Research, transkribering og kommmentarer af Jørgen Malling Christensen.

Rasmus Malling-Hansen er i dag oftest husket som opfinderen af verdens første fuldt fungerende og serieproducerede skrivemaskine. Men vort selskab har  bedrevet forskning om hans liv og virke siden 2006 og  kunnet dokumentere, at han var et vidt favnende menneske – med store talenter og fremragende egenskaber på mange forskellige områder: døvstummepædagog; forstander og organisator; tegnsprogspræst; naturvidenskabsmand indenfor menneskelig fysiologi, ernæringsspørgsmål, kartografi og sammenlignende meteorologi; teknisk opfinder (skrivekuglen og en kopieringsmetode);frimurer; foredragsholder; undervisningsplanlægger indenfor specialundervisning; forkæmper for et internationalt sprog (volapyk). Til denne lange liste kan vi nu lægge yderligere et epitet: Malling-Hansen som behandler af børn og voksne der led af stamning.

Første ledetråd til denne rolle fandt jeg i Sjællands-Posten(Ringsted)den 6 oktober 1873[1], hvori avisen meddeler følgende:

”Tydskeren Denhardt, som nu snart forlader Kjøbenhavn, hvor han har helbredet mange Stammende, har ifølge en af ham udstedt Erklæring, overdraget sin Methode til Kultusministeriet. Kun Pastor Malling-Hansen, Forstander for det kgl. Døvstummeinstitut, og Cand. theol. Sørensen, Lærer sammesteds, kunne her i Landet give Underviisning efter hans Methode, der har viist sig særdeles hensigstmæssig.”

For at forstå baggrunden til denne oplysning, bør man vide noget om Denhardts[2] rolle i behandlingen af stammere.

Rudolf Denhardt[3], 1845-1908, var en tysk læge, som grundlagde en psykoterapeutisk behandlingsmetode for stammere. Denhardt var fra barnsben bekendt med stamning: hans far og begge hans brødre var stammere.  Denhardt udviklede en egen teori om stamningens orsager og en dermed sammenhængende terapeutisk metodik. Denne metode blev gradvis udviklet og forfinet ved anvendelsen i forskellige lande: således opholdt Denhardt sig i Norge i 1871, i Sverige 1872, Danmark 1873 og i Rusland 1874, hvorved han behandlede stammere og afholdt kurser for terapeuter.

Med denne erfaring i baghånden oprettede Denhardt i 1876 i sin hjemstad Burgsteinfurt et behandlingsinstitut: ”Stotterheilanstalt”, som efter hans død blev drevet videre af hans hustru Helene Prigge og sønnen Emil Denhardt. I 1923 blev klinikken overdraget til Emil Denhardts svigersøn Hans-Josef Knittel som drev den frem til 1954, da anstalten lukkede.

Generelt set anså læger og talepædagoger i midten af 1800-tallet at stamning havde fysiske/fysiologiske årsager. Denhardt var en af de første – måske den første – som søgte efter stamningens årsager i psyko-sociale faktorer. Han udelukkede ikke fysiologiske årsagsmekanismer, men han anså at stamningen i første række var et produkt af indbildninger og psykotiske hæmninger. Nøgleord var ’manglende selvtillid’, ’tvivl på sig selv’, og det var disse følelser som manifesterede sig i stamningen.

Denhardts behandlingsmetode baseredes på den omstændighed, at stammere ophører med at stamme, når de synger. Ved at iagttage de fysiologiske forskelle mellem sang og tale udviklede han en metode, som han holdt hemmelig og kun afslørede for de særligt indviede – til hvem Malling-Hansen altså hørte – og som han brugte i behandlingen i udlandet og ved sit eget institut i Burgsteinfurt.

En af behandlingsmetoderne var en øvelse, hvor patienten holdt en lille træstav i munden for at give frit løb for udåndningsluften, eller en lille lærredsrulle under tungen. Andre terapeutiske foranstaltninger var dybe indåndninger før hver sætning, kombineret med langsom tale under udåndning, betoning af vokalerne, forlængning af den første stavelse i hver sætning, og dybe vejrtrækninger med mellemgulvet (diafragma-vejrtrækning, som bruges i yoga).

På ”Wikisource” er der fri adgang til en forklarende artikel af Denhardt, ”Das Wesen des Stottern”, publiceret i tidsskriftet Die Gartenlaufe, Heft 13, 1878, s. 212-215.

Fra denne artikel fortjener følgende at fremhæves:

Denhardt anså at stamning optrådte med større frekvens i Nordeuropa end i Sydeuropa og var særlig ofte forekommende i de skandinaviske lande og i Rusland. Hans erfaring var, at stammere under gode psykologiske forhold var i stand til at udtale alle ord og bogstaver og at tale naturligt og uden at stamme. Men han fandt, at visse stressituationer medførte hæmninger og nervøse reaktioner, som ledte til en låst situation og udløste stamningen. Der forelå altså ingen fysiologiske hindringer for at stammere kunne komme til at tale normalt.

Denhardt havde den erfaring, at ikke en eneste af hans hidtil 900 patienter stammede når de sang. Dertil kom (interessant nok), at de allerfleste ikke stammede, når de talte et for dem fremmed sprog. Desuden havde lysforholdene også en påvirkning: jo stærkere oplyst et rum var, desto mere stammede patienterne. Udover de psyko-sociale kausale faktorer anså Denhardt også, at stamning i stor udstrækning var arveligt betinget. Han noterede, at langt flere mænd end kvinder led af sygdommen – ifølge hans statistik var der 8 gange flere mænd end kvinder blandt stammerne.

Denhardt var stærk modstander af den såkaldte ”Tact- und künstlichen Respirations-Methode” som på den tid praktiseredes af de tyske ”Sprach-Ärzte” Merkel, Lewess, Klenke og Günther.

Denhardt blev åbenbart påskønnet for sit arbejde i Danmark: Ifølge Berlingske Tidende den 27 oktober 1873 modtog han den 20 oktober Fortjenstmedaljen i guld. Derefter forlod han landet, og Malling-Hansen fortsatte med at praktisere den af Denhardt udleverede metode.

Nogle år senere viser det sig at døvstummelærer og præst J. C. Sørensen må have afsluttet sin karriere som lærer på det kgl. Døvstummeinstitut og er blevet kaldt til sognepræst i Fåborg, som ligger i Årre,sydøst for Varde, i Vestjylland.
Sørensen indrykker denne annonce i Berlingske Tidende den 27 marts 1878 og den 6 april 1878:

Stammende

Helbredes paa en Maaned efter Denhardts Methode, som Undertegnede i 1873 har modtaget umiddelbart af Hr. Denhardt selv. Betalingen 50 á 100 Kr.

Døvstumme,

Egentlige Døvstumme saavelsom uegentlige, der ere blevne privat underviste, modtages til Confirmations-Forberedelse.

     Faaborg Præstegaard ved Varde, d. 18de Marts 1878.

                        J.C. Sørensen
                        Sognepræst.

Den gode sognepræst så åbenbart her to gode muligheder til at komplettere sin beskedne præsteløn.

Ved at følge avisannoncer fremover kan vi konstatere, at Malling-Hansens engagement i helbredelseskurser for stammere ikke var en døgnflue; i Berlingske Tidende den 16 september 1879 indrykker han denne annonce:

For Stammende

Begynder den 1ste October paa det kgl. Døvstumme-Institut en ny Cursus paa 4 Uger efter Denhardts Methode. Uformuende undervises gratis.
     Indmeldelse modtages af Undertegnede.

R. Malling Hansen                H. J .Lassen[5]

Åbenbart var der behov og interesse for Malling-Hansens terapeutiske virksomhed på dette felt, for den 4. Februar 1880 indrykker han denne meddelelse i Dags-Telegrafen:

For Stammende

begynder den 23. Februar paa det kgl. Døvstumme-Institut (Kjøbenhavn Ø)et nyt Cursus paa 4 Uger efter Denhardts Methode. Betalingen er 25 Kr. (Privat Cursus 50 Kr.). Fattige kunne faa fri Veiledning. Indmeldelser modtages af Undertegnede.

R. Malling Hansen            H. J. Lassen

De ærede Redaktører af Provindsaviserne bedes velvilligst at henlede Opmærksomheden paa disse Kursus, der fremdeles afholdes hvert Foraar og Efteraar.

Nogle dagsbladsredaktioner efterkom Malling-Hansens opfordring i slutningen af ovenstående annonce, og vi finder således annoncen også i Kjøbenhavns Amts Avis 6 februar, Svendborg Avis, Sydfyns Tidende og Silkeborg Avis samme dag; Vestjylland eller Hernings Folkeblad 7 februar, Horsens Folkeblad 10 februar, Dagbladet og Berlingske Tidende samme dag, samt i Vejle Amts Folkeblad den 11 februar 1880.

Vi kan altså dokumentere, at også på dette tidspunkt – hele 6,5 år efter at Denhardt havde overdraget sin metode til Kultusministeriet og havde udset Malling-Hansen og Sørensen til de eneste i Danmark som var autoriserede til at bruge hans metode – fortsatte Malling-Hansen denne terapeutiske virksomhed, med to fireugers kurser om året. På dette tidspunkt havde han således 6-7 års erfaring af at arbejde terapeutisk med stammere, dvs en ganske lang erfaringsgrund.

Når vi imidlertid søger vidnesbyrd fra samtidige og senere tiders professionelle logopæder (in mente at logopædi for stammere i sidste halvdel af 1800-tallet var en helt ny og spirende gren af videnskaben og indenfor professionel terapi), finder vi at der var en del skeptiske røster imod den rolle som det kgl. Døvstummeinstitut spillede i behandlingen af stammere. Fra og med 1880erne og særlig markant i begyndelsen af 1890erne argumenterede man fra videnskabeligt hold for, at talelidelser burde behandles af professionelle, specielt uddannede specialister og ikke burde være blot en underafdeling af virksomheden på det kgl. Døvstummeinstitut.

Den noget kritiske holdning kommer blandt andet til udtryk i en artikel af Bering Liisberg[6], den første forstander for det i 1898 oprettede ”Statens Institut for Talelidende”[7], nemlig: ”Den historiske Udvikling for Oprettelsen af Statens Institut for Talelidende”, fra hvilken vi citerer:

”Den ydre Anledning til Oprettelsen af ”Statens Institut for Talelidende” gav L. Berquand[8] fra Marseille ved sin Nærværelse her i Landet i Sommeren 1895. Allerede Aar i Forvejen havde der været en lignende Anledning til at gjøre vel overfor de Talelidende, idet Prof. Denhardt fra Westphalen i Aaret 1873 overdrog Staten sin Methode til Helbredelse af Stammende, hvilken blev overgiven til den daværende Forstander for det kgl. Døvstumme-Institut, Pastor Malling-Hansen. Men Tiden var dengang ikke ret moden til, at dette Besøg skulde faa varige Følger. Dels havde man endnu ikke den fulde Forstaaelse af de Lidelser, som de Talelidende maa gjennemgaa; ejheller vidste man Besked med, i hvilken Grad dette Onde er udbredt i Befolkningen. Desuden vare de daværende Forhold paa Døvstumme-Instituttet højst ugunstige til, at dette kunde tage denne Sag op under sin Forsorg, idet Institutet dengang var det eneste i Landet, som omsluttede alle egentlige Døvstumme i Undervisningsalderen; der var derfor en høj Grad af Pladsmangel, og, hvad der var den vigtigste Anstødssten, der var endnu ikke taget afgjort Stilling overfor Talemethoden indenfor Døvstummeundervisningen, saa at man ved at optage en Sidevirksomhed, med Udsigt til nye Methodestridigheder, vilde have ødelagt Stillingen ikke blot for det nye Stedbarn, men ogsaa for sine egne døvstumme Børn og derved være kommen ud i et Uføre.

     Følgerne af Denhardts Besøg blev derfor kun den, at Forstanderen og Lærerne ved Instituttet oprettede private Kursus for stammende og vedligeholdt disse, saalænge Sagen var ny og skaffede et tilstrækkeligt Antal Deltagere. For de Kellerske Anstalter, der ved Andragende til Kultusministeriet havde faaet Kjendskab til Methoden, fik Behandlingen mere blivende Betydning, idet den kom til Anvendelse overfor de aandssvage Alumner, som efterhaanden vare inddragne under disse Anstalters Forsorg. Det er derfor ogsaa fra Lærerpersonalet ved de Kellerske Anstalter, at den Mand, Hr. Oscar Møller, er udgaaet, der som den eneste i Landet har gjort Behandlingen af Stammende og andre Talelidelser til sin Livsopgave.”[9]

For at afrunde dette kapitel om Malling-Hansens indsatser som talepædagog i behandlingen af stammere, er det på sin plads at nævne noget om udviklingen på dette område efter Malling-Hansens død[10]. Som sagt besøgte den franske talepædagog Léon Berquand Danmark i 1895, demonstrerede sin metode og – i lighed med Denhardt 21 år tidligere – tilbød at overdrage den danske stat sin metode. Staten nedsatte en kommission til at prøve metoden, og i denne kommission sad blandt andre Malling-Hansens svoger, Frederik Heiberg, som i oktober 1890 havde overtaget posten som forstander for det kgl. Døvstummeinstitut i København; Man foretog en prøve med otte stammende børn, der blev internerede på det kgl. Døvstummeinstitut og arrangerede et kursus af en måneds varighed (den periode, som Berquand foreslog). Kommissionen ledtes i øvrigt af geheimeetatsråd Goos, som på dette tidspunkt var direktør for de kongelige døvstummeanstalter (København, Fredericia og Nyborg).

Forsøget gav et positivt resultat og ledte frem til en beslutning fra kultusministeriet om at nedsætte en ny kommission som under et år skulle arrangere statslige kursus for stammende og for andre talefejl. I denne kommission indgik forstander Frederik Heiberg, inspektør Goos (formand) og Dr. med. Mygind[11]. Som lærer ansattes døvstummelærer Oscar Møller, der i en årrække havde haft private kursus for stammende og andre talelidende.

Den af Berquand indførte metode karakteriseredes ved en meget kort behandlingstid – kun 20 dage - , ved fuldstændig tavshed, som pålagdes patienterne det meste af denne tid samt den langsomme, rytmiske tale, der udgjorde slutresultatet af hele behandlingen. Kommissionens indvendinger mod metoden var, at behandlingstiden var for kort; at der manglede åndedrætsøvelser; og at patienternes tale efter end kursus var i høj grad unaturlig. Kommissionen anbefalede staten at bruge Berquands metode men at modificere og komplettere den på en række punkter.

I april 1898 oprettedes Statens Institut for Talelidende. Formålet var at henbrede talelidende børn og unge mennesker fra hele landet. Det havde to afdelinger: 1) Elever med stammen, og 2)elever med udtalefejl. Under tilsyn af geheimeetatsråd Goos kom instituttets ledelse til at bestå af Frederik Heiberg og Holger Mygind.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Jeg kan ikke andet end beundre Denhardt; dels skabte han en ny og helt egen metode for behandling af stammere; og dels var han åbenbart meget dygtig til at sprede kundskab og oplysning om denne metode. I en alder af kun 26 år begiver han sig ud i verden – arrangerer behandlinger i Norge, Sverige, Rusland og Danmark – og overalt hvor han kommer, overlader han sin metode til det pågældende lands regeringer for at andre, kompetente behandlere kan føre metoden videre. Han behandler i hvert land en stor del fattige uden vederlag. I mine øjne var han det modsatte af en charlatan; han vidste, hvad han gjorde; han havde en på lang erfaring grundlagt metodik; han arbejdede uden hensyn til pekuniære hensyn og forsøgte at sprede den metodik, som han selv med åbenbart stor fremgang havde brugt i forskellige lande. I Danmark valgte han Rasmus Malling-Hansen som den, som skulle få autoritet til at videreføre hans behandlingsmetode. Han havde også Johan Keller som kandidat for denne rolle men valgte at afvise ham.

Kuur for Stammende. Dirigenten for en Anstalt til Helbredelse af Stammende i Burgsteinfurt (Westfalen), R.E. Denhardt, har i længere Tid opholdt sig i Kjøbenhavn i det Øiemed at virke for Udbredelsen af sin Kuur-Methode. Om de ved samme opnaaaede Resultater vil Enhver, der interesserer sig for Sagen uden Vanskelighed kunne overbevise sig. Denhardt har i 1871 og 1872 foretaget en Reise i Sverrig og Norge, hvor han paa Grund af sin Virksomhed blev decoreret med Wasaorden. I Begyndelsen af 1873 modtog han fra det keiserlige russiske Medicinaldepartement Bemyndigelse og Koncession til i hele Rusland at anvende sin Methode, hvorhos Stadsfysicatet i Petersborg bevidnede, at hans Kuur var aldeles forskjellig fra de hidtil anvendte Fremgangsmaader. I Marts d.A. aabnede han efter Prindsens af Oldenburgs Ønske et Kursus i det keiserlige Dameinstitut i Petersborg, i hvilket 22 unge Damer deeltoge, som alle bleve helbredede. Hvorlænge D. Endnu forbliver i Kjøbenhavn, vil være afhængig af, om der melder sig et tilstrækkeligt Antal Deeltagere til et nyt Kursus. (Bl. Td.)

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Denne indsender af Johan Keller er bemærkelsesværdig og relevant af flere grunde. Her giver han klar information om, at den danske regering i første række bad Keller om at konferere med Denhardt i forbindelse med Denhardts tilbud om at overlade sin metodik til staten; men at Denhardt afslog at forhandle med Keller! Dels var Keller jo ikke statsligt ansat men forstander for den private døvstummeanstalt ’på talens grund’. Og dels havde Denhardt sandsynligvis fået forhåndsinformation om, at Keller i mange år selv havde arbejdet med at behandle stammere, med andre metoder. Efter dette afslag gik statens opgave til Malling-Hansen – ”at modtage metoden og at give forslag til dens senere anvendelse”, som Keller formulerer det. Trods at Keller altså blev afvist, er han storsindet nok til at give metoden sin fulde støtte.

SA: En ting som er vanskelig å forstå, er at Keller allerede samme år annonserer for at han selv vil arrangere stammekurs basert på Denhardts metode. Man kan jo bare spekulere i hvordan det kunne henge sammen, når det var Malling-Hansen som ble tildelt oppgaven med å hjelpe stammere i Danmark på grunnlag av Denhardts metode. Kjente Keller metoden fra før? I følge døvehistoriske kilder hadde Keller holdt døvekurs allerede fra 1862. Eller ble fikk Keller likevel innsyn i Denhardts metode da han besøkte Danmark og avholdt sine kurs? Vanskelig å vite noe sikkert svar på disse spørsmålene.

Denhardts Stammekursus. I Anledning af Hr. Denhardts Tilbud om en ny, rationel Methode at helbrede for Stammen have ikke Faa henvendt sig til mig for at høre mit Raad, om de skulde underkaste sig Hr. Denhardts Kur eller ikke. Da jeg ikke kunde kjende den annnoncerede Methode og heller ikke kjendte de ved denne vundne Resultater, formaaede jeg kun at henvise til de værdifulde Anbefalinger, der, navnlig fra Sverige, ere blevne Hr. D. tildel. I Kjendskab til, hvori Methoden bestaar, og hvori den skiller sig fra de hidtil kjendte, er jeg senere ikke kommen stort videre, skjønt det var mit Haab at blive indviet deri, da Regjeringen paalagde mig at konferere med Hr. D., der havde tilbudt at overlade Staten sin Methode til Afbenyttelse her i Landet; Hr. Denhardt vægrede sig nemlig ved at afhandle med mig, da min Stilling som Ikke-Embedsmand ikke gav ham tilstrækkelig Garanti for, at den Uformuende uden Vederlag vilde blive tagen i Kur, og da han formente mig som gammel Stemmelæge hildet i de ældre Methoder. Pastor M a l l i n g – H a n s e n, Forstander for det kgl. Døvstummeinstitut, overtog da paa Ministeriets Opfordring det Hverv paa Statens Vegne at modtage Methoden og give Forslag til dens senere Anvendelse. Men har jeg altsaa end ikke faaet noget Indblik i Hr. Denhardts Methode, saa har jeg derimod havt Leilighed til at overbevise mig om de gjennem Methoden vundne R e s u l t a t e r, o g  d e   e r e   i   S a n d h e d   o v e r r a s k e n d e;  dersom Helbredelsen viser sig at være ligesaa varig, som den er hurtig og omfattende, da kan utvivlsomt ingen af de tidligere Methoder maale sig med denne, og jeg anseer det derfor for min Pligt at bidrage Mit til, at Tillid til Hr. Denhardts Lærervirksomhed kan udbredes.

              J o h a n  K e l l e r.

[1].Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Anledningen til at den danske regering og kongen tildelte Denhardt denne fornemme medalje, var at Denhardt i september 1873 uden vederlag havde overdraget sin metode for helbredelse af stammere til den danske stat og havde instrueret Rasmus Malling-Hansen og døvstummelærer Sørensen i brugen af metoden. Desuden havde Denhardt – i lighed med hvad han også gjorde i Sverige og Norge i 1871 og 1872 – behandlet fattige stammere uden vederlag. Det var åbenbart en meget vigtig aspekt for ham, for han afviste at overdrage metoden til Johan Keller, blandt andet med den motivering, at Keller ikke arbejdede på en af staten drevet anstalt, og dermed følte Denhardt sig ikke sikker på, at fattige stammere i fremtiden ville kunne få behandling. Dette ved vi fra en indsender, publiceret af Johan Keller i Dags-Telegraphen den 16 september 1873.

Udnævnelser m.m.

Under 20de Oktober........................er Dirigent for en Anstalt for Stammende i Burgsteinfurt i Westfalen, E. R.
D e n h a r d t  benaadet med Fortjenstmedaillen i Guld med Tilladelse at bære samme.