Malling Hansen.[1]

Last evening at 22:30 some people passing by in Borgergade noticed that a well-dressed gentleman lost his balance and fell to the ground. A young couple in conversation on the other side of the street rushed to help and found him dead.

The physicist summoned, Dr Breuning Storm, could only confirm that death had occurred and arranged for the body to be carried into the house of boatswain’s mate Knudsen, living at the corner of Borgergade and Leopardlængen. Already before that, a gentleman passing by had recognized the deceased. It was Malling Hansen, the inventor of the writing ball and the author of “Periods in the Growth of Children and Solar Heat”.

When the identity of the body had been confirmed though a business card found in the breast pocket, the local police station sent an officer to the Institute for the Deaf-Mute, where he conveyed the message about her husband’s death to Mrs Malling-Hansen in the most tender and considerate way possible. One may imagine her sudden devastation. The porter of the institute then followed the officer back to Borgergade and, accompanied by two police officers, he brought the body back home in a carriage[2].

“Nordisk Konversationsleksikon”[3] has the following regarding Malling-Hansen:

Hans Rasmus Malling Johan Hansen was born September 5, 1835 near Maribo and attended Jonstrup Teacher Training College, from where he graduated in 1854. He passed Artium[4] in 1858 and began studying theology while simultaneously being appointed to a teaching position at the Institute for the Deaf-Mute in Schleswig, heading this institute as from 1863, but dismissed in 1864 as a consequence of the war; as from 1864 principal of and priest at the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. Investigations regarding the relationship between the speed of the spoken word as compared to the speed of writing, as well as that of the hand sign language of the deaf-mutes, led him in 1870 to the invention of the writing ball; his “dry print” or “xerography”, demonstrated together with the writing ball at the international exhibition in Vienna in 1873 was a precursor for other similar copying methods, attaining their culmination in the so called hectography. Initially with the aim of achieving guidance for the development of a new dietary regulation for the pupils of the institute for the deaf-mute, he initiated in 1882 daily weighing and measuring of the children of the institute, continued over a long period of time and also extended to other schools and institutions; exceedingly important and interesting results from this have been presented in “Periods in the Growth of Children and Solar Heat”, in which he demonstrates that children’s increase in terms of weight and height  is submitted to periodical variations (oscillations) with a maximum period for height increase from April until the end of July, a maximum weight increase from August until December; during the maximum period for height increase the weight increase is at its lowest point – the children even undergo considerable weight losses during this period; conversely, the height increase comes almost to a standstill during the subsequent large weight increase.

This unexpected demise will attract wide attention, for Malling-Hansen was the kind of man who only had friends, and friends everywhere, and he belonged to those who do not forget their old friends. This was born out in a beautiful way when he, the old Jonstrup alumnus, a couple of months ago led a happy, celebrating group of teachers returning to the old building. On that day the sun was shining brightly on fields and forests, and when Malling-Hansen mounted the flowered speaker’s platform, accompanied by shouts of applause from his old mates, he spread his arms and exclaimed: “If only this beautiful day would last forever!” No one in the large group of people, now widespread all over the country, had a hunch that at this very occasion they were seeing the dear, happy old friend for the last time.

Malling-Hansen was an outstanding member of our freemason lodge[5]. Here, as well as everywhere his demise was announced late last evening, the message caused much commiseration. He is one of those who will be sorely missed and mourned by young as well as old, and in particular by the unfortunate children for whom he was not only an educator but also a father and a friend. The mutes, lacking words by which to express their mourning, will gather, inconsolable, around the tomb of their dear teacher.

Malling Hansen. [1]

Igaar Aftes Kl. 10 ½ bemærkede nogle i Borgergade tilfældig Forbigaaende, at en velklædt Herre vaklede og styrtede om. Da et Par unge Mennesker, der stod og passiarede paa den anden Side af Gaden, ilede til, fandt de at han var død.

Den tilkaldte Læge, Dr. Breuning Storm, kunde kun konstatere, at Døden havde fundet Sted og foranstaltede Liget baaret ind hos en Underbaadsmand Knudsen, der bor paa Hjørnet af Borgergade og Leopardlængen. Allerede forinden havde en tilstedekommen Herre genkendt den Afdøde. Det var Malling Hansen, Skrivekuglens Opfinder og Forfatteren til ”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme”.

Nyboders Politi lod, da Ligets Identitet var godtgjort ved et i Brystlommen forfunden Visitkort, en Betjent køre ud paa Døvstummeinstitutet, hvor han paa den mest varsomme Maade overbragte Fru Malling-Hansen Budskapet om hendes Mands Død. Man kan let tænke sig til hendes pludselige Fortvivlelse. Institutets Portner fulgte derpaa med ind til Borgergade, og bragte, ledsaget af to Betjente, Liget med sig hjem i en Vogn. [2]

Nordisk Konversationsleksikon indeholder følgende om Malling-Hansen:

Hans Rasmus Malling Johan Hansen fødtes den 5te Septbr. 1835 ved Maribo og besøgte Jonstrup Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1854, men tog Artium 1858 og begyndte det teolog. Studium samtidig med, at han blev Lærer ved det kgl. Døvstumme-Institut i Kbhvn.; 1862 blev han ansat som Lærer ved Døvstumme-Institutet i Slesvig og i 1863 dets Forstander, men som følge af Krigen afskediget 1864; side 1865 er han Forstander for og Præst ved Døvstumme-Institutet i Kbhvn. Undersøgelser angaaende Forholdet mellem Talehurtigheden og Hurtigheden af Taledelenes Fremstilling ved Hjælp af af Skrift og gennem de Døvstummes Haandalfabet ledede ham 1870 til Opfindelsen af Skrivekuglen; hans ”Tørtryk” eller Ekserografi, fremstillet tillige med Skrivekuglen paa den intern. Udstilling i Wien 1873,[3] var Forgænger for andre lignende Kopieringsmetoder, der naaede deres største Fuldkommenhed i den saakaldte Hektografi. Fra først af for at vinde Vejledning til Tilvejebringelsen af et nyt Bespisningsreglement for Eleverne paa Døvstumme-Institutet paabegyndte han 1882 daglige Vejninger og Højdemaalinger af Institutets Børn, senere uafbrudt fortsatte og udvidede ogsaa til andre Anstalter; de særdeles vigtige og interessante Resultater heraf foreligger navnlig i ”Perioder i Børns Vækst og i Solens Varme”, hvori han paaviser, at der i Børns Vægtforøgelse og Højdevækst er en særlig periodisk Vaiation med en Maksimumstid for Højdevæksten fra April til Udgangen af Juli, en Maksimumstid for Vægtforøgelsen fra Avgust til ind i December; i Højdevækstens Maksimumstid har Vægtforøgelsen sin Minimumstid, ja Bøenene lider endog i denne Tid betydelige Vægttab; omvendt er der omtrent Stilstand i Højdevæxten under den paafølgende store Vægtforøgelsen.

Dette uventede Dødsfald vil vække Opsigt i vide Kredse, thi Malling-Hansen var af dem, der kun havde Venner, og Venner overalt, og en af dem, der ikke glemte sine gamle Venner. Derom havde man et smukt Vidnesbyrd, da han, den gamle Jonstrupper, for et Par Maaneder siden i Spidsen for en glædestraalende Lærerskare gæstede den gamle Borg. Den Dag straalede Solen over Mark og Skov, og da Malling-Hansen under sine gamle Kammeraters Bifaldsraab besteg den blomstersmykte Talerstol, raabte han, idet han udbredte sine Arme: ”Gid denne smukke Dag kunde vare ved til evig Tid”. Ingen i den store Forsamling, der nu er adspredt Landet rundt, anede da, at de ved denne Leilighed saa den kære, livsglade fordums Kammerat for sidste Gang.

Malling-Hansen var et fremragende Medlem af vor Frimurerloge. [4] Her, som overalt, hvor hans Død sent iaftes blev bekendt, vakte Budskapet derom stor Deltagelse. Han er en af dem der vil bli savnet og begrædt af Store som af Smaa, især af de Ulykkelige, for hvem han ikke blot var Opdrager, men en Fader og Ven. De Stumme, der mangler Ord for deres Sorg, vil især utrøstelige samles om den kære Lærers Grav.

Fotnoter:

[1] SA: I begynnelsen av artikkelen omtales den avdøde ved navnet Malling Hansen, uten bindestrek. Underveis i nekrologen går forfatteren over til å skrive navnet med bindestrek. Selv begynte Malling-Hansen å bruke bindestrek ca 1882/83.

[2] SA: Nekrologen i Politiken er den som mest detaljert forteller om omstendighetene ved Malling-Hansens død.

[3] SA: Dette at en av Malling-Hansens andre store oppfinnelser; verdens første tørrtrykkmetode - Xerografien - også ble presentert ved verdensutstillingen i Wien i 1873, er en helt ny opplysning for oss, såvidt jeg kjenner til. Jeg har i hvert fall ikke tidligere lest om det i noen av kildene!

[4] SA: Denne formuleringen kan meget vel tolkes dithen at det er en av Malling-Hansens losjebrødre som har skrevet denne nekrologen. Men hvem, vet vi ikke.

     Det kongelige Døvstummeinstituts

Forstander, Pastor M a l l i n g – H a n s e n,
er pludselig død i aftes. Paa Hjemvejen til
Institutet blev han ramt af et Hjerteslag og
styrtede død om i St.Kongensgade[1]. Malling-
Hansen blev kun 55 år gammel. Allerede i
1860[2], da han tog theologisk Examen, blev han
ansat som Lærer ved Døvstummeinstitutet i
Kjøbenhavn, 1862-64 var han ansat ved In-
stitutet i Slesvig; 1864 blev han fordreven
herfra og næste Aar ansat som Forstander for
Institutet i Kjøbenhavn, til hvis Fremvæxt
han har arbeidet med ufortrøden Iver, ligesom
hans Medvirkning for Døvstumme-Undervis-
ningen herhjemme i det Hele har været af
megen Betydning. Denne Side af hans Virk-
somhed skyldes ogsaa hans Værk ”Perioder i
Børnenes Vægt og i Solens Varme[3]”, der var
skreven paa Grundlag af hans Vejninger og
Undersøgelser af de døvstumme Børn til Fremme
af en hensigtsmæssig Ernæring. Malling-
Hansen var ogsaa bekjendt som Opfinder af
”Skrivekuglen”. Den Afdøde var ikke blot en
dygtig Mand til sin specielle Gjerning, men
besad tillige store Evner i forskjellige andre
Retninger og var en grundretskaffen Karakter,
et meget elskværdigt og i høj Grad afholdt
Menneske.

    Nekrolog. Forstander, Første-

Lærer og Præst ved Døvstummeinstitutet,
Hans Rasmus Malling Johan H a n s e n,
der, som meddelt, saa pludselig afgik ved
Døden i Lørdags Aftes, var en Skole-
lærersøn og var født i Hunseby paa Lol-
land den 5. August 1835.  I Aaret 1854
blev han dimitteret fra Jonstrup med
”Udmærket duelig” og var derefter en kort
Tid Hjælpelærer i Maglemer. Han havde
imidlertid lyst til at studere og tog til
Kjøbenhavn; i Aaret 1858 blev han privat
dimitteret til Universitetet. I Aaret 1859
blev han ansat som Lærer ved Døvstumme-
institutet i Kjøbenhavn og i Aaret 1862
som Lærer ved Døvstummeinsgtitutet i Sles-
vig, hvis Forstander og Førstelærer han blev
det følgende Aar. Tyskerne fordrev
hm i 1864, og det følgende Aar blev
han konstitueret som Forstander ved Døv-
stummeinstitutet i Kjøbenhavn. Samme
Aar tog han theologisk Embedsexamen. I
Aaret 1868 foretog han med Statsunder-
støttelse en Reise for at gjøre sig bekjendt
med Døvstummeundervisningen i Tyskland,
Østerrig, Schweiz, Frankrig og Holland,
og i Aaret 1876 deltog han i en Kongres
i Stockholm af Abnormskolens Førere i
Norden.

     Det var ham, som gav Initiativet til,
at der blev anlagt et Døvstummeinstitut i
Jylland, og han blev da ogsaa i Aaret
1880 udnævnt til Underdirektør for Døv-
stummeinstitutet i Fredericia.

     Malling Hansen var en dygtig
og nidkjær Lærer, som omfattede sin
Opgave med den største Kjærlighed og
Samvittighedsfuldhed, og det var netop
hans Bestræbelser for at lette hans Elever
deres Arbeide og hans Omhu for deres
legemlige Vel, som førte ham ind paa for-
skjellige Arbeider og Opgaver. Han opfandt
den første Skrivekugle, som kunde
skrive hurtigere end Pennen, og den skaffede
ham Fortjenstmedaillen i Guld og den
østerrigske Guldmedaille literis & artibus
samt flere Udstillingsmedailler. Han ar-
beidede stadig paa at fuldkommengjøre den.
Et andet Arbeide, som høist sandsynlig har
en mere vidtrækkende Betydning, var hans
Undersøgelser om Periodiciteten i det op-
voxende menneskelige Legemes Vægt og
Høide. Disse Undersøgelser vakte den
største Opmærksomhed baade i Indland og
Udland og skaffede ham megen Anerkjen-
delse samt rundelig Pengeunderstøttelse.
Stor Opsigt vakte det ogsaa, da han mente
at kunne godtgjøre, at Vægt- og Høide-
svingningerne stod i Forbindelse med kosmiske
Fænomener. Medens der herhjemme blev
nedlagt Indsigelse[2] mod denne Kombination,
blev der i Udlandet tillagt hans Undersø-
gelser i denne Retning den største Betyd-
ning, og særlig franske Læger syslede med
hans Beregninger og Tabeller. Mere end
en Gang havde Frankrigs store Læger
fremdraget Betydningen af hans Arbeide.

     Han var første Gang gift med en Datter
af den tidligere Forstander for Døvstumme-
institutet, senere Præst i Kieldby Søren
Johan Heiberg. Efter hendes Død ægtede
han en Datter af Byfoged Steenstrup i
Frederikshavn.

     Den Afdøde var i Aaret 1880 bleven
udnævnt til Ridder af Dannebrog.

                   Jarris[3].

    Malling Hansen død.

       - - - -

     I Lørdags Aftes vaklede og styrtede
en ældre Mand, der gik i Borgergade
i København om. Tililende Folk fandt
Manden død.

     Ved Undersøgelse viste det sig, at den
af Døden saa pludselig ramte Mand var
M a l l i n g  H a n s e n.

     Malling Hansen fødtes 1835 paa
Lolland. Han dimitteredes 1854 fra
Jonstrup Seminarium, tog 1858 Ar-
tium og studerede derefter Teologi, sam-
tidig med, at han blev Lærer ved det
kgl. Døvstummeinstitut i København.
1862 gik han som Lærer til Døvstumme-
institut i Slesvig, blev dets Forstander,
men afskedigedes 1864 som en Følge af
Krigen. 1865 blev Malling Hansen
Præst ved og Forstander for Døvstumme-
institutet i København, i hvilken Stil-
ling han virkede med stor Nidkærhed
og Dygtighed en længere Aarrække. -
Han har indlagt sig en overordentlig
stor Fortjeneste af Døvstummesagen i
Danmark, og det skyldes i særlig Grad
ham, Døvstummeanstalter og døv-
stummes Undervisning nu staar paa et
saa højt Trin her hjemme; han var
sjælen i alle nedsatte Kommissioner i
denne og nærbeslægtede Sager.

     Under hans Syslen med de døv-
stummes Undervisning opfandt han
Skrivekuglen, en Opfindelse, der gjorde
hans Navn vide bekendt, ligesom hans
Forsken i Retning af Børnenes aande-
lige og legemlige Udvikling[1] gav ham
megen Anerkendelse.

     Hans Død vil vække stor Deltagelse.
Mange Mennesker, ikke mindst de stak-
kels døvstumme Børn og deres For-
ældre staa i stor Taknemmelighedsgæld
til ham.

     ”Malling Hansen var en af dem -
skriver ”Politiken”[2] -, der kun havde
Venner, og Venner overalt, og en af
dem, der ikke glemte sine gamle Venner.

.... Han er en af dem, som bliver
savnet og begrædt af store som af smaa,
især af de ulykkelige, for hvem han ikke
blot var en Opdrager, men en Fader og
Ven. De Stumme, der mangler Ord for
deres Sorg, ville især utrøstelige samles
om den kære Lærers Grav.”

Translation, comments  and footnotes by Jørgen Malling Christensen(JMC). Additional footnotes by Sverre Avnskog (SA).

An important Rasmus Malling-Hansen Obituary.

Obituaries represent a very useful and relevant kind of documentation, because the form is short and sharp, and the authors have to summarise the personality, character traits and main achievements of the diseased in a very limited space.

An excellent example of a well-written obituary is the following text, penned by one of the teachers of the institute, Ole Christian Jensen. He was employed as a teacher in 1878, and hence he had worked with and under RMH for 12 years. Jensen obviously possessed a deep knowledge and experience of RMHs personality, and his text shows a high level of intellligence and understanding, paired with a somewhat convoluted and old fashioned way of expression, yet easy enough to grasp in the Danish original. I would say that this short text is one of the most insightful and penetrating analyses of Malling-Hansen’s personality that we have.  

Obituary in ”Tidsskrift för Döfstumskolan” (Journal for the Education of the Deaf-Mute”) no.6, 1890.

By O. C. Jensen[1], teacher of the Royal Institute for the Deaf-Mute, Copenhagen.

H. R. J. Malling-Hansen.

For the readers of “Journal for the Education of the Deaf-Mute” the writer of these lines assumes that some words about pastor Malling-Hansen would be welcome, - now that he has ended his very active life.

Pastor Malling-Hansen was walking from the Freemason Lodge towards the Institute on Saturday evening, September 27, when all of a sudden he collapsed in the street between 10 and 11 PM.  Soon people gathered around him, but when they lifted him up he was already dead. During the past spring he had been very ill and bedridden for 2 months. Only slowly did he recover and gain some strength after the long period of illness, and in order to recover completely he travelled with his wife to the area around Fredensborg[2]. Recreation during one month here, in lovely scenic surroundings, did also have the desired effect: He returned to the Institute in a happy frame of mind and eager to get back to work. However, his appearance was quite different from what it used to be, and to a remarkable degree marked by peace – bringing to mind the appearance of a man who has reached an advanced age and feels that the end of his life is near.  He resumed his teaching service, but it became obvious that his mind was occupied by fear that his days were numbered, when he learned on September 16 that the medical doctor of the Institute since many years back, Professor Lehman[3], had collapsed suddenly while visiting his brother. Because the symptoms of weakness, since long time felt by Dr Lehmann himself, pastor Malling-Hansen knew were identical to his own. Hence, the information about Dr Lehmann made such an impression on him, that he could only rarely escape it. He participated in Professor Lehmann’s funeral, but he was severely touched by it, and only five days after this event, he himself was called to the other side. His demise will be felt for a very long time here at the institute, because as a teacher and principal his conduct was brilliant and he was a very attractive and charismatic person.

When teaching he was mild and calm, clear and deep. He had what can be called a strong pedagogical instinct, a solid compass within his personality allowing him to obtain maximum results, as well as a well grounded conviction about being in complete harmony with everything required by a healthy and natural method of teaching.  This instinct was probably rooted in serious pedagogical research, but also influenced by his childhood conditions as well as his natural genetic gifts. He was, after all, the son of a primary school teacher from Lolland[4], and following the early death of his father he had lived in the household of teacher close to his former home, Rasmus Malling[5]; further on, by means of the help and support of Count Knuth of Knuthenborg Manor[6] he spent 3 years at the teacher training college of Jonstrup[7] - hence, he had always been in the vicinity of school children and well acquainted with the teaching profession. This is probably also why he held children so dear and close to his heart, something that became particularly evident when he approached a child while poking fun and jesting, leaving the high position of his desk in the classroom and sort of stepped down unto the floor and in his facial expression and smile, in the way he looked at them and spoke, put himself at the same level as the pupils, - well, from all of the above it will be evident that he possessed all the qualities of a true, real teacher with an open eye for how good and efficient education of the child ought to be delivered.

Da hvert langsomt Fodtrin gjaldt

Hjemmets Tag bag Havens Blade,

da han vakled, sank og faldt

i den stille, mørke Gade

Vandrebud fra Jorden fik,

Haanden ind mod Brystet førte -

Gud kun saae hans sidste Blik

og hans Hvisken hørte.

Aar for Aar til Talsmand sat,

for de Døve og de Stumme

stræbte han til Dødens Nat

deres Ve og Vel at rumme.

Altid gik han foran dem

for at rydde bort hver Hindring,

altid fandt de i hans Hjem

Støtte, Hjælp og Lindring.

Aar for Aar med Granskeraand

higed han i Daad og Drømme

gjennem Hverdagslivs Baand

mod det Gaadefuldes Strømme,

for at bringe for en Dag

fra vor Sol, Naturens Moder!

Lovene for Pulsens Slag,

Væxtens Perioder.

Har som Alle han gjort Feil,

under for sin Svaghed bukket,

hvor hans Vei var haard og steil

eller Porten til den lukket,

rækkes ham dog i hans Død

Haand til Fred for alle Tider,

dækkes dog af Aftenrød

nu hans Skyggesider.

Alle Kranse, Venner gav,

visner vel, hvor han er jordet,

men de vil dog paa hans Grav

give Mindet om ham Ordet

for at sige: Han har stridt,

han har virket, han har gavnet!

for at sige mildt og blidt:

Han er daglig savnet.

                                                                                                     O. C. Jensen.

Fotnoter:

[1] SA: Faren het Johan Frederik Hansen og var nylig blitt enelærer i Havlykke da han døde brått av tyfus i 1839, bare 29 år gammel. Malling-Hansen var da kun 4 år. Moren var Juliane Hansen(1809-1885).

[2] SA: Rasmus Malling var i virkeligheten RMHs fosterfar, som han også hadde vært det for moren, Juliane Hansen.

[3] SA: Lensgreve Frederik Marcus Knuth, 1813-1856, som bl. a. var dansk utenriksminister.

[4] SA: RMH tok eksamen ved Jonstrup i 1854 med karakteren ”Udmerket duelig”.

[5] SA: Malling-Hansen var i alle år pådriver for å organisere døvstummeundervisningen i Danmark etter en felles overordnet plan. Hans utrettelige arbeid førte først i 1867 til en deling av de døvstumme i ulike grupper etter deres evner, og til at de fikk undervisning på det instituttet som kunne gi dem den best tilpassede undervisningen. I 1880 ble dette grunnlaget ført videre ved opprettelsen av et nytt institutt i Fredericia, og i 1890 ble hans tanker fullendt idet de forslagene han hadde ført i pennen for Kommisjonen av 1888 i det store og hele ble godkjent i Riksforsamlingen, og instituttet i Nyborg ble opprettet, samtidig som staten overtok De Kellerske Anstalter, som inntil da hadde vært private.

[6] SA: Fritz August Bech, 1863-1945, var lærer ved Døvstummeinstituttet fra 1882, og ble i 1890 gift med RMHs datter, Zarah, 1870-1910. Han ble senere forstander ved Døvstummeskolen i Fredericia, og var meget aktiv for døvstummesaken, bla a som mangeårig formann for døvstummeforeningen og redaktør av flere tidsskrifter for døvstumme, bla a ”Smaablade for Døvstumme” og ”Effata”.

[7] SA: Nekrologen i ”Illustreret Tidende var skrevet av en gammel kjenning av RMH, Carl Alfred Bruun, 1846-1899, som blant annet eide en skrivekugle selv.

[8] SA: Adam Gottlob Oehlenschläger (født 1779, død 1850) var en dansk dikter og skuespillforfatter. Oehlenschläger har blant andre skrevet Danmarks folkelige nasjonalsang, Der er et yndigt land og Guldhornene.

[9] SA: Thomas Hansen Kingo, 1634-1703, dansk salmedikter og biskop i Fyen.

Malling-Hansen.

     Forstanderen for Døvstummeinstitutet i Kjøbenhavn, den geniale Opfinder af ”Skrivekuglen”, den fine Iagttager af Periodiciteten i Børns Vægt, Pastor Malling-Hansen, er i Lørdags Aftes pludselig afgaaet ved Døden.

     Mange og tilsynelatende forskjellige vare denne Mands Beskjæftigelser og Interesser, men der var dog en naturlig indre Sammenhæng mellem dem alle. Hans daglige Gjerning paa Døvstummeinstitutet, som han røgtede med en Kjærlighed og Alvor, der vil gjøre Savnet af ham først og fremmest føleligt paa dette Sted, bragte ham til at stille sig videre Opgaver, og hans sandfulde Natur, hans skarpe Forskerøje, ledte ham da fra dette Udgangspunkt til interessante Iagttagelser.

     Hans Rasmus Johan Malling Hansen var født den 5te September 1835 ved Maribo. Han anbragtes paa Jonstrup Seminarium, og med hvilken Kjærlighed han omfattede dette Sted, hvor Grundlaget til hans Uddannelse blev lagt, derom vidner hans Optræden ved Seminariets Hundredaarsfest i Sommer. Nogle Aar, efterat han havde forladt Seminariet, tog han Artium, og samtidig med, at han blev Lærer ved Døvstummeinstitutet i Kjøbenhavn, tog han fat paa det theologiske Studium. Efter dettes Tilendebringelse blev han ansat først som Lærer, senere som Forstander ved Døvstummeinstitutet i Slesvig, men blev afskediget som Følge af Krigen, hvorpaa han i 1865 ansattes som Forstander og Præst ved Døvstummeinstitutet i Hovedstaden. Her var det, at Undersøgelser over Forholdet mellem Talens Hurtighed og Gjengivelsen deraf i Skrifttegn, Undersøgelser, der stode i en naturlig Forbindelse med hans Gjerning ved Institutet, førte ham til Fremstillingen af hans første Skrivemaskine, paa hvilken han udtog Patent den 12te Marts 1870. Gjennem et aarelangt Arbejde forbedrede og simplificerede Malling-Hansen sin Opfindelse efterhaanden betydeligt, og den vandt ogsaa rundt om, hvor den blev udstillet og bekjendt, megen Anerkjennelse og Beundring for det Sindrige i Tanken, men udstrakt praktisk Anvendelse fandt den destoværre aldrig; den kunde ikke tage Konkurrencen op med de amerikanske Skrivemaskiner, der nu mere og mere anvendes.

     Malling-Hansen var en altfor frisk og kraftig Natur til at lade sig bøje heraf. Hans Virksomhed ved Institutet gav ham et nyt Udgangspunkt for en Iagttagelsesrække, der har vakt ikke mindre Opsigt og Beundring end Skrivekuglen. Et nyt Spisereglement, der skulde indføres paa Døvstummeinstitutet, foranledigede ham til at lade foretage daglige Vejninger og Højdemaalinger af Eleverne, og fra disse og andre Iagttagelsesrækker, som han efterhaanden tilvejebragte, kom han da til sine mærkelige Slutninger med Hensyn til Periodiciteten i Børns Vægt og Forholdet mellem denne og Solvarmen. Om vi mindes ret, var det paa den internationale Lægekongres i Kjøbenhavn i 1884, at Malling-Hansen fremsatte sine Iagttagelser, for hvilke han senere har gjort udførlig Rede for i et Skrift.

     Malling-Hansens pludselige Død endnu i hans kraftigste Alder afbrød disse Undersøgelser, der sikkert vilde have ført til betydningsfulde Resultater, og bliver allerede derved et Tab, som vil føles ikke mindst ved de Institut, hvis Forstander han var, og som endelig ogsaa vil deles af alle de mange Venner, som den livsglade, kraftige og begavede Mand har efterladt sig.

Principal of the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, the brilliant inventor of the “writing ball”, sharp observer of the periodicity in the weight of children, Reverend Malling-Hansen died suddenly on Saturday evening.

This man’s interests and tasks might have appeared manifold and diverse, and yet there was a natural coherence and affinity between all of them. His daily tasks at the Institute for the Deaf-Mute, tended with a loving care and seriousness which will surely make him particularly missed there, goaded him on to further challenges, and his truthful character combined with a keen eye for research led him from this point of departure onto interesting observations.

Hans Rasmus Johan Malling Hansen[1] was born September 5, 1835 near Maribo. He enrolled at Jonstrup Teacher Education College, and his great love and affection for this place, where the foundations for his further education were laid, was demonstrated by his conduct in connection with the centenary celebrations of the college this past summer[2]. A couple of years after having graduated from the college, he passed the examination that gave entry to university studies, and simultaneously with his employment as a teacher at the Copenhagen Institute for the Deaf-Mute he also began his theological studies at university. Having completed the studies[3] he was employed as a teacher and later on principal at the Schleswig Institute for the Deaf-Mute. However, as a consequence of the war he was discharged, followed by his employment in 1865 as principal and priest at the Institute for the Deaf-Mute in the capital city. It was here that his investigations into comparisons between the spoken language and sign language – investigations logically connected with his assignments at the institute – led him to the manufacturing of his first typewriter on which he acquired a patent on March 12, 1870[4]. Throughout many years Malling-Hansen improved and simplified his invention considerably, and wherever it was demonstrated and made known it did gain much recognition and admiration for its ingenuous design. However, unfortunately its practical use remained limited; it was not able to compete with the American typewriters, which by this time became increasingly common.

Malling-Hansen was of a far too vigorous and dynamic nature to be daunted by this.  His work at the institute provided him with a new starting point for a series of observations that have provoked at least as much attention and admiration as the writing ball. A new dietary regulation which was being introduced at the institute caused him to carry out daily weighing and measuring of the pupils, and deriving from these and other series of observations produced over a period of time he then came up with his remarkable conclusions in terms of the periodicity in the weight of children and concerning the relationship between such oscillations and solar heat. If memory serves us right, it was at the international medical congress in Copenhagen in 1884 that Malling-Hansen presented his observations, which he later on elaborated extensively in a publication.

Malling-Hansen’s sudden death, still in the prime of his life, interrupted these investigations which surely would have led to important results, and is hence a loss that will be felt not least at the institute, which he led, but also by all the many friends left behind by this buoyant, robust and talented man.

English translation by

Jørgen Malling Christensen

Rasmus Malling-Hansen

født 5te September 1835, død 27de September 1890

Det er endnu ikke 2 Maaneder siden, at en stor Kreds af Danmarks Folkeskolelærere saa ham staa forrest i deres Rækker, hørte ham med Varme og Veltalenhed tolke de følelser, der rørte sig hos hver og en af de Hundreder, der da var samlede til en Mindefest i Anledning af Hundredaaret for Lærerseminariernes Oprettelse i vort Land. Bevæget skal han have ytret: En dejlig Dag. Matte vi ønske, at den kunde vare evig! Han blev af de mange den første, der gik til Hvile.

Det er endnu kun faa Dage siden, at han virkede med Liv og Sjæl i sin Gerning - i den Anstalt, hvis kløgtige, kærlige og utrættelige Leder han lige fra sin Ungdoms Tid havde været, og i sit Studerekammer, hvor hans Tanke syslede med videnskabelige Opgaver, til hvis Løsning han i de senere Aar havde leveret betydelige Bidrag, med Opgaver, der vidne baade om den kløgtige Tanke og om den Energi, hvormed Malling-Hansen altid uden at trættes forfulgte sit Maal. Han fik Forfald midt under Arbejdet, endnu i sin kraftige Alder - andre ville maaske høste hvor han har saaet.

Malling-Hansen kan i mange Henseender siges have været en lykkelig Mand. Ualmindelig udrustet, baade i Henseende til Aand og Legeme, frejdig og livsglad i Ungdommen, vandt han tidlig alles Hjærter. I en forholdsvis meget ung Alder opnaaede han en betydelig og ansvarsfuld Stilling, som han dog viste sig fuldt ud i Stand til at røgte. Og i et lykkeligt Familieliv saa han tidlig en blomstrende Børneflok vokse op omkring sig. En genial Opfindelse, hvis Fuldkommengørelse han stadig syslede med, gjorde hans Navn hæderlig bekendt langt ud over Fødelandets Grænser. Men Sorg og Bekymring gik dog ingenlunde hans Dør forbi. Hans første Hustru, hans Ungdoms Elskede, blev taget bort fra ham og 7 smaa Børn efter 11 Aars Ægteskab, og som Opfinder gik det ham ikke bedre, end mange før ham: han led saa store Skuffelser, at kun et Sind, saa spændigt som hans, en Tillid så urokkelig som hans kunde sætte ham i Stand til at bære dem. Sin egentlige Livsgerning - de døvstumme Børns Opdragelse - viede han dog altid sine bedste Kræfter, og der fandt ham utvivlsomt sin bedste Trøst og Styrke, naar andet, hvortil han havde sat sin Hu, glippede. Han var vist alligevel, menneskelig talt, en lykkelig Mand, maaske ikke mindst deri, at Døden bortrev ham saa brat, inden han ret mærkede,at Dagen var begyndt at hælde.

Hans Rasmus Johan Malling-Hansen var en Skolelærersøn fra Hunseby ved Maribo og var født den 5te September 1835. Faderen, Johan Frederik Hansen, døde fra flere smaa Børn 4 Aar efter hans Fødsel. Efter sin Konfirmation blev han sat i Malerlære, men ved Understøttelse fra Grevskabet Knuthenborg kom han i 1852 paa Jonstrup Seminarium, hvor han uagtet sin unge Alder viste sig forberedt til Mellemklassen og allerede 2 Aar efter blev dimitteret med Udmærkelse. Et Aar efter sin Dimission var han Hjælpelærer i Maglemer ved Sakskøbing, og tog derpaa til København for at studere. Han blev Student 1858; men da han væsentlig var henvist til eget Erhverv, søgte han og fik i Begyndelsen af 1859 Plads som Lærer ved Døvstummeinstituttet i København, hvor han i sin Fritid studerede Theologi. I Slutningen af 1861 fratraadte han denne Plads og kom ind paa Regensen; men allerede 1 Aar efter afbrødes hans Studier ved, at han blev kaldet til Døvstumme-Instituttet i Slesvig, hvor han, efter i nogle Maaneder at have været Lærer, blev Forstander den 23de April 1863. Ved Fjendens Indtrængen Aaret efter blev han fordreven fra dette Embede; han tog nu atter i København fat paa sine afbrudte Studeringer og blev teologisk Kandidat i Sommeren 1865. Kort i Forvejen var Forstanderen for Institutet i København Provst Hejberg bleven kaldet til Præst i Kjeldby paa Møen, og Malling Hansen blev nu straks efter sin Eksamen udnævnt til hans Efterfølger som Præst og Forstander. Et Par Maaneder senere ægtede han sin Formands Datter, Katrine Georgia Hejberg.

Om hans 30aarige Virksomhed som Skolemand i den abnorme Skole skal jeg kun udtale, at han ikke alene har været stillet, men ogsaa i den lange Aarræke i Virkeligheden har s t a a e t i første Række blandt denne Skoles Mænd. Da nye Døvstumme-Opdragelsesanstalter for en Del Aar siden skulde grundlægges, benyttede Regeringen hans dygtige Medhjælp; han har ved Rejser søgt at lære andre Landes Forhold paa dette Omraade at kende, og han har oftere ved Møder - senest for to Maaneder siden ved det sjette nordiske Skolemøde - talt om Døvstumme-Undervisningen med den store Indsigt, som han besad.

Forskellige Udmærkelser var blevne ham til Del, saaledes Dannebrogsordenens Ridderkors og en svensk Orden.

Forskellige Medailler og andre Anerkendelser, han havde faaet, skyldtes hans Virksomhed som Opfinder af "Skrivekuglen". Han høstede megen Ære for dette højst sindrige Værk, der dog langtfra har bragt ham nogen materiel Fordel. I sin nuværende Skikkelse synes Skrivekuglen at være overordentlig praktisk, og den bruges sikkert meget. Hvad enten den i Konkurrencen på Verdensmarkedet endelig vinder Overtaget eller ikke, vil den altid være et slaaende Vidnesbyrd om Genialiteten hos den Mand, der har opfundet den. Malling-Hansens foran berørte nyere Undersøgelser og Studier var af en ganske anden Natur. Hans Ledelse af Institutets Økonomi havde ført ham til hyppige Vejninger af Børnene, og dette ledte ham efterhaanden til en Række Iagttagelser over disses Tilvækst i Højde og Tyngde. Han kom derefter til at søge efter Lovene for disse Fænomener,  og mente at have fundet dem i Solvarmen. Paa Lægekongressen i København fremlagde han sine Iagttagelser, der vakte stor Opsigt hos Lægevidenskabens Ypperste; fremmede Læger fortsætter nu Undersøgelserne efter de givne Anvisninger, og mange mene, at der af samme vil komme store Resultater for Videnskaben.

Folkeskolen stod Malling-Hansen sin meste Tid fjærn, men for mange af sine gamle Kammerater bevarede han et oprigtigt Venskab. Dette kendtes ikke mindst, da han i Foraaret med Varme greb Tanken om at fejre Jonstrup Seminariums Stiftelsesfest, i hvilken han som ledende Komitémedlen tog saa væsentlig Del. Han traadte afvigte Sommer ind i Danmarks Lærerforening. For ti Aar siden fik han i sin 2den Hustru Anna Katrine Maria Steenstrup atter en trofast Livsledsagerinde, og hans Børn staa derfor ved hans Bortgang, og idet de skulle forlade deres dejlige Barndomshjem, ikke uden den kærligste Raadgiver og Støtte.

Chr. Bröchner-Larsen[1]

Rasmus Malling-Hansen

born September 5 1835, died  on September  27, 1890

  Not yet two months have passed since a large group of Denmark’s school teachers saw him standing in the front rank among them, hearing him eloquently and fervently give expression to the feelings stirred in each and every one of the hundreds of teachers, gathered for a commemoration on the occasion of the centenary of the establishment of the teacher training colleges in our country. Deeply moved, he is said to have uttered these words: “A wonderful day! Might it last forever!” He was to become the first of all the people gathered there to pass away.   Only a few days ago he dedicated himself life and soul to his calling – in the institution, whose sagacious, loving and tireless leader he had been ever since his youth, as well as in his study, where he worked with scientific research problems, for the solution of which he has contributed substantially these last few years, with tasks that testify to his bright intellect as well as the energy with which the indefatigable Malling-Hansen always pursued his aim. He was ripped away in the midst of his work, still in a vigorous phase of his life – others perhaps will reap where he has sown.   In many regards Malling-Hansen can be considered a happy man. Extraordinarily well endowed both spiritually and physically, dauntless and cheerful in his youth, he won everyone’s heart from an early age. At a still relatively young age he obtained an important and responsible post, proving himself perfectly capable. And in a happy family circle he witnessed, from early on, a thriving throng of children growing up. A brilliant invention that he continuously seeked to improve made his name honourably renowned far beyond the borders of his native country. However, also grief and anxiety would knock on his door. His first wife, the love of his youth, was ripped away from him and 7 small children after 11 years of marriage, and as an inventor he did not fare better than so many others before him: He suffered such great disappointments that only a mind as flexible as his and a confidence as unshakable as his could make it possible for him to bear them. However, he always devoted his primary efforts to the Calling of his life – the education of deaf-mute children, and in that sphere he undoubtedly found his best comfort and strength, when other aspirations to which he had set his mind failed. In summary, he was probably a happy man, not least due to the fact that Death ripped him away so abrubtly, before he sensed that his day was waning.  Hans Rasmus Johan Malling-Hansen was the son of a teacher from Hunseby by Maribo, and was born on September 5, 1835. The father, Johan Frederik Hansen, died four years after his birth, leaving several small children behind. After his confirmation he was apprenticed to a house painter, but by means of support from the count estate of Knuthenborg he was able to enrol in 1852 at the Jonstrup teacher training college, where he – in spite of his young age – proved himself prepared to start at the medium level and already after 2 years graduated with distinction. For a year after his graduation he was assistant teacher at Maglemer by Sakskøbing, and following that he went to Copenhagen in order to continue his studies. He passed his A - levels in 1858[1]; since he had to earn a living in 1859 he applied for and got the position of teacher at the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, while also studying theology in his spare time. By the end of 1861 he resigned from his post and was admitted to the Teacher Training College Regensen for theological studies; however, already after 1 year his studies were interrupted, when he was called to the Institute for the Deaf-Mute Schleswig where, after having taught for a few months, he became principal on April 23, 1863. When the Germans occupied the territory the following year, he was driven away from this post; he then resumed his unfinished theological studies in Copenhagen and graduated in the summer of 1865. Shortly before that, the principal of the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, dean Hejberg was called to be vicar at Kjeldby, Møen, and Malling Hansen was now – immediately after having graduated - appointed as his successor as dean and principal. A couple of months later he married his predecessor’s daugther, Katrine Georgia Hejberg.  About his 30 years of work as an educationalist within special education I only wish to state that not only was he put at the forefront of the men of this school, but he certainly fulfilled this role during all these many years. Some years ago when new institutes for the deaf-mutes were to be established, the Government made good use of his assistance; through travels abroad he endeavoured to learn about the conditions of other countries in this field, and he has often at gatherings – lately, just two months ago at the sixth Nordic School Conference – spoken about the teaching of the deaf-mute with that great knowledge and insight that he possessed.   He was awarded several distinctions and decorations, among them a Swedish decoration and the Knights Cross of the Order of the Dannebrog.  Various of the medals and other types of recognitions that he received were due to his accomplishment as an inventor of the “Writing Ball”. He won much honour from this very ingenuous piece of work, although it fell far short of bringing him any material advantages. In its present shape the Writing Ball seems to be extremely useful, and it is certainly used widely. Whether it eventually gains the upper hand in the world market or not, it will for ever be a striking testimony of the genius of the man who invented it. Malling-Hansen’s newer investigations and research, referred to above, was of a completely separate nature. His management of the economy of the Institute had made him carry out frequent weighings of the children, and this eventually this led him to a series of observations regarding their growth in height and weight. He subsequently started searching for the natural laws governing these phenomena, and he was of the opinion that the main factor was to be found in the solar heat. At the medical congress in Copenhagen he presented his observations, causing great attention among the most outstanding representatives of medical science; foreign medical doctors are now proceeding the research in accordance with the instructions provided, and many are of the opinion that this will produce extraordinary results for science.

  Throughout most of his career, the primary school was not at the center of Malling-Hansen’s attention, but in relation to many of his old colleagues of the college he maintained a sincere friendship. This was felt in particular when he last Spring fervently seized on the idea of organising the commemorattion of the establishment of the Jonstrup teacher training college, and in which he as a leading member of the committe took such an important part. Last summer he joined the Danish Teachers’ Union. Ten years ago he acquired yet again a faithful life partner, marrying his second wife, Anna Katrine Maria Steenstrup. Hence, at his departure, and given that his children will have to leave their lovely childhood home, they still have the most loving support and adviser.

Chr. Bröchner-Larsen[2]

Kjøbenhavn den 12. Oktober 1890[1]

Rasmus Malling-Hansen

Det lille Lands smaa Forhold og Skepsis, den indskrænkede Plads herhjemme, Følelsen af at sidde inde i den lille Vig, medens de store Bølger gaar udenfor, tyngede denne Mand. Som saa mange andre begyndte han med Frejdigt Mod og saa i sin livlige Fantasi alle Hindringer ryddede af Vejen, men Tiden gik, og han lærte det samme som Skytten Bryde[2] om Ærens Tornevej. Han trode at kunne gaa frem med Stormskridt, men erfarede, at Vejen skal maales med Sneglefjed; han saa i Tankerne Statuen rejst, men naade kun at frembringe en Torso. Der manglede vel ikke Solskin i hans Liv, og det kan ikke siges, at han stødte paa haardnakket Modstand, men han fandt ofte Ligegyldighed, hvor han havde ventet at finde Varme, Tilbageholdenhed, hvor han havde haabet paa fuld Tilslutning. Man trode ikke helt paa ham, man hørte ham kun halvt, man vilde kun vove lidt paa ham. Hans energiske Vilje og rastløse Iver blev dog ingensinde kuet herved, thi han fandt bestandig ny Udveje og ny Drivfjedre i sin Aands Dybder, men der kom dog efterhaanden et træt Udtryk over ham. Bestemt paa at indtage hidtil uopdyrkede Felter til videnskabelig Behandling, indsamlede han Erfaringer i Tusendvis, bearbejdede uendelige Talrækker, læste og skrev, søgte og fandt, blev snart skuffet, snart belønnet ved at se Fligen af Sandhedens Klædebon og holdt trofast ud, indtil han segnede. Han vilde trænge frem som Opdager i mørke Egne og bryde en af de mægtigste Slaaer, der lukke for Naturens hemmelighedsfulde Porte; han ønskede sig overmenneskelige Kræfter for at udføre det store Værk. Han gik rank og oprejst til det sidste, tilsyneladende uberørt af Livets Kampe og Skuffelser, men han var bleven mindre tillidsfuld, mere alvorlig.

Malling-Hansen blev ikke gammel, kun 55 Aar. Han stammede fra Smaakaarsfolk, en Lærerfamilie i Hunseby paa Lolland, men kom, da Faderen døde[3] fra ham i hans tidlige Alder, i Huset hos Skolelærer Rasmus[4] Malling i Hunseby, en mærkelig dannet og dygtig Mand. Hos denne sin Plejefader modtog han de første Indtryk fra den store Verden udenfor, og Lysten til at blive til noget, gjøre sig bemærket og komme frem vaagnede i ham. Den opvakte og livlige Dreng, blev imidlertid, da han havde naaet en passende Alder, sat i Malerlære i Maribo - thi der var ikke Raad til at holde ham til Bogen - og han maatte saaledes foreløbig sige sine ungdommelige Drømme Farvel.  Da viste der sig pludselig en deus ex machina for ham i Skikkelse af Grev Knuth til Knuthenborg, som havde hørt den flinke, videbegjærlige Skolelærersøn omtale og nu tilbød at holde ham paa Jonstrup Seminarium. Malling-Hansen levede paa dette Institut, som han al Tid omtalte med Taknemmelighed og Kjærlighed, i tre Aar og forlod det med Karakteren "Udmærket duelig"; derpaa begav han sig, atter ved den godgjørende Greves Hjælp, til Kjøbenhavn for at studere. Han blev Student med første Karakter i 1858 og kastede sig derpaa over Teologien, men omstændighederne medførte, at han først syv Aar senere blev teologisk Kandidat.

Sagen var, at Tilfældet eller Skæbnen - hvad man nu vil - allerede i 1859 havde sat ham ind i den Virkekreds, han skulde vie sine Kræfter, og fra hvilken han skulle modtage sine Impulser. Han blev Lærer ved Døvstummeinstitutet i Kjøbenhavn og satte alle sine Evner ind paa denne Gjerning, der interesserede ham levende, ja opfyldte ham helt. Her var en Opgave funden, som kunde blive et Livs Maal, Udgangspunkt for en nyttig og velsignelsesrig Virksomhed. Teologien blev trængt til Side, men ikke glemt; tvært imod følte han bestandig, at han maatte have Embedsexamen, koste, hvad det koste vilde, og det er karakteristisk for ham, at han midt under sin Lærervirksomhed for de døvstumme havde tilstrækkelig Energi til at opgive sin Plads, for at studere videre. Han holdt sit indtog paa Regensen[5], behersket  af en Slags horror vacui[6], som mangen ung Mand maatte ønske sig Mage til, og skjønt man atter rev ham bort og gjorde ham til Forstander for Døvstummeinstituet i Slesvig, holdt han fast ved sin plan. Krigen og de tyske Magthavere jog ham til Kjøbenhavn i 1864; men Aaret efter tog han teologisk Embedsexamen netop i de samme Dage, han blev Forstander for det kongelige Døvstummeinstitut her i byen.

Den store Offentlighed ved ifølge Sagens Natur saa godt som intet om Malling-Hansens Fortjenester af Døvstummesagen i Danmark. De ligger ikke aabne for alles Blikke, og kun en snæver Kreds af Fagmænd forstaar at vurdere dem. Takket være ham blev de Kellerske Anstalter allerede i 1867 optagne som Led i Døvstummeundervisningen her hjemme. Talemetoden blev indført, det ny Døv-stummeinstitut oprettet i Fredericia (efter Talemetoden) og det gamle ufuldkomne Tegnsprog afløst af Haandalfabetet paa Døvstummeinstituttet i Kjøbenhavn. Naar det i en Komissionsbetænkning af Oktober 1889 hedder, at "alle Landets Døvstummeanstalter er indordnede som Led i et System, inden for hvilket  hver døvstum henvises til en særegen Anstalt, hvis Undervisning er afpasset efter Graden i hans legemlige Fejl og hans aandelige Standpunkt," og at "en saadan systematisk Ordning af Døvstummeundervisningen endnu ikke findes andre Steder end i Danmark," skyldes dette fortrinlige Resultat i første Række Malling-Hansen. Døvstumme-sagen var nemlig og vedblev at være hans Alfa og Omega, den røde Tråd i hans Liv, Centrum for hans Tanke; alle andre Interesser, hvoraf han blev greben, hans mekaniske og grafiske[7] Opfindelser saa vel som hans videnskabelige Studier havde i Virkeligheden deres Rod hos de døvstumme og var saa at sige udgaaede af hans Omsorg for dem. Endog Skrivekuglens Genesis viser tilbage til de døvstummes Haandalfabet, og det videnskabelige, i hele Europa berømte Værk: "Perioder i Børns Vækst og Solens Varme" har sin Oprindelse i en praktisk og ganske prosaisk Undersøgelse om det bedste Bespisningsreglement for Børnene i Institutet. Dette var saaledes den Jordbund, fra hvilken han hentede sin Styrke, den Kjærne, om hvilken hans Tanker kredsede, vistnok undertiden langt ude i Periferien, men altid med Forbindelsen indefter mod Centrum.

Den herskende Evne hos den afdøde var Agtpaagivenhed, en altid aarvaagen Opmærksomhed for Naturens Fænomener, de materielle saa vel som de sjælelige, i Forening med den videnskabelige Fantasi, der kaldes Kombinationsevne. Han havde Øjnene med sig paa alle Omraader, gik stille og iagttog, saa ingen Virkninger uden at forske efter Aarsagerne og forarbejdede sine Iagt-tagelser i sig selv ved en stille Proces, indtil de havde antaget fast Form. Saa kastede han sig med overordentlig Iver over de Enkeltheder, som yderligere skulle klare, oplyse og bevise hans Ideer, opsamlede Kends-gerninger i hobevis fra de forskjelligste Steder, forfulgte Maalet Aar ud Aar ind med utrættelig Iver og begyndte langsomt at opføre den Bygning fra Grunden af, hvis Kuppel han i Fantasien saa rage højt til Vejrs. Natu-ren havde skænket ham  sjældne Gaver, noget af den intuitive Kraft, der er Geni, Lethed til at sætte sig ind i Videnskabens forskejllige Grene, Koldblodighed og Ro og en egen fin Sporsans. Han havde konstrueret Skrivekuglen, i hvilken Underlaget blev flyttet ved Elektricitet, men han indsaa hurtig, at hvis Maskinen nogen Sinde skulde blive praktisk, maatte hele det elektriske Apparat falde bort som et generende Omsvøbsdepartement. Problemet beskæftigede ham i Maaneder; de dygtigste Mekanikere erklærede sig fallit, saa løste han selv Spørgsmaalet. Denne hans Opfindsomhed lagde sig naturligvis i endnu højere Grad for Dagen ved hans mangeaarige Undersøgelser om Børns Væxt, thi det gjaldt her om at bringe ny videnskabelige Sandheder frem og se sig om til alle Sider for ikke uforsvarende at strejfe ind i Æventyrets og Utopiens Riger. Den smukkeste Anerkjendelse han kunde finde, blev ham til Del paa Lægekongressen i Kjøbenhavn, da han, de døvstummes Lærer og Præst, holdt et foredrag om "Perioder i Børns Væxt" og af Lægevidenskabens ypperste hilstes med udelt Bifald. Ogsaa Ud[8]landets Presse har nu ved hans Død betegnet ham som en af Biologiens betydeligste Forskere.

I et lille Samfund som vort er Betingelserne ikke gunstige for Udviklingen af "Heroer", skjønt Aarsagerne hertil vistnok ligger andetsteds og dybere end i den blotte Lidenhed.[9]  Det er med Rette  blevet bemærket om vore Stormænd i Politikens, Kunstens og Aandens Verden, at det saa godt som aldrig lykkedes dem at naa det højeste; spidserne er altid brækkede af, naar de stod Maalet nær; de har været "nær ved", "lige ved",  "paa Nippet til", men heller ikke mere. Malling-Hansen danner ingen Undtagelse fra denne Regel. Han høster ingen anden Frugt end Skuffelse af sin Skrivekugle, og det lykkedes ham ikke at skaffe den Indpas i vide Kredse, hverken i eller uden for sit Fædreland. Han lagde Grunden til en ny videnskabelig Metode og anviste Vejen, ad hvilken hans Efterlølgere maaske vil løse store Gaader, men selv kom han kun et kort Stykke hen ad den.

Videnskabens Pioner - det er det Navn, der tilkommer ham med Ære. Det udtømmer dog ingenlunde hans Væsen, thi han var mere end det. Vi maa ikke glemme, at han var en Fader for de ulykkelige Børn, der betroedes til hans omsorg, en sand Menneskeven og en god Mand.

Copenhagen October 12, 1890[1]

Rasmus Malling-Hansen

The conditions of a tiny country and the inherent scepticism, the confined space in this country; the feeling of being stuck in a small creek, while the big waves were thundering outside in the distance,  weighed down this man. Like so many others he started out in a dauntless spirit, in his vivid imagination picturing all impediments cleared away; but time passed and he learned the proverbial lessons about the thorny path to honour and glory. He believed himself able to advance by leaps and bounds, but soon enough learned that the road shall be measured at a snail’s pace; he imagined the erection of the statue but managed merely a torso. Admittedly, sunshine was not lacking in his life, and we cannot claim that he met with fierce resistance, but often he found indifference, where he had expected to find warmth and welcoming fervour, and reticence where he had hoped for full consent. People did not fully believe in him, he was only listened to half-heartedly, and they dared venture but little in him. However, his vigourous willpower and restless zeal was never daunted by this, finding constantly new options and incentives in the depth of his mind, although as the years went by he did look increasingly tired.  Determined to capture hitherto unchartered fields in favour of scientific research, he collected thousands of data and experiences, worked on infinite columns of figures, studied and wrote, sought and found, was sometimes disappointed and sometimes rewarded by a glimpse of the raiment of truth, and endured faithfully the hardships until succumbing. His ambition was to penetrate like a discoverer into the darkest territories and break open one of the mightiest bolts still sealing the secret and mysterious gates of mother Nature; he desired superhuman powers to carry out the great oeuvre. He carried himself straight-backed and proud until the end, seemingly unaffected by the struggle and disappointments of life, yet less confident, less trusting and more serious.

   Malling-Hansen did not reach old age, only 55 years. He hailed from people of humble means, a family headed by a teacher at Hunseby in Lolland, but when his father passed away very early[2], he was adopted into the household of a teacher by the name of Rasmus[3] Malling in Hunseby, a remarkably educated and able man. From this foster father he received the first notions about the great external world, and this awakened his desire to amount to something, achieve and be noted. However, having reached the appropriate age this bright and lively boy was apprenticed as a painter in Maribo – because they could not afford his studies – and he was thus temporarily forced to abandon his youthful dreams. Though suddenly a deus ex machina[4] appeared in the shape of Count Knuth of Knuthenborg, who had heard about the nice and ambitious son of a teacher and now offered to pay for his upkeep at  Jonstrup Teacher Training&lt College. Malling-Hansen stayed at this institute for three years – throughout his life mentioning it with gratitude and love – leaving with the top grade “excellently able”; subsequently he ventured to Copenhagen to study, once again supported by the benevolent count. He graduated with A-levels and highest marks in 1858 and next threw himself into theological studies. However due to various circumstances he was to graduate only seven years later.

   The thing was that coincidence or fate – whatever you choose – had put him into the sphere of action in which he was to devote his efforts and from which he was to derive his main inspiration. He became a teacher at the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen and invested his entire capacity and abilities into this calling, in which he took a vivid interest, or rather it completely absorbed him. In this field he had found a task that could serve as the goal of his life and the point of departure for a useful and beneficial activity. Theology was pushed aside, however not forgotten; on the contrary, he constantly felt that he had to get to the final graduation, whatever the cost, and it is characteristic of him that he, in the midst of his teaching activities for the deaf-mutes, also found sufficient energy to relinquish his post in favour of further studies. He made his entry at the “Regensen”[5], controlled by a kind of horror vacui[6] of the kind that many a young man would do very well to wish for himself, and in spite of the fact that he was ripped away once more and made principal of the Institute for the Deaf-Mute in Schleswig, he stuck to his plan. War and the German rulers drove him away, back to Copenhagen, in 1864; but the following year he graduated in divinity the very same week in which he was appointed as principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen.    It is understandable that the general public knows almost nothing about Malling-Hansen’s eminent achievements for the cause of the deaf-mutes in Denmark. His contributions are not exposed to the eyes of the public, and only a limited circle of specialists can judge them. It was thanks to him that the Keller Institutions were integrated already in 1867 for the teaching of deaf-mutes in Denmark. The speech-method was introduced, the new Institute for the Deaf-Mutes was established in Fredericia (using the speech-method), and the old imperfect sign language was replaced by the hand-sign alfabet at the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen. When it was announced in an October 1889 report by a commission of enquiry that “all Danish institutions for the deaf-mutes are integrated as links of a system within which each deaf-mute individual is referred to a specific institution, whose teaching is adapted to the degree and specifics of his or her physical and mental handicap”; and that “such a systematic arrangement for the teaching of the deaf-mute is not found elsewhere than in Denmark”, this excellent result was first and foremost due to Malling-Hansen. The cause of the deaf-mutes was and always remained his Alpha and Omega, the main thread of his life, the center of his mind and work; all the other interests that seized him, his mechanical and graphic[7] inventions, as well as his scientific studies, were in fact rooted in the plight of the deaf-mute and were, so to speak, an extension of his care for them. Even the origin of the Writing Ball points back to the hand alfabet of the deaf-mute; and the scientific work, famous all over Europe: “Periods in the Growth of Children and Solar Heat”, has its origin in a practical and rather mundane examination of the best possible provision of meals for the children of the institute. In other words, this was the soil from which he drew his strength, the core around which his thoughts were orbiting, sure enough at times far away in the periphery, but always maintaining the inward connection with the center.

   The characteristic ability of the deceased was watchfulness, an ever present attention in relation to natural phenomena, material as well as spiritual, in combination with the scientific imagination that we designate faculty of combination. He kept his eyes about him in all spheres, silently watching, saw no effects without searching for the causes, and laboured his observations through a quiet process until they had acquired solid shape. Then he threw himself with extraordinary zeal into the details necessary to clarify, illustrate and prove his ideas, collected huge amounts of facts from the most diverse sources, pursued the goal year in and year out with indefatigable ardour and commenced slowly from the base, erecting the  building, whose dome he already pictured in his mind towering high above. Nature had endowed him with exceptional gifts, some of the intuitive power which is genius, ease to familiarise himself with the various branches of schience, composure and equanimity, and a particularly well developed flair for tracing causes and effects.  He had constructed  the Writing Ball in which the platen was moved electrically, but he soon realised that for the machine ever to become efficient and practical, the entire electrical appliance had to be dropped, being a hampering circumlocutionary component. The problem occupied him for months; the most skillful technicians failed and gave up, but then he himself resolved the issue. This ingenuity of his was of course even more apparent in connection with his many years of investigations into the growth of children, because the task at hand was to produce new scientific truths and, at the same time, keep a close look around to all sides in order not to wander into the realms of fairytales and utopia. The most beautiful  recognition he would ever find became his at the medical conference in Copenhagen, when he – the teacher and vicar of the deaf-mute children – gave a lecture about “Periods in the Growth of Children” and was hailed with wholehearted applause by the most outstanding representatives of medical science. Also the foreign press[8] has now, at his demise, referred to him as one of the most important scientists within the field of biology.

   In a small society, such as ours, conditions are not propitious for the emergence of “heroes”, even if the reasons for that seem to be other and deeper than the mere fact that we are small[9]. Quite rightly, it has been said about our great men of the political, artistic and spiritual realm, that they have almost never achieved the highest aspirations; the tops are always broken when they are close to the goal; they have been “very close”, “almost there”, “on the point of”, but no further.Malling-Hansen is no exception to this rule. He reaps no other fruit than deception from his Writing Ball, and he did not succeed in gaining a wide footing for it, neither on the national scene nor abroad. He laid the foundations for a new scientific method and showed the way by which his successors may perhaps solve great conundrums – he himself got to travel only a short stretch along that road. A Pioneer of Science – this is the appellation that he deserves with hounours. However, in no way does it exhaust his nature, for he was more than that. Let us not forget that he was a father for the unfortunate children entrusted to his care, a truly humane person who loved his fellow beings and a good man.

Nekrolog over Rasmus Malling-Hansen[1] i

                                   SMAABLADE FOR DØVSTUMME

                                                  UDGIVNE AF

                                       cand. mag. Fritz Bech[2],

                        Lærer  ved det kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn.

Nr. 10                               November  1892                                          2.Aarg.

Afsløringen af Mindesmærket over afdøde Forstander, Pastor Malling-Hansen.

   Den 28de September 1890 om Morgenen spredtes det Rygte rundt i Hovedstaden, at det kgl. Døvstumme-Instituts Forstander, Skrivekuglens bekjendte Opfinder, Pastor Malling-Hansen den foregaaende Aften pludselig var styrtet død om paa Gaden, ramt af et Hjerteslag.

   Dette Budskab vakte stor Sorg blandt alle de Mange, der paa den ene eller anden Maade var komne i Forbindelse med M-H, og det varede ikke længe, førend der fra en Kreds af kjendte Mænd udgik opfordring til at hædre den Afdøde ved at rejse et offentligt Mindesmærke over ham.

   I Løbet af et Aars Tid indkom fra talende og døvstumme Venner en samlet Sum af omtrent 1300 Kr., og efter at Indbyderne havde sammenkaldt et Møde, paa hvilket der skulde forhandles om Pengenes Anvendelse, blev det bestemt, at der paa den Afdødes Gravsted skulde rejses et Granitmonument, i hvilket en Portrætmedaillon af M-H skulde indsættes. Det overdroges til Billedhugger Brandstrup[3] at gjøre Udkast i Ler til en saadan Medaillon.

   Foranstaaende Portræt, der viser M-H i hans kraftige Alder, har særlig tjent Billedhuggeren til Forbillede for hans Arbejde, og det er derved lykkedes denne dygtige Kunstner at frembringe et Billede af den Afdøde, der ligner ham fortrinligt, saaledes som han saa ud, før den langvarige Sygdom i Begyndelsen af 1890 havde bøjet og ældet ham.

   Efter udkastet i Ler var antaget, blev det støbt i Kobber; en prægtig, trekantet Granitsten hentedes fra Bornholm, og Alt var saaledes færdigt til Afsløringen.

   Den smukke Højtidelighed fandt Sted Søndagen den 2den Oktober, paa en Søndag, for at saa Mange som muligt af den Afdødes gamle Elever blandt de Døvstumme kunde være til Stede. Disse var da ogsaa mødte i et meget stort Antal; desuden bemærkedes, foruden den Afdødes nærmeste Familie og personlige Venner, en Mængde i Abnormverdenen kjendte Personer, bl.a. Direktøren for de kgl. Døvstummeanstalter, Kammerherre W o l f h a g e n, Forstanderne H[4] e i b e r g og F o r c h h a m m e r, Professor Chr. Keller, Forstander M o l d e n h a v e r fra Blindeinstituttet, Forstander R o l s t e d fra Aandssvageanstalten paa Gl. Bakkehus og mange Flere.

Efterat Salmen "Dejlig er Jorden" var afsungen, fremstod Forstander, Pastor Heiberg ved Graven og talte saaledes:

"Naar vor Tanke og vor Tale henledes paa et Menneske, som er gaaet bort fra den Kreds her paa Jorden, i hvilken han har levet  og virket, saa er der et stort Spørgsmaal, som meget ofte opkastes, nemlig dette: Var han en stor Mand? Er der nu noget Spørgsmaal, som har været omtvistet - og er det endnu den Dag i Dag - saa er det dette: Hvad skal der forstaaes ved en stor Mand? Lad mig derfor minde om, hvad Apostelen Paulus skriver i sit 1ste Cor-Brev om denne Sag. Han skriver, at midt i denne forgængelige Verden er der dog Noget, som er uforgængeligt og blivende, nemlig disse 3: Tro, Haab og Kjærlighed; og han føjer til: men størst af disse er Kjærligheden. Altsaa er efter Paulus's Mening det Menneske stort, som har Tro og Haab, men han er størst, som ejer Kjærligheden.

Og at Paulus har Ret i denne sin Betragtning af Spørgsmaalet, det ser vi jo paa Ham, som enhver Kristen anser for den Største af Alle - vi  ser det paa Jesus Kristus selv. Hvorfor kalder vi ham stor, den Højestes Søn, uden netop fordi han havde den forunderlige, gode Tro til os troløse Mennesker; hvorfor kalder vi ham stor, uden fordi han havde dette lyse Haab om Frelse for disse haabløse Slægter, og hvorfor kalder vi han stor, uden fordi han først og sidst havde denne uendelige, altopofrende Kjærlighed?

  Ja størst af disse er Kjærligheden! derfor finder vi, at Jesus i sit Liv ikke blot elskede men ogsaa søgte Gjenkjærlighed. Vi hører det af hans egen Mund ved Slutningen af hans Livsvandring her paa Jorden, da han siger til Peter: Simon, Jonas's Søn, elsker Du mig? Jesus vilde være elsket, det var hans Maal, og han blev elsket; derfor lever hans Navn endnu den Dag i Dag, og vi kalder ham den Største, fordi Ingen har haft en saadan Kjærlighed som han. Men derfor er det ogsaa Maalestokken, vi skal maale et Menneskeliv med, selv om Ingen af os blot tilnærmelsesvis kan sammenlignes med ham, som var vor Herre og Mester.

  Og naar jeg nu her i min Tale skal føre ham frem for Eder, som vor Tanke i denne Stund dvæler ved, saa tror jeg, at Alle, som kjendte Malling-Hansen, vil give mig Ret heri; at han havde en forunderlig god Tro til Mennesker; -- det var ikke blot til Hustru og Børn, han havde Tro og Tillid; det var ikke blot paa dem, som virkede under ham, at han stolede, men af Naturen mødte han ethvert Menneske med Tro og Tillid, og det skabte, hvad Troen altid gjør, at man troede og stolede paa ham. Og er der Nogen, som har haft et lyst Haab, saa er det ham. Det synes mig at gjælde om ham, hvad en Digter har sunget:

       Selv om et Haab eller to blev brudt

       Lyste et nyt i hans Øje.

  Han kunde holde Haabet lyst! Og naar jeg saa ser mig om i den store Kreds, som er samlet om hans Grav, saa maa jeg sige: Hvor er der dog Mange, som har elsket ham. Det kan vel kun komme af, at han selv havde et stort og kjærligt Hjerte, som ikke var indsnævret og indskrænket til Hustru og Børn, ikke indskrænket til den Kreds af Mennesker, som nærmest var ham betroet - de Døve og Stumme -, men som strakte sig vidt ud; der er jo Mange, Mange, med hvem han har været forbundet med Venskabets og Broderskabets Baand.

  Ja, størst af disse er Kjærligheden. Og naar vi derfor spørger, hvorledes han vandt sine Medmenneskers Kjærlighed, saa var det ikke blot ved en naturlig Gave til at vinde Hjerter, men det var først og fremmest ved sit Arbejde. Han var en Arbejder, som Faa er; hans virkelystne Aand var aldrig ledig. Hans Arbejdsdygtighed bestod ikke i at sætte Andre i arbejde, men han arbejdede selv med en forunderlig skabende Kraft. Og hans Arbejdsmark var stor, vel ikke mindst, fordi han havde erfaret det, som er en dunkel Gaade for Mange, at Arbejdet er en Velsignelse i sig selv. Vel har han kjendt til dette, at arbejde med Haab om Løn her paa Jorden, men han har ogsaa kjendt at lide de store Skuffelser, - og det var vel Grunden til, at han mod Slutningen af sit Liv bortviste al Tale, al Tanke om Løn og saa sit eget Arbejde som ufuldkomment og fandt sin Løn i selve Arbejdet.

  Det ydmyge Sind, hvormed han i sin Livsaften bedømte sig selv og sin Gjerning, og som gav sig Udtryk i det milde, kjærlige Smil, han Ansigt fik, - det er ikke mindst det Store ved ham; thi dette er Herrens eget Ord: Den, som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tjener (Marc. 10,40). Derfor vil vi takke Malling-Hansen for det gode Minde, han har efterladt os. Gid det maa være en Spore for os Alle til at fortsætte vort Arbejde i den Gjerning, som vi paa forskjellig Maade deltog med ham i, medens han levede herpaa Jorden."

  Efter at Pastor H e i b e r g derpaa i Tegnsproget havde gjentaget sit Foredrag for de tilstedeværende Døvstumme, lod han Mindesmærket afsløre, idet samtidig Alle blottede Hovederne. De Ord, hvormed Afsløringen ledsagedes, lød saaledes:

  "Ligesom vi har overgivet hans Støv til Ham, hos hvem den største Kjærlighed er, at det kan finde Fred -, saaledes vil vi nu ogsaa overgive hans Minde her paa Jorden til dem, som her har elsket ham, at ogsaa dette kan bevares i Fred. Og hermed vil vi lade Sløret, som dækker hans Minde, falde."

  Derpaa blev Salmen "Saa vil vi nu sige hverandre Farvel" afsungen, og paa Familiens Vegne udtalte den Afdødes Svigersøn, Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut, cand. B e c h[5] en hjærtelig Tak til Alle, der havde bidraget til at rejse det smukke Mindesmærke, og som ved deres Nærværelse havde hædret den Afdøde.

   Sluttelig udtalte Direktøren for de kgl. Døvstummeinstitutter, Kammerherre W o l f h a g e n Følgende:

   "Paa den Komités Vegne, der har forestaaet Rejsningen af Monumentet, har jeg at meddele: at Gravstedet ved tinglæst Deklaration vil blive overdraget til det kgl. Døvstummeinstitut hersteds, at der er bleven tilvejebragt et Grundfond til Afholdelse af de med det Sammes Vedligeholdelse forbundne Udgifter, og at Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har bifaldet, at det kgl. Døvstummeinstitut hersteds overtager Fredningen og Vedligeholdelsen af Gravstedet.[6]

   Paa denne Maade vil afd. Pastor Malling-Hansens Navn ogsaa ad denne Vej blive knyttet til det Institut, hvor han fandt sit Livs Hovedopgave, og er der derved givet en Garanti for, at Gravstedet, medens, som vi nys sang, Tiderne rulle og Slægt følger Slægters Gang, vil blive vedligeholdt paa en den Afdødes Minde værdig Maade

  Saa overdrager jeg da i min Egenskab af Direktør for de kgl. Døvstummeinstitutter herved dette Gravsted til det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn og anmoder Sammes synlige Repræsentant, Forstander, Pastor Heiberg om paa dets Vegne at ville overtage Samme."

  Hermed var den smukke højtidelighed til ende, og de mange Tilstedeværende spredtes hver til Sit. For de Døvstumme, der har holdt af den Afdøde, og derfor efter Evne bidraget til at rejse dette smukke Mindesmærke, vil Gravstedet sikkert blive et yndet Valfartssted.

-------------------------------------------------------

På sidste side i samme Smaablad for Døvstumme findes dette:

Regnskab for Mindesmærket for Malling-Hansen.

Indkomne Bidrag ..........................................................................  Kr. 1278.90 Øre

Renter heraf .................................................................................   Kr.    30.71 Øre     

                                                                                                         Kr. 1309,61 Øre

                                        Udgifter.

Trykning af Opraab og Avertissementer i 1891  Kr.  160.94

Udførelsen af Monumentet ............................     -   1000.00

En Vogn ved Afsløringen ...............................     -         6.00

Sange         do                 ...............................     -          6.00

Hornmusik  do                 ................................    -        12.00

For Tilladelse til at rejse Mindesmærket paa

Kirkegaarden ..................................................    -        16.00

Til Dannelsen af en Gravfond til Vedlige-

holdelse af Gravstedet ...................................     -      100.00   

Avertissementer og Porto i 1892 ....................    -           4.20      

                                                                                    __________   Kr. 1305.14 Øre

                                                                                 Rest ..............    Kr.       4.44 Øre

Kjøbenhavn d. 12te Oktober 1892                                               J. Kaper[7]

                                                                                        Komiteens Kasserer

Den 29de September 1890[1]

Nekrolog. I Løverdags Aftes afgik Forstanderen for det kongelige Døvstummeinstitut, Pastor R. Malling Hansen pludselige ved Døden, ramt af et Slagtilfælde paa Gaden. Efterretningen herom vil blive modtaget med Deltagelse i vide Kredse, thi den afdøde havde ved sin vindende Personlighed, sine fremragende Evener  og sin ualmindelige Trofasthed vundet utallige Venner og Beundrere, ikke blot i den Kreds, for hvilken han nærmest virkede, men langt udover den. Bag hans stille og fordringsløse Væsen besad han et varmt Hjerte, og hans aabne Blik for alle Livets og Naturens Phænomener, hans Kombinationsevner og Aandslivlighed gjorde ham til en underholdende og begavet Fører paa aandelige Felter.

  Malling Hansen var Pioner paa Videnskabens Omraade og var ved utrættelig Flid, Selvstudium og Opmærksomhed for Alt, hvad der mødte ham, lidt efter lidt naaet frem til den ansete Stilling han indtog.

 Udgaaet fra Jonstrup Seminarium i 1854, tog han fire Aar efter Artium[2], studerede Theologie og kom som Lærer ved det kongelige Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn ind paa den Vei, der holdt ham fast til det sidste.

  I 1863 var han Forstander for Døvstummeinstitutet i Slesvig, men blev afskediget efter Krigen[3]; Aaret efter denne ansattes han som Præst og Forstander ved Døvstummeinstituttet paa Kastelsvejen. For denne Virksomhed, der var hans Livs Lyst og Glæde, og som stemmede saa fuldkomment med hans humane Tænkemaade, ofrede han sig heelt, og naar han i Tidens Løb gjorde sig bemærket paa andre Omraader, modtog han dog bestandig sine impulser fra de Døvstumme, blandt hvilke han virkede. Hans medfødte mechaniske Talent fandt "Skrivekuglen" liggende embryonisk i de Døvstummes Haandalfabet; hans Undersøgelser om et nyt Bespisnings-reglement for Eleverne førte ham til den mærkelige og vigtige Opdagelse, som han nedlagde i sit Skrift "Perioder i Børns Vækst og Solens Varme", og om hvilken han gjentagne Gange har udtalt sig udførligt i nærværende Blad. Den skarpsindige Opdagelse, der i Korthed kan karakteriseres som et Forsøg paa at finde Lovene for Solvarmens Indflydelse paa det organiske Livs Udfoldelse og Væxt i hele Naturen,støttede sig til en Række med overordentlig Flid og Nøjagtighed iværksatte daglige Veininger og Højedemaalinger af Børnene i hans eget og andre lignende Institutter, endog-saa udenfor Landets Grænser. Paa dette Grundlag arbeidede han ufortrødent videre, uophørlig indsamlede han Erfaringer og Data, bearbejdede dem, og søgte ved deres Hjælp at trænge frem til Naturens hemmelighedsfulde Værksteder. Hans Resultater, som ifølge Sagens Natur ikke kunde blive populaire,[4] gjorde Opsigt i videnskabelige Kredse, hilstes med Bifald af Europas første Autoriteter og indbragte ham Ære - desværre blev det ham ikke forundt at ophøje dem til viden-skabelige Sandheder. Han havde selv Følelsen af, at han stod udenfor den store Port, som lukker for en af Videnskabens Gaader, men tillige, at det ved fortsat Arbeide og Iver vilde lykkedes ham at sprænge den.

Der var i Malling Hansens Character en sjelden Forening af Besindighed og Phantasi, Ro og Rastløs Arbeidsomhed. Han bar skuffelser med Resignation; hans "Skrivekugle" som ved Omstændighederens Magt og de store Capitalers Overlegenhed, blev overfløiet af amerikanske Skrivemaskiner, Indbragte ham kun Tab, men han blev dog ikke træt af at forbedre den. Han var sikker paa sit Hovedværks videnskabelige Betydning og stræbte kun efter at udfylde og uddybe det, uden derfor at glemme Dagens Pligter og Strid. Fædrelandet har mistet en trofast Søn i ham - de Døvstumme en faderlig Ven.

Translation from Danish and footnotes by Jørgen Malling Christensen:

[1] Diseased. In its edition of last Sunday the newspaper ”Avisen” carries the sad information that the principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, pastor Malling Hansen, has passed away. On Saturday evening, while walking along Borgergade in Copenhagen, he was struck by an apoplectic fit, endning his life.

Pastor Hans Rasmus Malling Johan Hansen was a son of the teacher at Havlykke, Østofte parish near Maribo, Johan Hansen, who died in 1839 at the age of only 29 years. The widow moved with her three young sons, of which Malling Hansen, born September 5, 1835, was the eldest, back to her foster father, school teacher Malling of Hunseby, whose house she kept until his death at the end of the 50s[2]. Under poor circumstances  the talented and pious christian woman succeeded in providing a good upbringing for her bright sons. After his confirmation Malling Hansen was put into apprenticeship with a house painter in Maribo; however, since he was much more interested in further studies, by means of economic support from F.W.Knuth,”the March Minister”who became a fatherly friend, particularly of the two eldest sons, he was sent to the Teacher Training College of Jonstrup, from which he graduated with the highest possible  marks in 1854, in other words barely 19 years old. After having served for a year as assistant teacher at Maglemer, Hunseby, once again Count Knuth helped him to pursue his studies and in 1858 obtained his secondary school leaving certificate (”Artium”).  In 1859 he was appointed as teacher at the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, from which he was transferred in 1862 to the Institute for the Deaf-Mute of Schleswig Town, whose principal he was from the spring of 1863 until he was driven away by the German invasion in 1864 just like most other Danish civil servants in the duchies.  Already the following year Malling Hansen graduated in divinity from the University of Copenhagen and was now appointed principal and pastor of the Royal Institute for the Deaf-Mute, in which position he could celebrate his 25 year aniversary on September 4 this year.

Already from this short sketch of Pastor Malling Hansen’s career, it will be evident that he possessed rare talents and an unusual energy. In his capacity as principal of the Institute for the Deaf-Mute he was in close contact with many of the men who have promoted the education of the deaf-mute with such skill and devotion in this country, and it is reasonable to contend that the diseased is very much responsible, and should be honoured, for the fact that this humanistic cause has been so well attended and is at such a high standard in Denmark. We can be convinced that thousands of deaf-mute persons in this country bless him and are by now saddened by his early demise.

The diseased possessed particular talents for mechanics and mathematics;  his activities in this field led him to invent the writing ball, and they also guided him on to carry out physiological investigations, attracting the attention of the medical scientific world, also beyond our mother country, in particular his demonstration of certain laws concerning the weight of children during the various seasons of the year and periods in their lives.

Pastor Malling Hansen was chairman of the commission which in August organised the centenary celebration of the Teacher Training College of Jonstrup. His youth friends had, on this occasion, the happy experience that he had kept his independent and free spirit as well as his brave, faithful character from the early days, but it was also not possible to neglect the signs that he had aged prematurely; but probably no one expected to hear the message of his demise so very soon.

Malling Hansen had been honoured by his mother country; His Majesty the King has acknowledged this by awarding him the Decoration for Metorious Services in Gold and in 1876 by making him  Knight of the Dannebrog.

Dødsfald.  I sit Nr. for sidste Søndag bringer ”Avisen” den sørgelige Meddelelse, at Forstanderen for det kgl.Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, Pastor Malling Hansen, er afgaaet ved Døden. I lørdags Aftes blev han paa sin Vandring gjennem Borgergade i Kjøbenhavn ramt af et apoplektisk Tilfælde, der endte hans Liv.           

Pastor Hans Rasmus Malling Johan Hansen var en Søn af den i 1839 i en alder af kun 29 Aar afdøde Lærer i Haulykke, Østofte Sogn ved Maribo, Johan Hansen. Enken flyttede med sine tre smaa Sønner, hvoraf Malling Hansen, født 5te Septbr. 1835, var den ældste, tilbage til sin Plejefader, Skolelærer Malling i Hunseby, hvis Hus hun bestyrede til dennes Død i Slutningen af Halvtredserne[1]. I små og tarvelige Kaar lykkedes det her den begavede og kristeligsindede Kvinde at give sine opvakte Sønner en god Opdragelse. Efter sin Konfirmation blev Malling Hansen sat i Malerlære i Maribo; men da han havde mere Lyst til Bogen, blev han ved Understøttelse af F.W.Knuth, Martsministeren, der blev en faderlig Ven særlig for de to ældste Sønner, sendt til Jonstrup Seminarium, hvorfra han blev dimitteret med første Karakter med udmærkelse i 1854, altsaa næppe 19 Aar gammel. Efter et Aarstid at have været Hjælpelærer i Maglemer, Hunseby, blev det, atter ved Lehnsgreve Knuths Understøttelse, muligt for Malling Hansen at gaa den studerende Vej, og i 1858 fik han Artium.  I 1859 blev han Lærer ved det kgl.Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, hvorfra han i 1862 forflyttedes til Døvstummeinstituttet i Byen Slesvig, hvis Forstander han var fra Foraaret 1863 til han ved den tyske Invasion blev forjaget i 1864 ligesom de fleste andre danske Embedsmænd i Hertugdømmerne. Allerede Aaret efter tog Malling Hansen theologisk Embedsexamen ved Universitetet i Kjøbenhavn og blev nu ansat som Forstander og Præst ved det kgl. Døvstummeinstitut, i hvilken Stilling han den 4de September d.A. kunde fejre sit 25 Aars Jubilæum.           

Allerede af dette korte Omrids af Pastor Malling Hansens Livsbane vil det kunne forstaaes at han besad en sjelden Begavelse og ualmindelig Energi. Hans Virksomhed som Forstander ved Døvstummeinstitutet bragte ham i Forbindelse med flere af de Mænd, der her i Landet med stor Dygtighed har fremmet Døvstummeundervisningen, og det tør sikkert siges, at den Afdøde i væsentlig Grad har Fortjenesten af, at denne humane Sag staar paa et saa smukt Standpunkt her i Landet. Man kan derfor være overbeviist om, at mangfoldige Døvstumme her i Landet velsigne ham og nu ere bedrøvede over hans tidlige Hedengang.           

Den Afdøde havde særlig Anlæg for Mekanik og Mathematik; hans Sysler paa det Omraade lod ham opfinde Skrivekuglen, ligesom de ogsaa drev ham til at foretage fysiologiske Undersøgelser, hvorved han hendrog den lægevidenskabelige Verdens Opmærksomhed paa sig, ogsaa udenfor vort Fædreland, særlig ved hans Paaviisning af visse Love, der gjøre sig gjældende ved Børnenes Vægt i de forskjellige Aarstider og Livsperioder.           

Pastor Malling Hansen var Formand for det udvalg, der i August Maaned satte sig i Spidsen for at fejre Jonstrup Seminariums Hundredeaarsjubilæum. Hans ungdomsvenner havde her Lejlighed til at glæde sig over, at han fuldt ud havde bevaret sin Andsfrihed og sit brave, trofaste Sind  fra de unge Dage, men man kunde heller ikke undlade at iagttage tegn paa, at han var bleven tidlig gammel; men Ingen havde vistnok ventet, at Budskabet om hans Hedengang skulle komme saa snart.           

Malling Hansen var en af sit Fædreland fortjent Mand; Hs. Maj. Kongen har ogsaa anerkjendt dette ved i 1872 at tildele ham Fortjenstmedaillen i Guld og i 1876 at udnævne ham til Ridder af Dannebrog.[2]

    Dødsfald. Forstander ved Døv-

stummeinstitutet Pastor M a l l i n g -
H a n s e n er sent i Lørdags Aftes plud-
selig afgaaet ved Døden her i Byen.

     Malling-Hansen, der ved 10-Tiden
nævnte Aften var paa Vejen til sit Hjem
fra et Besøg i Nyboder, styrtede i Bor-
gergade pludselig om, ramt af et Slag-
tilfælde. Den paa Foranledning af de
Tilstedekomne hurtigt tilkaldte Læge
kunde kun konstatere, at Døden var ind-
traadt.

     Dette Dødsfald har paa Grund af
dets pludselige, uventede Indtræden været
overvældende smerteligt for den Afdødes
Nærmeste og ikke mindre for dem, der
er knyttede til den humane Institution,
hvor M.-H. Øvede sin nidkjære, dygtige
og velsignelsesrige Virksomhed.

     Og rundt om i Landet, ja vidt udenfor
dette, vil Budskabet om Malling-Han-
sens Død vække stor Sorg og deltagelse.
Der er nemlig næppe en Krog i Landet,
hvor ikke den Afdødes Navn er kjendt,
hvor ikke hans geniale, utrættelige Ar-
beide for at skaffe vore Døvstumme bli-
dere Livsvilkaar er skattet, hvor ikke hans
sindrige Opfindelse – S k r i v e k u g-
l e n  - er bleven benyttet og omtalt.

     H a n s  R a s m u s  M a l l i n g
J o h a n  H a n s e n  fødtes i
Hunseby paa Lolland, hvor hans Fader
var Lærer. Han kom paa Jonstrup
Seminarium, hvorfra han dimitteredes
1854. Med hvilken Kjærlighed han
vedblev at omfatte Seminariet og de der-
til knyttede Minder og Bekjendtskaber,
vidnede han smukt om under sin Del-
tagelse i de i Aar paa Jonstrup sted-
fundne Festligheder. 1858 tog han Ar-
tium, studerede derpaa Theologi samtidig
med, at han indtog en Stilling som
Lærer ved Døvstummeinstitutet. Et Par
Aar – fra 1862 til 1864 – var han Lærer
ved Døvstummeinstitutet i Slesvig.
1865 knyttedes han atter til Døvstumme-
institutet her i Byen og blev dets For-
stander og Præst. De store Fremskridt,
man i de senere Aar har gjort her-
hjemme med Hensyn til en bedre og
mere frugtbringende Opdragelsesmethode
for Døvstumme, skyldes saa godt som
udelukkende M.-H.  Der var hans Ar-
bejde for at udvikle Hurtigheden og
Simpelheden af de Døvstummes Med-
delelsesmidler, der førte han til Opfin-
delse af Skrivekuglen. Stor Opsigt
og Anerkjendelse vakte i sin Tid hans
paa omhyggelige Undersøgelser og lang
Erfaring grundede Skrift: ”Perioder
i Børns Væxt og Solens Varme”.

    Malling Hansen. Om afdøde Forstander for Døvstummeinstitutet i Kjøbenhavn, Malling Hansen, giver

”Nordiskt Konversationslexikon” følgende Oplysninger:

     Hans Rasmus Malling Johan Hansen fødtes den 5te Septbr. 1835 ved Maribo og besøgte Jonstrup Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1854, men tog Artium 1858 og begyndte det theolog. Studium samtidig med, at han blev Lærer ved det kgl. Døvstumme-Institut i Kbhvn.; 1862 blev han ansat som Lærer ved Døvstumme-Institutet i Slesvig og 1863 dets Forstander, men som Følge af Krigen afskediget 1864; siden 1865 er han Forstander for og Præst ved Døvstumme-Institutet i Kbhvn.

Undersøgelser angaaende Forholdet mellem Talehurtigheden og Hurtigheden af Taledelenes Fremstilling ved Hjælp af Skrift og gjennem de Døvstummes Haandalfabet ledede ham 1870 til Opfindelsen af Skrivekuglen; hans ”Tørtryk” eller Exeorografi[1], fremstillet tillige med Skrivekuglen paa den intern. Udstilling i Wien 1873, var Forgænger for lignende Kopieringsmethoder, der naaede deres største Fuldkommenhed i den saakaldte Hektografi.

Fra først af for at vinde Vejledning til Tilvejebringelsen af et nyt Bespisningsreglement for Eleverne paa Døvstumme-Institutet paabegyndte han 1862 daglige Vejninger og Højdemaalinger af Institutets Børn, senere uafbrudt fortsatte og udvidede ogsaa til andre Anstalter; de særdeles vigtige og interessante Resultater heraf foreligger navnlig i ”Perioder i Børns Vækst og i Solens Varme”, hvori han paaviser, at der i Børns Vægtforøgelse og Højdevækst er en aarlig periodisk Variation med en Maximumstid for Højdevæksten fra April til Udgangen af Juli, en Maximumstid for Vægtforøgelsen[2] sin Minimumstid, ja Børnene lider endog i denne Tid betydelige Vægttab; omvendt er der omtrent Stilstand i Højdevæksten under den paafølgende store Vægtforøge

Skrivekuglens Opfinder.

     Pastor Malling Hansen, Forstander for Døvstummeinstitutet, er som meddelt i Lørdags Aftes afgaaet ved Døden ramt af et Slagtilfælde, som han spadserede i Borgergade. Han var en i vide Kredse kjendt og skattet Mand, der sikkert endnu vilde haft en stor og velsignelsesrig fretidig Virksomhed for sig, dels ved sin ansvarsfulde Gjerning som Lærer og Opdrager ved Institutet, dels som Opfinder og Videnskabsmand.  Han blev nemlig kun 55 Aar gammel. Han fødtes paa Lolland den 5te Septbr. 1835, blev Seminarist paa Jonstrup Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1854. Senere slog han ind paa det teologiske Studium, var en Tid Lærer ved Døvstummeinstitutet i Slesvig, men maatte i 1865 opgive denne som Følge af Krigen. Aaret efter blev han Præst ved og Forstander for Døvstummeinstitutet, hvilken Stilling han beklædte indtil sin pludselige Død og al Tid udfyldte med stor Dygtighed og saaledes, at han vandt alle sine stakkels Elevers Hengivenhed og Kjærlighed.

     Men ved Siden heraf gjorde han sit Navn bekjendt langt ud over Danmarks Grænser ved sine videnskabelige Opfindelser, til hvilke han lededes ved sin Syslen med og mellem de døvstumme. I 1870[1] opfandt han Skrivekuglen og senere et Apparat, der blev Forbilledet for de senere Hektografapparater. Endelig gjorde han sig bekjendt med sine højst vigtige og interessante paa Grundlag af daglige Vejninger og Maalinger af Institutets Børn udarbejdede Fremstillinger af ”Perioder i Børns Væxt og i Solens Varme”, hvori han paaviser, at der i Børns Vægtforøgelse og Højdetilvæxt er en aarlig periodisk Variation.

     Pastor Malling Hansen besad en sjælden Evne til at sprede Glæde om sig og vinde sig Venner. Han var en af dem, med Hensyn til hvem det gamle Ord passer, at ”Alvor og Gammen kan godt sammen”. Samtidig med, at han med den dybeste Alvor omfattede sin Gjerning, var der i hans Væsen noget frisk, næsten barnslig-muntert, der maatte rive alle med. Ved Jonstrupfesten den 4de August d.A., hvor han holdt Festtalen, mindedes han, hvorledes Seminaristerne i hans Tid lærte at arbejde, medens de dog ikke var bange for en Gang imellem at tage sig en lille ”Ræv”[2] eller være lidt ”paa Støvlerne”. Og lige frem til sent ud paa Aftenen i Bocks Lokale bidrog Malling Hansen mer en nogen anden til at skabe en hjærtelig og munter Stemning blandt alle ældre og yngre Deltagere.

Forsidehistorie fra Smaablade for Døvstumme, juni 1897

Udgivet (og formodent skrevet) af cand.mag. Fritz Bech, der er gift med RMHs datter Zarah. Han skriver altså her nekrolog om sin egen sted-svigermoder og sin kones stedmoder. Så han kender detaljerne.

Han er lærer ved det kgl.Døvstummeinstitut i København, men bliver senere forstander for Døveskolen i Fredericia, og mangeårig formand i Døveforeningen.

Nekrolog over Anna Malling-Hansen

...........................................................

Fru Anna Malling-Hansen, f. Steenstrup

Død den 11te Maj 1897

Anna Malling-Hansen f. Steenstrup

  Ganske kort Tid efter at Professorinde Heiberg [1]er gaaet bort, er en anden Forstanderenke fra det gamle Institut ved Citadelsvej[2], Fru Anna Malling-Hansen afgaaet ved Døden - den 11te Maj.

Men medens det ved gamle Fru Heibergs Død var Alderdommen, der gjorde sin Ret gældende, stod Fru Malling-Hansen endnu i sin bedste Alder, da hun kun 54 Aar gammel bukkede under for en langvarig og smertefuld sygdom, mod hvilken hun forgæves havde søgt Hjælp ved to Hospitalsoperationer.

   A n n a  Malling-Hansen, f. Steenstrup var afdøde Forstander R. Malling-Hansens anden Hustru. Efter at han i 1876 havde mistet sin første Hustru Cathrine f. Heiberg, indgik han i 1880 Ægteskab med den nys afdøde. Det var en stor Gerning, hun gik ind til, men hun forstod i sjælden Grad at udfylde de Krav, der stilledes til hende: hun blev sin Mand en trofast og under mange vanskelige Forhold opofrende Hustru, og hun blev de 7 moderløse Børn, han betroede til hendes Varetægt, en øm og kærlig Vejlederske, der med Rette kunne bære Modernavnet, skønt hun aldrig selv opnaaede den Lykke at blive Moder.

  Kun 10 Aar fik hun Lov at leve sammen med den Mand, hun havde skænket sin Tro og sin Kærlighed. Saa stod hun en Dag som Enke med næsten hele den store Flok om sig og skulde sammen med dem forlade det gamle Institut, hvor hun for faa Aar siden glad og forhaabningsfuld var draget ind i, og som hun efterhaanden havde faaet saa kært. Men ogsaa i Modgangens Dage viste hun sig som den baade fra Aandens og Hjertets Side rigt udrustede Kvinde, hun var; alt ordnede sig for hende paa bedste Maade, og snart havde hun indrettet sig et nyt Hjem, hvor hun kunde leve sammen med sin Mands Børn og sin kære, gamle Moder.

  Saa kom for omtrent to Aar siden den første Mindelse om Sygdommen. Sikkert har hun allerede dengang haft en Anelse, der siden blev til Vished, om at det var Døden, der listede sig ind paa hende, men med en forunderlig Kraft forstod hun at skyde Tanken herom - ikke fra sig, men til Side. Hun hørte heller ikke til dem, der sysler meget med sig selv, andres Ve og Vel laa hende langt mere paa Sinde. Derfor hørte man under hele hendes lange Sygdom aldrig en Klage, lige til det sidste syslede hendes Tanker med at gøre alt vel for dem, som stod hende nærmest.

   Derfor skal ogsaa hendes Minde være fredet som en kær Plet i alle de Menneskers Tanker, der har kendt hende og holdt af hende. Men at kende hende og holde af hende var et. Det saaes den Aften, da hun førtes bort fra Hjemmet, og det saaes den Dag, da hun sænkedes i Graven ved sin Mands Side.

  Ogsaa I mange døvstumme, der har været Elever paa Instituttet i København i Aarene 1880-90 eller som er komne der i disse Aar til Søndagsgudstjenesterne, vil med en venlig Tanke mindes Fru Malling-Hansens høje smukke Skikkelse med Smilet i de godhjertede og tillige saa forstandige Øjne; thi der findes sikkert ikke en eneste blandt jer, uden at han har følt sig glad ved at møde hendes Blik. Det var saa hjertevarmende. Derfor vil hun ogsaa huskes af jer som en god Ven, der er gaaet bort!    

  Begravelsen fandt Sted den 18de Maj fra Frederiksberg Kirke under stor Deltagelse fra saavel hørendes som døvstummes Side. Talrige Kranse, deriblandt Palmekranse fra Personalet ved Døvstummeinstituttet og fra Døvstummeforeningen dækkede den afdødes Kiste, der efter Højtideligheden i Kirken førtes til Garnisonskirkegaarden, hvor Jordpaakastelsen fandt Sted.

..................................... Nekrolog slut.

CB: I samme nummer af Smaabladet er der to  referater/gengivelser af to taler, som henholdsvis Fr. Heiberg og Joh. Heiberg holdt i forbindelse med begravelsen, den første holdt i hjemmet den 13 maj, den anden holdt ved graven den 18 Maj. Her er et referat af de dele af talerne der handler om den afdøde - med det kristelige frasorteret:

 Ved Fru A. Malling-Hansens Baare

(i Hjemmet den 13de maj 1897)

........  Appel til Gud: lær du den gamle Moder at sige dig[3] Tak. Datteren var jo hendes Rigdom fra det Øjeblik, du gav hende, en Trøst i de Sorgens Dage hun har gennemlevet, og nu hendes Støtte i hendes Alderdoms Dage _; det er saa svært for hende nu at skulle slippe hende, derfor lær hende at sige Tak, fordi hun dog i saa mange Aar fik lov at beholde sin Datters trofaste og hele Kærlighed. Og lad os ikke glemme at takke for, hvad hun som Hustru har været for sin Mand: Hvordan hun gengav ham et Hjem med Hygge og Fred, hvor hun baade med Forstand og Kærlighed stod ham bi i hans ofte saa tunge Dagsgerning, spredte Sorgerne paa hans Pande og skabte smilet om hans Læber. Tak, fordi hendes Kærlighed var saa stor, at den endog kunde naa ud over Hjemmets Grænser og blive en velsignelse for mange. Jeg staar her i Dag for at takke fra alle dem, som dengang var Medarbejdere paa det gamle Døvstumme-Institut.

   Og lær du Børnene at sige Tak for en Moders Kærlighed! Engang tog du deres Moder, hende, som bar dem i sit Hjerte, derfor lad dem takke for hende, som du satte i hendes Sted, og som optog dem i sit Hjerte med en opofrende Moders Kærlighed, saa hun, om vi kunde se ind i Børnenes Hjerter, nu staar indskevet derinde fuldt og helt i Moders Sted. Tak, fordi hun i sin Enkestand ikke blot ærede Mindet om den elskede Fader, men ogsaa havde det Sind og Hjerte, at hun kunde ære og frede den bortgangne Moders Minde. Vi, hendes Søskende, takker hende i dit Navn derfor!

Mere religiøs snak afslutter talen. Amen! 

                                                                                            Fr. Heiberg.

Ved Anne Malling-Hansen f. Steenstrups Baare   (den 18de Maj)

Først en masse religiøs snak. Derefter:

Paulus beskriver saaledes: "Bliver ikke nogen noget skyldige uden dette, at elske hverandre".  Og naar vi nu for sidste Gang er samlede om hende, der saa forunderligt først var en kærlig og trofast Datter for sin Moder og blev eders Faders Hustru og Medhjælp og eder en øm og kærlig og forstandig Moder; og I kære Børn ligesom staar over for et Opgør imellem hende og eder selv for Samlivet i hjemmet - ikke sandt, saa kan vi samle hendes Eftermæle i dette: hun mente, da hun drog ind i Hjemmet som Hustru og Moder til den store, moderløse Flok, at mindre kunde ikke gøre det, end at hun maatte skylde eder sig selv. Alle de Kræfter hun ejede, satte hun ind paa at berede sin Husbond og eder Børn et Hjem; lyst, skønt og hyggeligt gjorde hun Hjemmet; forstandig og kærlig tog hun Børnene ved Haand, og inden I saa eder for, krøb I alle ind i hendes Hjerte. Der havde I hver sin Plads, ikke snævert og knapt tilmaalt, men saadan, at hun ansaa sig som en Skyldner til hver enkelt af eder. Og ikke blot delte hun sine naturlige rige Gaver med eder: sin rige Forstand, sit lyse aandfulde Blik paa Livet, men hun delte sin Tro med eder. Troen paa Guds Kærlighed i Kristus Jesus vor Herre, den gik som den dybe, stærke Understrøm gennem hendes Liv. Og midt i en Tid, hvor Troen paa den levende Gud agtes for en ringe, ja for en besværlig og skadelig Ting, skammede hun sig ikke ved at være hans Navn bekendt, som skabte os, som frelste os ved sit Blod, som betale vor Syndeskyld og gav os Arv og Lod i Guds Rige; som gav os sin Helligaand til Pant og Vidne om, at vi er Guds Børn. Og derfor, fordi I, kære Børn, var sunkne i saa dyb en Kærligheds Gæld til hende, der blev eders Moder, derfor slog I jo ogsaa Kreds om hende og havde et yndigt og hyggeligt og fredeligt Tilflugtssted i hendes Hjem, først i det gamle Barndomshjem i de store Omgivelser, i de døvstummes Hjem, og siden i det snævrere lille Hjem, hvor hun levede sin Enkestand. Herhen tyede I, selv da I fik hver sin lille Livsgerning; og et vidste I, at naar Vejen gik tilbage til det gamle Hjem, saa var der altid Husrum og Hjerterum, altid en aaben Favn og et Par milde Øjne, der mødte Eder til Velkomst, altid en Barneplads ved Moders Side.

  Hun var eder sig selv skyldig: saa helt og fuldt gik hun op i sin Modergerning, at da den tærende Sygdom, som fældede hende, begyndte at ytre sig: saa nænnede hun ikke at sige det til eder, glemte sin Frygt og sine Smerter, indtil Dagen kom, da hun søgte hen til det Sted, hvor hun haabede at faa Lindring og Lægedom for sine Smerter. Og stille og modig gik hun ind under den strenge Kur, idet hun overgav sig i Gud Faders Haand.

Resten af talen er religiøs. Amen!     

                                                                    Joh. Heiberg    

Research og transkribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

     Forstander og Præst ved det kgl. Døvstumme-
Institut Hans Rasmus Johan M a l l i n g – H a n s e n
bliver begravet imorgen, Kl.21/4, fra St.Jacobs
Kirke. En mægtig Guirlande vil blive lagt paa den
Afdødes Kiste fra Døvstumme-Institutet.

      Malling-Hansen.

             (Nordstj.)

                 ----

    Blandt de fremragende og opof-

rende Mænd, som i Danmark har
helliget Samfundets og Naturens
Stedbørn deres viljestærke Arbejds-
kraft og deres Hjertes fulde Kærlig-
hed, bør Malling-Hansen nævnes og
mindes i første Række.

     Han fødtes den 5.Septbr. 1835
ved Maribo, blev Seminarist paa
Jonstrup, fik Lærerexamen 1854
tog saa fat paa at læse til Artium
og blev Student 1858. Samtidig
med at studere Teologi virkede han
som Døvstummelærer, tog allerede
i 1862 Embedsexamen[2], blev Lærer
ved Døvstumme-Institutet i Slesvig
og 1863 dets Forstander. Efter Kri-
gen ansattes han i 1865 som For-
stander for Døvstumme-Institutet i
København, hvilken Stilling han alt-
saa beklædte i 25 Aar.

     Malling-Hansen gik ikke blot med
Liv og Sjæl op i sin Gærning men
hans livlige Aand og store Energi
førte ham ogsaa ind paa videnska-
belige og tekniske Spørgsmaal, som
har gjort hans Navn bekendt ogsaa
udenfor Abnormvennernes Kreds. I
1870[3] opfandt han saaledes ”Skrive-
kuglen”, en Skrivemaskine efter et
nyt Princip, som tillige med en anden
Opfindelse af ham, det saakaldte
”Tørtryk”, en Forgænger for Hekto-
grafen, skaffede ham megen Aner-
kendelse paa Verdensudstillingen i
Wien 1873. Siden har han syslet
meget med Kuglen uden dog at
kunne slaa de nyere amerikanske
Skrivemaskiner af Marken.

     For at skaffe Erfaringsmateriale til
veje for Indførelsen af et nyt Spise-
reglement for Døvstumme-Eleverne
begyndte han alt i 1862[4] daglige Vej-
ninger og Højdemaalinger af Skolens
Børn. Disse er stadig fortsatte og
ogsaa udvidede til andre lignende
Anstalter. Resultaterne deraf er høist
interesante, og ved sin Bog om ”Pe-
rioder i Børns Væxt og i Solens
Varme” skaffede Malling-Hansen sig
stor Opmærksomhed Verden over
blandt saavel Læger som Pædagoger.
Han paaviser i denne Bog, at der
hvert Aar finder en Vægtforøgelse og
en Højdevæxt Sted til regelmæssige
Tider, den første væsentlig fra Au-
gust til ind i December, og den
sidste fra April til Udgangen af
Juli. Der er den Mærkelighed, at
under Højdevæxten svinder Vægten
ind, og under Vægtforøgelsen staar
Væxten stille. Endvidere har Mal-
ling-Hansen paavist, at Svingningerne
i den Varmemængde, Solen udstraa-
ler, staar i nær Forbindelse med
disse Fremtoninger, som spille en
stor Rolle i hele Plante- og Dyre-
livet.

     Ved sin jævne og forekommende
Optræden, ved sit trofaste Sind og
gode Hjerte havde Malling-Hansen
vundet sig Venner i meget vide
Kredse, og da Jonstrupperne under
Lærermødet nu i Sommer fejrede
deres gamle Seminariums Hundred-
aarsfest, var Malling-Hansen ubetin-
get det mest fejrede af alle Jon-
strups Berømtheder, og den Hyldest,
som da vistes ham selv som den
bedste, han nogensinde havde modtaget.

Research, transcription and comments by Jørgen Malling Christensen.

Le Temps was a French daily newspaper, published from 1861 until 1942. On page 2 of the edition of October 5,1890, Malling-Hansen’s death is noted, and the short obituary comments on his importance as a scientist and researcher. The writing ball is not mentioned. There are a couple of factual mistakes, but I note with pleasure that the newspaper mentions that Malling-Hansen “was known by experts all over the world for his studies into the growth of children”.

- - - - -

BULLETIN DE L’ÉTRANGER

Danemark

     On annonce de Copenhague la mort de M. Malling-Hansen ; directeur, depuis cinquante ans, de l’institution danoise des sourds-muets. M. Malling-Hansen était connu des savants du monde entier pour ses études sur la croissance des enfants. Depuis 1862[1], il pesait chaque jour tous les élèves de son institution et le résultat de ses observations a été publié dans un ouvrage que est traduit dans toutes les langues modernes[2].

     Malling-Hansen avait observé ce fait curieux que lorsque le poids augmente la taille reste stationnaire e vice versa. Le maximum de la croissance de la taille se produit, suivant lui, dans les mois d’avril à juillet. Quant au poids, il atteint son maximum d’août à décembre.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Vi har på vor hjemmeside også en nekrolog over Zarah Bech, publiceret i tidsskriftet Effata. Den her foreliggende nekrolog er et udmærket komplement.

Man lægger mærke til, at Smaablade for Døvstumme på dette tidspunkt blev udgivet af cand. theol. Axel Perch Forman, som var lærer på det kgl Døvstummeinstitut i København. Han levede fra 1873 til 1961 og ægtede den 21 december 1904 Rasmus Malling-Hansens datter Marie (1875-1949). De fik tre børn: Carsten Forman, 1905-1983; Gerda Forman, 1907-2003; Inge Forman, 1911-1998[1].

- - - - -

Fru Zarah Bech.

     Torsdag d.10.Februar er Forstander Bechs Hustru, Fru Zarah Bech stille og roligt gaaet bort. Døden kom som en Befrielse efter næsten 6 Aars Sygdom. Hendes stærke Natur havde i Løbet af disse Aar kæmpet med den ene svære Sygdom efter den anden. Men i den sidste Tid havde vist ingen ventet, at Kræfterne ville slaa til længere.

     Fru Bech vil være en stor Mængde af Danmarks døvstumme velkendt. Hun har jo hele sit Liv været knyttet til Døvstummesagen, først gennem sin Fader, siden gennem sin Mand. Tidligere Elever vil ikke have glemt afdøde Pastor Malling-Hansens syv Døtre, som alle blev født og voksede op paa det kgl. Døvstummeinstitut i København. Af disse syv var Fru Bech den mellemste i Rækken, og nu skulle hun, næppe 40 Aar gammel, blive den første som Døden tog.

     Aaret 1890 er Midtpunktet i Fru Bechs Liv baade med Hensyn til Alder og Livsvilkaar. Det gamle Hjem paa Instituttet blev jo opløst for stedse ved Faderens Død, og ganske kort forinden var Fru Bech indtraadt i Ægteskab med sin udmærkede Mand. Gennem ham vedblev hun at være knyttet til Instituttet i 14 Aar indtil Forflyttelsen til Fredericia.

     Af deres 5 Børn blev det sidste født umiddelbart inden den nævnte Forflyttelse, og denne Fødsel blev Anledning til den lange Række af Sygdomme, som i de sidste 6 Aar har hærget den afdøde. Intet Under derfor, om Fru Bech maaske ikke havde let ved at føle sig helt hjemme i den fremmede By. Hendes Tanker vendte vistnok ofte tilbage til det gamle Institut i København, som hendes trofaste Sind ikke kunde glemme, og som hun ogsaa har besøgt gentagne Gange trods sit svage Helbred.

     Ualmindelig fin og indtagende skal Fru Bech have været i Ungdomsaarene. Og det samme Præg havde hun bevaret i den mere modne Alder, samtidig med, at Livet havde udviklet hende til et karakterfuldt og selvstændigt Menneske.

     De Døvstumme er Fru Bech vel kun sjældnere traadt i direkte Forhold til. Hendes Gerning er faldet i Hjemmet, hvor hun som den udmærkede Hustru og Moder har ofret sig fuldstændig for sin Mand og sine Børn.

-----

     Begravelsen foregik fra Trinitatis Kirke i Fredericia. Der vistes stor Deltagelse fra nær og fjern, saavel fra Venner og Bekendte i Fredericia og andetsteds som fra samtlige Døvstummeanstalter og fra Døvstummeforeninger rundt om i Landet. Kisten var saaledes dækket af et Væld af Kranse. Talen holdtes af Forstander Heiberg[2], som var Morbroder til den afdøde og havde kendt hende fra Barndommen.

------

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Dette er endnu en i den lange række af nekrologer om Rasmus Malling-Hansen efter hans pludselige død den 27 september 1890. Desværre ved ikke, hvem skribenten er, men de afsluttende personlige vendinger tyder, synes jeg, på at vedkommende har kendt Malling-Hansen og har været til stede ved det store Jonstrup-jubilæum i august 1890.

- - - - -

Malling-Hansen.

     Blandt de mange fremragende og opofrende Mænd, som i Danmark har helliget Samfundets og Naturens Stedbørn deres viljestærke Arbejdskraft og deres Hjærtes fulde Kjærlighed, bør den i Aar afdøde  M a l l i n g – H a n s e n nævnes og mindes i første række.

     Han fødtes den 5:e September 1835 ved Maribo, blev Seminarist paa Jonstrup, fik Lærerexamen 1854, tog saa fat paa at læse til Artium og blev Student 1858. Samtidig med at studere Teologi virkede han som Døvstummelærer, tog allerede i 1862 Embedsexamen[1], blev Lærer ved Døvstummeinstitutet i Slesvig og 1863 dets Forstander. Efter Krigen ansattes han i 1865 som Forstander for Døvstummeinstitutet i Kjøbenhavn, hvilken Stilling han altsaa beklædte i 25 Aar.

     Malling-Hansen gik ikke blot med Liv og Sjæl op i sin Gjerning, men hans livlige Aand og store Energi førte ham ogsaa ind paa videnskabelige og tekniske Spørgsmaal, som har gjort hans Navn bekjendt ogsaa uden for Abnormvennernes Kreds. I 1870 opfandt han saaledes ”Skrivekuglen”, en Skrivemaskine efter et nyt Princip, som tilligemed en anden Opfindelse af ham, det saakaldte ”Tørtryk”, en Forgænger for Hektografen, skaffede ham megen Anerkjendelse paa Verdensudstillingen i Wien 1873. Siden da har han syslet med Kuglen uden dog at kunne slaa de nyere amerikanske Skrivemaskiner af Marken.

     For at skaffe Erfaringsmateriale til Veje for Indførelsen af et nyt Spisereglement for Døvstumme-Eleverne begyndte han alt i 1862[2] daglige Vejninger og Højdemaalinger af Skolens Børn. Disse er stadigt fortsatte og ogsaa udvidet til andre lignende Anstalter. Resultaterne deraf er højst interessante, og ved sin Bog om ”Perioder i Børns Væxt og Solens Varme” skaffede Malling-Hansen sig stor Opmærksomhed Verden over blandt saavel Læger som Pædagoger. Han paaviser i denne Bog, at der hvert Aar finder en Vægtforøgelse og Højdevæxt Sted til regelmæssige Tider, den første væsentlig fra August til ind i December, og den sidste fra April til Udgangen af Juli. Der er den Mærkelighed, at under Højdevæxten svinder Vægten ind, og under Vægtforøgelsen staar Væxten stille. Endvidere har Malling-Hansen paavist, at Svingningerne i den Varmemængde, Solen udstraaler, staar i nær Forbindelse med disse Fremtoninger, som spiller en stor Rolle i hele Plante- og Dyrelivet.

     Ved sin jævne og forekommende Optræden, ved sit trofaste Sind og gode Hjærte havde Malling-Hansen vundet sig Venner i meget vide Kredse, og da Jonstrupper under Lærermødet nu i Sommer fejrede deres gamle Seminariums Hundredeaarsfest, var Malling-Hansen ubetinget den mest fejrede af alle Jonstrups Berømtheder, og den hyldest, som da vistes ham selv, var den bedste, han nogen Sinde havde modtaget.

                                 Nst.

- - - - -

     I gaar er Forstander ved Døvstummeinstitutet i København Frederik Heiberg afgaaet ved Døden.

     Forstander Heiberg har været syg i et Aars Tid. Efter otte Ugers Hospitalsophold i Begyndelsen af dette Aar vendte han tilbage til Døvstummeinstitutet. Han genoptog sin Gerning, men hans Helbred var stærkt vaklende. Efter fire Ugers Sygeleje døde han i Gaar Eftermiddags i sit Hjem paa Institutet, 68 Aar gammel.

     Fr. Heibergs Farfader var Forstander for Vartov Hospital og hans Fader, Prof. Søren Heiberg, var fra 1839 – det Aar, da Døvstummeinstitutet flyttede fra Stormgade til Kastelsvej – Forstander og Præst ved dette Institut, indtil han i 1865 overtog et Præstekald paa Møn. Gennem sin Moder, en Datter af Provst Thomas Schatt Rørdam, nedstammede Fr. Heiberg fra den Rørdamske Slægt, som han ogsaa lignede meget af Ydre.

     Fr. Heiberg blev født og voksede op paa Døvstummeinstitutet, hvor han siden skulde øve sin bedste Manddomsgerning i den samme Stilling, som Faderen havde haft. Han blev Student fra Metropolitanskolen, og allerede i sin Studentertid blev han knyttet til Døvstummeinstitutet som Lærer. I 1877 tog Heiberg theologisk Embedseksamen, og et Par Aar derefter blev han residerende Kapellan i Karby, Hvidbjerg og Redsted Sogn paa Mors. Senere virkede han som Sognepræst i Gjedsted og Fjelsø. I 1890 forflyttedes han til et andet jydsk Sognekald, Junget og Torum, men allerede samme Aar fik han Ansættelse som Forstander og Præst ved Døvstummeinstitutet i København, da dette Embede var blevet ledigt ved hans Faders Efterfølger, Malling-Hansens Død.

     Som Leder af Døvstummeinstitutet viste Fr. Heiberg betydelige administrative Evner, ikke mindst i økonomisk Henseende. Han var alle Dage en myndig Mand, kunde være noget barsk i sit Væsen, men følte varmt for de Døvstumme. Hans store Kærlighed til Døvstummesagen lod ham ikke nøjes med den anstrengende Virksomhed paa selve Institutet, hvor der til Tider var ca. 80 Elever. Han var med til at grundlægge Statens Institut for Talelidende og ledede denne Institution, indtil den i 1916 udskildes fra Døvstummeinstitutet som en særlig Virksomhed med Frk. Eckardt til Forstanderinde. I Bestyrelsen for Arbejdshjemmet for døvstumme Piger gjorde han et stort Arbejde lige fra 1891, og han var ligeledes i nogle Aar Medlem af Bestyrelsen til Fremme af Døvstummes Erhverv, der væsentlig skyldte hans Initiativ sin Tilblivelse, og af Bestyrelsen for Børnehaven for Døvstumme. En lille Tid var Heiberg Formand for Døvstummeforeningen af 1866, der ved sit 50-Aars Jubilæum udnævnte ham til Æresmedlem. Til Foreningen ”Tunghøres Vel” var han knyttet som Revisor, og han var endvidere Repræsentant og Komissær for den Institution, der bærer det snurrigt besværlige Navn ”Understøttelses-Anstalten for trængende Efterslægt af Medlemmer i den ophævede civile og adskillige Stænders Enkekasse”.

     Forstander Heiberg har i Aarenes Løb deltaget i en Række Abnorme-lærermøder i Christiania, Stockholm og Helsingfors. Han var Døvstummeinstitutets Præst, indtil de Døvstumme i 1901 fik deres egen Menighed med Pastor Johannes Jørgensen som Sjælesørger. Heiberg vedblev dog selv af forberede Døvstummeinstitutets Elever til Konfirmationen, og han konfirmerede dem hvert Aar i Juli Maaned.

     I 1894 blev Forstander Heiberg udnævnt til Ridder af Danebrog. Ved Døvstummeinstitutets 100-Aars Jubilæum i 1907 modtog han Sølvkorset.

     Fr. Heiberg var to Gange gift, med Gang med Kammerraad Gammeltofts Datter, der døde i 1900, anden Gang med en Datter af Fabrikant H.P.Bohn. Hans anden Hustru og 5 Sønner og 2 Døtre af første Ægteskab overlever ham.

     Forstander Fr. Heiberg var Broder til Provst I.A. Heiberg, fhv. Overlæge, Dr. med. Peter Heiberg i Viborg, fhv. Overlæge ved Københavns Amts Sygehus, Prof. Dr. med. Vilh. Heiberg og Inspektør ved Landbohøjskolen V.T. Heiberg[2].

Research og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Juliane Marie Cathrine Malling-Hansen var Rasmus Malling-Hansen og Cathrine Georgias første datter, født 5 oktober 1866. Hun blev gift med Carl Ludwig Maximillian Danckert (1864-1945) den 10 november 1905. Carl var cand.jur. og assistent i Finansministeriets 1ste Revisionsdepartement. Juliane og Carl fik ingen efterkommere.

Jeg har fundet dødsannoncen også i Nationaltidende den 14 og den 17 februar.

Juliane døde altså den 12 eller 13 februar 1920, blot 53 år gammel.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Friederich Hermann Wolfhagen, 1818-1894, var en betydningsfuld figur i Rasmus Malling-Hansens liv. Han var minister for Slesvig frem til og med december 1863, dvs i den periode hvor Malling-Hansen var dansk døvstummelærer og senere forstander ved Døvstummeinstituttet i Slesvig. Det var jo Kultusministeriet som ønskede stærkere dansk indflydelse på den daværende stærkt tysk-prægede institution, og det var mod den baggrund at den unge Malling-Hansen blev sendt til Slesvig.

Dansk biografisk Lexikon, udgave 1923, skriver bl.a. følgende om Wolfhagen:

”Som Amtmand i Flensborg og som slesvigsk Minister indlagde han sig megen Fortjeneste af det danske Sprogs Bevarelse i Mellemslesvig, men efter 1863 deltog han ikke mere i det politiske Liv.”

For det andet var Wolfhagen i fra 1867 til 1878 en af de mænd som forberedte og organiserede Danmarks bidrag til de forskellige verdensudstillinger, hvor Malling-Hansens skrivekugler var med.

For det tredje – og det mest markante – blev Wolfhagen Malling-Hansens chef i efteråret 1884, i og med at Jens Peter Trap tidligere på året havde trukket sig tilbage på grund af sygdom. Relationen mellem de to mænd var dårlig lige fra begyndelsen og udviklede sig meget hurtigt til en konflikt, som udmundede i Malling-Hansen klageskrift, rettet til Kultusministeriet, dateret den 7 januar 1885[1].

I mit perspektiv var konflikten med Wolfhagen fra november 1884 til Malling-Hansens død den 27 september 1890 medvirkende til at undergrave hans i forvejen dårlige helbred.

Nekrologen neden er fra Smaablade for Døvstumme, nr 21, juli 1894, s. 321-323.

- - - - -

Kammerherre F. H. Wolfhagen.

     Friederich Hermann Wolfhagen var født den 3dje Aug. 1818 paa Frederiksberg, hvor hans Fader, Etatsraad Wolfhagen dengang boede. Han blev student i København, studerede derpaa Jura (Retsvidenskab)ved det københavnske saa vel som ved flere udenlandske Universiteter og modtog efter afsluttet Embedseksamen Posten som Amtssekretær i Haderslev. Efter under Krigen 1848 – 50 at have beklædt forskellige Embeder i Slesvig – i 1850 var han bleven Amtmand i Flensborg -, kaldtes han 1856 til at være Minister for Slesvig, en Stilling, han med en kort Afbrydelse beklædte til den 31te December 1863.

     I syv Aar indehade Wolfhagen saaledes den meget vanskelige Post som Slesvigs Minister, og i den staaende Strid i Slesvig mellem Tysk og Dansk forstod han paa den beundrings-værdigste Maade at give enhver sit, at høre paa og underetiden føje sig efter de paatrængende Tyskes Klager og Fordringer uden at bortgive meget af de Danskes Ret. Særlig vanskelige var naturligvis disse aar, fordi Krigen stadig var ved at udbryde. Og til enhver Handling, der angik Hertug-dømmerne, fordredes følgelig en betydelig Klogskab og Omtanke. Ved de berømte Noter (Breve), som vexledes mellem de tyske Staterog den daværende Premierminister Hall, har denne sikkert ogsaa haft stor Hjælp og Støtte af Wolfhagen.

     Samtidig med Ministervirksomheden deltog W. i Rigsraadets Møder, idet han i 1855 var bleven valgt til Rigsraadsmedlem for Slesvig. I 1864 indtraadte han i Landstinget efter Valg i en sønderjysk Landstingskres. Som Deltager i disse Forsam-linger var han vel ikke nogen hyppig Taler, men naar han traadte frem, fik hans Ord betydelig Vægt ved hans naturlige Veltalenhed i Forbindelse med hans imponerende Personlighed (hans Fremtræden, som vakte Folks Ærbødighed).

     Men hans Hovedvirksomhed falder fra nu af dels som Præsident eller Vicepræsident for Danmark paa flere Verdensudstillinger, i Paris 1867 og 1878, i Wien 1873, den hygiejniske Udstilling (Udstillingen af Ting, som vedkommer Menneskers Sundhed) og Kongress i Bryssel 1875 -, dels som Formand eller Direktør for adskillige store Anstalter og Institutioner, saaledes de kgl. Døvstummeinstitutter i København, Frederiia og Nyborg, det kgl. Blindeinstitut, Tilsynskomiteen for de kellerske Abnormanstalter, den af Kirkeministeriet nedsatte Kommission til den endelige Ordning af Abnormskolevæsenet, det kgl. Haveselskab o.s.v.

     Wolfhagen blev som Amtmand Kammerherre i en ung Alder og avancerede (steg) gennem Dannebrogsordenens Grader til Storkors af Dannebroge og Dannebrogsmand. Af Udlandet hædredes han bl.a. ved Udnævnelse til Storofficer af den franske Æreslegion og Kommandør af den østerrigske Jernkroneorden.

     Den afdøde, hvem store politiske og sociale Fortjenester (dygtigt Arbejde for Staten og andre Mennesker) havde skaffet en æret og agtet Stilling, var en sjældent fin og forstandig Person med et imponerende Ydre og en elskværdig og vinnende Fremtræden. Han havde ved sine aarelange Rejser og gennem sin omfattende Virksomhed skaffet sig en betydelig Vennekres nær og fjernt, i hvilken han vil savnes overordentlig meget ligesom i de mange Institutioner og Virksomheder, der var knyttede til hans Person.

C. Lehmann[2].