1892.10.03 fra Thomas Jørgen Hansen til Johan Frederik Hansen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

På vor hjemmeside har vi allerede en detaljeret skildring af afsløringen af mindesmærket over Rasmus Malling-Hansen, - se artiklen fra ”Smaablade for  Døvstumme” november 1892, som vi formoder blev skrevet af redaktøren for bladet, Fritz August Bech.

 

Nedenstående skildring af Thomas Jørgen Hansen stemmer godt overens med denne men har desuden nogle nye detaljer. Desuden er den en udmærket og personlig beskrivelse. Thomas Jørgen skrev smukt og tydeligt og formulerede sig fortræffeligt.

 

En af de nye detaljer, som jeg sætter stor pris på, er, at Thomas Jørgen nævner navnet på den dekorationsmalermester, hos hvem Rasmus Malling-Hansen stod i lære i Maribo, da han var 14-15 år gammel.

 

 - - - - -

 

RINGSTED
BORGERSKOLE  3/10 1892

 

Kære gode Broder!

     I Gaar var jeg altsaa inde for at overvære Afsløringen af den kære Broders Mindesmærke. Jeg tog ind med Toget 7,32 herfra og kom til København 9,05. Nogle Timer var jeg ogsaa hos Svigermoder, der Gud ske Lov var rask og vel, og 11,15 gik jeg saa der ud, kørte dog fra Niels Ebbesens Vej[1] til Trianglen, hvorfra jeg atter gik til Garnisonskirkegaard. Mathilde[2] havde overrasket mig med en smuk Krans, hun havde bundet Dagen i Forvejen, og som jeg havde med.

 

Jeg kom ud paa Kirkegaarden vel en 7 Minutter før 12. Der var mange Mennesker, og der kom endnu flere; men Pladsen var ret god, da man fra to parallelle Gange kunde se og høre omtrent lige godt, og der var truffet det Arrangement, at alle de døvstumme vare anbragte højere oppe (mod Syd.Ø for Graven), medens alle hørende vare længere nede (Nord for Graven). – Jeg hilste paa Pastor Heiberg[3], de tre Venner Kaper, Ritzau og Feilberg[4], paa Forstander Moldenhauer[5], paa fru Engell[6], paa Brødrene Petersen og naturligvis paa de nærmeste.

 

     Da Klokken var 12 besteg Pastor F. Heiberg, Forstander, Tribunen, en lille sort Forhøjning med nogle Trappetrin paa den ene Side, anbragt paa Gange, foran Graven, der var smykket med Kranse og Guirlander og har faaet et smukt sortmalet Jærnhegn af Opstandere med Kæder. Her paa Pladsens Midtlinie, men rykket saa langt tilbage som muligt var det tilslørede Mindesmærke.

 

     Nu spillede Elever fra Blindeinstitutet den første Psalme, meget smukt og i et langsomt Tempo, som jeg syntes passede godt til Lejligheden.

 

     Heiberg begyndte med, at der ofte, naar en Mand gik bort, der havde sat indtryk med en betydningsfuld Gerning, kunde være delte Meninger om og rejse sig Strid om, hvorvidt den afdøde var en stor Mand eller ikke. Vor Herre havde en anden Mening om et Menneskeliv og et Menneskes Gerning, et andet Maal paa, hvad der er stort og smaat. At være stor er at vælge, bevare og udvikle det, der varer, og Paulus siger: ”Saa bliver da disse tre: Tro, Haab og Kærlighed; men størst iblandt dem er Kærligheden.” Vor Frelser var stor blandt Mennesker, stor som Menneske, den største blandt alle, fordi han ejede og levede i en Tro, et Haab  en Kærlighed, der overgaar al vor Evne, al vor Forstand. Den Afdøde, til hvis Minde vi vare forsamlede, havde Tro til Mennesker, Tro til sin Gerning og Tro paa Vor Herrers Kraft og Naade, og det var dette, der i Forening med hans naturlige Gave til at vinde Hjerterne vandt ham Tiltro hos saa mange.

 

Han havde Haab til sit Livs Gerning, Haab til Frugt af sit Arbejde og et levende Haab til det som bliver. Arbejde var hans Lyst; hans Interesser i forskellige Retninger bundede i hans Haab om at gavne. Han havde oplevet megen Glæde deraf, men ogsaa dér, hvor han havde arbejdet for Løn og Udbytte – store Skuffelser. Og det var vel det, der overfor hans Livsgerning i de senere Aar gav ham den store Beskedenhed og Ydmyghed, saa han ikke vilde høre om Anerkendelse og Fortjeneste, men kun om Forpligtelse og Hengivelse; det var vel dette, der gav ham det milde barnlige Blik og Smil, som vi elskede saa højt og altid vilde mindes.

 

Han havde Kærlighed, levende og inderlig Kærlighed til sine Nærmeste, til de døvstumme, til Gerningen blandt dem, og en barnlig Kærlighed til sin himmelske Frelser og Forløser. Kærlighed aflader aldrig; den er det sande blivende. Gid den Kærlighed og den Aand, hvori han førte sin Gerning frem iblandt os, maa hvile over os, der i saa mange Maader og i lange Tider have været hans Medarbejdere, og over den Institution, som han viede sin Kraft og sit Liv.

 

     Det var Talens væsentlige Indhold. Heiberg vendte sig derefter mod de døvstumme og gentog i Ord (Haandalfabetet) og med Tegn Talen for dem. Det saa smukt ud, og det var helt opbyggeligt at se deres talende Ansigtsudtryk, spændte Miner, deltagende Nik og Blink i Øjnene, Haandbevægelser m.m. –

 

     Efter en stille Bøn steg Direktør Kammerherre Wolfhagen op paa Forhøjningen for at meddele de Forsamlede: 1, Som Formand for Komiteen til Oprettelse af Mindesmærket, at der var i Behold en Grundfold til Sikring af Mindesmærkets og Gravens Vedligeholdelse. 2, som Direktør for Døvstummeinstituterne, at Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet havde erhvervet Skøde for bestandig paa den Grund af Kirkegaarden, hvor Graven med Mindesmærket var; 3, at samme Ministerium havde paalagt Stedets nærmeste Nabo, det Kgl. Døvstummeinstitut, den Pligt altid at vaage over Graven og Mindet og at vedligeholde det for bestandig, saa at Graven og Mindesmærket, medens Tiderne skride, og Slægt følge paa Slægt, skulle staa uberørte og paa en Maade, der var den Personlighed værdig, som vi ville hædre, og var den Gerning værdig som han tjente, bevare Mindet og forplante det fra Aarhundrede til Aarhundrede. Pastor Heiberg bebudede saa med nogle faa Ord, at Stenen skulde afsløres.

 

Med Præcision gled saa Dækket til Side og fjæredes fra Bagsiden af, og den stod der nu for alles Øjne. Saa takkede Cand.mag. Beck som den afdødes Svigersøn paa Familiens Vegne, kort – men meget godt og smukt, og han gentog Takken for de døvstumme. Derpaa spillede de blinde den anden Psalme – vi sang naturligvis begge Psalmer med – og saa bleve vi staaende lidt for at se Mindesmærket og toge derpaa Afsked.

 

     Der var over 400 Mennesker, sagde Portner Sørensen; thi da jeg bad ham om et Ekspl. af Psalmerne til Dig, sagde han, at der kun var trykt 200 Ekspl; men han havde haft Brug for over 400. En Herre, der hørte dette, gav mig saa sit Exemplar, og forestillede sig for mig som Broders gamle Kammerat hos Maler Hansen i Maribo, Chresten Larsen; - og vi talte saa noget sammen om Broder, om gamle Tider, om Lolland, og han fortalte, at Maler Hansen nu var i København. Datteren ernærede dem, sagde han. Af Svigerinde hørte jeg siden, at Datteren nu var svag og vistnok sindssyg; han havde været dér en Gang.

 

     Men nu noget om Mindesmærket. Det er af tilhugget, ikke slebet, Granit, lysegraat. Højden vistnok rigeligt 3 Alen. Det har Form som en tresidet Prisme med afskaarne Hjørner.

 

Her er som en Grundtegning af de tre Stykker.[7]

 

Det nederste Stykke har vel en Sideflade af c. 1½ Al og en Højde af 1 Al. Det næste Stykke er vistnok kun en 5 tommer højt; det øverste Stykke er vistnok c. 2 Al højt, tager af i Breden opad, saa det er som en Obelisk, og har 3 Sphinxer overnpaa, en mod hjert Hjørne. Øverst paa Forsiden er Portrætmedaillonen i Bronce, vistnok en 12 Tommer i Diameter. Under den staar med store romerske Bogstaver

 

MALLING-HANSEN.
1835-1890.

 

Paa det mellemste Stykke med samme Skrift:

 

Talende og døvstumme
Venner rejste Stenen.

Det er jo meget kort; men der er alligevel en vis Storhed i selve Kortheden, som om Navn og Aarstallet er tilstrækkeligt.

 

     Det var Graavejr, men dog Tørvejr, da Festen begyndte; men mod Slutningen regnede det jævnt, dog ikke heftigt, og heldigvis var der ingen Blæst. Derfra gik jeg hen til Svigerinde, der var vemodig glad. Hun havde faaet Medaillonen i Foræring, vistnok i brændt Ler. Den er rigtig udmærket.   

 

     Nu, Gud velsigne og glæde den kære Broder og bevare hans Ihukommelse i Sandhed hos Efterverdenen!

 

     Jeg ønsker tit, jeg havde noget at give af. Jeg vilde da tænke paa Maler Hansen, som har lært mig Begyndelsesgrundene af Tegning og viste sig meget venlig mod mig.

 

     Saa hjertens Tak for dit kære sidste Brev. Du kan ikke tro, hvor jeg har glædet mig i Tanken om, at dine værste Fredsforstyrrere i Skolen ere borte, og at navnlig Mesteren for dem alle hører under et andet Skoledistrikt! Det er jo ogsaa rart at faa et rimeligere Skoledistrikt med Hensyn til Størrelse og Børneantal. Tillykke med det, du kæreste!

 

     Lotteripengene har jeg modtaget og skal sende Seddelen, saasnart som jeg faar den.

 

     Det er jo sørgeligt, at din kære Sines Fader ikke har det godt. Din Svigerfader er vel ogsaa noget til Aars, saa kunne Forkølelser letter komme og slaa sig ned. Gid han nu maatte have overvundet dette Anfald! Hvorledes gaar det med Svigerinden, der har været saa svag?

 

     Det var en sørgelig Historie med Rasmus Jensens Søn. Efter Nutidens Ungdom og dens Tænkemaade at dømme kan man ikke falde paa, at det skulde være Skamfølelse, der har fremkaldt den fortvivlede Gerning. Maaske var hun et ....(?) Fruentimmer; men han behøvede jo ikke at ægte hende. Det ser for mig ud, som om det har været Kærlighed til Mammon og Rædsel for den store Bekostning, der har været Motivet. Gid dog Brødrene vilde tænke paa at bøde paa Uretten, saa godt det lader sig gøre! I sandhed en Gaadefuld Familietragedie!

 

     Har have vi det omtrent ved det gamle! Lille Thyra gik paa egen Haand første Gang d. 1ste Oktober. Hun er saa sød og kærlig og fornuftig saa det er en Lyst. Andreas er ogsaa god og rar.

 

     Gid dette Brev maa træffe Eder Alle raske og vel! Kærligste Hilsen fra Mathilde og fra Eders inderlig hengivne Broder og Svoger                  Jørgen.

 

JMC: I marginen på brevets første side står tilføjet dette, som en slags post scriptum:

 

Undskyld nu kærligst, om jeg skulde have glemt adskilligt af hvad jeg vilde have skrevet eller burde skrive; men jeg har ingensinde før skrevet under saa mange Afbrydelser og Forstyrrelser som i Dag.

 

 

 

 

 

---