Aftenposten 1883.04.18.

Hedevig Sofie Rosing, 1827-1913, døvelærer og forstanderinne. Foto: DKB.
Fru Rosings taleskole for døve.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

JMC: Artikelforfatteren, Hedevig Rosing, 1827-1913, var en betydningsfuld personlighed i Danmark og Norge som ydede store indsatser indenfor skolevæsenet generelt, i døvstummeundervisningen, og i kampen for kvinders ligeberettigelse. Født i Horsens, Danmark, blev hun i 1860 blev den første kvindelige lærer i den danske almueskole. Hun giftede sig med sin fætter, nordmanden Anton Rosing i 1865, som imidlertid døde kun to år derefter. Hun blev i Norge, mødte Frederik Glad Balchen, som var pionér indenfor døvstumme-undervisningen og blev ansat som lærer ved hans institut i 1872. I 1881 startede Rosing sin egen skole for døvstumme, bygget på den rene talemetode, i Brisleby, Oslo, - senere flyttet til St.Hanshaugen. Rosling bestyrede denne skole indtil 1895, hvor hun blev pensioneret. Hun indgik i flere offentlige kommissioner, som udformede det norske skolevæsen og engagerede sig også i bevægelsen for kvinders stemmeret og lige rettigheder med mænd (Kilde: Wikipedia og Norsk Biografisk Leksikon).


Metodemæssigt var hun en nærmest ”frelst” tilhænger af den rene talemetode indenfor døvstummeundervis-ningen, hvilket fremgår tydeligt at hendes neden-stående artikel. Hun var også en af de meget få skandinaviske deltagere i den famøse Milano-kongres i 1880, som var totalt domineret af tilhængerne af talemetoden. Hedevig Rosings artikel indeholder imidlertid et afsnit, som nævner Rasmus Malling-Hansen på en positiv måde.

 

For en fyldigere baggrund til metodestriden, og eftertidens bedømmelse af talemetoden, henviser jeg til Sverre Avnskogs fortræffelige artikel: ”Ettertidens dom over talemetoden. En skandale i dansk undervisningshistorie” på vor hjemmeside.

 

SA: Artikkelfirfatteren, Hedevig Rosing, skriver at Malling-Hansen uttalte seg meget fordelaktig om talemetoden på "abnormeskolemøtet" i Stockholm i 1876, og han førte faktisk selv en klasse frem til eksamen basert på talemetoden fra 1865-1872. På det nordiske "abnormeskolemøtet" i København i 1872, kunne deltagerne få besøke instituttet i København og overvære Malling-Hansens eksaminasjon av avgangselevene. Men sett i ettertiden synes det tydelig at RMH ikke var tilhenger av at talemetoden ble anvendt på de egentlige døvstumme (altså de som var født døve) og særlig ikke de svakt begavede døvstumme. Det var RMHs fortjeneste at det ble opprettet institutter som underviste de uegentlige og godt begavede døvstumme etter talemetoden, men "hans" døvstummeinstitutt i København fortsatte å basere seg på tegnmetoden.

Døvstummeinstituttet i København startet tidlig et forsøk med å undervise en klasse etter talemetoden, ledet av døvelærer Harald Valdemar Dahlerup. Forsøket varte fra 1846-1849, men resultatene var såpass dårlige at de ikke ønsket å gå fullt og helt inn for denne metoden. Men man bestemte at metoden kunne opptas som en av undervisningsmetodene på instututtet, og i 1858, søkte instituttet om å få opprettet 12 friplasser på Kellers døveskole. Dahlerup valgte å forlate Døvstummeinstituttet i København og startet sin egen skole basert på talemetoden, og den ble etter hvert overtatt av Johan Keller. Undervisningen på Kellers to skoler, en for normalt begavede uegentlig døvstumme og en for svakt begavede døve, opphørte i 1891, da staten overtok ansvaret for all undervisning av døve barn, etter forslag fra kommisjonen av 1888, der RMH var sekretær. Om Københavns døvstummeinstitutt og talemetoden, kan man med fordel lese en avisartikkel av senere forstander Frederik Heiberg, i forbindelse med en avisdisputt med Georg Jørgensen.

 

Talemetoden vant sterkere og sterkere terreng blant døvepedagogene. Et meget hederlig unntak var, foruten Rasmus Malling-Hansen, forstanderen ved Nyborg og senere Fredericia, Georg Forchhammer, som utviklet sitt eget mund-hånd-system. Han ble utsatt for sterk kritikk av tilhengerne av talemetoden, men holdt fast på sitt system.

 

Ettertiden har avslørt at talemetoden nærmest var mislykket, og svært få døve elever ble egentlig særlig gode til å snakke. Tvert imot påførte det sannsynligvis en stor del døvstumme barn et forferdelig slit med å skulle leppeavlese læreren og terpe og terpe på uttalen. Dessuten har ettertiden vist at de fleste døve slettes ikke har som høyeste ønske å kunne fungere på lik linje med hørende. De er stort sett fornøyd med og ønsker å leve i samfunn med andre døve, gifte seg med en døv og omgås andre døve. Og den store fordelen for døve mennesker som har lært seg døvespråket, er at de kan komme sammen med andre døve fra hele verden, og alle snakker samme språk og forstår hverandre.


Når Hedevig Rosing skriver i sin artikkel at de instituttene som underviste døvstumme elever etter talemetoden, kunne vise til meget gode resultater, så har ettertidens forskning avslørt at dette slettes ikke er tilfelle. Man kunne vise til enkeltstående solskinnshistorier basert på spesielt begavede elever, men det store flertalle døve barn, slet meget tungt med talemetoden, og ble hverken gode til å snakke, og deres evner til å lese gikk også ned. Elerver som ble undervist etter tegnmetoden, hadde langt lettere for å bli både gode lesere og gode til å skrive selv.


Hedevig Rosing, 1827-1913, døvelærer og forstanderinne..
Fredrik Glad Balchen, 1815-1899, instituttbestyrer.
Johannes Georg Forchhammer, 1861-1938, døvelærer og forstander.
Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890, prest, forstander, oppfinner og naturvitenskapsmann.

Om Døvstummes Undervisning efter den rene Talemethode.

------

Klasseinddeling af Døvstumme efter deres Evner.

 

Af Hedevig Rosing
(Fortsat fra No. 71).

-----

     I Danmark har indtil den seneste Tid været gjennemført en ganske anden Inddeling end den slesvigske[1]. Man skjelner nemlig der mellem egentlige og uegentlige Døvstumme, det vil sige, deler Eleverne efter deres større eller mindre Taleevne og Høreevne. Til egentlig Døvstumme regnes alle, som er fuldstændig døve fra Fødslen eller den tidligere Alder, som altsaa intet Sprog har, til uegentlige Døvstumme de, som enten ere blevne døve, efterat de havde lært at tale eller som har en liden Rest af Hørelse. Kun de uegentlige Døvstumme sendte man til Professor Kellers Taleskole for Døvstumme, de egentlige bleve henviste til det kgl. Døvstummeinstitut, som er et Tegninstitut. Velstaaende Familier, som selv har betalt for sine Børn, har dog stadig sendt egentlige Døvstumme til Prof. Kellers Skole, og til Frk. Mathisens Skole for Døvstumme. Om Eleverne i Frøken Mathisens Skole har de høiere Autoriteter efter en afholdt Examen udtalt saadan Dom:  - ”at Undervisningen havde ført til særdeles gode Resultater, - for de flinkeste Elevers Vedkommende endog til overraskende gode, og at Børnene i Kundskaber og Færdigheder stod betydelig over, hvad Almueskolen kan bringe sine Elever til.”

 

- Blandt disse døvstumme Gutter og Piger, om hvem en saa gunstig Dom er bleven udtalt af Sagkyndige, findes kun en enkelt uegentlig Døvstum, alle de andre er fuldstændig døve fra Fødselen eller det første Aar, altsaa egentlige Døvstumme. Fra Prof. Kellers Skole er der udgaaet mange talende egentlige Døvstumme, saa man har ogsaa i Danmark havt fuld indsigt i og Bevis for, at disse kan lære at tale ligesaavel som de uegentlige. Denne inddeling findes ikke noget Sted i Tyskland eller i noget andet Land. Hvor man i Tyskland gjør Adskillelse, er det med Hensyn til Begavelsen, men alle undervises efter den samme Methode, Talemethoden.

 

     Saaledes er efter den danske Inddeling mangt et kvikt begavet Barn blevet hindret fra at komme til at bevæge sig som talende mellem Talende, det er blevet henvist til alene at kunne omgaaes Fremmede ved Hjælp af Skrift. Og ser man til de ubegavede egentlige Døvstumme, gives der for det første adskillige, som i naturlige Anlæg for Taleorganernes Brug overgaar mange af de mere begavede, og hvad de øvrige angaar, viser Erfaringen, at den blotte Omstændighed, at de er blevne bekjendte med det Meddelelsesmiddel, som benyttes af hele Menneskeheden, virker løftende paa dem og øger deres Selvbevidsthed, noget som maa anses for at give fuld Erstatning for den Tid, der er anvendt paa deres Taleøvelser, selv om disse ikke fører til det Resultat, man kunde ønske. Den fuldstændige Mangel paa Evne til at fatte Betydningen af mundtlig Tale virker nedtrykkende paa dem, som alene er  underviste med Fingeralfabetet, hvilket man kan overbevise sig om ved at iagttage de efter tvende Methoder underviste Døvstumme, naar de er sammen. Naar hertil kommer, at de i Talemethoden opdragne Voxne paa egen Haand med største Lethed vil kunne tilegne sig de Fordele, som ved deres Omgang med Ulykkesfæller maatte ligge i brugen af Fingeralfabetet, synes der at være saa meget mindre Grund til at anvende en særskilt Methode ved Undervisningen af ubegavede egentlige Døvstumme og endnu mindre af Døvstumme idetheletaget.

 

     Det betydningsfulde Forsprang Danmark har havt fremfor alle andre Lande med Hensyn til Skolepligt for Døvstumme, der som tidligere nævnt, har været indført siden 1817, har saaledes ikke kunnet faa Indflydelse paa selve Undervisningens Omraade, saalænge man har holdt fast ved det fra gammel Tid nedarvede System. Det kgl. Døvstummeinstituts Bestyrer, Hr. Pastor Malling-Hansen, udtalte sig imidlertid ved det skandinaviske Møde i Stockholm 1876 saa varmt for Talemethoden, at man vel mærkede hans Ønske om at fremme den i Danmark, og dette er ogsaa i væsentlig Grad sket. Det nye Statsinstitut i Fredericia, som traadte i Kraft 1881, skal nemlig være en Taleskole for egentlige Døvstumme. I Fremtiden skal alle disse undervises et Aar eller et halvt Aar i Frederica, og først efter denne Prøvetid skal en Udskillelse finde Sted. De, som har tungt for at lære at tale, skal sendes til det kongelige Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn og undervises efter Tegnmethoden, Resten skal blive paa Institutet i Fredericia og fortsætte sin Undervisning efter Talemethoden. Man holder for, at det bliver omkring Halvdelen af Eleverne til hver Skole.

 

- - - - - -  (JMC: Sidste del af artiklen handler om Rosings indtryk fra hendes studierejse til døvstummeinstituttet i Slesvig og er her udeladt).

 

[1] JMC: Første del af Hedevigs artikel, publiceret i Aftenpostens nr 71, handler sandsynligvis hovedsagelig om hendes indtryk fra en studierejse, hvor vi ved at hun blandt andet besøgte det slesvigske døvstummeinstitut og blev begejstret for deres anvendelse af den rene talemetode.


Den originale artikkelen.
Den aktuelle utgaven av Aftenposten.
Invitasjonen til Døvelærerkongressen i Milano 1880, der Hedevig Rosing var en av svært få nordiske lærere, kanskje den eneste.
Hedevig Rosing var en av svært få representanter ved Døvelærerkongressen i Milano i 1880. Det står i artikkelen over at hun var den eneste representanten fra Norden ved kongressen, men andre steder har jeg lest at ytterligere noen få nordiske representanter var til stede. Artikkelen er tatt fra Nye journal for døve, og forteller litt om ulike myter som har oppstått i ettertid om kongressen. Som vedtaket viser lengre ned i artikkelen, så ble ingen pålagt å bruke talemetoden, men det ble vedtatt at talemetoden "bør ha fortrinn over tegnmetoden". En temmelig sterk oppfordring, med andre ord, men intet påbud. I en kongress ca 100 år senere, trakk den samme kongressen samtlige vedtak fra 1880 og beklaget det de hadde medført av lidelser for døvstumme barn. Talemetoden var et feiltrinn fra første stund, og det er bemerkelsesverdig at ikke fortidens døvelærere oppdaget at metoden ikke var egnet i opplæringen av døve. De synes ikke å ha vært tilstrekkelig ydmyke og egentlig interessert i å se det som talte imot metoden. De var nok rammet av det som vi i politisammenheng kaller for "tunnelsyn": Når politiet ser seg blind på et bestemt spor i etterforskningen og overser de andre, som peker i en annen retning.