Conrad Svendsens rejserapport om døvstummes undervisning 1889.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

JMC: Denne artikel er en anmeldelse af en ”Reiseberetning” udgivet af den norske præst og døvstummelærer Conrad Svendsen, Kristiania 1889. Artiklen findes i nr 2 & 3 1890 af ”Tidskrift för Döfstumskolan”. Artiklen er på dansk og signeret af ”L.A.H[1].” I rapporten, ligesom også i anmeldelsen, citeres blandt andre Rasmus Malling-Hansen og Georg Jørgensen. Det ville imidlertid være udmærket, hvis vi kan finde rapporten i sin helhed, og dermed have mulighed for at gengive yderligere detaljer fra Svendsens samtale med Malling-Hansen.

 

 

SA: Conrad Svendsens rapport ble meget dårlig mottatt av Rasmus Malling-Hansen, som mente Svendsen kom med meget uberettiget kritikk av døvstummeinstituttet i København. Han ville helst ha gått til sak mot Svendsen, men ble frarådet dette av sin sakfører. Denne hendelsen er omtalt av Johannes Jørgensen i boken om døvstummeinstituttets historie som ble utgitt av Ferdinand Carl Goos i 1907. 

Det kan for øvrig godt hende at RMH har latt seg provosere av Svendsens ensidige støtte til talemetoden, og hans påstander om at det er den ubestridt beste metoden for absolutt alle døvstumme. RMH var en stor tilhenger av at begge metodene hadde sin berettigelse, men for ulike grupper. Selv i det lille som er referert fra Conradsens beretning i denne artikkelen, skinner det etter min mening gjennom en ganske dårlig skjult kritikk av RMH. Kellers institutter fremheves som forbilde når det gjelder å skille mellom tale- og tegnmetoden og læreres uttalelser trekkes frem som om de motsier RMH. Det kan virke som Conradsen mener RMH har et relativt ubevisst forhold til undervisningsprinsippene, mens virkeligheten var at det var RMHs fortjeneste at det ble opprettet et eget institutt for talemetoden i Fredericia. Det hører jo også med til historien at tegnmetoden med årene ble de døves eget foretrukne språk.

 

 

Jørgensen skriver i hundreårsboken for instituttet i København:

 

 

"Endnu skal saa kun nævnes en Strid, Malling Hansen kom ind i, den sidste og maaske den mest bittert førte. I 1889, paa den Tid, da Begejstringen for den rene Talemethode var paa Højden, og Paastande gjaldt mere end Beviser, udsendte den norske Døvstummelærer C. Svendsen en Rejseberetning, hvori han, skønt han kun i faa Timer havde besøgt Institutet i København, dog udtalte sig meget nedsættende om dette Institut. Man har, skriver han, paa Institutet i København altid været mange Aar bagud i Udvikling for Moderinstitutet i Paris, hvis Spor man ellers har fulgt.  -  Dette bragte Malling Hansen ganske ud af sig selv. Han vilde endog anlægge Sag mod Svendsen for Injurier, men Sagføreren, som han henvendte sig til, afviste dog dette som ugørligt.  Forstander Jørgensen drages ogsaa ind i Striden, og bitre Breve vexles i Hobetal. Som praktisk Resultat af Striden kom en Bestemmelse om, at enhver Fremmed, som vilde besøge Institutet i København, maatte forpligte sig til  at overvære Undervisningen  i mindst 4 Dage fra Kl. 8-1, hvis ikke, fik han ikke Adgang."

 

Anmeldelsen i "Tidskrift för Döfstumskolan".

 

            Hr. Cand. philos. Conrad Svendsen[2], Lærer ved Fru Rosings[3] Taleskole i Kristiania, har udgivet en kortfattet, men særdeles interessant og indholdsrig Beretning om den Reise, han i 1888 foretog med Statsstipendium for at studere Forholdene ved Udlandets Døvstummeskoler.

 

            Det var ikke nogen ganske kort Reise, han foretog. Foruden at besøge de sædvanlige Mål for nordiske Døvstummelæreres Reiser, nemlig Skoler  i Danmark og Tyskland, opholdt han sig også ved Instituter i Schweiz, Italien og Frankrige, og som hjemme i det italienske Sprog kunde han drage særlig Nytte af sit Besøg hos Abbed Tarra i Milano, hvem det altså forundtes ham at se og tale med Året før hans tidlige Bortgang.

 

            Hr. Svendsen har  -  til Lettelse for Læseren  -  valgt at gruppere Udbyttet af sin Reise i særskilte Afsnit efter de Spørgsmål, som for Tiden står fremst på Dagsordenen inden Døvstummeskolen.

 

            I første Afsnit  ”Hovedprinciperne for Elevernes Inddeling” får han Leilighed til at kaste et kort historisk Tilbageblik på, hvad der er gaaet forud for og som sidste Resultat har ledet til den Inddeling, der er blevet gjennemført i Slesvig og yderligere skjærpet i den bekjendte Resolution ved Kristianiamødet i 1884.  Det erfares heraf, at den danske Inddeling i egentlige og uegentlige Døvstumme længe havde været diskuteret i Frankrige og i 1846 blev indført i Skolen i St. Etienne og at nogle År senere en Kommission, der var nedsat af det franske Indenrigsdepartement for at undersøge Forholdene ved Institution nationale i Paris, gjorde gjældende, at det var skadeligt at have egentlige og uegentlige Døvstumme i samme Klasse.  ”Elever som endnu kan høre lidt, skal være ganske adskildte fra helt døve;  ligesaa de, som før har hørt, da fælles Klasser er skadelige for dem.”

 

            En sådan Deling var altså det Mål, hvorimod der stræbtes i Frankrige, sålænge Skrift- og Tegnmethoden der var den hovedsagelige Methode, og dette var den Ordning, som i 1867 blev gjennemført i Danmark[4], og som senere har været bestemmende for Organisationen i dette Land med de Modifikationer, som vidtgående Indrømmelser til Talemethoden har gjort nødvendige.

 

            Hr. Svendsen kritiserer den Måde, hvorpå den danske Ordning gjennemføres i Praxis, og det sees af den seneste danske Kommissionsbetænkning af 1889, at denne Kritik, forsåvidt den udtaler, at Delingsprinciperne ikke er blevet konsekvent overholdt, har været berettiget.  Derimod synes man ikke i denne Kommionssionsbetænkning at have fundet det nødvendigt at inddele også de uegentlige Døvstumme efter Begavelsen, således som i det Kellerske Institut tilstræbt.

 

            I næste Afsnit, om ”Ordningen ved de enkelte Skoler” beskriver Forfatteren Børnenes Gruppering ved Skolerne i Slesvig, i Institution nationale i Paris, i Fredericia og i Milano.  Det fremgår heraf, at den nuværende franske Ordning meget ligner den slesvigske, i det de ca. 30 Børn som årlig optages i Institutet i Paris, deles i 3 a 4 Klasser efter Begavelsen.  Den Laveste (4:de) Afdeling, for les arrièrés (sinker), består af Børn, der indkommer ved forskjellige Optagelsestider, 3 a 4 fra hvert År, og hvis Antal har udgjort 12 % af de indkomne Elever.  Omtrent 3% af de indkomne Børn sendes, efter undersøgelse af en Kommission, hjem som uskikkede for Skolegang.

 

            Med Hensyn til Beskaffenheden af de Elever, der udskilles fra Institutet i Fredericia for at oversendes til Skriftskolen i Kjøbenhavn, oplyser Forfatteren, at de ikke kan klassificeres som C  Elever.  ”De Elever, der kommer fra Fredericia, kan ikke”, fortalte Malling-Hansen, ”henføres til nogen bestemt Gruppe”.  De af Lærerpersonalet, Forfatteren havde Anledning at tale med derom, tilføjede hertil, at de Elever, de nu fik, ikke var forskjellige fra dem, der kom, da Skolen var Optagelsesanstalt for alle egentlige Døvstumme i Danmark.  Dette synes at tale mod, hvad der fra enkelte Hold har været påstået (jfr Abnormskolemødets Forhandlinger i 1884), at en Deling efter Begavelsen og efter Taleevnen i det store og hele vil kunne falde sammen.

 

            I Milano foregår Deling i to Paralelklasser efter to Års Skolegang, idet Tarra gik ud fra, at Børnene ikke har Anledning til at vise sine Evner, før de er kommen så vidt, at den egentlige Sprogundervisning begynder.

 

            I Afsnittet  ”Undervisningsmethoder” vejer Forf.  Talemethoden och Skriftmethoden mod hinanden, idet han først kaster et Blik på den historiske Udvikling i Frankrige.  ”Den såkaldte ‘rene Skriftmethode’ , der for nogle år siden afløste Tegnmethoden ved det offentlige Institut i Trondhjem, og som siden den Tid har været Gjenstand for så megen Debat hos os, skriver”, ytrer Forf., ”sin Oprindelse fra Frankrige og er at betragte som en Udbedring af den gamle franske Methode”.  Han oplyser, at Bébian[5], en af de l’Epées Eftermænd, omkring 1820 afskaffede det kunstige Tegnsprog og lagde Anskuelse af Gjenstand til Grund for Sprogmethoden, og tillige hævdede, at der måtte gåes skridtvis frem fra det kjendte til det ukjendte.  Når det nye Begreb var anskueliggjort, blev Betegnelsen for det givet ved Skrift eller Håndalfabet, men dernæst også ved de naturlige Tegn, således at Børnene samtidig lærer to Sprog.  Et skridt videre fremover blev gjort i 1839 af Valade-Gabel[6].  han afskaffede alle Tegn og meddelte sine Elever det franske Skriftsprog ved Hjælp af Skrift og Håndalfabet, knyttet direkte til Anskuelse;  denne Måde at undervise på er det, som hos os benævnes den rene Skriftmethode.

 

            Nærværende Anmeldelser vil kunne supplere dette med den Oplysning, at Skriftmethoden  -  hvad der neppe er almindelig bekjendt hos os -  har nået sin fuldstændigste Udvikling i England.  I Virkeligheden har man kun i dette Land formået med Held at gjennemføre den og holde Tegnene  -  naturlige og kunstige  -  undenfor Undervisningen[7].   De engelske Døvstumme taler i Regelen med hverandre kun med Håndalfabetet;  Anvendelse af Mimik eller Gebærder overhovedet anses for at tyde på Mangel på Dannelse.  Der findes i England kun et meget tarveligt Tegnforråd.  Dette gav på Verdenskongressen i Paris i 1889 Anledning til forskjellige Vanskeligheder.  Medens de amerikanske og de franske Døvstumme havde nogenlunde let for at forstå hverandre ved Hjælp af det naturlige Tegnsprog (Gebærderne), stod de engelske helt udenfor Forhandlingerne, da Alfabetet ikke kunde bruges mellem Folk, der bare forstod sit eget Mål.  Ved en Fest, som i England blev givet for de amerikanske Delegerede til Kongressen i Paris blev en (hørende) Talers Ord gjengivne af en Engelskmand og en Amerikaner.  Den sidste anvendte Tegnsproget, uden Haandalfabet, hvorved han var istand til  -  på en vis Måde da  -  at gjengive alle Talerens Ytringer.  Engelskmanden, der udelukkende brugte Håndalfabetet, så sig derimod nødt til at springe over meget, af hvad der blev sagt.

 

            Forfatteren omtaler de Begivenheder, som fandt Sted i Frankrige, inden Talemethoden vandt endelig Sejr der i Landet, og går dernæst over til at omhandle Spørgsmålet om, hvorvidt samtlige de Børn, der tidligere har kunnet undervises ved Tegn, Håndalfabet og Skrift, også kan undervises ved Tale.  Han citerer den franske Generaldirektør Claveaus rapport de la parole, Paris 1881, hvor det heder:  ”Optagelsen af nye Elever foregår nøjagtigt på samme Måde som tidligere, hvormed Spørgsmålet om, hvorvidt et større Procentantal kan undervises ved den ældre end ved den nye Methode, vil kunne besvares med absolut Sikkerhed.”  Forf. henvendte sig til A. Dubranle,  Leder af Undervisningen ved Institution nationale.  Denne ytrede i sin skriftlige Udtalelse bl.a.:  ”Når Kretiner og Idioter fraregnes, har alle Døvstumme de nødvendige fysiske og intellektuelle Betingelser for at kunne blive underviste ved Talemethoden, som desuden er det bedste Middel, der kan benyttes til at uddanne Sinker  (les arrièrés).   Ligeoverfor denne sidste Klasse Børn gjør man større Brug af Skriften uden dog at give Slip på Tale eller Aflæsning.  Tegnsproget og Håndalfabetet er strengelig udelukket fra Undervisningen.”  Direktøren for Institutet i Lyon,  I. Hugentobler, skrev til Forf.:  ”Man finder Sinker i alle vore Skoler, både i det offentlige og de private.  Efter min Mening går vi i Frankrige altfor langt ned i denne Henseende.  Vi modtager alle Døvstumme uden Forskjel, kun med Undtagelse af dem, der tydelig viser sig at være Kretiner eller Åndssvage.  BNår disse sidste fraregnes, udtaler jeg som min Forvisning, at alle Døvstumme kan undervises med Talemethoden, og at man ved Hjælp af den opnår også for Sinkerne bedre Resultater end ved den ældre Methode:  Skrift og Håndalfabet.”  Abbed Tarra udtalte til Forf., hvad han før havde sagt i sin Bog (Cenni storici, Milano 1880):  ”Jeg må tilstå at Resultaterne ved Skrift- og Håndalfabetmethoden, hvor ren den end anvendes, ikke svarede til, hvad vi kunde vente efter vort Arbeide.   Lidt efter lidt viste de Forsøg vi anstillede, at alle Døvstumme, som overhovedet er modtagelige for Undervisning, kan lære at tale og aflæse fra andres Læber.”  Bestyreren i Köln,  Hr. Weissweiler, der i 40 År har arbejdet i Døvstummeskolen, udtalte til Forfatteren:  ”Det forholder sig ikke så, at de svagt begavede har vanskeligt for at lære at tale; de kan ofte tale bedre end de mere intelligente, men de beholder naturligvis mindre af hvad de lærer end hine”.  Om Aflæsningen sagde han: ”De svagt begavede kan ofte aflæse udmærket og altid tilstrækkelig godt.”  Forstander Jørgensen ytrede til Forf.:  ”Talemethoden er det Middel, der vil give C.-Børnene de fleste Kundskaber og den største Udvikling, der kan ingen Tvivl være om, at C-Elever kan lære at tale og aflæse.”  Den eneste Indvending han ligeoverfor Forf. udtalte mod Talemethodens Benyttelse, var Frygt for, at den skulde være for anstrengende for Lærerne.

 

            Forfatteren sammenstiller de Erfaringer, som er høstet ved de forskjellige Skoler, i følgende Punkter:

 

1.  alle Børn kan og bør undervises ved Tale;

 

2. Resultaterne ved Talemethoden er bedre for alle Børn, også for de svageste, end ved Skriftmethoden;

 

3. Deling efter Begavelse er fordelagtigst, når Talemethoden er indført som Hovedundervisningsmiddel;

 

4. Deling i egentlige og oegentlige Døvstumme bør kun benyttes, hvor de førstnævnte endnu undervises ved Skrift og Håndalfabetet.

 

            Han citerer den 80-årige pater Pendolas Opfordring til de i 1880 i Milano forsamlede Fagmænd om at arbeide på Gjennemførelsen af en ensartet Methode i sit Hjemland.  Thi der er intet, som fremkalder større Misforståelse Skolernene imellem end at der benyttes forskjellige Undervisningsmethoder.

 

            ”Det var at ønske”, ytrer Forf. til Slutning, ”at Hindringerne for Samarbeidet snart blev ryddede bort også hos os, så at vi, i Stedet for at spilde vore Kræfter i en ufrugtbar Strid, kunde samle dem i fælles Stræben efter at udfinde, hvad der vilde fremme vor Undervisning i de enkelte Fag.

 

L.A.H.

 

________________

 

 

           

 

 

---