Artikel i Fredericia Dagblad 2 december 1886.

         Indvielsen af den nye Døvstummeskole i Fredericia fandt Sted igaar i Overværelse af en Del særligt Indbudne, hvoriblandt Borgmesteren og Byraadet, Kommandanten og flere af Garnisonens højere Officerer, Latinskolens Rektor og Borgerskolens Inspektører samt Pressens Repræsentanter m. Fl.  Tilstede var endvidere samtlige Døvstummeinstitutets Lærere og Lærerinder samt de Elever, der skulle frekventere den nye Skole.

            Højtideligheden indlededes med, at en af Eleverne fremsagde Troesbekjendelsen, og derpaa blev nedenstaaende Sang afsungen:

            Lange Tider var det NatFor den Døve og den Stumme.Ingen Dagning syntes sat,Før hans Grav ham skulde rumme -I hans bange SpørgerblikMistro og Forladthed boede.Ingen Blomst i Haand han fik,Ingen Lægeurt der groede.

            Uden Rod i Folk og Land,Skilt fra Sprogets Kraft og Kjærne,Uden Vært i sin ForstandSaae og saae han mod det Fjærne -Aldrig trængte Lys og GlansUd fra Livets Høresale:Hver en Evne, hver en Sands,Selv hans Mangler laa i Dvale.

            Lange Tider var det Nat For den Døve og den Stumme. Ingen Dagning syntes sat,Før hans Grav ham skulde rumme. -Men da tændtes overaltLys ved Lys – og Kjærligheden,Som bestandigt bedst har talt, Vandt igen en Sejr herneden.

             Derefter talte Pastor  V a l e u r[1] over Ordene i Paulus’ 2det Brev til Kor.:  ”Al vor Dygtighed er fra Gud.”  Det var Apostlens Mening med disse Ord at lægge os paa Sinde, at Alt, hvad Mennesket har, det har det ikke af sig selv, men fra Gud.  Naar et Menneske roses for sin Dygtighed, saa maa vi erindre, at denne ikke er naaet ved egen Magtfuldkommenhed.  Bevidstheden herom giver Ydmyghed.  Er vi imidlertid i Besiddelse af Dygtighed i en eller anden Retning, saa skal vi udnytte den med al den Kraft og Styrke, som Gud giver os Evne til, kun stadig havende for Øje, at al vor Dygtighed er fra Gud, er en Gjerning i Tro, Haab og Kjærlighed.  Naar man saae hen paa den Gjerning, der her skulde øves, saa var det en Gjerning, som en Tid lang syntes haabløs.  Den Mand, der her i Byen staar i Spidsen for denne Gjerning, troede imidlertid paa Forjættelsens Ord, at Herren er kommen for at befri de Fangne og løse de Bundne.  Vel var det ofte, som Haabet skulde beskæmmes, men det havde en dyb Grund, det var rodfæstet, og derfor blev det opretholdt.  Det skal heller ikke glemmes, naar Talen er om Døvstummeundervisning, at det gjælder om at have Kjærlighed til sin Gjerning og om i denne Sag al lade sig nøje med smaa Fremskridt.  Det er ikke en ny Gjerning, vi staa ved Begyndelsen af, men en Gjerning, der alt er øvet i flere Aar, og den Kjærlighed hvormed Forstander og Lærere omgaaes Børnene, har bredt sig ud over Byen til alle de Hjem, hvor disse have fundet kjærlige Plejeforældre.  Derfor elske og ære vi denne Gjerning.  Og naar vi skulle indvie denne Bygning, saa kan vi ikke gjøre det paa en bedre Maade end ved at ønske, at Herrens Aand altid maa være over Forstander og Lærere, og at de aldrig maa glemme, at al Dygtighed er fra Gud.           

                 Efter Afsyngelsen af Salmen ”Vor Fader, Du hvis Guddomsaand” talte Forstander  J ø r g e n s e n:  ”I Jesu Navn bør al vor Gjerning ske, om den skal vorde os til Held og ej til Fordærvelse.”  Al vor Idræt og Alt, hvad vi udføre, maa ske i Jesu Navn, har fra først af været vor Tanke, og dette er nu sket derved, at Hr. Pastor Valeur paa en saa smuk Maade har indviet dette Sted.  Vi vil nu ogsaa give Kejseren, hvad Kejserens er, og jeg skal derfor her give en Redegjørelse for Grunden til, at vi allerede nu efter saa faa Aars Forløb har set os nødsaget til at udvide Institutet.  Først maa det imidlertid være mig tilladt  at fremkomme med en  lille Oversigt over Døvstummeundervisningen.  Først i Slutningen af forrige Aarhundrede blev der for Alvor taget fat paa denne Sag, og de første Instituter byggedes. Ganske vist var der alt tidligere bleven undervist, men dette var mere privat.  Danmark havde Æren af at være gaaet i Spidsen ved Indførelsen i Aaret 1817 af Skoletvang for døvstumme Børn, Noget, der endnu den Dag i Dag ikke findes i vort Naboland, Tyskland, naar da undtages i de tidligere danske Distrikter.  Den Methode, der her anvendes, Talemethoden, er egentlig ikke ny; den er endog ældre end Tegnmethoden.  Men man maa lægge Mærke til, at de Børn, som blev undervist tidligere, næsten uden Undtagelse havde mistet Hørelsen i en mere fremrykket Alder, i hvert Fald var de ikke født døvstumme.  Efter Skoletvangens Indførelse her begyndte Institutet i Kjøbenhavn sin velsignelsesrige Virksomhed.  Fra først af undervistes udelukkende efter Tegnmethoden;  men efter at Pastor Dahlerup[2] var vendt tilbage fra Udlandet, hvor han havde studeret Talemethoden, blev denne ogsaa optaget som et Led i Undervisningen.  Den blev imidlertid strax efter atter nedlagt, og den paagjældende Klasse overgik senere til Professor Durlo[3] og derpaa til Professor Joh. Keller.  Disse Børn var de saakaldte uegentlige Døvstumme.  Dette Navn vil man i Udlandet ikke anerkjende, ligesaa lidt som Nødvendigheden af at undervise de to Klasser af Døvstumme hver for sig; men saa meget et vist, at skal disse nyde samme Undervisning, da vil man ikke høste Velsignelse af denne.  Det er det store Held, vi har haft her i Danmark, at vi har faaet Børnene delt i de uegentlige og de egentlige Døvstumme.  Den første Klasse gaar til Keller og den sidste hertil.  Nu kunde man finde det mærkeligt, at vi allerede nu behøver nye Lokaler; men i saa Henseende skal jeg oplyse, at vel var det fra først af vedtaget, at samtlige egentlige Døvstumme skulde finde Optagelse her;  men Meningen var dog, at den ene Halvdel skulde gaa til Kjøbenhavn for at undervises efter Tegnmethoden.  Vi har imidlertid havt den store Glæde,  at de to Tredjedele af det samlede Børneantal gaar hertil og kun den ene Tredjedel gaar til Kjøbenhavn.  Hertil kommer, at Antallet af Døvstumme er bestandig stigende, og at Staten ved Skoletvangens Indførelse har paataget sig at sørge for disses Undervisning. Hensigten var oprindelig at indkalde ca. 25 aarlig, hvoraf den ene Halvdel skulde gaa til Fredericia og den anden til Kjøbenhavn;  men i Stedet for  herefter at faa ca. 13 Børn har vi i den senere Tid faaet ca. 50.  Følgen heraf udeblev ikke.  Snart viste Lokalerne sig for smaa, og ifjor blev der af Mangel paa Plads ikke optaget noget Barn paa Skolen.  Man indgik derfor til Ministeriet med Andragende først om Penge til at bygge paa Institutets egen Grund, men da man indsaa det Vanskelige i under de nuværende politiske Forhold at ordne Sagen paa denne Maade, søgte man at leje et Lokale.  Der indkom adskillige Tilbud, men kun om et kunde der være Tale, nemlig om det fra Hr. Fabrikant Seidelin, der tilbød at rydde den Grund, hvorpaa der nu er bygget, og opføre en Bygning[4] ganske efter Ministeriets Ønske.  Man tog derefter paa Institutet fat paa Tegningerne, som saa blev indsendt til og godkjendt af Ministeriet.  Den aarlige Leje er 3500 Kr. med Forpliktelse for Ejeren til at holde Bygningen i fuldstændig Orden.  Denne er fuldt færdig og i en saadan Stand, at man ikke kunde ønske sig den bedre.  En Tak til alle dem, der har støttet os i vor svage Gjerning, og til dem, der har vist os saa megen Kjærlighed.  Der havde været Tale om at bygge den ny Skole i en anden By, men det havde vist sig, at det var baade bedre og billigst at bygge den her, da der paa selve Institutet fandtes mange Indretninger, som kunde benyttes af Skolen her, men som, saafremt denne var bleven henlagt til en anden By, ogsaa skulde anbringes der. Ligeledes kunde der ved den nuværende Ordning spares nogle Funktionærer.  Børnene vilde nu blive delt i en A- og en B Skole; de mest begavede vilde forblive paa det gamle Institut og de mere tungnemme blive sendte herned.  Det vil heraf ses klart af Alle, at det var en god Gjerning, naar den ny Skole var forbleven i selve Byen.  Til at staa i Spidsen for denne var valgt Andenlærer ved Institutet, Hr. Johansen, og til Plejemoder for Børnene Lærerinde Frk. Schmidten.  Vi maa være inderlig taknemmelige for, at Alt har føjet sig, som sket er, og særlig maa vi være glade ved, at hele Lærerpersonalet er enigt i at give Gud Æren.  Jeg vil bede Lærerne, at de i Trofasthed og Kjærligehd vil lede Børnene i den rette Aand saaledes, at disse maa gaa frem og blive en Pryd ikke alene for Byen, men for hele Landet.  Gid Gud velsigne den Gjerning, som her skal øves, saa de smaa ogsaa maa gaa frem i Tro og Ydmyghed og en Gang, naar deres Tid er omme, gaa ind til Frelsen ved Jesus Kristus!           

                  Man sang derpaa: Du, der har den døve kjær og til daglig er ham nær: Dan hans Evner, hjælp hans Aandtil at række Kundskab Haand! Gjør hans Blik paa Livet lyst; lær ham, at en indre Røstbor og bygger i hans Bryst! –

                  Præg med Christentroens Ordvor Forløsers Daad paa Jorddybt ind i hans Hjertelag, saa den bliver ham en Sag, han med al sin Kjærlighedværner om og holder ved: Ban hans Vej og bring ham Fred!hvorefter en af Eleverne bad Fadervor, og hermed var højtideligheden sluttet.           

                 De Tilstedeværende indtog nu en Forfriskning og besaa derpaa Bygningen.            

                  Denne, der saavel ud- som indvendig gjør et smukt og tiltalende Indtryk, er beliggende paa Hjørnet af Prinsesse- og Nørregade.  Den er opført i en Etage og tæller en Mængde høje og velventilerede Værelser.  Af Klasseværelser findes der 7 foruden to Arbejdssale.  Endvidere er der en større Lejlighed for Inspektøren[5] og Værelser til de ugifte Lærere og Lærerinder samt en Portnerlejligehd.  Alt er som sagt overmaade heldigt indrettet, og der er intet sparet for at Bygningen kan blive i Stand til paa en værdig Maade at opfylde sin Bestemmelse.