Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Takket være min oldefars, Johan Frederik Hansen, notat er jeg blevet opmærksom på, at Malling-Hansen er nævnt i denne artikel, som findes i avisens 2. udgave, på forsiden, spalte 6. Det lå ham stærkt på sinde at bevare hans storebror, Rasmus Malling-Hansens eftermæle, og derfor nedfældede han dette og lignende notater. Hans notater gik senere i arv til datteren Juliane Marie, og derfra til senere generationer.

Industriforeningen havde traditionen at med jævne mellemrum præsentere nye opfindelser for det københavnske publikum, og disse udstillinger blev udførligt omtalt i dagspressen.

Som sammanligningsgrundlag til oplysningerne i avisreferatet har jeg undersøgt Kraks Vejviser for København 1894, og under ”Skrivemaskiner” er blot 3 firmaer og skrivemaskinemodeller nævnt: 1) ”Caligraph” (ingen prisinformation), 2) ”Kosmopolit” (135 kr)og 3) ”Amerika” (85 kr).

SA: Denne ustillingen kan man lese et utførlig referat fra i avisen Dannebrog 1894.10.20. Dette referatet har vi i sin helhet er på vår webside. Der fortelles det at utstillingen inneholdt et antall skrivekugler som viste utviklingen fra de aller første modellene frem til de siste. Vi kan muligens anta at arrangørene hadde et nært samarbeid med August Lyngbye som fremviste syv skrivekugler i dens ulike utviklingstrinn ved den stor Industri-, Jordbruks- og Kunstutstilling bare seks år tidligere, nærmere bestemt i 1888. Her vant forøvrig Lyngbye en førstepremiemedalje for sin egen konstruksjon av den aller siste skrivekuglemodellen.

- - - - -

Udstillingen af nye Opfindelser i Industriforeningen III.

”Skrivemaskinen er som bekendt en dansk Opfindelse af Malling Hansen. Hans saakaldte Skrivekugle er en sindrig og smukt udtænkt Maskine, og alle senere konstruerede Skrivemaskiner, som vurkeligt due noget, ere i Princippet ikke forskellige fra den; kun i Detaillerne viser der sig Forskelligheder.”

Artiklen fortsætter med at kort omtale de tre skrivemaskinemodeller som præsenteredes på udstillingen, nemlig:

1) ”The Crandall”, forhandlet af firmaet Borgersen & Co. Jeg formoder at det var den tredie Crandall-model, med navnet ”Universal Crandall no.3”, lanceret i 1893. Opfinderen Lucien Stephen Crandall levede fra 1844 til 1919.

2) ”Williams”, forhandlet af Otto Drewsen, Nyborg. Det må have været ”Williams no 1”, som kom frem i 1891. Opfinderen var John Newton Williams, 1840-1929.

3) ”Kosmopolit”, en tysk index-skrivemaskine fra 1888, fremstillet af Guhl & Harbeck i Hamborg, forhandlet i Danmark af Vilhelm Jensen.

Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.
Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Dette korte citat fra Dagens Nyheder blev set og bevaret af min oldefar, Johan Frederik Hansen, og han var omhyggelig nok at lade det gå videre til sin datter, Juliane Marie. Jeg fandt det i familiearkiver i oktober 2021. Citatets værdi ligger ikke så meget i indholdet og den eventuelle sandhed bag forfatteren udsags. Værdien er, at Johan Frederik skrev citatet ud og bevarede det for efterverdenen, fordi han følte at det var vigtigt at bevare mindet om Rasmus Malling-Hansens liv og gerning.

Personlig tvivler jeg på forfatterens – Gudmund Schütte – udsagn. Jeg tror ikke, at vi har dokumentation for, at ”amerikanerne” (Læs:Remington) havde ”stjålet” skrivekuglen. Skrivekuglen, respektive de forskellige af Remington lancerede skrivemaskiner i 1870erne og 1880erne, var meget forskellige, teknisk og mekanisk set. Der var forhandlinger mellem Malling-Hansen og Remington om køb af Malling-Hansens patenter på skrivekuglen, men disse forhandlinger førte aldrig til en aftale.

Artikelforfatteren levede fra 1872 til 1958 og var en dansk filolog og historiker. Han har et omfattende forfatterskab bag sig, og der findes en artikel om ham på den danske Wikipedia.

Den holdning han gav udtryk for angående Malling-Hansens skrivekugle fandt grobund og blev ofte gentaget af nogle af mine slægtninge i ældre generationer, men jeg fæster ikke stor lid til analysen. Hvis Malling-Hansen havde anset, at han var blevet snydt og/eller bestjålet af Remington mht skrivekuglen, havde han antagelig givet udtryk for det, offentligt eller privat, og jeg kender ikke til nogen sådan ytring fra hans side.

SA: Malling.Hansens patentagenter ser ut til å ha gjort en stor innsats for å prøve å få solgt Malling-Hansens patentrettigheter i USA. Men Malling-Hansen krevde en høy sum for å selge patentet: $25.000,- kontant. De høyeste tilbudet han fikk ved de tidligste forhandlingene, var på totalt $10.000,-. Hans patentagent skrev dette i et brev fra 6. mai 1872:

"Senere tilskrev Pastoren mig at han ei vilde sælge Patentet under $ 25.000 Contant Udbetaling. Det bedste Tilbud jeg har havt var $ 10.000 for Patentet, hvoraf $ 5000 contant Betaling og en Afbetaling af $ 20 per Apparat der solgtes, indtil Resten ($ 5000) var betalt. – "

Dette tilbudet vet vi ikke hvem som fremsatte, men det var neppe "amerikaneren", som Malling-Hansen omtalte James Densmore som.

I et brev til sin bror, Thimas Jørgen Hansen fra 3. januar 1876 forteller Malling-Hansen at han har korrespondert direkte både med "oppfinneren" og med "amerikaneren" og med det mener han sannsynligvis Christopher Latham Sholes og James Densmore. På dette tidspunkter var Malling-Hansen overbevist om at Densmore og Remington-selskapet ville kjøpe han patent, men det kom aldri noe tilbud om noe kjøp fra dem. Men Densmore tilbød til slutt Malling-Hansen å bytte patentrettigheter ederlagsfritt slik at de kunne bruke detaljer fra hverandres patenter. Dette tilbudet aksepterte ikke Malling-Hansen. Likevel bredte det seg altså et rykte om at Densmore og Remington-selskapet hadde "stjålet" fra Malling-Hansens patent og benyttet seg av hans oppfinnelse.

Men som Jørgen Malling Christensen ganske riktig påpeker i sin kommentar, er det ikke mulig å se at den neste Remington-maskinen, som kom i 1877, hadde hentet noen detaljer fra Malling-Hansens patenter. Malling-Hansens mest kjente maskin, som hadde alle de finessene man kunne forvente, kom ikke før i 1878, og da var allerede mange skrivemaskiner utstyrt med fargebånd, linjeskifttast og bjelle som ringte hver gang en linje ble avsluttet. Så vi kan nok konkludere med at hverken James Densmore eller Remington-selskapet hadde stjålet fra Malling-Hansens patenter.

Dumheder.

(Johan Frederik Hansens notat):

Af ”Dagens Nyheder” for Mandag d. 5/8 07 med Overskrift: ”Dumheder, undertegnet ”Gudmund Schütte”.

”Efter at vi rolig havde ladet den mallingske Skrivekugle stjæles af Amerikanerne for at den kunde bjærge nogle flere Millioner Dollars ind i Onkel Sams i Forvejen tilstrækkelig millionstruttende Vom, var der mærkværdigvis nogle foretagsomme Danske, der traadte til og søgte at hindre, at Valdemar Poulsens traadløse Telegraf gik samme Vej. Men........”

Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Helge Holst, 1871-1944, var fysiker, forfatter og bibliotekar. Han er mest kendt og husket for det klassiske pragtværk ’Opfindelsernes Bog’, som han udgav sammen med André Lütken, 1843-1916, og som udkom i flere forskellige oplag fra 1912 til 1925.

André Lütken var journalist og translatør i fransk.

Nedenstående uddrag er imidlertid fra en forgænger til ’Opfindelsernes Bog’, et værk som Helge Holst udgav i samarbejde med Poul la Cour i 1904. Poul la Cour, 1846-1908, var matematiker og fysiker med speciale i meteorologi og han var med til at starte Meteorologisk Institut (DMI) i 1872. DMI var beliggende på Esplanaden 19 i København, lige på den anden side af Kastellet, og Malling-Hansen, som i 1880erne havde mange og frekvente kontakter med instituttet i forbindelse med hans forskning om solen og børns periodiske vægtsvingninger, havde altså kun ca 500 meter at gå fra det kgl Døvstummeinstitut til DMI.

Poul la Cour var selv opfinder og var den første i Danmark som byggede vindmøller for produktion af strøm.

- - - - -

     Naar vi ser bort fra meget gamle Forsøg, som ingen praktisk Betydning har faaet, var Forstander for Døvstummeinstituttet i København, Pastor Malling Hansen, en af de første, som har gjort sig fortjent af Skrivemaskinens Opfindelse. Her var adskillige Vanskeligheder at overvinde. At træffe en saadan Indretning, at man kunde faa de Bogstaver, man ønskede, afsat med Farve paa Papir ved at trykke paa bestemte Knapper eller Taster, var i og for sig en let Sag. Men skulde man paa denne Maade faa en sammenhængende Linjeskrift paa Papiret, krævedes det tillige, for det første, at Bogstavet skulde afsættes paa samme Sted paa Papiret, hvilken Tast man end trykkede paa, og for det andet, at det næste Bogstav, som blev afsat, skulde afsættes paa et andet Sted lidt længere fremme i Linjen.

For at overvinde den første Vanskelighed fordelte Malling Hansen de til de forskellige Bogstaver svarende Taster over en Halvkugle og forbandt dem ved en Stang- og Fjederforbindelse med Typer, der var anbragte i Nærheden af Kuglens Centrum; ved et Slag paa en Tast gik den tilsvarende Type ned og trykkede et sværtet Baand (senere et Farvebaand) mod et bestemt Sted af et Ark hvidt Papir, hvorved der da afsattes et Bogstav. Papiret var anbragt paa en bevægelig Cylinderflade, og hver Gang en Tast trykkedes ned. Frembragtes der en elektrisk Strøm, som ve Hjælp af en Elektromagnet drejede Cylinderen en lille Smule. Senere blev Papirets Bevægelse dog frembragt paa rent mekanisk Vis ved Tastens Nedtrykning.

     Malling Hansens ”Skrivekugle” blev vel efterhaanden bragt i en praktisk Form, men imidlertid var de amerikanske Maskiner, som Sholes o.fl. havde konstrueret omtrent paa samme Tid, naaet adskilligt længere frem i denne Retning, og navnlig efter at denbekendte Remington, Opfinderen af Remington Riflen, havde overtaget Fabrikationen af dem og forbedret dem betydeligt, kunde de danske Maskiner ikke tage Konkurrencen op. Sholes Maskiner saa vel som de fleste andre almindeligt anvendte Maskiner er forøvrigt i Hovedsagen byggede efter samme Princip som Malling Hansens, men Tasterne er ikke fordelt over en Halvkugle; der maa da være en længere Vægtstangsforbindelse mellem Tast og Type.

     Ved at anbringe flere Lag vekselvis af Farvebaand og Skrivepapir over hinanden i en Skrivemaskine kan man straks faa flere Eksemplarer af det skrevne.

     Man har søgt at konstruere Skrivemaskiner, hvor man samtidig kan anslaa flere Bogstaver, som da vil blive aftrykt paa Papiret meget hurtigt efter hinanden i den Rækkefølge, de har i Alfabetet; et Ord som ”hinanden” vil altsaa her kunne skrives ved tre Anslag af Hænderne, da Bogstaverne indenfor hver af dets tre Stavelser kommer i den rette Rækkefølge. Men for at opnaa dette, maa man have en meget indviklet Mekanisme. – Allerede ved de almindelige Skrivemaskiner kan man imidlertid ved Øvelse skrive betydelig hurtigere end med en Pen, og samtidig bliver Skriften læselig og ordentlig, om end man ikke kan kalde den smuk. – Der skal nu være c. 700 000 Skrivemaskiner i Brug Verden over.

Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Denne korte artikel om Rasmus Malling-Hansen findes i Hagerups illustrerede Konversationsleksikon, 3. udgave fra perioden 1920-25 under redaktion af Erling Rørdam, 1869-1930 og Poul Engelstoft, 1876-1961. Leksikonet publiceredes også i en 4. udgave i 1952.

- - - - -

Malling Hansen, HANS RASMUS JOHAN (5/9 1835 – 27/9 90), d. Døvstummepædagog, Skolelærereksamen 1854, Student 1858, cand.theol. 1865, 1859 Lærer ved Døvstummeinstituttet i Kbh., 1862 i Slesvig, 1864 Forstander ss., fra 1865 til sin Død Leder af Instituttet i Kbh. 

D.Døvstummeundervisning staar i stor Taknemmelighedsgæld til M.H. for den forstaaende Maade, hvorpaa han, skønt Forstander for en ”Skrift-Haandalfabet-skole” først støttede Johan Keller (s.d.) i hans Arbejde for at skaffe de uegl. Døvstumme den for dem naturlige Undervis-ningsform, Talemetoden, pg siden 1879 ved sit ”Forslag om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland” ogsaa aabnede Vejen for, at de bedre begavede egl. Døvstumme her fik en for dem tilpasset Form for Taleundervisning under Georg Jørgensens (s.d.) energiske Ledelse. 

M.H. var en alsidigt interesseret Mand. Han opfandt den første Skrivemaskine (Skrivekuglen) og fastslog de periodiske Svingninger i Børns Vækst efter Aarstiderne. (Se endv. Døvstummeundervisning).       J.F.

[1]Transkribering, kommentarer og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

FAcetten var et blad, som blev udgivet hveranden måned af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune og som synes nu at have ophørt. I deres nummer 3, juni 1999, 2.årgang, forekommer en artikel om Forvaltningens eneste museum, nemlig et museum som afspejlede blindes kulturhistorie gennem 200 år. Museet tilhørte egentlig Blindeinstituttet i København men havde dengang hverken officiel status, budget eller bemanding. Det fandtes i en kælderlokale i Hellerup. På dette tidspunkt var samlingen åben for offentligheden hver tirsdag eftermiddag, og drivkraften var Mogens Bang.
I begyndelsen af 2011 overdrog Blindeinstituttet hele sin samling til Medicinsk Museion, Bredgade 62 i København, og den nye ejer sørgede for at restaurere den sjældne skrivekugle med braille-skrift. Skrivekuglen indgik senere – i november-december 2011 – i en fint monteret udstilling  på Post og Telemuseet i København.

I det følgende bringes relevante uddrag af denne artikel og dens illustrationer.

Spændende museum med usle kår.

- Museet er det eneste i Danmark, der tager udgangspunkt i blindhed, og det har en af de mest komplette samlinger i Europa. Det hænger blandt andet sammen med, at den første forstander, Moldenhawer[2], der gennem 47 år var leder af det daværende Blindeinstitut på Kastelsvej[3] på Østerbro, ikke smed noget væk, men gemte alt, hvad der ikke længere blev brugt, fortæller Mogens Bang.

Derfor blev store mængder af for eksempel undervisningsmateriale, apparater til fremstilling af bøger med blindskrift og andet materiale til dokumentation af blindes tilværelse, stuvet sammen i kælderen.  Først i forbindelse med Blindeinstituttets flytning til Hellerup i 1968 blev effekterne reddet og registreret. Samlingen indeholder i dag ting, som vækker stor interesse blandt Mogens Bangs udenlandske kolleger.

Blandt de bevarede genstande er en smuk og detaljeret model af det gamle Blindeinstitut, modellen var en hjælp for nye, blinde elever, der skulle lære at finde rundt på instituttet.  Kendere, der har næse for den slags, vil kunne lugte, at modellen er bygget op af gamle cigarkasser[4].

Verdens første skrivemaskine.

Museet henvender sig til både blinde, svagsynede og seende – og synshandicappede har lov til at røre ved det hele, også fluens behårede ben.

Modellerne af fluen, edderkoppespindet og elefanten har i øvrigt det formål at vise en blind, hvordan ting, der enten er for små, for skrøbelige eller for store til at mærke på, egentlig ser ud. Tilsvarende findes der også i samlingen en globus og landkort, hvor grænser, byer m.m. er markeret i relief.

En af de mere eftertragtede udstillingsgenstande er verdens første skrivemaskine, som blev opfundet af danskeren Malling Hansen i 1873.[5] Det særlige ved maskinen var, at den kunne skrive lige så hurtigt, som man talte. Malling Hansen var forstander for Døveinstituttet[6] som var nabo til Blindeinstituttet – derfor forærede han et eksemplar af skrivemaskinen til Blindeinstituttet, men satte punktskrift på tasterne[7].

illustration: En af museets mest eftertragtede genstande er verdens første skrivemaskine.
Opfinderen Malling Hansen forærede Blindeinstituttet dette eksemplar med punktskrift på tasterne.

Research og kommentarer af Jorgen Malling Christensen.

Malling-Hansens skrivekugler for blinde

Så vidt vi ved, lod Malling-Hansen kun fremstille to skrivekugler med blindeskrift, hvoraf den ene har punktskrift – Braille -, og den lavede han med henblik på verdensudstillingen i Paris i 1878. Ved samme lejlighed udstillede han sandsynligvis også en version med Moon-skrift. Sikkert er i hvert fald at Malling-Hansen ved den udstilling modtog en ærefuld sølvmedalje for skrivekuglen som undervisningsredskab for blinde. Skrivekuglen med Braille og også den med Moon-skrift er begge i god fungerende stand den dag i dag! Moon-modellen ejes af en af foreningens medlemmer. Braille-modellen befinder sig siden 2009 i varetægt af ”Medicinsk Museion” i København. Eksemplaret fandtes i mange år på Blindehistorisk Museum, som var en del af Blindeinstituttet i København – naboen og kollegaen til Det Kongelige Døvstummeinstitut på Kastelsvej. Blindeinstituttet startede sin virksomhed i 1859 med J. Moldenhawer som forstander, og instituttet blev drevet her frem til 1968, da virksomheden flyttede til Hellerup.

I efteråret 2011 blev Braille-skrivekuglen vist som en af de helt store attraktioner på Post- og Telemuseets udstilling i København – se billeder under fanebladet ”All the models”, hvor der også er henvisninger til flere websites og til en video som viser skrivekuglen i funktion!

SA: Det skal finnes to skrivekugler med moon alfabetet på tastaturet. Se bildene lengre ned.

Artikel om ”Dansk Standard” af Trine Ahrens Holst[1].

Denne artikel indgår i en publikation udgivet af Det danske Kunstindustrimuseum i 2004 med titlen: ”De industrielle ikoner: Design Danmark, redigeret af Lars Dybdahl. Artiklens interesse for os er knyttet til dens kommentarer om skrivekuglens design og stilmæssige kvaliteter.

Transkribering og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

Som produkttype har skrivemaskinen en relativ kort, men omskiftelig historie. Oprindelig udviklet som hjælpemiddel for blinde fik den sit kommercielle gennembrud i slutningen af det 19. århundrede, men allerede efter ca. hundrede år blev den fortrængt af den personlige computer.

I sin grundidé, maskinel aflæsning af tegn i lineær rækkefølge på papir, er skrivemaskinen forholdsvis enkel at fremstille, og de tekniske forudsætninger var til stede allerede fra det 15. århundrede[2]. Men først i det 18. århundrede dukkede de første skrivemaskiner frem, primært som hjælpemiddel til blinde.  Som en af de første fik englænderen Henry Mill i 1714 patententeret en skrivemaskine, og frem til midten af det 19. århundrede fremkom en række forskellige skrivemaskiner, uden at nogen vandt større udbredelse. Generelt var der tale om en eksperimenterende fase, og modellerne var vidt forskellige.

Med kontorarbejdets ekspansion i slutningen af det 19. århundrede steg efterspørgslen på skrivemaskiner i takt med accepten af dem som arbejdsredskaber.  Den fremherskende type blev den firkantede, amerikanske Remington-model. Maskinerne blev nu masseproducerede og fremstod som oftest sorte og uornamenterede, en industriel stil, der understregede deres tilknytning til arbejdssfæren. Betjeningen af skrivemaskinerne blev primært anset for at være et kvindearbejde, ikke kun p.g.a. tastaturets lighed med et klaver, men også fordi skrivemaskinens udbredelse faldt sammen med den amerikanske borgerkrig, og kvinderne derfor var efterspurgte på arbejdsmarkedet. Fra 1920’erne begyndte skrivemaskinen at vinde indpas i private hjem, og dens design ændredes. Maskinens tekniske dele indkapsledes efterhånden i stålkasser med nye farvetoner, hvilket gav dem en mere elegant fremtoning, der passede bedre ind i det private interiør og bibragte kontorsfæren et skær af progressiv modernitet.

Som mange af de tidligere skrivemaskiner havde også Skrivekuglen sin baggrund i udviklingen af hjælpemiddel til handicappede. Dens opfinder, pastor Rasmus Malling-Hansen (1835-1890), var døvstummelærer.  Fra arbejdet med de døvstumme børn opstod idéen om en maskine, der kunne gengive lydtegn hurtigere, end det var muligt ved håndskrift. Til det formål undersøgte Malling-Hansen, hvor hurtigt man kunne helholdsvis tale, skrive bogstaver i hånden og kommunikere ved hjælp af tegnsprog, ligesom han afprøvede, hvor hurtigt fingrene kunne bevæges. Malling-Hansen fandt frem til, at mens hastigheden for håndskrift var 4 tegn i sekundet og for fingersprog 13, skulle man på en porcelænskugle kunne anslå 20 tegn i sekundet.

Den første version af Skrivekuglen dateres til 1865[3]. Den gennemgående idé var at lade typestængerne perforere en kuglekalot, nærmest som piggene på et pindsvin, og mødes i et fælles anslagspunkt. Foroven har stængerne taster, hvori bogstaver, tal og tegn er indgraveret, og nederst er den tilsvarende type anbragt. Skrivekuglen gennemgik en omfattende produktudvikling, især med henblik på at optimere anbringelsen og fremføringen af papiret. På den tidligste model var alt andet end kuglekalotten og tasterne indkapslet i en trækasse, og papirføringen foregik ved hjælp af elektricitet.  I 1867[4] indgik Malling-Hansen i et samarbejde med professor C.P. Jürgensens Mekaniske Etablissement, hvis første resultat var en massiv ramme i stål og messing, hvorover kuglekalotten var anbragt. Denne 75 kg tunge maskine var den første, der blev serieproduceret, men udviklingsarbejdet fortsatte, og omkring 1872 fremkom en forenklet model, der må anses for den egentlige Skrivekugle. Her var kuglekalotten anbragt på høje messingsøjler over en halvcylindrisk papirramme, der kunne dreje om cylinderaksen og forskydes i længderetningen. Da den elektriske papirfremføring havde vist sig vanskelig at vedligeholde, var den her erstattet af et mekanisk system. Mens de tidligere versioner primært havde teknisk karakter, er der med søjlemodellen nået et formmæssigt højdepunkt. Kuglens konstruktion er forenklet og dens vægt reduceret til ca. 5 kg. Skønt den fremstår uornamenteret, leder de høje, slanke messingsøjler tanken hen på tidens industrielle ikon, dampmaskinen, samt på periodens historicisme, hvis brug af løsrevne stilelementer genfindes i søjleopdelingens antikiserende anstrøg.

Skrivekuglen blev vist på adskillige af det 19. århundredes store udstillinger og vakte fra begyndelsen stor opmærksomhed. På den nordiske udstilling i 1872 i København samt på verdensudstillingerne i henholdsvis Wien 1873 og Paris 1878 vandt den udmærkelser og blev afsat til et internationalt publikum. Trods statsstøtte kunne Skrivekuglen ikke konkurrere med de masseproducerede maskiner af primært amerikansk fabrikat, der fra slutningen af århundredet begyndte at oversvømme markedet. Produktionen blev indstillet, men Skrivekuglen forblev i brug ind i det 20. århundrede. Senere er kun én anden skrivemaskine blevet produceret i Danmark, modellen Norden, der designedes ca. 1927 af arkitekten og grafikeren Knud V. Engelhardt[5]. Modellerne, der i de første årtier efter 2. verdenskrig blev formgivet på Sigvard Bernadotte og Acton Bjørns tegnestue for industriel design, var af det svenske mærke Facit.

Trine Ahrens Holst

Litteratur:
Michael H. Adler: The Writing Machine, London 1973
Helge Holst: Opfindernes Liv, 1914
André Lütken & Helge Holst: Opfindelsernes Bog, Bog 3, Fra Runesten til Hurtigpresse, 1873
E.N. Ritzau og Rasmus Malling-Hansen: R.Malling-Hansen’s Writing Ball or Type-Writer, materiale fra verdensudstillingen i Paris 1878.

Skrivekuglen

Historien om skrivekuglen og dens danske opfinder er også en beretning om et venskab og et samarbejde, der rakte vidt.

     R. Malling-Hansen (1835-90) voksede op i fattige kår, men takket være støtte fra greven til Knuthenborg blev han i stand til at tage en opfattende uddannelse. Malerpenslen blev lagt til side, og den unge mand, hvis begavelse var åbenbar, tog efter tur lærereksamen, studentereksamen og teologisk embedseksamen.

     Da Erik Ritzau lærte Malling-Hansen at kende, var han en elsket forstander og præst ved Det kgl. Døvstummeinstitut i København. Hans flid var legendarisk. Det er næppe for meget sagt, at han sled sig op i et liv, som han delte med familien, de døvstumme og de mange praktiske gøremål, han påtog sig, derunder ikke mindst syslen med opfindelser. Han var utvivlsomt en større opfinder, end både samtid og eftertid har vidst af, men sagt med et modeord slog markedsføringen ikke til. Han formåede heller ikke at tilvejebringe den økonomi, der kunne have understøttet hans bestræbelser på opfindervejen.

     En sen september-aften i 1890 faldt Malling-Hansen om på gaden, da han var på vej hjem fra et møde, han trods træthed havde deltaget i. Tililende kom til hjælp, men der var intet at stille op. De døves forstander, som en af de hjælpsomme havde genkendt, var død af hjertelammelse.

     Det fremgår af taler, der blev holdt ved begravelsen den 3. oktober, og mindeblade, som blev udgivet, at den afdøde ikke mindst som sjælesørger havde vundet hjerterne. Jordefærden fandt sted fra Skt.Jacobs Kirke. Henvendt til de døvstumme skrev en lærer, Joh.Heiberg i et af mindebladene, som vi finder i Ritzaus 1890-dagbog, at når man talte med Malling-Hansen om sorger og glæder, om de døvstumme og egne problemer, gik ordene ham til hjertet. ”Han lagde sine egne kjære Arbejder bort og arbejdede fra tidlig Morgen til sildig Aften for at ordne og forbedre Skolen og for at hjælpe os”. Heiberg beskrev den afdøde som en hyrde, hvis klare, milde øjne havde forstået de døvstummes tegn.

     Døvstumme og talende venner landet over samlede ind til et mindesmærke. Der indkom 1300 kr., og det gjorde det muligt at rejse et granitmonument på graven. Billedhuggeren Brandstrup gav udkast til en portrætmedaillon, som blev indfældet i stenen. Der var afsløring en oktobersøndag 1892, og blandt de tilstedeværende var mange gamle elever fra Døvstummeinstituttet.

     Af et offentligt regnskab fremgår, at selve monumentet stod i 1000 kr. En af de mindre poster gjaldt hornmusik til højtideligheden. 12 kr., det var det hele.

     Der blev ikke i tale og skrift gjort meget ud af, at sjælesørgeren også havde været et usædvanligt mekanisk talent. Men det havde Erik Ritzau øje for.

     Som døvstummepædagog havde Malling-Hansen været fuldt fortrolig med tegnsproget. Det gav ham ideen til skrivekuglen, som han udviklede i årene 1865-67 og fik patent på i 1870. Systemet var simpelt og genialt. Maskinen var halvkugleformet og udført i messing og stål. Knapper med bogstaver, tal og tegn var i skriverigtig højde. Der var ialt 52 taster, senere forøget til 54, og kombineret med et fjederværk ramte anslagene papiret. Der var i første omgang ikke nogen valse i maskinen. Den kom til som en forbedring.

     Bogstaverne lå godt for hånden, siger sagkyndige, der tillige fremhæver, at der kunne skrives meget hurtigt på det nye apparat, hurtigere end på den senere tilkomne amerikanske Remington.

     Principperne var forskellige. Drømmen om at kunne skabe det rigtige instrument til mekanisk skrivning havde fået endnu flere til at virke for sagen. Resultater var tidligere opnået bl.a. i Frankrig. Der var i realiteten et grundlag for Malling at arbejde videre på. Det gjorde han så individuelt, at han med nogen overdrivelse er blevet udråbt til skrivemaskinens egentlige opfinder. Hvad der med sandhed kan fastslås er, at han var først med en færdig model til seriefremstilling med henblik på kommerciel udnyttelse. Han fik sit patent, gældende 15 år, tre år før den første Remington-model så lyset.

     Han sov ikke på de laurbær, som forspringet indbragte, uden at det gav sig udslag i større rigdom. Under videreudvikling af kuglen lavede han nye modeller. En var tiltænkt de blinde. Et eksemplar står på Statens Blindeinstitut, vist nok ubrugt.

     Der var også en model, som kunne skrive telegramstrimler, og den kom i anvendelse mange steder, bl.a. hos Store Nordiske Telegrafselskab og i Ritzaus Bureau.

     Patenter blev opnået i flere lande og modeller solgt til England, USA og Østrig. I England var tidligere fremkommet et kommodestort, umuligt skriveapparat. Det skulle være let at udkonkurrere. Anerkendelser indløb på stribe. På den store udstilling i København 1872 tilkendtes der Malling-Hansens opfindelse en førstepris. Året efter hentede opfinderen en guldmedalje i Wien, og i 1878, da han udstillede i den danske sektion på verdensudstillingen i Paris, kunne der på ny indkasseres en guldmedalje.

     Erik Ritzau var så optaget af skrivekuglen, at han gik med ind i salgsarbejdet både hjemme og ude. Malling-Hansen var ellers den, der trods sin store optagethed selv demonstrerede og forklarede finesserne og deres muligheder. I Paris reklamerede en lille brochure for R. Malling-Hansens Writing-Ball or Type-Writer. Teksten fremhævede de fordele, den havde.

     Alle slags papir kan bruges, hed det, og der kan på een gang tages op til 10 kopier. Bøger kan den ikke klare, men enhver anden form for skrivearbejde.

     Prisen blev opgivet til 17 engelske pund. Ritzau var medunderskriver på brochuren, og der blev henvist til, at maskinen bl.a. kunne købes i Ritzaus Bureau, Kjøbmagergade 26, København.

     Når den danske opfindelse alligevel ikke blev en verdens-succes, er forklaringen tildels den, at Malling-Hansens materialer var dyre, men navnlig blev han overhalet af Remingtons og andre firmaers mere effektive salgsapparat.
 

    Det er uklart, hvor mange modeller og eksemplarer han nåede at få på markedet, før det indsnævrede sig for ham og hans hjælper, Erik Ritzau. Men der er nogle rundt om i verden. Det hænder, at en kommer på auktion. Prisen er høj. Der er på en international auktion betalt over en kvart million kroner for en velbevaret skrivekugle. Vurderinger i dag går højere op.

     Enkelte samlere hæger om deres eksemplarer. Det gælder en århusianer, som har anbragt sin Malling-maskine i en bankboks. Offentligheden har adgang til at kigge på skrivekugler i flere museer. Danmarks Tekniske Museum råder over otte forskellige modeller plus en halv.
 

     Der er interesserede, som ihærdigt prøver at kortlægge historien om skrivekuglen i enkeltheder. De beklager, at meget materiale som kunne belyse indsatsen og resultaterne, synes at være forsvundet. Men brikker i mosaikken dukker da op ind imellem. En dag bliver der efter alt at dømme nok til en bog om det eventyr, der kan tage sig ud som historien om geniet, som blev miskendt.

     Ved hans grav blev sagt, at han ”var blevet berømt både blandt lærde Mænd herhjemme og Lærde i det Fremmede”. På hundredårsdagen for hans død fremkom i flere aviser artikler om ham. Altså ikke ganske glemt. En af forfatterne, cand.polit. Christian Barnholdt mindede om, at Malling-Hansen også opfandt et apparat til tørkopiering. Det skete i 1872.

     Opfindelsen blev døbt xerografi – og den virkede i stilhed 65 år, før en mere avanceret maskine, som kunne det samme, og lidt mere, fik ord for at være den første. Ophavsmanden var svensk-amerikaneren Chester Karlson.Han brugte også betegnelsen xerografi, og det er ham og hans xerografi, teknikkens historie husker, ikke Mallings. Karlson solgte iøvrigt i 1937 sit patent til verdens-foretagendet Xerox Corporation.

     Malling-Hansen syslede med endnu mere i sit opfinderværksted. Nogen mener, at han var en skuffet og bitter opfinder, fordi resultaternes ventede succes udeblev. I de kald, han følte i forhold til sine døvstumme, var han glad og hjertelig. Da han døde i en alder af kun 55 år, efterlod han et dybt savn. Også i vennekredsen. Den omfattede foruden Erik Ritzau bl.a. de herrer Johannes Kaper og Feilberg.

     Den kendte genremaler O. Malthe Engelsted har i et maleri, muligvis udført efter fotografi, fastholdt trækkene hos fire engagerede herrer samlet ved kortspil-bordet: Ritzau, Kaper, Feilberg og Malling. Det var en stilfuld kvartet, personligheder, der repræsenterede viden, initiativ og tradition. Hvor billedet befinder sig i dag har ikke kunnet opspores. Det var ønskeligt, om det kunne fremkaldes[3].

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Tekstmæssigt er denne artikel i ugebladet Hjemmet fra 1935 ikke vellykket; der er flere grove faktafejl. Der er imidlertid to detaljer, som gør den interessant for os: 1) Dels den udmærkede tegning af Malling-Hansens skrivekugle, og 2) dels notaterne skrevet med fyldepen med Engelke Wibergs håndskrift.

I venstre margen har Engelke skrevet: Om Maskinens Konstruktion vides intet ud over at den vist var konstrueret for Blinde. (- Paa den Tid fandtes ingen Tegning med Patentet altsaa.) 1713-14. Ernst Martin, St.Gallen.

Den maskine hun kommenterer her, er Henry Mills brittiske patent nr 395 i 1714. Dele af patentteksten gengives i Michael Adlers: ”The Writing Machine, a history of the typewriter”, 1973, side  47-48, og der er faktisk ikke noget som tyder på, at den var ment for blinde. Patentteksten lyder blandt andet: ”The said machine may be of great use in settlements and public records”.

Under illustrationen af skrivekuglen har Engelke noteret: Malling-Hansens Skrivekugle opfundet 1865.
Type fra ca. 1885.

Illustrationen af skrivekuglen stammer fra det tyske tidsskrift ”Schreibmaschinen-Zeitung in Hamburg” fra 1904 og er også gengivet i George Carl Mares bog, ”The History of the Typewriter” fra 1909 (side 230) og viser, såvidt jeg kan bedømme, modellen fra 1878.

Vi har begge disse to kildetekster med illustrationer på vor hjemmeside – se under fanebladet ’Articles from recent time 1/2’.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

I denne artikel fortæller ”Hus og Hjem” om Danmarks Tekniske Museum (DTM) og om nogle af de klenodier museet opbevarede. På dette tidspunkt havde DTM en afdeling i Hellerup. Danmarks Tekniske Museum blev oprettet i 1911 og overtog da en samling genstande fra Dansk Industrimuseum. Oprindeligt havde museet lokaler på Polyteknisk Læreanstalt i København. I 1949 tilkom afdelingen på Duntzfelts Allé i Hellerup.

I 1966-69 flyttedes hele museet til Helsingør Skibsværfts tidligere lokaler på Fabriksvej 25. Der findes nu en langt fremskreden plan for at flytte museet til Svanemølleværket i Københavns havneområde. Samtidig ønsker man at udvide museets mission. Planen er at ”skabe et kulturelt kraftværk for videnskab, teknologi og innovation”, hedder det blandt andet på museets hjemmeside www.tekniskmuseum.dk

DTM har 8 og en halv forskellige modeller af Malling-Hansens skrivekugler. Derudover har følgende danske museet hver et eksemplar af skrivekuglen:

- Museum Vestsjælland (Odsherred Kulturehistorie)

- Bornholms Museer

- Svendborg og Omegns Museer

- Medicinsk Museion, København

- Designmuseum Danmark, København.

- - - - -

Fra artiklen i ”Hus og Hjem” har vi valgt at gengive dette lille afsnit:

     ”I forhold til landets størrelse har Danmark haft mange banebrydende videnskabsmænd som Ole Rømer, H.C.Ørsted og Valdemar Poulsen, hvis iagttagelser har været af afgørende betydning for udviklingen ikke mindst indenfor elektrotekniken. Men ogsaa i det smaa har vi haft foregangsmænd. Der er saaledes døvstummepædagogen R. Malling-Hansen, hvis skrivekugle viste vejen til det system, som alle skrivemaskiner nu bygges efter. Hans genialitet fremhæves stærkt ved en sammenligning med Duurlows[1] apparat, der dog var et fremskridt, fordi det muliggjorde med haandskrift paa een gang at skrive samme brev i 3 eksemplarer.”

- - - -

Research and comments by Jørgen Malling Christensen.

Illustrations by Sverre Avnskog.

The story of a Malling-Hansen writing ball with a Greek royal provenance was brought to my attention by the find in family archives of this grainy copy of an article, dated July 1962, from the Danish daily ‘Politiken’.

The short text reads as follows:

* This quaint old thingamajig on the posh desk with the curvaceous legs was brought from Denmark to Greece last century by a king.

* It was quite a marvelous invention.

* The portable typewriter belonged to the Danish born king Georg I of Greece, who kept it in his office in the residential palace, which now serves as the parliament building in Athens.

* The typewriter, the writing desk and many other items – among them the revolver, with which king Georg was murdered in Saloniki on March 18, 1913 – have been incorporated into a new ethnographic museum, just recently opened in Athens.

                                       D.K.

It is a pity that the anonymous journalist – D.K. – did not know (or mention) that the ‘quaint’ typewriter was invented by Rasmus Malling-Hansen! Fortunately, we can add much more flesh to the story and explain why and how the writing ball ended up in Greece:

The Greek king Georg I was born in Denmark in 1845 as prince Christian Vilhelm Ferdinand Aldolf Georg, son of Christian IX (1818-1906) and Louise of Hessen (1817-1898). In 1863 he was offered the Greek throne and accepted it at the young age of 17. Interestingly enough, his father inherited the Danish crown that same year, hence the son became king of Greece in October 1863 and his father was crowned king of Denmark in November 1863!

The new king was ambitious and became popular with his new people. He managed to learn the Greek language quickly, and his extroverted and informal personality appealed to the public. He married the Russian noblewoman Olga Konstantinovna (1851-1926), and they had 8 children:

Konstantin, 1868-1923

Georgios, 1869-1957

Alexandra, 1870-1891

Nikolaos, 1872-1938

Maria, 1876-1940

Olga, 1880-1880

Andreas, 1882-1944

Christophorous, 1888-1940

As a young Danish prince, Vilhelm participated in  visits to the Royal Institute for the Deaf in Copenhagen,  and hence he had met Rasmus Malling-Hansen already at this time.

And in the summer of 1884, the former prince Vilhelm, now King George I of Greece, once again paid a visit to Malling-Hansen and his institute. The Greek royals had arrived in Copenhagen July 31 and stayed in Denmark until September 14. We don’t know the date of their visit to the Institute, but we do know that the king was accompanied by his wife, 3 sons and 2 daughters, as well as the Danish prince Valdemar (1858-1939). We know this from a letter from Rasmus Malling-Hansen’s brother Thomas Jørgen Hansen to his sister-in-law Nielsine Hansen, in 1884. We also have documentation of this royal visit in Fritz Bech’s (Malling-Hansen’s son-in-law, married to Zarah) description in his memories from the institute.

It is quite possible that Malling-Hansen chose this conspicuous occasion in 1884 to present king Georg I with an 1878 (or later) model of the writing ball in its mahogany box (which can be seen in the photo).

SA: See our article "A Royal weighing at the Royal Institute - in 1884" and Fritz August Beck's article about the old days at the institute.

Alternatively, Malling-Hansen took the opportunity to display the most recent model of his writing balls to the illustrious visitors, and perhaps king Georg placed an order for a portable writing ball?

Whatever the case, the photo from 1962, together with the text, documents that the Greek king did indeed own an 1878 writing ball in mahogany box.

I have searched the internet for information about the information in the article about the ethnographic museum in Athens but I havn’t found anything to confirm this information. On the other hand, Athens has ‘The National Historic Museum’ – see their website on www.nhmuseum.gr – and this museum is in fact located in the former parliament building and has been since 1960. The historic museum has a room devoted to the first Greek parliament and the revolution of Crete, and in this room King Georg I’s items are kept.

Georg I was a popular king, reigning for nearly 50 years, and there is every reason to expect that his personal items have been preserved. It is therefore likely that one of Rasmus Malling-Hansen’s beautiful writing balls can be found in this room in the historical museum.

It would be wonderful if we could get confirmation from the museum about the existence and condition of this writing ball and, hopefully, get to know the serial number.

Rasmus Malling-Hansen met with at least 3 kings in his lifetime; he knew the Danish king Christian IX and met him several times – the Danish royal family paid several visits over the years to the Royal Institute for the Deaf, and the king knew not only Rasmus but also his family. He used to call Malling-Hansen’s daughters: “The small writing balls”.

Malling-Hansen met the Swedish king Oscar II in June 1876 and had the good fortune to demonstrate the writing ball to him, and later that same year the king presented him with the order of Wasa. And finally he met the Greek king Georg I in August or September 1884 and sold or donated a writing ball to the king.

Research og transkribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Sådan skrev man i 1867.

Sådan trykker man aviser i 1964.

     Nye metoder er på vej for at afløse Gutenbergs århundredgamle bogtrykkunst, og Ingeniørens Ugeblad har opsøgt laboratorieingeniør Chr. W. Christensen for at høre lidt om disse metoder, der bl.a. bygger på anvendelse af fotosættemaskiner, elektroniske komponenter og fototeknik. Denne samtale kan De læse på side 6.

Men for at vise sandheden i det gamle ord om, at der ikke er noget nyt under solen, bringer vi tilige billedet til venstre, der foruden at vise direktøren for Teknisk Museum, civilingeniør K.O.B.Jørgensen, også viser et af klenodierne fra museets samlinger. Det er en skrivekugle med elektronisk papirfremføring, og den blev konstrueret af Malling Hansen for snart 100 år siden, nemlig i 1867. Der er ikke mange skridt fra denne maskine til de moderne sætteskrivemaskiner.

(JMC: Resten af teksten er her udeladt)

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Under vort faneblad ’The Exhibitions’ finder man dokumentation om de fire modeller af skrivekuglen, som Rasmus Malling-Hansen deltog med på verdensudstillingen i Paris, og telegrafstrimmelmodellen var en af disse fire. Der findes også det i artiklen omtalte reklameblad (dog i tysk udgave) som også har en illustration af denne skrivekuglemodel. Den var monteret på en cirkelformet træplade.

-----

Verdens mindste skrivemaskine fundet hos fotograf i Holte.

Museerne kendte ikke maskinen, der er fra 1878

Danmarks Tekniske Museum har for et par dage siden erhvervet en Malling-Hansen skrivekugle for telegrafstrimler, en af de mindste skrivemaskiner – ja, måske den mindste – der nogensinde er fremstillet

     Civilingeniør K. O. B.Jørgensen erfarede ad omveje, at der hos en fotograf i Holte skulle findes en skrivekugle, der var indkøbt på auktion for 37 år siden. Når man aflagde fotografen et besøg, var det nærmest rutinemæssigt, idet man i mange år har regnet med, at samtlige udgaver af Malling-Hansen-kuglerne fandtes på museet.

Kan ligge i en hånd

     K. O. B. Jørgensen fortæller til Ingeniørens Ugeblad: ”Jeg fik noget i reting af et chok, da jeg pludselig blev præsenteret for en skrivekugle, der ikke fyldte mere, end den mageligt kunne ligge i min udstrakte hånd. Jeg havde aldrig set så lille en skrivemaskine, og der var det mærkelige, at afstanden mellem de lodrette støtter ikke engang tillod, at et stykke papir på størrelse med et spillekort kunne anbringes under typestængerne”.

     Imidlertid er maskinen udstyret med to små valser, der muliggør, at en smal papirstrimmel kan føres ind under typerne; men en henvendelse til Post- og Telegrafmuseet gav negativt resultat. Det blev meddelt, at dette museum aldrig havde hørt om en sådan skrivekugle, og at den i al fald ikke har været benyttet på danske telegrafstationer.

     Alt hvad der findes af skrivemaskine-litteratur på Teknsik Museum blev hentet frem, og efter en times søges fandt man en salgsbrochure på fransk, som R. Malling-Hansen og E. N. Ritzau udsendte i anledning af Verdensudstilingen i Paris i 1878. I brochuren fortælles, at man kunne vælge mellem to udgaver, en til oktavformat og en til telegrafstrimler. Prisen var 425 francs.

Har Store Nordiske anvendt den?

     Meget taler for, at det Store Nordiske Telegraf-Selskab i sin tid har gjort brug af denne specielle skrivekugle. I al fald ved man, at en af museets ældste skrivekugler – med elektrisk papirfremføring – har været benyttet af selskabet til skrivning direkte på telegrafblanketter.

     Sidstnævnte maskine har imidlertid dimensionerne 73x57x25 cm og vejer ca. 35 kg. Det ville derfor være nærliggende at antage, at afskrift på strimler med påfølgende opklæbning var at foretrække, nar man tilgengæld kunne nøjes med en maskine på 1300 gram.

     Efter den seneste erhvervelse råder Danmarks tekniske Museum over 65 skrivemaskiner, hvoraf dog kun de 5 benyttes i det daglige.

Research og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

JMC: Der er to gode grunde til at publicere denne artikel:

1) Dels den fine og iøjefaldende illustration af en Malling-Hansen skrivekugle (model 1876 eller 1878. SA: Det er en 1878-model. Man kan se snellene som fargebåndet ble rullet opp på. Fargebåndet på skrivekuglen ble først lansert i 1878);

2) og dels det faktum at Danmarks tekniske Museum er af central betydning for vort selskab. Museet er den stolte ejer af den største og mest diversifierede samling skrivekugler i verden.

Det første egentlige tekniske museum i Danmark blev etableret i 1911 på Polyteknisk Læreanstalt i København. Efterhånden som samlingen voksede, blev der behov for en større og mere formålstjenlig beliggenhed, og i 1965 flyttede samlingen til den nybyggede anlægning på Fabriksvej 25 udenfor Helsingør. Vort selskabs sjette generalforsamling blev afholdt på museet, hvor vi var omgivet af unikke museumsgenstande og fik den varmeste modtagelse af daværende og pensionerede museumsansatte.

SA: Vi tilbragte også en dag ved museet undert vårt stiftelsesmøte i 2006. Den gangen var ikke så mange av skrivekuglene utstilt, men museumsdirektør Jens Breielsen var så grei og plukket frem alle skrivekuglene som museet eier, 9 stk i alt pluss et ekstra tastatur.

JMC: Efter 57 år i Helsingør er nu alle sejl sat til for at skaffe museet endnu større og bedre lokaler. Statslige midler er afsat for at indrette det gamle varmekraftværk, Svanemølleværket på Lautrupsgade 1 i København, til et nyt,spændende og innovativt teknisk museum. Overflytningen af de mange tusind genstande er naturligvis en langvarig proces, som vil tage flere år, og det nye Danmarks Tekniske Museum beregnes at står klart i 2026. Jeg opfordrer alle interesserede til at se museets hjemmeside, tekniskmuseum.dk, hvor man blandt andet kan læse deres inspirerende ’Vision’ for det mye museum.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

I denne artikel, fortæller Danmarks Tekniske Museums daværende direktør, K. O. B. Jørgensen, om en lang række tekniske opfindelser, som kunne fejre 100 års jubilæum i 1967, og blandt disse indtog Malling-Hansens skrivekugle en fremtrædende plads. Vi bringer her kopi af de tre pågældende sider i tidsskriftet ’Ingeniør- og Bygningsvæsen’, men i transkriberingen har jeg valgt at kun medtage den del som omhandler skrivekuglen.

Artikelforfatteren, Kristen Osvald Bangsgaard Jørgensen, 1919-1996, var cand.polyt (elektroingeniør) fra KTH. Fra 1954 var han knyttet til Danmarks tekniske Museum og blev i 1958 udnævnt til museets første direktør. Han har publiceret mange værker, blandt andet: ’De store opfindelser’ (1965), ’Elektroteknikken grundbegreber’ (1965 og senere), ’Vekselstrømsmaskiner og vekselstrømsanlæg’ (mange udgaver og oplag), ’Lys: Teknik og installation’ (1966), ’Teknisk leksikon’ (1968-1994), ’Elektroteknik for maskiningeniører’ (1972), ’Hen ad vejen’ (1972), ’Op i luften’ (1976), ’Lys og lamper’ (1976) og, ikke mindst: ’Danske foregangsmænd indenfor teknik og naturvidenskab’, Strandbergs Forlag, 1986, med et kapitel om Rasmus Malling-Hansen (også i engelsk udgave: ’Danish Pioneers in Science and Technology’). Dette kapitel har vi publiceret under fanebladet ’The writing ball’ og derefter gå til: ’Articles from recent time’.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Denne fortræffelige artikel fortæller om Danmarks Tekniske Museums særudstilling i 1967 med anledning af 100-årsjubilæet for Rasmus Malling-Hansens første model af skrivekuglen. Selvom vi ikke kan dokumentere tilblivelsesåret 1867 med 100% sikkerhed, er det dog et rimeligt og sandsynligt udgangspunkt. Vi ved helt sikkert, at Malling-Hansen i sommeren 1865 eksperimenterede med tegnenes placering på en porcelænshalvkugle; og vi ved at hans første eneretsbevillingsansøgning angående kassemodellen  blev indleveret i januar 1870 og førte til hans første eneretsbevilling i marts samme år.

Min personlige vurdering er, at Malling-Hansen havde ideen til skrivekuglens udformning ganske klar allerede i 1865 (fordi porcelænshalvkuglens form og størrelse hænger nøje sammen med den tekniske udformning, som er så karakteristisk og speciel for skrivekuglerne). Jeg tror også, at hans første detaljeskitser til de forskellige komponenter og til den tekniske udformning blev udført og gradvist forbedret i løbet af 1865 og 1866 og at arbejdet med forbedringer fortsatte i årene frem til det første patent. Desværre har vi endnu ikke fundet disse første tegninger (De tidligste tegninger vi hidtil har fundet er fra januar 1870). Men det er naturligt at formode, at Malling-Hansen lavede ganske detaljerede konstruktionstegninger i forbindelse med samarbejdet med Jüngers mekaniske Etablissement, som byggede skrivekuglerne. Vi ved, at grundlæggeren af firmaet, Frederik Gottlieb Edvard Jünger (1823-1899) havde både bolig og virksomhed på adressen Sortedam Dossering 37 (bygningen nu nedrevet), og at Jünger selv var chef indtil 1869, da han af helbredsgrunde (kraftigt nedsat syn) overdrog ledelsen, firmaet og boligen til sin eminente medarbejder Christopher Peter Jürgensen (1838-1911).

Det indebærer – i min optik -  at Malling-Hansens konstruktionstegninger til at begynde med blev modtaget og bearbejdet af Edvard Jünger – sandsynligvis i 1866 – og at den første prototype sandsynligvis stod klar i 1866 eller 1867. Først fra og med 1869 overtog C.P.Jürgensen ansvaret for konstruktionen af skrivekuglen og dermed for videreudviklingen af prototyperne i samarbejde med Malling-Hansen.

Summa summarum: Det er rimeligt at tidsfæste skrivekuglens opfindelse til året 1867; men man kunne også forsvare at vælge 1865 eller 1866, hvis man med ’opfindelse’ forstår ’ideen til og konstruktionstegninger af den pågældende opfindelse’.

Hvis vi definerer ’opfindelse’ som den fysiske fremstilling af maskinen (i prototype), forekommer 1866 at være det tidligst mulige, men personligt tror jeg mere på 1867, som jo også er det år Danmarks Tekniske Museum udgår fra.

Angående de tidligste prototyper vil jeg her tillade mig at gengive nogle punkter i Sverre Avnskogs grundige forskning, hvor han i en artikel publiceret på vor hjemmeside i november 2009 (se faneblad ’The first prototype’ og artiklen ”What did the very first writing ball look like?”), som jeg varmt anbefaler til læsning. Her vil jeg fremhæve artiklens afslutning, hvor Sverre summerer (min tekstudformning):

Kassemodellen som Malling-Hansen fremviste offentligt for første gang den 8 september 1870 var ikke den første prototype af skrivekuglen. Den var antagelig den femte udgave af skrivekuglen efter en årrække af forsøg med forskellige prototyper.

1. I den første prototype var skrivekuglen indbygget i et bord, forsynet med en fodpedal som bevægede papirvalsen (ca 1867-1869). Dette var langt den tungeste og største af modellerne.

2. Den anden prototype havde et flat underlag, håndtag for linieskift og manuel bevægelse af halvkuglen (ca 1867-1869)

3. Den tredje prototype havde en cylinder og var udstyret med en manuel optræksmekanisme med en spiralformet spole til at flytte cylinderen med papiret et hak frem, hver gang der blev trykket på en nøgle. (Februar 1870)

4. Fjerde prototype var en kombinationsmodel med en spiralfjeder og to indbyggede våde batterier (marts 1870)

5. Den femte prototype var den for os velkendte officielle kassemodel – også den eneste af prototyperne som eksisterer idag. Den havde et eksternt batteri.

Der er ikke noget mærkeligt i at Malling-Hansen og Jüngers mekaniske Etablissement eksperimenterede med alle disse forskellige prototyper; de prøvede sig frem, stødte hen ad vejen på problemer og hindringer og prøvede derfor forskellige udveje for at finde bedre tekniske løsninger. En helt normal proces i teknologisk udvikling!

Nedenstående transkribering er begrænset til de mest relevante dele af artiklen i Ingeniørens Ugeblad.
Desværre er der skåret et lille stykke af den digitale tekst, så jeg har måttet gætte mig til visse ord.

Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Denne lange og grundige artikel om Rasmus Malling-Hansen blev publiceret i den lollandske dagsavis Ny Dag, som havde redaktion i Nakskov. Artiklen er velformuleret og man mærker, at der ligger en hel del forskning bag. Skribenten er ukendt, men et kvalificeret gæt fra min side er, at det drejer sig om Jørgen Peter Laurits Jørgensen, 1888-1974, som var politiker og højskolemand. Han repræsenterede det Radikale Venstre og var blandt andet undervisnings-minister i perioderne 1935-1942 samt 1957-1961. Kulturområdet blev tildelt et selvstændigt ministerium i 1961 – inden da var området en del af kirke- og undervisningsministeriet og, som sådan var museer og Danmarks kulturarv en del af Jørgen Jørgensens ansvarsområde.

Det er bemærkelsesværdigt, at avisen har spenderet en hel side og har flottet sig med fire gode illustrationer.

Jeg fandt artiklen i oktober 2021 i personlige arkiver efter min fætter, Lars Vildrik. Kuglepensnotaterne er skrevet af min faster Magda Christensen.

-----

Teologen fra Hunseby opfandt skrivekuglen.

En af forløberne for den moderne skivemaskine.

En beretning om Malling Hansens banebrydende opfindelse.

En af de mange originale opfindelser, som er gjort i Danmark, kan i år fejre 100 års jubilæum. Det er den lollandske døvstummelærer og teolog, naturforsker og opfinder H.R. Malling Hansens skrivekugle – en af forløberne for den moderne skrivemaskine – der vel ikke vandt nogen større udbredelse, men alligevel i kraft af de principper, hvorefter den var opbygget, blev et væsentligt bidrag til forsøgene på at (mekanisere også skriveprocessen. Den første skrivekugle er i dag et af klenodierne på Danmarks tekniske Museum i Helsingør.

Hans Rasmus Johan Malling Hansen, der blev født i et fattigt hjem i Hunseby 5.september 1835 og døde i København 27.september 1890, læste, efter at være uddannet malersvend, med økonomisk støtte fra greve Knuth til Knuthenborg, til lærer og blev senere teolog, og i 1865 udnævntes han til forstander og præst for Det kgl. Døvstummeinstitut i København. Han kom til på afgørende måde at præge udviklingen i det 19. århundrede indenfor døvstummeforsorgen, idet han bl.a. gennemførte en sondring mellem normalt begavede og evnesvage døvstumme og var stærkt medvirkende til, at talemetoden fra udlandet indførtes i dansk døvstummeundervisning. Han tog initiativet til oprettelsen af Døvstummeinstituttet i Fredericia og var også virksom på nordisk plan indenfor døvstummeforsorgen. – Han vandt sig tillige gennem sine studier af børnenes vækstperioder et navn som biolog, men han vil dog først og fremmest blive husket som skrivekuglens fader.

*

Skrivemaskinens historie er betydeligt længere end de 100 år, der er gået, siden den danske skrivekugle blev opfundet. Så tidligt som i begyndelsen af det 18.århundrede lavede englænderen Henry Mill et udkast til ”en kunstig maskine eller metode til trykning eller skrivning af bogstaver enkeltvis eller det ene efter det andet, ligesom ved skrivning”, og i de følgende 150 år så mange mere eller mindre fantastiske skriveapparater dagens lys, i mange tilfælde lavet med henblik på at give blinde mulighed for at skrive, men først med Malling Hansens skrivekugle og den samtidige amerikanske skrivemaskine, konstrueret af C. L. Sholes og C. Glidden, nåede man frem til de egentlige forløbere for den moderne skrivemaskine.

Malling Hansens skrivekuygle har fået sit navn, fordi stængerne med typer ere anbragt i maskinens halvkugleformede overdel. – Trykker man på en tast, bevæger typen sig ind mod kuglens centrum, hvor den rammer et farvebånd og sætter aftryk på papiret nedenunder. Papiret føres frem i en særlig papirramme af form som en halvcylinder, og denne cylinder kan drejes om sin egen akse og forskydes til siderne, så man kan skrive på et hvilket som helst punkt på papiret. Kuglen har 54 taster for bogstaver, cifre og tegn og er kun udstyret med store bogstaver.

*

Vejen fra idé til skrivekuglen i dens endelige udformning var imidlertid lang og trang for Malling Hansen. I årevis arbejdede han på at konstruere en anvendelig skrivemaskine, og en artikel i Illustreret Tidende i januar 1876[1] giver et indtryk af de problemer, som opfinderen havde at kæmpe med:

”Det er nu over 5 Aar siden, at Skrivekuglen fremkom. Det var i Marts 1870, at Pastor R. Malling Hansen fik 15 Aars Eneret paa sit Hurtigskrivningsapparat i dets første Skikkelse, og Publicum hørte atter og atter om det! Det blev omtalt, afbildet og beskrevet i danske, tydske og engelske Blade; det var at see paa Udstillingen her i 1872 og i Wien 1873, og begge Steder blev det prisbelønnet, men saa hørte det pludseligt op med Meddelelser om det. Mange have vel ikke tænkt derover, men En og Anden har dog maaske antaget, at Sagen som upraktisk var laggt til Side, og at Opfinderen var bleven træt af altid at arbejde, forandre og forbedre under mangehaande Ærgrelser og Bryderier uden reelt Udbytte.

En saadan Tanke var naturlig, men den svarer ikke til Virkeligheden. Langtfra at være bleven træt, har Pastor Malling Hansen siden Skrivekuglen sidst var Genstand for offentlig Omtale, arbeidet paa sin Opfindelses Fremgang med Udholdenhed og Iver. Han har ikke skyet nogen Anstrengelse for at kunne blive i Stand til at fortsætte Arbeidet, og nu staar Skrivekuglen færdig i en, som det sikkert tør siges, praktisk Form, mindre i Omfang og billigere Pris end nogensinde.

*

Hvilken Form vi end tage af Skrivekuglen i dens tidligere Skikkelse – og Opfinderens Arbeidsværelse er et righoldigt Museum i saa Henseende – blev den Bevægelse, der lod Papiret glide frem under de anslaaede Typestempler, reguleret ved Elektromagnetisme. I den tidligste Skrivekuglen var Papiret rullet om en Cylinder, der bevægedes frem i en Skruelinie af et Uhrværk, men dette Uhrværk fik kun lov til at virke hver Gang, et Stempel blev anslaaet. Et Stempels Anslag sluttede den elektriske Strøm, en Elektromagnet blev tiltrukken, og et Hemværk, der ellers greb ind i et til Uhrværket tilhørende Tandhjul, lod dette bevæge sig een Tand frem. Cylinderen med det derom rullede Papir bevægedes et Bogstavs Bredde rundt, og med Skrivepapiret fulgte Sværtepapiret, der var lagt over det; det er det, som den anslaaede Type i alle Skrivekuglens Former træffer, og det er dets Farve, som Typerne aftrykker paa Skrivepapiret.

Denne Construction undergik snart Modificationer, og paa den nordiske Udstilling i 1872 var Skrivekuglen en helt anden. Papiret var ikke længere rullet om en Cylinder, men laa fladt paa en saa kaldet Vogn, og endnu i Udstillingssommeren fik Pastor Malling Hansen i Forbindelse med Eieren af Professor Jüngers mechaniske Etablissement, Mechanicus og nuværende Professor C. F. Jürgensen, 13 Aars Eneret paa en saakaldet Takygraf (d.e. ”Hurtigskriver”), Skrivekuglen i en ny Skikkelse, der skulle gøre det muligt for en øvet Haand at anslaae og altsaa skrive 20 bogstaver i Secundet, 1200 i minuttet, 72.000 i Timen, en Hurtighed, der er 5 Gange saa stor som den, hvormed der gjennemsnitsvis skrives med en Pen, og som fuldstændig kan holde trit med endog temmelig hurtig Tale”.

*

Malling Hansens skrivekugle vakte betydelig opsigt både i Europa og i USA. De patenter, som han udtog i England og  Østrig, blev købt af forretningsfolk, som ville fremstille skrivekugler, og fra bl.a. Rusland og Italien indløb på et tidligt tidspunkt bestillinger på skrivekugler, men disse ordrer kunne ikke effektueres, fordi Malling Hansen ikke var forberedt på en fabriksmæssig fremstilling af skrivekuglen. De eksemplarer af kuglen, som blev solgt af de første udgaver, virkede udmærket, så længe det elektriske batteri, som skulle få vognen med papir til at bevæge sig, var i orden. Men når batteriet ikke længere kunne afgive strøm, eller det elektriske system kom i uorden på grund af manglende kendskab til maskinens mekanik, klagede man over, at skrivekuglen ikke kunne fungere, som den skulle.

”Det gjaldt om at blive et saa besværligt Tilbehør kvit, og det er nu lykkedes Opfinderens Kjærlighed til den af ham engang undfangne Idee at løse Opgaven”, hedder det i artiklen i Illustreret Tidende. ”Hans udholdende opfindeske Snille har bragt det til, at Elektromagnetismen er et overvundet Standpunkt, og Opgaven er løst derved, at den anslaaende Bevægelse, der fører et Stempel ned, samtidig sætter hele Kuglestykket, hvori Stemplerne ere samlede, i en vippende Bevægelse; en lille Stift bringes herved til at gribe ind i et Tandhjul; det føres een Tand frem; Bevægelsen gaaer videre, og Papiret flyttes een Bogstavbredde. Det er en saa simpel og smuk Construction, at man forbauses over, at den ikke er bleven fremstillet for mange Tider siden. Det er Historien om Columbus Æg. Endnu skal her kun bemærkes, at Papiret er anbragt i en buet Messingramme, der vugger frem og tilbage over en lille Ambolt, som Stemplerne, naar de anslaaes, bevæge sig imod”.

*

Den nye skrivekugle optog kun en sjettedel af den plads, som forgængerne krævede, og dens vægt var kun ni pund mod tidligere 150 (!) pund[2]. På grund af den simple konstruktion kunne den så godt som aldrig gå i stykker, mener skribenten, og han fremhæver, at man ved at anvende en kombination af flere lag skrivepapir og sværtepapir på én gang kan skrive indtil seks eksemplarer af et brev, hvorfor skrivekuglen ”utvivlsomt vil faae stor praktisk anvendelse”.

Man finder på den forbedrede udgave af skrivekuglen tre principper, som går igen på alle moderne skrivemaskiner: papirfremføringen, linieskift ved tryk på en enkelt tast og klokken, der ringer ved slutningen af linien.

Artiklen i Illustreret Tidende, som nævner, at der allerede på en udstilling i London 1851 præsenteredes en slags skrivemaskine, oplyser, at mens man hidtil havde konstrueret skrivemaskiner for at anvende dem i blindeundervisningen, var det en ny tanke, at sådanne apparater også skulle anvendes af seende, og bladet fortæller, at Malling Hansen kom ind på denne tanke ved sin virksomhed som forstander for Døvstummeinstituttet.

Han konstaterede, at mens man som regel kun kunne skrive fire lydtegn i sekundet i hånden, men i almindelig tale var oppe på ca. 20 lydtegn, kunne man med fingersprog angive omtrent 12 lydtegn i sekundet. Det var således muligt at gengive talens lyd i synlige tegn med en hastighed, der nærmede sig talens, og Malling Hansen begyndte derfor at beskæftige sig med mulighederne for at fremstille en for alle læselig skrift med talens hurtighed, hvilket ville være af stor betydning for døvstumme. Resultatet blev den nu 100-årige skrivekugle.

*

Skrivekuglens svaghed var, at den anvendte stødstænger og derfor måtte have en lidt akavet facon, mens moderne skrivemaskiner er udstyret med leddelte anslagsstænger, der arbejder efter vægtstangsprincippet og derfor er lettere at skrive på. Den skrivemaskine, som i 1880erne udkonkurrerede Malling Hansens skrivekugle – den maskine, som Remington-fabrikkerne udviklede af Sholes og Gliddens skrivemaskine – arbejdede efter dette princip. Den danske og den amerikanske skrivemaskine var meget forskellige i udformningen, men amerikanerne studerede Malling Hansens skrivekugle med stor interesse i begyndelsen af 1870erne og ville bytte patentrettigheder med den danske opfinder, fordi man ønskede træk fra skrivekuglen overført til den amerikanske skrivemaskine.

Skrivekuglen er i dag et kuriøst stykke mekanik på Teknisk Museum, men selv om den hurtigt blev udkonkurreret af udenlandske skrivemaskiner, er den dog et af de mange danske bidrag til den tekniske udvikling, som bør huskes.

Jørgen Jørgensen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Denne artikel blev publiceret i Sjællands Tidende den 16 august 1972, og jeg har fundet den i mine slægtsarkiver. Artiklen fortæller om et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Museum og et jubilerende EDB-firma i Herlev, W.Rolf Pedersen A/S. Firmaet var registreret på adressen Ellekær 12 og er noteret i Kraks Vejviser i 1970. I Vejviserens udgaver 1982 og 1987 findes firmaet stadig med, nu under navnet WRP Dataudstyr A/S og med mellem 50 og 99 ansatte.

I anledning af firmaets 50-årsjubilæum udlånte  Danmarks Tekniske Museum generøst nogle antikke kontormaskiner, blandt andet det smukke eksemplar af skrivekuglen som fotografier viser.

- - - - -

Kontorets maskiner udstilles.

En udstilling, der viser en kavalkade af gamle kontormaskiner, adskillige fra før århundredeskiftet, er arrangeret af Danmarks Tekniske Museum i samarbejde med det 50-års jubilerende branschefirma W.Rolf Pedersen A/S i Herlev.

Det fornemmeste klenodie i udstillingen er Malling Hansens skrivekugle fremstillet i Danmark omkring 1870[1]. Den første egentlige produktion af skrivemaskiner fandt sted herhjemme, hvor utroligt det end kan lyde. Det er et meget smukt stykke håndværk, indeholdende geniale konstruktive enkeltheder. Desværre var produktionen ikke rentabel, da skrivemaskiner efter vægtstangs-princippet kom på markedet.

Her er også en Erika[2], sammenklappelig og med kun tre rækker tangenter, fra perioden 1910-20. Erika er en af verdens første rejseskrivemaskiner, og den produceres den dag i dag.

(JMC: Resten af teksten er udeladt).

Rasmus Malling-Hansen i hæderkronet selskab!

Research og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Nedenstående billede og tekst er en annonce fra computeralderens barndom – publiceret i tidsskriftet Ingeniøren den 6 september 1980. I denne periode, hvor computer-specialisterne sikkert fornemmede, at verden stod på tærskelen til en IT-revolution, havde firmaet Datapoint den gode smag at minde samtiden om at computerteknikken stod på skuldrene af tidligere generationers genier. Her har de valgt at klæde skuespillere ud og illudere 8 sådanne pionerer, og Rasmus Malling-Hansen er kommet i meget fint selskab:

Alexander Graham Bell, 1847-1922, fysiolog og opfinder af telefonen i 1876

Johann Gutenberg, 1399-1468, bogtrykkerkunstens opfinder, ca 1444

Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890, præst, forstander og opfinder af verdens første seriefremstillede og fungerende skrivemaskine, skrivekuglen i 1867 (patent 1870)samt en metode for kopiering, xerografi i 1872

Guglielmo Marconi, 1874-1937, fysiker og opfinder af den trådløse telegraf (1901) og radioteknik

Hans Christian Ørsted, 1771-1851, fysiker som fandt lovene for den elektriske strøms magnetiske virkninger, elektromagnetismen (1820)

William Gilbert, 1540-1603, læge, fysiker og naturfilosof, pioner indenfor forskningen om magnetisme (ca 1600)

Sir Rowland Hill, 1795-1879, lærer, opfinder og social reformator; reformerede det engelske postvæsen og anses bl.a. for frimærkets opfinder

Blaise Pascal, 1623-1662, matematiker og religiøs filosof; fremstillede i 1642 den første egentlige regnemaskine. Bidrog også til udviklingen af sandsynlighedsregningen.

Rasmus Malling-Hansen er sandelig i fint selskab – med al ret! - og det er interessant at notere at for datidens computerspecialister (i 1980)var han stadig et navn at huske og at hædre indenfor IT-verden.

Annoncens overskrift og tema er: ”Hvem opfandt egentlig det integrerede kontor”?  Ja, vi kan vel blive enige om, at Rasmus Malling-Hansen i hvert fald ydede meget store bidrag til dette? For det første som opfinder af verdens første seriefremstillede og velfungerende skrivemaskine, skrivekuglen, og for det andet som opfinder af en praktisk og billig kopieringsmetode – xerografien.

En detalje er, at den skuespiller som repræsenterer Rasmus Malling-Hansen i annoncebilledet faktisk har  en betydelig lighed med fotografierne af Malling-Hansen, som han så ud i alderen cirka mellem 30 og 45 år.

En mand og hans skrivekugle

SYV LINIER i avisen. Mere kunne det ikke blive til om skrivemaskinens opfinder på 100 års dagen for hans død, men hvem skriver vel også på maskine i disse for vort land så datamatiske tider?

Malling Hansen med fornavnene Hans Rasmus Johan fødtes den 5.september 1835 i Hunseby på Lolland og blev efter faderens tidlige død sat i lære hos den lokale malermester. Men grev F.M.Knuth til Knuthenborg så, at drengen var til mere end dét, og sørgede for at han fik først lærereksamen, så studentereksamen og i 1865 teologisk embedseksamen. Som student underviste Hans Malling Hansen i perioder på Det kongelige Døvstummeinstitut i København, og efter sin embedseksamen var han derfor selvskrevet til den ledige stilling som præst og forstander ved instituttet i København.

OG PRÆSTEN kunne mere end sit fadervor. Han påviste blandt andet de periodiske svingninger i børns vækst efter årstiderne, men håndelag for teknik havde han også, og under arbejdet med de særlige håndalfabeter for blinde og døve fik han den idé at konstruere et apparat, de kunne skrive på. Resultatet kan ses på de tekniske museer i Wien og Helsingør: En overskåren messingkugle anbragt oven på en kasse og forsynet med 24 taster. Inde i kassen en valse, omviklet med et ark skrivepapir og et stykke sværtepapir, og drevet af et fjederværk, som kunne trækkes op med en nøgle. Verdens første skrivemaskine med 23 taster for små bogstaver og én til at skille ordene. Delvis elektrisk, oven i købet, for tasterne blev aktiveret af elektromagneter.

Det var i 1867. Den engelske ingeniør Henry Mill havde ganske vist allerede i 1714 taget patent på en skrivemaskine, men for det første var den stor og tung som en kommode, for det andet så kompliceret i sin mekanik, at folkl foretrak at holde sig til gåsefjer og blækhorn.

DET VAR ALDRIG i Malling Hansens tanker, at hans skriveapparat skulle anvendes af andre end blinde og døve, og forresten egnede den sig nok heller ikke til massefabrikation. Alligevel arbejdede han videre på den og allerede tre år senere havde han nykonstrueret en skrivemaskine. Malling Hansens Skrivekugle, som den officielt kaldtes, vandt guldmedaljer på udstillinger i København og Wien i 1872 og 1873. På Verdensudstillingen i Paris i 1878 mødte Malling Hansen med to forbedrede typer, den ene til almindeligt kontorbrug, den anden indrettet til at skrive på telegrafstrimler, og det sikrede ham den tredje guldmedalje. Takker være malerlærlingen fra Lolland blev skrivemaskinen et praktisk arbejdsredskab for alle, der havde brug for den og kunne avse 300 kroner til formålet. Og i modsætning til Henry Mill’s kommode vejede den kun to kilo.

MEN ALLEREDE i 1874 kom Remington med en maskine, hvor typearmene anslog papiret efter vægtstangprincippet, og efterhånden som den blev sat i masseproduktion, måtte Professor Jürgensens Mekaniske Etablissement i København opgive fabrikationen af Malling Hansens skrivekugle.

Hans Rasmus Johan Malling Hansen døde 55 år gammel den 29[2]. september 1890.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Denne artikel blev forfattet af initiativtageren til vort selskab, vor første president fra 2006 til 2012. Den belyser forskningens stilling i relation til skrivekuglen i 1990erne.

Gammel skrivemaskine – et nationalt klenodie.

Cand. polit. Christian Barnholdt.

     Skrivekuglen – verdens første skrivemaskine – er nu blevet et nationalt dansk kulturklenodie.

     Efter 100 års glemsel har den danske præst og døvstummelærer – Rasmus Malling-Hansen – og hans opfindelse -Skrivekuglen – omsider fået den anerkendelse den har fortjent. Skrivekuglen er nemlig blevet udpeget som en historisk kulturgenstand af regeringens ”kulturværdiudvalg”, der holder øje med, at danske kulturgenstande af historisk værdi kun sælges til udlandet, når der er givet tilladelse hertil.

     Det er formodentlig første gang i verdenshistorien, at en skrivemaskine bliver betegnet som en ”kulturgenstand”.

     Anledningen til, at Danmarks offentlige kulturvogtere har fået øje på den geniale opfindelse, som Skrivekuglen var, er desværre ikke, at de selv har opdaget noget som helst, men at Skrivekuglen efterhånden har nået en så høj pris blandt internationale samlere, at den er kommet over den grænse på 100 000 kroner, som automatisk gør den til en national kulturværdi.

Verdens dyreste skrivemaskine

     De er i øvrigt meget sent ude, disse kulturvogtere,for allerede i 1988 blev en Skrivekugle solgt på auktion i London for over 300.000 kroner, og det gjorde den allerede dengang til verdens dyreste skrivemaskine. Det var i øvrigt én af de almindelige modeller af Skrivekuglen, til almindeligt kontorbrug, der blev solgt, og eftersom der i årene fra ca. 1875 til 1890 blev produceret mindst 100 af denne model, var der ikke engang tale om en enestående sjældenhed.

     Men siden da er der sket meget, og for få uger siden blev endnu en Skrivekugle udbudt på auktion hos Christie’s i London, vurderet til 40.000 pund, altså næsten 500.000 kroner.

Blindskrift

     Denne Skrivekugle er et enestående sjældent eksemplar, som ingen af nutidens eksperter nogensinde har hørt om! Tasterne er nemlig ikke forsynet med almindelige bogstaver, men med et meget sjældent, og nu uddødt, alfabet til blinde – ”Månealfabetet”[1].

     ”Dette alfabet var forgængeren for det nu anvendte ”Braille” – punktsystem til blinde,” fortæller Mogens Bang fra Statens Blindeinstitut i Hellerup. Det blev især anvendt i England i begyndelsen af forrige århundrede, men blev efterhånden fortrængt af Braille-punkt-skriften.

     Malling-Hansen lavede også en udgave af Skrivekuglen beregnet til blinde, med Braille-taster[2], og der findes i Danmark ét eksemplar af en sådan skrivekugle. Men hidtil har man troet, at det var det eneste eksemplar. Skrivekuglen er nemlig ikke, som nutidens danske leksika helt fejlagtigt oplyser, opfundet til blinde, og heller ikke til døve, men til almindelig skrivning, på kontorer og telegrafstationer, og det er til dette formål, at næsten alle kendte modeller af Skrivekuglen har været beregnet.

     Christie’s oplyser, at denne ”Måne”-udgave af Skrivekuglen er kommet fra Sverige, men det er alt man ved om den, bortset fra, at der til den hører den originale mahogni-kasse, som den har befundet sig i under transporten. Og denne kasse er indeni stemplet ”Aug. Lyngbye, Kjøbmagergade 26, København”. Det var her, hos instrumentmageren August Lyngbye, at Skrivekuglen blev produceret i slutningen af 1870erne.

     Der er tale om en utrolig smuk udgave af Skrivekuglen, som det kan konstateres på fotografiet. Alligevel var kvaliteten ringere end de allerførste modeller, der blev lavet, for ét af Malling-Hansens største problemer, i konkurrencen med de meget langsommere amerikanske maskiner, var den høje pris, der skyldtes den fantastisk høje mekaniske kvalitet.

     Det var nok dét, der i sidste ende betød, at Skrivekuglen, der kunne skrive tre gange så hurtigt som den amerikanske Remington-maskine, og dobbelt så hurtigt som nutidens computer-tastaturer, blev udkonkurreret.

     Og hvis nogen ønsker en vurdering af, hvor ”brugervenlig” den var, så er det formodentlig tilstrækkeligt at fortælle om en lille episode, som indtraf på Verdensudstillingen i 1873, da Malling-Hansen præsenterede sin maskine: En besøgende blev så imponeret af den lethed, hvormed Malling-Hansen skrev over 600 anslag i minuttet, at han spøgende sagde: Det ser så let ud, at man næsten kan skrive med næsen! Og det gjorde Malling-Hansen så!

     Men trods det, blev Skrivekuglen udkonkurreret. Om der blev lavet 200 eller 1500 eksemplarer af den, er der ingen der ved. Hvor mange forskellige modeller der blev lavet, er der heller ingen der ved[3].

     Men at dén ”Måne”-alfabet-udgave, der var på auktion i London den 8. november, er utrolig sjælden, kan der ikke herske tvivl om! Det er formodentlig det eneste eksemplar af sin slags i verden!

    Alligevel blev den ikke solgt, fordi den ikke nåede op på mindstebuddet på 15.000 pund.

     En dansk samler forklarer dette udfald med, at det er utroligt svært at vuredere værdien af en genstand, der er så sjælden, så det er faktisk ikke nogen fordel, hvis det er det eneste eksisterende eksemplar.

     Men det kan kun være et spørgsmål om tid, før Skrivekuglen igen sætter verdensrekord på de internationale auktioner. Hvis de danske ”kulturvogtere” da overhovedet vil tillade eksport af Skrivekugler fra Danmark længer. Den 10. november blev det nemlig kendt, at det andet store engelske kunstauktionsfirma, Sotheby’s, havde søgt om eksporttilladelse ud af Danmark for endnu en Malling-Hansen Skrivekugle, for at bringe den på auktion i London.

     Og denne gang har ”kulturværdiudvalget” grebet ind. Malling-Hansens Skrivekugle betragtes nu som et nationalt klenodie – uanset at Malling-Hansen og hans fantastiske opfindelse har været totalt negligeret i præcis 100 år. Malling-Hansen er omsider ved at blive anerkendt som et af Danmarkshistoriens store genier.

[1] Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Erik Nicolai Ritzau, 1839-1903, spillede en vigtig rolle for Rasmus Malling-Hansen, både på det private og på det kommercielle plan. Ritzau indgik som en af de fire kammerater i gruppen som mødtes privat og spillede l’hombre – de øvrige var Malling-Hansen, Gustav Feilberg og Johannes Kaper. Vi har hidtil kun fundet to breve fra RMH til Ritzau, daterede 17 april 1886 respektive 11 januar 1888, og begge handler om at Malling-Hansen skylder Ritzau penge. De havde på et tidspunkt – antagelig i midten af 1870erne – indgået en forretningsaftale, hvorved Ritzaus Bureau, med adresse Købmagergade 26 i København, var salgsagentur for skrivekuglerne. Yderligere detaljer findes i Helge Jensens bog ”Ritzau privat, Liv og død i efterladte papirer”, udgivet af dagspressens Fond i 1991. Denne publikation er af særlig interesse, fordi forfatteren – som den første – fik adgang til de i mange år forsvundne dagbøger og scrapbøger, som Erik Ritzau førte igennem hele livet.

Helge Jensen (1910-2005)var journalist og chefredaktør. Han begyndte som journalistelev på Venstres Folkeblad i Ringsted 1926. Journalist ved Holbæk Amts Venstreblad 1929. Redaktionssekretær ved Aarhuus Stiftstidende 1934, ved Nationaltidende i København 1937 og igen ved Aarhuus Stiftstidende i 1949. Medredaktør 1950, chefredaktør 1964 frem til pensioneringen i 1977. Han underviste også på Århus Universitets journalistkursus og forfattede lærebøger til denne undervisning. Han testamenterede hele sit fagbibliotek og personlige arkiver til Danmarks Mediemuseum i Odense[2].

Christian Barnholt, initiativtageren til stiftelsen af det Internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab nævnes af Helge Jensen som en af hans kilder til afsnittet om RMH og Ritzau.

Skrivekuglen.

Historien om skrivekuglen og dens danske opfinder er også en beretning om et venskab og et samarbejde, der rakte vidt.

     R. Malling-Hansen (1835-90) voksede op i fattige kår, men takket være støtte fra greven til Knuthenborg blev han i stand til at tage en opfattende uddannelse. Malerpenslen blev lagt til side, og den unge mand, hvis begavelse var åbenbar, tog efter tur lærereksamen, studentereksamen og teologisk embedseksamen.

     Da Erik Ritzau lærte Malling-Hansen at kende, var han en elsket forstander og præst ved Det kgl. Døvstummeinstitut i København. Hans flid var legendarisk. Det er næppe for meget sagt, at han sled sig op i et liv, som han delte med familien, de døvstumme og de mange praktiske gøremål, han påtog sig, derunder ikke mindst syslen med opfindelser. Han var utvivlsomt en større opfinder, end både samtid og eftertid har vidst af, men sagt med et modeord slog markedsføringen ikke til. Han formåede heller ikke at tilvejebringe den økonomi, der kunne have understøttet hans bestræbelser på opfindervejen.
 

    En sen september-aften i 1890 faldt Malling-Hansen om på gaden, da han var på vej hjem fra et møde, han trods træthed havde deltaget i. Tililende kom til hjælp, men der var intet at stille op. De døves forstander, som en af de hjælpsomme havde genkendt, var død af hjertelammelse.
 

    Det fremgår af taler, der blev holdt ved begravelsen den 3. oktober, og mindeblade, som blev udgivet, at den afdøde ikke mindst som sjælesørger havde vundet hjerterne. Jordefærden fandt sted fra Skt.Jacobs Kirke. Henvendt til de døvstumme skrev en lærer, Joh.Heiberg i et af mindebladene, som vi finder i Ritzaus 1890-dagbog, at når man talte med Malling-Hansen om sorger og glæder, om de døvstumme og egne problemer, gik ordene ham til hjertet. ”Han lagde sine egne kjære Arbejder bort og arbejdede fra tidlig Morgen til sildig Aften for at ordne og forbedre Skolen og for at hjælpe os”. Heiberg beskrev den afdøde som en hyrde, hvis klare, milde øjne havde forstået de døvstummes tegn.

     Døvstumme og talende venner landet over samlede ind til et mindesmærke. Der indkom 1300 kr., og det gjorde det muligt at rejse et granitmonument på graven. Billedhuggeren Brandstrup gav udkast til en portrætmedaillon, som blev indfældet i stenen. Der var afsløring en oktobersøndag 1892, og blandt de tilstedeværende var mange gamle elever fra Døvstummeinstituttet.

     Af et offentligt regnskab fremgår, at selve monumentet stod i 1000 kr. En af de mindre poster gjaldt hornmusik til højtideligheden. 12 kr., det var det hele.

     Der blev ikke i tale og skrift gjort meget ud af, at sjælesørgeren også havde været et usædvanligt mekanisk talent. Men det havde Erik Ritzau øje for.

     Som døvstummepædagog havde Malling-Hansen været fuldt fortrolig med tegnsproget. Det gav ham ideen til skrivekuglen, som han udviklede i årene 1865-67 og fik patent på i 1870. Systemet var simpelt og genialt. Maskinen var halvkugleformet og udført i messing og stål. Knapper med bogstaver, tal og tegn var i skriverigtig højde. Der var ialt 52 taster, senere forøget til 54, og kombineret med et fjederværk ramte anslagene papiret. Der var i første omgang ikke nogen valse i maskinen. Den kom til som en forbedring.

     Bogstaverne lå godt for hånden, siger sagkyndige, der tillige fremhæver, at der kunne skrives meget hurtigt på det nye apparat, hurtigere end på den senere tilkomne amerikanske Remington.
 

    Principperne var forskellige. Drømmen om at kunne skabe det rigtige instrument til mekanisk skrivning havde fået endnu flere til at virke for sagen. Resultater var tidligere opnået bl.a. i Frankrig. Der var i realiteten et grundlag for Malling at arbejde videre på. Det gjorde han så individuelt, at han med nogen overdrivelse er blevet udråbt til skrivemaskinens egentlige opfinder. Hvad der med sandhed kan fastslås er, at han var først med en færdig model til seriefremstilling med henblik på kommerciel udnyttelse. Han fik sit patent, gældende 15 år, tre år før den første Remington-model så lyset.

     Han sov ikke på de laurbær, som forspringet indbragte, uden at det gav sig udslag i større rigdom. Under videreudvikling af kuglen lavede han nye modeller. En var tiltænkt de blinde. Et eksemplar står på Statens Blindeinstitut, vist nok ubrugt.

     Der var også en model, som kunne skrive telegramstrimler, og den kom i anvendelse mange steder, bl.a. hos Store Nordiske Telegrafselskab og i Ritzaus Bureau.

     Patenter blev opnået i flere lande og modeller solgt til England, USA og Østrig. I England var tidligere fremkommet et kommodestort, umuligt skriveapparat. Det skulle være let at udkonkurrere. Anerkendelser indløb på stribe. På den store udstilling i København 1872 tilkendtes der Malling-Hansens opfindelse en førstepris. Året efter hentede opfinderen en guldmedalje i Wien, og i 1878, da han udstillede i den danske sektion på verdensudstillingen i Paris, kunne der på ny indkasseres en guldmedalje.
 

    Erik Ritzau var så optaget af skrivekuglen, at han gik med ind i salgsarbejdet både hjemme og ude. Malling-Hansen var ellers den, der trods sin store optagethed selv demonstrerede og forklarede finesserne og deres muligheder. I Paris reklamerede en lille brochure for R. Malling-Hansens Writing-Ball or Type-Writer. Teksten fremhævede de fordele, den havde.

     Alle slags papir kan bruges, hed det, og der kan på een gang tages op til 10 kopier. Bøger kan den ikke klare, men enhver anden form for skrivearbejde.

     Prisen blev opgivet til 17 engelske pund. Ritzau var medunderskriver på brochuren, og der blev henvist til, at maskinen bl.a. kunne købes i Ritzaus Bureau, Kjøbmagergade 26, København.

     Når den danske opfindelse alligevel ikke blev en verdens-succes, er forklaringen tildels den, at Malling-Hansens materialer var dyre, men navnlig blev han overhalet af Remingtons og andre firmaers mere effektive salgsapparat.

     Det er uklart, hvor mange modeller og eksemplarer han nåede at få på markedet, før det indsnævrede sig for ham og hans hjælper, Erik Ritzau. Men der er nogle rundt om i verden. Det hænder, at en kommer på auktion. Prisen er høj. Der er på en international auktion betalt over en kvart million kroner for en velbevaret skrivekugle. Vurderinger i dag går højere op.

     Enkelte samlere hæger om deres eksemplarer. Det gælder en århusianer, som har anbragt sin Malling-maskine i en bankboks. Offentligheden har adgang til at kigge på skrivekugler i flere museer. Danmarks Tekniske Museum råder over otte forskellige modeller plus en halv.

     Der er interesserede, som ihærdigt prøver at kortlægge historien om skrivekuglen i enkeltheder. De beklager, at meget materiale som kunne belyse indsatsen og resultaterne, synes at være forsvundet. Men brikker i mosaikken dukker da op ind imellem. En dag bliver der efter alt at dømme nok til en bog om det eventyr, der kan tage sig ud som historien om geniet, som blev miskendt.

     Ved hans grav blev sagt, at han ”var blevet berømt både blandt lærde Mænd herhjemme og Lærde i det Fremmede”. På hundredårsdagen for hans død fremkom i flere aviser artikler om ham. Altså ikke ganske glemt. En af forfatterne, cand.polit. Christian Barnholdt mindede om, at Malling-Hansen også opfandt et apparat til tørkopiering. Det skete i 1872.

     Opfindelsen blev døbt xerografi – og den virkede i stilhed 65 år, før en mere avanceret maskine, som kunne det samme, og lidt mere, fik ord for at være den første. Ophavsmanden var svensk-amerikaneren Chester Karlson.Han brugte også betegnelsen xerografi, og det er ham og hans xerografi, teknikkens historie husker, ikke Mallings. Karlson solgte iøvrigt i 1937 sit patent til verdens-foretagendet Xerox Corporation.
 

    Malling-Hansen syslede med endnu mere i sit opfinderværksted. Nogen mener, at han var en skuffet og bitter opfinder, fordi resultaternes ventede succes udeblev. I de kald, han følte i forhold til sine døvstumme, var han glad og hjertelig. Da han døde i en alder af kun 55 år, efterlod han et dybt savn. Også i vennekredsen. Den omfattede foruden Erik Ritzau bl.a. de herrer Johannes Kaper og Feilberg.

     Den kendte genremaler O. Malthe Engelsted har i et maleri, muligvis udført efter fotografi, fastholdt trækkene hos fire engagerede herrer samlet ved kortspil-bordet: Ritzau, Kaper, Feilberg og Malling. Det var en stilfuld kvartet, personligheder, der repræsenterede viden, initiativ og tradition. Hvor billedet befinder sig i dag har ikke kunnet opspores. Det var ønskeligt, om det kunne fremkaldes[3].

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Denne artikel er fundet i et af mine slægtsarkiver, og den blev publiceret i Jyllandsposten den 15 april 1991. Christian Barnholdt var knyttet til Jyllandsposten og skrev artikler om Teknik og EDB til serien  ’Vor Viden’. Når det gælder takygrafen er vi desværre ikke kommet så meget længere i vor forskning i de mellemliggende 31 år; vi har stadig ikke fundet et eksemplar af denne fantastiske skrivemaskine. Men jeg vil dog komplettere Christians artikel med nogle opdaterede faktaoplysninger og yderligere kilder:

Patenter[1]:

1) Første danske patentansøgning var dateret 25 januar 1872, og derefter fulgte en tillægsansøgning den 25 marts samme år, begge underskrevet af Rasmus Malling-Hansen samt C.P.Jürgensen (model 1)

2) Vi har et fotografi af takygrafen, hvor forsiden viser maskinen set oppefra og hvor Malling-Hansen har skrevet ’Takygrafen 74’. På bagsiden af samme fotografi har Malling-Hansen skrevet sit navn (uden bindestreg) og tilføjet ’Jan.1874.’På Forsiden kan man tydlig se, at der er hæftet to mærkater på den del som er forbundet med papirspolen i højre side, hvorpå står ’R.MALLING HANSEN’ respektive ’C.P.JÜRGENSEN’. Min formodning er, at dette fotografi fulgte med en ansøgning om dansk patent på den forbedrede takygraf 1874 og måske også indgik i andre patentansøgninger i andre lande.

3) Engelsk patent nr 823 blev bevilget den 13 marts 1872, model 1.

4) Ansøgning om patent i Wien (Østrig-Ungarn) den 27 april 1873, model 2, patent nr 1873/000822 bevilget 28 juni 1873

5) Ansøgning om patent i Berlin den 7 juli 1873, model 2, patent bevilget 23 august 1873.

6) Svensk patent: Malling-Hansen og Jürgensen fik den 4 oktober 1873 11 års patent på takygrafen, model 2. Imidlertid framgår det af ”Post- och Inrikes Tidninger” 21 februar 1876 (forsiden) at Kongeligt Kommers Kollegium nu havde tilbagekaldt dette patent.

7) Patent i Wien, ansøgning 4 nov 1873, patent nr 1874/002936 bevilget 29 april 1874.

8) Ansøgning om patent i USA dateret 14 feb 1874, patent nr 163190 bevilget den 11 maj 1875 (model 2)

Takygrafens fordele: En af de vigtige fortrin som Malling-Hansen selv anførte i patentansøgningerne var, at takygrafen var næsten lydløs og dermed kunne bruges ved tilfælde hvor man hurtigt og effektivt skulle tage notater, for eks i domstole, ved foredrag, i rigsdagen etc.

- - - - -

Verdens hurtigste skrivemaskine blev lavet for over 100 år siden.

TEKNIK/EDB

Af Christian Barnholt
cand.polit.

     Det foto, der vises her, er en historisk sensation.

     Det er fra 1874 og viser en meget speciel skrivemaskine, der kunne skrive fire gange så hurtigt som nutidens skrivemaskiner. Det er ikke ”Skrivekuglen”, verdens første skrivemaskine, der tidligere har været omtalt i Vor Viden, men en specialudgave af denne, beregnet fx til at lave referater af taler i Rigsdagen.

     Men den er opfundet af den samme mand – præsten og døveforstanderen Rasmus Malling-Hansen.

     Den gav de mest fingerfærdige brugere en skrivehastighed på 20 tegn i sekundet, 1200 tegn i minuttet, altså tre til fire gange hurtigere end nutidens maskiner, og den skrev hurtigere end nogen rigsdagsmand kunne tale. Den brugte ikke almindeligt papir, men kilometerlange papirbånd, monteret på en spole, som man dengang anvendte på telegrafstationer. Man slap således for at skifte papir.

     Det er den hurtigste skrivemaskine, der nogensinde er opfundet, så det var med fuld ret, at Malling-Hansen døbte den ”Takygrafen” (græsk for ”hurtigskriver”) da han, i 1872, første gang beskrev principperne i maskinen og ansøgte om patent på den.

     Den blev produceret i et ukendt antal fra 1872 til omkring 1885, i mange forskellige og stadig mere effektive modeller. Men allerede i 1890erne forsvandt den i glemselens mørke. Den er sporadisk omtalt i datidens beundrende artikler om Malling-Hansens opfindelser, men den har hverken været omtalt eller det i dette århundrede, og selv eksperterne har været i tvivl om, hvorvidt den nogensinde har eksisteret, eller kun nåede til Malling-Hansens tegnebord.

     Men den har altså eksisteret. Beviset er dette foto som,takket være Vor Videns læsere, er fundet sammen med andre enestående dokumenter hos forlaget ”Vandrer mod Lyset” i København.

     Ved hjælp af disse dokumenter kan Takygrafens historie nu skildres i grove træk:

     Tastaturet er det samme som Skrivekuglens, idet det er perfekt tilpasset hændernes form, når disse lægges på den halvkugle, hvor tasterne sidder. Og tasterne er placeret efter de samme geniale principper som på Skrivekuglen: De mest brugte bogstaver ligger lige under fingerspidserne, med vokalerne til venstre og konsonanterne til højre. Det giver den store fordel, at den samme finger kun sjældent skal lave to anslag efter hinanden, fordi vokaler og konsonanter så at sige skiftes ad i sproget. Det er disse principper, der gør Malling-Hansens maskiner langt hurtigere end nutidens tastaturer.

1200 anslag per minut.

     Men hvor Skrivekuglens tophastighed var 800 anslag i minuttet, så kunne Takygrafen nå op på 1200. Og det skyldtes den helt anderledes konstruktion af stemplerne. Som det ses på billedet, så lå stemplerne ca. 20 centimeter væk fra tasterne.Og, hvad der ikke kan ses, så går der en metalskinne fra hver tast hen til et stempel.

     Det mest besynderlige er dog, at stemplerne ikke rammer ét fælles punkt, men ligger i to rækker på hver side af papirstrimlen, med hver sit anslagspunkt.

     Det er en yderst kompliceret og genial finmekanisk konstruktion, hvor bogstaverne ikke rammer papiret i den rækkefølge de trykkes ned, men først når det ”rigtige” sted på papirstrimlen passerer forbi.

     Antallet af taster på Takygrafen er i denne udgave 27, det vil sige hele alfabetet, undtagen x,q og z, og en blank-tast. Den kunne kun skrive store bogstaver.

     Blandt de fundne dokumenter er tre ”strimmelbreve” skrevet af Malling-Hansen selv. De er skrevet i 1878, og på det tidspunkt kunne Takygrafen også skrive tal.

     Skrivekuglen havde i begyndelsen kun 24 taster, men i senere modeller 54, med både små og store bogstaver. Den samme udvikling må være sket med Takygrafen, efterhånden som Malling-Hansen – og de instrumentmagere der producerede hans opfindelser – forfinede de anvendte metoder, så flere taster kunne placeres på kuglefladen.

     Takygrafen blev fremvist på Verdensudstillingen i Paris i 1878 sammen med Skrivekuglen, der skaffede Malling-Hansen en guldmedalje – og verdensberømmelse.

     Men, som næsten alt andet dette geni opfandt, blev det aldrig markedsført professionelt, og han søgte aldrig hjælp i en af datidens andre ”opfindelser” – banken.

     Hvis han havde gjort det, havde alverdens kontorer utvivlsomt idag været forsynet med tastaturer, der var tre-fire gange hurtigere end dem, som vi nu bruger.

    Hvor mange eksemplarer af Takygrafen der blev produceret, og hvor den blev solgt, vides ikke. Men solgt, dét blev den, blandt andet til telegrafkontorer i England, og med stor sandsynlighed også i Danmark.

     Hvis nogen af læserne er i besiddelse af et eksemplar, eller kender til ét, så vil vi meget gerne høre om det!

     Og, hvis eksemplaret virker, vil det kunne erobre den bestående verdensrekord i hurtigskrivning!

Research, transcription and comments by Jørgen Malling Christensen.

Comments and illustrations by Sverre Avnskog.

The International Forum Historische Bürowelt is a German-based international society dedicated to documentation of technical and social aspects of the office during the period from 1870 to 1990. The society was founded in 1981 and has currently around 350 members. Since 1982 the society has published the magazine ‘Historische Bürowelt’. Further information on: www.ifhb.de

The article presented here was written by Christian Barnholdt, the founder of the International Rasmus Malling-Hansen Society. He also translated the article into German language, and we also include the German version here, although without our footnotes.

I have corrected some obvious typos and similar errors. In the section of the German translation of the text is a photo of a writing ball, which the author has indicated as “The last model from 1872/3”, which is not correct; The last model stems from 1885 and was built by August Lyngbye.  

We should read this article in its historical context; when Christian Barnholdt wrote it, there was still a very limited amount of documentation about Malling-Hansen and about his writing ball available, and no documents were digitalized. Compared with the 1980s and 1990s, today’s internet resources and the ongoing digitalization of documents in archives, libraries and museums worldwide have opened vastly wider and deeper fields of documentation for the researcher. Hence, we have today a much better understanding of Malling-Hansen’s life and achievement and about the development and fate of the writing ball. Today, Rasmus Malling-Hansen is not forgotten, and his life and achievements in various fields – much more than the writing ball – have been well documented and published on our website. We have also found – and documented on our site – numerous articles in newspapers, magazines and books, published since Malling-Hansens’s death, about his life and achievements. Together, these documents indicate that he has actually never been forgotten.

- - - - -

Not all brilliant Inventors are remembered by Posterity.

By Christian Barnholdt, Copenhagen,Denmark

Hands up those who know the name of the man or woman who invented the wheel. No technical or scientific research has uncovered the Inventor of the clock.

A long forgotten Danish priest invented one of the first typewriters to go into mass production. What is unusual in his case is that his invention which he termed ‘The Writing Ball’, has also been assigned to the scientific scrap heap.

Rasmus Malling-Hansen was born in 1835. He became a priest and teacher of deaf children. He died in 1890.

He and his brilliant invention are now mostly unknown. Foreign encyclopedias name the American, Chr. L. Sholes, who in 1873 made the first Remington model, as the inventor of the typewriter.

But, Malling-Hansen’s ‘Writing Ball’ came first. The first model was developed in 1865[1]. It was patented in 1870. A license was granted for further research and development. Its brilliance was obvious, due primarily to the structure of the keys. 52 (later 54) keys were positioned on rods on a half circle[2]. Each letter hit the paper underneath at the same point.

The positioning of the keys suited the form of the hand. The most commonly used letters were operated by the quickest fingers. The vowels were situated on one side and the consonants on the other. Thus, a document could be written without moving the position of the fingers.

The result was that the Writing Ball was much faster than the Remington. In speed tests he had with Remington, Malling-Hansen proved the Writing Ball’s superiority, time and time again.

800 strikes per minute.

The first Remington machine had a speed of 300 strikes per minute. If one wanted to write at any speed the keys would catch (As all typists of the older generation can tell you). Malling-Hansen’s best student had a speed of 800 strikes per minute – almost the speed of speech[3].

Technically, the Writing Ball was exceptional and unique. It was produced in Copenhagen and abroad and attracted international attention. At an exhibition in Copenhagen in 1872 it received first prize as it did at the World Fair in Vienna 1873, and in Paris in 1878.

Malling-Hansen’s invention was patented in England, USA and in Austro/Hungary[4]. He sold it to manufacturers[5] in these countries (although it is uncertain what happened in the USA).

Malling-Hansen himself attracted a lot of attention because of his quite unusual background. He was born to poor parents on the island of Lolland. A local count discovered his talents and paid for his education. He became a teacher and was employed by the Royal Institute for the Deaf in Copenhagen. Later he took to theology and in 1865 was appointed director of the Institute for the Deaf. A post he held until his death.

With a background like this it was a remarkable achievement to have invented one of the world’s first typewriters. But there is one important connection. He had mastered the finger language of the deaf[6]. He observed that one could ‘speak’ with the fingers three times faster than writing by hand!

It was this which inspired him in developing the Writing Ball. When using the Writing Ball the fingers worked in the same way as in finger language, where the most common sounds and words are articulated with the easiest finger movements.

Malling-Hansen travelled a lot exhibiting and arranging sales and patents personally. He did not establish a firm, use a bank or employ salesmen. This was probably his biggest mistake. He also saw to the further development. The first model in 1867, amazing as it night sound, was electrical! But he was a little ahead of the times. The batteries of the time were unreliable. The idea was dropped and he developed the mechanical model, patented in 1870.

Many new Models.

New, better and lighter models were developed. Also models for special conditions. Among others a model for telegrams. A model for the blind was produced using Moon alphabet. This can be found today in the Institute for the Blind in Copenhagen[7]. It has never been used.

Everything pointed to a success story. Denmark had developed a first-class product which could hold its own in the technological world.

But the story has a sad ending. The Writing Ball could not compete with the more lucrative American companies and their mass-produced machines.

There are quite a lot of gaps in the history of the Writing Ball and its development. In how many places and in what numbers was it produced?[8] How many models were made?[9] Nobody knows. Malling-Hansen’s papers are missing. The author of this article has looked everywhere for them, with out success. If there is anyone out there who can shed some light on the whereabouts of these papers, the author would be glad to hear from you.

Hand-written Patent Application.

But one scrap of evidence still exists: A patent application from 1870. This document serves to explain the opposition the Danish inventor was faced with. The 40-page application for patent on one of the world’s first typewriters had to be delivered in handwritten form. He was refused permission to type it!

Malling-Hansen continued to develop his invention to perfection.

Today the Writing Ball can be found in museums around Denmark and the rest of the world. At a recent international auction of old scientific instruments in ’89 in London, a Writing Ball fetched the grand sum of USD 58.000. – And another one in November ’90 didn’t fetch the reserve when it was knocked down for USD 29.000. – only.

- - - - -

Deutsche Übersetzung:

Nicht alle wichtigen Entdecker sind in bleibender Erinnerung:

Von Christian Barnholt, Kopenhagen/Dänemark.

Hut av vor denen, die den Namen des Mannes oder der Frau wissen, der/die das Rad erfunden hat. Keine technische oder wissenschaftliche Untersuchung hat beispielsweise den Erfinder der Uhr ausmachen können.

Ain lange vergessener dänischer Priester erfand die Schreibmaschine, die als eine der ersten in die Serienproduktion ging. Seine Erfindung wurde von ihm die Schreibkugel getauft.

Rasmus Malling-Hansen wurde 1835 geboren, was als Priester und Lehrer für taube Kinder tätig und starb im Jahre 1890.

Er und seine geniale Erfindung sind heute weitgehend unbekannt. Ausländische Enzyklopädien führen den Amerikaner Chr.L.Sholes als Erfinder der Schreibmaschine. Er hat im Jahre 1873 das erste Remington-Modell gebaut.

Malling-Hansens Schreibkugel kam aber vorher, im Jahre 1865, und wurde im Jahre 1870 patentiert.

Die Anordnung der Tasten kennzeichnete den wesentlichen Vorzug dieser Maschine, wurde der Form der Hand angepaßt. Die gängigsten Buchstaben wurden durch die schnellsten Finger betätigt, die Vokale waren an einer Seite angebracht, die Konsonanten auf der anderen. So konnte kan ein Dokument schreiben, ohne die Stellung der Finger zu verändern.

Während die erste Remington auf 300 Anschläge pro Minute kam, brachte es Malling-Hansen’s bester Student auf 800, fast auf Sprechgeschwindigkeit. Vom technischen her war die Schreibkugel eine Ausnahmeerscheinung. Sie wurde in Kopenhagen und im Ausland gebaut und genoß internationales Ansehen. Sowohl bei der Messe in Kopenhagen im Jahre 1872 aks auch auf der Weltausstelung in Wien im Jahre 1873 bekam sie den ersten Preis. Desgleichen in Paris im Jahre 1878. Malling-Hansen’s Erfindung wurde in England, USA und Österreich-Ungarn patentiert und Lizenzen wurden in diesen Länder verkauft, es ist aber ungewiß was sich in den USA abgespielt hat.

Malling-Hansen selbst stammte von armen Eltern, die auf der Insel Lolland lebten. Einen einheimischen Beamten fielen seine Begabungen auf und dieser erklärte sich bereit, seine weitere Ausbildung zu bezahlen. So wurde er Lehrer und arbeitete am Königlichen Institut für Taube und Stumme in Kopenhagen. Später studierte er Theologie und war bis zu seinem Tod Direktor des Institutes für Taube und Stumme.

Seine Erkenntnisse aus der Taubensprache stehen in Zusammenhang mit seiner Erfindung: er beobachtete, daß man dreimal schneller mit den Fingern „sprechen“ konnte als mit der Hand zu schreiben. Auch bei der weiteren Entwicklung bezüglich der Arbeitsweise der Hand halfen Kenntnisse aus der Taubensprache.

Malling-Hansen besuchte eine Reihe von Ausstellungen und kümmerte sich persönlich um den Verkauf von Geräten und Lizenzen. Aber sein größter Fehler war, daß er keine Firma gründete, sich auf keiner Bank bediente und keine Verkäufer anstellte. Er sah aber die weitere Entwicklung und brachte bereits 1867 ein elektrisches Modell heraus. Aber die Batterien jener Zeit waren icht geeignet, die Idee wurde fallen gelassen und die erste mechanische Version wurde 1870 patentiert.

Viele neue Modelle

Neue, verbesserte und leichtere Modelle wurde entwickelt. Ebenso Modelle für besonderen Anwendungen. Im Institut für Blinde in Kopenhagen kann man z.B. ein Modell finden, welches nie benutzt wurde: eine Schreibmaschine für Blinde. Ebenso wurde unter anderen ein Modell für Telegramme entwickelt.

Damit hatte Dänemark ein erstklassiges Produkt entwickelt, welches seinen festen Platz in der technologischen Welt hatte. Abe die Geschichte hatte ein trauriges Ende: die schreibende Kugel konnte nicht mit den amerikanischen Firmen und deren Massenproduktion konkurrieren.

So sind sehr viele Tatsachen an der Geschichte der Schreibkugel noch nicht bekannt: wieviel wurde davon gebaut, wie viele Modelle haben existiert, niemand weiß es. Die Unterlagen von Malling-Hansen sind unauffindbar. Der Autor wäre dankbar, wenn jemand dieser Akten mitteilen könnte.

Handgeschriebener Patentantrag.

Verblieben ist ein Patentantrag aus dem Jahre 1870. Dieser zeigt, welch große Schwierichkeiten der Erfinder überwinden mußte. Der 40 Seiten lange Antrag mußte in handschriftlicher Form vorgelegt werden. Er bekam nicht die Erlaubnis, diesen zu tippen. Dennoch hat Malling-Hansen seine Erfindung immer weiter verbessert.

Heute kann man die Schreibkugel in Museen innerhalb Dänemark sowie in der ganzen Welt antreffen. 1989 hat eine „Malling-Hansen Schreibkugel“ bei einer Londoner Auktion (Sotheby’s)DM 87.000, - eingebracht. Bei einer anderen Auktion (Christie’s)im November ’90 ging eine solche Maschine bei einem Ausrufpreis von nur DM 45.000, - sogar als unverkauft zurück.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Christian Barnholdt, 1945-2015, var initiativtageren til Det Internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab og dets første president i perioden 2006 til 2012. Han begyndte i 1987 at forske i Malling-Hansens liv og gerning, og resultatet af disse tidlige forskningsanstrengelser beskrev han i artikler til dagspressen og i tidsskrifter. Vi bør læse denne tidlige artikel som et historisk dokument, for Christian var jo begrænset af de rammer som adgangen til dokumenter og andre kilder lød under på dette tidspunkt. I de seneste år har internettets fremkomst og digitaliseringen af bibliotekernes, arkivernes og museernes samlinger givet os en helt anden adgang til fortiden. Malling-Hansen og hans skrivekugler er i dag hverken ukendte eller glemte, og det selskab, som Christian Barnholt så fortjenstfuldt tog initiativ til at stifte, har i meget høj grad bidraget hertil. På vor hjemmeside, under fanebladet ’The Writing Ball’ præsenterer vi i rigt mål nye opdagelser og opdaterede fakta om skrivekuglerne.

- - - - -

Skrivemaskinen er opfundet her i landet og det er en trist historie.

Jyllandspostens spalte, Vor Viden, Teknik/EDB, ved Cand.polit. Christian Barnholdt

Det er ikke alle geniale opfindere, der huskes af eftertiden. Men at en dansk opfinder opnår verdensberømmelse, og derefter bliver glemt, og at hans opfindelse også bliver det, hører dog til undtagelserne.

Men denne skæbne har ramt opfinderen af verdens første seriefremstillede skrivemaskine, præsten og døvstummelæreren Rasmus Malling-Hansen, der var født i 1835 og døde i 1890.

Både han selv og hans geniale opfindelse, Skrivekuglen, er nu næsten ukendt, og udenlandske leksika udnævner amerikaneren Sholes, der i 1873 lavede den første Remington-model, til skrivemaskinens opfinder.

Men Malling-Hansens skrivekugle kom først. Den første model blev udviklet i 1865, og i 1870 fik Malling-Hansen patent på den. Patentet gjaldt i 15 år, hvad der var helt enestående.

Patentet blev fulgt af en bevilling til at videreudvikle Skrivekuglen. Dens genialitet var nemlig indlysende og skyldtes først og fremmest tastaturets opbygning. Der var 52 (senere 54) taster, der sad på stænger på en halvkugle med et fælles berøringspunkt på papiret nedenunder.

Det mest geniale var bogstavernes placering. Tasternes passede perfekt til hændernes form. Og de hyppigste bogstaver lå lige ved de hurtigste fingre. Desuden lå vokalerne til den ene side og konsonanterne til den anden, så den ene finger kunne forberede det næste nedslag, endnu mens det første blev foretaget. Skrivningen foregik næsten uden, at fingrene flyttede sig. Dette gjorde Skrivekuglen langt hurtigere at skrive på end Remington-maskinen, og det blev bevist af Malling-Hansen selv, der gennemførte flere konkurrencer med Remington-maskinen og vandt overlegent.

800 anslag i minuttet.

Remington-maskinens maksimumhastighed var 300 anslag i minuttet. Hvis man skrev hurtigere, filtrede dens lange metalarme sig nemlig sammen. Malling-Hansens bedste elev kunne skrive 800 tegn i minuttet, næsten talehastighed.

Men Skrivekuglen var også i teknisk henseende enestående. Den blev bl.a. lavet på E. Jüngers mekaniske Etablissement i København. Men den blev også produceret i udlandet, for den vakte stor international opmærksomhed. Ved den store udstilling i København i 1872 fik den førsteprisen, og det samme skete ved verdensudstillingerne i Wien i 1873 og Paris i 1878.

Malling-Hansen fik patenter på Skrivekuglen i England, USA og Østrig-Ungarn og solgte dem til fabrikanter i disse Lande (det er dog usikkert, hvad der skete i USA).

Og Malling-Hansen selv vakte også stor opmærksomhed, fordi han havde en helt usædvanlig baggrund. Han var født i fattige kår i Hunseby på Lolland. Men greven til Knuthenborg opdagede hans evner og betalte for, at han blev student og lærer. Han blev ansat ved Det Kongelige Døvstummeinstitut i København. Derefter tog han teologisk embedseksamen og blev i 1865 så selv forstander for Døvstummeinstituttet, en post han bevarede til sin død.

At han med denne baggrund opfandt verdens første skrivemaskine virker jo helt utroligt. Men der er en afgørende sammenhæng. Han beherskede nemlig de døves fingersprog. Og han opdagede, at man kunne ”tale” med fingrene tre gange så hurtigt, som man kunne skrive i hånden!

Det var det, der gav ham inspirationen til Skrivekuglen. For når man brugte Skrivekuglen, arbejdede fingrene på samme måde som døvesproget, hvor de hyppigste lyde frembringes med de nemmeste bevægelser af fingrene.

Men Malling-Hansen var ikke tilfreds med at have opfundet Skrivekuglen. Han rejste selv rundt for at vise den frem. Og han tog sig af arbejdet med at sælge den og patenterne. Han oprettede ikke noget firma, brugte ikke bankerne, ansatte ingen sælgere. Og det var nok en stor fejl. Men også videreudviklingen af Skrivekuglen tog han sig af. Den første model fra 1867 havde utrolig nok været elektrisk! Men det viste sig desværre at være for fremsynet, for datidens batterier var upålidelige. Derfor udviklede han den mekaniske model, som han fik patent på i 1870.

Mange nye modeller.

Der udvikledes hele tiden nye, bedre og lettere modeller og modeller til specielle formål. Blandt andet en model til at skrive telegrafstrimler med. Den blev anvendt mange steder i verden i årtier derefter, blandt andet hos Ritzau og Store Nordiske Telegrafselskab. Og der blev lavet en model til blinde med de blindes ”bogstaver”, Braille-skriften på. Denne model står endnu i dag på Statens Blindeinstitut, men har aldrig været brugt!

Alt var lagt op til en succes-historie. Danmark havde frembragt et produkt i verdensklasse, som endnu i dag ikke er overgået!

Men historien endte bittert. Skrivekuglen blev udkonkurreret af de langt ringere amerikanske maskiner.

Der er desværre meget, vi ikke ved om Skrivekuglens skæbne. Hvor mange steder og i hvilket antal blev den produceret? Hvor mange modeller blev der lavet? Ingen ved det. For Malling-Hansens papirer er forsvundet. Forfatteren af denne artikel har søgt overalt efter dem.

Hvis nogen af læserne kan hjælpe med flere oplysninger om Skrivekuglen, og om Malling-Hansens arkiver, vil det være til stor hjælp.

Håndskrevet patentansøgning.

En ting findes dog stadig: Patentansøgningen fra 1870. Og det forklarer måske en hel del om verdens modvilje mod nye påfund, at denne 40 siders ansøgning om patent på verdens første skrivemaskine ikke måtte afleveres i maskinskrift, men skulle laves med håndskrift!

Historien endte sørgeligt. Malling-Hansen fortsatte i mange år med at videreudvikle Skrivekuglen til perfektion. Men som det hedder i bogen ”Opfinderens Liv” fra 1914: ”Resultatet af hans Opfindelse blev saaledes kun Skuffelse og Tab.”

Skrivekuglen kan i dag beses på følgende museer: Danmarks Tekniske Museum i Helsingør (seks forskellige modeller), Svendborg Museum og Steenstrup Museum i Odsherred. På den seneste internationale auktion over gamle skrivemaskiner blev en Skrivekugle solgt for over 250.000 kr.!

by Bernard Williams.

Bernard Williams, of Burton-on-Trent, England, shares the thrilling news of his latest acquisition: a Malling Hansen Writing Ball. Most of what follows is taken from Williams’ letter to the editor[1].

The story starts with the Ian Fleming gold-plated Royal portable sale May 11, 1995. Prior to the sale The Times newspaper was asked by Christie’s to do a “hype” article on the Fleming typewriter, his writings, and typewriter collecting.  Christie’s gave my name, and I had a telephone call from The Times. The interview was a half-hour telephone call with follow-up photographs, so it didn’t come out too bad.

Last October, I had an out-of-the-blue call from Denmark from a Mr. Hansen (perhaps not such an exciting name, as I believe Hansen is quite common in Denmark) asking me to make an offer for a Writing Ball. A friend of his, not a typewriter collector, knew he had this machine and sent him a copy of the article. The friend lived in Belgium. Although he would not admit to knowing its value, it turned out he had quite a sizable value in mind (as is usually the case). It took several weeks, many telephone calls, and several letter exchanges and photographs before we were able to settle on a price acceptable to us both.  He was aware of the leading auction houses, so I didn’t want him to contact them. I ended up paying what I consider was a very fair price to both parties, so I’m very pleased. It’s a delightful item and so beautifully made and works well after light cleaning and TLC.

Its background is interesting: The machine has been handed down in his family and was originally owned by Mr. Asger Hansen’s paternal great grandfather, who worked at the Carlsberg Brewery, Copenhagen. Thirty-three years ago Mr. Hansen emigrated to the U.S.A., stayed there for thirty years, and took the machine with him when he returned to Denmark three years ago. He works in banking and hopes to be going back soon to work in the States. I asked him if the machine was shown to any typewriter collectors or typewriter trade people while in the States, and he said no, it was stored away all the time. He obviously didn’t see any of the Dickerson and Peter Frei extensive advertising or any of Darryl Rehr’s press activity during that time or it may not have come back to Europe.

I went over to Denmark to collect and do the deal and had a pleasant day with Mr. Hansen in Copenhagen. At my request, he took me to the Danish Technical Museum[2] just outside Copenhagen, which was an interesting visit.

I was aware that about eight years ago three Writing Balls were stolen from the D.T.M.  Two are similar to mine (serial nos. 46 and 84) and the third is a telegraph model (no serial number recorded). In the negotiations Mr. Hansen couldn’t find the serial number, which is very small. However, on arrival I found it, and mine is serial no. 116. I inquired at the D.T.M. about the stolen machines, and they were all recovered. They didn’t go out of Denmark, and it sounded like a local job.

Since the recovery, no Hansen Writing Balls (they have four[3], all different) have been put on display. They are kept permanently in storage, which is a great shame. They were very helpful and got them out to show us. Two weeks before my visit, the museum had been presented (on permanent loan) with an oil painting[4] of Pastor Malling Hansen (editor’s note: the photographs of Pastor Hansen’s portrait were not of sufficient quality to publish in ETCetera). The owner has had it since 1930 and thinks it was painted in 1885. Martin’s book lists Malling Hansen as having been born in 1835 and having died in 1890.

I asked at the D.T.M. if they had any information on C. P. Jurgenson[5] Co., Copenhagen (Adler states this company made all Hansen’s Writing Balls).  They gave me information on Jurgenson’s and August Lyngbye of Copenhagen, who also made Writing Balls and other equipment. This was all in Danish, but Mr. Asger Hansen kindly translated it for me. The Jurgenson Co. was interesting. Their very high quality scientific instrument work and experience with early electrification reflects strongly on Hansen Writing Balls[6].

(Editor’s note: The Jurgenson literature reveals that Jurgenson (successor to a prof.  Junger) was a highly skilled maker of scientific instruments to whom many inventors came to have their ideas executed. The Writing Ball received a gold medal at the Exhibition of Vienna in 1873.)

There is a nice Writing Ball in the Birmingham Science Museum, England, (serial No. 101) similar in style to mine, but on close inspection they are all different in some way or other.  This one bears a maker’s name: Sofus E. Holtens[7] (the Holtens name is mentioned in Jurgenson’s literature.)

Letter from Asger Hansen to Bernard Williams:

“...With regard to history behind your Writing Ball – it is almost  rather disappointing  how little my mother knows about it.

The typewriter belonged to my mother’s grandmother – my mother does not know much about her. Her first name was Anna, and my mother thinks her maiden name was Petersen, but she is not sure. Anna came from a family who lived in the southern part of Zealand – her father owned a mill, small brewery, and bakery.  Anna became a housekeeper in charge of several servants for an old vicar (we do not know who that was ... could it have been the Rev. Malling Hansen? Pure guesswork.) Anna later married Leonhard Axel Wagenblase – and he was not Danish but came from either Holland or Germany – Mr. Wagenblase (Mr. Hansen’s paternal great-grandfather) became the head gartner (sic)for the Carlsberg brewery (you can find a portrait painting of him in the Carlsberg portrait museum).

“...We apparently do not know when Anna got the machine – neither if it was bought or received as a gift. So I guess we have to let our imagination give us the solution.”[8]

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Det Internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab blev stiftet i maj 2006 på initiativ af Christian Barnholdt. Christian var i slutningen af 1980erne begyndt at interessere sig for Malling-Hansens liv og fascinerende virke og havde bedrevet forskning i arkiver, på biblioteker og ved kontakter med institutioner og personer. En del af hans forskningsresultater formidlede han i artikler, som blev publiceret i dagblade og tidsskrifter. Et godt eksempel på dette er denne artikel i tidsskriftet ’Ingeniøren’. Vi bør læse artiklen som et tidstypisk dokument – med vurderinger som tilhører en anden tid. For eksempel er Rasmus Malling-Hansen idag ikke glemt i den udstrækning han var det i 1991. Vort selskab har gennem forskning, dokumentation og information bidraget til at hans navn er husket og anderkendt, i hvert tilfælde i kredse som interesserer sig for antikke skrivemaskiner, specialpædagogik, frimurerordener samt den del af biologien, som beskæftigere sig med periodicitet i væksten.

Artiklen indeholder nogle fakta og påstande, som senere tids forskning har vist er forkerte, og disse kommenteres i fodnoter.

- - - - -

Manden med skrivekuglen.

Det var en dansk præst, der opfandt både skrivemaskinen og kopimaskinen. Men opfinderen havde ikke sans for markedsføring, så hans opfindelser blev aldrig produceret og udbredt. I dag er de næsten glemt.

Af journalist
Christian Barnholdt

Det er ikke alle geniale opfindere der huskes af eftertiden. Men at en dansk opfinder først opnår verdensberømmelse flere gange, og derefter bliver totalt glemt, hører dog til sjældenhederne.

     Den uheldige skæbne ramte imidlertid Rasmus Malling-Hansen, der levede fra 1835 til 1890. Han opfandt i 1865 verdens første skrivemaskine[1], som han kaldte Skrivekuglen. Og forfatteren til denne artikel har fundet bevis for, at Malling-Hansen i 1872 opfandt den første brugbare metode til tørkopiering, ”xerografien”.

     I nutidens leksika er det amerikaneren Sholes[2] der får  æren for at opfinde skrivemaskinen i 1873, og en anden amerikaner, Chester Carlson[3], der får æren for at opfinde xerografien i 1938. Og om Rasmus Malling-Hansen står der blot, i Danmarks mest udbredte leksikon, at han ”opfandt et skriveapparat beregnet til blinde”.

Uddannet for grevens penge

     Ak, hvor kan eftertiden dog være nådeløs. Malling-Hansen burde være en af Danmarks berømteste mænd. Men både han og hans opfindelser er næsten totalt glemt. Forhåbentlig kan denne artikel råde bod på uretfærdighederne.

     Rasmus Malling-Hansens baggrund for at blive opfinder var helt usædvanlig. Han blev født i usle kår i Hunseby på Lolland, ikke langt fra Knuthenborg Gods. Han mistede sin fader som tre-årig, (SA: RMH ble født i 1835, faren døde i 1839) og flyttede sammen med moderen og to mindre brødre ind hos en lærer Malling. De fattige kår tvang ham ud af skolen som 15-årig, og han kom i lære som maler.

     Men greven af Knuthenborg fik nys om hans evner. Resultatet blev, at greven finansierede hans uddannelse til skolelærer i 1854 og til student i 1858.

     I 1859 blev Malling-Hansen lærer ved Det kongelige Døvstummeinstitut i København. Det var en gerning, som han viste sig have formidable evner for.

     Alligevel forlod hans stillingen i 1861 for at kaste sig over det teologiske studium. Men kun for en kort tid. I 1862 blev han lærer ved Døvstummeinstituttet i Slesvig, og i 1864 forstander dér. Nogle få måneder senere, efter Danmarks nederlag i krigen, blev Slesvig tysk, og han vendte tilbage til København.

Forstanderens første frembringelse

     I det følgende år, 1865, præsterede han det mest utrolige. Han blev cand.theol. Han blev forstander for et døvstummeinstitut i København. Han blev gift med den afgående forstanders datter. Og han færdiggjorde sin første udgave af skrivekuglen. (SA: Dette er nok ikke helt korrekt. Vi vet at RMH eksperimenterte med plasseringen av bokstavene på en porselenshalvkugle i 1865, men de fleste eksperter regner 1867 som det året den første modellen sto ferdig.)

     Hvor han fik sin energi og sine ambitioner fra, ved vi desværre ikke. Han havde alt for travlt til at skrive dagbog, og han arbejdede altid alene. Hans liv og færden er kun beskrevet i andenhåndsberetninger fra den beundrende samtid. (SA: Det eksisterer også flere intervjuer med RMH og et stort antall brev. Men de kjente nok ikke CB til da han skrev sin artikkel).

     Han var en højtelsket forstander i 25 år, forgudet af de tusinder af døvstumme, som han bragte ud af analfabetismen. (SA: Tusener er nok en overdrivelse. Sannheten er nok nærmere noen hundre. Men at Malling-Hansen var høyt elsket av sine elever hersker det ikke mye tvil om). Han stod i spidsen for en række reformer af døvestumme-undervisningen, der gjorde Danmark til et af verdens førende lande på området.

     Samtidig fik han ikke færre end syv døtre med sin hustru, indtil hun, kun 35 år gammel, døde i barselssengen i 1876. Endnu to ufødte piger døde samtidig[4].

Fingersproget blev til skrivekuglen

     At han overhovedet fik tid, råd og kræfter til sine opfindelser midt i sin travle gerning er forbløffende. Men det viser sig, at der er en direkte forbindelse mellem opfindelserne og lærergerningen. Han havde nemlig lært det fingersprog, som de døvstumme brugte. Og han opdagede, at man kunne ”tale” med fingrene, tre gange hurtigere end man kunne skrive.

     Det gav ham inspirationen til skrivekuglen. For når man brugte den, arbejdede fingrene som i døvestummesproget, hvor de mest hyppige bogstaver frembringes med de mest enkle bevægelser.

     Malling-Hansen ville lave et apparat, så de døvstumme kunne kommunikere skriftligt med omgivelserne. Og først derefter opdagede han, at han havde opfundet noget, der kunne revolutionere alle menneskers måde at skrive på[5].

     Den første model var færdig i 1865. (SA: Det korrekte året skal nok være 1867. Og den første modellen med batterier ble presentert i 1870). Skrivehastigheden var omkring 500 tegn i minuttet – dobbelt så hurtigt som nutidens tastaturer. Men Malling-Hansen var ikke tilfreds med det. I 1867 præsenterede han en ny model, hvor papiret blev drevet frem af batterier. Skrivehastigheden var 6-700 tegn i minuttet.

     Men batterierne gav problemer. De var komplicerede og ustabile, og krævede konstant pasning. Batterierne og elektriciteten blev opgivet. Flere nye modeller blev bestilt hos landets bedste instrumentmagere.

Kongeligt patent og guldmedalje

     I 1870 var han endelig tilfreds. Han søgte og fik kongeligt patent på skrivekuglen. Rettighederne gjaldt i 15 år, hvilket dengang var helt enestående. Patentet blev endda ledsaget af en kongelig bevilling til at videreudvikle opfindelsen. Dens genialitet var nemlig indlysende for de videnskabsmænd, der bedømte den.

     Ved den store industriudstilling i København i 1872 fik Malling-Hansens opfindelse guldmedalje. Det samme skete ved verdensudstillingerne i Wien i 1873 og i Paris i 1878. Skrivekuglen og dens opfinder blev verdensberømte. (SA: Skrivekuglen ble også utstilt og gjorde det svært godt i Kensington, London, i 1871 (ingen objekter ble premiert der), Centennial-utstillingen i Philadelphia i 1876 (gullmedalje), Leeds 1875 (ingen premiering), og København 1888 (førsteprismedalje i sølv).)

     Allerede i 1872 præsentered Malling-Hansen endnu en opdagelse – xerografien. Dokumentationen for denne fuldstændigt glemte opdagelse har forfatteren fundet i ”Illustreret Tidende” fra november 1872.

     Opdagelsen var en direkte konsekvens af skrivekuglen. Malling-Hansen ønskede at tage kopier af de breve han skrev. På telegrafstationerne brugte man sværtepapir, når man ønskede flere kopier af telegrammerne, og det afprøvede Malling-Hansen med sværtepapir i forskellige farver. Han gjorde den besynderlige opdagelse, at blåt sværtepapir kan give mange flere kopier end sort. Men han fandt også på en meget bedre udnyttelse af sværtepapiret end den simple kopiering.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Denne artikel findes i: ”Fogtdals Illustreret Tidende” nr 9, november 1992. Hver udgave af tidsskriftet havde et bestemt årti som tema, og temaet for dette nummer var perioden 1870-1880. Kildematerialet og inspirationen for tidsskriftet var det originale tidsskrift ”Illustreret Tidende”, som udkom i perioden 1859 til 1924, - en rig kilde til information om Danmark i den pågældende periode.

Artiklen i Fogtdals publikation, på side 26-27, er ikke signeret, men den bærer præg af Christian Barnholts stil – initiativtageren til vort selskab, som netop i begyndelsen af 1990erne var meget aktiv med forskning omkring Rasmus Malling-Hansen og forfatter til en række artikler i dagblade og tidsskrifter. En anden mulig skribent er den daværende direktør for Danmarks tekniske Museum, K.O.B.Jørgensen, men jeg tror mere på, at Barnholt var forfatteren.

I det store og hele er det en god artikel om Malling-Hansen og skrivekuglen. Der er dog nogle aspekter, som har fået mig at kommentere og korrigere.

- - - - -

Præst opfinder mekanisk skrivekugle.

”Man skal just ikke have skrevet grumme meget for at have bemærket, hvor pinligt det er, at pennen, mens tanken flyver ... må krybe langsomt hen ad papiret, og betænker man, hvor mange omveje pennespidsen må gøre, er det heller ikke sa underligt, at det går langsomt med skriften”, skrev C.Holten i Illustreret Tidende i 1870. Holten præsenterede her H.R.J.Malling Hansen, opfinderen af ”hurtigskriveapparatet” – også kaldet ”skrivekuglen” eller ”takygrafen”.

     Danmarks industrielle udvikling tog netop fart fra 1870. Og Malling Hansens skrivekugle, som han sammen med professor C.P.Jürgensens mekaniske Etablissement patenterede for 15 år i 1870, var et ægte og fuldstændig genialt barn af den og en mekanisk håndrækning til tidens stadig flere skrivende.

     Den lidt farveløse og anonyme Hans Rasmus Johan Malling Hansen var født i Hunseby på Lolland i 1835. Han kom i malerlære i Maribo, men lensgreve F.M.Knuth til Knuthenborg fik øje på den opvakte dreng og sendte ham på Jonstrup Seminarium, hvor han blev lærer. Senere finansierede greven yderligere studier, og i 1859 blev han lærer ved Det kongelige Døvstummeinstitut i København, senere teolog og forstander.

     Via døvstummeundervisningen henledtes pastor Malling Hansens opmærksomhed på talens og håndskriftens hastighed. Han undersøgte, hvor hurtigt man kunne skrive, og hvor hurtigt man kunne ”tale” med fingertegn og blev klar over, at hastigheden var henholdsvis 4 og 12 tegn i sekundet. Han indså, at fingersproget var hurtigere end skriftsproget, og ”denne omstændighed lefte ham til opfindelsen af ”skrivekuglen”, en maskine ved hvilken man bliver i stand til at skrive omtrent lige så hurtigt som man taler, eller rettere sagt som man holder tale”.

     Det første eksemplar benyttede elektromagnetisme og vejede 75 kg.[1] Det var i elektricitetens allerspædeste barndom og ”tørelementet” – batteriet – var knap nok opfundet, så på Den nordiske Udstilling i København i 1872 lancerede han en mere brugsvenlig mekanisk, kun fem kilo tung maskine. På udstillinger i Wien i 1873 og Paris i 1878 fik den forbedrede  takygraf  både højeste udmærkelse og to guldmedaljer, og Malling Hansen havde 40 ordrer med sig hjem fra Paris.

     Men ak. Han blev et tragisk eksempel på en af tidens visionære, hvis indsats gik i glemmebogen, fordi han ikke mestrede den anden halvdel af igangsætningens kunst: salg, markedsføring og industriel fremstilling[2]. Han blev – som adskillige andre danske opfindere – overhalet af en konkurrent, den amerikanske Remington, som erobrede verdensmarkedet med en skrivemaskine, der kun klarede 300 anslag i minuttet mod Malling Hansens 800.

Research, transcription and comments by Jorgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

This article is from a newspaper published in the town of St.Petersburg, Florida. Only the relevant parts of the article have been included.

The author is Nicolas G. Carr, born 1959, an American writer who has published books and articles on technology. Carr’s main argument is that the Internet may have detrimental effects on cognition that diminish the capacity for concentration and contemplation. His book, “The Shallows”, develops this argument further, and also in this publication Carr discusses the issue of Nietzsche’s writing ball.
For further details about Carr, see his homepage: https//:nicholascarr.com

The article below has been adapted from an original article in the July/August issue of Atlantic Monthly, copyright 2008 the Atlantic Monthly Group, distributed by Tribune Media Services. It is based on Carr’s book: “The Big Switch: Reviring the World, From Edison to Google”, published in 2008.

Currently it is not possible to download the article without payment, and hence I cannot show the actual article at present.

“Is Google making us stoopid”

- - - - - - - - - - - (text not included)

     Sometime in 1882, Friedrich Nietzsche bought a typewriter – a Malling-Hansen Writing Ball, to be precise. His vision was failing, and keeping his eye focused on a page had become exhausting and painful, often bringing on crushing headaches. He had been forced to curtail his writing, and he feared that he would soon have to give it up. The typewriter rescued him, at least for a time. Once he had mastered touch-typing, he was able to write with his eyes closed, using only the tip of his fingers. Words could once again flow from his mind to the page.

     But the machine had a subtler effect on his work. One of Nietzsche’s friends, a composer[1], noticed a change in the style of his writing. His already terse prose had become even tighter, more telegraphic. “Perhaps you will through this instrument even take to a new idiom,” the friend wrote in a letter, noting that, in his own work, his “‘thoughts’ in music and language often depend on the quality of pen and paper.”

     “You are right,” Nietzsche replied, “our writing equipment takes part in the forming of our thoughts.” Under the sway of the machine, writes the German media scholar Friedrich A. Kittler, Nietzsche’s prose “changed from arguments to aphorisms, from thoughts to puns, from rhetoric to telegram style.”

- - - - - - - - - - - (text not included)

Writing Round.

Posted by Derrick Koo.

Writing your novel might be challenging enough, but can you imagine trying to type it on this?

This strange typographic pincushion is the world’s first commercially produced typewriter: the Malling-Hansen Writing Ball, which was prototyped by the Danish inventor Rasmus Malling-Hansen in 1865. Photos of this fantastical machine (it looks like something you’d find in the Codex Seraphinius[1], perhaps somewhere around this entry) have been popping up on various tech blogs intrigued by its steampunk aesthetic and poignant obsolescence.

It's a nostalgic reminder that the act of writing is one of imperfect translation from the mental to the physical realm: as Nietzsche typed his own defective Writing Ball[2], “Our writing instruments contribute to our thoughts.” If all you had at your desk was a Smith-Corona electric typewriter of the kind William McKibben wrote about in this magazine in 1984 (its defining quality was the ability to erase up to two just-typed words), would you think twice before typing out that paragraph that just came to you in the shower? Now, of course, we have MS Word and “undo,” but the technology most of us use to record our thoughts is an old one: the QWERTY keyboard, which debuted in 1873, just three years after the Malling-Hansen Writing Ball entered production.

The act of composing on a Writing Ball probably less resembles modern-day typing than it does scrying (peering into an object, like a crystal ball, in order to divine the future). And the reasons that typing won out might seem obvious – for one, it’s impossible to see what you are typing when using a Writing Ball[3]. But a QWERTY keyboard is by no means the most intuitive or efficient writing instrument, as devoted proponents the Dvorak Keyboard will tell you. QWERTY is ubiquitous today because, well, it’s ubiquitous. After a century of mass adoption by the designers of typewriters, then computers, people know how to use it – and it’s so ingrained that manufacturers go to great lengths to adapt QWERTY devices for languages that don’t even lend themselves to alphanumeric input.

Before you go blaming your writer’s block on your keyboard, however, there are other ways to put ideas to paper (or flash memory). Besides a pen, a device whose origins are much more archaic than those of the Writing Ball, you could use dictation software. Speech-to-type fidelity has long been a concern, but is improving; the developers of the popular Dragon Dictation software claim 99,6% accuracy. Of course, all that talking aloud might inspire your café neighbors to hurl more than words at you.

Or you could try a chorded jellyfish keyboard, although the learning curve seems formidable for those not versed in mind-melding.

What, then, of touchscreens? Alas, any iPad or iPhone user’s first complaint is usually the awkwardness of the virtual keyboard, which is based – of course – on QWERTY. App developers are starting to look beyond Apple’s default method input, but WritePad (which lets you trace letters with your fingers or a touch-sensitive stylus) is still only as fast and as useful as your handwriting, and touch systems like Swype (which seems to predict words based on quick finger gestures rather than the tapping of a traditional keyboard) seem better suited to LOLspeak than literature.

Until the technology exists to extract sentences directly from our minds, we’re stuck with a middleman, some kind of system or device to translate them to written form. I wouldn’t trade my keyboard for a Writing Ball. But perhaps composing on such a beautiful, alien object might inspire me, as it did Nietzsche, to try to free my thoughts from my writing instruments.

(image: Auction Team Koln, via Malling-Hansen Society, which has many more pictures of the Writing Ball on its site.)

Af Maj Bach Madsen[1], publiceret i Videnskab.dk den 1 juli 2011[2]

Geniale opfindelser kommer tit bag på verden. Videnskab.dk sætter spot på opfindere, der ikke fik den anerkendelse eller kommercielle udbredelse, de kunne have fortjent.

Forstår folk ikke dine vilde planer, og bliver dine ideer pludselig til virkelighed ti år efter, du har udtænkt dem?

Er du et overset geni, kan du trøste dig med, at du ikke er alene. Danmarkshistorien rummer mange bitre historier om opfindere, der kunne have fået det halv kongerige, havde verden omkring dem blot været parat til deres fantasifulde tanker.

Men det var den desværre ikke.

Videnskab.dk giver ideerne en smule af den opmærksomhed, de fortjener, når vi i denne artikel kigger nærmere på tre oversete eller undervurderede opfindelser.

(Her begynder artiklen med et afsnit om Ole Johansen Winstrups (1782-1867) opfindelse af en u-båd i begyndelsen af 1800-tallet. Dette afsnit er ikke medtaget i vor transkription).

Apparat til Hurtigskrivning.

Vi springer nu frem til 1870, hvor præst og forstander ved Døvstummeinstituttet, Rasmus Malling Hansen (1835 – 1890), får 15 års eneret på sin opfindelse: skrivekuglen. En af de første brugbare skrivemaskiner i verden.

Rasmus Malling Hansens interesse for udviklingen af skrivemaskinen bliver vakt ad omveje.

Arbejdet som lærer for døvstumme har ledt ham in på ”vidtgaaende Undersøgelser” af danske sproglyde. Han har blandt andet undersøgt, hvor mange danske bogstaver man kan udtale, og hvor mange man kan skrive, per sekund.

I patentansøgningen skriver han om sine udregninger:

”I en vis given Tid kan da altsaa mundtligt siges 5 Gange saa mange Lyde, som der kan skrives Tegn; med andre Ord, man taler 5 Gange saa hurtigt, som man skriver” (25. januar 1870).

Det får ham til at overveje, hvordan man kan opnå en større skrivehastighed. Han konstruerer et ”Apparat til Hurtigskrivning”.

Han har udtænkt et system. På hans skrivemaskine er de bogstaver, der oftest er i brug, anbragt strategisk ved de stærkeste fingre. Han skriver:

”Det beskrevne Apparat vil kunne faae en ikke ringe Anvendelse. Skrivehurtigheden bliver med Lethed 2 til 3 Gange saa stor som den almindelige, og med Øvelse i Brugen af Apparatet maa der kunne opnaaes en Hurtighed lig Talehurtigheden.”

Succes – men intet kommercielt gennembrud.

Malling Hansen får sit patent, det bliver underskrevet af Christian d.9 i 1870. Polyteknisk Læreanstalt skriver, at opfindelsen er ”af stor Vigtighed” og ”ganske original”.

Skrivekuglen modtager blandt andet hæder på Verdensudstillingen i 1872, men den slår aldrig kommercielt igennem.

Markedet bliver i stedet overtaget af de amerikanske skrivemaskiner under navnet Remington (patenteret i 1873), der overtager markedet.

”På det tidspunkt er skrivekuglen hurtigere at arbejde på, men Remington markedsfører deres skrivemaskine bedre. De har samtidig udviklet den, så den er blevet billigere,” forklarer Frank Allan Rasmussen[3].

Desværre tør ingen producent satse på at videreudvikle den danske skrivekugle. Da opfinderen Malling Hansen selv dør, forsvinder skrivekuglen fra markedet.

(Den sidste del af artiklen handler om Holger Møller Hansens (1915-2000) endoskop. Denne del er heller ikke med i vor transkribering)

Frank Møller Rasmussen:
”Hvis man ser på arkiverne med patenter gennem danmarkshistorien, synes jeg faktisk, det er overraskende, så lidt der er blevet til noget.”

Vejen fra opfindelse til produkt er et kritisk øjeblik, hvor det hele nemt kan gå galt, forklarer forskeren.

Historien viser, hvordan selv geniale opfindelser kan gå tabt, hvis ikke landets eksperter er åbne for nytænkning, eller hvis markedet ikke er parat til en opfindelse.

”Måske spiller det også ind, at professorerne på Polyteknisk Læreanstalt var meget dygtige inden for deres felt, men ikke var lige så vidende, når det kom til at vurdere markedet,” siger Frank Allan Rasmussen

Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Denne artikel har jeg fundet i arkivet efter Christian Barnholdt, initiativtageren til, og den første president for, det internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab. Desværre er artiklen ikke dateret, men vi kan ud fra teksten regne ud, at den er fra 2014 eller derefter. Artiklen – kort som den er – har den merit, at den nævner eksistensen af vort internationale selskab. Epitetet ’verdens første skrivemaskine’ er ikke korrekt – der var mange forskellige skrivemaskiner før skrivekuglen, men Malling-Hansens skabelse var den første velfungerende som samtidig blev produceret i serie og sat til salg!

Jeg har ikke kunnet finde særlig meget information om artikelforfatteren, - kun at han er født den 24 januar 1932 og sandsynligvis er bosat i Skårup på Fyn.

- - - - -

Lollik opfandt verdens første skrivemaskine

I en elektronisk tidsalder, hvor internet-feberen ubønhørligt raser, er det lidt sjovt at tænke på, at det kun er knap halvandet hundrede år siden, skrivemaskinen blev opfundet.

Det var lollikken Rasmus Malling-Hansen, der i 1865 opfandt verdens første skrivemaskine, og skrivekuglen er æret med en mindetavle ved Rasmus Malling-Hansens fødehjem i landsbyen Hunseby på Lolland.

Rasmus Malling-Hansen, der levede fra 1835 til 1890, gjorde sin opfindelse samtidig med, at han fra 1865 var forstander ved Det Kongelige Døvstummeinstitut i København. Rasmus Malling-Hansen var samtidig hovedmand bag en række progressive reformer af døveundervisningen i Danmark.

Mindetavlen i Hunseby blev i 2008 sat op af Det Interationale Rasmus Malling-Hansen Selskab, der i 2006 blev stiftet for at genskabe den internationale berømmelse, Rasmus Malling-Hansen i 1870’erne og 1880’erne opnåede ved sine banebrydende opfindelser, der udover skrivekuglen også omfattede xerografien og tørkopieringen i 1872.

Det var den daværende præsident for Det Internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab, Christian Barnholdt, der sammen med nu afdøde grev Adam Knuth[1] fra det nærliggende Knuthenborg Gods i 2008 indviede mindetavlen i Hunseby på Lolland.

Når grev Adam Knuth, der i 1969 i strid med sin far lensgreve Frederik Marcus Knuths ønske grundlagde Knuthenborg Safari Park, deltog ved indvielsen af mindetavlen, skyldes det blandt andet, at det var grev Adam Knuths tip-oldefar, Frederik Marcus Knuth, som finansierede Rasmus Malling-Hansens uddannelse til student, lærer og præst.

Det Internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab, der blev stiftet i 2006, tæller i 2014 omkring 30 medlemmer fra blandt andet Danmark, Norge, Tyskland, Holland og USA.

Men sådan er der så meget.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

I december 2021 udgav Gyldendal en fortræffelig bog, som glæder os i det Internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab, nemlig ”Danske Opfindelser. Fra burgere, LEGO til højtalere og håndbold” med tekst af Sofie Maria Brand og illustrationer af Claus Darholt. Her fortæller forfatteren på 125 sider om en lang række betydningsfulde danske opfindelser og dertil en håndfuld epokegørende videnskabelige opdagelser. Udvalget er, i mine øjne, gjort med stor omhu og indsigt i emnet, og det er positivt at konstatere, at Rasmus Malling-Hansen og hans skrivekugle har fået plads i det fine selskab – side 68 og 69 har en kort men god tekst om skrivekuglen og flere fine illustrationer.

Målgruppen for bogen er i første række børn og unge mennesker. Både sproget og illustrationerne gør, at bogen efter min mening må være meget tiltrækkende for denne målgruppe.

Sofie Maria Brand er udddannet skolelærer og journalist men skriver også børnebøger. Blandt hendes udgivelser er: ”Jul i andre lande” fra 2017, som handler om juletraditioner og andre vigtige højtider, samt ”Børn i andre lande” fra 2020, som fortæller om 14 forskellige lande og de børn som lever der.

Claus Darholt er kendt som ’animator’ og har mest arbejdet med film. Blandt hans senere filmproduktioner er: Drømmebyggerne (2020), Ternet Ninja (2018), Digital Romance (2016) og Tre tosser (2014).

I det følgende transkriberes de to sider. 

- - - - -

Skrivekuglen.

Det var en dansker, der opfandt verdens første skrivemaskine[1]. Man brugte skrivemaskiner helt indtil 1980’erne, hvor computeren overtog det hele.

Inspireret af døve.

Før computeren skrev man på skrivemaskine. De larmede, og man kunne ikke lave ændringer i sin tekst. Alligevel var man rigtig glad for skrivemaskinen, for inden den blev opfundet, skulle man skrive alting i hånden.

Det var danskeren Rasmus Malling-Hansen, der opfandt skrivemaskinen i 1870. Rasmus var leder af en skole for døve. Han havde lagt mærke til, at når døve talte tegnsprog, brugte de hænderne lynhurtigt. De kunne nå 12 bogstaver i sekundet. Når man skrev med blæk og pen kunne man kun nå fire bogstaver i sekundet. Det inspirerede Rasmus til at lave en skrivemaskine, hvor man kunne bruge fingrenes hurtighed ligesom i tegnsprog. Det blev til skrivekuglen.

Lignede et pindsvin.

Skrivekuglen lignede lidt et pindsvin fordi tasterne sad og strittede på en halvkugle. Det var meget velovervejet hvor de forskellige bogstaver var placeret så man kunne skrive så hurtigt som muligt.

Neden under skrivekuglen lå papiret på en valse. Man kunne først se, hvad der stod på papiret, når man tog det ud.

Man mener der blev fremstillet ca 50[2] eksemplarer af skrivekuglen. De var meget dyre og blev aldrig den store succes – blandt andet på grund af en billigere skrivemaskine i USA. I dag er skrivekuglen et samlerobjekt. De bliver solgt for flere hundrede tusinde kroner.

Rasmus lavede også en skrivekugle med blindeskrift. I blindeskrift består hvert bogstav af prikker placeret på en bestemt måde. Det smarte var, at tasterne havde blindeskrift, men på papiret kom der bogstaver. På den måde kunne en blind skrive, så en seende kunne læse det.

Geniet bag opfindelsen.

Rasmus kom fra en meget fattig familie, og da faren døde, kom han i pleje hos en skolelærer. Som 14-årig kom han i lære som maler. Men greven på Knuthenborg fik nys om, at Rasmus var meget begavet, og hjalp ham med at blive uddannet skolelærer. Bagefter læste Rasmus teologi på universitetet. Det er det, man læser for at blive præst. Han endte med at arbejde for døve og gøre meget for at forbedre deres vilkår – og så opfandt han skrivekuglen.

HINT!

Knuthenborg er et stort gods på Lolland. Det var også en greve på Knuthenborg – bare en anden greve[3] – der hjalp Jacob Ellehammer[4], opfinderen af flyvemaskinen, som du kan læse om på side 38. Greven lånte ham en ø[5] til eksperimenterne.