Avisdisputt vedrørende et utbrudd av en sykdomsepedemi ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i 1865.

    Døvstummeinstitutets Mysterier. Der er i nogen Tid gaaet uhyggelige Rygter om Helbredstilstanden i Døvstumme-institutet. At Hovedstadens Presse i Begyndelsen lod denne Sag gaa uomtalt hen, var vistnok i sin Orden, da slige Forhold i flere Henseender kunne være mislige at røre ved. Men efterat Rygterne ere vandrede rundt i Provinsbladene og efterat der i ”Berlingske Tidende”[1] er fremkommet en officiel Erklæring herom, der maae kaldes mildest talt uheldig, synes Tiden at være kommen til at skænke Sagen en Omtale, der er lige langt fra Overdrivelse og fra letfærdig Udsmykning. Det er en saadan paalidelig Meddelelse, som jeg troer mig istand til at give, og som jeg herved beder den ærede Redaktion om at give Plads i ”Dags-Telegrafen”.

     For nogen Tid siden blev en paa Døvstummeinstitutet tjenende Pige angreben af gastrisk Feber[2].  D e s u a g t e t  l o d  m a n  h e n d e  f o r b l i v e  i  A n s t a l t e n, o g  e n  a n d e n  T j e n e s t e p i g e  m a a t t e  e n d o g  d e l e  V æ r e l s e  m e d  h e n d e  u n d e r  h e n d e s  S y g d o m. Omtrent midt i forrige Maaned, da den førstnævnte Pige var Rekonvalescent, begyndte 16 af de i Institutet optagne Børn at klage over Ildebefindende, og Patienternes Antal steg i Løbet af et Par Dage til ca. 70, saa at det blev nødvendigt at indrette et Lasareth i to af Institutets Værelser. Anstaltens Læge[3] erklærede imidlertid Sygdommen for almindelig Forkølelse og tillagde den i Begyndelsen saa liden Betydning, at endog nogle af Patienterne, der havde lagt sig tilsengs, fik Tilhold om at staae op, skjønt det senere viste sig, at netop disse Børn vare stærkest angrebne, ligesom adskillige af dem ere syge endnu. Et lignende Synspunkt indtog Stadslægen, Justitsraad Schleisner[4], der under det eneste Besøg, han skænkede Anstalten, udtalte, at Sygdommen maatte ansees for simpel Influenza. Derimod karakteriserede en tredie Læge, der en Dag besøgte Institutet i Forening med dets Direktør, Geheimeetatsraad T r a p[5], Tilstanden som gastrisk Feber, og af samme Mening var en fjerde Læge, der blev tilkaldt i Anledning af, at en lille Pige, der havde Ophold i Anstalten, men ikke hørte til Eleverne, var bleven angreben af den sidstnævnte Sygdom. Forøvrigt bedrede Helbredstilstanden sig efterhaanden saaledes, at for Tiden kun omtrent en halv Snes af Eleverne ere sengeliggende, og ligesaa mange ere Rekonvalescenter.

     Som man seer, ere de Lærde uenige om den egentlige Beskaffenhed af Sygdomstilfældene i Døvstummeinstitutet; men der er adskjillige Kjendsgerninger, som ikke lade sig benegte, nemlig at Sygdommmen opstod under en i Anstalten tjenende Piges Reconvalescens efter en gastrisk Feber, fremdeles at et Barn, der boede i Anstalten, ligeledes blev angreben af gastrisk Feber, og endelig at  t o  a f  E l e v e r n e  i  d e n  o m t a l t e  S y g d o m s p e r i o d e  b l e v e  t r a n s p o r t e r e d e  f r a  A n s t a l t e n  t i l  K o m m u n e h o s p i t a l e t  s o m  T y f u s p a t i e n t e r.  Det er derfor ganske mærkeligt, at den ovennævnte officielle Erklæring i ”Berlingske Tidende” flot væk karakteriserer Sygdommen som simpel Influenza, ligesom det ogsaa maa forekomme besynderligt, at t o  af Lærerne omtales i Erklæringen som angrebne, medens i Virkeligheden kun  e n  har hørt til de Syges Tal. Ifald Erklæringen skyldes Institutets Direktør, røber Hr. Geheimeetatsraaden saaledes et paafaldende Ukjendskab til Forholdene i den Anstalt, der er underlagt hans Bestyrelse. Ikke mindre interessant er den i Erklæringen fremkomne Oplysning, at Undersøgelser have godtgjort det Ubegrundede i Mistanken om, at Madens Beskaffenhed kan have været Aarsag til Upasseligheden. Det turde maaske i denne Anledning ikke være ubeføiet at spørge om, h v e m  det er, der har undersøgt Maden, og hvilken Mad der en bleven undersøgt, enten den, som Patienten nød umiddelbart før Sygdommens Udbrud, eller de gule Ærter, Flæsket og Hvidkaalssuppen, som Rekonvalescenterne efter et noget eiendommeligt diætetisk Princip blive regalerede med. Hvorvidt Upasseligheden maa tilskrives et i Maden værende Smitstof, er det med Ærklæringens Forfatters Tilladelse nu umuligt at afgjøre; men naar Provindsbladene have henpeget paa Sandsynligheden af et saadant Smitstofs Tilstedeværelse, forekomme de os at have havt en ikke urimelig Anledning dertil i den Omstændighed, at Sygdommen udbrød, medens en Tjenestepige, der opholdt sig i Institutet, var  Reconvalescent  efter en gastrisk Feber. I et privat Hus vilde udentvivl Lægen have søgt at fjerne et Tyende, hvis Helbredstilstand kunde medføre Fare for Familien, og det bør derfor paatales, naar der ikke vises en lignende Omsorg for en Stiftelse, hvori der opholder sig  en stor Mængde Børn, og fra hvilken en Smitsot let kan udbrede sig til Omgivelserne, især naar den støder umiddelbart op til en lignende Anstalt som in casu Blindeinstitutet. I alle Tilfælde burde Vedkommende, naar et Uheld som det omhandlede er indtraadt, langt hellere alvorlig stræbe efter at gjøre sig det klart, hvorvidt Aarsagen til Ondet er at finde i selve Anstalten og dens Bestyrelse, end at søge Dækning bag Grøfter, Kostalde og andre udenfor Anstalten værende Gjenstande, hvis Uskyldighed en længere Tids Erfaring synes at have godtgjort.

                                 -----r.

Dags-Telegrafen 18651109.

JMC: Dette brev af Johan Keller bør læses sammen med den stærkt kritiske indsender som Dags-Telegrafen publicerede den 4 november 1865(se ovenfor) vedrørende epidemien på det kongelige Døvstummeinstitut. Direktør Trap og forstander Malling-Hansen må have været glade for at få støtte fra Johan Kellers side i denne sag. Keller skrev sandsynligvis med to bevæggrunde: dels ville han markere, at den injurierende indsender fra den 4 november ikke var forfattet af ham (hvilket der gik rygter om); og dels ville han rent faktisk give sin støtte til døvstummeinstituttets ledelse i denne besværlige situation.   

SA: Som man vi se av Dags-Telegraphens reaksjon på Kellers forsvar for Døvstummeinstituttet, utsetter de ham for sterke angrep, og kan ikke forstå hva han har med saken å gjøre. Men heller enn kritikk, synes jeg Keller fortjener stor honnør for å tre støttende inn når han synes en kollega utsettes for urettmessige angrep. Det synes jeg var meget pent gjort av Johan Keller, og det viser etter min mening at han innerst inne var en hedelig mann. Som Jørgen forteller, hadde han dog også sin egen interesse av å tilbakevise at det var ham selv som kunne være opphavet til de sterke angrepene.

Det kgl. Døvstummeinstituts Mysterier. Vi have modtaget følgende Skrivelse:

     I Gaarsnummeret af ”Dags-Telegrafen” læste jeg et Stykke betitlet ”Døvstummeinstitutets Mysterier”, hvori Forf. dadlende udtaler sig om dette Instituts Bestyrelse i Anledning af den der nylig herskende Epidemi.

     Uagtet jeg som Forstander for et Døvstummeinstitut, der er bygget paa helt andre Grundsætninger, ikke staaer i noget Forhold til det kgl. Institut, kjender jeg det dog nok til, at jeg tør udtale min Dom over det, og skjøndt jeg er overbivist om, at Anstaltens Bestyrelse selv vil vide at forsvare sig mod de gjorte Angreb, troer jeg det dog ikke uden Betydning, at en sagkyndig Mand, der ikke er indviklet i Sagen, udtaler sin Overbevisning.

     Hvad der i dette enkelte Tilfælde er skeet, kan ifølge Beretningerne vistnok paa ingen Maade falde Bestyrelsen til Last; denne har støttet sig til Lægeerklæringer, og det til de Lægers Udsagn, til hvem den pligtmæssig havde at holde sig; den har gjort endnu Mere; i øjensynlig Tvivl om disse Udsagns Rigtighed har den raadspurgt andre Læger, men da disse afgav deres modstridende Erklæringer, havde Smitten alt forplantet sig. Hvad der er skeet, er vel beklageligt; men Bestyrelsen staaer i mine Øine fuldkommen brødefri, og den tilsyneladende Skyld maa alene falde tilbage paa Institutlægen og Stadslægen, saafremt det imidlertid har været disse muligt i Sygdommens første Begyndelse at bestemme deres Karakter; hvad jeg ligesaa lidt som nogen anden Ikke-Lægekyndig formaaer at afgjøre.

     Disse Bemærkninger om dette enkelte Tilfælde! Om det kgl. Instituts Tilstand i det Hele vil jeg som Øienvidne erklære, at jeg aldrig har seet en større Orden, Renlighed og Punktlighed end den, der findes der; det Princip, at Eleverne bo sammen i et Kaserneliv hylder jeg, som ofte udtalt, ikke; men finder en saadan Ordning Sted, kan idetmindste den ydre eller legemlige Side af dette Princip ikke gjennemføres bedre og smukkere, end det skeer paa det kgl. Døvstummeinstitut.

              Døvstummeskolen gr.p. Talemethoden,
              den 5te November 1865.

                        J o h a n  K e l l e r.

Dags-Telegraphen 18651112.

Dette er den tredie artikel i Dags-Telegraphens debat om epidemien på døvstummeinstituttet. Man må sige, at avisen bruger forbavsende megen kraft og spalteplads på emnet. Det står også klart af artiklens indhold, at avisen må have haft en informatør inde fra det kgl. Døvstummeinstitut, som har videregivet detaljer af interne diskussioner. Skribenten behandler den nylig tiltrådte forstander Malling-Hansen med varsom hånd, men retter skytset angående uorden og forhold mod den tidligere anstalsledelse, dvs Johan Heiberg (uden at nævne hans navn). Samtidige bedømmere, som kendte meget godt til instituttets forhold og til forstander Heibergs embedsperiode, giver imidlertid et andet billede af den anstalt, Malling-Hansen overtog i 1865. I ”Det kongelige Døvstumme-Institut i København 17 April 1807 – 17. April 1907 samt Meddelelser om Døvstummesagens Udvikling”, udgivet af Dr.Jur. C. Goos (som var Traps efterfølger fra 1885) har et udførligt kapitel om Johan Heibergs embedsperiode (1839-1865), skrevet af pastor Johannes Jørgensen[1]. Han beskriver Heiberg som et udpræget ordensmenneske, som holdt hårdt på orden i alle forhold – i regnskaber, administration og generelt på instituttet. Ifølge Jørgensen gjorde Heiberg også meget for at forbedre sundhedstilstanden blandt eleverne. Mellem 1827 og 1846 var det gennemsnitlige antal døde elever 4,5 om året; i perioden mellem 1847 og 1861 døde 2,5 elever om året. Den store koleraepidemi som grasserede i staden i 1853 blev instituttet forskånet fra. Hans karakteristik af Heiberg giver på ingen måde støtte til oplysningen, at Heiberg skulle have efterladt instituttet i dårlig forfatning til sin efterfølger.   

    Det kgl. Døvstummeinstitut.
     Forstanderen for den private Døvstummeskole, Hr. Johan K e l l e r, har troet at burde tage til Gjenmæle mod vor Meddelelse om Epidemien i det kgl. Døvstummeinstitut. Naar man imidlertid seer hen til, at Hr. Keller ikke er istand til at benegte et eneste af de Række Fakta, vi have tilladt os at fremdrage, at han derfor maa nøies med i ren almindelige Udtryk at tilkjendegive sin ”Overbevisning” om det kgl. Døvstummeinstituts ”Tilstand i det Hele”, at han personlig ”ikke er indviklet i Sagen”, og endelig at den af ham bestyrede Døvstummeskole ifølge hans egne Ord ”ikke staaer i noget Forhold til det kgl. Institut”, saa lede vi forgjæves efter et Motiv, som kan have foranlediget Hr.Keller til at kaste sig ind i en Debat, der er ham ganske uvedkommende, og hvortil han ikke har kunnet yde nogetsomhelst positivt Bidrag.

     Vi kunde altsaa forsaavidt gjerne have forbigaaet Hr. Kellers Indlæg med Tavshed, saameget mere som allerede Redaktionen har ledsaget det med en kort Bemærkning, hvori den antyder, at Forfatteren rent har omgaaet Kvintessensen i vor Artikel, nemlig Paavisningen af den besynderlige Modsætning mellem de virkelige Forhold i det kgl. Døvstummeinstitut og den Skildring af disse, der meddeltes i ”Berlingske Tidende”s officielle eller officiøse Erklæring. Naar imidlertid Hr. Keller besværer sig over, at vi have bebreidet Institutets ”Bestyrelse”, der i hans Øine er ”fuldkommen brødefri”, hvad der alene kan falde ”Institutlægen og Stadslægen” tillast, saa retter han derved et Angreb mod os, som det dog maaske ikke er ufornødent at afvise. Ordet ”Bestyrelse” er i vor Artikel kun brugt et eneste Sted, nemlig mod Slutningen, hvor det hedder, at Vedkommende hellere burde stræbe at gjøre sig det klart, ”hvorvidt Aarsagen til Ondet var at finde i selve Astaltens Bestyrelse, end søge Dækning bag Grøfter, Kostalde osv.”

      Hr. Keller anseer nu aabenbart – thi ellers vilde der ikke være nogen Mening i hans Angreb – Bestyrelsen for identisk enten med Direktøren eller med Forstanderen eller maaske med dem Begge, men heri kunne vi ikke give ham Medhold; ”Bestyrelse” er et langt videre Begreb og omfatter en Mængde ledende Fundktioner i forskjellige Retninger, ikke blot i pædagogisk, men ogsaa i administrativ og i sanitær Henseende. Hvilken af Anstaltens Funktionærer – altsaa hvilket enkelt Organ af Bestyrelsen – der i et givet Tilfælde nærmest bærer Ansvaret, maa naturligvis bero paa Tilfældets Beskaffenhed. Hr. Keller fremhæver en mangelfuld Lægebehandling som den egentlige Aarsag til Epidemiens Udvikling, og det er ikke usandsynligt, at han har Ret heri; vi have dog ikke troet at kunne fælde nogen Dom i denne Sag, men  e n d n u  m i n d r e  h a v e  v i  a f  d e t  h e l e  K o m p l e x  a f  s a m v i r k e n d e  K r æ f t e r  s æ r l i g  u d p e g e t  e n t e n  D i r e k t ø r e n  e l l e r  F o r s  t a n d e r e n  s o m  d e n  S k y l d i g e, og det Slag, Hr. Keller har ført imod os, er følgelig et Slag i Luften. Hvor liden Grund den ærede Indsender har havt til at kaste sig over os, vilde han iøvrigt have indseet, hvis han havde vidst Besked med en lille Historie, der passerede for nogle Dage siden paa Institutet. Geheimeetatsraad Trap[2] indfandt sig nemlig i en Lærerforsamling med vor ”tendentiøse og odiøse” Artikel i Lommen og opfordrede Lærerne til at overveie, hvad der i saa Henseende maatte være rigtigt at foretage, og da Geheimeetatsraaden efter denne imponerende Antydning havde fjernet sig, foreslog Forstanderen ”en kollektiv Erklæring”. Men Forslaget faldt igjennem, da  i n g e n  a f  L æ r e r n e  k u n d e  f a t t e, h v i l k e  d e  P u n k t e r  i  d e n  o m h a n d l e d e  A r t i k e l  v a r e, s o m  d e s ø m m e l i g v i s  k un d e  u d t a l e  s i g  i m o d,og Resultatet af Forhandlingen blev, at man besluttede, slet Intet at gjøre.

     Saavidt Hr. Kellers Indsigelse. Vi kunne imidlertid ikke forlade dette Thema uden at fremsætte et Par Bemærkninger, der vel ikke angaa, hvad vi have kaldet ”Døvstummeinstitutets Mysterier”, men hvortil vor Modstanders Indlæg giver os en særlig Anledning. Hr.Keller erklærer, at han ”aldrig har seet en større Orden, Renlighed og Punktlighed” end den, der findes i det kgl. Døvstummeinstitut. Nu vel, lad være, at denne gunstige Dom er berettiget i sin Almindelighed; men den ærede Indsender maa dog vide, at en Ting kan tage sig smukt ud for den rent udvortes Betragtning og alligevel i sit egentlige Væsen være fuld af Brøst og Mangler. Hvad det kgl. Døvstummeinstitut angaaer, kan det neppe være skjult for Hr.Keller, forsaavidt han virkelig er, hvad han giver sig ud for, en i denne Henseende ”sagkyndig Mand”, at den Tilstand, hvori Institutet er blevet overleveret den nuværende Forstander, i flere Retninger lader adskilligt tilbage at ønske. Selv Hr. Kellers Artikel giver, uden at Forfatteren synes at være sig det bevidst, et Indblik i et enkelt af det kgl. Instituts forstyrrede Forhold, idet den oplyser, at hans egen Anstalt, ”der er bygget paa helt andre Grundsætninger, ikke staaer i noget Forhold til den kongelige”; thi det er absolut en Feil, at de to Instituter ikke, om de end staa paa en forskjellig Grund, arbeide Haand i Haand med hinanden. At en saadan Samvirken ikke finder Sted, er saa meget beklageligere, som Døvstummeundervisningen vistnok kun saare faa Steder er saa heldig stillet som her, hvor der i samme By findes to Instituter, af hvilke det ene er grundet paa Tegnsproget, det andet paa Talemethoden. Hvilke uheldige Følger der maa udspringe af denne Mangel paa Samvirken, turde være indlysende for Enhver, der har nogen Erfaring på det omhandlede Gebet. Saaledes tæller Hr. Kellers Skole Børn, som ikke kunne lære at tale, medens der findes Individer i det  kgl. Institut, som enten kunne tale eller øiensynlig ville kunne lære det, og som følgelig saa at sige tvinge Institutets Lærere til ”nebenbei” at fuske lidt i Talemethoden, til ikke liden Skade for Undervisningens Enhed og Styrke. Vi tro, at Hr. Keller vilde indlægge sig langt større Fortjeneste ved at sprede Lys over disse Forhold end ved at optræde som selvkaldet Dommer i et Anliggende, hvormed han dog ikke veed Besked, og som er ham aldeles uvedkommende. For at forebygge Misforstaaelse skulle vi udtrykkelig bemærke, at vi ligesaa lidt i denne Henseende som med Hensyn til den Sag, der dannede Udgangspunktet for vore Betragtninger over det kgl. Døvstummeinstitut, ville rette nogen Anke særlig mod denne Anstalts Forstander, der først fornylig har overtaget sit Embede og arbeider under ugunstige Forhold. Vi ønske kun at udtale det Haab, at det maa lykkes den nuværende Bestyrelse ved energisk Virksomhed og et klart Blik paa den foreliggende Opgave, hurtigst muligt at arbeide Institutet ud af det Uføre, hvori det er ifærd med at synke ned, ikke ved Feilder skrive sig fra idag eller igaar, men paa Grund af en tidligere Tids Misgreb.

                                      --------r

-  ”Ugeskrift for Læger” indeholder i sit sidste Nummer følgende Udtalelse af praktiserende Læge M a c k e p r a n g:
”Den paa det kgl. Døvstummeinstitut herskende Epidemi var egentlig (!) at anse for en Influenza med lette gastriske Tilfælde hos Flere (!!), da den paa  e n  G a n g (udhævet i Ugeskriftet) angreb et saa stort Antal af Børnene; 49 vare angrebne, 38 ere allerede helbredede, 2 indlagte paa Hospitalet og 9 tilbage som Rekonvalescenter.”

Dags-Telegrafen 18651115.

JMC: Dette er det fjerde og sidste indlæg i debatten om epidemien på det kgl. Døvstummeinstitut, en debat som Johan Keller tog meget aktivt del i. For en nutidig læser er hans afsluttende kommentarer nok de mest interessante: her fortæller han åbent og ærligt, at han tidligere samme år havde ansøgt om at overtage forstandertjenesten, men at var blevet vraget. Dette faktum er også dokumenteret i den af Goos’ redigerede jubilæumsbog om det kgl. Døvstummeinstitut, som udkom i 1907. I afsnittet om Johan Keller fortæller døvstummelærer N.K.Larsen (s.318-19).

            "1865 blev et betydningsfuldt Aar ved, at Keller nu, da Forstanderposten ved det kgl. Institut var ledig, søgte at skaffe heldigere Arbejdsforhold for Talemethoden. I en Forestilling til Ministeriet (8.Marts) fremhæver han det uheldige i, at det kgl. Institut, der har alle Indkaldelsesattesterne, paa Grundlag af disse (der ofte er mangelfuldt udfyldte) afgør, før Barnet er indkommet, om det skal undervises efter Tegn- eller efter Lydmethoden. Resultatet bliver, at ”Børn, hvis Tale vilde være bleven god, undervises efter Tegnmethoden, medens omvendt Børn bliver henviste til Undervisning efter Lydmethoden, der aldrig kommer i Besiddelse af en tydelig, forstaaelig Tale.” Han ser en Mangel ved den bestaaende Ordning paa 2 Punkter: 1) Mangel paa Enhed i Bestyrelsen for Undervisningen efter de 2 Methoder, og 2) Savnet af en grundig Undersøgelse. For at hæve dette Savn mener han, at ”alle Elever burde indkaldes til en fælles Forberedelsesklasse, hvor Lydmethoden forsøgtes samtidig med Tegnmethoden. Uden at nogen Tid derved spildtes, vilde det bestemt kunne afgjøres, efter hvilken Methode hvert Barn skulde undervises.”

            I en ny Skrivelse til Ministeriet præciserar han nøjere sit Standpunkt og fremhæver, at man kun har bragt det til, at Børnene indkaldes i 10-11 Aars Alderen, hvilket er uheldigt sent, særligt for de talende Børn, der mister Hørelsen i Sygdom, thi de er stærkt udsatte for – i lange Venteaar før Indkaldelsen – at miste Taleevnen.

            Og endelig indgiver Keller Ansøgning til Kongen om selv at maatte blive betroet Posten som Forstander og Førstelærer ved det kgl. Institut, dog ”saaledes at jeg vedblivende kan forestaa mit Institut efter Lydmethoden.”

SA: Her fremkommer flere svært interessante opplysninger, som jeg personlig ikke har vært klar over tidligere. Keller forteller selv at helt fra Monrads tid som kultusminister, var en etablert praksis, at de egentlige døve skulle innkalles og undervises i tegnmetoden ved Døvstummeinstituttet og de uegentlige døvstumme ved Døvstummeskolen bygget på talemetoden. Monrad var kultusminister i flere perioder helt tilbake til 1848 første gang, og alt tyder på at man med rette kan hevde at den såkalte danske deling var etablert allerede på den tiden. Dette forholdet var Keller åpenbart misfornøyd med, da han ønsket at også mange av de egentlig døvstumme barna skulle inkalles til og undervises på hans egen skole. Som han selv sier, så burde alle barn som kunne lære å snakke, undervises på hans institutt etter talemetoden. Dette foreslo han så i 1865, og det han altså foreslo, var en endring i den allerede etablerte praksisen.

Men han fikk altså ikke medhold av kultusministeriet. De lovfestet at inndelingen skulle fortsette som før. De døvfødte (de egentlig døvstumme) skulle undervises ved det offentlige Døvstummeinstituttet, mens de med en rest av hørsel (de uegentlige døvstumme) skulle undervises etter talemetoden på Kellers private skole. (I tillegg ble det bestemt at de åndssløve også skulle undervises ved de Kellerske anstalter.

Man kan med rette si at Kellers forslag til endring både kan ha vært motivert av hans pedagogiske overbevisning om hva som var best for de døvstumme, men også har et tilsnitt av egeninteresse, i og med at flere elever til hans egen skole, ville innebære større inntekter til ham selv. Kellers skole grunnet på talemetoden fikk en viss bevilgning pr elev, og jo flere elever, jo større inntekter. Senere skulle det oppstå stor gnisninger mellom Keller og Malling-Hansen, da RMH mente at Keller innkalte elever til sin skole, som egentlig burde høre til på Døvstummeinstituttet.

Som en løsning på dette og flere andre problemer, f eks den store økningen i antallet døvstummeelever, forslo Malling-Hansen i 1880 at det ble opprettet et nytt Døvstummeinstitutt, der alle døvstumme ble innkalt til et års førskole der det ble avgjort hvilken metode de burde undervises etter, før de ble fordelt til de ulike skoler og institutter. Kun Døvstummeinstituttet i København fortsatte å anvende tegnmetoden, mens det nye døvstummeinstituttet i Fredericia og Kellers skole anvendte talemetoden.

Kellers avisinnlegg var uten heading:

     Lidt forundret, det skal jeg ikke negte, blev jeg igaar Aftes ved at læse Hr. -----r’s temmelig drøie Tilrettevisning mod mig. Min ærede Hr. Modstander udtaler gjentagne Gange sin Forbavselsel over, at jeg har villet ”kaste mig ind i en Debat, der er mig aldeles uvedkommende”, og han taler ligeledes oftere om de ”Slag, jeg har villet tilføie ham” og om, at jeg ”har kastet mig over ham”. Kjære Hr. Modstander, læs atter mit lille uskyldige Stykke, og kan De saa atter med frelst Samvittighed paastaa, at jeg har villet ”kaste mig over” Nogensomhelst, saa vil jeg – ja, saa vil jeg tavs sætte mig hen og gjøre Bod for min utidige Stridslyst. Jeg er, som enhver Uhildet udentvivl vil indrømme, alene gaaet forsvarsvis tilværks, ikke for mig selv, men for Andre, der, som jeg anførte, maa antages at være Mænd til at forsvare sig selv, hvad de, om jeg saa maa udtrykke mig, akute Tilfælde angaaer, men hvis Beskedenhedsfølelse maa forhindre Dem i at udtale sig om Institutets kroniske Tilstand. Ingen vil vistnok negte, at i et Institut, hvori Eleverne bo, er punktlig Orden og Renlighed af største Betydning for Sundhedstilstanden; ved en Epidemis Udbredelse søger Tanken strax Aarsagen i en mangelfuld Overholdelse deraf; jeg har som Udenforstaaende, men ikke ubekjendt med disse Forhold, troet bedst at kunne vidne om, at man i Udlandet ikke finder disse Sundhedstilstandens Forudsætninger smukkere og bedre udførte end i det kgl. Institut.

     Som sagt, jeg har kun villet forsvare hvad jeg efter mit Kjendskab formaaede af Overbevisning at forsvare; sigtet efter nogen Modstander har jeg sandelig ikke, og det er derfor ikke saa underligt, at mit formentlige Slag er ”et Slag i Luften”. ”Jeg har kastet mig ind i en Debat, der er mig ganske uvedkommende!” Paa en Maade er det sandt og rigtigt, hvad jeg jo selv har paavist ved at fastholde, at jeg ikke staaer i noget ydre, administrativt Forhold til det kgl. Institut. Men tillad mig dog, min ærede Hr. Angriber, at spørge, hvem denne Sag da egentlig vedkommer. De og ikke jeg har først af os To bragt den for Offentligheden, der altsaa nu er den Domstol, for hvilken Sagen er indstævnet. Naturligst er det uimodsigeligt, at den Autoritet, der er bleven angreben, selv forsvarer sig; men ganske meningsløst og ubeføiet forekommer det mig dog ikke at være, at Medlemmer af den Offentlighed, for hvem Sagen er bragt, ytre, hvad de efter Overbevisning tro at kunne og burde ytre til Gunst eller Ugunst for den reiste Sag.

     Et Andet er det, om jeg har forsvaret Bestyrelsen mod det gjorte Angreb. Min ærede Modstander og jeg ere uenige om, hvad vi forstaa ved Bestyrelse; denne i indskrænket Forstand har jeg villet frikjende; imidlertid er jeg meget villig til at gaa ind paa den udvidede Bestemmelse og har da i mit lille Stykke erklæret mig saavelsom efter min Antagelse enhver anden Ikkelægekyndig for ude af Stand til at dømme.

     Efter at have tilbagevist mit ”uberettigede Forsvar”, gaaer Forf. over til at anvise mig en litterær Virksomhed, hvorved jeg vil kunne indlægge mig langt større Fortjeneste, den nemlig: at sprede Lys over Døvstummeundervisningens Tilstand her i Landet og navnlig over de to Methoders indbyrdes Forhold. Jeg skal her i ganske korte Træk antyde dette uden dog at gaa nærmere ind derpaa, da jeg endnu ikke anseer denne Sag for moden til offentlig Debat. Jeg har sagt, at jeg ikke staaer i noget Forhold til det kgl. Institut; dermed er ment, hvad der er sagt, at jeg, skjøndt jeg staaer i et meget inderligt Forhold til den Døvstummes Sag, Intet har med det kgl. Institut at gjøre i ydre, administrativ Henseende; som Geheimeetatsraad Trap er det kgl. Instituts Hoved, er jeg Hoved for ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden”, og begge Anstalter sortere direkte under Kultusministeren nu, da Overskoledirektørens Embede er ubesat. Det har været Ministeriets Plan, fra Monrads[1] Tid at regne, at alle ikke døvfødte Børn skulle undervises efter Lydmethoden, medens alle døvfødte Børn skulle oplæres efter Tegnmethoden. Denne Ordning er kun høist mangelfuldt gjennemført, og den er ikke engang rigtig baseret, da Grundsætningen i Virkeligheden burde opstilles saaledes: Alle Børn, der kunne lære at tale, bør det; de andre undervises efter Tegnmethoden. E t  F o r s l a g  t i l  d e n n e  S o n d r i n g s  p r a k t i s k e   U d f ø r e l s e  h a r  j e g  strax efter den forrige Forstanders Afgang fra det kgl. Institut  i n d g i v e t  t i l  K u l t u s m i n i s t e r i e t; dets Skæbne er endnu ikke fuldendt;hvilken den vil blive, veed jeg ikke, med det veed jeg med mig selv, at Skylden ikke er min, dersom dette vigtige Spørgsmaal ikke faaer en hensigtssvarende og forstandig Løsning.

     Inden jeg slutter disse, i denne Sag forhaabentlig sidste, Linier, vil jeg ligefrem tilstaa Dem, min ærede Modstander og vore Læsere, at jeg foruden det Anførte endnu havde en Grund til at kaste mig ind i denne Debat.

     Det var kommet mig for Øre, at jeg var anseet for Forf. til Angrebet paa det kgl. Institut, en Formodning, som Mærket ____r  syntes at bestyrke. Jeg var Medansøger til den ledige Forstanderplads paa det kgl. Institut paa Grundlag af det Forslag, jeg havde indgivet til Kultusministeriet. Valget af mig vilde have bragt fuldstændig Samvirken mellem begge Instituter og Methoder. Ordningen blev en anden og, som man vel kan tænke, mig ikke tilfredsstillende – men at jeg af Grunde, der let kunne udlægges som personlige, pinte mig, da jeg ansaa en saadan Mistanke for en Plet sat paa min Karakter og Ære – saa! Det er min Bekjendelse og jeg gjør den gjerne; thi Ærlighed varer længst.

         Døvstummeskolen gr.p.Talemeth., den
         13de Novbr. 1865.

                        J o h a n  K e l l e r.