“The Writing Ball”

This is the name by which the principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute, reverend M a l l i n g - H a n s e n has designated an invention for which he was granted a 15 year patent on March 12 this year, and of which the first specimen has been finalised on September 2 by mechanical engineer J ü r g e n s e n, the owner of “Jürgensen’s Mechanical Establishment”. Mr  M a l l i n g – H a n s e n  has, in connection with his tasks as a teacher of deaf-mute children, initiated investigations concerning phonemes, their mode of formation, the design of the speech organs and their modes of operation etc, and this research has in the beginning of this year[1] led him to his invention which – even with a few flaws that would seem small and easy to remedy – is useful in practise and even if it might not in the short run achieve widespread use to the extent the inventor has envisaged, it can still prevail rather quickly in various areas. It is impossible in a limited space and without the help of drawings to provide a comprehensive description of the otherwise not very complicated device, but a few indications will probably suffice to convey a notion of it. Imagine a semi-sphere with as many holes as needed to fix characters and marks in the device, and these holes being placed in such a way that pistons put inside them (surrounded by coils, enabling them to bounce back by themselves), when pressed down reach exactly the centre of the sphere with their tip. When this somewhat complicated piece of mechanical work has been accomplished with the necessary accuracy, one will then be able to press the tip of the pistons against the same point, and if onto these tips have been placed types or characters, and when, in the centre of the sphere, a piece of carbonised paper has been placed above the white paper then one gets an imprint of the type which is being pressed down. By means of a galvanic battery, an electromagnet and a clockwork, then the paper – on a cylinder or carriage[2] – has been made to move a little bit each time a piston is pressed down in order to allow the letters to be printed adjacent to each other. The pistons or keys are then very carefully placed for the fingers -  the hands being arched around the semi-sphere -  in such a way that by practise one may achieve considerable skill in pressing down the keys, in other words writing or rather printing with the machine. When one sees the keyboard proficiency of piano players it seems certain that with this machine they keys can be pressed very quickly – in fact, the inventor is of the opinion that it is possible to type as quickly as a person speaks, i.e. one may obtain the speed of the shorthand technique -, and similarly blind and weak-sighted persons could easily learn to put down their thoughts on paper with a speed equal to their formation. In addition, the inventor has contrived an ingenuous way to use the writing ball in the service of telegraphy in the sense that only one tap for each character is needed[3]. If this can be carried out in practise, which seems to be easily done, then the result will be an extraordinary simplification and saving device. In addition, the writing ball can also be used in a simple way for cryptograms, and by combining it with the so called hectographing then – provided the inventor’s plans in this regard come true in practical reality – then the written or printed text can be reproduced easily and in a cost-saving way.

Translated by Jørgen Malling Christensen

                                                                                ”Skrivekuglen”.

      Med dette Navn har Forstanderen for det kgl. Døvstummeinstitut, Pastor R. M a l l i n g – H a n s e n  betegnet en Opfindelse, hvorpaa han den 12te Marts d. A. har erholdt Eneret for 15. Aar, og hvoraf det første Exemplar den 2den ds. er blevet færdigt fra Mekanikus  J ü r g e n s e n, Eier af ”Jüngers mekaniske Etablissement”. Hr.  M a l l i n g – H a n s e n  er ved sin Virksomhed som Lærer for Døvstumme kommen ind paa Undersøgelser angaaende Sproglydene, deres Tilblivelsesmaade, Taleorganernes Bygning og Virkemaade m. m., og disse Undersøgelser have i Begyndelsen af indeværende Aar [1] ledet ham til hans Opfindelse, der, om den endnu har enkelte Mangler – hvilke dog kun synes at være meget smaa og lette at afhjælpe -, er praktisk anvendelig og, om den end ikke i Løbet af kort Tid vil blive indført til Benyttelse i det vide Omfang, som Opfinderen har tænkt sig, dog maaske hurtig vil trænge igjennem paa forskjellige Omraader. Det vil være umuligt paa en indskrænket Plads og uten Hjælp af Tegninger at give en fuldstændig Beskrivelse af det forøvrigt ikke meget indviklede Apparat, men nogle Antydninger ville dog formentlig kunne give et Begreb om det. Man tænke sig et Kugleafsnit med saamange Gjennemboringer, som man vil anbringe Bogstaver og Tegn i Apparatet, og disse Gjennemboringer anbragte saaledes, at Stempler, der sættes i dem (omgivne af Spiralfjedre, for at de af sig selv kunne springe tilbage), naar de nedtrykkes, med Spidsen naa bestemt det samme Punkt, nemlig Kuglens Centrum. Naar dette noget vanskelige mekaniske Arbeide er udført med tilstrækkelig Nøiagtighed, vil man altsaa se sig istand til med Fingrene efterhaanden at trykke Spidserne af Stemplerne mod det samme Punkt, og er paa disse Spidser anbragt Typer, og der over det i Kuglens Centrum anbragte Papir er udbredt et Stykke almindeligt Gjennemskrivningspapir, faaer man et Aftryk af den Type, der nedtrykkes. Ved Hjælp af et galvanisk Apparat og en Elektromagnet samt et Uhrværk er derhos Papiret, der ligger paa en Cylinder eller en Slæde [2], paa en meget simpel Maade bragt til at flytte sig lidt, for hver Gang et Stempel trykkes ned, saa at Bogstaverne komme til at staa ved Siden af Hinanden. Stemplerne ere derhos med megen Omsigt lagde saaledes for Fingrene, naar Hænderne hvælves om Kugleafsnittet, at man ved Øvelse maa kunne opnaa en meget betydelig Færdighed i at nedtrykke Stemplerne, altsaa skrive eller rettere trykke med Maskinen. Naar man seer, hvilken Fingerfærdighed Pianister kunne opnaa er det sikkert, at der med Maskinen kan trykkes meget hurtig – Opfinderen mener endog, at man vil kunne trykke ligesaa hurtig, som der tales, altsaa opnaa Stenografiens Hurtighed -, og ligeledes ville Blinde og Øiensvage med Lethed kunne lære at bringe deres Tanker meget hurtig paa Papiret ved Hjælp af Skrivekuglen, ligesom Enhver ved Hjælp af deraf kan fæste sine Tanker næsten med samme Hurtighed, som de fremstaa. Opfinderen har derhos udtænkt en meget snild Maade til at andvende Skrivekuglen i Telegrafiens Tjeneste, nemlig saaledes at der kun behøves et Anslag for hvert Bogstav. [3] Lader dette sig realisere, hvilket synes let at kunne ske, vil det være en overordentlig Simplifikation og Besparelse. Endvidere kan Skrivekuglen paa en simpel Maade andvendes til hemmelig Skrift, og ved at kombinere den med den saakaldte Autografering, kan, hvis Opfinderens Tanker i saa Henseende holde stik for den praktiske Udførelse, det Nedskrevne eller Nedtrykte med stor Lethed og paa en særdeles billig Maade mangfoldiggjøres.

Fotnoter:

[1] SA: Vi vet med sikkerhet at de nførste offisielle skrivekuglen sto ferdig i 1870. Men fra andre kilder vet vi at Malling-Hansen allerede i 1865 arbeidet med sin oppfinnelse, og i realiteten hadde oppfunnet kuglestykket og utarbeidet bokstavenes plassering på dette. Da Malling-Hansens svoger, Johan Alfred Heiberg sjekket sine dagbøker fra 1865, kunne han bekrefte at han var behjelpelig med å være tidtager da Malling-Hansen eksperimenterte med bokstavplasseringen på et kuglestykke av porselen, for å kunne avgjøre hvilken plassering som ga den hurtigste skrivehastigheten. Mye tyder også på at RMH først fikk bygget en av de tidlige patentmodellene, den såkalte bordmodellen, der skrivekuglen er innebygge i e bord med en pedal som drivkraften for å sette sylinderen i sirkulasjon. I følge flere kilder veide denne modellen 75 kg, og sto sannsynligvis ferdig en gang mellom 1867 og -69. Ingen slik modell er kjent i dag, men Dieter Eberwein har laget en computer modell som viser hvordan den ville ha sett ut.

[2] SA: Dette er en meget interessant opplysning. Den modellen som ble fremvist for pressen den 8. september 1870, var en sylinder-modell i trekasse, og når artikkelforfatteren nevner at papiret kunne være festet til en ”slæde” må dette være en opplysning han har fått av Malling-Hansen under fremvisningen. Denne ”slæden” må vel være det samme som den flate vognen som de nye modellene i 1871 var utstyrt med.

[3] SA: På de første patent-tegningene kan man se hvordan RMH tenkte seg at det kunne skjæres små eller store hakk i enden av stemplene, som kunne bryte og koble til strømmen, slik at det fremkom korte eller lange støt, som kunne fremstille hver bokstavs morsetegn alt etter som hvor mange og hvor store hakk man skar på hver stempelende.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Denne artikel er, i mine øjne, en fortræffelig øjenvidnesskildring af den første offentlige forevisning af Malling-Hansens første skrivekugle. Man føler sig være nærværende i rummet, da opfinderen stolt fremviser sin skabelse! Han starter med et grundigt foredrag om de videnskabelige undersøgelser, som gik forud for udformningen af apparatet – undersøgelser af de mest effektive måder at fordele bogstaverne på og undersøgelser af menneskers talehastighed, tegnsprogs-hastighed og skrivehastighed. Derefter viser han og forklarer de tekniske detaljer. Og til slut skriver han selv på maskinen, beviser at den virker og lader de nærværende journalister selv prøve at skrive!

Det er meget interessant at sammenligne denne vidnesskildring med en lignende, skrevet af journalisten fra Dagbladet, se Dagbladet 1870.09.20.

Vi får også en yderst interessant dokumentation i form af datum for hvornår Jürgensens aller første eksemplar blev færdigt, nemlig den 2 september 1870! Og Malling-Hansen spildte ikke tiden: han arrangerede denne den første offentlige fremvisning allerede den 8 september! Det fortæller han om i et af de første skrivekuglebreve, brevet den 9 september 1870 til hans to brødre Johan Frederik og Thomas Jørgen:

”kuglen blev besigtiget i går af pressens repræsentanter proff holten var også tilstede alle vare overraskede dagstelegrafen har en artikel om den idag folkets avis også og der er der en meget vel skrevet og meget lang dagens nyheder og dagbladet bebude udtalelser om skrivekuglen imorgen”

    Skrivekuglen. Vi have som tidligere
omtalt havt Leilighed til at se nogle meget
interessante Prøver anstillede med et af For-
standeren for det kgl. Døvstummeinstitut Pa-
stor R. M a l l i n g–H a n s e n sindrigt udfundet
og af Mekanikus J ű r g e n s e n, Eieren af
”Jűngers Mekaniske Etablissement”, mesterlig
udført Apparat til hurtigskrivning eller Hur-
tiltrykning. Opfinderens Virksomhed som
Lӕrer for Døvstumme har ført ham ind paa
vidtgaaende Undersøgelser angaaende Sprog-
lydene, deres Tilblivelsesmaade og lig-
nende herhen hørende Studier. Han kom
derved til at spørge sig selv, hvormange
Sproglyde man kan udsige, og hvormange
Lydtegn man kan skrive i et Sekund, samt
hvormange Lydtegn der i et Sekund kunne
siges ved Hjӕlp af Haandalfabetet (Finger-
sproget), og Svaret blev, at 20 Lydtegn, eller
rettere: de til 20 Lydtegn svarende Lyde, kunne
siges, 4 Lydtegn kunne skrives, og 12 Lydtegn
kunne med Haandalfabetet siges i et Sekund.
Man taler altsaa fem Gange saa hurtig, som
man skriver. Med Haandalfabetet derimod
naar man en Hurtighed i Bogstavfremstilling,
der er tre Gange større end Skrivehurtig-
heden og i høi Grad nӕrmer sig til Talens
Hurtighed. Med Fremsigelse af Remser eller
Lignende kan der selvfølgelig naas en større
Hurtighed end den nævnte, ligesom ogsaa
meget rapmundede Folk i daglig Tale kunne
komme lidt over Hurtigheden af 20 Lyde i
et Sekund. Paa den anden Side gaar Hur-
tigheden under offentlige Foredrag sjelden over
15 Lyde i Sekundet; i Rigsdagen synker den
ofte ned til 9 Lyde i Sekundet og hos enkelte
Medlemmer endnu lavere. En nøie Over-
veielse af disse Erfaringer førte Opfinderen
til den Tanke: kunde man ved en saa simpel
Bevægelse som den, Fingrene udføre, naar
de anslaae Tangenterne paa et Klaver, frem-
stille skrevne eller trykte Bogstaver, da ville
Hurtigheden af en saadan Skrivning langt
overgaa den nu brugelige Skrivemaades Hur-
tighed, og blive ligesaa stor som, ja maaske end-
ogsaa overgaa Talehurtigheden, og paa Grund-
lag af denne Tanke konstruerede Pastor Han-
sen sin ”Skrivekugle”. Den har Form af et
Kuglestykke, der paa ligesaamange Steder,
som Sproget har Bogstaver, er gjennemboret
i Retning af Centrum. I hver af Gjennem-
boringerne er der en Stempelstang, som for-
oven har en Knap og forneden et Bogstav
eller Tegn, tjenligt til Trykning. En
Spiralfjeder holder Stangen i Hvilestilling,
og samtlige Stempelstænger ere stillede
som Kugleradier. Underfladen af ethver Stem-
pel er parallel med den Flade, paa hvilken
Stemplerne skulle trykkes af, og denne for
samtlige Stemplers fælles Trykflade er saale-
des en Del af Kuglens Storcirkel. Det samme
Bogstav, der er anbragt forneden paa en
Stempelstang, findes ogsaa ovenpaa Knappen.
Stempelhovederne (Knapperne)anslaaes (af
begge Hænders Fingre)paa lignende Maade
som Klavertangenter, og naar man nu ønsker
den størst mulige Skrivehurtighed, maa man
til Underlag bruge en Valse, der bevæges ved
en Elektromagnet eller ved et Uhrværk eller
ved en Kombination af begge. Det Sidste
var benyttet ved det af os prøvede Apparat,
og det elektriske Batteri var anbragt saale-
des, at et Tryk paa hvilketsomhelst Stem-
pelhoved sluttede og aabnede den galvaniske
Strøm, hvorved Uhrværkets Tandhjul stød-
vis satte Valsen i Bevægelse.  Papiret, hvor-
paa der skal skrives, lӕgges saaledes om Val-
sen, at to af dets modstaaende Sider ere pa-
rallele med Valsens Skruegӕnge, og over
Skrivpapiret lӕgges et Stykke affarvende Pa-
pir (Gjennemskrivningspapir). Trykkes nu
Stemplerne afvexlende ned mod det saaledes
anbragte Papir, medens Valsen skruer sig
fremad i sin Spiralbane, da bestemmes Af-
standen mellem de ved Stempelslagene frem-
bragte Bogstaver ved Afstanden mellem Tӕn-
derne paa Valseaxens Hjul, Afstanden mel-
lem Linierne bliver lig Skruegangens Høide,
og samtlige Linier parallele med de to mod-
staaende Sider af Papiret. Efter endt Skriv-
ning viser det udfoldede Papir Skriften fra
Venstre til Høire og lutter lige og parallele
Linier. Istedenfor Valsen kan et fladt Un-
derlaf finde Anvendelse, hvor man kun for-
langer en Skrivehurtighed, der er to-tre Gange
saa stor som den almindelige. I en offentlig
Forsamling vil det vӕre af stor Betydning,
at hver Taler strax efter at have sluttet sit
Foredrag, kan modtage dette trykt og gjøre
Rettelser deri. Skrivekuglens Stenografi
lӕres og lӕses derfor langt hurtigere end
den nu brugelige Stenografi, hvis Tegn jo
kun ere forstaaelige for Stenograferne. Skrive-
kuglen kan desuden anvendes til Koncipering[1]
og Korrespondance; til Afbenyttelse af Blinde
og Øiensvage er den fortrinlig, ja Skrive-
kuglen vil endogsaa kunne finde Anvendelse som
Tryktelegraf, naar Morses Telegrafnøgle
indrettes saaledes, at den yderste Ende af
Vӕgtstangsarmen ligger i Centrum af Kuglen.
Til hemmelig Skrift og til Autografi[2] vil den
ogsaa kunne bruges. Dens Opfinder har den
12. Marts d. A. faaet Eneret paa 15 Aar
og den 2den ds stod den første Skrivekugle
fӕrdig. Det skulde glӕde os, om denne sind-
rige Opfindelse kunde faa en stor Fremtid for sig.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

I Dagbladets artikel får vi en frisk og udførlig vidneskildring af Rasmus Malling-Hansens demonstration af hans første model af skrivekuglen. Det er en ambitiøs skildring, som viser at den anonyme journalist er blevet meget interesseret i den nye opfindelse. Man kan læse artiklen som et ekko af det, Malling-Hansen fortalte om i sin præsentation, og til og med ordvalget er på sine steder typisk for RMH. Han må have været meget tilfreds med denne artikel i Dagbladet – bedre omtale kunne han ikke have fået!

Den entusiasme, som vor anonyme journalist her lægger for dagen, er jo ikke forbavsende, for han tilhørte jo netop en erhvervsgruppe, som umiddelbart må have indset, at et hurtigskrivningsapparat ville kunne gøre dem arbejdet lettere og hurtigere. Til sammenligning kan man forestille sig at sættere og stenografer har følt sig truet af den ny tids apparater, som på sigt kunne gøre deres arbejde overflødigt.

I den ellers udmærkede artikel, savner jeg et par ting:
det havde været på sin plads, at journalisten også havde nævnt det værksted og de overordentlige dygtige finmekanikere, som havde fremstillet den første model af skrivekuglen, dvs finmekaniker Jürgensen og hans kolleger på ”Jüngers mekaniske Etablissement” i København. Det ville også have været naturligt og praktisk, hvis journalisten havde omtalt skrivekuglens pris og informeret om, hvorledes man kunne købe/bestille den.

     ”Skrivekuglen”. Da det i sin Tid
meddeltes i Bladene, at der var givet For-
standeren for det kgl. Døvstummeinstitut, Hr.
R. M a l l i n g - H a n s e n[1] femten Aars Eneret
til at forfærdige og lade forfærdige den af ham
opfundne ”Skrivekugle”, var der sikkert Mange,
der grundede over, hvorledes vel det Apparat
kunde være, som har dette besynderlige Navn,
og for de Fleste fremsteg Tanken om en lille
Kugle, der ved at omsluttes af Haanden under
Skrivningen paa en eller anden Mystisk Maade
skulde give denne forøget Sikkerhed eller Hur-
tighed. Som det saa ofte gaaer, varer Virke-
ligheden heller ikke her til den Forestilling,
man har dannet sig, men det maa tillige ind-
rømmes, at selve det valgte Navn, der anbe-
faler sig ved sin Korthed, ikke er uden Skyld i,
at Tanken er blevet vildledet. Hvad dets
første Halvdel angaar, da er Apparatets Ar-
beide snarere en slags Trykning end Skriv-
ning, og med Hensyn tild en sidste Deel af
Sammensætningen kan man giøre den Ind-
vending, at Instrumentet ikke saa meget er en
Kugle som et Stykke af en Kugle.

     Naar vi, uden at have Tegningen at hen-
vise til, skulde give vore Læsere en Idee om
Apparatets Udseende og Anvendelse, da maatte
vi vælge populaire Gjenstande som Sammenlig-
ningsled for at vække en nogenlunde tilsvarende
Forestilling.  Vi ville da tænke os en ganske
almindelig Skrivepult af Form som de sæd-
vanlige Skoleborde. Midt i det øverste, smalle
og lige Stykke, hvorfra Pultlaaget skraaner
ned, er der istedetfor det almindelige Blækhus
fastgjort et Metalkuglestykke, der ganske vilde
have Udseende af en velformet Fiirskillingsbolle[2],
hvis ikke de lange Stilke, der staar i Vejret
fra Overfladen, gav det en større Lighed med
et sammenrullet Pindsvin, hvis Pigge staae
ud til alle Sider.

     Hver af disse Pigge eller Stilke er for-
oven forsynet med en Knap, hvori et af Alfa-
betets Bogstaver er indgraveret. I sin nederste,
spidse Ende, der er skjult for Øiet inde i
Kuglen, har den det samme Bogstav indgra-
veret, og naar Stilken ved et Tryk med Fin-
geren paa Knappen føres nedefter gjennem den
Aabning i Kuglen, hvori den sidder, vil dens
nederste Bogstav støde imod Papiret, der skal
modtage Indtrykket, og aftegne sig derpaa.
Det Sted, hvor Aftrykket skeer, vil være Kug-
lens centrum, thi alle Stilkene – eller Tan-
genterne, som vi nu ville foretrække at kalde
dem – ere stillede som Radier, og alle de
smaa Stempler med deres respektive Bog-
staver føres ved Trykket imod eet og samme
Punkt.

     Hvis altsaa Papiret ikke skal vedblive at
modtage alle Bogstaverne paa eet og samme
Sted, hvorved Intet ville være opnaaet, maa
der sørges for, at det kan flytte sig for hver
Gang, det har modtaget et Bogstavsaftryk, saa
at der ved Siden af det kan blive Plads for
det næste. Maaden, hvorpaa dette er opnaaet,
gjør man Bekendtskab med ved at aabne Pul-
tens store Laag og kaste et Blik i det Indre
af Mekanismen.  Man seer da, at Papiret er
anbragt omkring en vandret Valse, der med
en Spiralbevægelse dreier sig saaledes om sin
Axe, at den for hvert Tryk paa en Tangent
 - altsaa for hvert Bogstavindtryk, Papiret
modtager – netop dreier sig saa meget, at
det næste Bogstav kommer til at staae lige ved
Siden af det første. Denne Bevægelse udfører
Valsen ved Hjælp af et Tandværk, som drives
af en elektrisk Strøm, der aabnes i samme
Øieblik, som Tangenten trykkes ned, og sluttes
i det Øieblik den, ved Hjælp af en Spiral,
drives tilbage i sin oprindelige Stilling. Idet
der altsaa spilles paa Tangenterne, afsættes der
sig Bogstav ved Bogstav, og da Valsens Be-
vægelse er spiralagtig fremadskridende, slynger
Skriften sig i en uafbrudt Linie omkring Val-
sen: naar Papiret efter endt Skrivning aftages
og udfoldes, staae Linierne altsaa lige og pa-
rallelt under hverandre.

     Dette er i Korthed Grundtrækkene af Ap-
paratets Virkemaade. For Fuldstændigheds
Skyld kan endnu tilføies, at Aftrykket i Al-
mindelighed tilveiebringes ved at lægge affarvet
Papir med den farvede Side nedad ovenpaa
det Skrivepapir, der skal modtage Skriften,
samt at Tangenterne paa Kugleafsnittets Over-
flade ere ordnede saaledes, at de hyppigst fore-
kommende Bogstaver anslaaes af Fingrene i
deres bekvemmeste og mest naturlige Stilling, og
at ænderne i det hele taget have lettere ved
at omspænde og anslaae de i Kuglestilling sam-
lede Tangenter end Klaverets lange og vandret
stillede Tangenter.

     Med Hensyn til ”Skrivekuglens” Anven-
delighed, da har Opfinderen i sin Egenskab af
Lærer for Døvstumme havt Leilighed til nøie
at undersøge forskjellige herhen hørende For-
hold. Han har saaledes beregnet, at medens
man gjennemsnitlig kan udtale tyve Lydtegn i
et Sekund, kan man i samme Tidsrum kun
skrive fire Lydtegn, hvorimod en Døvstum med
Haandalfabetet kan fremstille tolv Lydtegn i et
Sekund. Den Opgave, som han har søgt at
løse ved sin Opfindelse, er nu netop den at
fæstne Haandalfabetets Lydtegn for at opnaae
den Skrivehurtighed, som de ere et Udtryk for.
Da nu en Pianist med Lethed kan anslaae
mellem tyve og tredive Tangenter i Sekundet,
og da ”Skrivekuglens” Tangenter ligge be-
kvemmere for Haanden end Klaverets, vil der
altsaa ved dette Apparat være opnaaet, at en
routineret Skriver hermed kan skrive endnu
hurtigere, end man taler, og altsaa med Lethed
vil kunne følge et mundtligt Foredrag Ord
for Ord.

     Heraf indlyser ”Skrivekuglens” Anvende-
lighed for Stenografien. Istedetfor Stenogra-
fiens uforstaaelige Tegnsprog, der først skal
aflæses, inden det kan opfylde sin Bestemmelse,
leverer ”Skrivekuglen” et siirligt Aftryk med
almindelige Bogstaver, der strax giver et tro
Referat af Foredraget og kan læses af Enhver
med samme Lethed som en almindelig Bog.

     De øvrige Anvendelser, som Opfinderen
har tænkt sig af sit Apparat, skulle vi kun an-
tyde; at Blinde ved Hjælp af det kunne skrive
lige saa hurtig og smukt som Seende, er ind-
lysende[3]; ved en forandret Konstruktion vil
”Skrivekuglen” ogsaa, efter Opfinderens Me-
ning, kunne benyttes som Tryktelegraf, og
ved at lade Tangentbogstaverne levere et Relief-
tryk istedetfor et farvet, vil der tilveiebringes
en Form, hvori der kan støbes Stereotypplader
til videre Aftryk. Sætterne blive overflødige,
thi da ”Skrivekuglen” i en Time kan sætte
36,000 Bogstaver, medens en dygtig Sætter
ikke kan drive det til mere end 2400, kunne
de fjorten Femtendedele af Sætterne gjerne
hænge sig strax. Eller rettere – de kunne
Alle gjøre det, thi en Forfatter kan jo nu selv
ved Hjælp af ”Skrivekuglen” skrive sit Manu-
skript i samme Øieblik, som han tænker det...

     Dog, vi ville ikke fordybe os i disse
Fremtidsfantasier. Uden Hensyn til den mulige
Anvendelse, der kan være ”Skrivekuglen” for-
beholdt, og uden Hensyn til de enkelte mindre
Ufuldkommenheder, der endnu klæbe ved den,
er den en sindrig Opfindelse, hvis Idee synes
at være i god Overensstemmelse med Tids-
alderens. Dampskibenes, Jernbanernes, Tele-
grafernes og Mitrailleusernes[4] Tidsalder er
aabenbart moden til at modtage en saadan
literair Kuglesprøite som den, hvortil der er
lagt en Grundlag ved den her omtalte Op-
findelse.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Journalisten angiver sin kilde som: ”Berl.Tid.” men fortӕller ikke noget om datum for den oprindelige artikel. Artiklen findes på side fire. Man kan forstå på beskrivelsen, at Berlingske Tidendes journalist var til stede, da Malling Hansen foreviste sin skrivekugle i København, såvidt vi ved i september 1870. Han havde jo tidligere – i januar samt i marts måned 1870 - opnået at få bevilget dansk patent på den første model af skrivekuglen. Det er interessant at notere, at Malling Hansen i sin prӕsentation fremholder, at maskinen vil kunne bruges som sӕttemaskine.   

Forskjelligt.

----------

”Skrivekuglen” er, ifølge ”Berl. Tid.” Navnet
paa et Apparat til Hurtigskrivning, som er opfundet af
Forstanderen for det kongelige Døvstummeinstitut, Hr.
R. Malling Hansen. Det bestaar af to Hoveddele:
En Samling af Stempler eller Signeter, der skulle af-
sætte Skriften paa Papiret, og en Valse med Tilbehør,
hvis Bestemmelse det er at bevæge Papiret henunder
Stemplerne.  Stempelstængerne, der forneden have et
udgraveret Bogstav (en Type), foroven en med det samme
Bogstav forsynet Knap, som er bestemt til at modtage
Trykket af den Skrivendes Haand, ere indsatte saaledes
i Gjennemboringer af et massivt Kuglestykke, at hvert
af dem under Nedslaget bevæger sig i Retning af Kug-
lens Midtpunkt og slaar an mod en Flade, der ligger
omkring dette Punkt. Denne Stemplernes fælles Slag-
flade falder sammen med Overfladen af Valsen, som
ligger vandret under Kuglestykket. Udenom Valsen lægges
Skrivepapiret og ovenpaa det et Stykke af det saa-
kaldte affarvende Papir, der fungerer som Blæk eller
Bogtrykkersværte. Valsen bevæges fremad i en Skrue-
gang ved Hjælp af et Uhrværk og et regulerende elektro-
magnetisk Apparat, der for hvert Stempelslag lader
Valsen gaa en Bogstavafstand frem. De omtalte Knap-
per eller Stempelhoveder anslaaes paa samme Maade
som Tangenterne paa et Klaver, og hvert Stempelslag
afsætter et Bogstav paa Papiret, det ene ved Siden af
det andet, i en Skruegang udenom Valsen. Efter endt
Skrivning viser Skriften sig da ved Udfoldning af Pa-
piret som sædvanlig Trykskrift i parallelle Linier fra
venstre til høire. - Dette Apparat vil sikkert have en
betydende Fremtid for sig. Medens nemlig den sædvanlige
Skrivehurtighed vel kan anslaaes til 2½ Skrifttegn i
Sekundet (hos særdeles hurtigskrivende stiger den vel
indtil 4 Skrifttegn) kan Hurtigheden ved Skrivekuglen
naa udover det firdobbelte af den almindelige Skrive-
hurtighed. Enhver vil strax, omend med nogen Langsom-
hed, kunne arbejde med Skrivekuglen; efter et Par
Timers Øvelse vil man kunne skrive lige saa hurtig med
den som med Pen og Blæk, og under fortsat Øvelse
vil den forøgede Hurtighed snart opnaaes. Opfinderen
har tænkt sig Skrivekuglen anvendes ikke alene til almin-
delig Hurtigskrivning, men ogsaa til Stenografi og Te-
legrafi, til hemmelig Skrift, til Autografi[1] og til Bog-
tryk. I sidstnævnte Retning antages det, at man med
en Skrivekugle, benyttet som Sættemaskine, vil kunne i
en Time sætte 36,000 Bogstaver, medens den dygtigste
Sætter i et Bogtrykkeri nu kun er istand til at sætte
2400 Bogstaver i den angivne Tid. Hvorvidt Skrive-
kuglen vil kunne benyttes med Held i disse forskjellige
Retninger, er vel forbeholdt Fremtiden at vise.

The Writing Ball

One does not need to have written very much before feeling how embarrassing it is that the pen – while your thought is flying, and the word to some extent flies with it – is forced to crawl slowly along the paper, and when you consider how many detours the tip of the pen has to make it is actually not strange that writing is so slow. Reverend Malling Hansen, principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute, has registered that while we write merely about 4 phonetic symbols per second, in jingles or in very quick daily speech we utter 20 phonetic symbols or more per second, whereas in public lectures seldom more than 15 are produced, at times only 9 phonetic symbols per second, so in other words the spoken word is from 2 to 4 times quicker than the written one. Now, if one is somewhat acquainted with the finger language of the deaf-mute, we may easily assume that it would be even slower than the pen; however, by observation reverend Hansen has found that an experienced finger speaker (if one may be permitted to use that expression) expresses or indicates around 12 phonetic sounds per second, in other words he or she speaks 3 times as fast as one is able to write by hand. These circumstances led him to inventing the “W r i t i n g  B a l l”, a machine that allows you to write almost as quickly as you speak, or rather, equivalent to the speed of a formal speech. The main idea is that on top of the paper is placed a piece of ink paper, and onto this the letters are imprinted with movable types onto the white paper with the colour of the carbonized paper. A similar device has been in use for the blind, however with the difference that they would print embossed letters on the paper, this being a rather slow process even for sighted persons, since each type had to be sought out, put in its place and then put aside.

Skrivekuglen

     Man skal just ikke have skrevet grumme meget for at have mærket, hvor pinlig det er, at Pennen, medens Tanken flyver, og Ordet til dels flyver med, maa krybe langsomt hen ad Papiret, og betænker man, hvormange Omveie Pennespidser maa gjøre, er det heller ikke saa underligt, at det gaaer langsomt med Skriften. Pastor  M a l l i n g  H a n s e n, Forstander for det Kongelige Døvstumme-Institut, har iagttaget at medens man kun kan skrive omtrent 4 Lydtegn i Secundet, kan man i Ramser eller i meget rapmundet daglig Tale udtale 20 Lydtegn eller noget derover hvert Secund, hvorimod man ved offentlige Foredrag sjeldent udtaler mere end 15, undertiden kun 9 Lydtegn i Secundet, saa at Talen er fra 2 til 4 Gange saa hurtig som Skriften. Kjender man nu lidt til de Døvstummes Fingersprog, skulde man troe, at dette endnu maatte gaae meget langsommere end Pennen; men Pastor Hansen har ved Iagttagelse fundet, at en øvet Fingertaler (om man tør kalde det saa) udtaler eller angiver omtrent 12 Lydtegn i Secundet, altsaa taler 3 Gange saa hurtigt som man kan skrive. Denne Omstændighed ledede ham til Opfindelsen af ”S k r i v e k u g l e n”, en Maskine, ved hvilken man bliver istand til at skrive omtrent lige hurtigt som man taler, eller rettere sagt som man holder Tale. Hovedtanken deri er den, at man ovenpaa Papiret lægger et Stykke affarvende Papir og paa dette trykker Bogstaverne med bevægelige Typer, der da aftrykkes paa det hvide Papir med det affarvende Papirs Farve. En lignende Indretning har man anvendt for de Blinde, kun at disse trykkede ophøiede Bogstaver i Papiret og at det gik noget langsomt selv for den Seende, da hver Type skulde søges frem, stilles paa sin Plads, modtage Trykket og saa lægges tilside.

                                         Annalen der Typographie[1]

                                   Der verwandten Künste und Gewerbe.

                Centralorgan für die technischen und materiellen Interessen der Presse

                                  Nr 70. Leipzig, den 12.November 1870

A New Type-Setting Machine. Part 1 – 25 November 1870.

“It is our firm conviction that only in Sørensen’s machine do we find the correct principle, showing the only way by which we will be able to construct a viable type-setting machine”; such were the words of the otherwise excellent description of Christian Sørensen’s type-setting and distributing machine[2] which can be found in this journal, issues no 9,10 and 11. And the editors of the present journal made the comment that they did not entirely agree with the author on this point, - and this was indeed a laudable caution by the honourable editors; for 14 days later our daily newspapers had descriptions of a machine constructed in accordance with an entirely different principle and which –“after being somewhat modified” – might be used as a typesetting machine, namely the so called “writing ball”, invented by reverend Malling-Hansen. One of the writers even went as far as to – perhaps in order to make his text more spectacular – gave the advice that 9 out of 10 typesetters should “throw in the towel at once and go hang themselves”. But before we follow this piece of advice, we probably ought to investigate whether it is as well-advised as it is meant; let us therefore with unruffled calm observe Mr Malling-Hansen’s ingenuous invention as it is, and then try to imagine it with the “modifications”, and from that point of departure let each and every one of my peers consider whether he would not, at the end of the day, prefer to buy a clew of page cords rather than the rope which has been recommended us.

En ny Sættemaskine. Del 1 – 25. november 1870.

     ”Det er vor faste Overbeviisning, at i Sørensens Maskine findes det eneste rigtige Princip, er der viis den eneste Vei, ad hvilken vi kunne naae at konstruere en praktisk (Sætte-) Maskine” – skrev Forfatteren til den iøvrigt fortræffelige Beskrivelse af Chr. Sørensens Sætte- og Aflæggemaskine, der findes i denne Tidendes Nr. 9, 10 og 11; og Tidendes Redaktion gjorde hertil i en Note den Bemærkning at den dog ikke ganske var enig med Forfatteren i dette Punkt, - og det var i Sandhed en priselig Forsigtighed af den ærede Redaktion; thi 14 dage efter bragte vore Dagblade Beskrivelser over en Maskine, der var konstrueret efter et heelt andet Princip, og som – ”efter at være undergaaet nogle Modifikationer” – skulde kunne anvendes bl. A. som Sættemaskine, nemlig den af Pastor Malling-Hansen opfundne saa kaldte ”Skrivekugle”. Ja, en af dens Beskrivere gikk endog saa vidt, at han – maaske for at hjælpe lidt paa Tebslagerne – raadede de fjorten Femtendele af Sætterne til at ”gaa hen og hænge sig strax”. Men før vi følge dette Raad, turde det dog maaske være rigtigst at undersøge, om det er lige saa vel betænkt som meent; lad os derfor med al mulig Sindsro betragte Hr. Malling-Hansens geniale Opfindelse som den er, og dernæst prøve paa at tænke os den med ”Modifikationerne”, og lad saa enhver af mine Standsfæller overveide, om han ikke, naar det endelig skal være, skulde foretrække at kjøbe et Nøgle stærke Columnesnore fremfor den os anbefalede Strikke.

En ny settemaskine - del 3, 28. desember 1870.

     Hvorledes kan man nu altsaa tænke sig idemindste en Deel af Sætterens Arbeide udført ve Hjælp af Skrivekuglen? Saare simpelt; i stedet for først at  s æ t t e  de enkelte Bogstaver sammen og derefter at lade Satsen  t r æ k k e  a f , frembringer man ved Hjælp af Skrivekuglen, strax etet Aftryk, og det langt hurtigere, lettere og – da her aldrig er nogen Feil i Aflægningen – korrektere, end nogen Sætter vilde være i stand til at sætte blot Tiendedeln deraf. Det af Maskinen leverede Aftryk kunde nu enten overføres paa Steen og derefter mangfoldiggjøres paa Steentrykpressen; eller man kunde, om man vilde have det trykt paa en Bogtrykpresse – hvad der jo af mange Grunde, som jeg ikke behøver at utvikle for denne Tidendes Læsere, vilde være at foretrække – ved Hjælp af den nys opfundne Pantatypi forskaffe sig en Plade til dette Brug; skulde ogsaa denne Methode forkastes, var der endnu den Udvei at lade Maskinen frembringe sine Indtryk i en Papirmasse, hvori der kunde tages Stereotyp-Afstøbninger, - man kan vel  t æ n k e  s i g, at dette kunde lade sig gjøre. Men vilde de efter en af disse Methoder frembragte Aftryk vel tilfredsstille Nutidens (eller Fremtidens) Forfattere, Udgivere og Læsere?

     Saaledes som Skrivekuglen nu er indrettet, seer Aftrykket af en pantatypisk form, taget efter Skrivekuglens Aftryk, saaledes ud som nedenstaaende Plade viser.

     Der er saameget mindre Grund til at opholde sig ved den Ujevnhed, der i forskjellige Henseender viser sig paa nedenstaaende Aftryk, som det er klart, at det næste Sæt Typer sikkert vil blive mere fuldkomment end dette første, ligesom det jo ogsaa maa tages i Betragtning, at de to sidte Linier ere aftrykte af en aldeles Uøvet, hvilket naturligviis ikke har været unden Indflydelse paa Aftrykkets Ueensartethed.

     I sin nuværende Skikkelse mangler Maskinen, som Læseren ville see, ikke blot Versalier, men ogsaa Tal og Interpunktionstegn. Herpaa kan der imidlertid vel raades Bod ved nogle ”Modifikationer” i Maskinens Konstruktion, som tildeels allerede ere paatænkte af Opfinderen – lad være, at Konstruktionen derved bliver noget mer indviklet, og selve Maskinen endeel kostbarere at anskaffe og vedligeholde.

     Fremdeles er det jo indlysende, at man med samme Skrivekugle kun kan frembringe Aftryk a feen og samme Skrift, og at det ialtfald vil blive høist vanskelig og tidslugende paa fri Haand med et andet Sæt Typer at at tilføre Formen Alt det, Forfatteren ønsker udhævet; ja selv Spatieringen vilde sikkert frembyde overordentlig store Vanskeligheder; men                  u t æ n k e l i g t  er det dog ikke, at ogsaa disse Vanskeligheder lod sig overvinde.

     Endvidere kan man jo verken i en Stereotyp- eller Pantatypiplade ombytte et (feilagtigt) Bogstav med et andet, et Ord med et andet, en Sætning med en anden, med andre ord: der kan ikke  k o r r i g e r e s 1); denne mangel ved Maskinen er allerede af større Betydning end de forhen nævnte. Vel sandt, det koster ikke meget Tid at sætte en heel Side om; men hvor let kunde der ikke indsnige sig en anden, ja maaske flere andre Feil i den nye Sats, og – fremfor Alt – hvorledes skulde man efter de foretagne Rettelser faae Satsen til at passe akkurat paa en Side?

     Her er jeg da kommen til den væsentligste Indvending mod Skrivekuglens  a l m i n d e l i g e Anvendelse som Sættemaskine:  M a n  k a n  v e d  H j æ l p  a f  d e n  i k k e  s l u t t e  u d,  o g  d e n n e  G r e e n  a f  S æ t t e r e n s  G j e r n i n g  l a d e r  s i g  h e l l e r  i k k e, som f. Ex. Ved den Sats, der præsteres af Sørensens Sættemaskine,  u d f ø r e s  p a a  f r i  H a a n d. Selv om man ved Modifikationer i Konstruktionen eller ved Maskin-Sætterens Dygtighed og Øvelse skulde kunne bringe det saa vidt, at man efter Behag kunde sætte et større eller mindre Mellemrum mellom Ordene, vil det dog neppe lykkes at finde nogen Sætter med en saadan Hjernekonstruktion, at han uden videre kunde skjønne – og skjønne rigtigt -  h v o r  s t o r t  et Mellemrum han skulde benytte i ethvert givet Tilfælde. 2)

1) Ved Overføring paa Steen kan man vel rette et eller andet Bogstav eller deslige; men det, som vi ere vante til at kalde Korrektur, vil dog vanskelig kunne lade sig udføre.

2) Som Maskinen nu er indrettet, kan man ikke engang see det, man er ifærd med at aftrykke; me nOpfinderen har allerede udtænkt et Middel, hvorved denne Mangel vil blive afhjulpen.

Article About the First Malling-Hansen Writing Bal[1], December 1870.

Transcription and footnotes by Jørgen Malling Christensen.

MALLING-HANSENS SKRIFKULA.

Vi meddela här efter Annalen der Typographie[2] en beskrifning öfver den av Direktorn öfver anstalten för döfstumma i Kjøbenhavn, pastor R. Malling-Hansen, uppfunna skrifkula.

(first illustration here)

Som af ofvanstående teckning synes, liknar skrifkulans yttre en skrifpulpet. Genom det å öfre delen befintliga halvklotet gå stålstift, å hvilkas undre spetsar bokstafsstämplar äro graverade, och de öfre ändarna försedda med knoppar.  Alla stämplarna löpa som radier tillsammans i klotets centrum och genomgå, vid tryckning på knoppen, en der befintlig öppning samt göra aftryck på det derunder belägna stället af cylindern.  Men för att få de i olika vinklar gående typerna att aftrycka sig vinkelrätt mot cylindern, är en särskild afplattning af densamma nödvändig, och detta var en af de svåraste uppgifterna.

Cylindern är omgifven af det till tryckning ämnade pappersarket och öfver detta är ett med blå färg impregneradt blad lagdt. Nedtrycker man en af stämplarna, som genom en fjeder hålles i höjden, på baksidan af det färgade bladet, så aftryckes bokstafven å det derunder liggande papperet, på samma sätt som å Lesboyers visitkortpress. På det den ena bokstafven icke må aftryckas på den andre, måste cylindern efter hvarje tryck rotera framåt så mycket som en bokstaf, och för att ej den andra raden skall aftryckas på den första, har cylindern även en längdrörelse.

Den roterande rörelsen åstadkommes genom ett urverk, såsom i en speldosa, , den skjutande rörelsen genom en skifva, i hvars kant finnes en skrufgänga, som ingriper i en kuggstång.  Om man alltså tänker sig en blyertspenna insatt i st.f. stämpeln, så skulle denna vid fortsatt nedtryckning och med fortfarande rörelse af cylindern, på papperet afteckna en skruflinie, så att detta vid borttagandet från cylindern skulle vara linieradt med regelmessiga mellanrum.

(second illustration here)

Cylindern vrider sig icke oafbrutet framåt, utan blott en kugge för hvarje stämpel som nedtryckes. Denna reglering åstadkommes genoom en i lådan befintlig elektrisk apparat sålunda: skrifkulan består af två koncentriska halfkulor, hvilka äro isolerade från hvarandra. Den öfre står i förbindelse med batteriets ena pol och den undre genom en elektromagnet med den andra polen. Stämplarna stå alle i ledande förbindelse med den undre halfkulan, men äro isolerade från den öfre. Nedtryckes nu en stämpel, så kommer densammas knopp i beröring med en å den öfre halfkulan befintlig messingsfjeder, och då är en ledande förbindelse åstadkommen.

Magneten drager till sig ett jernankare; en stoppare, som genom en häfstång står i förbindelse med ankaret, blifver härigenom fri, kugghjulet å cylinderns axel drages af urverket en half kugge framåt och bokstafven aftrycker sig på papperet. Upphör tryckningen på knoppen, så återgår stämpeln i sitt ursprungliga läge, den galvaniska strömmen afbrytes, ankaret går tillbaka från magneten, hjulet går åter en half kugge framåt och förblifver i stillhet tills ett nytt tryck på en knopp sker.

För att åstadkomma de behöriga mellanrummen mellan orden finnas utslutnings-typer, hvilka, då de nedtryckas, endast sätter den galvaniska apparaten och därigenom cylindern i rörelse, men icke efterlemnar något aftryck på papperet.

Arbetets hastighet beror dels på det antal rörelser, som elektro-magneten medelst ankaret och stopparen kan frambringa, dels af ändamålsenligt anbringande af stämplarna. Dessa äro så ordnade, att högst tre kunna anslås af ett finger, och de som oftast behövas af de rörligaste fingrarna. Efter uppfinnarens beräkning skrifver man med penna ungefär 4 ljudtecken i sekunden, och uttalar i dagligt tal ungefär 20, under det offentliga tal sällan uppnå större hastighet än 9 – 15.  Äfven upplyser han att döfstumma kunna göra sig förstådda med en hastighet af 12 ljudtecken i sekunden.  Den nu arbetande maskinen, af hvilken Red. Af Ann. d. Typ. Sett prof-arbeten, skrifver 12 tecken i sekunden.  En öfvad person skall alltså dermed kunna följa ett offentligt tal och åstadkomma tre gånger så mycket som med penna.  En alldeles oöfvad, som ännu måste söka efter bokstäfverna, kan åtminstone skrifva så fort som med penna.  Som ersättning för stenografi låter kulskriften dock svårligen använda sig, emedan cylinderns hastiga språng äro förbundna med ett tämligen starkt buller.  Vill man undvika detta, så måste urverket fortgå utan stoppare, och det bero på den skrifvandes öfning att arbeta i afmått tempo, för att få passande mellanrum mellan bokstäfverna; men detta är ingalunda lätt.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Malling-Hansen var dygtig og energisk med hensyn til at finde tilfælde til at demonstrere skrivekuglerne. Notitsen – og annoncen – i Fædrelandet er et godt eksempel på det.

Vi henlede opmærksomheden paa B a z a-

r e n for de d ø v s t u m m e P i g e r, der holdes

imorgen den 3die, paa Løverdag den 4de og paa

Søndag den 5te i Navigationsskolens[1] Lokale paa

Gammelholm. De to første Dage 12-4 Form. og

6-9 Eftermiddag, paa Søndag kun 5-9. Paa

samme vil Pastor Malling-Hansen, Døvstumme-

Institutets Forstander, forevise sin S k r i v e k u g l e.

__________________________________________________

[1] JMC: Bygningen i Havnegade 23 i København blev opført i 1864-65 med Ferdinand Meldahl som arkitekt. Den bruges nu for tiden til ministerialkontorer. Se iøvrigt om bygningen og se billeder på: www.arkark.dk.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Industriforeningens ugentlige arrangementer, hvor nye opfindelser og produkter fra dansk håndværk og industri blev forevist, var velkomne muligheder for Malling-Hansen at demonstrere skrivekuglerne. På denne forevisning havde han to forskellige modeller af skrivekuglen med. Det må have været dels den første model med batteri og papircylinder, indbygget i en træboks og som brugte karbonpapir for trykningen (første gang vist offentligt den 8 september 1870); samt modellen med fladt underlag og 52 taster, også den med batteri og karbonpapir.
Hvor tekst har udeladts er det markeret med ------.

    Industriforeningen. Fredagen den
28de April forestaa Hof-Juvelerere A. M i c h e l-
s e n og Hof-Pianofortefabrikant F. M ø l l e r
Forevisningen. ------------------------Der vil
blive forevist: den af Pastor M a l l i n g-
H a n s e n opfundne Skrivekugle i to for-
skjellige Exemplarer, tilligemed forskjellige af
Skrivekuglens Arbejder (de sættes i Virk-
somhed under Forevisningen; ------------------

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

SA: Det er meget interessant å lese at flere skrivekugler ble vist frem hos Industriforeningen i 1871. Men dette er en meget interessant avisartikkel også av en annen grunn, og det er fordi det er meget sannsynlig at det er takygrafen det hentydes til når det på slutten omtales en skrivekugle for stenografi, der papirvalsen beveger seg med en jevn hastighet i stedet for å gjøre en liten bevegelse fremover for hver bokstav som trykkes ned.

Ved en sammenholdning mellom opplysningene i artikkelen med teksten i patentet for takygrafen fra januar 1872 synes det sannsynlig at det er arbeidet med takygrafen det hentydes til, og RMH nevner flere ganger i 1871 at nye modeller er på trappene, senest i november 1871.

Dette skulle tyde på at RMH og professor og mekaniker P. C. Jürgensen ganske riktig må ha arbeidet med takygrafen i mai 1871, enten på planleggingsstadiet eller på en påbegynt konstruksjon, men at den ikke ble ferdigstilt før sent 1871 eller tidlig 1872. Det var jo mange vanskeligheter å overkomme med den sinnrike konstruksjonen. Men det er sikkert, slik det nevnes i artikkelen, at papirstrimmelen beveget seg med jevn hastighet og at skriveren måtte holde skrivehastigheten jevn slik at det ikke ble for stor avstand mellom bokstavene.

Den første takygrafen anvendte riktig nok papirstrimmel og ikke ark festet omkring en sylinder, men i tillegget til patentet datert en måned senere, søker RMH  og Jürgensen om retten til å videreutvikle takygrafen til også å skrive på ark.

Vi bør også nevne at RMH og Jürgensen ganske sikkert oppfattet det som et problem at skriveren muligens ikke maktet å holde samme hastighet som papirets bevegelse, for i den neste versjonen av takygrafen i 1874 hadde de funnet opp en mulighet for mekanisk lagring av det som ble skrevet, slik at det skriften ble printet ut på papirstrimmelen med jevn hastighet og lik avstand mellom bokstavene.

Jeg må innrømme at for meg er det en helt ny opplysning når det på slutten av artikkelen hevdes at det er C. P. Jürgensen som har konstruert den delen av skrivekuglen som vedrører papirflytningen.

Skrivekuglen.(B.T.)Ved den ugent-
lige Forevisning i Industriforeningen i Kjø-
benhavn i Fredags Aftes var Interessen navn-
lig knyttet til den af Forstander ved det kon-
gelige Døvstummeinstitut, Pastor R. Malling
Hansen opfundne ”Skrivekugle”, der hele Af-
tenen samlede en talrig Kreds af Tilskuere.
Vi have allerede tidligere omtalt og beskrevet
denne særdeles ingeniøse[1] og smukke Opfindelse
og skulde derfor her indskrænke os til et Par
korte Bemærkninger om den. Man vil erindre,
at Apparatet bestaar af 2 Dele, nemlig det
egentlige Skriveapparat og det Apparat, der
modtager Skriften. Skriveapparatet bestaar
af en Kuglesektor eller rettere af en Kugleskal,
der er forsynet med en Del Gjennemboringer,
hvori der bevæger sig Stempler, der alle gaa
i retning af Kuglens Radier, og have en
saadan Længde, at de tre nederste Ender af dem
nøjagtigt træffe i Kuglens Centrum. Stemp-
lerne ere forneden forsynede med udgraverede
Bogstaver, og foroven er der anbragt en Knap,
hvorpaa det samme Bogstav er markeret, og
man kan saaledes ved at spille paa disse Knap-
per ligesom paa et Klaveer bruge Bogstav-
stemplerne efterhaanden ned til Centrum og
derved udføre Skriften ved at aftrykke dem paa
et Stykke Papir, der stadig bevæger sig igjen-
nem dette Centrum.  Ved de to Apparater,
der vare udstillede, bevægede Papiret sig paa
forskjellig Maade; ved det mindre er nemlig
Papiret tilligemed det affarvende Sværtepapir,
der gjør Tjeneste som Bogtrykkersværte, an-
bragt udenom en Valse, der ved en Kombina-
tion af et Uhrværk med et Echappement[2], der
drives af en Elektromagnet, flyttes et Bogstavs
Plads fremad, hver Gang et Bogstav er aftrykt
paa Papiret. Dette Apparat er altsaa bygget
efter samme Konstruktion som det, vi tidligere
have omtalt, men der er dog ved dette indført
forskjellige Forbedringer i Konstruktionen, som
navnlig bevirke en større Skrivehurtighed og
et renere og smukkere Tryk. Apparatet i denne
Form er navnlig bestemt til egentlig Hurtig-
skrivning idet man ved det kan opnaa at skrive
8 til 12 Bogstaver i Sekundet, og altsaa skrive
3 Gange saa hurtigt, som man er istand til ved
almindelig Skrivning. Det større af de udstil-
lede Apparater er forsynet med et større Antal
Stempler, nemlig 54, med hvilke der kan frem-
stilles omtrent 150 forskjellige Bogstaver, Tal,
Skilletegn, Akcenter, Initialbogstaver og for-
skjellige Figurer; der er endvidere den Forskjel,
at Papiret ikke er anbragt paa en Valse, men
paa et fladt Bord, der bevæger sig horisontalt
hen under Stemplerne. Af denne grund op-
naar Apparatet ikke saa stor Skrivehurtighed,
nemlig kun 8 Bogstaver i Sekundet, hvilket
dog er mindst 2 Gange saa stor som alminde-
lig Skrivehastighed og omtrent 8 Gange saa
stor som Sætterhurtigheden; det er navnlig
bestemt til Renskrivning og som Sættemaskine,
og man har ved den første Anvendelse den
Fordel, at man renskrive en halv Snes
Exemplarer paa een Gang, ved paa Underlags-
bordet at anbringe afvexlende flere Lag Skrive-
papir og Sværtepapir. Det har vist sig, at
Kugleskriften, saaledes som den kommer fra
Maskinen, med stor Lethed lader sig overføre
paa en lithografisk Sten og saaledes mang-
foldiggjøres ved Autografi; den sidstnævnte
maskine faar derved navnlig Betydning som
Sættemaskine, idet det tillige er godtgjort, at
man med Maskinen let kan slutte ud, som det
hedder i Sættersproget, det vil sige afslutte
Linierne lodret, saaledes at en af de væsent-
ligste Indvendinger, der er bleven gjort mod
denne Skrivekuglens Anvendelse, derved falder
bort. Vi skulde endnu kun bemærke, at der i
disse Dage vil blive en tredie Modifikation af
Apparatet færdigt, hvor nemlig Valsen roterer
med en konstant Hastighed uden at standse for
hvert Bogstav; dette er navnlig bestemt til
egentlig stenografisk Brug, idet man dermed
er istand til at skrive omtrent 16 Bogstaver i
Sekundet, og altsaa med forholdsvis ringe
Øvelse at følge en Tale eller et Foredrag.
Apparaterne er særdeles smukt og omhyggeligt
udførte af Mekanikus C.P.Jürgensen i Jün-
gers mekaniske Etablissement, ligesom ogsaa
Apparaterne til Flytningen af Papiret ere
konstruerede af denne.

[1] Die Schnell-Schreib- und Druckmachine Des Herrn Malling-Hansen

Als eine der Maschinen,  welche auf der internationalen Ausstellung in London, die Aufmerksamkeit der Besucher besonders in Anspruch nehmen, haben wir schon die Mackie‘sche Setz- und Perforirmaschine geschildert; als eine zweite können wir heute die mit der erwähnten etwas verwandte Schnell-Schreib- und Druckmaschine des Herrn Malling-Hansen aus Kopenhagen hinzufügen.

Schon in der No. 70 der Annalen nahmen wir Veranlassung sie abzubilden, zu beschreiben und auf die Bedeutung derselben aufmerksam zu machen. Nachdem wir nunmehr selbst Gelegenheit hatten, sie arbeiten und unsere Ueberzeugung bestätigt zu sehen, dass es sich hier nicht um ein sinnreiches Experiment, sondern um eine Erfindung handelt, die eine grosse Zukunft haben kann und sicherlich haben wird, halten wir es nicht für überflüssig, nochmals auf den Gegenstand zurückzukommen.

„Jetzt ist es wirklich so weit gekommen, dass derjenige, der das Unglück gehabt hat, seine beiden Arme einzubüssen,  nöthigenfalls  mit der Nase eben so schnell würde schreiben können, als jemand mit der Feder in der Hand“ äusserte ein bekannter Leipziger Stenograph in seinem Staunen über die Leistungsfähigkeit und die leichte Handhabung der Maschine. „Oh! Weshalb nicht“ meinte lächelnd der Erfinder; und wirklich, es ging.  Halten wir uns jedoch nur an den Ernst der hingeworfenen Aeusserung, so stets es fest, dass der, seiner Hände Beraubte, mittels nur eines Fingers der einfachsten mechanischen Hand, ja selbst eines mit dem Munde geführten Stäbchens in der sichtbaren Wiedergabe seiner Gedanken es mit einem schnell Schreibenden würde aufnehmen können, von dem nicht Sehenden gar nicht zu reden, der mittelst der Maschine im Stande sein würde drei mit der Feder Schreibende zu überflügeln.

In der That, hätte die Maschine gar keine andern als solche humanitäre Zwecke zu erfüllen, so verdiente sie schon die grösste Beachtung; aber ihr Ziel ist ein viel weiteres und die Zeit dürfte nicht gar so ferne sein, wo die Schreibmaschine neben dem Haustelegraphen in jedem grösseren Bureau oder Geschäft ihren Platz haben, ja schliesslich so gut wie die Nähmaschine in vielen Familien zu finden sein wird. Die Engländer, die, wenn sie auch nicht gerade geneigt sind, die Ehre der Erfindungen anderen Nationen zu lassen, wenigstens gewöhnlich die ersten sind, die den Werth einer Erfindung anerkennen, zahlen und praktisch ausbeuten, haben auch zuerst die Malling-Hansen‘sche  Maschine aufgenommen.  Das Patent ist in England schon verkauft, und die erste praktische Anwendung der Maschine im Grossen wird in der Wiedergabe der eingehenden Depeschen auf der Telegraphen-Station zu Newcastle sein.

Herr Malling-Hansen ist Direktor des Kgl. Taubstummen-Instituts in Kopenhagen. Wenn er es überlegte, dass man im Stande ist, mittelst der Fingersprache der Taubstummen 10-12 Lautzeichen in der Secunde auszudrücken, während die schreibende Hand in derselben Zeit nicht mehr als 2-3 prästiren kann, so drang sich der Gedanke ihm auf, dass er durch eine möglichst concentrirte Claviatur, deren Tasten von den Fingern beider Hände ohne Armbewegungen leicht erreichbar wären, nicht schwer sein müsste eine noch grössere Anzahl von Buchstaben zu Papier zu bringen, wenn die Tasten in eingefärbten Buchstabenstempeln endigten.  Hiermit wäre dann eine stenographische Schnelligkeit erreicht, jedoch mit dem bedeutenden Vorsprung, dass das von der Maschine Wiedergegebene in einem, Jedem leicht lesbaren Abdruck, ja, wenn es erwünscht sein sollte, in mehreren Abdrücken vorläge.

Der Drucktelegraph und die Autographie boten zwar dem Erfinder einige Anhaltepunkte hinsichtlich der Ausführung seines Gedankens; sollte aber, was die Hauptsache war, eine wirklich überraschende Schnelligkeit, mit Regelmässigkeit und Deutlichkeit verbunden, erreicht werden, so gab es nur einen Weg, der eingeschlagen werden konnte: nämlich  d i e  W i r k u n g  a l l e r  S t e m p e l  a u f  e i n e n  u n d  d e n s e l b e n   P u n k t  z u  c o n c e n t r i r e n.

Dies war nur möglich, indem die Stempel radienförmig auf einer Halbkugel angebracht und in eine schräge Bewegung nach dem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt wurden.

In diesem Gedanken und in der glücklichen Lösung der Schwierigkeiten, welche mit der Construirung des halbkugelförmigen Stempelapparates verbunden waren, liegt der Hauptvorzug der Malling-Hansen’schen  Maschine, welcher der Erfinder nach der Form des Stempelapparats den Namen “S c h r e i b k u g e l“ gegeben hat.

Diese Schwierigkeiten waren keineswegs gering. Denkt man sich, dass einige und dreissig, nach Befinden noch mehr Buchstaben-Stempel, die an den verschiedensten Winkeln zu dem Centrum stehen, dieses mit ihrer Bildfläche gleichmässig treffen müssen, so leuchtet die Nothwendigkeit ein, dass diese Bildflächen, den verschiedenen Einfallwinkeln angemessen, schräg geschnitten und dass die sich nach unten zuspitzenden Style nach ihren Längenseiten mit verschiedenen rinnenartigen Einschnitten versehen, theilweise gebogen sein müssen, damit sie an einander vorbei den immer enger werdenden Ausgang nach dem Centrum zu passiren können. Ebenso einleuchtend ist es, das zwei Stempel, die zu gleicher Zeit durch Anschlagen in Bewegung gesetzt werden und sich in dem engen Raum begegnen,  fest sitzen bleiben müssen, ehe sie den Endpunkt, wo die Bildfläche mit dem Papier zusammentrifft, erreichen.  Dieses Doppelanschlagen ist das einzige, was der Schreibende so gut wie der am Clavier Spielende zu vermeiden hat, was er aber auch eben so leicht wie letzterer vermeiden kann durch die richtige Haltung der Hand mit dem etwas scharf nach unten gebogenen Handgelenk, sodass die Finger frei arbeiten können.

Der Umfang der Claviatur ist so gering (die Halbkugel misst im Durchmesser nur etwa 7 Zoll sächs[2]), dass die Hände nie aus der einmal angenommenen Normallage herauskommen, und die Tasten oder Knöpfe sind so vertheilt, dass selbst die beweglichsten Finger höchstens 3 anzuschlagen haben, und hierin liegt ein wesentlicher Vorzug gegen eine Claviatur mit nebeneinander liegenden Tasten wie die des Claviers. Ausserdem ist die Eintheilung so getroffen, dass die gebraüchlichsten Buchstaben in drei, der Normallage der Hand folgenden Reihen quer über die Halbkugel angebracht sind, während die seltener vorkommenden Zeichen darüber oder darunter ihre Plätze haben. Für gänzlich Ungeübte sind die Knöpfe mit den Buchstaben bezeichnet, so dass Derjenige, der zum erstenmal das Instrument sieht, doch im Stande ist, sicher, wenn auch langsam, mit einem Finger zu arbeiten, in derselben Weise wie Einer, der mit einem Finger die Melodie auf dem Clavier spielt. Eine Uebung von wenigen Stunden genügt schon, um langsam mit beiden Händen arbeiten zu können.

Aber, wird man einwenden, wenn der Druck aller Buchstaben sich auf einen Punkt concentrirt, so wird ja ein Buchstabe den anderen decken und schliesslich nur ein farbiger Klex übrig bleiben. So würde es sich allerdings ganz richtig verhalten, wenn das Papier ruhig in derselben Lage verbliebe. Das ist aber nicht der Fall. Das Papier liegt, mit einem darüber gezogenen, mit blauer Farbe gesättigten Blatte auf einem Cylinder, der durch ein Uhrwerk in langsam rotirende Bewegung gesetzt wird (ganz wie die Walze in einer Spieldose), sodass jeder heruntergedrückte Stempel auf weisses Papier trifft. Es würde jedoch eine aussergewöhnliche Fertigkeit dazu hören, um so regelmässig zu arbeiten, dass die Stellung aller Buchstaben auf dem Papier und die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörtern ganz gleichmässig  würden. Jeder wenn auch der kürzeste Aufenthalt würde eine Unregelmässigkeit zur Folge haben.

Hier muss nun der stets bereite Helfer, der Electromagnetismus, vermittelnd eintreten.

Die Halbkugel, durch welche die Stempel gehen, besteht aus zwei concentrischen Abtheilungen, zwischen welchen ein leerer Raum ist. Die obere Schale der Kugel steht mit dem einen Pole einer Batterie, die untere Abtheilung mit einem Electromagnet im Innern des Apparats und durch diesen mit dem anderen Pole in electromagnetischer Verbindung.  Wird nun einer der Stempel, die alle in leitender Verbindung mit der unteren Abtheilung der Halbkugel stehen, aber von der oberen isoliert sind,  heruntergedrückt, so stösst er auf ein Messingstück, welches auf der oberen Schale bei jedem Stempel angebracht ist und nun ist die leitende Verbindung vollständig.  Der Electromagnet  zieht einen eisernen Anker an sich, wodurch ein Stopper, durch welchen ein, an dem Cylinder angebrachtes Zahnrad festgehalten wurde, ausgehoben wird, so dass das Rad und also auch der Cylinder mit dem Papier um einen Zahn, der die Breite eines Buchstaben hat, vorrückt. Sobald aber der Druck auf den Knopf eines Stempels aufhört, schnellt eine heruntergedrückte Spiralfeder  letzteren in seine Normallage zurück und die elektrische Verbindung ist unterbrochen.  Demzufolge lässt der Magnet den Anker wieder los und der Stopper fällt wieder hemmend in das Zahnrad.  Dieser Mechanismus setzt natürlich  voraus, dass ein Buchstabe so breit ist wie der andere, oder, typographisch gesprochen, sie müssen alle z.B. auf Halbgeviert-Weite[3] sein. Es versteht sich von selbst, dass die gewöhnlichen Schönheitsregeln für den Schnitt der verschiedenen Buchstaben nicht geltend gemacht werden können. Um die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörtern, die Ein- und Ausgänge u.dergl.herzustellen, bedient man sich des „Ausschluss-Stempels“, der ebenfalls Buchstaben-Weite    -    nach dem obigen Beispiel also Halbgeviert-Weite   -  haben muss. Drückt man diesen Stempel herunter, so rückt das Zahnrad und der Cylinder  zwar wie gewöhnlich vor, aber da der Stempel kein Buchstabenbild trägt, so hinterlässt er keinen Abdruck auf dem Papier. So viel man diese Type anschlägt, so viel mal Halbgeviert-Zwischenraum erhält man.

Da das Zahnrad in leicht ersichtlicher Weise  mit einer Scala versehen ist, so kann man jeden Augenblick das Vorvärtsschreiten der Zeile beobachten  und controlliren wenn sie voll ist. Um eine neue Zeile zu beginnen, ist übrigens kein Aus- und Einrücken des  Cylinders nöthig, da dieser sich auf einem Schraubengewinde  dreht; eine neue Zeile kann demnach ohne weitere Vorbereitung beginnen, sobald die vorhergehende fertig ist.

Eine sehr wesentliche Verbesserung hat der Erfinder an den in der letzten Zeit gebauten Maschinen angebracht.  Statt des Cylinders  kann nämlich eine flache Tafel angebracht werden, auf welcher  bis zu einem Dutzend weisse Blätter, mit Farbeblättern durchschossen, und von einem Rahmen gehalten, gelegt werden können, so dass ein Satz in einem Dutzend Exemplaren auf einmal herzustellen ist[4].  Diese Tafel hat ausser der gewöhnlichen ruckweisen Vorwärtsbewegung noch eine doppelte: erst eine rückgängige, wenn eine neue Zeile angefangen werden soll, dann eine heraufrückende, damit eine neu zu beginnende Zeile richtig unter die vorhegehende zu stehen kommt.

Die Schnelligkeit, die mit der jetzt arbeitenden Maschine erreicht werden kann, beträgt etwa 10-12 Zeichen in der Secunde[5], sie wird demnach ohngefähr Schritt halten mit einem öffentlichen langsam gehaltenen Vortrag. Dies giebt zugleich Antwort auf die Frage wegen der praktischen Verwendung der Schreibkugel; sie ist eben von Nutzen überall, wo es sich um schnellste Herstellung eine für Jeden, ohne besondere Studien lesbaren Manuscripts handelt. Sollen wir aber einige Fälle besonders hervorheben, in welche sie von wesentlichem Werth sein wird, so wären dies etwa folgende:

1) Zum Umschreiben stenographisch abgefasster Berichte über Kammer- und andere öffentliche Verhandlungen. Es ist möglich, diese so schnell, zugleich in mehreren Exemplaren, zu liefern, dass wenige Minuten nach Vollendung der Stenographie die Versendung oder Ablieferung an die Druckerei stattfinden kann.  Zur directen Verwendung  in dem Sitzungssaale wird die Maschine selbst wenn es möglich werden sollte, jedem Vortrag mit ihr zu folgen, sich nicht eignen, weil das Ein- und Ausfallen des Stoppers mit etwas Geräusch verbunden ist, während die Verwendung der Maschine ohne den electrischen Apparat mit dem Stopper mit mancherlei Schwierigkeiten verbunden ist, wie schon oben erwähnt wurde.

2) Zu Vervielfältigung der eingehenden Depeschen auf der Telegraphen-Bureaus, denn während der Druck-Telegraph nur langsam arbeitet, wird das Wheatstone-Morse‘sche  Verfahren, mit der Schreibkugel zusammen wirkend, weit schnellere Resultate liefern, namentlich wenn z.B. die Telegraphen-Bureaus die Börsen- oder politischen Depeschen in mehreren Exemplaren zu liefern haben.  Der elende Zustand, in welchem die Schrift sich in den copirten Exemplaren oft befindet, überschreitet, wie bekannt, manchmal das Erlaubte.

3) Beim Dictiren in Staats- und Privatbureaus, indem durch die Schreibkugel dem Chef sehr viele Zeit gespart wird, dieser auch Noten, Circulare und jede Geheimcorrespondenz mit Leichtigkeit selbst schreiben,  eo ipso copiren kann.[6]

4) Im Felde, auf Reisen zu Land und Wasser, kurz unter allen das Schreiben erschwerenden Verhältnissen, denn man kann im Dunkeln, von den Wellen geschaukelt, über einen Steindamm fahrend, ja selbst mitten im Schlachtgetümmel  mit derselben Deutlichkeit schreiben wie am Schreibtische.

5) Der Nutzen für Blinde, Schwachsichtige, Verstümmelte, Bettlägrige u.dgl. wurde schon Eingangs angedeutet.

Zu der allgemeinen Verwendung wird es natürlich viel beitragen, wenn die Kosten durch fabrikmässige  Herstellung, namentlich der Stempel, wesentlich vermindert werden können. Dass diese, welche jetzt circa 190 Thlr.[7] für einen Apparat betragen, sich ohne grosse Schwierigkeit später ganz bedeutend reduciren lassen werden, glauben wir bestimmt. Wichtig ist es, die Zahl der Zeichen möglichst zu beschränken, weshalb Versalien, Ligaturen und alle nicht ganz nöthige Interpunctionszeichen weggelassen werden. Je weniger Zeichen, um so billiger wird selbstverständlich die Maschine, um so leichter die Behandlung derselben.

[1] SA: The very first public display of the writing ball was in the autumn of 1870, on September the 8th, to be precise. Already the following day there were reports in the daily newspapers. The first official model was the so called box model with an in-built cylinder as paper holder, operated by electrical power from batteries.

[2] SA: Tietgen was a key figure in Danish industry and was involved in a very broad spectrum of activities. The Danish Wikipedia: “Carl Frederik Tietgen (March 19 ,1829 in Odense – October 19, 1901 in Copenhagen) was a Danish financier and industrialist, acquiring the title of Privy Councillor. Tietgen was not only the leading businessman of the 19th century, behind numerous new enterprises, but even in our time his vigorous management and leadership is under debate, and indeed many of his companies are still in operation and thriving today. C.F. Tietgen was one of the great driving forces of the Danish industrial revolution. With “Privatbanken” as his base he was involved in founding a large number of the leading Danish industrial enterprises and institutions of his era.”(See also article in the English version of Wikipedia).

[3] SA: Recently Tietgen’s account books were presented on the internet by “Erhvervsarkivet”(The Danish National Archive of Trade and Industry), and it was revealed that Tietgen operated with two sets of accounts: a public and a private book. In his private book we can see that he supported Malling-Hansen several times, the total sponsorship amounting to 4876,65 kroner, which must be considered a substantial sum of money, indeed equal to several years of salary for Malling-Hansen.

[4] SA: The English patent is dated May 14, 1870, and was signed by Mr. Peter Jensen of 89 Chancery Lane, county of Middlesex. A Google-search shows that he was an engineer and a patent agent, and his name is frequently mentioned in notes in “The London Gazette” during the 1870s in connection with Danish patents in England.

[5] SA: In relation to German-speaking territories we know only that the writing ball was patented in 1870 in Vienna, Austria-Hungary. The patent application to Berlin, Prussia, was turned down. It is an interesting piece of information that the writing ball was patented in other German states. In 1871 the many German states were united under chancellor Otto von Bismarck, but before that time Germany was divided into numerous independent states.

[6] SA: In June 1870 Malling-Hansen produced a very detailed description about the fields of application of the writing ball, and he mentions telegraphy as a viable area where the writing ball could be very useful, and this could be accomplished by cutting smaller or deeper notches in the end part of the type pistons; thus instead of typing letters on paper they would, by means of electricity, produce short or long signals, as in the Morse code. He also explained in detail how the writing ball might be put to good use as a telegraphy printer, having writing balls as senders as well as recipients at the telegraphy stations. Provided that the connection was properly done, the recipient writing ball would automatically have the same pistons pressed down as those of the sending writing ball, whereby the same content would automatically appear at the recipient’s end as the one the sender wrote on his writing ball. I assume that this is about the same as the “Wheatstone construction” referred to.

[7] SA/JMC: Charles Wheatstone, Feb 6, 1802 – Oct 19, 1875, English scientist and inventor. Professor of Experimental Physics at King’s College, London, in 1834. He measured the velocity of electricity in a wire and made numerous technical inventions. The most well-known is the Wheatstone Bridge for measuring electrical resistance. He also constructed a cryptographic machine, a stereoscope, electrical appliances for meteorological instruments, as well as the “concertina”, a kind of accordion. In liaison with W.F.Cooke he obtained a patent for an electrical telegraph in 1837 and in 1858 he constructed a speed telegraph, in which the signals of the message are first punched out on a strip paper, which is then passed through the sending-key and controls the signal currents. By substituting a mechanism for the hand in sending the message he was able to telegraph about 100 words a minute, or five times the ordinary rate. Wheatstone is considered to be the founder of modern telegraphy.

[8] SA: For this specific purpose Malling-Hansen had constructed a writing-ball model with a large, flat carriage as the typing pad. The first physical construction took place in 1871, but it was presented in the first patent drawings from 1870. The big advantage of it was that it was possible to make several copies simultaneously, provided carbon paper was put between the sheets. In 1872 Malling-Hansen came up with the idea of placing the carbon paper with the inked side facing upwards, thus producing a negative, or mirror image, imprint on the above sheet. These negatives he could subsequently insert in pairs between blank sheets, and by placing 5 negatives with 5 sheets of paper through the roll of a glazing machine he was able to make until 5 copies at the same time. The process could be repeated up until 20 times, and hence in a couple of minutes 100 copies could be produced. Malling-Hansen calls this dry-printing method “Xerography”.

[9] SA: It is interesting to note that the writer realised that Malling-Hansen’s speed-writing machine was not the first attempt in this direction rather that many inventors had made an attempt before him although without managing to have a machine put into production. Already as far back as in the 18th century there were attempts to construct typewriters. Simultaneously with Malling-Hansen’s efforts an American machine was put into production in 1873 at the Remington factories. Unfortunately for RMH this was the construction which were to gain ground in global terms, rather than the simple and solid construction of the writing ball.

[10] SA: According to Malling-Hansen it was his observation that deaf-mute children “spoke” much faster by hand signs than it was possible to write, that gave him the idea that it must be possible to construct a machine with which one could write much faster than by means of the pen.

[11] SA: The first English patent was arranged by patent agent Peter Jensen. As from the patent on the Takygraf in 1872 merchant Sofus Emil Holten took over the arrangement of the English patents. According to information on the internet he eventually added a “von” to his name, becoming Sofus Emil von Holten; he was born July 29, 1836 at the vicarage of Skuldelev and died Nov 11, 1885 at Frederiksberg, Copenhagen. He was active as a merchant in London. In addition, he was related to the man who had provided RMH with patents and very good support in Denmark: Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, president of the Technical Association and director of the University of Technology, Copenhagen.
It is very interesting to note that Wheatstone contacted RMH hoping to establish a cooperation between them. In the light of hindsight, perhaps it would have benefited RMH? As we know today, the writing ball lost the commercial competition, and no mass production was initiated. Perhaps a cooperation with the experienced inventor Wheatstone would have proven beneficial for RMH? However, at this point in time he had great expectations and confidence in his invention and probably did not know that a major and “ill-starred” competitor had already emerged in the USA in the shape of the invention by Sholes, Glidden and Soulé.

Skrivekuglen, dette oftere omtalte Apparat, som i Vinter[1] konstrueredes af Hr. Pastor Malling-Hansen her i København, synes at høre til de heldige Opfindelser, der foruden den Nytte, de stifte[2], kunne yde deres Opfinder en betydelig materiel Fordel. Det var allerede et i saa Henseende meget gunstig Varsel, at Etatsraad Tietgen[3] ved første Gang at se Skrivekuglen, tilbød Hr. Malling-Hansen al pekuniær Bistand[4], og man vil let forstaa, at de Tusinder, som ere medgaaede til Arbeidet ved Modellens Udførelse og til andre Omkostninger, nok kunne give gode Renter, naar man hører, at Hr. Malling-Hansen, efter hva der er os meddelt, har solgt Femtedelen af sine eventuelle Indtægter ifølge det Patent paa Skrivekuglen, som han har i England, for en Sum af omtrent 5,000 Rd. En Gang for alle og et Par Tusinde Rd. aarlig, saalænge det omtalte engelske Patent har Gyldighed.[5]

Denne Betaling angaar som sagt, kun Femtedelen af Indtægterne ved det engelske Patent, medens Hr. Malling-Hansen tillige har faaet Patent paa sin Skrivekugle i flere andre Lande[6] – dog ikke i Preussen, hvor der altid gjøres overmaade store Vanskeligheder ved at udstede Patenter, og hvor et saadant ogsaa er blevet negtet Hr. Malling-Hansen, skjøndt han har opnaaet det i andre tydske Lande[7], der have selvsamme Patentlovgivning som Preussen.

Det er selvfølgelig endnu ikke til at beregne, i hvor udstrakt Brug denne Skrivekugle vil blive tagen, og fornemlig hvorvidt den vil kunne træde istedenfor Stenografernes hidtidige arbeide. Det Enemærke, paa hvilket den synes først at ville blive anvendt, er Telegrafbureauerne[8]. Med de nye Wheatestoneske Konstruktioner[9] foregaar Telegraferingen jo overmaade hurtig, og det er da af særdeles stor Betydning at kunne faa det Telegraferede aflæst og afskrevet i al mulig Hast. Her kan da Skrivekuglen[10] kom til god Nytte, thi medens man hidtil har maattet bruge en langsom Aflæsning og Dikteren til flere Skrivere, kan nu med Skrivekuglens Hjælp Aflæsningen ske lige saa hurtig som Telegraferingen, og der behøves færre Skrivere.

Et eller andet Telegrafselskab, der har f. Ex.  100 Stationer, kan maaske ved at Anvende Skrivekuglen spare en Mand paa hver Station; lad ham koste omtrent 1,000 Rd. dansk aarlig, vil Besparelsen blive noget Lingnende som 100 000 Rd. om Aaret – og uagtet vi ikke vide, om noget enkelt Selskab endnu har gjort Bestillinger paa Skrivekugler, svarende til en saa udstragt Brug, saa have vi dog bragt i erfaring, at netop vor ovennævnte Landsmand, Etatsraad Tietgen, allerede har begyndt at anvende den danske Skrivekuglen paa flere Telegrafstationer ved de store Ledninger til Øst-Asien, hvor der allerede skal findes En, som har nogen Øvelse i at benytte Skrivekuglen, hvilket for øvrig kan læres – til al fornøden Fuldkommenhed – i Løbet af nogle faa Maaneder. Naar man betænker, hvor mange gode Hoveder der have arbeidet paa at realisere Tanken om et brugbart Apparat til Hurtigskrivning[11] uden stenografisk Kunst, som altid kræver større Øvelse og er forbunden med flere Skyggesider[12], maa man lykønske Hr. Malling-Hansen til det pludselige Indfald, der bragte ham til at konstruere sin Skrivekugle[13], som ikke blot synes at være praktisk, men tillige er saa eiendommelig, at det næsten ikke er muligt for Nogen at benytte dens Principer, naar disse ere værnede ved Patentlovgivning.

Et Vidnesbyrd herom kan man finde i, at den ovennævnte Wheatestone, som er en stor Mester i Opfindelser, men en ikke mindre Mester i at bruge andres Opfindelser med en eller anden Forbedring, vel skal have søgt om at benytte Hr. Malling-Hansens Ide, men ikke har kunnet gjøre det fordi det Væsentlige i den er saa simpelt, at der ikke uden Krænkelse af Patentet kan gjøres Fixfaxerier hermed. Samme Wheatestone har ogsaa søgt at indgaa Forbindelse med Hr. Malling-Hansen angaaende Skrivekuglens Udbredelse og Udbyttet ved dens Salg; men det er dog ikke ham, med hvem Hr. Malling-Hansen har indgaaet den omtalte Overenskomst om det engelske Patent[14].

Fotnoter:

[1] SA: Den første offentlige fremvisningen av skrivekuglen skjedde høsten 1870, nærmere bestemt 8. september. Allerede dagen etter ble den omtalt i dagsavisene. Det var den såkalte boksmodellen med en innebygd sylinder som papirholder, drevet frem av elektrisk kraft fra batterier, som var den første offisielle modellen.

[2] SA: For en nordmann synes dette som en noe underlig måte å formulere seg på, men jeg kan ikke tolke dette ordet som noe annet enn ”stifte”.

[3] SA: Denne Tietgen var en meget sentral person innen dansk industri, og hadde en finger med i spillet innen et meget bredt område. På dansk wikipedia står dette: ”Carl Frederik Tietgen (19. marts 1829 i Odense – 19. oktober 1901 i København) var dansk bank- og industrimand, der opnåede titel af gehejmekonferensråd. Tietgen var ikke blot den ledende erhvervsmand i 1800-tallet, hvor han stod bag et utal af nye virksomheder, men hans energiske ledelse debatteres endnu i dag, hvor mange af hans selskaber desuden stadig eksisterer i bedste velgående. C.F. Tietgen var en af den danske industrielle revolutions store drivkræfter. Med udgangspunkt i Privatbanken var han med til at stifte en række af sin tids førende danske industrivirksomheder og institutioner”.

[4] SA: Tietgens regnskapsbøker ble nylig presentert på internett av Erhvervsarkivet, og der fremkom det at Tietgen opererte med to sett regnskapsbøker; et offentlig og et privat. I hans private regnskaper kan man se at han støttet Malling-Hansen i flere omganger, tilsammen 4876,65 kroner, som må sies å være en anselig sum, flere årslønner for Malling-Hansens vedkommende.

[5] SA: Det engelske patentet er datert 14. mai 1870 og er undertegnet Peter Jensen of 89 Chancery Lane in the County of Middlesex. Et google-søk på ham viser at han var ingeniør og patent-agent, og hans navn nevnes ofte i notiser i ”The London Gazette” utover 1870-tallet i forbindelse med danske patenter i England.

[6] SA: På dette tidspunktet hadde Skrivekuglen blitt patentert i København, Paris, Stockholm, Wien og London. Se den komplette patentlisten, slik vi kjenner den i 2012, på vår webside.

[7] SA: Av tysktalende land kjenner vi kun til at skrivekuglen i 1870 var patentert i Wien i Østerrike-Ungarn. Patensøknaden til Berlin i Preussen ble avslått. Det er en interessant opplysning at skrivekuglen ble patentert i andre tyske land. I 1871 fullførtes samlingen av de mange tyske statene under kansler Otto von Bismarck, men før det besto Tyskland av mange selvstendige stater. Skal vi tro Dags-Telegfafen, var skrivekuglen patentert i noen av disse. Men hvilke? Det vet vi ikke. Kan det være at man hentyder til patentet i Wien?

[8] SA: Malling-Hansen skrev et meget detaljert skriv om skrivekuglens anvendelsesområde i juni, 1870, og der nevner han telegrafien som et mulig område der skrivekuglen kunne gjøre stor nytte innen, ved at ytterendene på bokstavstemplene fikk  innslipt små eller store hakk slik at det i stedet for å skrive bokstaver på papir, ved hjelp av strøm kunne avgis korte eller lange signaler, som i morsealfabetet. Han forklarte også i detalj hvordan skrivekuglen kunne brukes som trykketelegraf, ved at skrivekugler fungerte både som avsender og mottaker via telegraflinjene. Ved hjelp av riktig tilkobling ville mottaker-skrivekuglen automatisk få nedtrykket de samme stemplene som avsender-skrivekuglen, hvorved samme innhold automatisk ville fremkomme hos mottakeren som det avsenderen skrev på sin skrivekugle. Jeg antar at dette er omtrent det samme som den omtalte ”Wheatstoneske konstruksjon”.

[9] SA: På norsk wikipedia står dette om Charles Wheatstone:  (6. februar 1802–19. oktober 1875) var en britisk fysiker. Han ble professor ved King's College i London i 1834. Han utførte målinger av tidsforløpet av elektriske utladinger ved hjelp av roterende speil, og gjorde flere tekniske oppfinnelser. Mest kjent er Wheatstones bro for måling av elektrisk resistans. Han konstruerte også en maskin for kryptografi, et stereoskop, elektriske registreringsapparat for meteorologiske instrument og ”concertinaen”, en type trekkspill. Sammen med W. F. Cooke tok han i 1837 ut patent for elektrisk telegraf og konstruerte 1858 en hurtigtelegraf med hullbånd. Wheatstone regnes som den praktiske grunnleggeren av moderne telegrafi.

[10] SA: Til dette spesielle formålet hadde Malling-Hansen konstruert en skrivekugle-modell med en stor, flat vogn som skriveunderlag. Den ble første gang bygget i 1871,men ble presntert på d eførste patenttegningene fra 1870. Den store fordelen med den var at man kunne lage flere kopier samtidig dersom man anvendte karbonpapir mellom arkene. I 1872 kom Malling-Hansen på den ideen å legge karbonpapiret med fargesiden opp, slik at det ble laget et negativt, eller speilvendt avtrykk på arket over. Disse negativene kunne han så legge lagvis mellom blanke ark og ved å sende 5 negativer med tilhørende blanke ark gjennom valsen på en satiner maskin, kunne han lage opptil 5 kopier av gangen. Prosessen kunne gjentas opp til 20 ganger, og man hadde så 100 kopier i løpet av noen minutter. Malling-Hansen kalte denne tørrtrykk-metoden for Xerografi.

[11] SA: Det er interessant å registrere at skribenten var klar over at Malling-Hansens hurtigskrivningsmaskin ikke var det første forsøket i så måte, men at mange hadde forsøkt før ham, uten å lykkes å få en maskin i produksjon. Allerede på 1700-tallet ble det forsøkt laget skrivemaskiner. Parallelt med Malling-Hansen ble det utviklet en amerikansk maskin som ble satt i produksjon i 1873 ved Remington-fabrikken. Dessverre for RMH var det denne maskinkonstruksjonen som vant utbredelse på verdensbasis, og ikke skrivekuglens enkle og solide konstruksjon.

[12] SA: Her står det egentlig ”skyagesider”, men jeg antar at det må være den nedre delen av en ”g” som mangler og gjør at den ser ut som en ”a”.

[13] SA: I følge Malling-Hansen var det hans observasjon av at de døvstumme barna talte mye hurtigere ved hjelp av håndtegn enn man kunne skrive, som satte ham på ideen at det måtte gå an å lage en maskin som man kunne skrive langt hurtigere på enn ved hjelp av pennen.

[14] SA: Det første engelske patentet ble formidlet av patent-agent Peter Jensen. Fra og med patentet på takygrafen i 1872 overtok kjøpmannen Sofus Emil Holten formidlingen av de engelske patentene. I følge internett kalte han seg etter hvert Sofus Emil von Holten og var født 29 juli 1836 i Skuldelev Præstegaard, Skuldelev og døde 11. nov 1885 i Frederiksberg ( København ). Sofus Emil Holten hadde sin virksomhet som kjøpmann i London, England. For øvrig en slektning av mannen som hadde gitt RMH patenter og meget god støtte i Danmark: Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, formann for Polyteknisk Forening og direktør for Polyteknisk Læreanstalt.

Det er for øvrig en meget interessant opplysning at Wheatstone kontaktet RMH i håp om å få i stand et samarbeid. Sett i etterpåklokskapens lys, kunne det kanskje ha vist seg å være gunstig for RMH? Som vi vet i dag, tapte skrivekuglen den kommersielle konkurransen, og ingen masseproduksjon kom i gang. Kanskje kunne et samarbeid med den drevne oppfinneren Wheatstone ha falt gunstig ut for RMH? Men han var på den tiden full av forhåpninger med stor tro på sin oppfinnelse, og kjente neppe til at en stor og ”fatal” konkurrent allerede hadde sett dagens lys i USA i og med oppfinnelsen til Sholes, Glidden og Soule.

Research and illustrations by Sverre Avnskog; transcription and comments by Jørgen Malling Christensen.

In August 1871 Malling-Hansen was travelling in Germany with his writing ball, and when he passed by Leipzig, the Danish Consul General, Carl Berend Lorck, 1814-1905, had organized a well-attended opportunity for Malling-Hansen to show his latest version of the writing ball. The audience consisted of journalists as well as technical experts and representatives of the book-printing business. Consequently, the demonstration was thoroughly reported, and we have a detailed - and very positive – account in our article from Annalen der Typograhie no. 111, issue of August 24, 1871. This article was written by Lorck himself, and the entire article was subsequently quoted verbatim in Börsenblatt no. 203, September 4, 1871 as well as in Leipziger Tageblatt August 27, 1871. However, the latter publication added a short introduction, transcribed below.

Equally interesting is the fact that the very week that Malling-Hansen was in Leipzig a gathering of shorthand professionals held their annual general assembly in that town. Leipziger Tageblatt und Anzeiger no. 234 of August 22, 1871, reports that immediately after the formal meeting procedures the 221 members present was presented one of Malling-Hansen's writing balls. According to an article in Dagens Nyheder from 01.09.1871 Malling-Hansen himself didn't arrive in Leipzig until the 23. of August, so it cannot have been him in person that presented the writing ball to the assembly.

                      Die
Schnell-Screib- und Druckmaschine
      des Herrn Malling-Hansen.

    Leipzig, 25.August. Auf Veranlassung des
dänisches General-Consuls Herrn L o r c k hatte der
auf der Durechreise hier anwesende Director
des Kgl.Taubstummen-Instituts in Kopenhagen,
Herr Pastor M a l l i n g - H a n s e n, vergangene
Mittwoch einen kreis von Sachverständigen und
Vertretern der Presse im Hotel zur Stadt Ham-
burg um sich versammelt, um die von ihm er-
fundene sogenannte S c h r e i b k u g e l zu erklären
und arbeiten zu lassen. Alle die zahlreich An-
wesenden aren im höchsten Grade gefesselt[1] und
überrascht durch die Leistungen der Maschine und
nahmen den Eindruck mit, daß essich hier nicht
um ein sinnreiches Experiment handelt, als welches
wir z.B. Setzmaschinen mehr oder weninger be-
trachten müssen, sondern um eine fertige Erfin-
dung von großer Tragweite. Wir halten uns
deshalb verplichtet, ausfährlicher darüber zu be-
richten, und könne dies nicht besser thun, als in-
dem wir die nachfolgenden Mitteilungen einem
ebenso interessanten als leucht fasslichen Artikel des
herrn Lorck in seinen „Annalen der Typographie“
entlehnen.

Transcription, comments and footnotes by Jørgen Malling Christensen.

Each year from 1871 until and including 1874 international exhibitions were held in London, England. The first one, held in May to September 1871 – known as the South Kensington Exposition[1] – received over a million visitors and made a profit. However, the subsequent three exhibitions had fewer visitors and all made a loss. Fortunately for Malling-Hansen he managed to exhibit his writing ball in 1871. He himself made the trip to London and demonstrated his machine.

The Swedish monthly journal ”Nordisk Boktryckeri-Tidning” had a notice about this in its October 1871 issue, quoting its German sister magazine ”Annalen der Typographie”, mentioning the amusing incident where a visitor – a stenographer - suggests that it would be possible for a person without arms to type by using his nose – and Malling-Hansen replied: ”Yes! Why not?” and actually did just that!

This is the Swedish text:

Skrifkulan, den af hr Malling-Hansen i Kjøbenhavn uppfunna maskin, hvarom vi meddelade en beskrifning i N:o 12 förl. år[2], ådrager sig, enl. Ann.d.Typ., stort uppseende på utställningen i London, hvarest den nu exponeras.  ”Nu är det verkligen så långt kommet, att den som haft olyckan mista sina båda armar i nödfall kan skrifva med näsan”, yttrade en stenograf i sin förvåning öfver maskinens användbarhet.  ”Åhja, hvarför icke”, menade uppfinnaren, och det gick verkligen för sig. Säkert är emellertid att den, som är beröfvad sina händer, medelst ett enda finger af den enklaste mekaniska hand, är i stånd att härmed skrifvande återgifva sina tankar.

Om också maskinen endast egde att fylla sådana humanistiska mål, förtjenade den största uppmärksamhet, men den tid torde icke vara aflägsen då skrifmaskinen å hvarje större byrå eller industrielt etablissement indtager sin plats bredvid hustelegrafen. Patentet är i England redan såldt[3] och maskinens första praktiska användning i stort är satt i verket med återgifvande af inkommande depescher å telegrafstationen i Newcastle[4].

Uppfinnaren har å senare gjorda maskiner vidtagit en väsentlig förbättring, genom att i stället för cylindern anbringa en platt skifva, på hvilken ända till ett dussin hvita ark, med deremellan lagda färgade blad fasthållas medelst en ram, hvarigenom ett dussin aftryck kunna tagas på en gång, och genom att medelst elektrisk förbindelse förena flera maskiner, kan antalet aftryck ökas efter önskan, hvarigenom dess praktiska användbarhet blir ämmu större.

[1] Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

I artiklen får vi den interessante oplysning, at Malling-Hansen rejste til Tyskland og fremviste sin skrivekugle i august 1871. Dette bekræftes også af et brev fra RMH til hans broder Thomas Jørgen dateret 13 oktober 1871 (se brevsamlingen), hvori han skriver: ”i dette øieblik har jeg endelig fået min leipsiger maskine istand efter dens hiemkomst til mig”.

SA: Mye tyder på at RMH ikke selv medbragte sin skrivekugle til Leipzig. I følge brevet ser det ut til at masinens hjemkomst var senere enn RMHs egen, og artikkelen forteller at RMH ankom Leipzig 23. august, mens en artikkel i "Leipziger Tageblatt" forteller at Malling-Hansens skrivekugle ble fremvist på en Stenograf-kongress i Leipzig to dager før, nemlig 21. august. Skrivekuglen må altså ha befunnet seg i Leipzig da RMH selv ankom, og det kan altså ikke ha vært han som fremviste den for stenografene.

    Skrivekuglen i Leipzig. Op-

finderen af ”Skrivekuglen”, Pastor M a l-
l i n g – H a n s e n, kom den 23de f.M. paa
en Reise gjennem Tyskland til Leipzig,
og paa Opfordring af den derboende
danske Generalconsul L o r k[2] samledes han
da i Hotel ”zur Stadt Hamburg” med
en talrig Kreds af Fagmænd og Repræ-
sentanter for Pressen for at forevise og
forklare dem sin Skrivekugle. Alle de
Tilstedeværende vare i høieste Grad for-
bausede over Maskinens Præstationer og
fik det Indtryk, at der her ikke var Tale
om et mere eller mindre sindrigt Experi-
ment, men om en færdig Opfindelse
af stor Betydning. ”Leipziger Tages-
blatt”, hvoraf vi have taget oven-
staaende Notits, bringer i Anledning
af Mødet et Referat paa henved tre
Spalter, i hvilket der gives en Beskrivelse
af Skrivekuglen efter Nr. 112 af L o r k s
”Annalen der Typographie”[3]. Da vi
allerede tidligere have meddelt vore Læ-
sere en Forklaring over Pastor M a l l i n g-
H a n s e n s  interessante Opfindelse, skulle
vi ikke her dvæle nærmere ved den, men
kun tilføie, at det fremgaar af Artiklen,
at Opfinderen stadig er ifærd med at for-
bedre og fuldstændiggjøre Skrivekuglen.
Han har t.Ex.saaledes fornylig udfun-
det en Maade, paa hvilken det ved at
anslaa de almindelige Bogstav-Stempler
paa Skrivekuglen er muligt at levere en
Chifferskrift, som maa ansees for ikke at
kunne læses af Andre end de Indviede.

English translation by Jørgen Malling Christensen

Sverre Avnskog: The following article was in the Danish national daily newspaper “Berlingske Tidende” of January 22, 1872. The name of the author is not indicated, but a letter written by Rasmus Malling-Hansen a few days later – on January 27 of the same year –  clearly shows who wrote it: Law student Frederik Bøgh, 1836-1882, writer and critic in Berlingske Tidende, belonging to the circle of Hans Christian Andersen’s young friends. I insert the entire letter here as a prelude to the article, since the letter contains some very interesting pieces of information concerning details in the article.

COPENHAGEN THE XXVII JANUARY MDCCCLXXII.

MR  BÖGH, BL.L., S.T.

SIR, I AM WRITING THESE LINES IN ORDER TO THANK YOU SO MUCH FOR YOUR ENTERTAINING AND BEAUTIFUL ARTICLE IN BERLINGSKE TIDENDE ABOUT THE WRITING BALL. I ALSO WISH TO CONVEY MY HEARTFELT THANKS TO HIS EXCELLENCY COUNCILLOR KNUDSEN. AS YOU ARE WARE, I HAVE RECENTLY CONSTRUCTED AN INSTRUMENT SPECIFICALLY DESIGNED FOR TAKING SHORTHAND NOTES IN THE DANISH PARLIAMENT AND SIMILAR INSTITUTIONS. THIS INSTRUMENT, ESSENTIALLY VERY DIFFERENT FROM THE WRITING BALL, AND YET A COMPLEMENT TO THE SAME, I HAD MEANT TO CALL THE SHORTHAND WRITER. HOWEVER, THIS NAME APPEARED TO ME A LITTLE BIT BRAZEN, AND SO I ENDED UP CALLING IT THE TACHYGRAPH IN THE PATENT APPLICATION, THE VERY NAME YOU SUGGESTED THE OTHER DAY TO USE FOR THE WRITING BALL.

                                                                       YOURS TRULY

                                                                      R. Malling Hansen

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Aarhus Stiftstidende hentede artiklen fra Berlingske Tidende, hvor den var publiceret den 22 januar 1872. Forfatteren var Frederik Bøgh, 1836-1882. Vi har et brev fra Malling-Hansen, hvori han takker Frederik Bøgh for den udmærkede artikel. Vi har også en kopi af den oprindelige artikel samt fotografier af Trydes Boghandel.

    - Af den af Hr. M a l l i n g  H a n s e n
opfundne Skrivekugle er der i disse Dage ud-
stillet et Exemplar hos Boghandler  T r y d e
paa Østergade, og det store Publicum vil saa-
ledes for første Gang have Leilighed til at
gjøre sig bekjendt med en Opfindelse, der sikkert
i forskjellige Retninger vil kunne finde en vigtig
Anvendelse. Siden det første Apparat for c.
5 Fjerdingaar siden fremkom har Opfindelsen
udviklet sig betydeligt, og som det vil sees af
det udstillede Exemplar, der er bestemt til Lon-
don, er Skrivekuglen nu fuldt færdig til practisk
Anvendelse. Vi have i sin Tid udførligt om-
talt Apparatets Construktion og de forskjellige
Maader, hvorpaa det tænkes anvendt. Som
det viser sig, vil det først blive benyttet i Tele-
graph-Bureauernes Tjeneste. Til det store
nordiske Telegraphselskabs Station i Newcastle
vil der om kort Tid blive oversendt flere Appa-
rater, der skulle benyttes ved Afskrivningen af
Telegrammerne paa Stationen, hvor man bruger
nye af Wheatstone forbedrede Morseske Tele-
graphapparater. Disse arbeide saa hurtig, at
der paa flere engelske Stationer nu maa anven-
des indtil 6 Telegraphister til Afskrivning af
Telegrammerne, og ved Hjælp af Skrivekuglens
Anvendelse vil man da ikke alene kunne spare
et ikke ubetydeligt Beløb ved at formindske
Skrivernes Antal, men man vil først og frem-
mest kunne forebygge, at Skriften i de copierede
Exemplarer, som saa ofte hidtil, skal give
Anledning til Klage, idet man vil kunne levere
flere og let læselige Afskrifter. Som Telegram-
afskrivningsapparat har Skrivekuglen et fladt
Underlag for Papiret, og der kan da paa een
Gang leveres mindst 10 Exemplarer af Af-
skriften. De sidst construerede Apparater kunne
arbeide med en Hurtighed af 10 Bogstaver i
Secundet, hvilket kan antages at være det
Fire- á Femdobbelte af almindelig Skrive-
hurtighed, og efter faa Timers Øvelse vil En-
hver kunne bringe det til at skrive med Appa-
ratet ligesaa hurtig som med en Pen. For-
uden alla Alphabetets Bogstaver har Skrive-
kuglen nu ogsaa Tal og Skilletegn. Bogstaverne
ere enten smaa latinske eller store Trykbogstaver,
de saakaldte ægyptiske eller Bjælkebogstaver, og
med Hensyn til Skriftens Skjønhed, Tydellighed
og Fuldstændighed er der ved de seneste Appa-
rater skeet meget væsentlige Forbedringer, som
ogsaa med Hensyn til hele Apparatets Simpli-
fication og en hensigtsmæssigere Anbringelse
af Stemplerne. At Skrivekuglen som Tele-
gram-Afskrivningsapparat paa de Stationer, der
have de Wheatstone[1]-Morseske[2] Apparater, for-
uden andre let iøinefaldende Fordele vil kunne
bringe betydelige Besparelser, vil bedst kunne
sees, naar man tænker sig dens Anvendelse i
stort Forhold. Et Engelsk-Indisk Telegraph-
selskab skal have mindst 400 Stationer med de
nævnte Apparater, og ved Hjælp af Skrive-
kuglen vil der paa hver af disse Stationer
mindst kunne spares een Skriver, hvis Løn er
100 Lst[3]., altsaa for alle Stationer en aarlig
Besparelse af 40,000 Lst.     (B.T.)

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Den 23 februar 1872 besteg Danmarks store bankmand og entreprenør, Tietgen (1829-1901) talerstolen for at aflægge en rapport om Det store Nordiske Selskabs resultat for 1871. Hundredevis af aktiejere, journalister og politikere var til stede og hørte ham nævne Malling-Hansens skrivekugler som en væsentlig faktor i selskabets fine resultat, som gav anledning til stor uddelning til aktieindehaverne.

    Det store Nordiske Telegraf-
Selskab afholdt iaftes i Børssalen en
overordentlig Generalforsamling. (- - -
- - -JMC: tekst udeladt. Formanden for selskabet,
Carl Frederik Tietgen, sammenfatter selskabets
økonomiske stilling og resultat for 1871 og
siger så: )

Der klages undertiden over Telegrammernes
sene Besørgelse; var Telegrafbefordringen
ligeligt fordelt i Døgnets 24 Timer, vilde
Forsinkelser nemt kunne undgaaes, men
Ulykken er, at den største Del af den dag-
lige Telegrafering indtræffer i nogle få
Formiddagstimer. Man har derfor nu[2]
indført Brugen af Pastor Malling-Hansens
Skrivekugler ved Telegrammernes Afskrivning,
da den aftrykker 15 a 16 Bogstaver i Se-
kundet, medens man kun kan skrive 4 a 5
Bogstaver i samme Tid.

(- - - -JMC: Tekst udeladt)

I Aaret 1870 udvexledes der imellem
England og Danmark 18,000 Tele-
grammer. Ifjor var dette Antal steget
til 45,000, en Forøgelse, der rimelig-
vis er en Følge af Forbedringer i Betje-
ningen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

                          Et og Andet.

- S k r i v e k u g l e n. Det sidstankomne Nu-
mer af ”Illustrirte Zeitung”[1] indeholder en Af-
bildning af Malling Hansens Skrivekugle, led-
saget af en meget udførlig Forklaring, hvis For-
fatter henholder sig til en i ”Annalen der Typo-
graphie”[2] om Skrivekuglen for et Aar siden med-
delt Artikel, hvori det hedder: ”Dette Apparat
har ophørt at være et interessant Experiment;
det er en fuldkommen vellykket praktisk Op-
findelse, hvorpaa det er en Pligt at henlede det deri
interesserede Publikums Opmærksomhed.” Med-
delelsen i ”Illustrirte Zeitung” slutter med føl-
gende anerkjendende Ord: ”Hvem er ikke in-
teresseret i en Opfindelse, der lover at blive det
samme for det skrivende Publikum, som Op-
findelsen af Symaskinen er bleven for det
syende.”

¹.Research og transkribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon ved Sverre Avnskog.

Pastor Malling-Hansen ved Døv-
stummestiftelsen, der har opfundet den allerede
overalt i Europa roste ”Skrivekugle”, en sindrig
Indretning, hvorved man i stor Hurtighed kan
paa et Papir udskrive en Mængde Bogstaver
ved at trykke med Fingeren paa ophøiede Punk-
ter, der hver svare til sit Bogstav, har modta-
get Fortjenstmedaljen i Guld.

___________________________________________________

1^ JMC: Meddelelsen findes også i Dagbladet, Aarhuus Stifts-Tidende, Viborg Stiftstidende, Silkeborg Avis og i Sjællandsposten samme dag.

¹.Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Dette nummer af Fædrelandet har på første side en lang artikel om Den nordiske Industri- og Kunstudstilling i København, arrangeret af Industriforeningen i 1872. Malling-Hansen deltog med hele fire forskellige modeller af skrivekuglen samt med prøver af kugleskrift og høstede megen anerkendelse og opmærksomhed. Skrivekuglen belønnedes med førstepris, og aviserne skrev positivt. Artiklen i Fædrelandet er et godt eksempel. Her neden bringes kun den del af artiklen som handler om skrivekuglerne. I slutningen af den interessante beskrivelse nævner journalisten et muligt anvendelsesområde for skrivekuglen, som jeg ikke tidligere har stødt på: nemlig til at udskrive mønstre til brug for stof- og tapetfabrikation!

I Forbindelse med Telegraf-Apparatet maa
vi omtale ”Skrivekuglen”, fordi dennes første
praktiske Anvendelse staar i forbindelse med
hint. Vi antage det for givet, at Læserne ikke
have glemt, at Skrivekuglen er opfundet af vor
Landsmand, Pastor M a l l i n g – H a n s e n (ved
Døvstumme-Institutet); den findes fuldstændig
paa et andet Sted i Industriudstillingen, nemlig
ved Siden af Klavererne, hvor man let vil kunne
opdage den nærved et taffelformet, mørkt In-
strument, der udmærker sig ved nogle særegne
Tangenter. Skrivekuglen har sit Navn deraf, at
Apparatets mest synlige Del har Form af en
Halvkugle, som er gjennemboret med Stifter, der
alle pege ind mod Kuglecentret. Naar man
trykker paa en af disse Stifter, afsættes der et
Bogstav eller lignende Tegn, og ved Hjælp af
flere Lag Kalkerpapirkan samme Tegn samtidig
afsættes paa flere Stykker Papir. Trykker man
paa en anden Stift, afsættes et andet Bogstav
eller Tegn, men altid ved Siden af det første
med et bestemt Mellemrum, indtil Papirets Brede
er forbrugt og Linien altsaa ude, hvorpaa man na-
turligvis kan begynde en ny Linie. Den frem-
kommende Skrift, som ved den udstillede Skrive-
kugle er almindelige romerske Bogstaver, er
fuldstændig tydelig, og vel har den nogle Mang-
ler i Henseende til Skjønhed, men dels ere disse
af underordnet Betydning, dels kunne de let af-
hjælpes. Hovedsagen er, at man uden Vanske-
lighed kan skrive – paa et enkelt Stykke Papir -
mindst tre Gange saa hurtig, som den ra-
skeste Haand med en Pen; ikke at tale om, at
man ved Hjælp af den ovennævnte Kalkering kan
skrive samtidig paa flere Stykker Papir med
Skrivekuglenligesom med en Pen eller en Kal-
kerstift. Naar en flink Skrivende med Pen neppe
kan frembringe mere end 2 Bogstaver i Sekundet,
kan man med Skrivekuglen naa over 6, og man
bliver endda mindre træt i Haanden eller Fin-
grene. Og nu kommer Forbindelsen med de
Wheatstoneske Telegraf-Apparater! Disse kunne
virke saa hurtig, at Modtageren paa Endesta-
tionen ikke kan nedskrive Telegrammet i samme
Tid, som den mærkede Papirstrimmel afvikler
sig; altsaa maa, naar Telegraferingen ikke skal
standses, Nedskrivningen enten opsættes eller
fordeles mellem flere Folk; men ved Hjælp af
Skrivekuglen kan Aflæsningen af Telegrammet og
dets Nedskrivning foregaa lige hurtigt, og derved
kan man følgelig spare adskillige Folk, idet For-
holdet mellem den med Pan og med Kuglen
Skrivendes Hastighed er som mellem 1 og 3
(eller derover). Vi skulle saa meget mere an-
befale Folk at tage den udstillede Skrivekugle
og de dertil hørende Apparater i Øjesyn, som
det ingenlunde er til Forbindelse med Telegra-
fering, at dens praktiske Anvendelse bør ind-
skrænkes. Saaledes har Hr. Malling-Hansen og-
saa konstrueret en Skrivekugle af en noget anden
Indretning, som troligvis vil kunne konkurrere med
Stenografien, der er en baade besværlig og kost-
bar Institution. Selv den dygtigste Stenograf
kan, som bekjendt, ikke følge meget hurtige Ta-
lere i en Forsamling, og jo mindre Forsamlin-
gen er, des hurtigere kan En og Anden tale,
men des kostbarere bliver tillige det stenografi-
ske Apparat. Den nye Skrivekugle skal nu,
ved særegne Mekanismer, kunne skrive indtil
20 Bogstaver i Sekundet – og hurtigere taler
neppe Nogen, selv i et lille Rum – og dens
Arbejde er stilfærdigt samt saa lidet anstræn-
gende, at en enkelt Skrivende kan holde ud i
længere Tid. Kommer han i Farten til at gjøre
en Skrivfejl, vil denne i Reglen ikke have stor
Betydning, hvor Skrivekuglen skal erstatte Haand-
stenografien, thi dennes Produkt skal jo ikke
blot strax skrives om med almindelige Bogsta-
ver, men derefter i Reglen sættes til Trykning,
og i saa Fald kunne de nødvendigste Rettelser
paa Skrivekuglens ”Manuskript” sagtens blive
gjorte. Iøvrigt kan man, medens Papiret endnu
ligger paa, bringe det saaledes tilbage, at en
Fejl, som i Tide er opdaget, ved selve Appara-
tets Hjælp kan blive rettet. Endelig findes der
ogsaa ved Skrivekuglens Udstilling Prøver paa
dens Anvendelse i en anden Retning, nemlig til
at frembringe en Uendelighed af forskjellige
Tegn; disse kunne dels være bestemte, og
Tegnskriften kunde i saa Fald bruges ”kryp-
tografisk”, dvs til hemmelig Cifferskrift, dels kan
man variere dem paa lignende Maade som Fi-
gurerne i et Kalejdoskop, og de ville da kunne
tjene som Fortegninger til Mønster i Tepper,
Tapeter og Lign, hvortil nu Kalejdoskop-Figu-
rer stundom bruges i temmelig stor Udstræk-
ning men paa en temmelig besværlig Maade.

1^ JMC: Samme artikel blev publiceret i Ribe Stifts-Tidende den 29 juni 1872.

[1]. Research, transkribering og Kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Malling-Hansen og Jürgensen ingav deres ansøgning om eneret på takygrafen den 25 januar 1872 samt i kompletteringer daterede 25 marts 1872. På vor hjemmeside, i afsnittet om takygrafen, har vi den fuldstændige tekst af begge ansøgningshandlinger. To forskellige modeller af takygrafen blev udviklet, og patenter blev bevilget i Danmark, Sverige, Tyskland og Østrig samt i USA.

------ betyder at tekst har udeladts.

Eneretsbevillinger[2] m.m. Under
10de d. M. Er det ----------overalt i
Danmark med Undtagelse af Færøerne,
Island og Kolonierne --------forundt
Forstander og Præst ved det kgl.
Døvstummeinstitut R. M a l l i n g-
H a n s e n og Mekanikus C.P. J ȕ r-
g e n s e n af Kjøbenhavn Eneret for
Tidsrummet indtil den 12:de Marts 1885
til at forfærdige og lade forfærdige
det af dem angivne Hurtigskrivnings-
apparat, kaldet Takygrafen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon ved Sverre Avnskog.

I nedenstående artikel er kun gengivet de relevante dele; hvor tekst er udeladt er det angivet med - - - -.

    Industriudstillingen. Et af de sidste
Numre af det i Leipzig udkommende Blad ”An-
nalen der Typograhie” indeholder en længere
Artikel om Industriudstillingen her i Byen, der
navnlig beskæftiger sig med Typograhiens
og de med denne beslægtede Kunstarter og in-
dustrigrene, som Steentryk, Kobbertryk, Bog-
binderarbeide, Træsnit, Galvanoplastik[1], Zinko-
grahie[2], Phototype osv. Osv. - - - -

     Vi skulde ikke her indlade os paa at gjengive
denne lange og velskrevne Artikel i sin Heelhed,
thi den nævner saagodtsom alle danske og svenske
fremtragende Firmaer, men kun fremhæve, hvad
der i Correspondentens Øine særlig fortjener
Opmærksomhed. - - - -

     Endelig omtaler han en Opfindelse, der alene
tilhører Danmark, og som er kommen til Ver-
den der, nemlig ”den geniale Pastor M a l l i n g -
H a n s e n s  Skrivekugle. Den har allerede tid-
ligere været beskrevet i ”Annalen der Typo-
graphie”, og han angiver derfor kun de For-
bedringer, den i den sidste Tid er undergaaet
ved den utrættelige Opfinders Flid og Udhol-
denhed.  ”Cylinderen, om hvilken Papiret tid-
ligere var viklet, er nu bleven erstattet af et
lille Bord, paa hvilket Papiret ligger fladt ud-
bredt. Skriften bestaar for Øieblikket kun af
Versalier (store Bogstaver)i den magre Grotesk[3]-
stiil, fordi Uligheden i de saakaldte smaa Bog-
stavers Brede foraarsager stygge Mellemrum, da
Apparatets Mechanisme kun tillader Bogstaver
af samme Brede. Bogstavet i danner dog en
Undtagelse herfra, men den bliver næsten umær-
kelig ved Anvendelsen af en Egyptienne. Skrive-
kuglens praktiske Brugbarhed vilde rigtignok blive
større, hvis de smaa Bogstaver lod sig an-
vende, hvilket heller ikke synes at være en Umu-
lighed. Men saaledes som den nu er, er den
prægtigt forarbeidede lille Maskine af stor Be-
tydning i mange Retninger, og den vil uden
Tvivl med Tiden komme til at indtage Steno-
graphiens Plads.”

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

En af de flaskehalse som Malling-Hansen havde at kæmpe med, var at den danske industrielle sektor var så lidt udviklet. Hvor amerikanske opfindere af skrivemaskiner havde den store Remington-fabrik til rådighed – veludrustet som den allerede var i forvejen med maskiner og arbejdskraft fra den industrielle produktion af symaskiner og våben – havde Danmark i begyndelsen af 1870-erne kun meget få og små finmekaniske virksomheder, hvor produktionen var af håndværksmæssig karakter. Dette nævnes i artiklen fra Dagbladets første rapport om den nordiske Industriudstilling 1872 i et afsnit om fysiske, kirurgiske og musikalske instrumenter. Vi får desuden den vigtige information at samme begrænsning gjaldt Sverige og Norge. Dagbladet havde to dage senere en længere artikel om udstillingen, og den findes også på vor side.

...de fleste af Apparaterne, der bruges her,
ere ikke dansk Arbejde, kun et enkelt er
fra Professor Jüngers Etablissement og et
andet fra H. E. Holst. Hvor dygtige nem-
lig end ikke faa af vore fysiske Instrument-
magere ere, er deres Tilvirkning dog ikke
stor og mindst fabriksmæssig; en stor Del
Apparater forskrives lettest og billigst fra
Udlandet, og at det forholder sig paa lig-
nende Maade i Sverig og Norge, seer man
let af Kataloget. De nordiske Lande tælle
ikke overvættes mange enten fysiske, op-
tiske eller mathematiske Instrumentmagere.
Før vi imidlertid gaae ind paa nærmere at
omtale, hvad der dog i denne Retning er
Præsteret, skulle vi henlede Opmærksom-
heden paa den efter vor Mening største,
ja maaskee eneste betydningsfulde nye Op-
dagelse, som Udstillingen har at fremvise,
nemlig Pastor Malling-Hansens Skrivekugle,
og i et følgende Nummer gjøre den til
Gjenstand for nogle Bemærkninger.
                        (Forts.)

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Denne usignerede artikel i Dagbladet giver en fortræffelig øjenvidnesskildring af industri-udstillingen i København 1872 med hensyn til det indtryk, som skrivekuglerne gjorde. Malling-Hansen havde hele fire forskellige modeller udstillede: kasse-modellen, modellen med den åbne cylinder, den flade model og yderligere en model. Tre af disse modeller beskrives i den entusiastiske artikel, hvori skribenten giver udtryk for stor beundring over Malling-Hansens ihærdighed og evne til hele tiden at finde nye løsninger og forbedringer på skrivekuglerne.

Artiklen dokumenterer også, at en af modellerne allerede på dette tidspunkt var i brug på Store Nordiskes Telegrafkontor i Newscastle, Skotland. Og vi får en bekræftelse på, at Takygrafen var under udvikling.

Journalistens fakta kommer med al sandsynlighed fra Malling-Hansens egen mund i forbindelse med, at han demonstrerede maskinerne og gav information til pressen. Og midt i entusiasmen over skrivekuglernes fortræffelighed formidles også de to grundlæggende store problemer som Malling-Hansen måtte slås med: 1) Mangelen på kapital for at kunne sætte en mere omfattende – industriel - produktion i gang; 2)den begrænsede kapacitet hos den tekniske producent af skrivekuglerne: Jȕngers mekaniske Etablissment og lignende finmekaniske virksomheder i Danmark, som ikke var dimensionerede til at effektuere de mange bestillinger på skrivekugler, der strømmede ind fra flere forskellige lande.

Malling-Hansen fik en første premie på udstillingen.Under fanebladet ”skrivekuglen” har vi i afsnittet: ”exhibitions” yderligere information om Malling-Hansens deltagelse i industriudstillingen i 1872.

SA: Vi vet ikke med sikkerhet om også den åpne sylindermodellen uten trekassen ble utstilt ved utstillingen i 1872, men takket være denne artikkelen vet vi i hvert fall at Malling-Hansen stilte ut tre boxmodeller samt en flat modell. Men han forteller i et brev til utstillingsledelsen at han flere ganger skiftet ut de utstilte modellene, så sannsynligheten er stor for at også en av de åpne sylindermodellene var utstilt i hvert fall for en periode. I en artikkel i The Engineer fra 2. august som omhandler skrivekuglen ved industriutstillingen, er det illustrasjoner av både den flate modellen og den åpne sylindermodellen, så sannsynligheten er stor for at begge var utstilt.

Brevet der RMH tilbyr sin skrivekugle for salg var stilet til Georg Christensen, rustmester og bøssemaker, som sto i spissen for Kunst og Industriutstillingen i København, og var ansvarlig for organisering og plassering. RMH tilbyr skrivekulen til utstillingslotteriet for 250 riksdaler, men Christensen avslo tilbudet med den begrunnelsen at det ikke var solgt så mange lodd som forventet.

RMH kommenterer også utstillingen i et brev til sin mor der han klager over at han føler at elevarbeidene fra Kellers anstalter var ensidig trukket frem og premiert på bekostning av Det Kongelige Døvstummeinstituttets elevarbeider, som han synes ble forbigått til tross for at de holdt minst like høy kvalitet. RMH ble lett såret over slike ting.

Den nordiske Industriudstilling.

Anden Række.

Fysiske, kirurgiske og musikalske

Instrumenter.

II.

           Paa anden Sal i Bagbygningen tætved                                                 de svenske Klaverer staar et lille Bord med
tre ved Glas beskyttede trækasser, hvori
der, da Laaget er aabent, sees forskjellige
Hjul og en med Papir omviklet Cylinder;
Laagene hæve sig i Midten som en Halv-
kugle, der er gjennembrudt af endel Stem-
pler, som hvert paa en lille Anslagsplade ere
mærkede med et Bogstav. Den Besøgende
staaer her foran tre Exemplarer af den be-
rømte Skrivekugle. Stemplerne sættes i Be-
vægelse ved Anslag af den ”Skrivendes”
Fingre som Tasterne paa et Klaver, og efter
hinanden satte i Bevægelse aftrykker ethvert
af dem sit Bogstav just paa et og samme
Sted paa det nedenfor paa Cylinderen an-
bragte Papir; kan man altsaa faae dette sat
i fremskridende Bevægelse, kan man ved at
spille paa Stemplerne frembringe Bogstaver,
der staae i Linie, og en saadan Bevægelse
er bragt tilveje ved Elektromagnetisme.
Halvkuglen, hvorigjennem Stemplerne gaae,
er egentlig to Halvkugler, hvoraf den ene
staar i Forbindelse med den ene Pol af
den ved et galvanisk Batteri frembragte
elektriske Strøm og den anden med den an-
den; ved at trykke et af Stemplerne ned
bringes begge Polerne i Forbindelse med
hinanden, den elektriske Strøm ”sluttes”,
og en Bevægelse fremkaldes, der drejer Cy-
linderen saa meget rundt, som et Bogstav
er bredt, og man faaer Linien. Saaledes
ere i Hovedtrækkene de Skrivekugler kon-
struerede, som nu findes paa Udstillingen,
men tidligere har der været en af en nyere
Konstruktion, hvor b.A. Papiret ikke var
viklet om en Cylinder, men laae paa en
med Ruller forsynet Vogn, der for hver
Gang, Strømmen sluttedes og aabnedes, førte
et Bogstav en Plads frem, Noget der ikke er
den eneste Forbedring, Hr. Malling-Hansen
har gjort ved sin Opfindelse, thi han viler
ikke, Forbedring udtænkes efter Forbedring
og udføres af ham i Forbindelse med den
dygtige Ejer af det Jüngerske Etablissement,
Mekanikus C.P.Jürgensen. En Ting have
vi imidlertid ikke omtalt endnu, og det er,
hvorledes Stemplerne uden at bestryges med
Sværte kunne give et sort eller med anden
Farve udhævet Tryk, men dette opnaaes
simpelthen ved, at der ovenpaa det egentlige
Papir, der har Plads enten paa Vognen eller
Cylinderen, lægges et Stykke ”Farvepapir”,
der er saaledes præpareret, at det ved Stem-
plets Anslag meddeler sin Farve til det
underneden liggende Papir, en Fremgangs-
maade, der gjør det muligt paa een Gang
at tilvejebringe den attraaede Skrivelse i
ligesaa mange Exemplarer, som Stemplets
Tryk kan mærkes gjennem forskjellige Lag
Sværtepapir og Skrivpapir. Dette er imid-
lertid ikke Skrivekuglens eneste Fortrin,
dens Hovedfortrin er dens Hurtighed. De
sidst konstruerede Apparater kunne under
en øvet Haand arbejde med en Hurtighed
af 10 Bogstaver i Sekundet, 36,000 i Timen,
hvilket er omtrent det Femdobbelte af al-
mindelig Skrivehurtighed.  Det store nor-
diske Telegrafselskabs Station i Newcastle
benytter Skrivekuglen til Afskrivning af
Telegrammer, hvorved ikke alene Skrivernes
Antal er blevet formindsket, men Skriften
tillige altid er klar og ensartet.

     Opfinderen er imidlertid endnu ikke for-
nøjet; han arbejdet for Tiden paa en Skrive-
kugle, der skal bære Navnet Takygraf,
d.e. Hurtigskriveren, som han haaber
at bringe til at arbejde med en Hurtig-
hed af 20 Bogstaver i Sekundet, og som
desuden skal arbejde aldeles lydløst. Det er
Meningen, at al mulig Stenografering skal
kunne udføres med dette Apparat, et Maal,
der utvivlsomt ogsaa vil naaes, Opfinderens
Udholdenhed borger for det; den Tid er
desuden neppe fjern, da baade Lithografer og
Bogtrykkere ville fornemme, at der er Skri-
vekugler til. Med alt dette har Skrive-
kuglen een stor Vanskelighed at kæmpe med,
og det er, at her mangler Kapital til at drive
Tilvirkningen i det Store; fra Rusland,
England og andre Steder strømmer der
Bestillinger til Opfinderen, som vore fysi-
ske Instrumentmageres Etablissementer des-
værre ere for smaa til at effektuere med fornø-
den Hurtighed. Bliver det derfor ikke i en nær
Fremtid anderledes, kan Sagen let glide ud af
Hr. Malling-Hansens Haand, til stor Skade for
Opfindelsens videre Udvikling. Det fysiske
Instrumentmageri synes ligesom Uhrmage-
riet mere og mere at blive Afpudsnings-,
Reparations- og Handelsvirksomheder her-
hjemme og er for saa vidt, ialfald endnu,
heri i Modsætning  til det kirurgiske og mu-
sikalske Instrumentmageri.

[1] Research, udskrift, illustrasjon og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Malling-Hansen udviklede takygrafen i løbet af 1871 og fik en række af patenter på dens første version samt den anden, forbedrede, version:

1. København 25 januar 1872

2. London 19 marts 1872

3. Wien 27 april 1873

4. Berlin 7 juli 1873

5. Stockholm 4 oktober 1873

6. New York 14 februar 1874.

Trods eksistensen af disse seks patenter og fotografier af takygrafen – se vort store kapitel om takygrafen – er det hidtil ikke lykkedes at finde et fysisk eksemplar af apparatet. Sammenlignet med de første versioner af skrivekuglen var takygrafen uden tvivl et meget stort kvalitativt skridt fremad med hensyn til at producere en hurtig og tyst skrivemaskine.

            Den danske Opfinder af Skrivekuglen Malling-Hansen er, efter hvad danske Blade beretter, stadig sysselsat med at fuldkommengjøre sin Opfindelse; saaledes arbejder han for Tiden paa en Skrivekugle, der skal bære Navnet Takygraf[2], d.e. Hurtigskriveren, som han haaber at bringe til at arbeide med en hurtighed af 20 Bogstaver i Sekundet – det tidobbelte af almindelig Skrivehurtighed – og som desuden skal arbejde aldeles lydløst. Det er Meningen, at al mulig Stenografering skal kunne udføres med dette Apparat. Skrivekuglen har dog en stor Vanskelighed at kæmpe imod, og det er, at der i Danmark mangler Kapital til at drive Tilvirkningen i det Store;  fra Rusland, England og andre Steder strømmer der Bestillinger til Opfindelsen, som de kjøbenhavnske fysiske Instrumentmageres Værksteder ere for smaa til at effektuere med fornøden Hurtighed.

Research og transkribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon ved Sverre Avnskog.

Paa Wienerudstillingen vakte Mal-
ing Hansens Skrivekugle strax den første Dag,
da den blev sat i Virksomhed, saa stor Opmærk-
somhed, at Tilskuermængden itubrød Stakittet,
hvormed den var indhegnet.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog og Jørgen Malling Christiansen.

Malling-Hansen var repræsenteret ved verdensudstillingen i Wien med to forskellige modeller af skrivekuglen samt takygrafen. Ved intervention fra Wien-udstillingens president havde han fået bevilget rigelige midler til at kunne sende en dygtig kugleskriver til Wien for at fremvise maskinernes effektivitet. Han blev belønnet med udstillingens første pris, og senere samme år belønnede den østrigske kejser Rasmus Malling-Hansen og C.P. Jürgensen med den fornemme medalje ”Pro Literis et Artis”.

(Notitsen står på avisens anden side, spalten yderst til højre)

Mandag den 7de Juli 1873. No. 159. (Avisens nummer).

(Wien, den 2den Juli) XXIV. Efter
at jeg i det foregaaende har gjennemgaaet Scan-
dinavien, med Undtagelse af Maskin- og Kunst-
hallen haaber jeg at have situeret Bladets Læsere saa
temmelig i disse Landes Fremtræden her paa
Udstillingen og har kun tilbage at bemærke, at
M a l l i n g – H a n s e n s  Skrivekugle altid samler
et stort Publicum, hvergang der bliver experi-
menteret med den.

(JMC: Derefter fortsætter den iøvrigt lange artikel med at kommentere andre landes bidrag til udstillingen).

SA: Se også vår artikkel om Verdensutstillingen i Wien, 1973.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Verdensudstillingen i Wien i 1873 var en stor og vigtig begivenhed for Malling-Hansen. Han var selv til stede en kortere tid, og han fik udvirket et bidrag fra arrangørerne, som gjorde det muligt for ham at aflønne en mand til at demonstrere skrivekuglen og takygrafen. Udstillingsperioden strakte sig over flere måneder, og ifølge Dieter Eberwein var der over 7 millioner besøgende! Malling-Hansen deltog med tre forskellige modeller, sandsynligvis var det cylindermodellen, den flade model og takygrafen. Desuden fremvistes også hans opfindelse af en tørkopieringsmetode, ’xerografien’. For skrivekuglen fik RMH den fornemme guldmedalje, kaldt ’pro literis et artibus’, også kendt som ’Vortschritts-medalje’.

Artiklen i Dagbladet fra den 6 oktober 1873 formidler mange interessante detaljer og er yderst positiv til skrivekuglens fortjenester.
Kun de mest relevante dele af artiklen er med i nedenstående transkribering.

SA: Både Malling-Hansen og hans mekaniker, Peter Christopher Jürgensen fikk den omtalte "Vortschritts-medalje" for oppfinnelsen og produksjonen av skrivekuglen. Og det var ikke den eneste medaljen RMH mottok i forbindelse med utstillingen i Wien. Han fikk også utstillingens første pris medlaje for sin oppfinnelse.

Verdensudstillingen i Wien.

Til forskjellige Tider er der i forskjellige Fagblade udtalt, at Udstillingen ikke fuldt er, hvad den burde være. I et Nummer af den i Leipzig udkommende Annalen der Ty-pograhie hedder de således, at Udstillingen er fattig på monumentale typografiske Værker af nyere Dato, og Allg. Wiener mod. Zeitung siger at Udstillingen i det Hele og Store ikke har svaret til de Forventninger, som den medicinske Verden havde knyttet til den, den har inte Fremskridt at vise siden Udstillingen i Paris. Bladet gjør imid-lertid to Undtagelser herfra, og den ene er in-strumentmager Collin i Paris og den anden Professor Nyrop[1] i Kjøbenhavn, og særlig hvad den Sidste angaar, henleder Prof. E. Nagel i en kritisk Anmeldelse af de kirurgiske Instrumenter paa Udstillingen sine Kollegers Opmærksomhed paa en Række Nyropske Instrumenter og Bandager som i høj Grad anbefalingsværdige.

------------

Fotnote: 

[1] JMC: Camillus Nyrop, 1811-1883, kirurgisk instrumentmager og bandagist. Professors titel 1860. Far til Camillus Nyrop, 1843-1918, en betydningsfuld håndværks- og industrihistoriker. Fra 1876 Industriforeningens sekretær. Radaktør for Industriforeningens Tidsskrift fra 1885. Sekretær ved Den nordiske Industri- og Kunstudstilling i København 1872, medlem af den internationale jury ved Verdensudstillingen i Wien 1873, sekretær ved komiteen for Danmarks deltagelse i Verdensudstillingen i Paris 1878 og for den Nordiske Industri-,Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888. Med andre ord: Camillus Nyrop var en vigtig person for de fleste af de udstillinger, hvor Malling-Hansen deltog med skrivekugler.

------------

Artikkelen fortsetter:

Som fremragende i den store, men dog som oven anført næsten fattige Udstilling, er i den sidste Tid ogsaa en anden Dansk bleven nævnt, nemlig Pastor R.Malling-Hansen. I en længere Artikel i Die Presse[1] sammenlignes Malling-Hansens Skrivekugle med en ogsaa paa Udstillingen værende saakaldt ”Typolithograf” af M.Alishof[2] i St. Petersborg.

Dette sidste Apparat beskrives ikke nærmere, det er maaske en af de mange Efterligninger af Skrivekuglen hvormed Teknikere nu rundt omkring i Verden ere beskjæftigede, men i ethvert Tilfælde kan det ikke paa nogen Maade maale sig med Skrivekuglen, der omtales som en af de sindrigste Opfindelser i sin Art. ”Malling-Hansens Apparat”, hedder det, ”der er 4 Gange billigere end det russiske, tør vi, da det tillige er i høj Grad hensigtssvarende, spaa en stor Udbredelse fremfor alle paa Udstillingen værende typografiske Apparater”.

I Skrivehurtighed staar den russiske Opfindelse, beretter Anmelderen, langt tilbage for den danske, og dog har han kun set Skrivekuglen og ikke Takygrafen, der vel ogsaa er paa Udstillingen, men som der vaages over, at ikke enhver faar Tilladelse til at undersøge, thi som sagt, Efterlignernes Antal er stort, og Takygrafen, Malling-Hansens nye Opfindelse, overgaar langt Skrivekuglen. Ritter von Szabel[3], der har kjøbt Malling-Hansens tyske Patenter, beskjæftige for Tiden 12 Mennesker i Wien med at gjøre Skrivekugler, og Ejeren af det engelske Patent, Hr. Holten[4], arbejder paa Dannelsen af et Konsortium i London til Fabrikationen af saavel Skrivekuglen som Takygrafen.

                        - - - - -

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

I denne interessante artikel får vi dokumentation for, at Malling-Hansen var aktiv for at sprede information om sine opfindelser, og at han denne gang brugte foredragsformen i en forening, ”Fremtiden”, hvor deltagerne abonnerede på en serie foredrag. Her demonstrede han skrivekuglen og sin kopieringsmetode, xerografi, men desværre kunne han ikke – som udlovet – vise takygrafens fortræffeligheder, fordi han åbenbart kun havde et eneste eksemplar, og det var sendt på en mission udenfor landet.

    ”Fremtidens” Foredrag. Pastor
Malling-Hansens Skrivekugle, Takygraf og
Xerograf forevistes og forklaredes igaar Ef-
termiddags af Opfinderen for en ret talrig
Kreds af Damer og Herrer, som ikke havde
ladet sig afskrække af det slette Vejrlig, og
hvem det vistnok ogsaa i det Hele interes-
serede at faa Rede paa, hvorledes disse
mærkelige Opfindelser ere undfangede og ef-
terhaanden udviklede. Hr. M a l l i n g -
H a n s e n arbeidede leilighedsvis lidt med en
Skrivekugle, med hvilken man uden Vanske-
lighed kan skrive 6,8 eller endog 10 Bog-
staver i et Sekund; derimod kunde han ikke
vise noget Exemplar af den i flere Henseen-
der endnu bedre Takygraf (dvs ”Hurtigskrivere”),
da hans eneste Exemplar for Tiden er paa
Reise[1]. Med sin Xerograf (dvs ”Tørtryk”)
tog han nogle Copier, skjøndt ikke saa mange,
som Apparatet tillsteder, nemlig omtrent 30
- altsaa en baade hurtigere og billigere
Maade til Copiering end den almindelige, i
særdeleshed da selv Skrivekuglen, hvis
Skrift det siden dreier sig om at kopiere,
kan levere indtil 10 samtidige Exemplarer.
- Hermed er Rækken af ”Fremtidens” Fo-
drag, af hvilke Hr. Malling-Hansens var
det trettende, foreløbig afsluttet; men de to
tilbagestaaende Timer i Abonnementet vill
blive efter Nytaar, naar Hr. W i l h.  W i e h e[2]
atter er rask; the de nævnte to Timer skulle
efter Bestemmelsen anvendes til et Foredrag
af Hr. W. W i e h e  og Hr. E. P o u l s e n
(Oplæsning af ”Aladdin”). Abonnements-
kortene maa derfor opbevares.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

I dennne avisartikel dokumenteres, at Malling-Hansen og Jürgensen i 1873 ansøgte om et legat fra Den Hielmstjerne-Rosencroneske Stiftelse og samme år blev tildelt 300 rigsdaler for takygrafen. Stiftelsen blev oprettet den 30 september 1809 af greve Marcus Gerhard Rosencrone (1738-1811) og hans hustru grevinde Agnete Marie Rosencrone (1752-1838), født Hielmstjerne. Interessant nok eksisterer stiftelsen stadig i bedste velgående og uddeler stadig legater til støtte for børns uddannelse, videnskabelige projekter – særlig udgivelse af videnskabelige værker – samt til unge danske og norske kunstnere, blandt andet til udsmykning med kunst i offentlige rum.

I nedenstående artikel har jeg kun medtaget det korte afsnit som nævner legatet til Malling-Hansen og Jürgensen. Artiklen er tilbageblikkende og sammenfatter, hvilke som modtog legater fra stiftelsen i 1873.

I femte Legatklasse er der ”til Talenters Udvikling blandt Kunstnere og Haandværkere” uddelt følgende Præmier: Skomagermester O.N.Hansen af Kjøbenhavn 250 Rdl. for en af ham konstrueret Svejsemaskine (Baandsav), Pastor Malling-Hansen og Mekanikus C.P. Jürgensen af Kjøbenhavn 300 Rdl. for  Opfindelse af Takygrafen som en væsentlig Forbedring af Skrivekuglen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Opdagelser.

Meteorologisk Instituts Under-
bestyrer P. l. Cour¹ har efter Dgt². Gjort
en vigtig Opdagelse med at sætte dishar-
moiske³ Stemmegafler ind i Telegrafind-
retningerne, hvorved man opnaar en hid-
til ukjendt Hurtighed i Telegraferingen
og kan bruge Mallings Skrivekugle til Tele-
grafaftryk. Det er heldigt, at de fleste
vigtigere Opfindelser i denne Retning
følger H. C. Ørsteds Fædreland.

________________________________

1^JMC: Poul la Cour, 1846-1908, var magister i fysik og meteorologi og ansat ved det nyoprettede Meteorologisk Institut (1872) fra 1872 til 1877. Derefter var han til sin død lærer i fysik og matematik ved Askov Højskole. Han var en betydningsfuld opfinder; han var den første som konstruerede vindmøller som kunne producere strøm, og disse små vindmøller fik stor betydning for elektrificeringen på landet. la Cour var også en ivrig formidler af naturvidenskab – han udgav flere populære værker om fysik og teknologi og holdt i tusindvis af foredrag landet over. En af hans opfindelser var et apparat der via stemmegafler med hver deres frekvenser kunne bruges til at tale sammen over samme ledning – noget som senere blev til telefoni. (Kilde: Wikipedia og darwinarkivet.dk)

2^JMC: Jeg vil tro at forkortelsen skal betyde ’Dags-Telegraphen’ , en daglig avis. Jeg har dog ikke kunnet finde det omtalte nummer.

3^JMC: Der står ’disharmoiske’, men det skal nok være ’disharmoniske’? Se slutningen af fodnote nr 1.

[1] [2] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Af Berl. Tidende for 10d Decbr: Det er nu lykkedes Opfinderen af Skrivekuglen, Forstander for det kgl.Døvstummeinstitut, Pastor Malling-Hansen, at indføre saa væsentlige Forbedringer ved Apparatet, navnlig en saa stor simplificering, at det væsentlig er blevet en hel ny Maskine, idet kun Kuglestykket og Stemplerne ere bibeholdte.  Elektriciteten anvendes ikke længere som Drivkraft, Uhrværket er bortfaldet, den hele Papirføring er betydelig simplificeret, og Størrelsen er indskrænket til en Sjettedel og Vægten til en sextendedel i Sammenligning med den tidligere Maskine, idet det nye Apparat kun veier 9 Pund, det gamle 150 Pund.  Fabrikationsprisen er nedsat til det halve af tidligere, og der staar kun tilbage at udfinde en Maade, hvorpaa Skrivekuglen kan forfærdiges i det store som almindelig Fabriksgenstand, hvilket dog møder særlige Vanskeligheder, da Stemplerne ere og maa være af Staal.  De Fordele, som nu ere opnaaede ved Skrivekuglen ere saa betydelige, at den ikke blot hos os, men overalt i Udlandet fortjener at tildrage sig Opmærksomhed som en af vor Tids vigtigste Opfindelser.  Man kan efter Behag benytte Maskinen i siddende eller staaende Stilling (tidligere kun staaende);  den kan – i Modsætning til den lange Anvisning, som Symaskinen udkræver -  bruges strax af enhver;  efter faa Timers Øvelse skriver den indtil da uøvede allerede lige saa hurtigt som med Pennen og ved fortsat Øvelse tre, fire Gange saa hurtigt; Maskinen kan paa en Gang levere sex Exemplarer af det skrevne, og ved Hjælp af en Satinermaskine kan her tages henved 30 Aftryk.I Kontorer vil ved Skrivekuglen saavel Papirforbruget som Personalets Antal kunne nedsættes betydeligt (omtrent en Trediedel).  -  Til Udlandet er der ogsaa allerede solgt endel Maskiner, navnlig til Telegrafstationer.           

Den første Skrivekugle var færdig i Septbr.1870.  Hovedformaalet var allerede ved den opnaaet, men den led af enkelte praktiske Mangler.  Maskinen var (med nogen Fremgang i dens Konstruktion) paa den skandinaviske Industriudstilling i 1872 og belønnedes der med første Medalje og Fortjenstmedaljen i Guld.  Den samme Maskine vakte paa Verdensudstillingen i Wien megen Opmærksomhed og Omtale og fik den første Medalje ”Die Fortschrittsmedalje”, hvorhos Opfinderen af Keiseren[3] af Østerrige belønnedes med den store Guldmedalje, Literis et artibus.           

Som det kunde ventes, har den Malling-Hansenske Skrivekugle fremkaldt en Del Efterligninger.  En russisk Skrivemaskine af Alisoff[4] præsenteredes saaledes i Wien i de sidste Par Uger af Verdensudstillingen;  den skrev langsommere end Pennen og var 6 Gange dyrere end Skrivekuglen. Foruden denne sidste existerer der en amerikansk Type-Vriter, som dog i flere væsentlige Henseender staar tilbage (den er 10 Gange større end Skrivekuglen, trædes med en Pedal, er langt mere kompliceret, men fører dog ikke saa mange Stempler).  Som et Kuriosum fortjener det at anføres, at en Tysker i Newyork ganske ugenert indbyder til Dannelsen af et Konsortium paa en af ham annekteret Udgave af den Malling-Hansenske Maskine[5].           

Skrivekuglen forfærdiges med stor Nøiagtighed i Professor Jüngers mekaniske Etablissement.  Den er, som Maskine betragtet, elegant og solid, kommer ikke i Uorden og er let at arbeide med.

_______________

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon: Sverre Avnskog.

”Skrivekuglen”, den danske Pastor Malling Hansens Opfindelse, der allerede ved sin første Fremkomst i September 1870 vakte ualmindelig Opsigt, og som senere paa de Udstillinger, hvor den har været forevist, saavelsom ved andre Leiligheder har skaffet sin Opfinder fremragende Belønninger, er i det Tidsrum, der er forløbet siden dens Opfindelse, gjentagne Gange bleven forandret og forbedret af Opfinderen, indtil den nu foreligger i en næsten ny og meget mere praktisk Skikkelse.  Som de Fordele, Apparatet i sin nye Skikkelse frembyder, fremhæver Opfinderen, at Enhver, selv et Barn, vil strax kunne lære at skrive med den, og vil efter nogen Tids Øvelse kunne drive det til at skrive 3-4 Gange hurtigere end med Pennen.  Det fortjener vel ogsaa at bemærkes, at man skal kunne spare omtrent de to Trediedele af det sædvanlige Papirforbrug, for ikke at tale om, at man vil kunne spare lige saa meget i Udgift til Skriveren. En Fordel af uomtvistelig Nytte er det, at man med Lethed kan mangfoldiggjøre det Skrevne. For det første kan man skrive gjennem 6 Exemplarer paa en Gang, dernæst kan man ved Hjælp af en Satinermaskine tage indtil 30 Aftryk af det Skrevne, og endelig lader dette sig, da Farvepapiret har været behandlet med en fedtet Sværte, overføre paa en lithografisk Sten, med hvilken det kan trykkes, ligesom det sker ved de sædvanlige Autografier.

[1]. Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentar ved Sverre Avnskog.

Dette er en yderst interessant artikel, med et væld af tekniske detaljer og andre informationer. Sandsynligvis fra samme skrivekugledemonstration bragte ”Fædrelandet” den 15 december 1875 en lignende artikel, som vi også har på vor hjemmeside.

    ”Skrivekuglen”, Pastor M a l l i n g H a n s e n s
smukke Opfindelse, der allerede ved sin første Fremkomst i
September 1870 vakte ualmindelig Opsigt, og som senere
paa de Udstillinger, hvor den har været forevist, saavelsom
ved andre Leiligheder har skaffet sin Opfinder fremragende
Belønninger, er i det Tidsrum, der er forløbet siden dens
Opfindelse, gjentagne Gange bleven forandret og forbedret af
Opfinderen, indtil den nu foreligger i næsten ny Skikkelse.
Hovedtanken i Skrivekuglen og det væsentlige Udtryk for
denne Tanke i Apparatets Konstruktion er imidlertid uforan-
dret, idet det Afsnit af en Kugleflade (”Kuglekalotten”), som
udgjør Apparatets Overdel, og hvori Stempler med Bog-
staver, Taltegn og Interpunktionstegn ere anbragte saaledes,
at de alle kunne trykkes ned mod et og samme Punkt, der
er Kuglens Centrum, er blevet i alt Væsentligt uforandret.
Det Papir, hvorimod Stemplerne trykkes, og som altsaa skal
forskydes, dels for hvert Bogstav, dels for hver Linie, hvad
der skete ved en snild Anvendelse af Elektriciteten, var i det
i 1870 konstruerede Apparat viklet op om en Cylinder, hvil-
ket i det paa Industriudstillingen i 1872 udstillede Apparat
var forandret dertil, at Papiret hvilede paa en Flade, der
udgjorde Overdelen af en Vogn, som ogsaa bevægedes ved
Elektricitetens Hjælp. Apparatet var herved voxet til at
blive meget stort, tungt og kostbart, og desuden frembød
Anvendelsen af Elektriciteten og det dermed i Forbindelse
staaende Uhrværk samt de dertil nødvendige galvaniske Ele-
menter i Manges Øine en Hindring for Benyttelsen. Denne
er nu fuldstændig bortryddet; Elektriciteten og Uhrværket an-
vendes ikke mere. Apparatet er dermed blevet betydelig sim-
plificeret, dets Størrelse er blevet reduceret til en Sjettedel

og dets Vægt til en Sextendedel af den tidligere. ”Skrivekuglen”

er nu kun halvtiende Tomme[2] lang, otte Tommer
bred, halvniende Tomme høj, og den veier nu ni Pund, me-
dens den tidligere veiede 150 Pund. Selvfølgelig er herved
ogsaa Fabrikationsprisen bleven betydelig formindsket; den er
nu omtrent det halve af, hvad den tidligere var.

     De Forandringer i Apparatets Konstruktion, hvorved
Papiret henskydes uden Anvendelse af Elektricitet og Uhrværk,
lade sig selvfølgelig ikke beskrive i deres Detailler, men det
simple og snildt anvendte Hovedprincip i dem er at gjøre
hele Apparatet bevægeligt. Papiret hviler paa en Halvcylin-
drisk Ramme og understøttes kun i et Punkt, nemlig der,
hvor det træffes af Stemplerne, altsaa i Kuglens Centrum,
af en lille Ambolt. Naar et Stempel trykkes ned mod denne,
trykkes tillige hele Apparatet ned, dets Fjedre udvides, og
idet de træffe sig sammen igjen, hæve de atter Apparatet op,
og en Spærhage skyder da et Hjul en Tand frem. Bevæ-
gelsen er dermed frembragt; dette Hjul sætter andre hjul i
Bevægelse, og for hver Tand, Hjulet dreier sig, flyttes Pa-
piret saa meget, at der bliver Plads til et nyt Bogstav.
Naar Linien er skreven ud, bringe andre Dele af dette Ma-
skineri Papiret til at rykke en Linie frem og til at vende sig
saaledes, at man atter kan begynde fra Venstre.

     Som de Fordele, Apparatet i sin nye Skikkelse fremby-
der, fremhæver Opfinderen, at Enhver, selv et Barn, vil
strax kunne lære at skrive med den og vil efter nogen Tids
Øvelse kunne drive det til at skrive 3-4 Gange hurtigere
end med Pennen. Det fortjener vel ogsaa at bemærkes, at
man skal kunne spare omtrent de to Trediedele af det sæd-
vanlige Papirforbrug, for ikke at tale om, at man vil kunne
spare ligesaa Meget i Udgift til Skrivere. En Fordel af
uomtvistelig Nytte er det, at man med Lethed kan mangfol-
diggjøre det skrevne. For det første kan man skrive gjen-
nem 6 Exemplarer paa en Gang; dernæst kan man ved Hjælp
af en Satinermaskine tage indtil 30 Aftryk af det Skrevne,
og endelig lader dette sig, da Farvepapiret har været behand-
let med en fedtet Sværte, overføre paa en lithografisk Sten,
med hvilken det kan trykkes, ligesom det skeer ved de sæd-
vanlige Autografier[3].

     Det vil maaske interessere at erfare, at Skrivekuglen
har et Par Konkurrenter i Udlandet. Den ene af
disse er en russisk Skrivemaskine, der er konstrueret af
Alisoff[4], og som fandtes paa Verdensudstillingen i Wien,
men den skriver langsommere, end det kan ske
med Pennen, og er sex Gange saa dyr som Skrive-
kuglen. Den anden er en amerikansk Opfindelse
af Lotham Soles[5], som har konstrueret en Maskine omtrent
af Størrelse som en Symaskine, der bevæges ved Tangenter, men
der en ikke blot større, men ogsaa mere kompliceret end
Skrivekuglen og er paa Grund af sin Konstruktion mindre
stabil end denne. Forøvrigt er det ganske karakteristik, at
man i Amerika har forsøgt at eftergjøre Skrivekuglen, og at
en Tysker ved Navn Daul[6] i New-York endog ganske ugeneret
indbød til Oprettelsen af et Aktieselskab til Exploitering af
den af ham opfundne ”forbedrede” Skrivekugle, men der var
nok Ingen, som vilde indlade sig med ham.

Malling-Hansen’s Writing Ball

More than 5 years have passed since the W r i t i n g  B a l l appeared. It was in March 1870 that Reverend R. Malling-Hansen obtained a 15 year patent on his speed-writing machine in its first shape, and the general public heard about it time and again; it was talked about, illustrated and described in Danish, German and English papers; and we could see it in exhibitions here in 1872 and in Vienna in 1873, and at both venues it was awarded prizes, but then all of a sudden we heard no more about it. Many people have probably not given it a second thought, but there may be some who perhaps assumed that the issue had been put aside as being unfeasible, and that the inventor might have tired from the constant toil, changes and improvements, accompanied by multifarious vexations and worries without a concrete result. Such a reflection would be natural, however it does not correspond to reality. Far from tiring, Reverend Malling-Hansen has, ever since the writing ball was the object of public comments at the time, been working with perseverance and zeal on the success of his invention. He has spared no effort in order to continue his work, and now the writing ball is ready in what can safely be said to be a practical design, less bulky and cheaper than ever before.

Whichever shape we may choose of the writing ball in its earlier design – and the workroom of the inventor is a rich museum in this respect – the movement making the paper slide forward under the pressed-down pistons was generated by electro-magnetism. In the earliest writing ball illustrated in this magazine (volume XII, no 579), the paper was wrapped around a cylinder, propelled in a helical line by a driving mechanism, but this driving mechanism would only work each time a piston was pressed down. The touch of a piston would close the electrical circuit, an electro-magnet was attracted, and a gear train, which otherwise would cog into a gearwheel belonging to the driving mechanism, would let this one move ahead by one cog. The cylinder with its enrolled paper would be moved ahead at a distance corresponding to one letter, and with the typing paper would also follow the inked paper placed on top of it; this is what the key button, in all shapes of the writing ball, will strike, and this is the colour imprinted by the type bar on the paper.

The above described construction very soon underwent modifications, and at the Nordic Exhibition in 1872 the writing ball was completely different. The paper was no longer wrapped around a cylinder, rather it was positioned flat on a so called platen, and during this summer Reverend Malling-Hansen, in collaboration with the owner of Professor Jünger’s Mechanical Establishment, mechanical engineer and presently Professor C.P.Jürgensen, obtained a 13 year patent on a so called T a k y g r a f (i.e. “speedwriter”), the writing ball in a completely new version, making it possible for a skilled and experienced hand to strike 20 letters per second, 1200 per minute, 72,000 per hour, which is 5 times as fast as the average velocity of handwriting by a pen and completely keeping up with even quite rapid speech.

The Malling-Hansen writing ball had created quite a stir. There was quite an awareness in Denmark and Europe about it, and two of the patents were bought, i.e. the English and the Austrian one. Orders came in, even from Russia and Italy, but unfortunately they could not be executed, because the inventor was not prepared to produce the machine industrially; also: wherever it was being used it turned out to be quite an obstacle that electro-magnetism was necessary. The electrical batteries were neglected or mismanaged, and users would then complain that the writing ball was useless. It was essential to get rid of a troublesome accessory, and by now the inventor has succeeded in accomplishing the task thanks to his fondness for his original idea. His persistent innovative ingenuity has developed the machine to a point where electro-magnetism has been overcome, and the task has been achieved in the following way: the movement whereby a piston is pressed down simultaneously generates a rocking motion of the entire hemisphere in which the pistons are placed; a small pin is thereby propelled to latch onto a gear wheel, which is being turned one tooth; the movement is passed on, and the paper is moved ahead by a distance corresponding to one letter of the alphabet. It is such a simple and beautiful construction that one is amazed this hasn’t been made long ago. It is such an unexpectedly simple solution and yet a flash of genius. It should be added also that the paper is placed in a curved brass frame, rocking back and forth above a small anvil towards which the pistons will move when they are being pressed down.

As mentioned above, Malling-Hansen’s writing ball has created quite a stir, however that should not lead us into thinking that he is the only one in the world to have spent time and thought into such writing apparatuses. The first attempts go nearly 40 years back in time, but at that time the aspiration was not to produce machines to be used in everyday life and pursuits; the intention was to provide blind people the possibility of communicating in writing as easily as possible, and the blind teacher  L o u i s  B r a i l l e  in 1838 constructed a board with holes, each hole equipped with a stamp with a type, and by pressing these against a piece of paper, upon which there was an inked paper, writing was produced. This simple beginning was further developed, and at the exhibition in London in 1851 there were several such apparatuses, - equally in Paris in 1855, but they were still only appearing as part of the teaching of the blind, and, what is more, they did not play an important role, because the most important writing for the blind is the one which is embossed, allowing them to read it by sliding their fingers across it. It is a recent idea that such machines could be used also by sighted persons, and it is an interesting fact that Reverend Malling-Hansen has conceived this idea in his capacity as principal of the Institute for the Deaf-Mute. He found out that while we normally are able to write only 4 phonemes per second, and in daily speech on average utter around 20 phonemes per second, a sign speaker using his fingers and the language of the deaf-mute is able to express around 12 phonemes per second. Hence it is possible to reproduce the sounds of speech by visible signs close to the speed of verbal speech, and this is what led him reflect about the feasibility of producing writing, legible to everyone, at the speed of verbal speech, something of great importance to the deaf-mute, and the result of his work in this direction became the writing ball.

However, Reverend Malling-Hansen was not the only one occupied with the task of constructing speedwriting machines for sighted persons. In America C.L. S h o l e s in collaboration with two other men was similarly active, and as from 1868 he has taken out several patents for the protection of his machine, appropriately named “t y p e – w r i t e r”[1]. It is briefly described in the Scientific American issue of August 10, 1872, and the description allows us to understand that the American and the Danish typewriters are very different. In this country probably very few know anything about the American machine, but it seems that the Danish version is being studied in America. A patent attorney from there has – in a rather importunate manner – tried to achieve control over Malling-Hansen’s American patent, and the businessman responsible for the negotiations concerning the Sholes’ machine has offered the Danish inventor to swap patents; i.e. henceforth both parties would be entitled to use each others’ inventions. In other words, there is something about the Danish invention that attracts attention everywhere, but then again it is also – particularly in its most recent version – worth all this attention[2].

It now takes only 1/6 of the space previously needed, altogether merely about 8 cubic inches[3], and it can be placed on any table; previously it weighed 150 pounds[4], now only 9, and because of its simple construction it can practically never be put out of order. We should add that anyone can use it; the user does not need any particular instruction; it is just a question of learning where the different keys are located so that one may strike them without hesitation. When this has been achieved one may, with practise, get to write until 5 times as fast as with the pen. Already in this respect the writing ball has great importance, but since one can produce up until 6 copies at one time, using a combination of several sheets of inked paper and writing paper, and considering that the writing ball typing can also be produced in such a way that it may be lithographed, the writing ball will be an invention of undoubtedly great practical importance. Offices that produce much correspondence can save one or two clerks and, in addition, gain a lot in saving paper. In one single sheet in ordinary letter format, as used by the writing ball, there are more writing ball letters than a clerk writes on average on a folio sheet[5] - this has been ascertained by investigating numerous documents from several of our government ministries. If our ministries could disconnect themselves from the biased tradition in favour of using folio sheets and ordinary copperplate they would be able to save considerably, and the same thing obviously goes for all other large offices.