JMC: Vi ved fra flere kilder at Malling-Hansen var en fremragende prædikant på tegnsprog, med et levende, smukt og tydeligt sprog som samlede ikke bare børn og unge men også voksne dødstumme ved hans søndagsgudstjenester. Imidlertid har vi få prædikener eller andre religiøse tekster fra hans hånd. En sådan prædiken findes i ”Smaablade for Døvstumme”, udgivet af Fritz Bech, lærer ved det kgl. Døvstumme-Institut i København, nr 10, November 1892, hvis forside er prydet med et smukt graveret portræt af Rasmus Malling-Hansen. Teksten gengives i sin helhed i det følgende. Originalets ortografi er bibeholdt.

SA: "Smaablade for Døvstumme" var opprinnelig et felles prosjekt mellom Rasmus Malling-Hansen og forstanderen for de pivate "Kellers Institutter", Johan Keller. De to var i mange år den drivende kraften bak utviklingen av døvstummesaken i Danmark. De var både konkurrenter og samarbeidaprtnere, og startet utgivelsen av "Smaablade" i 1872. RMHs prekentekst som her gjengis er fra det aller første nummeret. Dessverre utga de kun fire nummer av bladet, men etter Malling-Hansens død gjenopptok hans svigrsønn, Fritz August Bech, utgivelsen, med et nummer som var viet Malling-Hansens liv, og senere det nummeret som prekenteksten er hentet fra, som bl a omhandlet avdukingen av minnesmerket over Malling-Hansen. I originalutgaven fra 1872 er det ikke opgitt hvem som var forfatteren av teksten, men siden Fritz August Bech går god for at den kom fra Malling-Hansens hånd, må vi regne med at han hadde viten om det. De fire første numrene av "Smaablade" hadde flere meget interessante prekentekster som vi vil transkribere og publisere etter hvert.

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.
 

Den Døvstummes Helbredelse.

Af R. Malling-Hansen

     Kom min Broder, Du, hvis Øre er lukket, og læs Evangeliet om den helbredte Døvstumme (Marc. 7, 31-37). Det er Dit eget Evangelium; det er Dig, som vor Herre Jesus Kristus tager ved Haanden og fører bort fra Mængden; det er Dig, til hvem han siger sit Effata[1]; det er Dig, hvis Øre han oplader!
     En Prøvelse er sendt Dig af Gud. Aanden kommer gjennem Øret, men dit Øre er lukket; Sjælen taler gjennem Ordet, men din Læbe er stum. Du har følt Dig saa ensom, Du har troet Dig forladt af Alle, har maaske troet, at Ingen havde Kjærlighed til Dig, den stakkels Døvstumme; - men har Du troet og følt saaledes, da læs dette Evangelium om den Døvstummes Helbredelse, og Du vil føle dybt, at Du ikke staar forladt og ene, men at vor himmelske Fader og Den, som han udsendte, ogsaa elsker Dig og giver Dig sin rige Velsignelse, naar Du af Din hele Sjæl tror paa ham.  Thi: saa elskede Gud Verden, at han gav sin Søn, den enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes men have det evige Liv.
     Vor Herre og Frelser var i Galilæa ved Genezaret Sø. Overalt, hvor han kom frem, samledes Folk om ham for at høre hans milde og kjærlige Ord og for at helbredes for Sjælens og Legemets Sygdomme. Ogsaa en Døvstum kom til ham, ledsaget af dem, der elskede ham og sørgede over hans Ulykke. Han var fuld af Tro og Tillid til Frelseren, at han baade kunde og vilde hjælpe ham. Det er Troen, der frelser, glem aldrig det, min døvstumme Broder, den dybe og inderlige Tro, som føder Kjærlighed til Gud og Menneskene; ved den vaagner Haabet om Naade hos Gud. Den Døvstumme og hans Venner troede paa, at Guds Kjærlighed og Guds Kraft boede hos Jesus Kristus, og de bad ham, at han kun vilde lægge Haanden velsignende paa ham, da vilde han blive helbredet. Og Frelseren saa deres Tro, og han tog den Døvstumme ved Haanden og førte ham bort fra Mængden. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor vilde Jesus være ene med ham? Naar Menneskevrimmelen omgiver Dig, naar Alle betragter Dig med nysgjerrige Blikke, kan Du da af dit fulde Hjærte bede til Din himmelske Fader? Nej, naar Du beder, da gaa ind i Dit Lønkammer og luk Din Dør og bed i Løndom, stille, at Ingen ser og hører Dig, og Din himmelske Fader vil høre Din stille, inderlige Bøn. Saaledes tog vor Frelser ogsaa den Døvstumme bort fra den nysgjerrige Menneskevrimmel?[2] ene med ham talte han til ham om Guds evige Kjærlighed til Menneskene; Jesu Ord kunde den Døvstumme vel ikke høre, men han læste Tankerne i det milde Øje, i det forklarede Aasyn. Da vor Frelser saa, at den Døvstumme havde forstaaet ham og følt, at Gud holder sin Haand over Enhver, som i Sandhed tror paa ham, da rørte han ved hans Øren og ved hans Tunge, og strax aabnedes Øret, saa at den Døve kunde høre Herrens livsalige Ord, og Tungen løsnedes, saa at han kunde prise den kjærlige og barmhjærtige Gud; paa én Gang aabnedes det legemlige og aandelige Øre, paa én Gang løsnedes den legemlige og den aandelige Tunge.
     Det er et dejligt Evangelium for Dig. ”For mig?” vil Du maaske sige, ”vil Jesus ogsaa hjælpe mig, og kan han hjælpe mig? Han lever jo ikke mere her paa Jorden.”  Ja, det er Sandhed; Jesus, vor Frelser, baade kan og vil hjælpe Dig. Vel ser Du ham ikke nu vandre paa Jorden som den Gang, da han aabnede den Døves Øren, men han er Dig dog nær, naar Du er god og from; Du ser ikke ham, men han ser Dig; han kjender Dit Hjærtes Tanke; han vaager over Din Sjæls Frelse, som en Moder vaager over sit Barns Lykke. Han lader os, sine Tjenere, aabne Dit aandelige Øren, saa at Du forstaar og føler, hvor inderligt Gud elsker Dig; han lader os løsne Din aandelige, ja maaske ogsaa Din legemlige Tunge, saa at Du med os kan takke og prise den algode Gud. Frygt derfor ikke, men stol paa ham, der baade vil og kan hjælpe Dig! Kommer Frygten, da gjør ligesom den Døvstumme, om hvem Du har lært; bliv ene med Din Frelser, tal med ham i Dit Lønkammer, bed til ham af Din hele Sjæl, og Du skal føle, at han er hos Dig og vil skjænke Dit Hjærte Fred, Din Gjerning Velsignelse.