In this section we will present articles that focuse on the writing ball, and not on Rasmus Malling-Hansen as a person, or on his other activities, and which have been written after RMH's lifetime.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Fire år efter Rasmus Malling-Hansens død kunne altså københavnerne atter se skrivekuglen i dens forskellige udviklingsstadier udstillet! Jeg formoder, at ingeniør Holtermann i denne udstilling havde et nært samarbejde med August Lyngbye, hvis firma fortsatte med at yde service og reparationer på skrivekugler; måske havde han også stadig et lille lager af færdige skrivekugler til salg?

Crandall-skrivemaskinerne blev opfundet og udviklet af Lucien Stephen Crandall, 1844-1919, som startede sin karriere 1873 med at være ansat hos James Densmore og George Yost. Crandall var salgsansvarlig, men han bidrog også til den tekniske udvikling af skrivemaskinerne. Senere startede han et eget firma med egne patenter på skrivemaskiner, først ’The Crandall Typewriter’ fra 1881, derefter i 1885 ’The New Model’, som opnåede at eksporteres til Europa fra 1886. I 1893 presenterede han ’Universal Crandall No.3’. I følge en annonce jeg fandt i Berlingske Tidende 25 august 1893 kostede maskinen 22 kroner og den danske agent var Borgersen & Co. Høibroplads 17 i København.

SA: Jeg er temmelig sikker på at denne prisen på 22 kroner, må være en trykkfeil. I følge seriøse, amerikanske skrivemaskinsider, kostet Crandalls maskin No. 3 $60. Og det ble ansett som en pris som var satt veldig lavt for at maskinen kunne hevde seg i konkurranse med andre billige maskiner og komme inn på det europeiske markedet. Websider som har kalkulatorer som kan omregne datidens priser mellom ulike valutaer, beregner at 60 amerikanske dollar tilsvarte ca 220 danske kroner i år 1900. Tidligere bergninger finnes dessverre ikke. Men 220 danske kroner er en langt mere sannsynlig pris enn 22. Til sammenligning kan vi nevne at August Lyngbyes versjon av skrivekuglen i 1890 kostet 150 kr for utgaven som skrev kun store bokstaver, og 230 kroner for maskinen som kunne skrive både store og små bokstaver. Flere av de kjente amerikanske maskinene kostet ca $ 80 på denne tiden.

Det er en utbredt oppfatning at Malling-Hansens skrivekugle ble utkonkurrert på pris, men mine beregninger viser at skrivekuglen tvert imot var billigere enn sine konkurrenter fra og med de høye modellene.

Transcription and comments by Jørgen Malling Christensen.

This American encyclopedia was published originally in 1893 and re-edited in a 1896 edition i 8 volumes, both editions under the direction of Charles Kendall Adams, editor-in-chief. He was joined by ”a corps of thirty-six editors, assisted by eminent European and American specialists”. It was published by Alvin J. Johnson & Co. Subsequent editions – in 1900 and later – were expanded into 12 volumes and were published by D. Appleton & Company.

Our excerpt is from the 1896 edition, where the chapter on Typewriters covers a full six pages in very small print. No illustrations are included in this chapter.

Typewriters

The chapter starts with a detailed historical overview, mentioning the following early machines:

Henry Mill (1714)

William Austin Burt (1829)

Xavier Progrin (1833)

Alexander Bain and Thomas Wright (1841)

Charles Wheatstone (1855-1860)

Charles Thurber ( 1843)

Pierre Foucault (1849)

William Huges (1851)

A. Ely Beach (1847; 1856)

O.T. Eddy (1850)

Fairbanks (1850)

J.M. Jones (1852; 1856)

J.H. Cooper (1856)

Thomas (1854)

S.W. Francis (1857).

After very briefly mentioning these pioneers, the article turns to Rasmus Malling-Hansen in the following words:

”The Hansen Machine. – The Writing-ball invented by Rasmus Johan Malling Hansen, a clergyman of Copenhagen, Denmark, is perhaps the best-known European invention of the kind ; it is said to have been made and sold in continental Europe in considerable numbers. In the U.S. it is known only as a curiosity, although U.S. patents were issued upon it in 1872 and later[1], and it was exhibited at the Centennial Exhibition in Philadelphia in 1876, receiving a gold medal[2]. The main feature of the machine, from which it took its name, is a hemispherical brass shell inverted over the paper-carrying and spacing mechanism.  Fifty-four rods or pistons protrude through this shell, radiating in different directions from the center of the sphere, which is the common printing-point; each carries a type on the lower end and a finger-key on the upper.  Different modifications of the paper-carrying device have been applied.  The first designs provided for the use of an electrical mechanism to move the carriage.  The machine was furnished with a bell to indicate end of line, scale to showlocality of impressions, etc.  The spacing mechanism was operated by a slight depression of the ball or hemisphere which followed the depression of the key.  The machine was well made, weighed only about 8 lb., but was costly and too slow in operation, though it did good work.”

The article then describes, in great detail, the Sholes and GliddenTypewriter, the Remington, the Caligraph by Yost, the Hammond, the Hall, the Crandall, Columbia, Smith-Premier, Bar-lock, National, Franklin, Denmore, Williams, and many others.

The History of the TYPEWRITER. Successor to the Pen.

An illustrated Account of the Origin, Rise and Development of the Writing Machine

George Carl Mares[1]

II. The Writing Ball[1]

Hans Rasmus Malling Johan Hansen was born on the 5th of September 1835 in Hunseby, Lolland, where his father was a school teacher. The father died a few years later, and Count Knut of Knuthenborg Manor took him under his wings and made sure he could study. In 1865 Malling Hansen (as he called himself) passed his degree in theology and that same year was appointed principal of the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. In this responsibility he has earned much merit within the field of education for the deaf-mutes; the introduction of the speech method instead of the sign method in Denmark is primarily thanks to him. Using ordinary copperplate one can write only around 4 signs (letters) per second, however a deaf-mute person, making use of his fingers to “speak” can produce around 12 signs per second. We are told that it was this observation that inspired in Malling Hansen the idea that it should be possible to construct a machine capable of transferring the movements of the fingers into writing at a similar speed. For Malling Hansen the distance between idea and action was very short, and since he was a very talented inventor and possessed considerable mechanical ingenuity, a result indeed came out of it. The machine constructed by Malling Hansen had two concentric ball-shapes (hence the name ‘writing ball’); the type bars were placed in the upper semi-sphere. On the upper side of the spherical surface were the heads of the type bars, arranged in such a way that the vowels were on the left hand side and the consonants to the right; there were no upper case letters or other signs[2]. The paper was placed in the center of the sphere, and when the keys were pressed, the writing was produced by means of a transfer paper. The type bars were secured into coil springs, enabling them to automatically return to their position of rest immediately after being pressed down. The idea behind this construction was not new. Already in 1838 the blind Louis Braille had constructed exactly the same thing – meant to be used by blind people: A perforated board with a type bar in each hole and using the same method for producing the writing; the difference was only that while Braille had his type bars placed in a board, Malling Hansen used a metal semi-sphere. However, in Louis Braille’s device the paper could not be moved automatically , and therefore it was not possible to do any speed typing. This is now the point where Malling Hansen introduces his idea: to use electricity for moving that part of the machine where the paper was placed – what we in the modern typewriter call the “carriage”. It will not be possible here to describe the locomotion mechanism in detail, since it requires minute drawings, but the principle was that the entire machine was connected by cable to a galvanized battery in such a way that pressing down a type bar switched on the current, whereby the part where the paper was placed was moved the distance of ‘one letter’. Professor C. Holten provided a very detailed description of the mechanism in “Illustreret Tidende” of October 30, 1870[3]. Malling Hansen had finalized the construction of this machine in 1870, and in March the same year he acquired a 15 year patent for it. Judging from an article by C.Nyrop in “Illustreret Tidende” of January 16, 1876[4], it seems that the machine was produced in several copies. It kicked up an infernal row and it was huge – 5-6 times bigger than a modern typewriter, quite unwieldy and weighed no less than 75 kilos. But more importantly it turned out that despite the most persistent efforts, it was not possible to make the electrical connection reliable. The machine was and remained unserviceable and was abandoned.However, Malling Hansen’s character was like Bjørnson’s[5] : “if a hope or two were broken, still a new one is blinking in your eye”. “He soon realized that for the machine ever to become functional, the entire electrical device must be abandoned as something superfluous and vexatious. The problem absorbed him for months; the most skilled mechanics gave up, but then he himself resolved the issue”[6]. Resolutely he abandoned electricity as the locomotive force, and shortly after he had constructed a new machine in which the carriage was moved one “tooth” forward in the cogwheel by the mere force of the keystroke itself. Otherwise the design was similar to that of the first machine; hence, the type bars were still positioned in a semisphere and were pressed down radially. The machine called a ‘Tachygraph’ (speed writer) was exhibited at the Nordic Exhibition in 1872[7].

At the same time Sholes had finalized his machine; it was described in “Scientific American”, issue of August 10, 1872. For both inventors the next step was to achieve an industrial production. As is well-known, Sholes turned to the Remington factory, which distributed the first specimens a year later, in the autumn of 1873. Malling Hansen made use of “Jünger’s Mechanical Establishment”. It is not easyly established when the first specimens of the writing ball were distributed from there, but there is some evidence in the former article by Nyrup[1] from 1876. Initially he mentions that Malling Hansen’s “speed writing machine” was awarded prizes at the exhibition in Copenhagen in 1872 and in Vienna in 1873[2]: “but suddenly no more was heard about it. Most people probably gave it no thought, but a few may have supposed that the issue had been abandoned on the ground of being unfeasible, and that maybe the inventor was fatigued by always working, changing and perfecting the machine during many years of disappointments and trouble without a substantial outcome. Such a thought would be quite natural, but it does not correspond to reality. Far from being exhausted, reverend Malling Hansen has, since the last time the writing ball was the subject of public comments, been working on the success of his invention with persistence and zeal. He has spared no effort to continue his work, and now the writing ball has been finalized in a shape and version that we dare say is practical, smaller and less expensive than ever before”. And Nyrop ends his article as follows: “Professor Jünger’s Mechanical Establishment now produces the writing ball in its new version in greater quantity, such that the general public will be able to benefit from it, and the government ministries ought to introduce it.”

As regards the question of who is the father of the modern typewriter, we have to disregard Malling Hansen’s first machine; it is the last of the designs of that century which in practice could not keep what the theory promised. However, we have to count in the “tachygraph” (the name never caught on, people continued to call it the writing ball), both because it possesses the principle of the typewriter and because it was produced ‘en masse’ and proved itself to be very useful.[1]It is a fair conclusion that the typewriter was invented in Denmark just as early as in the United States, It is a fair conclusion that the typewriter was invented as early in this country as it was in the United States, but that the Americans managed to market their product before we did. When the Americans heard about the writing ball they were worried. An American patent agent attempted “in quite an importunate manner to get access to reverend Malling Hansen’s American patent”, and “Remington” offered the Danish inventor “to exchange patents”, the idea being that “henceforth they would be reciprocally allowed to use each others’ patents”. Obviously there must have been something useful about the writing ball. Indeed, during the 1880s and 1890s it was used to some extent in Copenhagen offices, but as late as in January 1892 the then parliamentary shorthand writer, later town hall librarian Mr Julius Salomon during a debate about “Women and Society”, and in relation to whether women ought to learn shorthand writing, used the following turn of phrase: “However, I do believe that the writing ball, which is gaining ground also in this country[2] in many respects can be as useful” (as stenography), and the following year, 1893, “Remington” opened their shop in Copenhagen.The fact that Malling Hansen’s writing ball was subsequently defeated in competition with the American machines, is probably due to our domestic technical inferiority. As far as I understand it had the defect that the carriage had to be moved by means of the force generated by striking the key, while in the American construction, as is well-known, the striking down on the key releases a spring generating the movement. Hence, the American machine was probably easier and quicker to type on.[3] On the face of it one would think this was a technical flaw that could have been remedied. In his biography[4] of Malling Hansen, Nyrop mentions that he continued to work on improvements of the writing ball well into the 1880s, “yet despite substantial funding from the government, among other sources, he did not succeed in producing it industrially in such a way that it was able to compete with aggressive American competitors. His end result of this invention was merely disappointment and loss.” About Malling Hansen, who in several different fields revealed a remarkable genius and achieved extraordinary things, “Illustreret Tidende” in its obituary on October 12, 1890, wrote that the constrained conditions of a small country weighed him down, “in his mind he saw the statue erected, but only attained a torso”. “His contemporaries did not believe in him 100 per cent, they did not listen carefully to what he said, and they ventured only little in his support”. It has justly been said concerning our great men in the world of politics, art and science, that they have almost never achieved the supreme; the apexes have always been broken off, when they have been close to the goal; they have been “on the verge”, “close by”, “just about to”, “on the point of”, but no more. Malling Hansen is no exception from this rule. He harvested no other fruit than disappointments from his writing ball, and he did not succeed in gaining a footing for it widely, neither in his own country nor abroad.

III. Duplication

The inventor of duplication, or the copying technique, is Malling Hansen, - something which is probably not widely known, and he had finalized this invention in 1870[1], simultaneously with the first writing ball. As mentioned above, the writing of the writing ball was produced by the types hitting an inked paper below which was a white paper, but Malling Hansen now found out that many copies could be produced by means of the following procedure:He put an inked paper (prepared with berliner blue) below, then a piece of thin oil paper, then again inked paper and oil paper, for instance 5 layers. On the 5 pieces of oil paper the text would now appear laterally reversed. He would then remove the oil papers, insert white papers between them and let the heap pass through the rollers of a glazing machine (a machine for calendaring paper) and got five prints. After that he would once again insert white paper between the oil papers, the heap went through the glazing machine, and he got five more prints. This procedure could be repeated at least 20 times, before the ink of the ink paper had been used up, thus achieving by one printing with 5 layers at least 100 reprints.

                                   _______________________________

For us as stenographers there is the particular relevance of Christian Sørensen’s[2] and Malling Hansen’s typewriters that the purpose of both was to render stenography superfluous. It appears very clearly from the quoted text by Chr Sørensen, and it is also mentioned in all texts by Malling Hansen, that his goal and purpose was that a typist, using the writing ball, would be able to follow the speed of a speaker. Already concerning the first model professor Holten writes on October 30, 1870[3] that “by means of this device one will, after the necessary training, be able to type most speeches as quickly as they are held without using stenographic signs, and doubtlessly one will be able to achieve even higher speeds with mechanical improvements”. Well, since then many attempts have been made to replace stenography with machines, but until now they have been fruitless.In my view, the typewriter needs to be improved in two respects: it should be rendered soundless, and it has to be avoided that the typist has to return the carriage after each line.How Chr Sørensen was imagining the locomotive force is unfortunately not explained in his text, but his final remark is very interesting, when he states that the typing can be continued “Without interruption”, until one page has been fully typed. With the electro-technique of our present time it would perhaps be a good idea to go back to Malling Hansen’s electrically powered machine and revive it.

End of the article.

__________________

Further down the page is:Editor responsible under the press laws: Parliament stenographer S. Jarris

Address: Jagtvej 197,  telephone: Strand 26

    Paa samme tid havde Sholes sin Maskine færdig; den stod beskrevet i ”Scientific American” for 10. August 1872.

    Det drejede sig nu for begge Opfinderne om den fabriksmæssige Fremstilling. Som bekendt gik Sholes til Remingtonfabrikken, som udsendte de første Eksemplarer et Aar senere, i Efteraaret 1873. Malling Hansen allierede sig med ”Jüngers mekaniske Etablissement”. Hvornaar de første Skrivekugler udgik herfra, vil det sikkert ikke blive let at faa konstateret, men et holdepunkt er der dog i den førnævnte Artikel af Nyrup[6] fra 1876.  Han omtaler først, at Malling Hansens’ ”Hurtigskriveapparat” blev prisbelønnet paa Udstillingen i København 1872 og i Wien 1873[7], ”[8]men saa hørte det pludselig op med meddelelser om det. Mange har vel ikke tænkt derover, men en og anden har dog maaske antaget, at Sagen som upraktisk var lagt til Side, og at Opfinderen var blevet træt af altid at arbejde, forandre og forbedre, under mangeaarige Ærgrelser og Bryderier uden reelt Udbytte. En saadan Tanke er naturlig, men den svarer ikke til Virkeligheden. Langtfra at være bleven træt har Pastor Malling Hansen, siden Skrivekuglen sidst var Genstand for offentlig Omtale, arbejdet paa sin Opfindelses Fremgang med Udholdenhed og Iver. Han har ikke skyet nogen Anstrængelse for at kunne blive sat i Stand til at fortsætte Arbejdet, og nu staar Skrive-kuglen færdig i en, som det sikkert tør siges, praktisk Form, mindre i Omfang og billigere i Pris end nogensinde”. Og Nyrop slutter sin Artikel saaledes: ”Professor Jüngers mekaniske Etablissement fremstiller nu Skrivekuglen i dens nye Skikkelse i et større Antal Eksemplarer, saa at Publikum vil kunne høste Nytte af den, og Ministerierne bør indføre den”.

     I Spørgsmaalet om Faderværdigheden til den moderne Skrivemaskine maa der ses bort fra Malling Hansens første Maskine; den er den sidste af Aarhundredets mangeaarige Planer, som ikke i Praksis kunde holde, hvad Teorien stillede i Udsigt. Derimod maa der regnes med ”Takygrafen”, (Navnet slog aldrig igennem, Folk blev ved at kalde den Skrivekuglen) baade fordi den har Skrivemaskinens Princip, og fordi den blev fremstillet en masse og vise sig udmærket brugelig.[9]

    Det kan herefter siges, at Skrivemaskinen saa Dagens Lys ligesaa tidligt her i Landet som i Amerika, men at Amerikanerne fik deres paa Markedet før vi.

    Da Amerikanerne fik nys om Skrivekuglen, blev de ængstelige. En amerikansk Patentagent søgte ”paa en temmelig paatrængende Maade at faa Raadighed over Pastor Malling Hansens amerikanske Patent”, og ”Remington” tilbød den danske Opfinder ”at bytte Patenter”; de skulle derefter være gensidigt berettigede til at bruge hinandens Patenter”. Noget godt har der altså været ved Skrivekuglen.

    I Firserne og Halvfemserne brugtes den da ogsaa noget paa københavnske Kontorer, men saa

sent som i Januar 1892 kan dog daværende Rigsdagsstenograf, senere Raadhusbibliotekar Julius Salomon i en Polemik i ”Kvinden og Samfundet” om, hvorvidt Kvinder bør lære at stenografere, bruge følgende Vending: ”Dog tror jeg, at Skrivekuglen, som jo er i færd med at vinde Indgang ogsaa herhjemm[10]e, i mange Henseender kan gøre samme Nytte” (som Stenografien)’, og Aaret efter, 1893, etableredes ”Remington’s” Udsalg her i  København.

    At Malling Hansens Skrivekugle derefter blev slaaet ud i Konkurrence med de amerikanske Maskiner, laa vel nærmest i vor hjemlige tekniske Underlegenhed. Saavidt jeg kan skønne, havde den den Fejl, at Vognen skulle flyttes ved Anslagskraften, medens Forholdet ved den amerikanske Konstruktion som bekendt er det, at Anslaget udløser en Spændkraft, som bevirker Bevægelsen. Den amerikanske Maskine har formodentlig da været lettere og altså hurtigere at skrive paa[11]. Paa Forhaand skulde man jo synes, at det her drejede sig om en teknisk Mangel, der maatte kunde afhjælpes. I sin Biografi [12]af Malling Hansen meddeler Nyrop, at han syslede med Forbedring af Maskinen helt ind i Firserne, ”men trods betydelige Understøttelser, bl.a. fra Staten, lykkedes det ikke at faa den fremstillet ad fabriksmæssig Vej paa en saadan Maade, at den kunde optage Kampen med nærgaaende amerikanske Konkurrenter. Hans Resultat af denne Opfindelse blev kun Skuffelse og Tab”.

    Om Malling Hansen, der paa flere andre Omraader aabenbarede en mærkelig Genialitet og ydede det fremragende, skrev ”Illustreret Tidende” i sin Nekrolog over ham den 12. Oktober 1890, at det lille lands smaa Forhold tyngede ham, ”han saa i Tankerne Statuen rejst, men naaede kun at frembringe en Torso”. ”Man troede ikke helt paa ham, man hørte kun halvt paa ham, man vilde kun vove lidt paa ham”.

    ”Det er med Rette blevet bemærket om vores Stormænd i Politikkens, Kunstens og Aandens Verden, at det saa godt som aldrig lykkedes dem at naa det højeste; Spidserne er altid brækket af, naar de staar Maalet nær; de har været ”nær ved”, ”lige ved”, ”paa Nippet til”, men heller ikke mere. Malling Hansen danner ingen undtagelse fra denne Regel. Han høstede ingen anden Frugt end Skuffelse af sin Skrivekugle, og det lykkedes ham ikke at skaffe den Indpas i vide Kredse hverken i eller udenfor sit Fædreland”.

                                                    III. Duplikeringen.       

      Duplikeringens Opfinder er Malling Hansen, hvad der vistnok ikke er almindeligt kendt, og denne Opfindelse havde han fuldt færdig i 1870[13], samtidig med den første Skrivekugle. Som nævnt foran frembragtes Skrivekuglens Skrift paa den maade, at Typerne ramte et Sværtepapir, under hvilket der laa et hvidt Papir, men Malling Hansen fandt nu ud af, at der kunde faaes mange Kopier ved følgende Fremgangsmaade:

    Han lagde set Stykke Sværtepapir (præpareret med Berlinerblaat) nederst, derover et Stykke tyndt Oliepapir, saa igen Sværtepapir og Oliepapir, f.Eks. 5 Lag. Paa de 5 stykker Oliepapir stod Skriften nu omvendt. Ved derefter at tage Oliepapirerne ud, lægge hvidt Papir imellem dem og lade Bunken gaa igennem en Satinérmaskines Valser (en Maskine til Glitning af Papir) fik han 5 Aftryk. Derefter blev der atter lagt hvidt Papir mellem Oliepapirerne, Bunken gik igen igennem Satinér-maskinen, og han fik 5 nye Aftryk. Dette kunde gentages mindst 20 gange, før Farven paa Sværte-papiret var opbrugt, saaledes at der af en Skrivning med 5 Lag kunde tages mindst 100 Aftryk.

                                                                 _________________

       For os Stenografer knytter der sig den særlige interesse til Chr. Sørensens[14] og Malling Hansens Skrivemaskiner, at Hensigten med dem begge var at overflødiggøre Stenografien. Dette fremgaar jo tiltrækkeligt tydeligt af den gengivne Skrivelse fra Chr. Sørensen, og det anføres i alle Skildringer af Malling Hansen, at hans Formaal var, at man paa Skrivekuglen skulde kunde følge en Taler. Allerede om den første Model skriver Professor Holten den 30 oktober 1870[15], at man ”ved Hjælp af den med tilbørlig Øvelse vil kunne nedskrive de fleste Taler ligesaa hurtigt, som de holdes, uden at stenografiske Tegn dertil er nødvendige, og der er ingen Tvivl om, at man vil kunne opnaa en endnu større Hastighed ved mekaniske Forbedringer”.  Naa, der er jo siden gjort mange Forsøg paa at erstatte Stenografien med Maskiner, men hidtil har de været forgæves.

    Skrivemaskinen bør efter min mening forbedres paa to Punkter: den bør gøres lydløs, og det maa undgaas, at den skrivende skal føre Vogen tilbage efter hver Linie. Hvorledes Chr. Sørensen har tænkt sig Bevægkraften, fremgaar desværre ikke af hans Skrivelse, men interessant er hans Slutningsbemærkning, at Skrivningen kan fortsættes ”uden Afbrydelse”, indtil et Ark er beskrevet. Med vor Tids Elektroteknik var det maaske et Forsøg værd at genoptage Malling Hansens elektrisk drevne Maskine.

Artikel slut

_____________________

Længere nede på siden står:

Ansvarshavende Redaktør: Rigsdagsstenograf S. Jarris

Adr.: Jagtvej 197   Tlf Strand 26

Zur Berliner Büro-Ausstellung vom 30 April bis 9.Mai in den Ausstellungshallen am Kaiserdamm.

Eine Übersicht der geschichtlichen Schau und Ergänzungen dazu von L u d w i g  B r a u n e r.

Den Beispielen anderer Industriezweige , die sich schon seit geraumer Zeit Mühe geben, den neusten Erzeugnissen, die sie zur Schau bringen, möglichst die Vorläufer ihrer augenblicklichen Vollkommenheit gegenüberzustellen, folgt diesmal auch die Büroindustrie. Auf der im Frühjahr dieses Jahres stattfindenden Allgemeinen Büroausstellung (ABA) die der Fachverband der Deutschen Büroindustrie ins Leben ruft, wird sich den Besuchern eine sachkundig zusammengestellte, kulturgeschichtlich äußerst wertvolle Sonderabteilung präsentieren.

Der Gedanke, aus den reichen privaten Sammlungen eifriger Amateurforscher einen zeitgeschichtlich fast lückenlosen Überblick über Schreib-, Rechen- und Kontorgeräte im Wandel der Zeiten aufzubauen, hat günstige Förderung erfahren. Daß es gelungen ist, die Besitzer der heute noch schwer aufzutreibenden Schätze zur leihweisen Hergabe der sorgfältig gehüteten, unersetzbaren Objekte, vielfach Unikate, zu bewegen, ist um so begrüßenswerter, als Privatsammler sich gewöhnlich ungern von ihren Anschauungsgegenständen trennen.

Der privaten Initiative hat Deutschland einen Vorrat an Sammelschätzen zu verdanken, wie er in dieser Fülle wahrscheinlich sonst in keinem Lande vorhanden ist. Leider ist dies Sammelgut sehr zerstreut und muß sonst an verschiedenen Orten aufgesucht werden. In Berlin befinden sich als geschlossene Sammlungen die von Herrn Rudolf Blanck rtz in seinem Schriftmuseum (Georgenkirchenstraße 44, Geschäftshaus der Firma Heintze & Blanckertz Schreibfedernfabrik, deren Inhaber der Genannte ist) aufbewahrten Denkmäler der Schriftkunst und Schreibgeräte. Sie umfassen die Entwicklungsspanne von der grauesten Vorzeit bis zur neuesten Gegenwart. Sie bieten eine zeitlich fast lückenlose Schau aller Werkzeuge und Einrichtungen, die dem Menschen irgendwann und irgendwo als Ausdrucksmittel seines graphischen Bestätigungsdranges dienten.

Herr Blanckertz, dem es in fast dreißigjähriger systematischer Sammeltätigkeit gelungen ist, die Entwicklung der Schreibgeräte und damit der Schrift in Beispielen festzuhalten, bietet in der retrospektiven Schau eine gegenständliche Schilderung des Werdeganges der graphischen Hilfsmittel von den Vorstufen und primitiven Anfängen bis in die modernste Zeit.

Aus der zweiten in Berlin befindlicher Sammlung schließt sich an die erste eine interessante Zusammenstellung jener Geräte und Mechanismen an, die Blinden und Erblindeten die Möglichkeit der Teilnahme am geistigen Schaffen boten und bieten. Die Staatliche Blindenanstalt in Berlin-Steglitz, die Pflegerin eines reichhaltigen, einschlägigen Museums, zeigt zunächst als abseitige Zwischenstufe in der normalen Schrift – und Schreibgerätefortbildung die Entwicklung der Blindenschreib- und –lesekunst. Sie beginnt mit groben, tast- und fühlbaren Eindrücken in Wachs oder Pappe und endet bei den jetztgebräuchlichen Punktschrift- und Doppelschriftmaschinen für Punkt- und geperlte Linienschrift (Konstruktionsjahre 1899 – 1907), Erfinder der in Deutschland vornehmlich eingeführten: Direktor O. Picht des Berliner Blindeninstituts). Die Schrift beider Maschinen ist erhaben; die der ersterwähnten ist jedoch nur lesbar für Empfänger von Mitteilungen, die mit der Brailleschen Punktschrift vertraut sind, letzter auch für ihre Nichtkenner. Die bis in den Anfang des 18. Jahrhunderts zurückreichenden Versuche, Schreibehelfe für Blinde herzustellen, haben neben anderen Veranlassungen zur schließlichen Erfindung der Schreibmaschinen für jedermanns Gebrauch geführt.

Die geschichtliche Entwicklung der Schreibmaschine, die heute eine so große wirtschaftliche Bedeutung entnimmt, wird an Hand von Modellen aus einer Sammlung dargestellt, mit der schon mehrere Jahre vor dem Kriege Herr Albert Osterwald  in Leipzig begonnen und zur stattlichen Anzahl von jetzt etwa 120 stück vorhandener Exemplare geführt hat. Bemerkenswert darunter ist die vollständigkeit der Remingtonmodelle, interessant die vorzüglich erhaltenen Exemplare der sogenannten Sholes-Glidden. Sie weisen als äußeren Schmuck die zu ihrer Entstehungszeit (1868-1872) üblichen Verzierungen auf und schreiben nur große Buchstaben. Dem ersten Remingtonmodell (1873)- gegenüber seinen Vorgängern schon verkleinert, aber mit starker Papierwalze und auch nur große Buchstaben schreibend – folgen die Nachkömmlinge bis 1904, dem Geburtsjahr des Unteranschlagmodells Nr.9, das 1908 mit dem Erscheinen der sichtbar schreibenden Remington X aus der Fabrikation verschwand. Zu Vergleichen mit dem heutigen Stand der Schreibmaschinentechnik ……(?) fast alle ersten Modelle der anderen zu ihrer Zeit populäre Marken , daneben aber auch die oft eigenartigen, heute befremdend wirkenden Modelle abwegiger Konstruktionen heraus.

Malling-Hansens Schreibkugel (gedanklich 1865 erfunden), die seinerzeit viel Aufsehen erregte, wiederholt auf Weltausstellungen prämiiert und in vielen Exemplaren gebaut wurde, die sämtlich ihre Abnehmer fanden, ist mehrfach vertreten. Hans Rasmus Malling Johan Hansen (geb. am 5. September 1835 in Hunseby auf Lolland, gest. 27.September 1890 als Direktor der Königlichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen)har auch das Problem der elektrischen Schreibmaschine zu lösen versucht. 1872 entstand seine „Tachygraph“ genannte Schnellschreibmaschine, die nur große Buchstaben auf Papierstreifen schrieb. Die Zeilengeradheit und Klarheit der Schrift veranschaulicht das hier wiedergegebene Faksimile. Hansen ist auch der Erfinder eines X e r o g r a p h i e genannten Trockendruckverfahrens, des Vorläufers der Hektographie. Der Unverstand seiner Zeitkonnte die Tatkraft des hochbegabten Mannes nicht beugen. Erhohlung von den vielen Enttäuschungen bot ihm die Beschäftigung mit wissenschaftlichen Untersuchungen. Auf dem internationalen Ärztekongreß in Kopenhagen (1884)fand das Resumé seiner Forschertätigkeit über die „Periodizität im Wachstum der Kinder und in der Wärme der Sonne“ lebhaften Beifall. Die Rastlosigkeit des 55jährigen unterbrach ein Herzschlag. Ihm verdankt der dänische Taubstummenunterricht die Ersetzung der alten Zeichenmethode durch die Sprachmethode mit dem Handalphabet. Seine Tochter, Frau Engelke Wiberg, läßt in diesen Tagen eine dem Andenken ihres Vaters gewidmete Broschüre erscheinen, die wertvollen Aufschluß über das Wirken und Schaffen eines Vielfach Enttäuschten geben wird.

Von dem Grundgedanken ausgehend, daß die mechanische Hebelübertragung kein Vorteil für Schreibmaschinen sei und die direkte Stempelung der Typen weniger Zeit und Kraft in Anspruch nimmt, begann – ohne Kenntnis der Malling-Hansenschen Schreibkugel – det jetzige Geheimrat und Professor Rudolf Schade im Jahre 1896 mit der Fabrikation der hier abgebildeten Schnellschreibmaschine. Bei ihr münden alle 84 Typenstäbe, von denen jeder einen Buchstaben repräsentiert, auf ein gemeinschaftliches Mittelloch. Die Typen sind entsprechend der Schrägstellung der Stäbe so angeordnet, daß stets ein klarer Farbbandabdruck erfolgt. Die Übersichtlichkeit der Tastatur ist durch die gruppenweise Anordnung und verschiedenartige Färbung der Tasten, Träger nur eines Schriftzeichens, gegeben. Der Erfinder ist am 30. November 1867 zu Tilsit geboren. Sein Name ist in der wissenschaftlichen Welt kein unbekannter. Schades torfwirtschaftlich bedeutungsvolle Torfentwässerungsmethode mit Gewinnung von Nebenproduktion zur Bodendüngung und seine Erfindungen auf dem Gebiete der Windkrafttechnik haben bereits die Aufmerksamkeit der Industrie erregt.

Auch von Hahns Schülern, die ihren Meister teilweise kopierten, teilweise auch eigene Wege gingen , sind Originalmodelle in Deutschland aufbewahrt, so eine Maschine  für Geldrechnungen von Jakob Auch um 1790 in langgestreckte Form gebracht im Physikalischen Institut der Technischen Hochschule Karlsruhe, zwei runde Rechenmaschinen von Joh.Christ.Schuster in Ansbach, deren eine die Gravierung: „angefangen 1805, vollendet 1820“ trägt, im Deutschen Museum in München. Auch im Privatbesitz befindliche Hahn’sche Rechenmaschinen sind bekannt. Über das „Leben und Wirken des württembergischen Pfarrers und Feintechnikers Philipp Matthäus Hahn“ ist unser diesem Titel im Jahre 1923 von Max Engelmann im Verlag von Richard Carl Schmidt & Co., Berlin W 62, ein umfassendes, gründliches und reich illustriertes Werk erschienen.

Die Austellung modernster Registrierkassen wird eine Sammlung älterer Modelle einleiten. Auch auf dem Gebiete des Büro-Vervielfältigungswesens werden wir eine Anzahl Vorläufer der modernen Maschinen finden.

In der Haupthalle wird sich dem Besucher der gesamte bürotechnische Fortschritt der Neuzeit präsentieren.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

JMC: Denne lange artikkel har mange fortjenester. Man mærker tydeligt, at journalisten har gjort et stort forarbejde og har undersøgt kildematerialet ordentligt! Se gerne mine fodnoter!

SA: Jeg er dessverre ikke enig med Jørgen i hans positive omtalen av denne artikkelen. Det er absolutt positivt at artikkelen ble publisert og satte fokus på Malling-Hansens oppfinnelse, men dessverre inneholder den en del opplysninger som strider mot den viten vi har fra før av gjennom den bevarte brevvekslingen vedrørende Malling-Hansens fremstøt for å få solgt sitt amerikanske patent. Hans agent i USA, mente RMH hadde priset patentet alt for høyt, og forteller i et brev til den danske konsulen i New York, at det aller høyeste tilbudet han fikk, var på $10 000,-, med $5ooo,- kontant og en etterfølgende nedbetaling på $20 pr solgte maskin

James Densmore, som kjøpte patentet på den amerikanske maskine var svært negativ til skrivekuglen, og satset alt på å videreutvikle Sholes Glidden maskinen videre og få satt den i produksjon, noe han lyktes med. Se mine kommentarer nederst.

Skrivemaskinens Opfindelse og dens Opfinder.

Den moderne Skrivemaskine.

     Hvad vilde det moderne Forretningsliv være uden Skrivemaskinen? For et Nutidsmenneske er det ikke nok at forstaa, hvorledes man kom igennem Arbejdet i hine mørke Tider, da man ikke kendte Skrivemaskinen, men maatte sidde og kradse alle Brevene ned med en Pen, det middelalderlige Apparat, som skulde dyppes i en sort Væske, der slog Klatter paa Papiret og svinede Fingrene til. En Penneslikker kaldte man dengang en Kontormand.

     Hvad man nu kalder ham, ved vi ikke, men Penneslikker er han i hvert Fald aldeles afgjort ikke.

     Det er Millioner af Skrivemaskiner, der nu aarlig sendes ud paa Markedet for at forsyne Verden med dette ganske uundværlige Hjælpemiddel, hvis Sukces er saa afgjort, at det maa fryde den danske Døvstummelærer, Pastor Malling Hansen i hans Grav, thi han var jo den første, der hittede paa det mekaniske Skriveapparat, hvoraf den moderne Skrivemaskine har udviklet sig, og saa underligt det lyder, er det kun et Par Menneskealdre siden.

     Malling Hansen blev født 1835 i Hunseby paa Lolland, hvor hans Fader var Lærer. 1865 blev han Præst og Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut i København, og her fik han sin Idé til

Opfindelsen af den saakaldte Skrivekugle, der har gjort hans Navn kendt over hele Jorden. Han havde paa Institutet iagttaget, at en Fingertaler i Døvstummesproget kunde gengive 12 Lydtegn i Sekundet, gennemsnitlig udtaler man i almindelig Tale 20 Lydtegn – i Foredrag 15 - , men man kan kun nedskrive 4. Det førte ham til at tænke over Muligheden af at kunne naa en for all læselig Gengivelse af Lyden, der kunde følge Talen, og med stor mekanisk Snille lykkedes det ham i 1865 at fremstille den saakaldte Skrivekugle, der har sit Navn af det halvkugleformede Stempelstykke, i hvilke han samlede alle de Typer, som den skrivende Haand skal anslaa.

     I 1870 fik han 15 Aar Eneret paa dens Fremstilling; den blev prisbelønnet i 1872 i København og i 1873 i Wien, omtalt i tyske, danske og engelske Blade, og det engelske og østrigske Patent blev solgt.

SA: Dette er absolutt en meget velvillig artikkel overfor Rasmus Malling-Hansen, men jeg må dessverre si at den ikke gjengir forholdet mellom den amerikanske og den danske skrivemaskin-oppfinnelsen helt nøytralt. Når forfatteren skriver at RMH var den første som oppfant et skriveapparat, som den moderne skrivemaskinen utviklet seg fra, så er det dessverre ikke korrekt. Mange hadde oppfunnet skriveapparater før Malling-Hansen, og det er nok et faktum, at de amerikanske oppfinnerne arbeidet parallelt med RMH i tid, men helt uten å kjenne til hans oppfinnelse i hvert fall frem til 1872.

Det kan sikkert forklare hvorfor amerikanerne og dansken valgte helt ulike løsninger hva angår typenes anslag mot papiret. Amerikanerne valgte å plassere bokstavene på et flatt tastatur a la et piano, og typestengene var leddede og traff papiret unnenfra, en såkalt upstriker. Malling-Hansen valgte på sin side å plassere tastaturet over papiret, og stemplene traff papiret ovenfra ved hjelp av korte stempler som var vinklet mot sentrum. Malling-Hansens løsning medførte etter hans mening at skriften ble mer stabil, mens de leddede typestengene til "the typewriter", hadde en tendens til å få en viss "slark" og således ble skriften ikke like stabil.

De leddede stengene hadde en annen ulempe, nemlig at de hadde en tendens til å vikle seg inn i hverandre når man skrev svært hurtig, og for å bøte på det, fant en av oppfinnerne, Sholes i samarbeid med investoren, Densmore opp det såkalte qwerty-tastaturet, der man plasserte de mest brukte bokstavene lengst mulig fra hverandre på tastaturet for å unngå at de viklet seg inn i hverandre.

Malling-Hansen korte stempler gjorde det mulig at han kunne gjøre det motsatte: Han plasserte de mest brukte bokstavene slik at de ble anslått av de hurtigste fingrene, og dessuten vokalene til venstre og konsonantene til høyre. Slik mente han å oppnå en langt hurtigere skrivehastighet med sin skrivekugle enn det som var mulig med "the typewriter".

Men når artikkelforfatteren antyder at amerikanerne innså at skrivekuglen var bedre enn deres oppfinnelse, og at denærmest jaktet på hans patent ved å tilby store summer, så er det dessverre ikke riktig, i følge de brev vi har fra RMH's patentagent i USA, og også RMH's egne brev der han omtaler kontakten med James Densmore, eieren av patentet på Remington-maskinen. De korresponderte med hverandre i 1876, etter at Remington hadde startet sin produksjon av den amerikanske maskinen i 1874.

Men dessverre er det intet som tyder på at Densmore hadde noen særlig interesse for skrivekuglen. Tvert imot klager RMH i mange brev til sin bror, Jørgen Hansen, fra dette året, og forteller at James Densmore var meget negativ i sin urdering av skrivekuglen I følge en artikkel av industrihistorikeren, Camillus Nyrop, i Illustreret tidende 16. januar 1876, tilbød en forhandler for Sholes maskin at de kunne "bytte patenter" vederlagsfritt og således bruke fritt av hverandres patenterte løsninger. Ingenting tyder på at Malling-Hansen aksepterte forslaget.

Nyrop skriver følgende:

"En Patentagent derovrefra har paa en temmelig paatrengende Maade søgt at faae Raadighed over Pastor Malling-Hansens amerikanske Patent, og den Forretningsmand, der besørger Forhandlingen af den Scholes’ske Maskine, har tilbudt den danske Opfinder at bytte Patenter; de skulde herefter gjensidigt være berettigede til at bruge hinandens Opfindelser. Der er med andre Ord Noget ved den danske Opfindelse, som overalt vækker Opmærksomhed, men den er ogsaa, og da navnlig i sin nyeste Skikkelse, al Opmærksomhed værd."

I og med at Nyrop skrev dette i januar, 1876, mens Malling-Hansens korrespondanse med Densmore først foregikk senere det året, kan det neppe være Densmore som kom med forslaget om å benytte hverandres patenter fritt. Maskinen som omtales, kalles også den Sholes'ske, så det er nærliggende å tro at dette må ha skjedd før Remington kom inn i bildet i 1873.

RMH forteller i et brev at Densmore ble overrasket over at han kjente så godt til detaljene ved den amerikanske maskinen, og til det kommenterer RMH at han hadde kontakt med "oppfinneren" allerede for to år siden, altså i 1872. Vi må tro at dette dreier seg om Sholes, den mest setrale av oppfinnerne.

Men noen pågående patentagent for den amerikanske maskinen kjenner vi ikke noe til fra RMHs korrespondanse. Jeg er tilbøyelig til å tro at det er en overdrivelse.

Vi har også en brevveksling mellom RMH's amerikanske patentagent, C. F. Clausen og den danske konsulen i USA, Thomas Schmidt, fra 1872. Clausen klager over at hans innsats for å få solgt RMH's amerikanske patent hadde skapt ham megen sorg og smerte. Han klager over at RMH's høye krav, $ 25 000,- kontant for et eventuelt salg var så høyt, at det nærmest umuliggjorde et salg. Det er intet som tyder på at RMH ikke kjente verdien av dollaren, for litt senere går han med på senke prisen til $20 000,- men da ville fortjenesten til patentagenten også bli lavere. RMH solgte patenter både i England og Østerrike og hadde nok god oversikt over valutaenes verdi omregnet til danske kroner.

I følge brevene fra Clausen, var det aller beste tilbudet han mottok, $10 000,-. Tilbudet gikk ut på at RMH skulle få $5000,- kontant og $20 pr solgte maskin til de resterende $5000,- var betalt. Intet tyder på at RMH godtok tilbudet. Og hvem som hadde fremkommet med tilbudet, vet vi ikke. Det var neppe noen av oppfinnerne av "the typewriter".

Jeg må også si at det i all den korrespondansen vi kjenner, er ganske tydelig at det er RMH som er pådriveren i kontakten med de amerikanske oppfinnerne og patenteierne. Såpass ærlige må vi være. Jeg er redd RMH hadde alt for stor tro på at hans maskin ville "slå" deres oppfinnelse, at han overvurderte sin egen forhandlingssituasjon. Da han ikke fikk solgt sitt amerikanske patent, var skrivekuglens skjebne beseglet, er jeg redd. Verdens største marked for skrivekugler ble derved stengt for ham.

Et annet punkt, der artikkelforfatteren ikke fremstiller saken slik vi kjenner den fra andre kilder, er når han hevder at RMH ikke var innstilt på fremstille skrivekuglen fabriksmessig. Det var nok snarere tvert imot. RMH ønsket inderlig gjerne en masseproduksjon av skrivekuglen, men problemet var manglende kapital. Vi kjenner flere tilfeller der RMH meget opprømt og optimistisk omtaler en mulig storinvestering i masseproduksjon, men dessverre ble det aldri noe av.

In Verfolg seiner weiteren Arbeiten an dieser Maschine gab Malling-Hansen die elektrische Bewegungsmethode auf und konstruierte eine neue Schreibmaschine, bei der der sogenannte "Wagen", der das Papier trug, durch die Kraft des Anschlags um eine Zahnradzacke vorgedrückt wurde.

Die "dänische Schreibkugel" wurde auf fast allen Ausstellungen, auf denen sie gezeigt wurde, lobend erwähnt und ausgezeichnet. So im Jahre 1869 in Altona, 1872 in Kopenhagen und 1873 in Wien. Auf der Weltaus­stellung des Jahres 1878 in Paris erhielt eine inzwischen noch weiter verbesserte Schreibmaschine die goldene Medaille. In Dänemark selbst erhielt Malling-Hansen als Anerkennung für diese Leistung die goldene Verdienstmedaille.

Das verbesserte Modell, das dann in der Folge auch verstärkten Eingang in die Praxis fand, kannte schon die Ein­färbung der Typen durch ein Farbband, während bis 1878 zur Einfärbung ein Kohlepapierblatt diente. Das Farbband wickelte sich automatisch ab. Die Schrift war klar und sauber. Beim Ab­druck schlugen die Typen des neuen Mo­dells gegen das in einen gewölbten Rah­men gespannte Papier, hinter welchem ein Amboß als Widerlager plaziert war.

Der Papierrahmen verschob sich nach jedem Abdruck um Buch­staben­breite, indem durch pendelnde Anordnung des Kugelsektors eine Schalt­klinke ausgelöst wur­de. Die Maschine war auch schon mit einem Glockenspiel zur Ankündigung des Zeilenschlusses versehen. Die urspünglichen Modelle hatten 52 Tasten, erhielten aber später deren 54.

Eine der ersten ausführlichen Beschreibungen der von Malling-Hansen erfundenen Kugelschreibmaschinen ist aus der Feder von Professor C. Holten in Kopenhagen am 30. Oktober 1870 in der "Illustretet Tidende" erschienen.

Malling-Hansens Tachygraph genannte elektrische Schreibmaschine erhielt am 23.August 1973 ein preußisches Patent.

Im Jahre 1880 nahm Hansen ein Patent, welches gestattete, drei Buchstaben auf einmal zu schreiben. Die Schreibkugel war demnach die erste Silbenschreibmaschine.

Noch bevor die ersten Remington-Schreibmaschinen nach Europa kamen, waren die "Schreibkugeln" schon mehrfach in praktischem Gebrauch. Einer eigenartigen Verwendung wurden sie durch den Kopenhagener Buchdruckerei­besitzer C.  Ferslew zugeführt. Ferslew, ein Gönner und prak­tischer Förderer der seit 1871 in Aufschwung kommenden Setzmaschinen des aus Kassel gebürtigen Kaufmannes Charles Kastenbein, hatte 1881 zehn Setz- und 17 Ablegemaschinen Kastenbeinscher Konstruktion in seinem Betriebe in Tätigkeit. Damit waren damals zum erstenmal so viele Setzmaschinen eines Systems in einer Druckerei in Anwendung; sie wurden ausschließlich von Mädchen unter Anleitung einer Direktrice bedient. Diese Bezugnahme auf die befriedigenden Erfolge der ersten Setzmaschine ist hier aus dem Grunde angebracht, weil hier die Setz­maschine als Schrittmacherin für die Schreibmaschine zum erstenmal augenfällig in die Erscheinung tritt: Ferslew war nämlich der erste Buchdruckereibesitzer, der den Wert guter Manuskripte für die Setzmaschine erkannte;

er ließ alle Manuskripte mit der Malling-Hansenschen Schreibkugel ins Reine übertragen, besonders wohl wegen der Verwendung von Nichtbuchdruckern an den Setzmaschinen, denen so ein ununterbro­chenes Absetzen der Texte möglich gemacht werden sollte (Otto Höhne, Geschichte der Setzmaschinen, Berlin 1926).

Noch eine andere praktische Verwendung war der Schreibkugel be­schieden. Die Nordische Telegraphen-Compagnie hatte eine größere An­zahl von Schreib­kugeln in ihren Telegraphensälen zur Aufstellung ge­bracht, mit deren Hilfe die Morsezeichen der Telegraphenstreifen in die übliche, für jedermann lesbare Schreibschrift übertragen wurden. Bei diesen für den Telegraphen­dienst bestimmten Schreibkugeln war der Papierträger durch eine Messing­rolle mit abwickelbaren Papierstreifen ersetzt.

Malling-Hansen ist auch der Erfinder eines "Xerographie" genannten Vervielfältigungsverfahrens, eines Trockendruckes, der als Vorläufer der Hektographie dienen konnte.

Auch seine neben den praktischen Erfindungsarbeiten einhergehenden Untersuchungen erregten die Aufmerksamkeit der Gelehrtenwelt.

Am 27. September 1890 starb Malling-Hansen als Direktor der könig­lichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen an einem Herzschlag. Die Ar­beit eines unermüdlichen und rastlos tätigen hochbegabten Mannes war zu Ende. Mit seinem Tode hörten auch die von Malling-Hansen begonnenen wissen­schaftlichen Untersuchungen auf und es besteht wohl keine Aus­sicht, daß sie von neuem aufgenommen werden.

Dagegen ist später mehrfach versucht worden, das Konstruktions­prinzip der Schreibkugel neu aufleben zu lassen, so im Jahre 1880 von W. Dressler, der sich seine Schreibkugel-Umkonstruktion durch das Deutsche Reichspatent Nr. 16716 schützen ließ und 1896 von Professor Rudolf Schade, dem für eine auf dem gleichen Prinzip beruhende Schnellschreibmaschine das DRP 100526 erteilt wurde. Nach dem Tode Malling-Hansens wurde seine etwas veränderte Schreibkugel von einem Wiener Konsortium hergestellt, deren Erzeugnisse aber keinen großen Verkauf erreichten, da ihre Preise zu hohe waren. Es wurde für das elektrische Modell ein Preis von 600 und für das ursprüngliche Modell ein solcher von 300 Gulden verlangt. Der Preis der Malling-Hansenschen Schreibkugeln betrug für das Modell mit dem kleinen Papierwagen 450 Mk., für welchen Betrag auch die inzwischen langsam nach Europa kom­menden Remington-Schreibmaschinen angeboten wurden.

Die Bewegung der Rolle wurde durch Sperrhaken hervorgebracht und konnte das Band auch in der Breitenrichtung verschoben, somit in seiner vollen Breite ausgenützt werden. Diese Farbbandumkehr war später noch bei amerikanischen und deutschen Schreibmaschinen in Gebrauch. Als Wiederstand für den Tastenanschlag war ein sogenannter Amboß vorgesehen. Das Geschriebene war bedingt sichtbar. Die Maschine besaß einen selbsttätigen Papiertransport, Zeilenerneuerungsvorrichtung durch Druck auf eine Taste, Glocke, Leertaste. Ihr Hauptnachteil war der Umstand, daß die Maschine nur Papier in Oktavformat bescrieb, doch hätte dieses beseitigt werden können.[SA2] Die Schreibkugel wurde in ihrer Heimat zu 400 Kronen verkauft.[SA3] Die I. Österreichische Schnellschreibmaschinenfabrik Albert v. Szabel-Wien stellte die Maschine später in Wien her, aber auch dort konnte sie keine große Verbreitung erreichen, da der dafür geforderte Preis von 600 Gulden für das elektrisch betriebene, 300 Gulden für das andere Modell für die damalige Zeit zu hoch waren.

Sie fand praktische Verwendung in der Ferslewschen Druckerei in Kopenhagen, wo die Manuskripte mit ihr abgeschrieben wurden, um den Setzern das Lesen zu erleichtern. Die Nordische Telegraphen Co. Verwendete eine Anzahl von Schreibkugeln zum Übertragen der eingehenden Telegramme. Diese Maschine hatte statt dem üblichen Papierträger eine Rolle mit abwickelbarem Papierstreifen.[SA4] Schreibkugeln befinden oder befanden sich im Deutschen Museum in München, in der Blindenanstalt zu Berlin-Steglitz, im Museum der Wanderer-Werke, bei der Olympia-Büromaschinenwerken Erfurt.

Fotnoter:

[SA1]: Teknisk Museum har en av de aller første skrivekuglene som ble laget. Den har kun 23 taster, og skrev utelukkende med små bokstaver. Først i 1871/72 begynte Malling-Hansen å lage skrivekugler med store bokstaver.

[SA2]: Fra 1879 ble det også laget skrivekugler som kunne skrive på store papirformater. Disse skrivekuglene var lavere enn 1878-modellen, og utstyrt med papirvalse. Det var mekanikeren August Lyngbye som utviklet denne modellen. I sine reklameskriv forteller Lyngbye at han kunne levere skrivekugler som skrev med kun store bokstaver, eller med både store og små.

[SA3]: Prisen på Lyngbyes skrivekugler på 1880-tallet var 150 kroner for modellen som skrev med store bokstaver, og 230 kroner for modellen med store og små.

[SA4]: De skrivekuglene som ble solgt til Store Nordiske i 1871, var av den store flate modellen. Det er riktig at Malling-Hansen utviklet en egen telegraf-modell i 1878, som skrev på papirstrimler, men man vet ikke sikkert om slike skrivekugler ble solgt til Store Nordiske, eller andre telegraf-selskap.

Skrivemaskinen, en dansk opfindelse

Når en museumsgenstand bliver restaureret og afprøvet, søger man – som tidligere omtalt her i bladet – at uddybe genstandens historie mest muligt, og ofte kommer der visse ting for dagen, der nødvendiggør en korrektion af tidligere givne oplysninger. I det følgende skal der fortælles om nogle ret uventede resultater, man er kommet til under restaureringen og afprøvningen af de ældste skrivemaskiner. Det har herunder vist sig, at den maskine, opfinderen byggede, inden fabrikationen af den første type indledtes, findes på Teknisk Museum.

Det mest udførlige værk om skrivemaskinens historie er utvivlsomt Ernst Martin: Die Schreibmaschine, forlag Peter Basten, Aachen 1949. Bogen, der er på 592 sider, er delt i to halvdele, hvoraf den første omhandler ”forhistoriske” maskiner, d.v.s. de, der aldrig kom ud over forsøgsstadiet. Skrivemaskinerne er ordnet efter årstal, og det gælder også de erhvervsmæssigt fremstillede, som omtales i sidste afsnit. Dette begynder således: pastor Malling-Hansen, København. Allerede skrivekuglen besad de vigtigste egenskaber, der findes i de moderne skrivemaskiner, og det er den første maskine, om hvilken man kan sige, at den er fremstillet erhvervsmæssigt og anvendt i forretningsøjemed i Danmark, Tyskland, Frankrig og Østrig. Det fortælles her, som mange andre steder i litteraturen, at skrivekuglen oprindelig havde 52 taster for store bogstaver, cifre og tegn, og at man dengang ikke anvendte små bogstaver.

Skrivekuglens virkemåde

Konstruktionen og virkemåden af den mest ”moderne” skrivekugle er følgende:

54 stænger er anbragt i en kuglekalot som piggene på et pindsvin. Stængerne er øverst forsynet med taster, indgraveret med bogstaver, tal og tegn, og nederst med de tilsvarende typer. Tasterne kan enkeltvis trykkes ned, indtil typen på det nærmeste befinder sig i kuglefladens centrum, og en fjeder fører typestangen tilbage til udgangsstillingen, når trykket ophører.

Et forholdsvis bredt farvebånd er ført hen under typerne og i hver side fastgjort til en rulle, som ved nutidens skrivemaskiner. Det papir, man ønsker at skrive på, fastgøres i en særlig ramme og formes herved som en halvcylinder. Papirrammen kan drejes om cylinderakseln og forskydes i dennes længderetning, og da ethvert punkt af papiret derfor kan anbringes i kuglekalottens centrum, kan hver type gennem et farvebånd afsætte sit mærke på papiret, hvor man nu ønsker det.

Når en typestang trykkes ned sker følgende: Typen går mod farvebåndet og afsætter et mærke på papiret, men samtidig bevæges hele kalotten nedad, hvorved en pal påvirker et tandhjul og fører papiret et lille stykke frem svarende til afstanden mellem to bogstaver. Andre paler og tandhjul sørger for, at også farvebåndet flyttes lidt, og herefter er såvel papir som farvebånd parat til at modtage næste type.

Maskinen er også forsynet med en særlig mellemrumstast, og når en linie er skrevet, ringer en klokke, man trykker på linieskifteren, der flytter papiret en linie og drejer det, så venstre margin igen befinder sig under kuglekalottens centrum.

Maskinerne blev bygget i Professor Jürgensens mekaniske Etablissement[1] og representerer et enestående håndværksmæssigt arbejde, hvad der også er nødvendigt, når de skal fungere pålideligt, næsten udelukkende ved hjælp af paler, tandhjul og fjedre, og ikke ved vægtstænger som for de senere skrivemaskiners vedkommende.

Der er vist ingen tvivl om, at man i 1870-erne anså Malling-Hansens skrivekugle for fremtidens skrivemaskine. Den vejede kun 2 kg og kunne derfor flyttes med én hånd, unægtelig et fremskridt sammenlignet med de forhistoriske maskiner, og prisen var kun 300 kr. Man forudså, at skrivekuglen kunne bruges på telegrafstationer, på kontorer og i hjemmene, ja man troede endog, at den kunne udkonkurrere bogtrykmaskinerne. Men i 1874 kom de første Remington maskiner, hvor typerne anslog papiret efter vægtstangsprincippet. I en halv snes år klarede Malling-Hansens skrivekugle sig i konkurrencen på grund af dens fortrin; men så udvikledes Remington-maskinerne, de blev sat i masseproduktion, og Professor Jürgensens mekaniske Etablissement måtte indstille fabrikationen.

Om antikviteter

Malling-Hansens skrivekugler er nu sjældne, de er blevet antikviteter, man annoncerer efter dem i dagblade, og der bydes store beløb for komplette eksemplarer. Årsagen er dels, at det nu en gang er den første skrivemaskine, der fandt praktisk anvendelse, men den er samtidig et lille kunstværk på grund af dens sindrige virkemåde og den smukke udførelse, blankt messing, oxyderet messing, røde eller sorte taster og en lille klokke, der kan ringe. Den kan godt præsentere sig i et vitrinskab ved siden af krystalvaser og kongeligt porcelæn.

Den ældste skrivemaskine er elektrisk

Alt dette taget i betragtning er det med en ikke ringe stolthed, at Teknisk Museum kan præsentere en endnu ældre skrivemaskine, også konstrueret af Malling-Hansen. Den 12 marts 1870 blev der tilstået præst og forstander ved Det kgl. Døvstummeinstitut Malling-Hansen 15 års eneret[1] på en såkaldt hurtigskrivemaskine, ”skrivekuglen”. Den fik guldmedalje på den skandinaviske udstilling i København i 1872, på verdensudstillingen i Wien i 1873 og på verdensudstillingen i Paris i 1878. Af beskrivelser og tegninger fremgår imidlertid, at pastor Malling-Hansen anvendte elektromagnetismen til at bevæge papirvalsen på den maskine, han søgte eneret på, uden at der dog blev meddelt ham eneret på dette specielle bevægelsesmiddel.

Man har i sommermånederne restaureret en skrivemaskine, der nøje svarer til den, der fortælles om i eneretsbeskrivelsen. Selve tastaturet og kuglekalotten minder om de senere skrivekugler, men der er kun 24 taster for 23 små bogstaver og et mellemrum. Da der overalt i litteraturen berettes om, at Malling-Hansens skrivemaskiner udelukkende skrev med store bogstaver[2], kunne det tænkes, at typerne på et senere tidspunkt er skiftet ud. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet.  For det første svarer typerne til skriften petit, og for det andet har maskinens tandhjul en modul, der ikke giver plads til læselige typer for store bogstaver. Kuglekalotten er anbragt i låget af en trækasse, og inden i kassen findes det øvrige maskineri, f.eks. papirvalsen, der ved denne tidlige type danner en hel cylinder.

Når man skriver, foregår der følgende: Med et håndtag anbragt i kassens højre side trækkes en fjeder op, papiret samt et stykke sværtepapir lægges om valsen, og låget lukkes og aflåses. Når en tast trykkes ned, afsættes en type gennem sværtepapiret på papirstykket, men samtidig sluttes en af de elektriske kontakter, der er anbragt ved hver typearm. En elektromagnet, der får strøm fra et element, trækker en pal ud fra et tandhjul, anbragt på samme aksel som papirvalsen, og fjederen fører tandhjulet og valsen en tand frem, svarende til afstanden mellem to bogstaver.

Denne maskine har hverken klokke eller linieskiftertast, det store tandhjul rager op igennem kassens låg og er forsynet med en skala, så man kan iagttage, når en linie er skrevet ud. Herefter benytter man mellemrumstasten en halv snes gange, til skalaen igen står på nul, og man kan direkte skrive videre på næste linie, fordi en tandstang i bunden af kassen sørger for, at skriften på papirvalsen følger en skruelinie.

Skrivemaskinen må være en af Malling-Hansens allerførste, fordi den kun skriver med små bogstaver. Man ved, at den indtil 1894 tilhørte enkefru Malling-Hansen[3], og ydermere er der på valsen meget regelmæssigt skrevet ordet blindeinstitut. Denne maskinskrift er ganske givet original, kassens låg har i tidens løb slået sig, og det har derfor ikke i mange år været muligt at skrive bogstaverne nøjagtigt på linie. Maskinen præsenterer sig, på grund af trækassen, måske ikke så godt i et vitrineskab, men for Teknisk Museum er den et klenodie, fordi det er den ældste skrivemaskine, der er bevaret her i landet, og utvivlsomt den ældste – fremstillet i erhvervsmæssigt øjemed – der findes i verden.

S k r i v e k u g l e n   100  å r[1]

Forfatter: Jørgen Jørgensen. Fotograf: Anker Pedersen.

[1] JMC: Denne maskine er ikke med garanti den allerførste skrivekugle, men utvivlsomt er det en af de allerførste der blev fremstillet, og den svarer nøje til den maskine, for hvilken Malling-Hansen fik dansk eneret i marts 1870. Denne skrivekugle har 24 taster for 23 små bogstaver og for ét mellemrum. Den tidligere direktør for Danmarks Tekniske Museum K.O.B. Jørgensen skriver i sin bog ”Danske foregangsmænd indenfor teknik og naturvidenskab”, publiceret af Strandbergs Forlag i 1986, at ....”Man ved, at den indtil 1894 tilhørte enkefru Malling-Hansen”; videre at: ”Set med danske øjne er der tale om et klenodie, det er den fornemste maskine, der er bevaret på Danmarks Tekniske Museum” (begge citater på s.92).

SA: Teknisk museum har i alt ni skrivekugler i sin samling pluss et "kuglehode". Flere av skrivekuglene er donert av RMHs andre hustru, Anna Malling-Hansen. (Se listen fra Teknisk museum fra 1995 til Carsten Erik Noe). Døtrene til Rasmus Malling-Hansen, Johanne Agerskov og Engelke Wiberg har gjennom grundig forskning funnet ut at Malling-Hansen sannsynligvis hadde sin aller første skrivekugle ferdig i ca 1867. Senere undersøkelser av RMH Selskabet, har medført at vi mener det er sannsynlig at den første skrivekuglen, var en stor bord-modell med et hjul drevet av pedalkraft for papirfremføringen. Ingen slik modell finnes i dag, men kan ses på RMHs patenttegninger.

[2] JMC: Den første model af skrivekuglen havde kun små bogstaver; det ser man også er tilfældet på de tidligste skrivekuglebreve (se vor brevsamling). Senere modeller skrev kun med store bogstaver, men den allersidste model, bygget af August Lyngbye efter Malling-Hansens idé og anvisninger og udstillet i København 1888, fandtes faktisk i to udgaver, og den ene udgave kunne skrive både små og store bogstaver i følge August Lyngbyes liste over produkter og priser. Desværre har vi endnu ikke (jan 2021) fundet et eksemplar af denne model.

SA: Den maskinen som beskrives i artikkelen, er tydeligvis den som ble utviklet til verdensutstillingen i Paris i 1878. Det var den første skrivekuglen med fargebånd. RMH laget en versjon i 1875, som var den første med en mekanisk løsning for papirfremføringen, men den måtte utstyres med et karbonpapir for å få avtrykk av bokstavene.

I 1879 ble en lavere modell som skrev på større papirformater utviklet, og da var papirrammen erstattet av en papirvalse. Den aller siste modellen fra 1885, utviklet av August Lyngbye, var enda lavere og enklere i utforming, og den hadde også papirvalse.

Av det vi vet fra RMHs brevveksling med mekanikeren August Lyngbye, ser det ut som om Lyngbye konstruerte sin skrivekugle etter å ha lånt en 1879-modell fra Malling-Hansen. Man må selvsagt si at Lyngbyes modell bygde på RMHs egne ideer i og med at han hadde en skrivekugle som forbilde, men ellers tyder det vi vet til nå på at RMH ikke medvirket direkte til konstruksjonen av Lyngbyes skrivekugle. Og det var August Lyngbye som mottok førstepris medaljen for sin skrivekugle ved den store industri- jordbruks- og kunstutstillingen i København i 1888.

[3] SA: Det er nok først og fremst som naturvitenskapelig forsker Malling-Hansen satte de viktigste sporene etter seg i utlandet. Hans forskning vakte oppsikt i vitenskapelige kretser i hele Europa og USA, og mye tyder på at han ikke på langt nær fikk den anerkjennelsen han fortjente i Danmark. RMH klaget selv over at han fikk så få svar på sine henvendelser til danske vitenskapsmenn, mens anerkjennelsene strømmet inn fra utlandet. Blant RMHs biografer mer enn antydes det at en viss hjemlig misunnelse på RMH, som ikke hadde noen vitenskapelig utdanning, preget den lunkne holdningen han ble møtt med i hjemlandet.

Artikkelforfatteren har helt rett i at RMH i meget stor grad preget utviklingen i undervisningen av de døvstumme barna i Danmark. Takket være Malling-Hansens innsats ble Danmark et foregangsland i Europa hva angår utviklingen av moderne tenkning i forhold til å tilpasse undervisningen til det enkelte barns kognitive evner og hørselsevner. Det gikk en bølge av interesse for den mest "moderne" undervisningsmetoden av døvstumme over Danmark på midten av 1800-tallet, nemlig talemetoden eller leppeavlesningsmetoden. Tilhengerne mente at de døvstumme ved hjelp av deres metode, kunne bli fullt integrert i de hørendes samfunn, ved at de kunne lære å avlese de talendes lepper og selv lære å snakke, til tross for at de ikke kunne høre hva de selv sa.

Malling-Hansen var ansatt ved Danmarks eneste offentlig drevne døvstummeinstitutt, som underviste etter tegnmetoden, men presset var stort fra Johan Keller, som var direktør for en døveskole basert på talemetoden, og også fra en av RMHs egne ansatte, Georg Jørgensen, som var en sterk pådriver for talemetoden.

I ettertid ansen Johan Keller og Malling Hansen som mennene bak det som kaltes "den danske deling", som gikk ut på at elever som hadde en viss hørselsrest eller som hadde vært hørende, skulle undervises etter talemetoden, mens de som var helt døve og som aldri hadde hatt hørsel, skulle undervises etter tegnmetoden. Men realiteten var at denne ordningen egentlig var etablert, men at Johan Keller fremmet et forslag om at alle døvstumme skulle undervises etter talemetoden. Rasmus Malling-Hansen klarte å stanse dette forslaget, og sørget for at den ordningen som egentlig var etablert, ble lovfestet. RMH er altså den rette mannen å gi æren for den "danske deling".

Men Malling-Hansen var en pragmatisk mann, som innså at talemetoden kunne ha sin berettigelse for de evnerike barna som hadde kunne høre og tale, eller som fortsatt hadde en hørselsrest. Etter forslag fra han, ble instituttet i Fredericia opprettet og her skulle barna kartlegges, for så å få undervisning ved det instituttet som kunne gi dem den beste, tilpassede undervisningsmetoden, Fredericia etter talemetoden, eller København etter tegnmetoden.

Men fremdeles eksiterte Johan Kellers private døveskole og der ble elevene med "normale" kognitive evner undervist etter talemetoden, mens psykisk utviklinghemmede, døve elever ble undervist etter tegnmetoden. Men myndighetene ønsket å utvikle en felles ordning for alle døveskolene, og i 1888 nedsatte de en komite med Malling-Hansen som sekretær og drivende kraft. Det er hevet over enhver tvil at det var RMHs synspunkter som dominerte deres endelige forslag, og politikerne sluttet seg til så godt som alt det kommisjonen foreslo.

Kellers private døveskole ble nå i realiteten nedlagt, og alle lærerne overflyttet til en nybygd døveskole i Nyborg. På samme måte som med instituttet i Fredericia, ble instituttet i Nyborg bygget helt etter RMHs planer og anvisninger, og gjennomføringen av kommisjonens forslag innebar at alle RMHs visjoner vedrørende undervisningen av døvstummebarn i Danmark ble realisert!

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

”Første gang det skete” er en dansk oversættelse af en publikation af den engelske forfatter Ronald Sydney Seth (1911-1985). Seth var en farverig personlighed: universitetslærer i engelsk litteratur men også med en karriere indenfor spionage og kontra-spionage under den anden verdenskrig. Han skrev en række skønlitterære og faktabøger om spionvirksomhed, og under pseudonymet Dr. Robert Chartham skrev han om sexologiske emner. Som en speciel niche udgav han også en bog om epokegørende opfindelser i menneskehedens historie: ”The First Time it Happened”. Bogen blev oversat til dansk af Per Skar og udgivet i 1970 af Forlaget Union. Chefen for Danmarks Tekniske Museum, K.O.B.Jørgensen, assisterede med den danske bearbejdelse – desværre med nogle fejlagtige informationer, som vi kommenterer. Dette er bogens kapitel om: ”Den første skrivemaskine”

Malling Hansens første maskine fra 1867 egnede sig, som beskrivelsen antyder, ikke til produktion, men den dannede grundlaget for det videre arbejde, og hans første “hurtige skrivemaskine”, der kunne arbejde flere gange hurtigere end en pen, blev bygget allerede i 1870. Den var i mekanisk henseende så veludviklet, at man kunne undgå urværket og elektro-magneten, og den indeholdt en række af de tekniske enkelt-heder, som man nødig vil undvære i nutidens skrivemaskiner: Hver gang et bogstav trykkes, flytter papiret sig et lille stykke svarende til afstanden mellem to bogstaaver, og samtidig flytter farvebåndet sig så der er frisk sværte parat til næste type. Endvidere er maskinen forsynet med en særlig mellemrumstast, og når en linie er skrevet, ringer en lille klokke, hvorefter man skifter til ny linie ved tryk på en enkelt tast. 

Malling Hansens skrivekugle, som den kaldtes allerede i 1870, vandt hurtigt berømmelse. Den fik guldmedalje på den skandinaviske udstilling i København i 1872 og på udstillingen i Wien i 1873. Da den i 1878 blev præsenteret på verdensudstillingen i Paris, var der to typer med, den ene til almindeligt kontorbrug og den anden til skrift på telegrafstrimler. I Paris opnåede skrivekuglen atter guldmedalje, og der er derfor naturligt, at man anså den for fremtidens skrivemaskine. Den vejede kun 2 kg, den kunne flyttes med én hånd, og prisen var kr. 300,00. Men allerede i 1874 kom de første Remington maskiner på markedet, hvor typerne anslog papiret efter vægtstangsprincippet. Skrivekuglen klarede sig en halv snes år i konkurrencen, men da Remingtons maskiner blev sat i masseproduktion, måtte professor Jürgensens Mekaniske Etablissement indstille produktionen[6]. Men på de tekniske museer verden over står der stadig skrivekugler og beretter om, at den første skrivemaskine i verden, der blev sat i produktion, var en danskers værk.

Adler also provides a brief background description about Malling-Hansen and his work with the first writing ball. His description is correct and balanced, and it bears testimony to the fact that he visited Denmark and collected facts and illustrations through contacts with the Danish Museum of Science and Technology and its then director, K.O.B. Jørgensen.

This is how Adler describes the early history of Malling-Hansen’s work with the writing ball:

“...he began studying for the ministry[1] and took a job as a teacher at the Copenhagen Deaf and Dumb Institute, of which he was appointed director in 1865 after a three-year term in a similar capacity in the provinces[2]. It was in this position that he first began concerning himself with the construction of a writing machine, the first model of which he is reported to have completed in 1865. This date is confirmed by his daughter in the book she wrote about her father’s invention -  there might be reason to doubt the authenticity of such a clearly biased source except that a contemporary of Malling-Hansen’s, another cleric called I.A. Heiberg[3], kept a diary in which there was an entry for the year 1865 stating that he had seen Hansen’s machine. It apparently developed out of experiments which the inventor had made with a porcelain semi-sphere on which he painted the letters of the alphabet, in an experiment aimed at helping the deaf and dumb inmates of his institute to communicate[4].

Michael Adlers dedicates several pages and illustrations to the development of the writing ball, and he makes an interesting comparison with the development of the Densmore/Yost Remington machine:

“There remains little doubt that the first model can be dated 1865. What happened for the next few years, however, is uncertain. Presumably, developmental work continued, for the earliest model in the Danish Museum, dated 1867, has the movement enclosed in a wooden box, so only the ‘keyboard’ is visible. Inside the box is the cylindrical platen which is partly mechanically and partly electrically operated. This feature was retained for many years, until the inventor considered that a purely mechanical escapement had been perfected to the point where the electrical assistance could be dispensed with altogether[5]. On the combined arrangement, carriage tension was supplied by clockwork, while an escapement permitting release of the carriage a tooth at a time was controlled electromagnetically as the keys were depressed. Impression was by carbon paper.

Further developmental work followed, and the first production model was completed. One might draw a parallel here with the later Sholes and Glidden machine on the other side of the Atlantic. The model which Densmore and Yost delivered to Remington in 1873 was reworked by Remington’s technicians and the improved machine was manufactured the following year; in Copenhagen, Hansen presumably delivered the 1867 model to Jürgens[6] Mekaniske Establissement some time between that year and 1869, for in October 1870 manufacture began[7]. The Jürgens firm had been founded in 1852 and was responsible for the manufacture of the Writing Ball throughout its lifetime[8]; in 1887, the company incorporated and became ‘C.P. Jürgensens Mekaniske Establissement’.

As it now stood, the production machine had shed its wooden case and had become, in fact, a massive piece of exquisite precision engineering. Weighing in at no less than 165 lb (75 kg), the brass and steel mechanism remained essentially unchanged: the sphere had sprouted fifty-two plungers by this time, but otherwise the same carriage escapement was retained and the whole exposed machine stood on its massive brass base. A cylindrical platen was available as optional to the flat paper-carriage. The machine was offered for sale in London in 1872 for £100, the price dropping to as low as £17 sex years later, when improved versions became smaller and more manageable. A telegraphic model that printed on paper tape was produced and as early as 1872 Hansen was offering delivery of a cryptographic model[9]. Later, when it had reached finality, the Writing Ball shed its flat carriage and offered only a conventional one with a cylindrical platen; an interim model also appeared on which the paper was clipped to a curved frame that swung in an arc beneath the printing point.

Patent dates are deceptive, for they were not granted in Denmark at that time[10]. The first Hansen patent, therefore, coincides not with the date of invention but with the date of manufacture. This 1870 British patent covers the cylindrical platen model, with the flat paper-table as an alternative. All of it is enclosed in a box and depression of a key closes an electrical circuit, actuating an electromagnet which rotates the platen one tooth. A purely mechanical escapement is also suggested. The device is then ingeniously offered as a Morse telegraphic transmitter by cutting teeth corresponding to the code on the type-plungers and causing those teeth to break and close the circuit as the plunger is depressed.

The 1872 patent[11] covers a departure from the invention with which Hansen is commonly associated. It is listed as a machine for reporting and it retains the ball only as one of the alternatives for the superstructure; otherwise, the plungers are modified so that they stand in a straight line or lines, and strike not at a common point but at a row of them, as long as the sum of all the characters required. These plungers make dents in a strip of conductive material which is later passed through another machine so that the dents close the circuits of electromagnets, one for each character, which do the printing.  Thus, the first unit can be used separately from the second, making it portable for reporting, since twenty-three electromagnets – to say nothing of the clockwork etc. – are more than the average reporter can be expected to take on a assignment!

The third specifications, patented in 1875 (British)[12] cover the later improved Writing Ball with the curved paper-carriage.  The machine has been streamlined, the body hinging above the platen; the escapement is mechanical and swings the curved surface for printing.

That the Hansen Writing Ball enjoyed considerable success and a healthy following is amply documented. With the exception of fanatical local Sholes supporters, it is generally recognized as the first machine to have been consistently produced and sold to the public in any sort of quantity[13] [14]. It stirred up a great deal of interest, was often exhibited at national and international expositions (Copenhagen 1872, Vienna 1873, Paris 1878, and so on) where it accumulated an impressive number of medals and awards, and was the first machine to have had a truly world-wide distribution[15]. It was regularly sold throughout Europe and, as previously noted, was in use until at least the first decade of this century. It was manufactured under licence in Austria by Albert con Szabel and sold there; the Austrian models were almost identical with their Danish counterparts. But then, it also reached some of the most unlikely places[16]. Orders for forty machines placed at the Paris Exposition at a price of 300 Kr. each were distributed as follows: 9 for Denmark, 7 for France, 2 for Sweden, 2 for Norway, 3 for England, 2 for America, 1 for Italy, 2 for Bohemia, 1 for Hungary, 1 for Egypt, and 10 for Peru. 10 for Peru? Well, there it is!

One cannot help feeling that Sholes, Densmore and Yost would have celebrated for a solid week had they succeeded in selling forty machines at the Philadelphia Exhibition in 1876, where they did not, in fact, succeed in selling a single one. But then, the Writing Ball was a better typewriter than the one they were offering at that time. It printed better and more quickly and its service record was impeccable. In fact, the Writing Ball may well be considered the most nearly perfect piece of precision engineering in typewriter history, past or present. This fact can hardly be appreciated from photographs, but is readily apparent on direct examination[17].

The progression of this direct radial-plunger design from Galli through Foucauld to Hansen has already been considered; the lineage did not end with the Writing Ball, however, which begot several off-spring. One of these was the Cryptographe of Alexis Kohl, circa 1885, which was virtually identical with the Hansen telegraph model: a monalphabetic substitution machine, it was never manufactured. And despite Rudolf Schade’s vociferous protestations to the contrary, his instrument, of which a few were made in Germany in 1896, was a copy of the cylindrical-platen Hansen model: virtually the only difference between the two was that Schade’s machine clamped on to the edge of a table, whereas Hansen’s stood on its own base. Not only the inventor himself, but also compatriots of his[18], maintained that Schade arrived at his design without ever having heard of Hansen’s machine – this may be dismissed as sheer nonsense. The battle, however, raged until as late as the 1920s, when everyone seemed anxious to score as much national kudos as possible.

Of all nations, the Danes are characteristically reticent when it comes to proposing the candidacy of Pastor Malling Hansen as ‘the’ inventor of the typewriter. They satisfy themselves with discussing the facts surrounding the Writing Ball rather than involve themselves too deeply in conflicting national passions. They make less noise than the Germans or Italians or Americans, but not because they lack justification. Perhaps in spite of it.

Den ældste skrivekugle

Omkring 1963 arbejdede museet med at restaurere nogle af de bevarede Malling-Hansen skrivekugler. Man fandt også frem til en maskine, der nøje svarer til den, der omtales i eneretsbeskrivelsen. Selve tastaturet og kuglekalotten minder om de senere skrivemaskiner, men der er kun 24 taster for 23 små bogstaver og for ét mellemrum. Da der overalt i litteraturen berettes om, at Malling-Hansens skrivemaskine udelukkende skrev med store bogstaver, kunne det tænkes, at typerne på et senere tidspunkt var skiftet ud. Det syntes imidlertid ikke at have været tilfældet. For det første svarede typerne til størrelsen petit, og for det andet er afstanden mellem tænderne i maskinens tandhjul så lille, at man ved brug af store bogstaver ville få en skrift, hvor bogstaverne ville gå ind i hinanden. Kuglekalotten er anbragt i låget af en trækasse, og inde i kassen findes det øvrige maskineri, f.eks. papirvalsen, der ved denne tidlige type danner en hel cylinder.[19]

Når man skriver på denne første maskine, foregår det på følgende måde: Med et håndtag anbragt i kassens højre side trækkes fjederen op, skrivepapiret og et stykke sværtepapir lægges om valsen, og låget lukkes og aflåses. Når en tast er trykket ned, afsættes en type gennem sværtepapiret på papirstykket, og samtidig sluttes en af de elektriske kontakter, der er anbragt ved hver typearm. Herved aktiveres en elektromagnet, så en pal trækkes fri af tandhjulet. Urfjederen fører tandhjulet og valsen en tand frem svarende til afstanden mellem to bogstaver.

Denne maskine har hverken klokke eller en tast til linjeskift. Det store tandhjul rager op gennem kassens låg og er forsynet med en skala, så man kan iagttage, når en linje er skrevet ud. Herefter benytter man mellemrumstasten en halv snes gange til skalaen igen står på nul, og man kan så direkte skrive videre på næste linje, fordi en tandstang i bunden af kassen sørger for, at skriften på papirvalsen følger en skruelinje.[20]

Skrivemaskinen må være Malling-Hansens allerførste, fordi den kun skriver med små bogstaver. Man ved at den indtil 1894 tilhørte enkefru Malling-Hansen, og ydermere er der på valsen under papiret meget regelmæssigt skrevet ordet Blindeinstitut. Denne maskine er utvivlsomt helt original. Kassens låg har i tidens løb slået sig, og det har derfor i mange år ikke været muligt at skrive bogstaverne nøjagtigt på en linje. Set med danske øjne er der tale om et klenodie, det er den fornemste skrivemaskine, der er bevaret på Danmarks tekniske Museum. Den blev i 1894 skænket til Teknologisk Samling på Den Polytekniske Læreanstalt, og denne samling blev senere indlemmet i Danmarks tekniske Museum.

Også en anden meget sjælden skrivekugle er i museets eje. For godt en snes år siden blev nærværende bogs forfatter ringet op af en dame, der ønskede at sælge en skrivemaskine. Efter det første besøg lykkedes det imidlertid ikke at få maskinen, fordi den pågældende dame havde tilbud fra andre sider. Det blev til gentagne samtaler og besøg, og endelig en dag oplyste den pågældende, at når maskinen ikke kunne sælges til anden side, var det, fordi man ikke vidste hvordan et ark papir kunne sættes ind i maskinen. Her gjaldt det om at forholde sig tavs, selv om det måske stred lidt mod ens samvittighed. I museets arkiv var nemlig opbevaret en brochure fra verdensudstillingen i Paris i 1878, hvoraf det fremgik, at maskinen blev produceret med henblik på skrift på telegrafstrimler. Maskinen blev købt til museet for 300 kr.[21]

Fotnoter:

[19] SA: Malling-Hansens brev fra denne perioden viser at de aller første skrivekuglene skrev utelukkende med små bokstaver. Senere gikk han over til store, ca 1872. August Lyngbye reklamerte på 1880-tallet med at han kunne fremstille skrivekugler med både store og små bokstraver, men ingen slike maskiner er bevart i dag, dessverre.

[20] SA: Sylindermodellene var ikke utstyrt med noen linjeskiftstast, og hadde heller ikke behov for det, fordi man festet papiret på sylinderen på en slik måte at man skrev en sammenhengende lang linje. Papiret lå på skrå, og papirkantene overlappet hverandre, slik at man automatisk begynte å skrive på ”neste linje” uansett om man var midt i et ord. Ordet fortsatte da på neste linje.

[21] SA: Til sammenligning kan det nevnes at skrivekugler i dag oppnår en pris av nærmere en million kroner. Skrivekuglene er svært ettertraktet blant samlere.

Andre maskiner

På museet opbevares et meget stort antal maskiner til belysning af skrivemaskinens udviklingshistorie. Man har Remington maskiner, der viser udviklingen fra den første type og fremefter, og man har f.eks. også den første maskine, der er fremstillet i Tyskland.

Denne maskine har navnet Harmonia og er bygget i 1882 af Guhl & Harbeck i Hamburg. I Ernst Martins bog omtales det, at den gik under navnet brødmaskinen, og det skyldes følgende. Typerne er anbragt i alfabetisk række på undersiden af en lineal, der er forsynet med et håndtag. Linealen kan i forhold til selve stativet forskydes i sin længderetning, men kan også hæves og sænkes om et omdrejningspunkt. Hvis man ønsker at skrive et bogstav, løfter man linealen (brødkniven) op og forskyder den, indtil en viser står ud for det pågældende bogstav i en bogstavsskala, og så trykker man ned. For at sikre at typen kommer til at stå helt rigtig, og så trykker man ned. For at sikre at typen komme til at stå helt rigtig, er der anbragt en tandstang, og en tand på linealen går ned i et bestemt tandmellemrum, før typen sættes. Når et bogstav er sat, forskydes linealen automatisk et stykke til højre svarende til afstanden mellem to bogstaver. Hovedprincippet med at vippe ”kniven” op og ned minder unægtelig om betjeningen af vore forældres eller bedsteforældres brødmaskine.

Det gælder for mange af de første skrivemaskiner, at de virker efter helt forskellige principper, også selv om maskinerne er forsynet med tastatur. På et eksemplar anslår typen undersiden af brevpapiret, på et andet oversiden. Nogle maskiner har typehoveder, hvor typerne er anbragt på cylindre, andre har typerne anbragt på arme, der skiftevis vipper ned fra højre eller venstre side. En af maskinerne har kælenavnet Græshopperen, fordi man ved anslag af en tast får en særlig elegant bevægelse af typearmen.

Det skal nævnes, at en af de mest populære maskiner, der blev brugt her i landet i begyndelsen af indeværende århundrede, er den såkaldte Mignon, der blev fremstillet af AEG i Berlin. Den første model kom i 1903, og model nr.4 kom i 1924. Det er bemærkelsesværdigt, at denne maskines princip slet ikke følger vægtstangsprincippet, og at der kun er to taster at trykke på. Med den ene hånd fører man en stålpen hen over en skala med bogstaver og tegn og standser ved det tegn, man vil have skrevet. Stangen styrer et cylinderformet typehoved, og efter indstillingen skal man kun trykke ned på én tast, så skriver man bogstavet. Den anden tast er beregnet til mellemrum. Skrivehastigheden er mindre end den, man opnår, hvis man betjener en almindelig skrivemaskine med kun en finger. Så kan man spørge, hvorfor en sådan maskine kunne sælges i tusinder af eksemplarer. Årsagen har nok været, at man kunne købe maskinen og straks gå i gang – uden først at melde sig til et skrivemaskinekursus.

Opfindelsen af skrivemaskinen gav mulighed for at skrive breve i flere eksemplarer ved hjælp af kalkerpapir. Det skal dog som afslutning på denne artikel nævnes, at man også i 1700-tallet var i stand til at skrive et brev i flere eksemplarer. Man kunne f.eks. bruge Leopold von Neippergs opfindelse fra 1762. Princippet består i, at man anbringer tre papirark over hver sin valse. Dernæst fatter man omkring et særligt penneskaft, der er forsynet med tre penne. Man dypper pennene i der dertil indrettede aflange blækhus og skriver så tre breve på én gang.[22]

Fotnoter:

[22] SA: I den sammenheng må nevnes at Malling-Hansen var svært tidlig ute med å finne opp en tørrkopieringsmetode som gjorde ham i stand til å fremstille 100 kopier i løpet av noen minutter. Han kalte metoden xerografi, og den ble lansert i 1872. Han la 5 papirark med svertepapir vendt nedover innimellom i den flate skrivekuglemodellen, og når han skrev, ble det avsatt et negativt avtrykk av skriften på undersiden av de blanke arkene. Så skiftet han ut svertepapiret med nye blanke ark, og kjørte det hele gjennom en satinerpresse, som besto av to valser som presset papiret sammen, og dermed hadde han fremstilt 5 kopier av det skrevne. Dette kunne gjentas opp til 20 ganger, og dermed hadde han 100 kopier. Han kunne også kopiere tegninger, noter osv. Dette virker kanskje ikke så imponerende i dag, men på den tiden var det ytterst få som tenkte i de baner, og det krever et geni til å tenke ut metoder, som aldri har vært prøvet tidligere.

At Malling Hansen var et teknisk geni ser man, når man erfarer, at han også stod bag opfindelsen af en kopimaskine, der kunne fremstille op til et par hundrede kopier.

Men også indenfor den sociale forsorg i Danmark satte han varige spor: Han fik i 1881 oprettet et døvstummeinstitut i Fredericia for egentlige døvstumme, hvor undervisningen udelukkende skulle ske efter talemetoden. Ligesom han tog vare på oprettelse af institutioner for åndssløve døvstumme, som hidtil havde været henvist til Johan Kellers private døvstummeskole. Den såkaldte Kellerske Anstalt blev ved lov i 1890 overtaget af staten.

Kommentar ved Sverre Avnskog:  Vi har flere artikler fra nyere tid, som omtaler auktionen den 8. november 1990 hos Christie's. Problemet med disse, er at de inneholder ganske ulike opplysninger om hva slags skrivekugle som ble forsøkt solgt og ulike grunner til at skrivekuglen ikke ble solgt. Man kan lett forledes til å tro at artiklene omgandler ulike skrivekugler. Men for min del blir det tydelig at det kun dreier seg en og samme skrivekugle dersom jeg ser brt fra de ulike opplysningene om hva slags skrivekugle, hvorfor den ikke ble solgt også videre, og kun ser på hvilken dato de ulike forfatterne forteller at salget skulle foegå.

Om dette skriver Christian Barnholdt:

 "Men at dén ”Måne”-alfabet-udgave, der var på auktion i London den 8. november, er utrolig sjælden, kan der ikke herske tvivl om! Det er formodentlig det eneste eksemplar af sin slags i verden!

 Alligevel blev den ikke solgt, fordi den ikke nåede op på mindstebuddet på 15.000 pund." (Min utheving).

Henrik M. Hansen skriver følgende i sin artikkel:

”Skrivebold på auktion – En af verdens første skrivemaskiner, danskeren og præsten Malling Hansens berømte ”skrivebold” fra 1870erne, udbydes nu til salg af det britiske auktionshus Christies. Skrivemaskine kommer under hammeren ved en auktion den 8. november i London og ventes at indbringe omkring 400.000 kr.” (Min uthevning).

"Tilbage er blot at berette, at den ovennævnte skrivekugle kom aldrig til London. Kulturministeriet fastslog, at loven om danske kulturværdier også gjaldt for ”skrivebolden”, og man nedlagde i november 1990 exportforbud."

Og så har vi artikkelen "Berømt skrivemaskine på auktion i London" med et svart-hvitt bilde av Niels Høyer Nielsen med sin skrivekugle. (Ennå ikke transkribert). Der står det følgende:

"Skrivemaskinen kommer under hammeren ved en auktion den 8. november i London og forventes at indbringe omkring 400 000 kroner." (Min uthevning).

Det er altså åpenbart at alle disse tre artiklene forteller om den samme skrivekuglen og den samme auktionen. Alle sammen forteller at den skulle auktioneres bort den 8. november 1990. Det burde egentlig ikke overraske at artiklene ellers har ulike opplysninger om selve skrivekuglen og om hvorfor den ikke ble solgt, for slik er det ofte i journalistikken. Journalistene har ulike kilder, de husker forskjellig og de blander ofte sammen ulike hendelser.

Går vi utelukkende ut fra hva de oppgir om tidspunktet for auksjonen, som de alle oppgir til å være 8. november 1990, synes det åpenbart at de forteller om den samme hendelsen, og at det var en skrivekugle med Moon-alfabet på tastaturet som ble forsøkt solgt.

Når det gjelder det siste klippet vi kjenner til vedrørende en auktion i London, der det fortelles om en skrivekugle som ble solgt for 330 000,- kroner, må det tydeligvis være en annen auktion. Klippet er udatert, og jeg setter det i sammenheng med at Christian Barnholdt forteller i sin artikkel at i 1988 ble en skrivekulge solgt på auktion av Sotheby's for over 300 000,- kroner. Dette er åpenbart en annen hendelse enn de tre andre artiklene forteller om.