Hjalmar Keller: Det danske Organisationsforslag.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog

 

 

I september 1888 nedsatte Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet en kommission med opgaven at foreslå foranstaltninger og planer med hensyn til den fremtidige undervisning af og omsorg for normalt begavede døvstumme og mentalt handicappede døvstumme.  Rasmus Malling-Hansen blev udset til den vigtige og krævende post som kommissionens sekretær og var i praksis den som formulerede rapporten. Kommissionens første delrapport forelå allerede et år senere i trykt form, i oktober 1889. På vor side, under fanebladet ”Educational reformer” kan man læse denne del af rapporten.

 

 

”Tidskrift för döfstumskolan, utgiven af Svenska Döfstumlärare-Sällskapet” bad  døvstummelæreren Hjalmar Keller[1] om at skrive en kommentar til kommissionens forslag. Kellers artikel findes i tidsskriftets nr 2& 3, 1890. Efter Kellers artikel følger desuden en interessant og initieret kommentar af tidsskriftets redaktør, Fredrik Nordin.

 

 

Det danske Organisationsforslag.

 

 

            Den af det danske Ministerium for Kirke- og Undervisningsvæsenet nedsatte Kommission,  -  Hvis Hverv var at undersøge hvilke Foranstaltninger, der burde træffes   1) for at fuldstændiggjøre og befæste den i Danmark bestaaende Inddelingsmaade og Organisation af de i Skolealderen værende døvstumme og  2) for at fremme Forsorgen for de aandssvage og komme Tidens Krav i denne Retning imøde -  har for nylig afgivet sin Betænkning over det første af ovennævnte tvende Punkter, om hvilke dens Mening var æsket.

 

            Betænkningen, der paa Basis af Kommissionens Forhandlinger er udarbejdet af Forstanderen for det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn,  Pastor Malling-Hansen og udmærker sig ved sin særdeles upartiske, rolige og klart affattade Fremstilling, giver som Indledning en kort men udmærket overskuelig Oversigt over Døvstummesagens Udvikling i Danmark.
            Et ganske kort Uddrag af denne vil sikkert være af Interesse:

 

 

            I Institutet i Kjøbenhavn, der jo i lang Tid var Danmarks eneste Døvstummeanstalt, undervistes fra dets Oprettelse i 1807 efter den af Stifteren  -  Dr. med. Castberg  -  fra Paris hertil overførte Tegnmethode.  Castberg blev dog ikke staaende ved denne, men arbejdede stadig paa dens Simplifiering; saaledes forkastade han absolut Brugen af kunstige Tegn og gav for de af disse udtrykte Begreber kun Betegnelsen i Fingeralfabetet.  Denne Tegnmethodens paabegyndte Simplifiering og Forberedelse af Skriftmethoden indførtes først senere (efter 1820) paa Institutet i Paris.

 

            I 1845 sendtes en af Institutets Lærare cand. theol. Dahlerup ud paa en Udenlandsrejse og vendte hjem fra denne som en begeistret Tilhænger af den tyske Methode.  Efter hans Anmodning tillodes det ham i 3 Aar at gjøre Forsøg paa at undervise nogle af Institutets Elever efter denne Methode.

 

            Efter disse 3 Aars Forløb præsenterede han saa sin Klasse for Institutets Direktion og Forstander, men disse afgjorde sagen derhen, at Undervisningen paa Anstalten skulde drifves som hidtil, kun at undervisning i mundtlig Tale samt Aflæsning optoges som Undervisningsgjenstand, hvilken Indrømmelse endog af Ministeriet indskrænkedes til kun at gjælde de uegentlige døvstumme.

 

            Efter dette tog imidlertid Dahlerup sin Afsked fra Statsinstitutet og oprettede en privat Skole efter Talemethoden.

 

            Han overdrog dog snart denne til den senere Forstander for Idiotanstalten paa Gl. Bakkehus i Kjøbenhavn  cand.theol., senere Professor Duurloo, der atter overlod den til cand.theol. Johan Keller, under hvis Ledelse Skolen hurtigt voksede.

 

            Som man af foranstaaende vil have set, havde man i Danmark allerede tidligt hævdet de uegentlige døvstummes særlige Stilling indenfor de døvstumme; og i Overensstemmelse med denne Opfattelse lagdes da i 1861 den egentlige Grund til den senere saa meget omdisputerede danske Organisation, i det Ministeriet  -  efter Paavirkning og Anbefaling af de tvende paa hinanden følgende Forestandere for det kgl. Institut Hrr Professor Heiberg og Pastor Malling-Hansen[2]  -  resolverede, at samtlige landets uegentlige døvstumme skulde undervises efter Talemethoden i et særskilt Institut, nemlig det kellerske,  og at de aandssløve døvstumme skulde henvises til en anden udelukkende paa dem beregnet Anstalt, hvor Tegnmethoden da skulde anvendes;  ogsaa denne Afdeling overtoges af Keller.

 

            Samtidigt hermed (1867) forberedte Pastor Malling-Hansen, der nu kun havde normalt begavede, egentlige døvstumme paa sit Institut, Taleundervisningens Anvendelse for Størstedelen af de egentlige døvstumme.  Han naaede 1872 at kunne præsentere en Klasse egentlige døvstumme i mundtlig Tale og Aflæsning for den dengang i Kjøbenhavn forsamlede Abnormkongres’ Medlemmer.

 

            I 1880 lykkedes det saa endelig ham, støttet af den Bevirkning af Opinionen, som nuværende Forstander Georg Jørgensens tvende klare og bestemte Indlæg for den rene Talemethode og dennes Anvendelse, havde haft til Følge, at overbevise Ministeriet om Nødvendigheden af Oprettelsen af en nyt Institut, hvor egentlige døvstumme kunde undervises efter Talemethoden.  Paa Basis af den af Malling-Hansen udarbejdede Betænkning  ”Forslag til Oprettelse af et nyt Institut i Jylland”, udarbejdedes da et Lovforslag, der uden Vanskelighed blev vedtaget af Rigsdagen.  Saaledes rejstes det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia, til hvilket Malling-Hansens dygtige Medarbejder i denne Sag, Georg Jørgensen, kaldtes som Forstander, da M.-H. ikke selv ønskede at overtage denne Plads.

 

 

             Medens Forstander Jørgensen med stor Energi og Stringens i Praxis beviste Muligheden af den af ham i hans Bøger hævdede, men ikke hidtil i Danmark forsøgte  ”rene”  Talemethodes Anvendelse paa de 2/3 af de egentlige døvstumme, saa hvilede Pastor Malling-Hansen heller ikke, men gjorde nu det af ham paa hans Anstalt længe forberedte Skridt heltud, i det han fuldstændigt og energiskt kastede Tegnet overbord og proklamerede den rene Skriftmethode som sin Anstalts Undervisningsmethode for den lavest begavede 1/3 af de egentlige døvstumme.

 

            Kommissionen skulde nu med denne historiske Udvikling for Øje og paa Basis af den undersøge, hvilke Foranstaltninger, der maatte træffes for at sikre den deraf opstaaede Organisation og for at fremme Døvstummesagen i det Hele.

 

            Den væsentlige Opgave blev derfor naturligt at tage de hidtil privat værende kellerske Døvstummeanstalters fremtidige Stilling i Organisationen under Overvejelse.

 

            Da det ved Overholdelden af en hver Organisation er af Betydning, at de enkelte Led indenfor denne arbejder under omtrentlig lige Vilkaar og Forhold, og da paa den anden Side denne Organisation i Danmark saa godt som var bragt til sin Fuldendelse, saa at det private Initiativ og deraf følgende Kappestrid mellem private og statslige Anstalter ikke mere kunde antages at spille nogen Rolle i denne Henseende, vedtog Kommissionen enstemmig at anbefale de private Døvstummeanstalters Overgang til Staten.

 

            Spørgsmaalet blev jo derpaa, hvad man skulde sætte i Stedet for disse Anstalter, og om man kunde anvende de af dem benyttede Bygninger.

 

            For at opnaa den paalideligste Fordeling af de døvstumme, vedtoges det at anbefale en fælles Optagelse af samtlige Landets døvstumme Børn paa én Anstalt,  -  medens Forholdet i Danmark jo for Tiden er det, at de uegentlige direkte indkaldes til Kellers Anstalt,  de egentlige til Statsanstalten i Fredericia, hvorefter udveksling af de fejlagtig optagne Børn senere finder Sted mellem de nævnte Anstalter.

 

            Til at være denne fælles Optagelsesanstalt valgtes naturligt sidstnævnte Institut, hvor da den fornødne Bygning til denne  èt-aarige  Forskole  -  thi efter denne Tids Forløb mente Kommissionens Fagmænd at Fordelingen af Børnene mellem de forskjellige Anstalter kunde foregaa med tilstrækkelig paalidelighed og Lethed  -  skulde rejses paa en af Fredericia Byraad tilbudt i umiddelbar Nærhed til det gamle Institut beliggende Grund.  Efter 1 Aars Forløb skulde da  -  som omtalt  -  Fordelingen gaa for sig; den slettest begavede 1/3 af de egentlige sendes til det kgl. Institut i Kjøbenhavn;  de uegentlige og de aandssløve til de eventuelle nye Anstalter for disse Børn.

 

            Kommissionen mente dernæst ikke at turde anbefale Benyttelsen af de nuværende Privatanstalters Bygninger til Anvendelse i Statens Tjeneste;  den tilraadede Opførelsen af tvende ny efter alle Nutidens Fordringer indrettede Skoler for de omtalte Børn.

 

            For at være i Stand til at externere de uegentlige døvstumme  -  hvad Kommissionen afgjort maatte anbefale  -  maatte det for disse Børn bestemte Institut lægges bort fra Kjøbenhavn  -  hvor det tilstrækkelige Antal gode Plejehjem ikke mentes at kunde skaffes  -  til en Provindsby,  og man enedes om at udpege Vejle[3] i Jylland som et i denne Henseende særlig heldigt Sted.

 

            Da det første Aarskuld af de uegentlige skulde forblive i Forskolen i Fredericia, og den ny Anstalt for disse Børn saaledes først kom til at modtage sine Elever efter 1 Aars Undervisning dersteds, anbefalede Kommissionen  -  i Overensstemmelse med sine faglige Medlemmers Syn paa de uegentlige døvstumme som en absolut exceptionel Gren af de døvstumme, man ikke kunde maale med Døvstummeundervisningens almindelige Alen  -  at Externeringen af disse Børn i Modsætningen til Princippet i Fredericia skulde finde Sted strax ved deres Ankomst til den for dem indrettede Anstalt, og at Elevantallet i Klasserne kunde sættes til 15.

 

            For nu at tage Bestemmelse om Størrelsen af den Bygning, der skulde rejses for de uegentlige døvstumme, var det nødvendigt først at komme paa det rene med det virkelige Antal af døvstumme, der findes og i den nærmeste Fremtid formodes at maatte findes i Danmark.

 

 

            Betænkningen oplyser herom følgende

 

I det kgl. Institut i Fredericia findes............................  160 egentl.
.......d:o.......... ........i Kjøbenhavn....................................     75    d:o
Kellers Anstalt i Balders gade........................................    10    d:o........106  uegentl.
.......d:o...............i Meinungs gade...................................    26    d:o......... 21......d:o
Frøken Mathiesens Anstalt.............................................      7    d:o.......................................

i alt 278 egentl......127 uegentl............

d.v.s. der undervises for Tiden i Danmark i Anstalterne  405  døvstumme Børn.

 

            Af disse formentes omtrent 120 uegentlige Børn at komme ind under den paa normalt begavede Børn beregnede Undervisning, medens Resten skulde henvises til aandssløveanstalten.  I Følge de statistiske Oplysninger maatte det imidlertid antages, at de uegentlige udgjorde c. 1/3 af samtlige døvstumme; det laa derfor nærmest at gaa ud fra, at det nuværende Antal kun betød en midlertidig Formindskelse, hvorfor man maa træffe sine Foranstaltninger med det antageligt regulære Antal for Øje.

 

            Den Fordel opnaaedes jo ved at externere de uegentlige døvstumme strax ved deres Ankomst til den for dem beregnede Anstalt, at denne derved blev en blot og bar Skole, hvorfor Udgifterne til dens Opførelse betydeligt forringedes.

 

            Maximum for Elevantallet af disse Børn i Klasserne blev som omtalt sat til 15, men da man maatte gaa ud fra det aarligt indkaldte Antal blev noget større, foreslog Kommissionen  -  for at undgaa Oprettelsen af Paralelklasser  -  at lade det overskydende Antal af uegentlige forblive i Fredericia og der undervises sammen med de egentlige.

 

            På denne Maade kom den ny Anstalt kun til at rumme 7 Klasser  -  en for hver Aargang  -  hvorved Apparatet jo i høj Grad simplifieredes.

 

            Tilbage for Kommissionen stod nu at tage Bestemmelse om de aandssløves Anbringelse, og i denne Henseende stillede Valget sig imellem Opførelsen af en selvstændig Anstalt i en Provindsby eller af et Annex till det kgl. Institut i Kjøbenhavn.  Kommissionen mente nemlig af forskjellige Grunde ikke at turde anbefale Anvendelse af de private Instituter for disse Børn.

 

            Kjønt Kommissionen til fulde var paa det rene med, at en selvstændig Anstalt borte fra Kjøbenhavn maatte være det mest anbefalingsværdige, da i saa Fald en Sammenblanding af Skrift og Tegnmethode afgjort umuliggjordes, og man maatte ogsaa af andre  -  pædagogiske og hygiejniske  -  Grunde bestemt maatte foretrække at flytte den nuværende Aandssløveanstalt til en Provindsby med beliggenhed ved Havet, saa var dog de økonomiske Besparelser, der  -  saavel ved Opførelsen, som ved den aarlige Drift af den ny Anstalt  -  kunde indvindes ved at lægge den paa det kgl. Instituts Grund i Kjøbenhavn saa betydelige, at de ikke turde overses, og da Kommissionens Fagmænd nærede den bestemte Overbevisning at Samkvemmet mellem de 2 Afdelinger kunde indskrænkes til Maaltiderne, medens Børnene ellers  -  saavel i som udenfor Undervisningen  -  vad adskilte, mente man af ovennævnte økonomiske Grunde  -  for at lette Sagens Gjennemgang gjennem Rigsdagen  -  at burde anbefale det sidste Alternativ,  -  altsaa at lægge det nye Institut for aandssløve-døvstumme Børn ud paa det kgl. Instituts grund i Kjøbenhavn.

 

            Blev Kommissionens Forslag vedtaget af Rigsdagen, vilde Forholdene i Danmark altsaa komme til at se ud som følger:  Fælles etaarig Forskole i Fredericia; efter 1 Aars Forløb Udskillelse  1) af 15 uegentlige Børn til en for disse nyopført Skole i Vejle, 2) af den mindst begavede Trediedel af de egentlige døvstumme til det kgl. Institut i Kjøbenhavn for der at undervises efter Skriftmethoden, 3) af de aandssløve-døvstumme til samme Anstalt, dog skulde disse der undervises ikke efter Skrift-, men efter Tegnmethoden.

 

            Tilbage i Fredericia forbliver som hidtil de 2 Trediedele bedst begavede egentlige, der igjen deles i 2 Afdelinger og undervises – dog først 2 Aar efter Optagelsen  -  i 2 forskjellige Skoler  -  A og B Skolen i Fredericia.

 

            Det kan jo ikke nægtes, at med dette Forslags Realisering faar Danmark gjennemført en Deling, der vel næppe kan tænkes talrigere forgrenet, men netop fordi Delingerne ere saa mange, maa det ovilkaarlig falde i Øjnene, at de kun komme de egentlige til Gode og at man til Trods for dette Misforhold fordrer, at Maximum for Eleverne i den uegentlige Anstalts Klasser sat saa højt  -  15.

 

            Derom kan der vel ingen Tvivl være, at der indenfor for de uegentlige Børn findes langt talrigere Afskygninger og langt flere Standpunkter end indenfor de egentlige, og dog giver man de sidste alle de Delinger, der netop er beregnede paa at ophæve den Skade,  slige for store Afskygninger indenfor samme Klasse unægtelig fører med sig, medens de første, der dog sandelig baade p. Gr. af Sagens Natur og p. Gr. af det høje Elevantal man sætter som Klassens, har de vægtigste Krav paa en Deling, ingen faar.

 

            Her  er et Misforhold til Stede;  opretholder man  -  som sket er  -  den danske Inddelingsmaade og udsondrer de uegentlige som en Afdeling for sig, da maa man ogsaa tage Konsekvenserne af dette Skridt fuldt ud og anerkjende denne deres Afdeling som paralel og sideordnet med de egentliges;  begge maa have Krav paa at besidde nogenlunde ligeligt sammensatte Klasser, d.v.s. begge maa have Krav paa en Deling, og at det vil opnaas for de uegentliges Vedkommende, hvad i saa rigeligt Maal er tilflydt de egentlige, synes jo ikke at kunne være Tvivl underkastet, og Grunden til at denne ikke er nævnt i Kommissionens Betænkning maa sikkert udelukkende søges i at dens Fagmænd har anset dette Spørgsmaal for en administrativ Sag, der vilde ordnes af sig selv  -  enten ved Indkaldelse hvert andet Aar eller paa anden Maade  -  saasnart Staten ogsaa overtog det direkte Ansvar for og Ledelse af de uegentlige døvstumme og deres Undervisning.

 

            Af denne Grund og da denne Retfærdighedshandling mod de uegentlige ikke vilde have yderligere Udgifter til Følge, har man derfor formodentlig ikke anset det for nødvendigt at berøre de uegentliges Deling i Lovforslaget.

 

            Kommissionsbetænkningen fremkaldte en Discussion i Bladene, i det tvende Lærere ved det kgl. Institut i Kjøbenhavn D’hrr. Bech[4] og Petersen[5] opponerede, særlig imod at den nye Aandssløveafdeling lagdes som Annex ud paa det kgl. Instituts Grund.  Det fremhævede det uheldige i, at økonomiske Grunde skulde være det afgjørende ved dette vigtige Spørgsmaal;  de hævdede det absolut urigtige i at lægge de to Afdelinger paa samme Grund:  en Sammenblanding af Methoderne kunde ikke undgaas, og man løb derfor Fare for at den sikkre Stilling, man nu gjennem Kampen var naaet til at skaffe Skriftmethoden, vilde ødelægges ved den nære Forbindelse med et Tegninstitut.

 

            Pastor Malling-Hansens Svar paa disse Artikler gik nærmest ud paa, at man ikke saadan kunde bortse fra de økonomiske Forhold;  den økonomiske Forskjel mellem de tvende Alternativer var saa stor, at der skulde meget væsentlige Grunde til at fravige Kommissionens Indstilling;  saadanne grunde vilde sikkert foreligge, dersom en Anbringelse af tvende Anstalter paa samme Grund skulde medføre en Fare for en Sammenblanding af de 2 Methoder, men han maatte bestandig paastaa, at en Ordning af det daglige Forhold var mulig paa en saadan Maade, at de to Afdelingerns Samkvem blev indskrænket til et rent Minimum.

 

            Forslaget har imidlertid nu foreligget til 1ste Behandling i Riksdagen og efter den Modtagelse, det fik, at dømme og efter alle Solemærker saa vil sikkert nu de aandssløve-døvstumme faa deres egen Anstalt i en eller anden Provindsby – et Resultat enhver Fagmand -  baade i og udenfor Kommissionen  -  vil hilse med Glæde.

 

            Kommissionens i og for sig berettigede økonomiske Ængstelser synes saaledes at have vist sig overflødige, og saavel dens Medlemmer som alle vi andre Døvstummelærere vil sikkert være særdeles tilfredse med, at Rigsdagen ikke  -  eller forhaabentlig ikke  -  at økonomiske Grunde har bortset eller vil bortse fra det, den faglige Kommission har fremsat som det principielt retteste.

 

            Hr. Bech berørte endvidere i sin Artikkel Forholdet mellem A og B Afdelingerne i Fredericia.  Han henviste til Forstander Jørgensens Udtalelse i dennes Artikkel under den norske Organisationsstrid (se Erklrg. ang. Døvst.’skl.’s Organisation  S. 65, 1:ste Spalte).  I denne havde Forstanderen nemlig udtalt, at B Afdelingen, saasnart et dueligt Personale var uddannet, vilde blive en selvstændig Anstalt under en selvstændig Forstander.  Hr Bech formente, at dette Tidspunkt maatte være kommet, og forespurgte om denne B Afdelingens Selvstændiggjørelse ikke snart kunde ventes.

 

            Forstander Jørgensen var imidlertid af den Overbevisning, at dette Tidspunkt endnu ikke forelaa;  desuden henviste han til at Staten ved Kontrakt  -  Staten har som bekjendt kun leget de af B Afdelingen i Fredericia benyttede Lokaler  -  var bundet til den nuværende Bygning indtil 1902, hvilket jo i al Fald vilde forhindre Flytningen af ofte omtalte Afdeling til en anden By.

 

            Da nu imidlertid den samlede Organisationsplan for Danmarks Døvstummeskole er under Behandling for Tiden, saa maa det dog vist være ganske naturligt  -  selv om et enkelt Punkts Realisering maatte skydes noget ud  -  at komme paa det rene med, hvad der i alle Henseender var Sagen mest formaalstjenlig:  altsaa med det samme principielt faa klaret Forholdet mellem A og B Afdelingerne i Fredericia.

 

            Forstander Finch[6] hævdede i sin Tid i sin Erklæring angaaende Døvstummesagens Organisation i Norge (se Side 31, 1:ste Spalte), at to efter Begavelsen delte Taleafdelinger burde formes som absolut selvstændige og adskilte Skoler;  de Grunde, han gav herfor, var saa klare, indlysende og almindelige, og vel ogsaa nu saa godt kjendte, at de ikke behøver at gjentages;  mærkeligt nok undtog imidlertid Forstander Finch netop Fredericia Institutet fra at gaa ind under den af ham opstillede almindelige og sikkert absolut retfærdige Fordring;  men det er  -  i al Fald for mig  -  særdeles vanskelig at se, hvorfor de Grunde, der har ledet Hr. Finch til at opstille omtalte Fordring paa forskjelligt begavede Taleliniers Udsondring i absolut adskilte Anstalter, ikke lige saa vel maa gjælde Fredericia-Institutet som ethvert andet.   En hver, der kjender Forholdene derovre i Fredericia, ved ganske vist hvilken Personlighed, der for Tiden staar i Spidsen for  Institutet dersteds, og tvivler sikkert ikke om, at det vil staa i denne Mands Haand at overvinde Manglerne, der lettelig klæber ved det nuværende System og den kolossale Størrelse, Institutet efterhaanden opnaar  -  men  -  ja jeg tillader mig atter her at støtte mig til Forstander Finch og anvende hans Ord (se føromtalte Sted, Spalte 2)  - det har altid været Døvstummeskolens Fejl at slutte fra det enkelte særlige til det almindelige.  Man organiserer ikke i et Land paa Grundlag af en enkelt Personlighed”.

 

            Derfor  -  naar Tiden kommer og det paa en eller anden Maade kan opnaas  -  da bør sikkert B Afdelingen i Fredericia som selvstændig Anstalt lægges til en anden By.

 

            Tilbage staar endnu at omtale det Lønningsregulativ for de kgl. Døvstummeinstituter, som Kommissionen har afgivet Betænkning om. I Følge dette vilde Lærerne begynde med 1,200 Kr. og i løbet af 17 Aar stige til 2,700 Kr. samt passende Erstatning for Bolig for en ugift og Forstanderne begynde med 4,000 Kr. og fri Bolig.

 

            Dette Forslag maatte jo  -  hvis det vedtages  -  anses for særlig egnet at skaffe Døvstummeskolen et stabilt og dygtigt uddannet Personale, i det det byder favorable Vilkaar at arbejde under; maaske dog Begyndelsesgagerne for Lærernes Vedkommende kunde være sat lidt højere og for Forstanderne lidt lavere.

 

            Kommissionens Organisationsforslag er nu omtalt; tilbringe staar at bringe dens Medlemmer  -  særlig den faglige D’Hrr Malling-Hansen og Jørgensen  -  den varmeste Tak for det interesserede, dygtige og energiske Arbejde, de har ydet Sagen, og for det betydelige Skridt, de har bragt den videre.

 

            Vi staar nu snart ved Maalet:  Organisationen ordnet.  For Fremtiden maa vi udelukkende kunne ofre vore Kræfter for det centrale i Døvstummeundervisningen, d.v.s. Sprogudviklingen.  Rammen er nu givet;  nu gjælder det om at fylde den.  Held os at vi er kommet saa vidt; altfor længe har denne  ”Ramme” i uforholdsmæssig Grad trukket Døfstummelærernes Syn og Discussionslyst bort fra det, der dog er vigtigere:  Indholdet.

 

 

Hjalmar Keller.

 

 

______________

 

 

Tillägg.

 

 

            Då det nya danska organisationsförslaget utkom, blefvo vi af några danska kolleger uppmanade att i tidskriften anmäla detsamma. Till följd af sjukdom kunde vi dock ej utarbeta någon fullständig anmälan, utan vände oss i stället till föreståndaren för skolan för oegentliga döfstumma i Köpenhamn, kand. Hjalmar Keller, med anmodan om att recensera detsamma.  Vi uppmanade honom äfven att redogöra för delningsidéns uppkomst och utveckling i Danmark, som för den diskussion, hvilken efter förslagets publicerande förts i de danska hufvudstadstidningarna.  Detta har nu hr Keller haft godheten göra i förestående uppsats.

 

            För vår del instämma vi med honom i de loford han gifver förslaget för den klara och koncisa formen, hvilken röjer samma hand, som för ett tiotal år sedan formulerade förslaget om upprättande af ett nytt döfstuminstitut i Jylland, för det grundliga arbete, som här bifvit nedlagdt, och för dess många stora förtjänster.  Bland dessa senare vilja vi särskildt påpeka utredningen af frågan om de oegentliga döfstummas öfvertagande af staten, en gemensam förskola i Fredericia, lämpliga platser för skolan dör de oegentliga döfstumma, kostnadsberäkningar och byggnadsplaner för de nya instituten, ersättning åt de nuvarande lärarna vid de Kellerska anstalterna.  Då vi gifva dessa och andra förtjänster i förslaget vårt fulla erkännande, är det ej med gladt sinne vi å andra sidan nödgas med hr. Keller instämma i de anmärkningar, han gjort, och de ändringar, han önskar vidtagna, samt dessutom framställa ännu några önskemål.

 

            Vi anse sålunda, att äfven de oegentliga döfstumma måste delas, såvida några goda resultat med dem skola uppnås.  Det var ju just ett mera tidsenligt ordnande af de oegentligas undervisning, som föranledde tanken på deras öfvertagande af staten och till en del förorsakade tillsättandet af den komité, hvilken nu framlagt sitt betänkande.  De skäl, hr Keller anfört för en delning inom de oegentliga döfstumma, äro tillräckligt talande för enhvar, som har någon erfarenhet af de oegentliga döfstummas undervisning och de egendomliga svårigheter, som vissa bland dem kunna erbjuda, särskildt i artikulation och afläsning.  En stor svårighet för de oegentligas delning ligger visserligen i deras jemförelsevis ringa antal, men denna torde dock, som hr Keller påpekat, kunna undanrödjas, genom att denna kategori af döfstumma inkallas endast hvart annat år.

 

            Den punkt i förslaget, som framkallat den lifligaste debatten, är frågan om förläggandet af de svagast begåfvade döfstumma som en afdelning vid Kongl. Institutet i Köpenhamn.  Om man vid detta institut följde en blandad tecken-skriftmetod, så skulle vi kunna medgifva, att ett sådant arrangemang ej vore omöjligt, enär metoderna då ej behöfde så menligt inverka på hvarandra.  Men nu har man, som bekant, sedan flera år tillbaka derstädes följt den rena skriftmetoden, och under sådana förhållanden är det ej rådligt att ditt förlägga en tecken-afdelning.

 

            För öfrigt blir den undervisningsmetod, som måste användas för dessa svagast begåfvade, så olikartad med undervisningen af vanligt bildbara döfstumma, att den som skall leda denna afdelning behöfver egna sig uteslutande åt densamma.  Hela den grundläggande undervisningen lär väl under de första åren ej kunna blifva annat än ett slags Kindergarten-undervisning, liksom undervisningen här öfverhufvudtaget blir ännu mer individualiserad än i den vanliga döfstumskolan.

 

            Härtill kommer, att man ej vet, hvilken metod i framtiden kan komma att användas vid Kongl. Institutet.  Starka röster höjas ju för talmetodens tillämpande äfven för C-afdelningen  - och Kongl. Institutet i Köpenhamn är en sådan  -  andra, mindre talrika visserligen, varna för att drifva talmetoden för långt;  men hvilka af dessa i en framtid skola befinnas hafva rätt, sedan alla de faktorer blifvit tagna med i räkningen, hvilka här spela en rol, det kan ingen nu med någon visshet säga.  Det kan komma en tid, då man i Köpenhamn måste undervisa C medelst tal, liksom man nu gör i Slesvig, och går det så, då duger det ej att hafva en tecknande afdelning vid sidan af talskolan.

 

            Dessa jemte de skäl, hrr Keller och Bech framdragit för D-afdelningens förläggande till en särskild anstalt, synas oss ådagalägga önskvärdheten häraf.  Inom danska riksdagen tyckes också af hr Kellers uppsats stämningen dessbättre vara för ett särskildt institut för dessa barn.

 

            B-afdelningens flyttande från Fredericia till annan plats har också varit föremål för öfverläggning.  Äfven här ställa vi oss på deras sida, som yrka detta, emedan eljest institutet i Fredericia, när dess stora intagningsskola kommer i gång, kommer att få dimensioner, som förefalla oss betänkliga.  Väl är det sannt, att man till följd af delningsprincipens genomförande måste öfvergifva småskolesystemet, men att från den ena ytterligheten gå öfver till en annan, det kunna vi ej vara med om.

 

            Bäst vore det att redan nu, om det låter sig göra, flytta B-skolan och flytta den till Veile, såsom nära beläget till Fredericia.  I alla händelser synes oss Veile böra reserveras för detta syfte.  Institutet för oegentliga döfstumma borde då förläggas till Nyborg, hvilket enligt komiténs uttalanden lär vara en lämplig plats för döfstumskola.  De förhyrda lokaler i Fredericia, hvilka nu begagnas af B-afdelningen, skulle då kunna användas af A-afdelningens högre klasser, tills kontrakttiden går till ända. Och när den hyra, som nu erlägges för dessa lokaler, ej längre behöver utgå, så motsvarar den, om den kapitaliseras, i det närmaste den summa, som ett nytt institut i Veile för B-afdelningen skulle kosta.

 

            Men om vi sålunda önska flytta B-afdelningen från Fredericia till Veile, vilja vi däremot föreslå förläggandet af tvenne andra viktiga led i döfstumundervisningen till Fredericia-institutet.

 

            Den ena är en lärarebildningsanstalt. Komiterades förslag innehåller intet därom,  förmodligen af det skäl, att ministeriets förordnande för komitén icke innhöll något förständigande i denna punkt.  Skall man i hvad på lärarna ankommer erhålla en god undervisning, så är det ej nog att ge dem goda löner  -  i detta avseende förtjänar förslaget allt erkännande  -  utan man måste äfven se till, att lärarna erhålla den för sin specifika verksamhet oundgängligen nödvändiga utbildningen.  Detta är ju ock något, som man numera lägger vigt på i de flesta länder.  Lärarebildningsanstalter finnas, som bekant, både i Tyskland, Frankrike, England m.fl. länder, vårt lilla Sverige ej att förtiga.  Det land, som ej sörjer för ett grundligt förberedande af de blifvande döfstumlärarna för deras kall, det skall enligt vårt förmenande i längden ej kunna bestå i täflingen med andra länder, vore det ock aldrig så väl lottadt i andra afseenden, i delningens genomförande, i institutens inredning o.s.v.

 

            Äfven Danmark behöfver en sådan anstalt, om ock liten -  intagning af några elever hvart annat år  -  och denna kan naturligen ej förläggas annat än till det institut, der intagningsklassen finnes.

 

            Vidare anse vi, att hela den statistiska apparaten borde förläggas från Kongl. Institutet i Köpenhamn till Fredericia, emedan man der lättast kan se, hvilka kallelser till intagning blifvit åtlydda och detta institut ju blir hufvudinstitutet för hela landet. Så länge upphofsmannen till detta säkert och väl arbetande maskineri, pastor Malling-Hansen, leder institutet i Köpenhamn, kan en sådan flyttning ej komma i fråga, men efter hans afgång bör den ega rum, for så vidt detta arbete skall fortfara att vara förlagdt till något af instituten.

 

            Då torde äfven inspektörsbefattningen vid samma institut, i hvars åligganden skötseln af expeditionen inom den statistiska afdelningen ingår, kunna indragas.  Mer än vid institutet i Fredericia böra några inspektörs- eller särskilda 1:sta lärareplatser ej kunna behöfvas.

 

            Vi nämnde ofvan några ord om lärarelönerna, och att de blifvit väl tillgodosedda i komiténs förslag.  Detta är ock väl behöfligt, ty de löner, som för närvarande gifvas de danska lärare, äro allt för knappt tilltagna.  De af komitén  föreslagna böra däremot kunna locka dugligt folk in på döfstumlärarebanan och hålla dem qvar der.  Dock skulle vi vilja göra den anmärkningen emot föreståndarnas löner vis-à-vis lärarnas, att de väl mycket höja sig öfver de senares.  För Fredericiainstitutets föreståndare och för den nuvarande föreståndaren för Kongl. Institutet i Köpenhamn är detta fullt motiveradt, men deremot torde de efter den senares afgång  -  derest de af oss påpekade förändringarna vidtagas vid detta institut  -  kunna sättas något lägre för hans efterträdare och för föreståndarna för de öfriga af oss projekterade tre instituten.

 

            Hur denna slutliga organisation nu än kommer att genomföras, vare sig komitébetänkandet blir antaget oförändrat eller icke, ställer den alltid landets offervillighet på rätt stora prof.  Men vi tvifla ej på, att Danmark, som länge gått i spetsen för alla andra nationer i denna humanitetsfråga, icke skall tveka att lemna de offer, den kräfver.  Vi önska derföre våra kolleger på andra sidan sundet och deras sak ett hjertligt: lycka till!

 

 

_________________

 

 

 

---