Herning Folkeblad 1890.05.09.

De døvstumme og Døv-

stummeinstituterne.
        

    (Af X.)

        I.

- - - - - - - - -

    Som Overskriften antyder, agte vi
i Dag at give en Fremstilling af,
hvad der igennem Døvstummeinsti-
tuter af Staten er gjort for den
Klasse af de forladte, som man har
givet Navnet de døvstumme. Den
sidste Rigsdagssamling, der i mange
Maader har været saa ufrugtbar,
har i hvert Fald givet det Udbytte,
at Døvstummesagen faar et saa stort
Stød fremad, at vort lille Land, naar
de Foretagender blive udført, hvor-
om der nu er vedtaget en Lov, vil
i saa Henseende have en Ordning,
hvortil ikke noget andet Land kan
opvise Magen; Danmark vil paa
dette Omraade være et Mønster-
land. Dette er udtalt og indrømmet
af selve de sagkyndige, og de pleje
ikke at være saa lette at tilfreds-
stille.

- - - - - - - - - - -

     Ved kongelig Fundats af 17. April
1807 blev det bestemt, at der skulde
oprettes et Døvstummeinstitut i Kø-
benhavn, i hvilket døvstumme Drenge
og Piger, der befandt sig i Alderen
mellem 8 og 14 Aar kunne optages.

- - - - - - - - - - - -

     Institutet blev indrettet for 40
Elever; den aarlige Betaling for hver
Elevs Opdragelse, Undervisning og
Underholdning skulde være 140 Kr.
Dette Beløb skulde udredes af For-
ældrene, for saa vidt de havde Raad
dertil, og i modsat Fald af Amtet
eller vedkommende Købstad. Der
var endnu ingen Forpligtelse for
Forældre eller Værger til at sende
deres døvstumme Børn til Institutet.
En saadan Forpligtelse er først kom-
men til Stede ved Kancelliplakat af
11. April 1817. Den bestaaende Ret
i saa Henseende er nu den, at Præ-
sterne ere forpligtede til aarlig at
give Indberetning til Døvstumme-
institutet i København om de døv-
stumme Børn, der findes i deres
Menigheder. Naar Børnene naa
8 Aars Alderen, indkaldes de til In-
stitutet, med mindre der er sørget
for deres Oplærelse paa anden fyl-
destgørende Maade. Have Foræl-
drene ikke ret vel Raad til at be-
tale for deres Børn, saa betales der
nu aarlig for hvert Barn af de foran
nævnte Kommuner 280 Kr. Staten
tilskyder saa det manglende, enten
ved selv at drive de paagældende
Instituter eller ved at give Under-
støttelse til de private. – I Begyn-
delsen bleve alle de døvstumme op-
lærte efter Tegnmetoden, da man
troede, at det var aldeles umuligt,
at de gennem Synet kunde lære at
aflæse andres Tale, og endnu mindre
selv at tale. Efterhaanden gik det
op for de paagældende Lærere, at
der var betydelig Forskel paa de
døvstumme, at der var nogle af dem,
der ikke havde tabt al Hørelse eller
havde Rester af Talen tilbage og
derfor kunde oplæres efter Tale-
metoden.

     Det var i Fyrrerne, at man be-
gyndte at lægge sig efter Talemeto-
den; men man famlede naturligvis
en Tid frem og tilbage, og man
kom til sidst til det Resultat, at kun
de, der ikke vare hel døvstumme,
kunde oplæres efter Talemthoden.
Resten skulde fremdeles oplæres
efter Tegn.
 

    Døvstummeinstitutets daværende
Forstander, Pastor Dahlerup[2], synes
ikke at have været tilfreds med
dette Resultat; thi han oprettede
selv et privat Døvstummeinstitut, i
hvilket han forsøgte at oplære Bør-
nene efter Talemetoden. Senere
modtog han et Præsteembede, og det
lille Institut førte en temmelig kum-
merlig Tilværelse, indtil det i
1856 blev overtaget af den unge,
energiske teologiske Kandidat Johan
Keller, der valgte den besværlige
Vej at ofre sig for Samfundets
hjælpeløse i Stedet for at søge og
at slaa sig til Ro i et Præsteembede.
Man blev snart klar over, at Johan
Keller var den rette Mand. Alle-
rede 1860 traadte Skolen i Forbin-
delse med den private Døvstumme-
skole, og der oprettedes 12 Fri-
pladser i den, for hvilke det offent-
lige betalte; Tallet steg saa til 30 og
senere til 60.

     Johan Keller fik imidlertid en saa
daarlig Betaling for disse Børn,at
han og hans Familie maatte leve
under meget tarvelige og nøjsomme
Vilkaar, og det var kun, fordi han
var en praktisk anlagt Mand, at det
overhovedet blev ham muligt at
drive Institutet for et saa lille Ve-
derlag[3].

- - - - - - -

     Da man i Halvfjerdserne først rig-
tig fik Øje for Johan Kellers betyd-
ningsfulde Gærning, gav man ham
ogsaa, særlig ved Tilskyndelse fra
Folketingets Finantsudvalg, en noget
bedre Betaling for hans Gærning.
Betalingen for hver Elev voksede
fra 280-380 til 390-450 Kr. aarlig.
Selv denne Betaling var endda for
lille, da en Elevs Underholdning,
Opdragelse og Oplærelse paa Stats-
anstalterne koster ca. 750 Kroner
aarlig.

     Ved det kongelige Døvstumme-
institut i København kom der ogsaa
mere Flugt i Udviklingen – maaske
ansporet dertil fra de kellerske In-
stituter – efter at den begavede og
bekendte Pastor Malling Hansen var
bleven Institutets Forstander. Han
og den nuværende Forstander i
Fredericia, Kandidat Jørgensen, kom
til Erkendelse af, at det er i Virke-
ligheden kun et Mindretal af de
døvstumme, der ikke kunne oplæres
efter Talemetoden, men at det til-
lige er aldeles nødvendigt, at de for-
skellige Afdelinger, der oplæres efter
de forskellige Methoder, holdes strængt
adskilte, lige som det er fornødent,
at de, der skulle oplæres efter Tale-
metoden, under deres Opdragelse
komme i Berøring med den almin-
delige Befolkning. Forstander Jør-
gensen havde ved Rejser i Udlandet
nøjere gjort sig bekendt med Tale-
metoden[4].

     I Rigsdagssamlingen 1879-80 fore-
slog daværende Kultusminister F i s c h e r[5],
at der skulde opføres et Døvstumme-
institut i Fredericia, oprindelig be-
stemt for 100 Elever til at oplæres
efter Talemetoden, og at der skulde
gives Forstander Johan Keller et
Statslaan paa 80,000 Kr. til Opfø-
relse af en Anstalt for uegentlig
døvstumme – ogsaa til Oplærelse
efter Talemetoden. Dette Lovforslag
blev vedtaget. Efter at disse nye
Bygninger vare opførte henholdsvis
i København og Fredericia, var man
i Stand til at foretage tilstrækkelig
Sondring mellem den forskellige Arter
af døvstumme.

(JMC: Slut på første del af artiklen).