Nationaltidende 1890.08.08.

- - - - - -

     Mødet gjenoptoges Kl.12 under Ledelse
af Skolebestyrer Voss[3], Kristiania.

     Forstander M a l l i n g – H a n s e n, Kjø-
benhavn, indledede en Forhandling om
D ø v s t u m m e u n d e r v i s n i n g e n.
Taleren havde ønsket at tale om dette Emne, da
han troede, at Lærerne paa Landet i høi
Grad vilde kunde arbeide Haand i Haand
med Døvstummeinstituterne, naar de fik at
vide, i hvilken Retning disse arbeidede. Ta-
leren oplyste, at ved Døvstumme forstod man
saadanne Mennesker, som, fordi de vare døve,
ikke havde kunnet lære at tale. Naar Bør-
nene indkaldes til Instituterne, lød dog De-
finitionen saaledes: Døvstumt er det Barn,
der paa Grund af mangelfuld Hørelse ikke
kan deltage i den almindelige Skoleundervis-
ning. Denne Definition var saaledes videre
og optog i sig altsaa ogsaa de uegentlige
Døvstumme, der deltes i dem, der havde
Rester enten af Tale- eller Høreevnen.
Foruden disse uegenlige Døvstumme havde
man egenlige Døvstumme, der hverken
kunde høre eller tale, og endelig dem,
der ved Siden af Mangel paa Høre-
og Taleevne havde mangelfulde Aands-
evner. Alle disse undervistes i Døvstumme-
instituterne, medens de egenlige Aandssvage
henvistes til Aandssvageanstalterne.

     Fra Regeringens og Rigsdagens Side
var der gjort alt for at hæve Døvstumme-
undervisningen her i Landet saa høit som
mulig. Af Anstalter i Danmark fandtes en
Forberedelsesskole i Fredericia, hvorfra Ele-
verne, efter et Aars Ophold, udsondredes og
derfra overførtes til Anstalter i Kjøbenhavn,
Nyborg og Fredericia efter deres Begavelse
og Udvikling. Ialt fandtes i Danmark 7
saadanne Anstalter.

     De Methoder, der benyttedes ved Døv-
stummeundervisningen, var T a l e m e t h o-
d e n, hvis Udøvelse Taleren nærmere for-
klarede, og H a a n d-A l f a b e t m e t h o-
d e n, der anvendtes ved de Elever, som
ikke kunde tilegne sig Talemethoden; Haand-
Alfabetmethoden var en Methode, der kunde
udvikles til meget stor Hurtighed og
Fuldkommenhed, og som tillige kunde læres
meget hurtigt, hvad Taleren særlig lagde Læ-
rerne paa Sinde. Endvidere benyttedes ved
Døvstummeundervisningen T e g n m e t h o-
d e n, der jo paa en Maade blev et internatio-
nalt Meddelelsesmiddel.

     At begynde Undervisningen med de Døv-
stumme paa Døvstummeinstituterne var ingen-
lunde saa vanskeligt, som man skulde tro, da
Tegnsproget fra Hjemmets Side som Regel
var langt mere udviklet hos de døvstumme
Børn, end man i Almindelighed troede.
 

    Taleren angav dernæst forskjellige Hoved-
punkter, i hvilke Lærerne paa Landet kunde
støtte Døvstummeinstituterne, før de Døv-
stumme indkaldtes til disse. For det første
burde da Lærerne anmelde til Præsterne, der
jo skulde give de aarlige Anmeldelser, om der
fandtes døvstumme Børn i Sognet. Dernæst
burde Lærerne indskjærpe Forældrene, da Hø-
relsen ikke sjelden ved forskjellige Sygdommme
tabtes hos Børnene, Vigtigheden af at øve
Børnene i Talens Brug, saa at de ikke glemte
at tale. Lærerne kunde vel ikke tage de Døv-
stumme i Skole, men de kunde dog stundom
beskjæftige sig med dem, ligesom de ogsaa,
naar Børnene kom fra Instituterne, kunde
minde Forældrene om Vigtigheden af at tale med
dem, af at øve dem i Talens og Haandalfabe-
tets stadige Brug, da Barnet ellers mere og
mere vilde glemme Sproget og blive inde-
sluttet.

     Tale- og Alfabetmethodens Fjende var
Tegnmethoden, paa hvilken de Døvstumme
selv satte en overordentlig Pris, da denne
Methode bevirkede, at de Døvstumme glemte
Tale- og Alfabetmethoden.

     Taleren lagde tilsidst Alle og da navnlig
Lærerne paa Sinde at beskjæftige dem med de
Døvstumme, hvorved man skaffede disse megen
Glæde.

     Forstander K e l l e r, Kjøbenhavn, fandt,
at Foredragsholderen ikke i tilstrækkelig Grad
havde fremhævet Talemethodens Betydning,
der jo bestod i Øvelse for den Døvstumme i
paa Munden at aflæse, hvad der sagdes.
Ogsaa han lagde Lærerne paa Sinde at drage
Omsorg for de Døvstumme, og mindede om
hos de Døvstumme at udvikle Medlidenheds-
følelsen og ikke for meget at forkjæle dem, da
derved Overgangen til Livet paa Instituterne
gjordes tungere for dem.

     Efter nogle korte Bemærkninger af F o-
r e d r a g s h o l d e r e n  sluttede
D i r i g e n t e n Forhandlingerne med en Tak
til Pastor Malling-Hansen.