa at
anvende en ny Methode. Grunden til, at jeg blev
udsendt, var derfor en ganske anden end den, Hr.
Malling-Hansen synes at kjende. Documenter, som
vistnok findes i Institutets Archiv, nemlig Direc-
tionens Indstilling 1844 og den derved fremkaldte
kongelige Resolution 1845 kunne oplyse den
sande Grund til og det egentlige Formaal for min
Udenlandsreise.

     At jeg vendte tilbage, fuldt overbevist om de
Fortrin, Talemethoden har fremfor Tegnmethoden
er sandt. Denne Overbevisning har jeg ikke fun-
det Anledning til senere at forandre, om end min
Anskuelse af Maaden, hvorpaa den bringes i An-
vendelse, ad praktisk Vei har undergaaet adskillige
Modificationer. I denne Overbevisning indgav jeg,
strax efter min Hjemkomst fra Udlandet, til davæ-
rende Cancelli et Forslag, der gik ud paa at det
tillodes mig i eet Aar at anstille et Forsøg med at
undervise et mindre Antal døvstumme Børn under
Anvendelse af Talemethoden udenfor Institutet; at
der efter udløbet af denne Tid skulde afholdes en
Prøve, og at det da efter Udfaldet af Prøven skulde
afgjøres, hvorvidt der maatte være Anledning til at
udvide Forsøget til selve institutet. Dette mit For-
slag blev bifaldet af Cancelliet. Oprettelsen af
denne første Skole for Døvstumme skete saaledes
ikke paa Foranstaltning af Institutet, dvs dets Direc-
tion og Forstander; men alene paa Forslag af
mig. Var jeg ikke af egen Drift fremkommet med
Forslaget, var Forsøget ikke blevet anstillet. In-
stitutet tænkte ikke paa og kunde ikke tænke paa
at fordre, at jeg skulde ingive et saadant Forslag
eller anstille et saadant Forsøg; thi jeg var, som
sagt, bleven udsendt med et ganske andet Maal
for Øie. Jeg har endogsaa Grund til at antage,
at om end mit Forslag blev anbefalet af Institutet
- hvad jeg ikke veed, - har man ikke gjort
sig store Forventninger om Resultatet af mit For-
søg og derfor ikke omfattet det med den Inter-
esse der udspringer af inderlig Overbevisning.

     Jeg skulde gjøre Forsøget med 6 Børn. Af
disse mødte ved Forsøgets Begyndelse kun 4; efter
4 à 5 Maaneders Forløb kom det 5te, og atter
efter 1 Maaneds Forløb kom det 6te til. Forsøget
skulde efter Forslaget vare eet Aar, og derefter
skulde en Prøve anstilles. Allerede efter ½ aars
Forløb forlangte Institutets Direction afholdt en
Prøve. Bedømmelsen af denne Prøves Udfald er
mig ubekjendt. Forsøget blev derefter fortsat ikke
blot, som foreslaaet, i eet Aar, men indtil Som-
meren 1849, og fra Sommeren 1848 efter en
meget udvidet Maalestok og paa selve Institutet;
hvilket, saavidt mig bekjendt, skyldes ikke Insti-
tutets, men daværende Cultusminister Monrads[3] In-
teresse for Sagen.

     Endelig i Sommeren 1849 blev det besluttet
at foranstalte en sammenlignende Prøve over de af
mig efter Talemethoden underviste Elever og de
øvrige paa Institutet efter Tegnmethoden under-
viste Elever. Denne Foranstaltning maa jeg antage
fremkaldt ved, at jeg i det foregaaende Aar havde
tilkjendegivet for Ministeriet min Ulyst til at virke
længer ved Institutet under de daværende For-
hold. Til at overvære denne Prøve tilkaldtes af-
døde Etatsraad Eschricht[4] og nuværende Professor
ved Universitetet R. Nielsen[5]. Ved Prøven mødte tillige
daværende Cultusminister Madvig[6]. Resultatet af
denne Prøve blev en Indstilling om Oprettelsen af
en egen Anstalt til Undervisning af Døvstumme
efter Talemethoden; men da man ikke havde
kunnet paavise, hvorfra Midlerne til en saadan
Anstalt skulde tilveiebringes, saa fulgte igjen heraf,
at det af mig begyndte Forsøg endelig, ifølge Mi-
nisteriets Resolution, blev hævet, og Undervisningen
efter Talemethoden ophørte.

     I Efteraaret 1849 forlod jeg efter forudgaaende
Opsigelse min Plads ved Institutet for ad privat
Vei at virke for Døvstummes Undervisning i og
ved Hjælp af mundlig Tale. I Foraaret 1850 be-
gyndte jeg denne private Undervisning med nogle
faa af mine tidligere Elever. Dette er Oprindelsen
til den af Hr. Candidat Johan Keller nu bestyrede
Døvstummeskole.

     Af det her oplyste forekommer det mig at
fremgaae, at Institutet kun meget uegenlig kan
siges at have kæmpet for Talemethodens Indførelse
og Anvendelse ved Døvstummes Undervisning. At
ville tage mit ved Institutet gjorte Forsøg til Ind-
tægt for Institutet, det lader sig ikke gjøre. Jeg
fandt ikke i min Stilling ved Institutet nogen Støtte
for min Virksomhed i den Retning. Jeg maa give
Hr. Keller Ret: ikke Institutet, men Privates For-
søg og Udholdenhed i en langvarig kamp skyldes
det, at Døvstumme her i Landet nu kunne nyde
godt af de Fordele, som Undervisningen efter Tale-
methoden tilbyder; thi h e r v e d blev Regeringens
for Sagen uundværlige Interesse vakt og ved-
ligeholdt.

     Vaalse Præstegaard den 26.Marts 1867

                        V. Dahlerup.

Hr. Pastor D a h l e r u p  har i “Fædrelandet” Nr.

76 villet berigtige min Fremstilling i samme Blads
Nr. 69 af det kgl. Døvstumme-Instituts Forsøg med
Talemethoden, og da navnlig villet godtgjøre, at
det nævnte Forsøg kun meget uegenlig kan kaldes
det kgl. Døvstumme-Instituts.  Pastor Dahlerup
maa imidlertid have glemt – eller aldrig rigtig
have kjendt – Institutets Forhold til denne Sag,
da han ellers ikke tvertimod sit ”suum cuique”[1]
ville have rettet, hvor der ikke var at rette, og
heller ikke have indskudt Ting, der bevislig ere
urigtige. Rigtigheden af den af mig givne Frem-
stilling haaber jeg i det Følgende at kunne godt-
gjøre gjennem Uddrag af forskjellige Skrivelser til
og fra Institutet i Aarene 1845-49.

     Af Hr. Dahlerups Reise-Instrux ligesom af flere
andre Skrivelser fremgaar det tydelig, at Institu-
tets Direction havde skaffet ham en udenlandsreise,
for gjennem den at komme – som det hedder -
til en fuldstændig og klar Mening om Talemetho-
dens Hensigtsmæssighed og om denne Methodes
Anvendelighed ogsaa hos os. Det paalægges Hr.
Dahlerup at besøge de vigtigste af Talemethodens
Anstalter i Tyskland, for derved og navnlig ved
et saa langt Ophold som mulig i Weissenfels[2] at
gjøre sig nøie bekjendt med Talemethoden. Dette
angives udtrykkelig at være Reisens Hensigt og som
en Følge heraf maa det vel være rigtigt, at Hr.
Dahlerup blev udsendt ”nærmest for at studere
Talemethoden”.

     Resultatet af Cand. Dahlerups Iagttagelser paa
hans Reise i Udlandet var ganske vist i Hovedsa-
gen det, at han, overbevist om, at Talemetho-
den burde foretrækkes for Tegnmethoden, fremkom
med Forslag om at maatte gjøre et Forsøg med
enkelte Døvstummes Undervisning efter Talemetho-
den. Men – da Directionen, efter hvad den havde
udtalt i Reise-Instruxen, maatte vente, ja endog-
saa, synes det mig, maatte kunne forlange, at et
saadant Forslag blev indgivet, - da den dernæst
ledsagede dette Forslag med en særdeles indtræn-
gende Anbefaling til Cancelliet og et Andragende
om Bevilling af de til Forsøget fornødne Penge, -
og da endelig Directionen efter Cancelliets Paalæg
foranstaltede det Fornødne til de foreslaaede For-
søgs Udførelse, saa er der, forekommer det mig,
ikke nogen særdeles Grund til at besvære sig over,
at jeg har sagt, at Oprettelsen af den nævnte
Forsøgsskole skete paa Directionens Foranstaltning.

     At Directionen dernæst ikke har manglet In-
teresse for Forsøget, og endnu mindre – som
Pastor Dahlerup synes at antage, - har gjort sig
Fliid for at standse det i Utiide, men tvertimod sta-
dig arbeidede hertil at gjøre det saa fuldstændig
som mulig, turde fremgaa af Følgende:

     Uagtet Hr. Dahlerup havde andraget paa, at For-
søget maatte vare et Aar, afholdt Directionen, siger
han, allerede efter et halvt Aars Forløb (i September
1846) en Examen over hans Elever. Pastor Dahle-
rup maa have glemt, at denne Examen skete efter
hans eget Forlangende. Hans Skrivelse herom har
jeg liggende foran mig. Directionen vilde ikke
standse Forsøget, tvertimod: i Overbevisning om,
at det burde fortsættes, indtil Resultatet tilstrække-
lig havde godtgjort Methodens Fortrinlighed, androg
den i Skrivelse af 22de Januar 1847 paa en ny
Pengebevilling til Forsøgets Fortsættelse 1847. Be-
villingen blev givet og Forsøget fortsat. I Aarets
Løb overværede Directionen gjentagne Gange Hr.
Dahlerups Undervisning, uden imidlertid at blive
overbevist om Talemethodens Fortrinlighed. Det
blev den tvertimod klarere, at denne Methode ikke
burde anvendes ved Oplærelsen af Børn, der i
strængere Betydning maae kaldes Døvstumme, saa-
danne nemlig, der fra Fødselen ere døve eller dog
have mistet Hørelsen i den tidligste Levealder. Di-
rectionen mente imidlertid, at Forsøget burde fort-
sættes ud over Aaret 1847, og at Elevernes Tal, der
fra Begyndelsen kun var 6, endogsaa burde for-
øges for at erfare, hvorvidt Methoden vilde kunne
anvendes af een Lærer ved Undervisning af et saa
stort Tal Elever, som en Klasse i Døvstumme-Institutet
i Reglen bestaar af. I Skrivelse til Cancellilet af
24de December 1847 androg Directionen derfor
paa, at undervisnings-Forsøget med Talemethoden
ikke blot maatte fortsættes indtil videre, men end-
ogsaa udvides saaledes, at Elevernes Tal forøgedes
med 6 til 8.  Da Hr. Dahlerup endvidere i Aarets
Løb med Directionens Tilladelse havde undervist
nogle uegenlige Døvstumme, der havde kunnet
tale, inden de vare blevne døve, og Resultatet af
disse Børns Undervisning i særdeles Grad havde
tiltalt Directionen, androg denne tillige paa,at der
i Institutet blev oprettet en særegen Klasse for
uegenlige Døvstumme, og at der til denne Klasse
blev antaget en ny Lærer, der skulde undervise
efter Talemethoden. I samme Skrivelse blev det
ogsaa foreslaaet, at det hele udvidede Forsøg for
Fremtiden af pecuniaire Grunde skete paa Insti-
tutet. Disse Directionens Forslag godkjendtes af Mini-
steriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet i Skri-
velse af 24de Mai 1848, dog ikke i deres fulde
Udstrækning, idet Ministeriet nemlig ansaae det
for rigtigst, at den nyoprettede Klasse af uegen-
lige Døvstumme blev undervist af Cand. Dahlerup
i Forbindelse med de øvrige Børn, der vare be-
troede til hans Undervisning. Skulde han imid-
lertid ikek kunne overkomme Arbeidet med alle
disse Børn, bemyndigedes han til interemistisk at
antage en Medhjælper. Gjennemførelsen af disse
Bestemmelser mødte imidlertid forskjellige Hin-
dringer, og først fra Begyndelsen af 1849 blev
Forsøget fortsat efter den af Directionen foreslaaede
Udvidede Maalestok.

     Den endelige, sammenlignende Prøve af de
efter Talemethoden og de efter Tegnmethoden un-
derviste Elever blev afholdt i Mai 1849. Resul-
tatet af examen blev, at Directionen, efter at have
confereret med de af denne tilkaldte Censorer,
udtalte for Ministeriet i Skrivelse af 23de Juni
1849, at Talemethoden aldrig udelukkende vil
kunne fortjene at indføres paa en Anstalt, der er
bestemt for Døvstumme i Almindelighed, men at
den upaatvivlelig bør anvendes ved Undervisningen
af det mindre Antal Børn, der i uegenlig Betydning
kaldes Døvstumme, saadanne, der endnu besidde
nogen Hørelse elelr nogen Taleevne. Directionen
foreslaar derfor, at Forsøget med Talemethoden
ophører, at Tegnmethoden fremdeles anvendes paa
det kgl. Døvstumme-Institut, og ar der oprettes
en særegen undervisnings-Anstalt for Landets
u e g e n l i g e  Døvstumme (ikke – som Pastor Dah-
lerup synes at mene – for Døvstumme i Almin-
delighed).

     Initiativet til Hr. Dahlerups Udenlandsreise ud-
gik altsaa fra Directionen for det kgl. Døvstumme-
Institut; det var Directionen, der paalagde ham at
studere Talemethoden; det var paa Directionens
Anbefaling, at Forsøget med Talemethoden be-
gyndtes, ikke af Cand. Dahlerup som Privatmand,
men som Lærer ved Institutet; det var Directio-
nen, der udvirkede Bevilling af de til Forsøget
fornødne Pengemidler; det var Directionen, der fik
Forsøget fortsat udover den Tid, som Hr. Dahle-
rup havde anseet for fornøden; det var endelig
Directionen, og denne alene, der bevirkede, at For-
søget blev fortsat efter en betydelig udvidet Maale-
stok paa det kgl. Døvstumme-Institut. Mon det
ikke efter Alt dette med god Grund kan siges, at
det nævnte Forsøg med Talemethoden var det kgl.
Døvstumme-Instituts Forsøg?

     Hvad Hr. Kellers Svar i ”Fædre-
landets” Nr. 75 angaaer, da troer jeg at kunne
indskrænke mig til den Bemærkning, at Enhver,
der kjender Noget til Hr. Kellers til forskjellige
Tider fremkomne trykte Udtalelser om de to Me-
thoder, vistnok er bleven ligesaa overrasket som
jeg ved nu at see Hr. Keller gjentagne Gange
forsikkre, at Ministeriets for kort Tid siden trufne
Bestemmelser med Hensyn til Døvstummes Under-
visning her i Landet ere Virkeliggjørelsen af Alt,
hvad han har kæmpet for.
     Den 9de April 1867.

              R. M a l l i n g  H a n s e n.

Hr Malling-Hansen vedbliver sin Paastand

om, at jeg som Lærer ved Døvstumme-Institutet
blev udsendt ”n æ r m e s t  f o r  a t  s t u d e r e         

T a l e m e t h o d e n”, at derfor det Forsøg med

at undervise Døvstumme efter denne Methode, jeg

i sin Tid anstillede ved Institutet, maa betragtes som et

Forsøg, hvorfor Æren nærmest tilkommer Institutet,
og at det saaledes er urigtigt, naar jeg har til-
traadt Hr K e l l e r s  Udtalelse: at det skyldes ikke
Institutet, men Privates Forsøg og Udholdenhed i
en langvarig Kamp, at Døvstumme her i Landet nu
kunne nyde godt af de Fordele, som Undervisningen
efter Talemethoden frembyder. Han nøder mig
herved til nogle yderligere Oplysninger, som det
nu, efter saa mange Aars Forløb, ikke er mig be-
hageligt at fremkomme med.

     Hr Malling-Hansen siger, at jeg ”maa have
glemt eller aldrig rigtig kjendt Institutets Forhold
til denne Sag”. Mener da virkelig Hr. M.-H., at
jeg skulde ikke have vidst, hvorfor jeg blev sendt
udenlands? Dette er Sagens Hovedpunkt. Min
Stlling ved Institutet var ikke en saadan, at In-
stitutet uden Indvilligelse fra min Side kunde paa-
lægge mig et hvilketsomhelst Hverv eller sende
mig, hvorhen det vilde. Det var i Aaret 1844 ikke
min Bestemmelse, at offre mange Aar i Institutets
Tjeneste; min Virksomhed ved Institutet var mig
ikke i den Grad tiltalende, at jeg kunne betragte
den som min egenlige fremtidige Livsopgave. Da
jeg derfor i Forsommeren 1844 aldeles uventet af
Directionen blev opfordret til at foretage en Uden-
landsreise, med det Formaal at uddanne mig til
ved min Hjemkomst at overtage Posten som For-
stander og første Lærer ved Institutet, med den
Forpligtelse ikke i de første 6 Aar efter Hjemkom-
sten at søge anden Ansættelse, havde jeg mange
Betænkeligheder ved at gaae ind paa en saadan
Opfordring. Jeg var dengang nylig bleven gift;
min Stilling i pecuniair Henseende var ikke en
saadan, at jeg i en længere Aarrække turde af-
skære mig Udsigten til at søge en bedre lønnet
Stilling. Pastor H e i b e r g sad jo endnu i det
Embede, som stilledes mig i udsigt. Vel under-
rettede man mig om, at Pastor H., ikke tilfreds
med sin Stilling, ønskede at forlade denne,for at
overtræde i et geistligt Embede, og at Directionen fra
sin Side ogsaa ansaae dette for ønskeligt og vilde
virke til hans snarlige Forflyttelse. Ikke destomindre
havde jeg, som sagt, Betænkeligheder, thi jeg for-
udsaae de Eventualiteter, som senere heller ikke
udebleve. Dog, efter nærmere Overveielse gik jeg
ind paa Opfordringen paa den Betingelse, at der
tilsagdes mig en efter Directionens nærmere Be-
stemmelse passende Gageforhøjelse for det Til-
fælde, at Forholdene ved min Hjemkomst skulde
være saadanne, at jeg ikke strax kunde tiltræde
det mig tiltænkte Embede, og indtil dette Tids-
punkt indtraf. Et Forslag om en skriftlig Over-
enskomst i saa Henseende frafaldt jeg, da den med
mig paa Directionens Vegne forhandlende Direc-
teur erklærede saadant for overflødigt. Her var,
som man vil see, slet ikke Tale om at reise for
at studere Talemethoden – det egentlige Strids-
punkt mellem Hr. Malling-Hansen og mig – og
jeg er fuldt forvisset om, at der heller ikke findes
et Ord herom hverken i Directionens Indstilling
eller i den kongelige Resolution; ja jeg kan for-
sikkre Hr. Malling-Hansen, at jeg paa det Bestem-
test vilde have vægret mig ved at imødekomme
Directionens Opfordring, dersom den havde gaaet
ud paa, at jeg skulde reise, ”nærmest for at stu-
dere Talemethoden.”

     Efter disse Forhandlinger indgik altsaa Direc-
tionen med en indstilling om Reiseunderstøttelse
til mig. Først over et halvt Aar efter indtraf den
kgl. Resolution, der tilstod denne. Da det nu
var afgjort, at jeg skulde reise, yttrede Dhrr. Di-
recteurer for mig, at man ikke vilde binde mig
ved nogen Instrux, men blot anbefale mig at be-
nytte den Anledning, Reisen gav mig, til den størst
mulige Uddannelse med det Maal for Øie, for
hvilket jeg reiste, og henviste mig forøvrigt til
Institutets Forstander, Hr. Pastor Heiberg, der tid-
ligere selv havde reist i et lignende Øiemed, for
hos ham at søge Oplysning om, hvilke Instituter
jeg først burde besøge. Efter dette henvendte jeg
mig til Hr. Pastor Heiberg og bad ham om de
ønskede Oplysninger, men modtoges af ham
med den Yttring, at, førend jeg reiste, det dog
først burde afgjøres, hvorfor jeg skulde reise.
Denne Yttring var mig paafaldende, da Pastor
Heiberg efter min Formening ikke kunde være
ukjendt hverken med Directionens Indstilling eller
den dermed fremkaldte kgl. Resolution, hvori Grun-
den til og Formaalet for Reisen var tydelig ud-
talt. Da jeg derfor svarede, at jeg antog, at han
var bekjendt med, hvorfor jeg skulde reise, afbrød
han vor Samtale med at love, at jeg skulde mod-
tage de begjærede Opysninger i et Brev, efter at
han havde ladet nogle Ord falde om, at jeg efter
hans Anskuelse især burde have min Opmærk-
somhed henvendt paa at blive bekjendt med
den ved de fleste Instituter i Tyskland brugelige
Methode. Det mig lovede Brev modtog jeg ogsaa
kort efter; dog ikke fra Pastor Heiberg, men -
fra Directionen, der tilskrev mig – hvad man
allerede tidligere mundlig havde sagt mig – at
man ikke vilde binde mig ved nogen egenlig In-
strux, men nu anbefalede mig at benytte Leilig-
heden til at gjøre mig bekjendt med den tydske
Methode (Talemethoden) og i denne Hensigt be-
søge Instituterne i Weissenfels, Zȕrich og Køln
og fornemmelig førstnævnte Sted. Dette Brev,
hvis Oprindelse efter min Overbevisning ikke skyl-
des Directionen, og som derfor dengang ikke
vakte nogen Betænkligheder hos mig, er det, Hr.
Malling-Hansen kalder min Reise-Instrux og paa
dette Brev er det, at han, med Forbigaaelse af
Directionens Indstilling, den kgl. Resolution og de
mellem Directionen og mig førte Forhandlinger
støtter den Paastand, at Studiet af Talemethoden
var det nærmeste Formaal for min Reise; og heraf
udeleder han igjen, at Directionen havde Ret til at
vente, ja forlange, at jeg efter min Hjemkomst
gjorde Forslag til Forsøg med at undervise efter
denne Methode.

     Ved min Hjemkomst fra Udlandet var Pastor
Heiberg fremdeles Forstander og første Lærer ved
Institutet. Altsaa det mig tiltænkte Embede var
ikke til Dispotition. Om den mig for dette Til-
fælde tilsagte Gageforbedring talte Ingen; selv var
jeg for tilbageholdende til at minde Nogen derom.
Men saaledes var vistnok heller ingen Ret til-
stede til enten at vente eller forlange, at jeg
skulde pligtskyldigst fremkomme med Forslag
eller foretage Forsøg. Da jeg derfor strax efter
Hjemkomsten fremkom med det i min forrige Ar-
tikel omtalte Forslag om at maatte i eet Aar
udenfor Institutet foretage et Forsøg med at un-
dervise et mindre Tal Børn efter Talemethoden,
da skete dette af egen Drift, uden al enten in-
direct eller direct Tilskyndelse fra Institutets
Side. Jeg havde med Flid foreslaaet Forsøgets
Varighed til eet Aar, og jeg har Grund til at
antage, at dette Forslag under de daværende
Forhold var ved dets Fremkomst velkomment;
Hr. Malling-Hansen bekræfter dette ved at
berette, at det blev meget indtrængende anbe-
falet til Cancelliet. Der var saaledes givet In-
stitutet Leilighed til at komme ud af et for-
viklet Forhold, hvori man selv havde bragt sig
ved paa een Gang at have en virkelig og en de-
signeret Forstander. Men hvorledes benyttede man
den givne Leilighed? Man ignorerede aldeles, hvor-
for jeg var reist udenlands, hvad der var tilsagt
mig, samt at mit Forslag gik ud paa, at Forsøget
skulde vare eet Aar, og Resultatet deraf bedømmes
ved en Prøve.  Hr. Malling-Hansen skriver, at man
allerede i Skrivelse af 22de Januar 1847, i Over-
bevisning om, at Forsøget burde fortsættes, indtil
Resultatet tilstrækkelig havde godtgjort Methodens
Fortrinlighed, androg paa ny Pengebevilling til For-
søgets Fortsættelse 1847. Men Hvorledes vidste
man i Januar 1847, hvilket Resultat en Prøve i
April eller Mai s.A. vilde give, og hvad havde
man gjort eller paatænkt for at fastholde mig ved
det Forsøg, man saaledes interesserede sig for?
Anerkjendte man ikke den Forpligtelse, man havde
paataget sig ligeoverfor mig, maatte man være be-
lavet paa, at jeg kunde opgive Sagen ved at for-
lade Institutet, hvortil jeg var berettiget ved at op-
sige min Tjeneste med 3 Maaneders Varsel. Mon
den Yttring af mig vel er greben ud af Luften, at
jeg havde Grund til at antage, at man ved Insti-
tutet ikke har gjort sig store Forventninger om
Resultatet af mit Forsøg og derfor ikke omfattet
det med den Interesse, der udspringer af inderlig
Overbevisning?  Hr. Malling-Hansen skriver endvi-
dere, at Directionen ved i Aaret 1847 gjentagne
Gange at overvære min Undervisning ikke var ble-
ven overbevist om Talemethodens Fortrinlighed, at
det tvertimod blev den klarere, at denne Methode
ikke burde anvendes ved Oplærelsen af Børn, der
i strengere Betydning maa kaldes døvstumme. Men
hvorfor androg man da i Decbr.1847, over et halvt
Aar efter at Forsøget burde være sluttet, paa at det
maatte fortsættes indtil Videre, og det endog efter en
udvidet Maalestok? Kan dette antages at være
skeet af Interesse? Eller er det muligt, virkelig at
vise Interesse for en Sag, om hvis Værd man mang-
ler Overbevisning?

     Her havde jeg helst endt; men til Sagens
nærmere Forståelse bliver jeg dog nødt til at give
nogle faa Oplysninger om Institutets Forhold til
min Person i de sidste Aar, jeg var ved Institutet.
Ikke ret længe efter min Hjemkomst fra Udlandet
følte jeg, at jeg var Institutet til Byrde. Min Stil-
ling blev mig pinlig; jeg vidste ikke, som man
siger, om jeg var kjøbt eller solgt. En Udsigt til
geistlig Befordring aabnede sig for mig 1847; men
jeg maatte give Afkald derpaa, fordi jeg følte mig
bunden til Institutet ved de Forhandlinger, der
forud for Udenlandsreisen vare foregaaede mel-
lem Directionen og mig, og fordi tillige Forsø-
gets endelige Skæbne laa mig paa Hjerte. Endelig
i Forsommeren 1848 blev ifølge en ministeriel
Skrivelse mit Forsøg paa en maade hævet, idet
der blev givet mig Paalæg om at flytte mine Ele-
ver ud paa Institutet, da Undervisningen efter Tale-
methoden fremtidig skulde foregaa der efter en
større Maalestok. Jeg maatte, som sagt, hermed
ansee det af mig begyndte Forsøg som hævet;
og jeg mente derfor, at nu var det Tidspunkt
kommet, da jeg uden at træde Beskedenheden for
nær kunde minde Institutet om dets Forpligtelser
mod mig, ved at jeg havde paataget mig at reise
i dets Tjeneste. Denne Paamindelse blev tagen
mig meget ilde op; man negtede mig Berettigelse
til at paaberaabe mig Forpligtelser, som Institutet
havde paataget sig mod mig under ganske andre
Forhold, end de da bestaaende, og man truede
mig med Klage til Ministeriet. I Tillid til min
Sags Retfærdighed bad jeg Directionen indanke
den for Ministeriet. Resultatet heraf blev, at Mi-
nisteriet tildelte mig en alvorlig Tilrettevisning og
iøvrigt lod mig tilkjendegive, at det stod mig frit
for at søge min Afsked fra Institutet, hvis jeg
ikke ønskede at blive der længer. Jag saae nu, hvor-
ledes jeg var stillet, og besluttede at forlade In-
stitutet. Forinden jeg iværksatte denne Beslutning,
havde jeg imidlertid en lang Samtale med davæ-
rende Minister Monrad, der yttrede en saa levende
Interesse for Fortsættelsen af det af mig be-
gyndte Forsøg, at jeg lovede ham, at jeg endnu
eet Aar vilde blive ved Institutet og fortsætte det
nu udvidede Forsøg samt oplære en af mig ud-
valgt Lærer, der efter mig kunde overtage Le-
delsen af denne Undervisning, medens jeg afslog
et mig af Ministeren gjort Tilbud om Lønningsfor-
høielse. Min Beslutning var nu, som sagt, tagen,
at hæve mit Forhold til Institutet, saa snart jeg
der havde sikkret den Sag, jeg i de sidste Aar
havde kæmpet for. Da derfor den tidligere om-
talte sammenlignende Prøve Aaret efter var af-
holdt med det Resultat, at Forsøget med Tale-
methoden hævedes, opsagde jeg strax min Tje-
neste ved institutet, for udenfor Institutet ved egne
Midler at søge etableret den Undervisning for
Døvstumme, jeg forgjæves havde kæmpet for ved
Institutet.

     Efter det her Fremstillede overlader jeg nu
til enhver Uhildet at bedømme, om det er Insti-
tutet eller mig, der har kæmpet for Talemethodens
Anvendelse hos os. Factum er, at Døvstumme-
Skolen, grundet paa Talemethoden, oprettet af mig
uden Institutets Understøttelse, bestaar, medens
Sagen ved Institutet lagdes til Side i Aaret 1849.

     Til Slutning kun et Par Smaabemærkninger
til Hr. Malling-Hansen personlig. De anker over,
at jeg i min forrige Artikel har indskudt bevislige
Urigtigheder. Ved at sammenholde Deres Artikel i
Nr. 94 med min, har det været mig umuligt at
opdage disse, med mindre De herved forstaaer,
hvad de synes, a t  j e g  a n t a g e r  e l l e r
m e n e r. Institutet og Directionen ere i min Artikel
ikke identiske Begreber. Om Directionens[1] Medlemmer,
af hvilke de to nu ere døde, er det mig kjært at
kunne udtale, at de i Reglen stedse viste mig og
min Virksomhed Velvillie og Imødekommen. Og
hermed tager jeg Afsked med Hr. Malling-Hansen i
denne Sag, som jeg haaber, for bestandig.
             

              Vaalse Præstegaard den 5te Mai 1867.

                        V. D a h l e r u p.

     Med dette, at Mangel paa Plads forsinkede,
Gjensvar maa Forhandlingen om Døvstumme-Un-
dervisningen i dette Blad være sluttet.

                                 R e d.