Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Salmonsens Konversationsleksikon var det største og mest ambitiøse danske leksikon i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Salmonsens første udgave udkom i 18 bind i perioden mellem 1893 og 1911. Men allerede i 1912 besluttede forlaget at udgave en anden, aktualiseret udgave, og denne publiceredes mellem 1915 og 1928, plus et supplementsbind i 1930. Artiklen om Malling-Hansen, som vi bringer her, er fra leksikonets anden udgave. Artiklen er underskrevet F.B., og der er næppe tvivl om, at den er skrevet af Fritz August Bech, en nær kollega og ven til RMH – og desuden hans svigersøn. Vi håber at også kunne finde Salmonsens første udgave for at derfra bringe artiklen om RMH i denne, den første, version (hvis den adskiller sig fra anden udgaves artikel).

Malling-Hansen (egl. Hansen,  H a n s   R a s m u s  Ma l l i n g  J o h a n), dansk Døvstummelærer og Naturforsker, f. i Hunseby Skole ved Maribo 5. Septbr 1835, d. i Kbhvn 27. September 1890.  Efter Konfirmationen blev M.-H., der tidligt blev faderløs, sat i Malerlære, men senere ved Grev F.M. Knuth til Knuthenborgs Hjælp optaget som Elev paa Jonstrup Seminarium, hvorfra han dimitteredes med Udmærkelse 1854.  Saa kom et Aars Hjælpelærervirksomhed, før han, atter ved grevens Hjælp, naaede sit Maal fra Drengeaarene, at komme ind til Hovedstaden for at studere Teologi.  Student blev han 1858 og Aaret efter Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut.  Denne Stilling opgav han 1861 for paa Regensen at forberede sig til teologisk Embedseksamen; men saa traf det sig, at Regeringen ønskede en dansk Mand til Lærer og eventuelt Forstander ved Døvstummeinstituttet i Slesvig, og M.-H. greb chancen; 1862 blev han Lærer, 1864 Forstander for denne Anstalt.  Fortrængt ved Krigsbegivenhederne vendte han tilbage til Kbhvn og tog 1865 teologisk Embedseksamen, efter at han kort forinden, ved Prof. S. Heiberg’s Forflyttelse, var bleven konstitueret som Forstander og Præst ved det derværende Døvstummeinstitut.  M.-H.s Virksomhed i Døvstummevæsenenets Tjeneste har sat talrige Spor, særlig i Organisationen.  Det var efter hans Indstilling, Ministeriet 1867 foretog den første Deling af de Døvstumme i to Kategorier:  egentlige og uegentlige Døvstumme, til Optagelse henh. i Statsinstituttet og den private Keller’ske Anstalt; det var et efter ham udarbejdet Forslag, at det kgl. Døvtummeinstitut i Fredericia fremstod 1881, i hvilken Anledning han udnævntes til Underdirektør; og det var endelig ham, der skrev Kommissionsbetænkningen af 1889, der havde de Keller’ske Døvstummeanstalters Overgang til Staten og Opførelsen af den kgl. Døvstummeskole i Nyborg til Følge.  Ved de nord. Abnormskolemøder i Kbhvn 1872 og Sthlm 1875[1] indtog han en ledende Stilling.  For M.-H.s arbejdsomme Gemyt og frodige Tankeliv var Døvstummeundervisningens Omraade imidlertid for indskrænket. Hans Aand søgte videre Felter, men fandt dog, karakteristisk nok, altid Udgangspunkter i hans daglige Gerning;  saavel hans geniale Opfindelse af Skrivekuglen som hans Opdagelse af Perioderne i Børns Vækst har deres Anledning i Iagttagelser paa Døvstummeinstituttet.  Ved Syslen med Haandalfabetet var han saaledes kommen til at anstille Betragtninger over, med hvor forskellig Hurtighed  Tanker udtrykkes i Lyde og Tegn, og om der ikke var Mulighed for, parallelt med Haandalfabetet, at konstruere en Maskine til at gengive Lydene i en læselig Skriftform omtr. lige saa hurtig, som den mundtlige Tale frembringer dem.  Ud fra denne Idé konstruerede han 1870 sin Skrivekugle, der løste den Opgave at gengive Talen dobbelt saa hurtig som en Pen.  Men Resultatet af Opfindelsen, den første Form for en Skrivemaskine, blev, bortset fra den store Berømmelse, han høstede i Ind- og Udland, kun Skuffelse;  i Konkurrencen med Amerikanerne maatte Danskeren med Nødvendighed blive den lille.  Som biol. Naturforsker gik M.-H. sin egen Vej.  Naar han ønskede Svar paa et Livsspørgsmaal, der vedrørte hans Gerning, f. Eks. Børnenes Trivsel paa hans Institut, søgte han ikke Oplysning hos den ell. de Lærde, men anskaffede sig Apparater, vejede og maalte de døvstumme Drenge og Havens Træer, fandt den ene mærkelige Lov efter den anden og skabte sig saaledes en Førstehaandskundskab, der har bragt udenlandske Forf. til at nævne ham som en af vor Tids første Biologer.  Hans Hovedværk paa dette Omraade er ”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme” (1886).   (Litt.:  ”Nutiden”, Nr. 526 og 527; 
L. F e i l b e r g,  ”Om sjælelig Ringhed”  (2.Hæfte. 1900);  F. B e c h: R.M.-H. i Helge Holst’s  “Opfindernes Liv” (1914).

F.B.

Viggo Cavlings[1] bog: Ludvig Feilberg og hans Levelære – et afsnit om Malling-Hansen

Transkription, kommentarer og fodnoter af Jørgen Malling Christensen, med tillegg av Sverre Avnskog

Malling-Hansen og Ludvig Feilberg var nære venner, og Malling-Hansen var – som den ældre og mere erfarne – en mentor for Ludvig. Ludvig og tillige hans bror kaptajn Gustav Feilberg (1836 – 1895 eller 1896) var desuden medlemmer af samme frimurerloge som RMH. Vi har hidtil kun fundet et enkelt brev fra korrespondancen mellem RMH og LF: brevet af den 2 oktober 1886[2], hvori Malling-Hansen udtrykker sig ganske kritisk i forhold til Feilbergs bog ”Stemninger og Billeder i harmonisk Ordning”, udgivet 1886.

I Arild S. Ebbes biografi over Malling-Hansen (Jonstrupbogen 1928)[3] skriver han følgende: ”Det var på hans (RMHs) Opfordring og Tilskyndelse at Ludvig Feilberg i sin Tid udgav sine filosofiske Værker. Malling Hansen saa klart, at Feilbergs selvstændige Tanker og Ideer var meget betydningsfulde.”

Afsnittet er side 42-45 i udgaven fra 1927:

PASTOR MALLING-HANSEN

Den, der bedre end nogen anden lærte Feilberg at bringe Orden i sine Iagttagelser, at systematisere og at opbygge sit Tankesystem paa Fysikens Grund, var Forstanderen paa Døvstumme-Institutet Pastor Malling-Hansen, hvis Bekendtskab Feilberg gjorde i de Aar.

Malling-Hansen er en af de mærkeligste og mest originale Personligheder, der har levet her i Landet. Han har gjort sig fortjent paa mange Maader, bl.a. ved at indrette Døvstummevæsenet efter et selvopfundet Princip[4]. Først efter hans Død opdagede man, at vore Døvstummes Behandling stod langt over Udlandets. I 1870[5] opfandt Malling-Hansen en Skrivekugle, der løste den Opgave at gengive Talen dobbelt saa hurtigt som Pen. Saa længe den var en fattig dansk ”Kugle”, interesserede den ingen; men da Amerikanerne havde faaet den under Behandling og omdannet den til en Skrivemaskine, erobrede den Verdensmarkedet. Paa lignende Maade gik det med Malling-Hansens biologiske Forskninger. De blev værdsat i Udlandet, medens man herhjemme viste dem forbavsende Ligegyldighed.

Forstanderen for Døvstumme-Institutet hørte til de Folk der ikke søgte Lærdom i udenlandske Værker, men saa og tænkte for sig selv. Naar han ønskede Svar paa Livsspørgsmaal, der vedrørte hans Gerning, f. Eks. De døvstumme Børns Vækst og Trivsel, slog han ikke op i Leksika, men gav sig paa egen Haand til at anstille Undersøgelser. Han anskaffede Apparater og vejede og maalte ikke alene de døvstumme Drenge, men, hvad der unægtelig var ret aparte, ogsaa Instituthavens Buske og Træer. Paa den Maade udfandt han den ene mærkelige Lov efter den anden.  Han godtgjorde, at et Menneskes Højde langtfra altid er den samme; men at vi til Tider retter os ud, til andre synker sammen, og at Børn til de samme Tider henholdsvis vokser stærkt, staar i Stampe eller endog aftager i Højde. Han fandt, at disse Udretningsperioder foraarsages ved varierende Indflydelser af Himmellegemerne (Perioder i Solens Varme og Maanens forskellige Stillinger til Jorden). Inden sin Død i 1890 naaede han kun at faa offentliggjort ”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme”, hvorimod han ikke fik behandlet Maaneperioderne[6]. Det var Manglen af det fornødne Beregnerpersonale, der hindrede ham i at slutte Værket. Efter Malling-Hansens Død blev Forsøgsresultaterne – nogle mægtige Manuskriptbunker – nedlagt i to Kasser og gemt paa Døvstumme-Institutets Loft. Instituts senere Forstander Pastor Fr. Heiberg[7] meddelte for nogle Aar siden, at ”en Gennemgang af de i Kasserne opbevarede Papirer vistnok aldrig har fundet Sted”. Feilberg udtalte Gang paa Gang sin Forundring over, at ingen spurgte efter denne første energiske Selvlivs-Bestræbelse  i Retning af livsanvendt Naturvidenskab i Danmark. Der var virkelig ingen der spurgte. Dansk Videnskab ofrer Hundreder Tusinder paa Udgivelse af gamle Sundtoldregnskaber, medens en Videnskabsgren som Psyko-Fysik[8] maa gaa for Lud og koldt Vand. Det var først efter uhyre Kampe, at universitetets Psyko-Fysikere fik et Rum overladt i Metropolitanskolens Kælder; det kostede endnu større Kampe, da man fordrevet af Fugtigheden søgte nye Lokaler og til sidst blev indkvarteret paa H.C. Ørsteds gamle Tørreloft i Studiestræde. Feilberg drømte hele Livet om et virkelig livsøkonomisk Forsøgslaboratorium. Den Drøm gik ikke i Opfyldelse for ham, men han reddede Malling-Hansens Forsøgsresultater fra Undergang, idet han gennem Broderen, Kaptajnen, fik Kasserne overgivet til Krigsministeriet og anbragt i dettes Arkiv. Der henstaar de endnu[9].

Af denne mærkelige Mand lærte Feilberg at stole paa sig selv, at se sig selv og ikke lade sig imponere af fremmed Lærdom[10]. Det personlige Samkvem med Malling-Hansen gav ham Mod til at gaa i Lag med den Opgave, der skulle fylde hans Liv: at skabe et nyt Grundlag for Aandsdannelsen ved Anvendelse af Fysikens Love paa Aandslivets Omraade, hvilket var den ubønhørlige Konsekvens af Udviklingslæren[11] og Materialismen[12].

 Han, Præstesønnen, veg fra nu af ikke tilbage fra det, der vilde skræmme mangen anden, at koble det sjælelige og det fysiske sammen. Han blev renlivet Monist[13] – i sin Tankegang blev han saa radikal som nogen Materialist.

Vi ser nu for os det Grundlag, hvorpaa Feilberg opkonstruerede sit System:

Ved Studiet af Ørsted lærte han, at man skal lade Tingene tale til sig og tale for dem selv.

Ved Selv-Iagttagelse vidste han, at der var Forskel paa Værdi – nu og da kunde han mærke rigere og mere positive Indtryk (han kaldte denne Tilstand Mulighedsværdi i Modsætning til den sædvanlige Flidsværdi).

Ved Synet af Samfundets Uro og Kamp fik han Afsky for ”Meningeri”. Han fastslog, at hvad det gjaldt om, var at finde en aandelig Værdi-Maalestok af absolut uomstødelig Gyldighed.

Af Malling-Hansen lærte han at gaa praktisk til Værks – at blive Praktiker, en Betegnelse han siden stadig anvender paa sig selv.

Hjemme i hans Skuffer laa hundreder af Iagttagelser, der alle pegede i den samme Retning: Mennesket er en Arbejdsmaskine, Livet en Vitaldamp. Menneskets Opgave er den samme som enhver anden Arbejdsmaskines, at modtage Energi, fortætte den og udføre den igen. Aandeligt Liv foregaar i Ligeløb (Mulighedsværdi) og Kredsning (Flidsværdi) i forskellige Fortætningsformer.

Hans Bøger ”Om størst Udbytte af Sjælsevner”, ”Ligeløb og Kredsning” og ”Om sjælelig Ringhed” behandler Ligeløbs- og Kredsningsfænomenet. I A.B.C.’en og i Samlerbrevene beskæftiger han sig særlig med Læren om Fortætning (Værdilæren).

Vi skal ikke behandle hans Værker i kronologisk Orden, men se hans System under et Hele, saaledes som han efterhaanden fik det udarbejdet og forbedret.

I 40 Aar syslede han dermed, kæmpede for at opnaa Klarhed. Vi vil betragte Resultaterne af dette Arbejde.

En Hundreaarsdag:

Den første Skrivemaskinens Opfinder havde mange Idéer

Av Forstander F. Bech

5. September er det 100 Aar siden Skrivekuglens Opfinder blev født. Forstander for Døvstummeinstitutet i Fredericia, F. BECH skriver om Manden med de mange Ideer.

UDE paa Garnisons Kirkegaard, til højre for og noget længere tilbage end Mindesmærket over Olaf Rye, er af ”Talende og døvstumme Venner” rejst en Gravsten i Bornholmsk Granit, med Medaillon af Ludv. Brandstrup, over Døvstummeforstanderen, Opfinderen og Biologen Hans Rasmus Malling Johan Hansen eller, som han selv skrev sig: R. Malling-Hansen. Medaillonen viser ham i hans kraftigste Alder, et Par Aar før en haardnakket Hjertelidelse slog ham ned. Hans Liv er som Indledningen til et Eventyr, i hvilket der ingenlunde manglede mørke Skygger, men hvor Genialitetens Lys stadig brød igennem, indtil det for bestandig slukkedes. Kun 55 Aar gammel, den 27. September 1890, segnede han om i Nyboder, paa Hjemvejen fra Frimurerlogen, hvor han som en af Ordenens mest fremstaaende Brødre havde haft Ordet.

Article from ’Folketidende’ (probably ’Lolland-Falsters Folketidende’)March 10, 1928.

”The constrained conditions and skepticism of a tiny country, the cramped space here, the sensation of sitting in a small cove while the great waves are thundering outside, weighed this man down” . This is what “Illustreret Tidende” wrote at the death of Rasmus Malling in 1890.

The journal was probably correct; and yet he achieved so much. He died – only 55 years old – principal and priest of the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen, he invented the typewriter and the tachygraph and stood as an outstanding biologist.

Like so many others he started out confidently, and in his vivid imagination saw all obstacles already moved away, but time passed and he got to know the thorny road to honor. In his mind he already saw the statue erected, but yet he achieved only a torso. He frequently met indifference where he had hoped to find warmth, and reticence where he had hoped to meet full support.

Rasmus Malling Hansen hailed from humble people. He was born 1835 at Havlykke, where his father , Johan Frederik Hansen was a school teacher, but the boy was barely four years old when his father died, and he was then adopted into the house of the peculiarly cultured and able-minded man Rasmus Malling, at the time a school teacher at Hunseby.

Here for the first time, he met impressions of the greater world outside, and this stirred his interest in studying. However at first it was not successful. Money was scarce, and hence he was placed in apprenticeship with a house painter in the town of Maribo, where he was also confirmed. However, here he met the destiny of his life in the shape of the Count of Knuthenborg, who had heard about the talented son of the school teacher and gave him the necessary financial support to enable him to enter the college of Jonstrup, where he spent three years, which he always referred to with the utmost joy. In 1854 he graduated with excellent marks and then – still sponsored by the count – went to Copenhagen where he took the General Certificate with the highest distinction four years later. He now intended to study Theology and also started his studies, but before graduating he was appointed teacher of the institute for the deaf-mutes in Copenhagen, and here he found a task that captured his interest, yes indeed became the calling of his life.

In the meantime, in the tumultuous years before the war in 1864, the Government wanted a good Danish man as the principal of the institute for the deaf-mutes in Schleswig and the lot fell on Malling, who took over the job in 1862. However, war and the German powers soon drove him away. Already in 1864 he returned and resumed his theological studies. The following year he graduated and simultaneously was appointed principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen.

The general public knows practically nothing about Malling Hansen’s merits within the education for the deaf-mutes in Denmark. Thanks to him the Keller Institutions were adopted as an element in the education of the deaf-mutes in this country. The speech method was introduced, the new institute for the deaf-mute in Fredericia was established, and the old incomplete sign language was substituted by the hand alphabet at the institute in Copenhagen.

When it is stated in a commission report from 1889 that all institutes for the deaf-mutes in Denmark have been integrated into a system, within which each and every single deaf-mute person is referred to a particular institution, where the teaching corresponds with the degree of his particular physical disability and mental capacity, and that such a systematic regulation of the teaching of the deaf-mutes is still not found anywhere else than in Denmark, this excellent result is primarily due to Rasmus Malling.

All other sciences that absorbed his interest in reality were rooted in the plight of the deaf-mutes. For instance, we must mention that the scientific work “Periods in the Growth of Children and in Solar Heat” – famous all over Europe – has its origin in a practical and rather down-to-earth investigation into the most appropriate meal regulation for the institute. In this field – the investigation about children’s growth – he achieved in fact the highest honor possible. At a medical congress  in Copenhagen he – the teacher and priest of the deaf-mutes -  gave a lecture about periods in the growth of children’s growth, and the most distinguished  participants of the medical congress saluted him with unqualified applause. Likewise, at his demise he was characterized by the foreign press as one of the most important biological researchers.

At the institute he had observed that a finger speaker using the sign language of the deaf-mutes could reproduce up to 12 signs per second, while in ordinary speech we produce 20 phonetic signs – in lectures 15 – but we can only write down 4. This led him into ideas about the feasibility of achieving a reproduction of sound, legible to everyone, able to follow the speed of speech, and with great mechanic ingenuity he succeeded in 1865 to construct the so called writing ball, named after its semi-spherical piston piece, into which were assembled all the letters and signs needed by the typing hand.

In 1870 he got a 15 year patent for its production; it was awarded prizes in Copenhagen in 1872 and in 1873 in Vienna, mentioned in German, Danish and British papers, and the English and Austrian patents were sold. Orders came in from Russia and Italy, in reality he was turning into one of the famous sons of the country.

Unfortunately the inventor did not have his mind set to produce the machine industrially, and of course the first model also had a number of flaws. However, this in no way disheartened him. As long as into (?) the 80’ies he continued working with improvements of the machine, and he really did succeed – with remarkable ingenuity – to develop the device into such a shape and function that it really did perform its task. And nevertheless, when his name in our time – not yet 40 years after his death – has been partially forgotten, it is only because he lacked the necessary capital to tackle the American competitors.

Of course, one must not be led to believe, that there were no other people working with the construction of such typewriters. In the beginning, however, the intention was merely to produce a means for blind people to communicate in writing as easily as possible (one such machine had been produced already in 1838). But Malling-Hansen was the first one to produce a really functional, reliable speed writing machine. In 1868 an inventor in America took out a patent for a machine intended to do the same job as Malling-Hansen’s , but that it was not nearly as good as his can be deduced from the fact that the Danish inventor was offered a very substantial sum of money for his patent.

Finally we cannot end this account about Rasmus Malling without mentioning, that he was also the inventor of a new copying method. . The previously known methods were only able to produce from 2 to 12 identical copies, but with his method – the so called xerography – a couple of hundreds could be made, and it was at the time the simplest, quickest and cheapest copying method.

In 1924 a feud emerged  between professor Hannover and contemporary relatives of Rasmus Malling  about who was the inventor of the writing ball, the former claiming that the honor belonged to councilor J.U.Peters, former teacher in Flensburg. Without entering into the details of the strife, suffice it here to refer to Mrs Johanne Agerskov’s work ‘ Who Is the Inventor of the Writing-Ball?”, where she demonstrates very clearly that the honor belongs to her late father.

And – once more quoting the obituary of “Ilustreret Tidende” from 1890 – we are reminded that a small country ‘is not propitious for the development of ‘heroes’’, and that Malling Hansen is no exception from this rule. He is, and rightfully remains, one of the pioneers of science.

And first and foremost we must never forget that he was a father for the unfortunate children trusted to his care, and true humanitarian and a good man.

Arild S. Ebbe

English translation

by Jørgen Malling Christensen

Artikel fra Folketidende   (formentlig Lolland-Falsters Folketidende) den 10 marts 1928.

"Det lille lands små forhold og skepsis, den indskrænkede plads herhjemme, følelsen af at sidde inde i en lille vig, medens de store bølger går udenfor, tyngede denne mand." Således skrev Illustreret Tidende ved Rasmus Mallings død i 1890.

Den havde sikkert ret, og dog nåede han meget. Han døde - kun 55 år gammel - som forstander og præst  ved døvstummeinstituttet i København, han opfandt skrivemaskinen og takygrafen og stod som en meget fremragende biolog.

Som så mange andre begyndte han med frejdigt mod og så i sin livlige fantasi alle hindringer ryddet af vejen, men tiden gik, og han lærte ærens tornefulde vej at kende. Han så i tankerne statuen rejst, men nåede kun at frembringe en torso. Han mødte ofte ligegyldighed, hvor han havde håbet at finde varme, tilbageholdenhed hvor han havde ventet fuld tilslutning.

Rasmus Malling Hansen stammede fra småkårsfolk. Han blev født 1835 i Havlykke, hvor hans far, Joh. Fr. Hansen var lærer, men drengen var ikke mere end fire år, da faderen døde, og han kom så i huset hos den mærkelig dannede og dygtige mand Rasmus Malling, der var lærer i Hunseby.

Her mødte han første gang indtryk fra den store verden udenfor, og lysten til at lære noget vågnede i ham. Det lykkedes dog ikke i første omgang. Penge var det småt med hos den gode Rasmus Malling, og drengen kom derfor i malerlære i Maribo, da han var konfirmeret. Her mødte han imidlertid sit livs skæbne i skikkelse af Greven på Knuthenborg, der havde hørt den flinke skolelærersøn omtale og gav ham midler til at komme på Jonstrup Seminarium, hvor han tilbragte tre år, som han altid omtalte med største glæde. I 1854 blev han dimitteret med resultatet Udmærket duelig og tog så - stadig understøttet af Greven - til København, hvor han fik studentereksamen med første karakter fire år efter. Det var nu hans mening at studere teologi, og han begyndte også derpå, men før han fik eksamen blev han udnævnt til lærer ved Døvstummeinstituttet i København, og her fandt han en gerning, der interesserede ham levende, ja i virkeligheden blev hans livs mål.

Imidlertid ønskede man i de bevægede år, der gik ret forud for krigen i 1864, en god dansk mand som forstander for døvstummeinstituttet i Slesvig, og loddet faldt på Malling, der overtog embedet i 1862. Krigen og de tyske magthavere drev ham imidlertid hurtigt bort. Allerede 1864 kom han tilbage og optog sine teologiske studier. Året efter blev han kandidat og omtrent samtidig forstander for døvstummeinstituttet i København.

Den store offentlighed ved så godt som intet om Malling Hansens fortjeneste af døvstummesagen i Danmark. Takket være ham blev de kellerske anstalter allerede i 1867 optaget som led i døvstummeundervisningen herhjemme. Talemetoden blev indført, det ny døvstummeinstitut oprettet i Fredericia og det gamle ufuldkomne tegnsprog afløst af håndalfabetet på instituttet i København.

Når det i en kommissionsbetænkning af 1889 hedder, at alle landets døvstummeanstalter er indordnet som led i et system, indenfor hvilket enhver døvstum henvises til en særlig anstalt, hvor undervisningen er afpasset efter graden i hans legemlige fejl og hans åndelige standpunkt, og at en sådan systematisk ordning af døvstummeundervisningen endnu ikke findes andre steder end i Danmark, skyldes dette fortrinlige resultat i første række Rasmus Malling.

Alle andre interesser, hvoraf han blev grebet, havde i virkeligheden deres rod hos de døvstumme. Her skal f. eks. nævnes, at det videnskabelig og i hele Europa berømte værk Perioder i Børns Vækst og i Solens Varme har sin oprindelse i en praktisk og ganske prosaisk undersøgelse om det bedste spisereglement for instituttet. På dette område - undersøgelsen af børns vækst - nåede han forøvrigt den smukkeste anerkendelse, der kunde findes. På en lægekongres i København holdt han - de døvstummes lærer og præst - et foredrag om perioder i børns vækst, og alle lægekongressens ypperste hilste ham med udelt bifald, ligesom han ved sin død i udlandets  presse betegnes som en af biologiens betydeligt forskere.

Han havde på instituttet iagttaget, at en fingertaler i døvstummesproget kunde gengive 12 lydtegn i sekundet, gennemsnitlig udtaler man i almindelig tale 20 lydtegn - i foredrag 15 - men man kan kun nedskrive 4. Det førte ham til at tænke over muligheden af at kunne nå en for alle læselig gengivelse af lyden, der kunde følge talen, og med stor mekanisk snilde lykkedes det ham i 1865 at fremstille den såkaldte Skrivekugle,  det har sit navn af det halvkugleformede stempelstykke, i hvilke han samlede alle de typer, som den skrivende hånd anslå.

I 1870 fik han 15 års eneret på dens fremstilling; den blev prisbelønnet i København i 1872 og i 1873 i Wien, omtalt i tyske, danske og engelske blade, og det engelske og østrigske patent blev solgt. Der indløb bestillinger fra Rusland og Italien, han var i virkeligheden blevet en af landets berømte.

Desværre var opfinderen ikke indstillet på at fremstille maskinen fabriksmæssigt, og selvfølgelig var den første model også behæftet med mangler. Det betog ham dog ikke i mindste måde modet. Helt (?) til 80' erne beskæftigede han sig med forbedringer af maskinen, og det lykkedes ham virkelig med mærkelig genialitet tilsidst at give apparatet en sådan form, at det løste sin opgave. Og når hans navn ikke desto mindre i vore dage - ikke 40 år efter hans død - er tildels glemt, skyldes det udelukkende, at han manglede kapital til at tage kampen op med de amerikanske konkurrenter.

Man må jo nemlig ikke tro, at der ikke var andre, der beskæftigede sig med at fremstille sådanne skriveapparater. Til at begynde med tænkte man imidlertid kun på at fremstille et middel for blinde til så let som muligt at meddele sig skriftligt (et sådant apparat var fremstillet allerede 1838). Men Malling Hansen var den første, der fremstillede en virkelig brugbar hurtigskrivningsmaskine. I 1868 udtog en opfinder i Amerika patent på en maskine, der skulle løse samme opgave som Mallings, men at den ikke var nær så god fremstår deraf, at man tilbød den danske opfinder et meget betydeligt beløb for hans patent.

Endelig kan vi ikke slutte en omtale af Rasmus Malling uden at nævne, at han også står som opfinder af en ny kopieringsmetode. Ved de tidligere metoder havde man kun kunnet fremstille 2 til 12 ens eksemplarer, med hans - den såkaldte xerografi - kunne fremstilles et par hundrede, og den stod på det tidspunkt som den simpleste, hurtigste og billigste måde at skaffe sig mange ens eksemplarer på.

I 1924 opstod der en strid mellem professor Hannover og nulevende slægtninge af Rasmus Malling om, hvem der var skrivekuglens opfinder, idet førstnævnte hævdede, at æren tilfaldt kancelliråd J.U Peters, forhen lærer i Flensborg. Uden at komme nærmere ind på striden, skal her blot henvises til fru Johanne Agerskovs Skrift 'Hvem er skrivekuglens opfinder?', hvor hun viser meget klart, at æren tilkommer hendes afdøde fader.

Og for igen at citere Illustret Tidendes nekrolog fra 1890, kunne man minde om, at et lille land 'ikke er gunstigt for udvikling af 'heroer' og Malling Hansen danner ingen undtagelse herfra. En videnskabens pioner er det navn, der med rette tilkommer ham.

Og først og fremmest må vi aldrig glemme, at han var en fader for de ulykkelige børn, der betroedes til hans omsorg, en sand menneskeven og en god mand.

Arild S. Ebbe

Memorial article about Malling-Hansen on the occasion of the centenary of his birth, written by his son-in-law, F. Bech[1]

R Malling-Hansen

The teacher of deaf-mutes – inventor – biologist

1835   - September 5   - 1935

Probably very few of the present teachers for the deaf-mutes have known Malling-Hansen, but for those who have been lucky enough to have met him in the flesh, it will surely be welcome to see that “Nordisk Tidskrift” remembers him at the centenary of his birth; and for those who have not known him personally, I hope it will be a rewarding experience to learn about the special educationalist’s inventions – famous among scientists abroad – as well as about his biological studies who all had their point of departure in, and proceeded side by side with, his work for the cause of the deaf-mutes.

Malling-Hansen was a schoolteacher’s son, but lost his father already as a small boy. By means of financial assistance from an influential friend[2] he enrolled at the Jonstrup College[3] and graduated with distinction, after which he studied theology in Copenhagen and during his period of academic studies was employed as a teacher at the Royal Institute for the Deaf-Mutes in 1859.

At the time Denmark had one other institute for the deaf-mutes, namely the one in the town of Schleswig in the province by the same name, and since the Danish Government needed an education better reflecting Danish traditions, M-H was transferred to the Schleswig Institute  in 1862 and at the beginning of 1864 was promoted to be principal, merely 29 years old. However, due to the war events he was driven away from Schleswig in the same year, and reduced to the status of an ordinary teacher he returned to the capital city and resumed his studies.

However, already the following year he was given compensation and redress. For the principal of the Institute in Copenhagen, Professor Sören Heiberg, with whose daughter RMH had been engaged to be married, was called to be vicar on the island of Möen, and in his stead M-H was constituted and later, after having graduated from university that same year, received his royal appointment.

The going method at the Copenhagen Institute was hand alphabet and signs, but given that there were, parallel to the public institution, a large private institution, Professor Johan Keller’s school for defective speakers, and since this gave origin to a situation of competition – unpleasant for both parties – M-H in 1867 managed to organize it in such a way that all the ‘not properly deaf-mute’ children  were taken directly to the Keller Institution, while the ‘proper deaf-mute’ pupils were placed at the Royal Institute[4]. However, all proper deaf-mute pupils that in addition were mentally deficient were also referred to Prof Keller, who besides his school for the deaf-mutes had also established an institute for the mentally deficient.

Reading the report of the Institute to the Government in 1868 we find speech exercises among the subjects. Perhaps they were not given high priority – on average 6 hours per week in each class – but the institute had by including this acknowledged the justification of working against dumbness (inability to speak). In the years around 1870 M-H then tried with a class of 17 pupils to prove that a group of completely and proper deaf-mute could be taught successfully according to the speech method, and by the time of their confirmation in 1872 this class had achieved a level at which they could, quite skillfully, express themselves orally and lip-read their teacher’s mouth. However, the large number of pupils naturally did not lend itself to this type of teaching, and it was therefore decided in future to separate all pupils whose speech ability was poorly developed.

Support to the new regulation, thus already prepared, was to come from the then teacher at the Institute, Georg Jörgensen. Following a study tour abroad in 1874 to Germany and Switzerland he returned home, enthusiastic for the speech method, but contrary to what was taking place both at the Institute and with Keller he demanded all signs be banned from teaching. However, to implement this type of speech method at the old Institute with its deeply rooted sign language would be impossible, and although M-H was sympathetic to Jörgensen, he did feel that time was not ripe to establish a new institute.

However, in 1879 it appeared that the Institute in Copenhagen did not have capacity to accept more pupils. The M-H put forward a proposal for the establishment of a new institute in Jylland, to be based on pure speech methods. Government and parliament accepted the idea readily, and in 1881 the new government institute in Fredericia was ready for inauguration. Jörgensen was the obvious candidate for the post as principal, and Malling-Hansen was appointed assistant director. According to the Government decision henceforth all proper deaf-mute children were to be enrolled at the Fredericia institute for a one year test period. Following this, children not suitable for the speech method were to be transferred to Copenhagen, and the others were to remain in Fredericia. The expectation was that the two groups would be of equal size. However, after a few years the speech method covered 2/3 of proper deaf-mutes, and since at the time there were sufficient pupils, these were divided into a group A and a group B in accordance with their mental talents.

Prof Keller died suddenly from heart failure in 1884, and since it would be difficult for anybody else to take over the widely ramified organization Keller’s creative talents had generated, and which his organizing skills had kept together, his relatives and the Government ministry easily agreed to work towards a new regulation, whereby the entire institution for the deaf-mutes was to be taken over by Government, while the institutions for the mentally deficient remained a private enterprise with the eldest son, Dr Christian Keller, as principal. The Government set up a commission in 1888, already the following year presenting its report, drafted by Malling-Hansen, in which it proposed to establish a Government institution in Nyborg for the category of ‘not proper deaf-mute’ children. However, M-H were not to witness the inauguration of this institution in 1891, for he collapsed in the street the previous year, on September 27, just like Keller succumbing to heart failure, only 55 years old.

Albeit M-H certainly did make a great and meritorious contribution to the field of the education of deaf-mutes, this however is not what has brought him fame both at home and abroad – our field of work is too small for that. His fame must be attributed to his inventions and to his biological studies.

When teaching deaf-mutes he had experienced that while a person can only write 4 phonetic signs (letters) per second, a trained finger speaker can produce 12 signs at the same time. This led him to the idea whether it would be possible by means of finger movements on a machine to create an easily legible writing, capable of following oral speech, sound by sound. By means of testing the oral speed of speakers in parliament he had further recorded that the speed varied between 10 and 12 sounds per second, in other words quite similar to the finger speed. He then started to construct his typewriter. It consisted of a semi -sphere (hence the name ‘writing ball’), into which were inserted steel pistons or bars with keys of the letters of the alphabet on top. Below the steel pistons the paper was placed on a cylinder plate, which was pushed forward one notch – moved by electricity and by an electromagnet – each time one of the key bars was pressed down. The world’s first typewriter was hereby invented, and in 1870 M-H got his machine patented.

Naturally the writing ball in its first version, constructed by a man who was self-made in the field of poly-technology, had some essential flaws. It weighed 75 kg and cost 1200 kroner, and its electrical connection was not entirely reliable. However, unhesitatingly M-H abandoned electricity and constructed a new machine, in which the cylinder was replaced by a so-called carriage, mechanically moved by pressing down the key bars, and both weight and price were reduced (eventually down to 5 kg and 150 kroner).

In this shape it was shown at the exhibitions in Copenhagen in 1872 and in Vienna in 1873, where it was honored with the highest distinction, and finally in Paris in 1878, where M-H. was awarded the gold medal.

However, approximately at around the same time the American Sholes had finished his machine; it was described in “Scientific American” 1872, and the following year the Remington factory issued its first copies. This meant that the Danish writing ball was in effect already beaten, because in spite of the Government and some private beneficiaries having supported, and being willing to continue, M-H’s invention, in the face of a competing mass production the Danish sponsorship was like a drop in the ocean in relation to the American capital.

Still M-H continued almost until his death to improve on his invention, and also at the Exhibition in Copenhagen in 1888 the writing ball was awarded the highest distinction, but the fact of the matter was already then that it had been surpassed by various American systems.

Hence, the result of this invention was only disappointment and loss, and it was in similar fashion with another smaller invention, the xerography or dry printing which enabled the inventor to make until 100 copies of the original writing ball text, using waxed paper. This technique was surpassed by hectographing.

However, Malling-Hansen was an unfailing optimist, and his continuously enquiring spirit always generated materials for new studies and inventions. The introduction of a new meal regulation at the Institute for the Deaf-Mutes caused him to start daily weighing of the pupils, and in the course of the analysis of the numerical results emerging, with his intuitive view he realized such perspectives that the whole thing was soon put into systematic order: Daily weighing 4 times and simultaneous measuring of the children’s height, and subsequently he also measured the thickness and height of the trees in the institute garden. The result of this research, running for four years, rendered the following remarkable information: A boy aged 9-15 years does not increase his weight gradually and at the same rate each day, week or month of the year, rather in the course of a year there are different periods: A maximum period (August – December); a medium period (December-April); and a minimum period in terms of weight gain (April – July). In the maximum period the weight gain is 3 times as  much as in the medium period, and whatever is gained in the latter is lost in the minimum period. However, in reverse order the big increase in height takes place in the minimum period for the weight gain etc. And concerning the trees M-H found at the same time that the relationship between their gain in breadth and height was closely coinciding with the children’s increase in weight and height in the same period. At an international medical congress in Copenhagen in 1884 M-H presented a report on his research and findings and was met with much attention and lively applause. The results were also published in books before and after the congress, mainly in German language.

But M-H proceeded even further with his investigations. He searched information from, many different locations about oscillations in terms of humidity, atmospheric pressure, ozone concentration and magnetism, among other factors, in order to find, if possible, this unknown Factor X that was the root cause of it all and which he called “growth energy” and connected with solar radiation. However, death put an end also to these research activities, research for future continuation, about which Dr Nylén, Stockholm, gave a lecture in 1930 in Copenhagen. In his lecture he quotes the Biologist Ludvig Feilberg[5], who in his work “Om sjælelig Ringhed” (Translation uncertain: ‘Concerning Inferiority of the Soul’?/JMC) writes: “By the discontinuation of Malling-Hansen’s work we have lost threads that may be very difficult to pick up again”, but he does add his own comment: “Perhaps these words may seem true considering that 40 years have now passed since M-H closed his eyes for ever - - -. However, the rich impulses left by the brilliant principal head of the Institute for the Deaf-Mutes have inspired us. The thread has not been lost, rather it continues to be spinning.”

F. Bech

Mindeartikel om Malling-Hansen i anledning af 100-året for hans fødsel. Skrevet af hans svigersøn, F. Bech. [1]

R Malling-Hansen

Dövstummelæreren - Opfinderen - Biologen

1835 - 5 september - 1935

Der er næppe ret mange af den nulevende Dövstummelærerstand, der har kendt Malling-Hansen, men for dem, der har haft det Held at möde ham i Livet, vil det sikkert være kært, at "Nordisk Tidskrift" mindes ham i Hundredeaaret for hans Fødsel, og for dem, der ikke har kendt ham, haaber jeg, det vil være noget af en Oplevelse at höre om den blandt udenlandske Videnskabs-mænd berömte Dövstummepædagogs Opfindelser og biologiske Studier, der alle havde deres Udgangspunkt i og gik Side om Side med hans Arbejde for Dövstummesagen.

Malling-Hansen var Lærersön, men mistede allerede som lille Dreng sin Far, kom ved en formaaende Vens[2] Hjælp paa Jonstrup Seminarium[3] og bestod Lærereksamen med Udmærkelse, tog derefter til Köbenhavn for at studere Teologi og blev i studietiden ansat som Lærer ved det derværende kgl. Dövstummeinstitut 1859.

Dengang havde Danmark endnu en offentlig Dövstummeanstalt, i byen Slesvig i Provinsen af samme Navn, og da den danske Regering, under Kampen dernede mellem Tysk og Dansk, önskede en mere danskpræget Undervisning, forflyttedes M-H 1862 til Slesviginstituttet og avancerede i Begyndelsen af 1864 til Forstander, kun 29 Aar gammel. Ved Krigsbegivenhederne blev han imidlertid samme Aar fordrevet fra Slesvig, og reduceret til almindelig Lærer vendte han tilbage til Hovedstaden og genoptog sine Studier.

Allerede det følgende Aar gav ham dog oprejsning. Forstanderen for Instituttet i Köbenhavn, Prof. Sören Heiberg, med hvis Datter M-H var blevet forlovet, modtog nemlig 1865 Kald som Sognepræst paa Möen[4], og i hans Sted konstitueredes M-H og erholdt senere efter bestaaet Embedseksamen s.A. [5], kgl. Udnævnelse.

Metoden paa Instituttet i Köbenhavn var dengang Haandalfabetet og Tegn, men da der ved Siden af Statsanstalten trivedes en stor Privatanstalt, Prof. Joh. Kellers Taleskole, og der som Fölge heraf opstod en for begge Parter ubehaglig Konkurrence, fik M-H 1867 Forholdet ordnet saaledes, at alle de uegentlig dövstumme Börn indkaldtes direkte til den Kellerske Anstalt, de egentlige til Instituttet[6]. Dog henvistes ogsaa alle de aandsvage og meget svagt begavede egentlige Dövstumme til Prof. Keller, der jo ved siden af sin Dövstummeskole havde skabt en Aandssvageanstalt.

Naar man nu læser Indberetningen fra 1868 fra Instituttet i Köbenhavn til Ministeriet, vil man blandt Undervisningsfagene ogsaa finde Taleövelser. De dreves vel ikke i noget stort Omfang, gennem-snitlig 6 Timer ugentlig i hver Klasse, men Instituttet havde dog herved anerkendt Rigtigheden med at arbejde hen til Hævningen af Stumheden. I Aarene omkring 1870 sögte M-H derefter med en Klasse paa 17 Elever at före Bevis for, at en Samling lutter egentlige dövstumme med Held kunde undervises efter Talemetoden, og ved Konfirmationen 1872 var samme Klasse naaet til med ganske stor Færdighed at kunne udtrykke sig mundtlig og aflæse fra Lærerens Mund. Men det store Elevtal havde naturligvis ikke været fremmende for denne Undervisning, og det besluttedes derfor i Fremtiden at udskille alle Elever, hvis Taleevne ikke var særlig udviklet.

Stödet til den nye Ordning, som saaledes var forberedt, kom daværende Lærer ved Instituttet, cand. phil. Georg Jörgensen til at give. Efter en Udenlandsrejse 1874 til Tyskland og Svejts kom han hjem, fyldt af Begejstring for Talemetoden, idet han dog, i Modsætning til hvad der fandt Sted baade paa Instituttet og hos Keller, forlangte alle Tegn fortrængte fra Undervisningen. At sætte denne Form for Talemetode igennem paa det gamle Institut med dets indgroede Tegnsprog vilde imidlertid være en Umulighed, og skönt M-H stillede sig forstaaende over for Jörgensen, mente han dog, at Tidspunktet til Oprettelsen af et nyt Institut ikke var inde.

I Aaret 1879 viste det sig imidlertid, at Instituttet i Köbenhavn ikke var i Stand til at optage flere Elever. Saa fremkom M-H med Forslag til Oprettelse af et nyt Institut i Jylland, grundet paa den rene Talemetode. Det fandt velvillig Modtagelse hos Regering og Rigsdag, og i 1881 stod det nye Statsinstitut i Fredericia færdigt til at tages i Brug. Jörgensen var selvskreven som Forstander, og Malling-Hansen blev Underdirektör. Efter Ministeriets Bestemmelse skulde herefter alle egentlig dövstumme Börn indkaldes til Fredericia og underkastes en eetaarig Pröve. Efter denne skulde de Börn, der ikke egnede sig til Talemetoden, overföres til Köbenhavn. Resten forblive i Fredericia. Man formente, at en Deling i to lige store Dele vilde blive det normale. Efter nogle Aars Forlöb udvidedes Taleundervisningen imidlertid til at omfatte 2/3 af de egentlig Dövstumme, og da der paa den Tid var Elever nok, deltes disse efter Begavelsen i en A- og B-Afdeling.

Prof. Keller afgik pludselig ved Døden 1884, ramt af et Hjerteslag, og da det vilde være vanskeligt for en anden at overtage den vidtforgrenede Virksomhed, Kellers skabende evner havde frembragt, og hans organisatoriske Dygtighed holdt sammen paa, blev hans efterladte og Ministeriet let enige om at stræbe hen mod en ny Ordning, ved hvilken hele Dövstummeafdelingen skulde overgaa til Staten, medens Aandssvageanstalterne bibeholdtes som en selvejende Institution, med Professorens ældste Sön, Dr. Chr. Keller som Leder. Der blev nedsat en Kommission 1888, som allerede næste Aar afgav en Betænkning, affattet af Malling-Hansen, hvori der foresloges at bygge en Statsanstalt for de uegentlig dövstumme Börn i Nyborg. Dennes Aabning 1891 kom M-H dog ikk til at opleve, idet han den 27. September Aaret i Forvejen styrtede om paa Gaden, ramt ligesom Keller af Hjerteslag, kun 55 Aar gammel.

Skönt M-H saaledes ogsaa paa Dövstummevæsenets Omraade har udfört et stort og fortjenstfuldt Arbejde, er det dog ikke det, der har bragt hans Navn til at lyde baade hjemme og i Udlandet, dertil er vort Fag for lille. Hans Berömmelse maa tilskrives hans Opfindelser og hans biologiske Studier.

Han havde under sin Gerning erfaret, at medens man kun kan skrive 4 Lydtegn (bogstaver) i Sekundet, kan man, ved övelse, i Fingersproget naa til at frembringe 12 i samme Tid. Herved var han kommet til at tænke paa, om man ikke ved Fingerbevægelser paa en Maskine kunde skabe en tydelig Skrift, der kunde fölge Talen Lyd for Lyd. Han havde desuden i Rigsdagen gjort sine Studier over Talehurtigheden og konstateret, at denne repræsenterede 10-12 Lyde i Sekundet, altsaa nogenlunde svarende til Fingerhastigheden. Derefter tog han fat paa konstruktionen af sin Skrivemaskine. Den bestod af en Halvkugle (deraf Navnet Skrivekugle), i hvilken Staalstilke med Bogstavknapper i Enden var stukket igennem. Under Staalstilkene var Papiret anbragt over en Cylinderplade, der ved en elektrisk Ström og en Elektromagnet skubbedes et lille Stykke frem, hver gang en af Tasterne trykkedes ned. Den förste Skrivemaskine i Verden var dermed opfundet, og 1870 fik M-H Eneret paa sit Apparat.

Naturligvis havde Skrivekuglen i sin förste Skikkelse som konstrueret af en paa Polyteknikkens Område selfmade Mand sine væsentlige Mangler. Den vejede 75 kg og kostede 1200 Kr, og dens elektriske forbindelse var ikke helt driftsikker. Men resolut forlod M-H Elektriciteten og konstruerede en ny Maskine, hvor Cylinderen var aflöst af en saakaldt Vogn, der bevægedes paa mekanisk Vis ved Anslag paa Tasterne, og baade Pris og Vægt reduceredes (bragtes endog til sidst ned til resp. 150 Kr. og 5 kg.

I denne Skikkelse fremstilledes den paa Udstillingerne i Köbenhavn i 1872 og i Wien i 1873, hvor den hædredes med höjeste Udmærkelse, og endelig i Paris i 1878, hvor M-H. erholdt Guldmedaille.

Men omtrent samtidig havde Amerikaneren Sholes sin Maskine færdig, den stod beskrevet i "Scientific American" 1872, og næste Aar udsendte Remingtonfabrikken sine förste Eksemplarer af den. Hermed var den danske Skrivekugle saa at sige straks slaaet ud, thi vel havde baade Stat og Privatmænd stöttet og vilde vedblivende stötte M-H's Opfindelse, men her, hvor der var Tale om Massefabrikation, var den danske Hjælp som en Draabe i Havet over for den amerikanske Kapital.

Alligevel vedblev M-H omtrent lige til sin Död at beskæftige sig med Forbedringer af sin Opfindelse, og ogsaa paa Udstillingen i Köbenhavn 1888 fik Skrivekuglen höjeste Udmærkelse, men Sandheden var allerede dengang, at den var overflöjet af forskellige amerikanske Systemer.

 Resultatet af denne Opfindelse blev altsaa kun Skuffelse og Tab, og paa lignende Maade gik det med en anden mindre Opfindelse, Xerografien eller Törtrykket, der havde sat Opfinderen i Stand til ved Hjælp af Vokspapir at tage indtil 100 Kopier af den originale Kugleskrift. Den blev overflöjet af Hektografien.

Men Malling-Hansen var en födt Lysseer, og hans ustandseligt  sögende Aand fandt altid Stof til nye Studier og Opfindelser. Indförelsen af et nyt Bespisningsreglement paa Dövstummeinstituttet gav Anledning til daglige Vejninger af Eleverne, og under Behandlingen af de Tal, der fremkom, fremstillede der sig for hans intuitive Blik saadanne Perspektiver, at det hele blev sat i System: daglig Vejning 4 gange og samtidig Maaling af Börnenes Höjde, senere tillige Tykkelsen og Höjden af Træerne i Instituttets Have. Resultatet af denne gennem 4 Aar fortsatte Undersögelse gav fölgende opsigtsvækkende Oplysninger: En 9-15 aarig Drengs Vægtforögelse sker ikke gradvis gennem Aarets Dage, Uger og Maaneder, tværtimod viser et gennemlevet Aar forskellige Perioder: En Maximums- (August-December), en Mellem- (December-April) og en Minimumsperiode (April-Juli). I Maximumsperioden er Vægtforögelsen 3 Gange saa stor som i Mellemperioden, og hvad der vindes i denne, tabes i Minimumsperioden. Omvendt sker den store Forögelse i Höjdevæksten i Vægtperiodernes Minimumsperiode o.s.v. Og hvad Træerne angaar, kunde M-H samtidig konstatere, at Forholdet mellem disses Tilvækst i Tykkelse og Höjde paa det nærmeste stemmede med Börnenes Tiltagende i Vægt og Höjde paa samme Tid. Paa en international Lægekongres i Köbenhavn i 1884 gav M.H. under stor Opmærksomhed og levende Bifald en Redegörelse for sine Studier og Opfindelser, der dels för, dels efter Kongressen fremkom i Bogform, væsentlig paa Tysk.

Men M-H gik endnu videre i sine Undersögelser. Han sögte allevegnefra Efterretning om tilsvarende Svingninger i Luftens Fugtighed, Lufttrykket, Luftens Ozonindhold og Magnetisme m.m. for om muligt at finde dette X, der var Aarsag i det altsammen, og som han kaldte Vækstenergien og selv satte i forbindelse med Sollyset. Men ogsaa for disse hans Forskninger satte Döden Punktum, Forskning til senere Videreförelser, hvorom Dr. Gustav Nylén, Stockholm, senest 1930 holdt Foredrag i Köbenhavn. I dette Foredrag citerer han Biologen Ludv. Feilberg[7], der i sin bog om sjælelig Ringhed skriver: "Der er ved Standsningen af Malling-Hansens Arbejde tabt Traade, som det maaske vil falde vanskeligt at faa op paany", men tilföjer for egen Regning: "Maaske kan disse Ord synes sande ved Tanken paa, at det nu er 40 år siden, at M-H for stedse lukkede sine Øjne - - -. Men de rige Impulser, Dövstummeinstituttets engang saa geniale Chef har givet os, har inspireret os. Et Problems Lösning har medfört et nyt Problem. Traaden er ikke tabt, den spindes videre."

F. Bech

Af Jørgen Malling Christensen.

Dansk Biografisk Leksikons første udgaves artikel, cirka 1892, om Rasmus Malling-Hansen blev skrevet af industrihistorikeren Camillus Nyrup. Nyrup kendte Malling-Hansen personligt og skrev en aldeles udmærket artikel til den første udgave af DBL. Men naturligt nok var der 30-40 år senere, til anden udgave 1932-44, behov for en ny udgave artiklen om RMH, og denne gang blev artiklen omarbejdet og udvidet af døvstummelæreren Anders Hansen, 1867-1953, som var forstander for det af Malling-Hansen planlagte døvstummeinstitut i Nyborg i perioden 1909-1937. Det indebærer, at Anders Hansen sandsynligvis var en god arvtager efter Nyrup: Hansen levede og arbejdede samtidig som Malling-Hansen og i generationen efter; han var kun den anden forstander for instituttet i Nyborg (den første var Georg Forchhammar,1861-1938, forstander frem til 1909, da han blev overflyttet til instituttet i Fredericia-instituttet), og Anders Hansen har uden tvivl kendt og arbejdet sammen med mange mennesker som kendte Malling-Hansen. Anders Hansen var en erfaren døvstummepædagog  og mangeårig forstander, og vi må antage at hans vidnesbyrd er troværdigt. Vi har mange fotografier af Anders Hansen fra en publikation: ”Den kongelige Døvstummeskole i Nyborg 1891 -1991”, udgivet af Nyborgskolen og Døvehistorisk Selskab i 1992.[1]

Anders Hansens tekst om Rasmus Malling-Hansen i anden udgave af DBL i sin helhed:

Malling Hansen, Hans Rasmus Johan (ved Daaben Hansen, Hans Rasmus Malling Johan), 1845-90, Døvstummelærer og Opfinder.  F. 5. Sept. 1835 i Hunseby, d. 27. Sept. 1890 i Kbh. (Jac), begr. sst (Garn.). Forældre: senere Skolelærer i Havlykke Johan Frederik Hansen (1810-39) og Juliane Marie Cathrine Matzen (1809-85). Gift I˚ 8.Sept. 1865 i Keldby med Cathrine Georgia Heiberg, f. 27.Okt. 1841 i Kbh. (Trin.), d. 3.Okt. 1876 sst. (Garn.), D. af Forstander for Døvstummeinstituttet S.J.H. (s.d.) og I. Hustru.  2˚ 19.Nov. 1880 i Kbh. (Matth.) med Anna Cathrina Maria Steenstrup, f. 9. Nov. 1842 i Kbh. (Frue), d. 11.Maj 1897 sst., D. af Auditør, senere Byfoged i Frederikshavn Michael Vogelius S. (1809-55) og Abelone Antoinette Lyngbye (1814-1906).

         Efter Faderens tidlige Død kom M.H. i Huset hos Skolelærer Rasmus Malling i Hunseby, og efter sin Konfirmation blev han sat i Malerlære i Maribo. Den daværende Grev Knuth til Knuthenborg tog sig her af den opvakte Dreng.  Ved Grevens Hjælp kom han paa Jonstrup Seminarium, og efter et treaarigt Ophold her tog han 1854 Eksamen.  Han var nu en kort Tid Hjælpelærer paa Lolland, men blev  -  atter ved Grev Knuths Hjælp -  , sat i Stand til at studere.  1858 blev han Student og blev nu i Begyndelsen af 1859 Lærer ved Det kgl. Døvstummeinstitut i Kbh., hvor han fandt en Virksomhed, der interesserede ham.  Han opgav dog denne Stilling for at kunne læse til teologisk Eksamen, men Studierne blev hurtigt afbrudt.  Man[2] ønskede en dansk Mand ansat ved Døvstummeinstituttet i Slesvig, og 1862 blev H. da Lærer ved dette Institut og i Begyndelsen af 1864 Forstander for det.  Men Krigsbegivenhederne fortrængte ham. Han vendte tilbage til Studierne i Kbh. og tog 1865 teologisk Eksamen efter kort forinden at være blevet konstitueret som Forstander for Kbh.s Døvstummeinstitut; endelig Udnævnelse som Forstander og Præst ved det fik han i Sept.s.A.  Med Iver og Interesse arbejdede han nu i denne Gerning, og snart havde han et væsentligt Resultat at opvise.  Efter Indstilling fra Instituttet og fra Johan Kellers private Døvstummeskole resolverede Ministeriet 1867, at der fremtidig skulde ske en Sondring mellem de til Undervisning indkaldte døvstumme Børn, saaledes at de egentlige døvstumme skulde oplæres paa Instituttet, medens de uegentlige og aandssløve døvstumme henvistes til de Kellerske Anstalter  -  den saakaldte Danske Deling.  Herved var der vundet et vigtigt rationelt Grundlag for Undervisningen, der for de uegentlige døvstummes Vedkommende nu helt grundlagdes paa Talemetoden, medens Tegnmetoden bibeholdtes paa Døvstummeinstituttet som dettes væsentlige Undervisningsmaade.  Dette Skridt var imidlertid kun en Begyndelse.  Da Instituttet i Kbh. ikke kunde afgive Plads til alle Danmarks egentlige døvstumme, fremkom der fra M.H.s egen Haand 1879 et Forslag om Oprettelse af et Døvstummeinstitut i Jylland for egentlige døvstumme, hvor Undervisningen udelukkende skulde ske efter Talemetoden, og ved hans energiske Optræden blev Døvstummeinstituttet i Fredericia oprettet 1881 med Georg Jørgensen som Forstander.  Talemetodens sejrrige Fremtrængen her i Landet er i væsentlig Grad blevet støttet af M.H.

   1868 havde han besøgt en stor Del af Udlandets Døvstummeinstitutter og set Talemetodens gode Resultater[3].  1872 var han en af Lederne ved et Møde i Kbh. af de nordiske Abnormskolers Lærere, og han var et virksomt og indflydelsesrigt Medlem af en 1888 nedsat Kommission, der bl.a. foreslog, at Staten skulde overtage den Kellerske Anstalt og overføre den til Nyborg, hvilket førte til Loven af 11. April 1890, hvorefter den kgl. Døvstummeskole for uegentlige døvstumme aabnedes 1891 med Georg Forchhammar som Forstander.

         Hans Interesser begrænsedes ikke udelukkende til hans Forstandergerning. Hans Opfinderbegavelse kunde ikke nøjes dermed. Da han saaledes havde udregnet, at man gennemsnitlig udtaler tyve Lydtegn i Sekundet, men kun kan nedskrive fire, medens en Fingertaler i Døvstummesproget kan gengive tolv, førtes han til at tænke over Muligheden af at kunne naa en for alle læselig Gengivelse af Lydtegn, der kan følge Talen.  Med mekanisk Snilde fremstillede han nu den saakaldte Skrivekugle, der har sit Navn af det halvkugleformede Stempelstykke, i hvilket han samlede alle de Typer, som den skrivendes Haand skal anslaa.  Og med Udholdenhed fuldkommengjorde han efterhaanden dette Apparat, til det virkelig løste Opgaven, hvad der anerkendtes paa flere Udstillinger.  Han syslede med Skrivekuglen til ind i 80’erne, men trods betydelige understøttelser, bl.a. fra Staten, lykkedes det ikke at faa den fremstillet ad fabriksmæssig Vej paa en saadan Maade, at den kunde optage Kampen med de lettere haandterlige og bedre amerikanske Maskiner.

         Indførelsen af et nyt Bespisningsreglement paa Døvstummeinstituttet 1877 fik M.H. til at begynde nogle daglige Vejninger og Maalinger af Instituttets Elever, og de førte ham ind i omfattende Studier.  Han blev ikke staaende ved at veje og maale nogle enkelte Børn til spredte Tider, men indførte daglige Massevejninger Aar igennem og paaviste herved, at der er bestemte Perioder i Børns Højde- og Tykkelsevækst, uafhængige af deres Ernæring og Beskæftigelse.  Hans Studier fik ikke alene Betydning for Fysiologien, men ogsaa for Meteorologi og Astronomi.  Gennem er Række skarpsindige og geniale Undersøgelser vilde han paavise, at Perioderne i Børnenes Vækst og Vægt skyldes kosmisk Indvirkning, ja at alle organiske Funktioner paa Jorden er uafbrudte og samstemmende Intensitetssvingninger, til hvilke Impulserne udgaar fra Solen, idet de kommer i eller med dens Varmestraaler.  Han udgav forskellige Skrifter herom, som han betegnende nok nummererede som ”Fragmenter”;  det var ”Udsigtspunkter over store og rige Strækninger”, der yderligere skulde bearbejdes.  Men hvor meget der end her kan være, som Fremtiden nærmere skal belyse, og hvor beskedent han end selv saa paa sine Resultar, vakte de Opsigt rundt om i Europa.

   -  R. 1890.  F.M.G. 1872.  – Portrætteret paa Gruppebillede af Malthe Engelsted (Familieeje).  Buste af L. Brandstrup (Døvstummeforeningen af 18. Nov. 1866). Bronzerelief paa Gravstenen af samme.  Træsnit 1882 efter Fotografi og 1886 fra C. Poulsen.

G. F. Heiberg: Slægten Heiberg, 1907, S.170 f.   Nord. Tidsskr. f. Blinde-, Døvst.- og Idiotskolen 1872. Tidskr. f. Döfstumskolan, II, 1881, Nr. 4-5; XI, 1890, Nr 6. Ill. Tid. 30.Okt. 1870, 8 Dec 1872 og 16.Jan. 1876. Johs. Jørgensen i: Det kgl. Døvstumme-Institut, 1907. Helge Holst: Opfindernes Liv, I, 1914. V.Larsen: Det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia, 1930. Gabelsberger-stenografen, XIV, 1924, Nr. 2. Johanne Agerskov: Hvem er Skrivekuglens Opfinder, 1925. Jonstrupbogen, VI, 1928. Tidsskr. for dansk Skolehygiejne, XIX, 1931, Nr. 1. C. Nyrop  (A. Hansen).

Anders Hansen var døvstummelærer og forstander. Han blev født 1867 og døde 1953. Anders Hansen var forstander for Nyborg-skolen fra 1909 til 1937. Vi har ikke så mange oplysninger om Anders Hansen, men derimod har vi mange fotografier af ham og hans kollegaer fra jubilæumsskriften ”Den kongelige Døvstummeskole i Nyborg 1891-1991, Nyborgskolen” af Jan William Rasmussen, udgivet af Nyborgskolen og Døvehistorisk Selskab 1992. ISBN 87-984144-0-2. Alle fotografier til denne artikel er fra denne publikation.

[1] JMC: Teksten er hovedsagelig af Jan William Rasmussen. ISBN 87-984144-0-2.

[2] JMC: ”Man” betyder her: den danske regering og stat

[3] JMC: Vi har endnu ikke (april 2017) fundet RMHs rapport fra denne studierejse.

     Hans Rasmus Malling Johan Hansen fødtes den 5.te September 1835 i Hunseby paa Lolland. Faderen var Hjælpelærer ved Hunseby Skole, blev kort efter Enelærer i en nærliggende Landsby, men bortreves pludselig af Tyfus efterladende sig Hustru og tre smaa Drenge. Malling-Hansen, den ældste af Børnene var da knap fire Aar gammel. Som Barn viste han sig meget lærenem i alle Retninger, interesserede sig meget for Matematikk og viste gode Anlæg for Tegning. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære, men hans Ønsker gik i andre Retninger og Præstegerningen var disse Ønskers Maal. Lehnsgreve F. M. Knuth tog sig af den begavede unge Mand og bekostede hans Uddannelse til Seminarist paa Jonstrup Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1854 med Udmærkelse. Efterat Malling-Hansen i et Par Aar, dels havde virket som Hjælpelærer ved en Skole i sin Fødeeegn, dels som Huslærer, sendte Lehnsgreven ham til København for at han kunde blive Student. Efter 3 Aars privat Forberedelse blev han Student med første Karakter, hvorefter han tog fat paa det teologiske Studium. Men i Længden blev det svært for Malling-Hansen at modtage Lehnsgrevens trofaste Støtte, hvorfor han søgte en ledig Lærerplads paa det Kgl. Døvstumme-institut i København. Et Par Aar virkede han her som Lærer, kom derefter paa Regensen og læste videre til sin Embedseksamen. Atter afbrødes hans Studeringer ved hans Ansættelse som Lærer, senere som Forstander ved Døvstummeinstituttet i Slesvig 1862-1864. –

     Krigsbegivenhederne fordrev ham fra Slesvig, han tog paany fat paa sine Studier, der afsluttedes med Embedseksamen 1865. Omtrent samtidig blev han Forstander ved det Kgl. Døvstummeinstitut i København. I denne Virksomhed har han nedlagt sig stor Fortjeneste af Døvstummeundervisningen, da det væsentlig skyldtes ham at Talemetoden indførdtes i Danmark i Stedet for Tegnmetoden.

     Under sin Gerning her ved at beskæftige sig med de døvstummes Haandalfabet gjorde han den Iagttagelse, at man ved at ”tale” med Fingrene kunde gengive c: 12 Lydtegn i Sekundet – med almindelig Skrift kan man kun gengive c: 4 Lydtegn i Sekundet – dette bragte ham paa den Tanke, at det maatte være mulig at konstruere en Maskine, som kunde overføre Fingrenes Bevægelser til Skrift med samme Fart.

     Hvornaar den første Idé til ”Skrivekuglen” tog Form hos Malling-Hansen vides ikke med Sikkerhed, den foreliggende Litteratur er ikke helt enig paa det Punktet. Tallene 1865-67-69 opgives, men det er ikke lykkedes at fastslaa et bestemt Arstal. Efter nyere Undersøgelser er der dog fremkommet saa meget, at man efter al Sandsynlighed kan regne med en Model færdig konstrueret i Vinteren 67-68 eller i Vinteren 68-69, men først i 1870 efter at Malling-Hansen havde faaet Patent paa sin Skrivemaskine fremkom den offentlig.

     Denne Maskine bestod af to koncentriske Kugleskaller – deraf Navnet ”Skrivekuglen”. Typestængerne var stillet radiært mod et fælles Centrum. Paa Oversiden af Kuglefladen sad Typestængernes Hoveder. I Centrum for Kuglen lagdes Papiret Paa en bevægelig Cylinder-plade, der ved en elektrisk Strøm og en Elektromagnet skubbedes et lille Stykke frem, hver Gang en Tast trykkedes ned. Typestængerne var anbragt i Spiralfjedre, saaledes at de efter Nedtrykningen automatisk blev trukket op i deres Hvilestilling. I sin Patentansøkning – for at vise hvorfor Kugleoverfladen er valgt – skriver Pastor Malling-Hansen: ”Da alle Stempelstænger er lige lange og have en lige lang Vej at gennemløbe til den fælles Flade, de skulle slaa an imod, kommer altsaa Overfladen af Stempelhovederne; Knappen eller Tangenten, til at ligge i en Kugleoverflade. Hermed muliggøres at anslaa med en høj Grad af Hurtighed; de ligge i alt Fald i en for Fingrene til Anslag langt bekvemmere Stilling, end om de laa i en plan Flade.”-

     Malling-Hansen arbejdede stadig videre paa sin Maskine, gik bort fra den elektriske Bevægemaade, konstruerede en ny Maskine, hvor den saakaldte ”Vogn”, der bar Papiret, ved Kraften fra selve Anslaget flyttedes en Tandhjulstak frem. På Udstillingerne i København 1872 og i Wien 1873 hædredes Skrivekuglen med de højeste Udmærkelser – paa Udstillingen i Paris 1878 fik en yderligere forbedret Maskine Guldmedalje. 1972 modtog Malling-Hansen Fortjenestemedaljen i Guld.-

     Trods alle Forbedringer af Skrivekuglen blev den overfløjet af de forskellige udenlandske Systemer og Resultatet af hans Opfindelse blev derfor kun Skuffelse og Tab.-

     Xerografien eller Tørtrykket – der var Forløber for Hektografien – var ligeledes Malling-Hansens Opfindelse, men ogsaa paa dette Område blev han kun ”Sædemanden der saaede, men ikke høstede.”

     Trods Modgang og Skuffelser kastede Malling-Hansen sig ind i nye videnskabelige Undersøgelser. Gennem disse Undersøgelser førtes han til den Overbevisning: ”at alle Organiske Funktioner paa Jorden er i uafbrudte og samstemmende Svingninger, til hvilke Impulsen udgaar fra Himmellegemer, særlig Solen.” (”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme.” 1886). Paa den internationale Lægekongres i København i 86 gav han, under stærkt Bifald fra Lægevidenskabens Spidser, et fyldig Resumé af sine Undersøgelser.-

     Den 27. September 1890 døde han ramt af et Hjerteslag. En arbejdsom, højt begavet Mands Arbejde var endt; men ved hans Død standsedes Undersøgelser, som det maaske vil blive vanskelig at optage paa ny.

     Den 12.te Marts 1924 fremkom Professor H. I. Hannover med en Artikel i Berlingske Tidende, i denne Artikel meddelte han at den nylig afdøde Kancelliraad Peters var Opfinder ikke alene af ”Vægtstangsprincippet” i de nu brugte Maskiner, men tillige af Skrivekuglen. Som bekendt har flere Opfindere allerede længe før Peters anvendt Vægtstangsprincippet i deres Skrivemaskiner, Peters er derfor ikke første Opfinder af dette princip. Omtalte Peters havde skænket teknologisk Samling en Overdel til en Skrivemaskine. Denne Overdel var meget primitivt Udført og i høj Grad ufærdig. Tangent- og Typestænger er stærkt krummede og anbragt i en plan Flade, af denne Grund mente Professoren at Peters først maatte have konstrueret en Overdel, hvor Tangent- og Typestænger var anbragt gennem en Halvkugle. Professorens Teori gaar altsaa ud paa, at en Kugleoverflade er et ringere Princip end den plane Flade. Ovenstaaende Uddrag af Malling-Hansens Patentansøgning viser imidlertid, at den plane Flade er et ringere Princip end Kugleoverfladen. Da Peters var meget gammel, c: 90 Aar og meget døv, har han uden Tvivl misforstaaet Professorens Spørgsmaal, saa han har bekræftet i Stedet for at benægte Professorens Antagelse: at han før den plane Flade havde anvendt en Kugleoverflade. Senere undersøgelser har desuden vist, at Peters har gjort sig skyldig i en Forvanskning af de faktiske Forhold, idet han i Ill: Zeit: 1872 har givet en Beskrivelse af en Skrivemaskine paa hvilken han lige havde opnaaet Patent i Danmark, som om denne der bliver omtalt i Bladet, var opfundet og patenteret i 1868. Dette er imidlertid ikke Tilfælde. I Aaret 1868 havde han konstrueret en Skrivemaskine, hvis ydre Form var som et taffelformigt Pianoforte, men noget mindre i Størrelsen. Altsaa en meget stor og sikkert uhandlelig Maskine. Den Maskine – Maskinen fra 72 – som stod beskrevet i Bladet er derimod meget mindre og af en ganske anden Form. I Modsætning til Maskinene fra 68, der stod på Gulvet, kunde denne anbringes paa et Bord, altsaa sikkert en mere praktisk og lettere haandterlig Maskine. Saa vidt det kan skønnes – der findes ingen Tegninger af Maskinen fra 68, var begge Maskiner konstrueret over Vægtstangsprincippet.-

     Ovenstaaende Opdagelse svækker saaledes tillige i høj Grad de Meddelelser som Peters inden sin Død har givet Prof: Hannover med Hensyn til den omtalte Overdel. Og da Malling-Hansen selv i sin Patentansøgning har vist, at den plane Flade er ringere end Kugleoverfladen kan Retten til at kalde sig ”Skrivekuglens” Opfinder under ingen Omstændigheder tilfalde afdøde Kancelliraad Peters. Malling-Hansen maa, som hidtil, staa som Opfinder af den specielle Skrivemaskine, der kaldes ”Skrivekuglen”.-

Rasmus Malling-Hansen  -  the Inventor of the Writing Ball[1]

                        By Johanne Agerskov[2]

    Hans Rasmus Malling Johan Hansen was born September 5, 1835 in the small village of Hunseby, situated in the island of Lolland in the southeastern part of Denmark. His father was an assistant teacher at Hunseby school, but shortly after Rasmus’ birth he became sole teacher at a school in a nearby village. However, he suddenly died from typhoid fever, leaving a wife and three small boys. Malling-Hansen, the eldest, was at the time not yet four years old. Already as a child he showed himself to be an apt and quick learner in many different areas. He was very keen on mathematics and showed a natural talent for drawing. After his confirmation he was apprenticed with a house painter (decorator), but his interests and ambitions had a different direction, his goal being to serve the church as a minister. Count F.M. Knuth assumed responsibility for the gifted young man and sponsored his education at the Teacher Education College of Jonstrup, from where he graduated in 1854 with distinction[3].After a couple of years working as a tutor and as an assistant teacher at a school close to his home, the count sent him to Copenhagen to study for his General Certificate A-level. After 3 years of study with private tuition he got his certificate with the highest possible marks, after which he enrolled at university for theological studies. However, in the long run it became difficult for Malling-Hansen to remain dependent upon the loyal financial support of the count, and hence he applied for a teaching vacancy at the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. He taught there for a couple of years, after which he was accepted at the prestigious boarding facility in Copenhagen known as “Regensen” and he resumed his theological studies. Before he could finish his studies he was appointed as a teacher – and later promoted to the position of principal – at the Institute for the Deaf-Mute in Schleswig 1862 – 1864. The war between Germany and Denmark drove him away from Schleswig, and he returned to his theological studies, graduating from university in 1865. Around the same time he was appointed principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. In this position he made major achievements in the field of the teaching of deaf-mutes, being the primus motor in the introduction of the so called “speech method” in Denmark, instead of the “sign method”.

   Working with the hand alphabet of the deaf-mute he observed that communicating with the fingers (sign language) it was possible to produce around 12 signs per second; using ordinary letters it is only possible to achieve around 4 signs per second, and this observation led him to the idea that it should be possible to construct a machine capable of transforming the movements of the fingers into script at the same velocity.

   We do not know for certain when the first idea of the “Writing Ball” germinated and took shape with Malling-Hansen; the written sources are not in complete agreement on this point. The years 1865-67-69 have been suggested, but we are not definitely certain about the year. However, the latest investigations suggest that it is likely he had a finished a model either during the winter of 1867-68 or 1868-69, but only in 1870 – after Malling-Hansen had patented his typewriter – was it shown publicly.   This machine had two concentric spheres or balls – hence the name “Writing Ball”. The type bars were positioned in a radial pattern in relation to a joint center. On the top of the sphere were the heads of the type bars. At the centre of the ball the paper was put on a moveable cylinder-plate. By means of electrical impulses and an electromagnet the plate was pushed a little bit forward every time a key was pressed down. The type bars were mounted in coil springs, and thus they automatically reverted to their position of rest after having been depressed. In his patent application – and in order to show why he chose the spherical shape – Rev. Malling-Hansen states: “Since all the piston rods are equally long and are at an equally long distance to the joint centre onto which they strike, the surface of the piston heads – the button or key – will consequently be in a spherical shape. It this way it is made possible to strike at high speed; they are positioned in such a way that it is much more comfortable for the fingers to type, than if the keys were positioned on a plane surface”. -   Malling-Hansen continuously worked to improve his machine; he abandoned the electrical motion and constructed a new machine, where the so called “carriage” that sustains the paper is moved forward one cog by means of the force of the typing itself. At the world exhibitions in Copenhagen in 1872 and in Vienna in 1873 the writing ball was honoured with the highest distinctions, and at the exhibition in Paris in 1878 a further refined model of the machine was awarded the gold medal. In 1872 Malling-Hansen was awarded the Royal Gold Decoration for Meritorious Services . -    In spite of all the continuous improvements of the writing ball it was surpassed by the various foreign systems and the result of his invention ended in disappointment and losses. -   The xerographic print, also called dry print –  a precursor of the hectographic process – was also an invention by Malling-Hansen, but also in this area he was to be “The sower that sowed but did not reap”.   In spite of adversities and disappointments, Malling-Hansen launched into new scientific investigations. The research led him to the conviction: “That all organic elements on Earth are in perpetual and coinciding oscillations, caused by impulses from celestial bodies, in particular the Sun” (“Periods in the Growth of Children and Solar Heat”, 1886). At the international medical congress in Copenhagen in 1884 he presented an expansive summary of his investigations and was met with strong applause by the leading men of medical science.   On September 27, 1890, he passed away, victim of heart failure. A hardworking and highly talented man’s work ended abruptly; this caused a discontinuation of investigations, which may be difficult to resume.

   On March 12, 1924 Professor H.I.Hannover[4] published an article in “Berlingske Tidende” in which he claimed that the recently deceased counsellor Peters was the inventor not only of the “principle of the lever” in machinery used at the time but also of the writing ball. It is a well-known fact that several inventors – much before Peters – have used the principle of the lever in their typewriters, and Peters is therefore not the first inventor of this principle[5]. The said Mr Peters had donated the top part of a typewriter to the Technological Collection[6]. This upper part was executed very primitively and in a very much unfinished state. The keyrods and typebars are heavily curved and positioned on a plane surface; for this reason, the professor was of the opinion that Mr Peters must previously have constructed an upper part, where the keyrods and typebars were located on a hemisphere. In other words, the hypothesis of the professor is that a spherical surface is an inferior design in relation to the plane surface. However, the above excerpt from Malling-Hansen’s patent application shows that the plane surface as a technical principle is inferior compared to the spherical surface. Since Peters was very old – around 90 years – and also very much hard of hearing, he has undoubtedly misunderstood the professor’s questions, leading him to confirm instead of rejecting the assumption of the professor: that he had initially used a spherical surface and later on the plane surface. In addition to that, subsequent investigations have shown that Peters is guilty of distorting the facts: In “Illustrierte Zeitung” 1872 he described a typewriter for which he had recently acquired the patent in Denmark, alleging that the specimen presented in the periodical had been invented and patented in 1868. However, this is not the case. In 1868 he had constructed a typewriter with an exterior appearance similar to a square piano, but somewhat smaller. In other words a very big and undoubtedly unwieldy machine. However, the machine – the one from 1872 – described in the German periodical is much smaller and shaped very differently. In contrast to the machine from 1868 that was supported by table-high legs, the latter model could be placed on a table – hence most probably a more practical and handy machine. As far as we can assess – and there are no drawings of the machine from 1868 – both typewriters used the principle of the lever in their design. –

   In summary, the facts revealed above very much weaken the information Peters provided before his death to professor Hannover in relation to the alleged upper part. And since Malling-Hansen himself in his patent application has shown that the plane surface is inferior in relation to the spherical surface, the right to call himself “the inventor of the writing ball” can under no circumstances be allotted to the late counsellor Peters. Malling-Hansen remains, as before, the inventor of the special typewriter denominated “the Writing Ball”.

D I E   B I O G R A P H I E

Der Erfinder der Schreibkugel,

R. M A L L I N G – H A N S E N.

            Hans Rasmus Malling Johan Hansen wurde am 5. September im Jahre 1835 in Hunseby auf Lolland geboren. Der Vater war Hilfslehrer an Hunseby Schule, kurz danach wurde er Oberlehrer im nahen Dorfe, wurde aber plötzlich von dem Typhus hinweggerafft, indem er Frau und drei kleine Knaben hinter sich liess. Malling-Hansen, der älteste der Kinder, war damals kaum vier Jahre alt. Als Kind war er sehr gelehrig in allen Richtungen, interessierte sich sehr für die Mathematik und zeigte gute Anlage zum zeichnen. Nach der Konfirmation kam er in Mahlerlehre, seine Wünsche aber hatten andere Richtungen.  F.M. Knuth, der Lehnsgraf, nahm sich des jungen begabten Mannes an und bestritt seine Ausbildung zum Seminaristen auf dem Seminar zu Jonstrup, wovon er im Jahre 1854 dimitiert wurde; er erhielt den Charakter Egregiæ[1] (er zeichnete sich im Examen aus). Nachdem Malling-Hansen einige Jahre, teils als Hilfslehrer an einer Schule in seiner Heimatsgegend, teils als Hauslehrer gewirkt hatte, sandte ihn der Lehnsgraf nach Kopenhagen damit er Student werden konnte. Nach einer dreijährigen privaten Vorbereitung wurde er Student mit dem ersten Charakter, wonach er mit dem theologischen Studium anfing. Aber der Länge Nach wurde es Malling-Hansen schwierig die gütige und treue Unterstützung des Lehnsgrafen zu empfangen, und er suchte aus diesem Grunde eine vakante Stellung als Lehrer an der Königlichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen. Einige Jahre wirkte er hier als Lehrer, kam dann auf das „Regens“ und las weiter zum Amtsexamen[2]. Wieder wurde sein Studium unterbrochen durch eine Anstellung als Lehrer, später als Direktor der Taubstummenanstalt in Schleswig (in den Jahren 1862 – 1864.)

            Die Kriegsbegebenheiten vertrieben ihn aus Schleswig, er fing wieder mit dem Studium an, und dies wurde mit dem Amtsexamen im Jahre 1865 abgeschlossen. Ungefähr zu derselben Zeit wurde er Direktor der Königlichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen. In dieser Beschäftigung har er sich grosses Verdienst mit der Taubstummenunterrichtung eingelegt, da er im Wesentlichen schuld daran ist, dass die Sprachmethode statt der Zeichenmethode in Dänemark eingeführt wurde.

            Während seiner Arbeit hier durch die Beschäftigung mit dem Handalphabet der Taubstummen machte er die Beobachtung, dass man durch „das Sprechen“ mit den Fingern ungefähr 12 Lautzeichen in einer Sekunde wiedergeben konnte – mit gewöhnlicher Schrift kann man nur c: 4 Lautzeichen in der Sekunde wiedergeben – dieses brachte ihn auf den Gedanken, dass es möglich sein müsse, eine Maschine zu konstruieren, welche die Bewegungen der Finger zur Schrift mit derselben Schnelligkeit überführen konnte.

            Mann weisst nicht ganz genau, wann die Ur-Idee der Schreibkugel feste Form bei Malling-Hansen nahm, die vorliegende Literatur ist in diesem Punkte nicht ganz übereinstimmend, die Zahlen 1865  -  1867  -  1869  werden aufgegeben, es ist aber nicht gelungen eine bestimmte Jahreszahl festzusetzen. Nach neueren Untersuchungen ist doch so viel hervorgekommen, dass man nach aller Wahrscheinlichkeit mit einem im Winter 1867-68 oder im Winter 1868-69 fertigkonstruierten Modell rechnen kann; aber erst im Jahre 1870 nachdem Malling-Hansen Patent auf seine Schreibkugel gelöst hatte, erschien sie öffentlich.

            Diese Maschine bestand aus zwei konzentrischen Kugelschalen – davon der Name „Schreibkugel“. Die Buchstabelstempel waren radienförmig nach einem gemeinschaftlichen Centrum gestellt. Auf der oberen Seite der Kugelfläche sassen die Tasten der Buchstabenstempel. In dem Centrum der Kugel wurde das Papier auf einem beweglichen Zylinder gelegt, der durch einen elektrischen Strom und einen Elektromagnet ein wenig vorwärts geschoben wurde jedes Mal eine Taste heruntergedrückt wurde. Die Buchstabenstempel waren in Spiralfedern angebracht, so dass die nach dem Niederdruck automatisch in ihre Ruhelage zurückbefördert wurden.  Um zu zeigen weshalb die Kugelfläche vorgezogen ist schreibt Pastor Malling-Hansen in seinem Patentgesuch: „Da alle Stempel dieselbe Länge haben und einen gleich langen Weg nach der gemeinschaftlichen Fläche, die sie treffen müssen, durchzulaufen haben, wird die Oberfläche der Stempelköpfe – der Knopf oder die Taste – auf einer Kugelfläche liegen. Hiermit wird es möglich die Stempel mit einer sehr grossen Schnelligkeit anzuschlagen; sie haben jedenfalls eine für die Finger zum Anschlag viel bequemere Lage als sie haben würden, wären sie auf einer ebenen Fläche angebracht.“

            Malling-Hansen arbeitete weiter mit seiner Maschine, gab die elektrische Bewegungsmethode auf, konstruierte eine neue Maschine wo der sogenannte „Wagen“, der das Papier trug, durch die Kraft des Anschlages eine Zahnrads tacke vorgerückt wurde. Auf der Ausstellung in Kopenhagen 1872 und auf der in Wien 1873 wurde die Schreibkugel mit den höchsten Auszeichnungen geehrt; auf der Ausstellung in Paris 1878 erhielt eine noch mehr verbesserte Maschine eine goldene Medaille. Im Jahre 1872 empfing Malling-Hansen die goldene Verdienstmedaille.

            Trotz aller Verbesserungen der Schreibkugel wurde sie doch von verschiedenen ausländischen Systemen überflügelt, und das Resultat seiner Erfindung wurde deshalb nur Täuschung und Verlust. –

            Die Xerografie oder der „Trockendruck“ – der Vorläufer der Hektographie – war auch Malling-Hansens Erfindung, aber auch auf diesem Gebiet wurde er nur „der Säemann, welcher säete, aber nicht erntete.“

            Trotz Wiederstand und Täuschung warf sich Malling-Hansen in neue wissenschaftlichen Untersuchungen hinein. Durch diese Untersuchungen gelang er zu der Überzeugung  „dass alle organische Funktionen auf Erden in ununterbrochen und übereinstimmenden Schwingungen sein zu welchen der Impuls von den Himmelkörpern, besonders von der Sonne ausgeht.“ („Perioder i Børns Vækst og Solens Varme“; „Perioden in dem Wachstum der Kinder und die Wärme der Sonne“, 1886).  Auf dem internationalen Arztkongress in Kopenhagen 1886 gab er der Spitzen der Arztwissenschaft ein ausführliches Resümee seiner Untersuchungen, welches mit grossem Beifall begrüsst wurde.

            Am 27. September 1890 starb er an einem Herzschlag. Die Arbeit eines thätigen, hochbegabten Mannes war aus.

            Bei seinem Tode schrieb ein bekannter philosophischer Schriftsteller: „ - - Bei der Unterbrechung von Malling-Hansens Arbeit sind Faden verloren, die es vielleicht schwierig sein wird je wieder aufzunehmen.“

            Es dauerte doch nicht lange, ehe andere Forschere die Untersuchungen Malling-Hansens wieder aufnahmen, doch bei weitem nicht in demselben Umfang wie Malling-Hansen selbst.

            Im Jahre 1930 hielt Dr.med. Gustav Nylin, Stockholm, Spånga, einen Vortrag mit folgendem Titel: „Die gegenwärtige Auffassung von den Malling-Hansenschen Untersuchungen.“ Aus diesem Vortrag geht er hervor, dass stets, mit den Malling-Hansenschen biologischen Arbeiten als Grundlage, weitergebaut wird, und Nylin zitiert zuletzt obengenannte Äusserung und setzt dann fort: „ -  -  Mit dem scharfen Blick des Genies sah er weiter als er mit den damaligen Mitteln imstande war wissenschaftlich zu untersuchen oder beweisen.  Aber die reichen Impulse, die der damalige so geniale Chef der Taubstummenanstalt uns gegeben hat, haben uns inspiriert. Die Lösung eines Problems hat ein neues Problem an den Tag gebracht. Der faden ist nicht verloren, er spinnt sich weiter.“

            Am  12. März 1924 brachte der Professor H.I. Hannover in Kopenhagen einen Artikel in „Berlingske Tidende“ vor. In diesem Artikel teilte er mit, dass der damals kürzlich verstorbene Kanzleirat Peters in Kopenhagen nicht nur der erste Erfinder des Hebelprinzips[3] der jetzt verwendeten Maschinen war, sondern auch der Erfinder der Schreibkugel. Obengenannte Peters hatte ein Oberteil einer Schreibkugel zu der Technologischen Sammlung gegeben. Dieses Oberteil war sehr primitiv ausgeführt und im höchsten Grade unvollständig: Tasten- und Buchstabenhebel sind stark gebogen und sind auf einer ebenen Fläche angebracht; aus diesem Grunde hat der Professor gemeint, dass Peters erst einen Oberteil hatte konstruieren müssen, wo die Tasten- und Buchstabenhebel durch eine Halbkugel angebracht waren. Die Theorie des Professors geht dann auf folgendes aus, dass eine Kugelfläche ein geringeres Prinzip sei als die ebene Fläche. Da Peters sehr alt war, ungefähr 90 Jahre, und sehr taub, hat er zweifelsohne die Fragen des Professors missverstanden, so dass er die Vermutung des Professors  bekräftet[4] hat statt sie zu verneinen.  Die Vermutung des Professors ist nämlich, wie obengenannt, dass Peters eine Kugeloberfläche verwendet hätte, ehe er die ebene Fläche verwendete. Spätere Untersuchungen haben ausserdem gezeigt, dass Peters eine Verdrehung der faktischen Verhältnisse verschuldet hat, indem er in „Ill.Zeitung“ 1872 die Beschreibung einer Schreibmaschine gegeben hat, auf welche er eben in Dänemark ein Patent gelöst hatte, als ob diese Maschine, die in der Zeitung erwähnt wird, im Jahre 1868 erfunden und patentiert sei. Es verhält sich doch nicht so. Im Jahre 1868 hatte er eine Maschine konstruiert, deren äussere Gestalt wie ein tafelförmiges Piano war, sie war aber etwas kleiner in Grösse, also eine sehr grosse und gewiss auch unhandliche Maschine.  Die Maschine – diejenige von 1872 – die in der Zeitung beschrieben war, ist dagegen viel kleiner und von einer ganz anderen Gestalt.  Im Gegensatz zu der Maschine von 1868, die auf dem Boden stand, konnte man diese auf einen Tisch anbringen; also eine sehr praktische und mehr [5]hantierliche Maschine. Insofern es beurteilt werden kann – es gibt keine Zeichnungen von dieser Maschine von 1868 – waren beide Maschinen über das Hebelprinzip konstruiert. Obengenannte Entdeckung schwächt zugleich in hohem Grade die Mitteilungen, die Peters vor seinem Tod dem Professor Hannover gegeben hat mit Rücksicht auf den obengenannten Oberteil. Und da Malling-Hansen selbst in seinem Patentgesuch gezeigt hat, dass die ebene Fläche geringer ist als die Kugelfläche, kann das recht sich den Erfinder der Schreibkugel zu nennen unter keinen Umständen dem verstorbenen Kanzleirat Peters zufallen. Malling-Hansen muss, wie bis jetzt, als Erfinder der speziellen Schreibmaschine, die „Schreibkugel“ heisst,  stehen.

                                                                              ----------------------ooOoo---------------------

CB: Fakta om Rasmus Malling-Hansen

Fra bogen "Danmarks Præstehistorie 1869 - 1884"  af Sofus Elvius[1]  [2]

548  Døvstummeinstitutet

(Præsten er tillige Forstander og Førstelærer ved Institutet).

Hans Rasmus Malling Johan Hansen 5 september 1835 Hunseby, Fader Johan Frederik Hansen.  lærer i Havlykke, Østofte Sogn.  Moder Julie Marie Cathrine Matzen.  Seminarist fra Jonstrup 23/6 1854 (udmærket duelig); Hjælpelærer Maglemer Skole, Hunseby Sogn 1/7 54 til 30/6 1855. Opholdt sig derefter et Aar i Kbh; Student privat 1858; Lærer ved Døvstummeinstitutet i Kbh 10/1 1859 - 30/9 1861; Lærer ved Døvstummeinstitutet i Slesvig By 1/10 1862. Konstitueret Forstander og Førstelærer samme sted 23/4 1863.

Kongelig udnævnt  27/1 1864. afsat af Tyskerne 28/10 1864[3]. Konstitueret Forstander ved Døv-stummeinstituttet i Kbh. 1/6 1865. Kandidat 27/6 1865[4].  Ordineret som Præst 6/9 1865. Foretog i 1868 med en Statsunderstøttelse af 1600 Kr. en Rejse for at gøre sig bekjendt med Døvstumme-undervisningen i Tyskland, Østrig, Svejts, Frankrig og Holland; deltog i 1876 i en Kongres i Stock-holm af "Abnormskolens[5] Lærere i Norden". Ridder af Vasaordenen[6] 26/10 samme Aar. R[7] 2/2 1880.  Underdirektør for Døvstummeinstitutet i Fredericia 13/9 1880.

Er Opfinder af en Skrivemaskine "Skrivekuglen", den første som kan skrive hurtigere end Pennen; har til Forsøg med og Udbedring af den erholdt Understøttelse af Indenrigsministeriet, Reiersenske Fond, Classenske Fideikommis og Hjelmstjerne-Rosencroneske Stift[8]. Fortjenst-medaille i Guld [9]  31/5 1872 og den østrigske Guldmedalje "literis artibus"; for Skrivekuglen modtog han Første Medaille på den skandinaviske Udstilling i Kbh i 1872; Vortschrittes Medaille paa Verdensudstil-lingen i Wien i 1873 og Guldmedaille paa Pariserudstillingen 1878. Til at foretage Undersøgelser angaaende Periodiciteten i det opvoxende menneskelige Legemes Vægt og Højde blev der i 1883 tilstaaet ham 6000 Kr. af Staten og 4000 Kr. af Carlsbergfondet. Har udgivet: Forslag om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland 1880; Ueber Periodicität im Gewicht der Kinder an täglichen Wägungen, 1-2 Kopenhagen 1883 - 84[10]. 1 gang gift i Kjeldby Kirke 8/9 1865 m Cathrine Georgia Heiberg, Datter af 496 [11], født 27/10 1841 i Kbh. Død 3/10 1876. 2 gang gift i Matthæus Kirke  19/11 1880 m Anna Cathrina Maria Steenstrup, f. 9/11 1842. Fader Michael Vogelius Steenstrup, Byfoged i Frederikshavn, Herredsfoged i Horns Herred. Søn af Joh. Vogelius Steenstrup til Skelund-V. Død 23/1 1840. Moder Abelone Antoinette Lyngbye.

Facts about Rasmus Malling-Hansen in: “Clerical History of Denmark 1869-1884 by Sofus Elvius[1]  [2]

# 548  The Institute for the Deaf-Mutes

(The  Minister is also principal and head teacher of the institute)

Hans Rasmus Malling Johan Hansen born 5/9 1835 in Hunseby; father Johan Frederik Hansen, teacher at Havlykke,  Østofte parish. Mother Julie Marie Cathrine Matzen. Graduated from the teacher training college of Jonstrup 23/6 1854 with distinction; assistant teacher at Maglemer School, Hunseby parish from 1/7 1854 until 30/6 1855. After that he spent a year in Copenhagen; school-leaving certificate after private studies in 1858; teacher at the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen from 10/1 1859 until 30/9 1861; teacher at the Institute for the Deaf-Mutes in the town of Schleswig from 1/10 1862. Acting principal and head teacher at this institute from 23/4 1863.

Appointed by royal decree 27/1 1864, dismissed by the German[3] administration 28/10 1864. Acting principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen from 1/6 1865. Graduated[4] on 27/6 1865. Ordained as minister on 6/9 1865. With state sponsorship of 1600 kroner he travelled in 1868 to Germany, Austria, Switzerland, France and the Netherlands in order to study the teaching of deaf-mutes in those countries; in 1876 he participated in a congress in Stockholm organized for special education[5] teachers in Scandinavia. Was awarded the decoration of Knight of the Order of Vasa[6] on 26/10 1876. Knight of the Order of the Dannebrog[7] 2/2 1880. Deputy principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Fredericia 13/9 1880.

Inventor of a typewriter, the “writing ball”, the first such machine capable of writing quicker than the pen; for trials and for refining this machine he has received financial support from the Ministry of Home Affairs, the Rejsersen Fund, the Classen Trust, and the Hjelmstjerne-Rosencrone foundation[8]. The Decoration for Meritorious Services in gold[9] 31/5 1872 and the Austrian gold medal “Literis Artibus”; for the writing ball he received First Class Medal at the Scandinavian Exhibition in Copenhagen in 1872, as well as “Vortschrittes Medaille” (Progress Medal) at the world exhibiltion in Vienna in 1873 and the Gold Medal at the Paris exhibition in 1878. In 1883 he was granted 6000 kroner by the State and 4000 kroner from the Carlsberg Foundation for research concerning periodicity in the growth of the human body in terms of weight and height. Has published: “Proposal  for the Establishment of an Institute for the Deaf-Mute in Jutland” 1880; “Über Periodicität im Gewicht der Kinder an täglichen Wägungen”[10], part 1-2, Copenhagen 1883-84[11]. Married first time in the church of Kjeldby 8/9 1865 with Cathrine Georgia Heiberg, daughter of # 496[12], born 27/10 1841 in Copenhagen, dead 3/10 1876. Married second time in the church of Matthæus 19/11 1880 with Anna Cathrina Maria Steenstrup, born 9/11 1842. Father: Michael Vogelius Steenstrup, judge in Frederikshavn and in Horn district, son of Johannes Vogelius Steenstrup of Skelund-V. Dead 23/1 1840. Mother Abelone Antoinette Lyngbye.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Nedenstående tekst er fra værket ”Danmarks Præstehistorie 1884-1911” ved Max Grohshennig[1] og Th. Hauch-Fausbøll[2], Første Bind, udgivet af Dansk genealogisk institut, A. Rosenbergs Bogtrykkeri , København 1914. Originalteksten bruger en mængde forkortelser, og for at gøre læsningen lettere og behageligere har jeg skrevet sådanne forkortelser ud til fuldstændige ord.

Artikel om Malling-Hansen i ”Danmarks Præstehistorie”

Døvstummeinstitutet.

(Præsten er tillige Forstander og Førstelærer ved Institutet).

         4[3]. 4. Sept. 1865[4].     H a n s    R a s m u s   M a l l i n g   J o h a n   H a n s e n, f. 5. Sept. 1835 i Hunseby, Søn af Lærer i Havlykke Johan Frederik Hansen og Juliane Marie Cathrine Matzen.  ”Efter Faderens tidlige Død (1839) kom han i Huset hos Skolelærer Rasmus Malling i Hunseby, og efter sin Konfirmation blev han sat i Malerlære i Maribo.  Den daværende Grev Knuth til Knuthenborg tog sig her af den opvakte Dreng.” (Camillus Nyrop i Biografisk Leksikon)[5] . Ved Grevens Hjælp kom han paa Jonstrup Seminar, og blev senere sat i Stand til at studere.  Seminarieeksamen 1854, Hjælpelærer Maglemer 1. Juli samme Aar til 30. Juni 1855, opholdt sig derefter et Aar i København, Student privat 1858, Lærer ved Døvstummeinstitutet i København 10.Januar 1859 – 30. September 1861, ved Døvstummeinstituttet i Slesvig 1. Oktober 1862, konstitueret Forstander og Førstelærer der 23.April 1863, kongelig Udnævnelse 27. Januar 1864, afsat af Tyskerne samme Aar, entlediget 28. Oktober, konstitueret Forstander ved Døvstummeinstituttet i København 1. Juni 1865, Kandidat[6] 27 Juni samme Aar h. (*1.-1.[7]), ordineret 6. September,  ”Med Iver og Interesse arbejdede han nu i denne Gerning, og allerede 1867 havde han et væsentligt Resultat at opvise.  Efter Indstilling fra Instituttet og den private  (Kellerske) Døvstummeskole resolverede Ministeriet i det nævnte Aar, at der fremtidig skulde ske en Sondring mellem de til Undervisning indkaldte døvstumme Børn, saaledes at de egentlig døvstumme skulde oplæres paa Institutettet, medens de uegentlige og aandssløve døvstumme henvistes til de Kellerske Anstalter. Herved var der vundet et vigtigt rationelt Grundlag for Undervisningen, der for de uegentlige døvstummes Vedkommende nu helt grundlagdes paa Talemethoden, medens Tegnmethoden bibeholdtes paa Døvstummeinstituttet som dettes væsentlige Undervisningsmaade.  I 1879 fremkom der fra Malling-Hansens Haand et Forslag[8] om Oprettelsen af et Døvstummeinstitut i Jylland for egentlige døvstumme, hvor Undervisningen udelukkende skulde ske efter Talemethoden, og ved hans energiske Optræden kom Døvstummeinstituttet i Fredericia i Stand 1881.  Talemethodens sejrrige Fremtrængen her i Landet er i væsentlig Grad bleven støttet og baaret af Malling-Hansen.” (sst.)[9] Besøgte 1868 med Statsunderstøttelse en stor Del udenlandske Døvstummeinstitutter i Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig og Holland, var 1872 en af Lederne ved et Møde i København af de nordiske Abnormskolers Lærere og var et virksomt Medlem af en i 1888 nedsat Kommission[10], der bl.a. foreslog, at Staten skulde overtage de Kellerske Anstalter og oprette en Døvstummeskole i Nyborg, hvilket førte til Loven af 11. April 1890, F.M. 1[11].  31.Mai 1872, * S.V.3.  26. Oktober 1876,[12] R. *2. [13]Februar 1880, Underdirektør for Døvstummeinstituttet i Fredericia 13. September 1880;  udgivet Forslag til et Døvstumme-Institut i Jylland (1880), Ueber Periodicitaet im Gewicht der Kinder (1883, ogsaa på Dansk som Særtryk), Perioder i Børns Vægt og i Solens Varme, Fragment III  A. og B. med 44 Planer i Tværfolio (1886, ogsaa paa Tysk, samme Aar)[14] og sammen med Johan Keller: Smaablade for Døvstumme 1872, Nr. 1-4 (1872); død 27. September 1890 af et Slagtilfælde paa Vejen fra Nyboder til sit Hjem.  For sin Opfindelse  ”Skrivekuglen” erholdt han den østerrigske Guldmedalje  ”litteris et artibus”, første Medalje paa den skandinaviske Udstilling i København, Vortschritts Medalje paa Verdensudstillingen i Wien 1873 samt Guldmedalje paa Pariserudstillingen 1878.  ”Han havde udregnet, at man gennemsnitlig udtaler omkring 20 Lydtegn i Sekundet, men kun kan skrive 4, medens en Fingertaler i Døvstummesproget kan gengive 12, førtes han til at tænke over Muligheden af at kunne naa en for alle læselig Gjengivelse af Lydtegn, der kan følge Talen.  Med stort mekanisk Snille fremstillede han nu den saakaldte Skrivekugle (1870), der har sit Navn af det halvkugleformede Stempelstykke, i hvilket han samlede alle de Typer, som den skrivendes Haand skal anslaa.  Og med mærkelig Genialitet fuldkommengjorde han efterhaanden dette Apparat, til det virkelig løste Opgaven, hvad der anerkjendtes paa flere Udstillinger.  Han syslede med Skrivekuglen til ind i Firserne, men trods betydelige Understøttelser, bl.a. fra Staten, lykkedes det ikke at faa den fremstillet ad fabriksmæssig vej paa en saadan Maade, at den kunde optage Kampen med nærgaaende amerikanske Konkurrenter . . . . Da Indførelsen af et nyt Bespisningsreglement i 1877 ved Døvstummeinstitutet lod ham begynde nogle daglige Vejninger og Maalinger af Institutets Elever, førte de ham ind i nye og omfattende Studier.  Han blev ikke staaende ved at veje og maale nogle enkelte Børn til spredte Tider, men indførte daglige Massevejninger Aar igjennem og udfandt herved, at der er bestemte Perioder i Børns Højde og Tykkelsesvæxt, uafhængige af deres Ernæring og Beskæftigelse.  Og hans Studier fik ikke alene Betydning for Fysiologien, men ogsaa for Meteorologi og Astronomi.  Gjennem en Række skarpsindige og geniale Undersøgelser paaviste han, at Perioderne i Børnenes Væxt og Vægt skyldes kosmisk Indvirkning, ja at alle organiske Funktioner paa Jorden ere i uafbrudte og samstemmende Intensitetssvingninger, til hvilke Impulserne udgaa fra Solen, idet de komme i eller med dens Varmestraaler.  Men hvor meget der end her kan være, som Fremtiden nærmere skal belyse, og hvor beskedent han end selv saa paa sine Resultater, vakte de Opsigt rundt om i Evropa.  Malling-Hansens Navn var ved at blive et af vort Lands berømte, da han pludselig døde.” (samme kilde).
”Bag hans stille og fordringsløse Væsen besad han et varmt Hjerte; og hans aabne Blik for alle Livets og Naturens Phænomener, hans Combinationsevne og Aandslivlighed gjorde ham til en underholdende og begavet Fører paa aandelige Felter.  Malling-Hansen var Pioner paa Videnskabens Omraade og var ved utrættelig Flid, Selvstudium og Opmærksomhed for Alt, hvad der mødte ham, lidt efter lidt naaet frem til den ansete Stilling, han indtog.  Der var i Malling-Hansens Charakteer en sjelden Forening af Besindighed og Phantasi, Ro og rastløs Arbeidsomhed.  Han bar Skuffelser med Resignation;  hans ”Skrivekugle”, som ved Omstændighedernes Magt og de store Capitalers Overlegenhed blev overfløjet af amerikanske Skrivemaskiner, indbragte ham kun Tab, men han blev dog ikke træt af at forbedre den.  Han var sikker paa sit Hovedværks videnskabelige Betydning og stræbte kun efter at udfylde og uddybe det, uden derfor at glemme Dagens Pligter og Strid.  Fædrelandet har mistet en trofast Søn i ham  -  de Døvstumme en faderlig Ven.”  (Berlingske Tidende 29. September 1890)[15].
Gift første Gang 8. September 1865 i Kjeldby med  C a t h r i n e  G e o r g i a  H e i b e r g, født 27.Oktober 1841 i København, død der 3. Oktober 1876, Datter af Sognepræst Søren Johan Heiberg til Kjeldby og 1. Hustru Engelke Marie Rørdam, 2den Gang gift 19. November 1880 i St. Matthæus Kirke i København med  A n n a  C a t h r i n e  M a r i a  S t e e n s t r u p, født der 9.November 1842, død der 11.Mai 1897, Datter af By- og Herredsfoged i Frederikshavn Michael Vogelius Steenstrup af Skelund-V. og Abelone Antoinette Lyngbye.  1. Hustrus Slægt, se nedenfor.  2. Hustrus Farbroder Professor Japetus Steenstrup. Se Slægten Heiberg (1907), Side 170.  Nationaltidende 28. og 29. September 1890.  Slægthaandbogen, I, Side 1024.

By Gerda Berntsen[1]

English translation by Jørgen Malling Christensen

The Clergyman Rasmus Malling Hansen[2], who died 75 years ago, was not only the inventor of the writing ball but also a warm-hearted advocate for the education of deaf-mute children.

September 27, 75 years ago, the well-known principal and vicar Rasmus Malling Hansen suffered a stroke and died, 55 years old. From 1865 and until his death Malling Hansen was principal of the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, and by his work here acquiring great distinction and merit. His name was known far beyond Denmark’s borders, appearing in newspapers and scientific journals all around Europe.

Rasmus Malling Hansen was born in 1865 at Hunseby by Maribo. His father was a village school teacher, but he died from typhoid fever, when the boy was 4 years old. The foster father of his mother took upon himself to raise the little Rasmus and his two younger brothers, while the mother took care of his household at Hunseby, where he was a school teacher.  The boy was gifted, but their financial situation did not allow him to study. Since he was skilled at drawing he was placed as a house painter’s apprentice in Maribo, however count F.M.Knuth of Knuthenborg offered his sponsorship to let him study to become a school teacher, and the young man was enrolled at Jonstrup teacher training college. In 1854 he became a certified teacher with distinction and served as a tutor in Maglemer parish. However, his heart was set on theology, and soon afterwards he settled in Copenhagen, where he got his A level certificate.

Meeting the Handicapped

His mind was still set on reading for the church, but the sensitive young man felt distressed living entirely on the charity of count Knuth, and this is why he took on the position as teacher at the Institute for the Deaf-Mute. Very soon he took a keen interest in this fascinating line of work, however he did not abandon the ambition of passing the degree in divinity.After a couple of years he resumed his academic studies. At this point in time the ministry was hunting high and low for a Danish teacher for the institute for the deaf-mute in Schleswig. Malling Hansen accepted the position in 1862. In 1864 he was appointed principal, but when war broke out he was forced to return to Copenhagen, and in 1865 he was finally able to graduate in divinity. That same year he was appointed principal of the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen.Malling Hansen’s personality combined an ardent artistic temperament with a skill for organizing as well as a sense of scientific method and depth. With great energy and enthusiasm he threw himself into the work for the deaf-mutes, and he was the man behind the ministerial resolution of January 5, 1867, according to which a distinction was made between the “actual” deaf-mutes, the “not really deaf-mutes”, and the less gifted deaf-mute pupils, and these three categories were from now on taught in separate categories. The “not really deaf-mutes” were those who were able to hear and speak a little bit. This division was something completely new, and Denmark became a pioneer in this area. Hence, it is also termed “the Danish method” or “the Danish division”.Malling Hansen was also the author of a proposal 1879 to the Government concerning the establishment of an institute for the deaf-mute in Jutland. The proposal was accepted by parliament, and in March 1880 it was decided to establish an institute for the deaf-mute in Fredericia.

Overall, the education and care of the deaf-mute in Denmark went through a remarkable development in Malling Hansen’s era. He had a keen sense of radical, new aspects of his time, and during his journeys abroad he had an opportunity to learn new ideas and methods and well understood to select the very best and make good use of it on his home ground.

The Writing Ball

Through his work for the cause of the deaf-mute Malling Hansen ventured into other areas, which absorbed his attention and contributed to gain further reputation for his achievements. Who has not heard about Malling Hansen’s writing ball, the first speed typewriter in the world, produced commercially. In his work with the deaf-mute Malling Hansen had noticed that an experienced finger-sign speaker is able to reproduce sounds three times as fast as a person writing by hand. Others had attempted to construct typewriters as an aid for blind people, however what fascinated Malling Hansen was the speed, and since he possessed imagination as well as mechanical genius he initiated his work to invent a speed-writing machine.  In 1870 he was awarded the patent with a 15 years monopoly. It was exhibited in expositions in Europe and gained him world-wide reputation, but when the American Remington-machine soon afterwards established itself all over the world, his machine lost out. However, Malling Hansen still pursued his work with improvements of his writing ball up until his death in 1890. The concept of speed typing led Malling Hansen unto the idea of copying in large numbers, and he invented Xerography, a precursor of the hectographic process.

The Organism and Cosmic Rays

In yet another area Malling Hansen was to take an important initiative without being able to carry it through, and with no one else to directly follow up on the issue. In the process of introducing changes in the diet of the deaf-mute children for several years he carried out systematic measuring of the weight and height of the children and arrived at the conclusion that growth occurred in periods, quite independently of the diet and occupation of the children. Through a long series of scientific experiments he further on came to the conclusion that the growth of all organisms was periodical and dependent of cosmic rays, first and foremost solar energy. He wrote a number of reports on these experiments and modestly denominated them as “fragments”. They attracted attention among scientists in many countries, but following his premature death no one took up the thread. However, there is no reason to remember Rasmus Malling Hansen only as a man who left behind just a bunch of loose ends, because when everything else has been forgotten – even his interesting writing ball, now regarded as a curiosity – there is still ample reason to remember that he was one of the most valuable reformers of the education and care of the deaf-mutes, and that everything he ever achieved in other areas was related to this, a matter very near to his heart.

Præsten Rasmus Malling Hansen, der døde for 75 aar siden, var ikke blot skrivekuglens opfinder, men ogsaa den hjertevarme fortaler for dygtiggørelsen af døvstumme børn.

27 september er det 75 aar siden, at den kendte døvstummeforstander og præst Rasmus Malling Hansen ramtes af et hjerteslag og døde 55 aar gammel. Fra 1865 og til sin død var Malling Hansen forstander for Døvstummeinstituttet i København, og ved sit arbejde her indlagde han sig stor fortjeneste. Hans navn blev kendt langt ud over Danmarks grænser og figurerede i aviser og videnskabelige tidsskrifter rundt om i Europa.

Rasmus Malling Hansen fødtes i 1865 i Hunseby ved Maribo. Hans far var skolelærer, men døde af tyfus, da drengen var 4 aar. Moderens plejefar paatog sig at forsørge den lille Rasmus og hans to yngre brødre, mod at moderen passede hus for ham i Hunseby, hvor han var lærer. Der var ikke raad til at lade drengen studere, skønt han var godt begavet. Da han var god til at tegne, blev han sat i malerlære i Maribo, men lensgreve F.M. Knuth til Knuthenborg tilbød at lade ham uddanne til lærer, og den unge mand kom paa Jonstrup Seminarium. I 1854 fik han lærereksamen med udmærkelse og blev hjælpelærer i Maglemer på Lolland. Men hans hu stod egentlig til teologien, og snart efter gik rejsen til København, hvor han efter tre aars forløb tog studentereksamen.

Mødet med de handicappade

Det var stadig hans hensigt at læse til præst, men det pinte den ømfintlige unge mand at leve helt og holdent af grev Knuths godgørenhed, og han tog derfor stilling som lærer ved Døvstummeinstituttet. Han blev snart grebet af dette interessante arbejde, men opgav dog ikke at faa teologisk embedseksamen.Efter nogle aars forløb begyndte han atter at studere. Paa dette tidspunkt søgte man med lys og lygte efter en dansk lærer til døvstummeinstituttet i Slesvig. Malling Hansen tog imod stillingen i 1862. I 1864 udnævntes han til forstander, men da krigen udbrød, maatte han fortrække til København, og i 1865 lykkedes det ham omsider at faa sin embedseksamen. Samtidigt blev han forestander for Døvstummeinstituttet i København. Hos Malling Hansen forenedes et ildfuldt kunstnertemperament med organisatorisk dygtighed og sans for videnskabelig metode og grundighed. Han kastede sig med stor energi og begejstring ind i arbejdet for de døvstumme, og han var manden bag den ministerielle resolution af 5. januar 1867, hvorefter man skelnede mellem ”egentlige” og ”uegentlige” samt svagt begavede døvstumme, og disse tre kategorier undervistes fra nu af hver for sig. De ”uegentlige døvstumme” var dem, der kunne høre eller tale lidt. Denne deling var noget helt nyt, og Danmark blev saaledes foregangsland paa dette omraade. Den kaldtes da ogsaa ”den danske metode” eller ”den danske deling”.Det var ogsaa Malling Hansen, der i 1879 indsendte et forslag til regeringen om oprettelse af et døvstummeinstitut i Jylland. Forslaget mødte velvilje i rigsdagen, og i marts 1880 blev det vedtaget, at der skulle oprettes et døvstummeinstitut i Fredericia.

I det hele taget gennemgik døvstummevæsendet i Danmark en kolossal udvikling i Malling Hansens tid. Han havde sans for det nye, der laa i tiden, og paa sine rejser i udlandet havde han lejlighed til at lære nye tanker og metoder at kende, og han forstod at si det bedste fra og benytte det herhjemme.

Skrivekuglen

Men gennem arbejdet for de døvstummes sag kom Malling Hansen ind paa helt andre emner, som optog ham og gjorde sit til at øge hans ry. Hvem har ikke paa et eller andet tidspunkt hørt om Malling Hansens skrivekugle, den første hurtigskrivemaskine i verden, der blev fremstillet med salg for øje. Ved sit arbejde med de døvstumme havde Malling Hansen bemærket, at en øvet fingertaler kan gengive lyde tre gange saa hurtigt, som det kan lade sig gøre ved haandskrift. Andre havde forsøgt at lave skrivemaskiner som hjælpemiddel for blinde, men det var selve hurtigheden, der fascinerede Malling Hansen, og da han var i besiddelse af baade fantasi og mekanisk snilde, gik han i gang med at opfinde an hurtigskrivemaskine. I 1870 fik han 15 aars eneret paa den, og den blev vist paa udstillinger rundt om i Europa og opnaaede at skaffe ham verdensry, men da den amerikanske Remington-maskine snart efter gik sin sejrsgang over verden, blev den slaaet ud. Malling Hansen puslede dog med forbedringer af den lige til sin død i 1890.Hurtigskriveridéen bragte Malling Hansen ind paa tanken om massekopiering, og han opfandt xerografien, en forløber for hektografien.

Organismen og de kosmiske stråler

Paa endnu et omraade skulle Malling Hansen tage et vigtigt initiativ uden selv at føre det igennem, og uden at andre direkte fulgte sagen op. Da man indførte kostændringer for de døvstumme børn, foretog han gennem flere aar systematiske maalinger af børnenes vægt og størrelse og kom til det resultat, at væksten foregik i perioder, ganske uafhængigt af børnenes ernæring og beskæftigelse. Ved en lang række videnskabelige forsøg kom han endvidere til den overbevisning, at alle organismers vækst var periodisk og afhang af kosmiske straaler, først og fremmest af solenergien. Han skrev forskellige afhandlinger om disse forsøg og kaldte dem beskedent ”fragmenter”. De vakte opsigt blandt videnskabsmænd i mange lande, men efter hans alt for tidlige død var der ingen, der umiddelbart tog traaden op.

Der er dog ingen grund til at mindes Rasmus Malling Hansen som en mand, der blot efterlod sig et bundt løse ender, for naar andet er glemt – selv hans interessante skrivekugle, der nu betragtes som en kuriositet – saa er der dog grund til at huske, at han var en af døvstummevæsenets værdifuldeste reformatorer, og at alt, hvad han foretog sig han foretog sig paa andre omraader, havde relation til denne, hans hjertesag.

GERDA BERNTSEN

[1] JMC: Vi ved desværre ikke, hvor denne udmærkede artikel blev publiceret – men vor kopi fortæller at den er fra Søndag den 19 september 1965 og at den er publiceret under vignetten ”Strejftog i døgnet”.
Det eneste jeg har kunnet finde om forfatteren er, at hun blev født i 1917 og har publiceret nogle bøger i forskellige emner.

SA: På en internasjonal slektsside står følgende om Gerda Berntsen: Born on 22 Mar 1917. Gerda Elisabeth Berntsen HENRIKSEN married Kai Ove NATHANSOHN. She passed away on 1 Mar 2007.

Gerda Berntsens litterære produksjon kan ses her.

Det Kongelige Bibliotek i København har et portrettfoto av Gerda Berntsen, men det er dessverre ikke digitalisert.

Se også artikler av Gerda Berntsen i Vestkysten 1964-10-08 og Herning Folkeblad 1967-07-21.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

”Den Store Danske Encyklopædi”, blev udgivet af Gyldendals Forlag i perioden 1994 til 20006 og fik  navnet ”Danmarks Nationalleksikon”. Værket omfatter 22 bind samt to indeksbind og indeholdt i 2006 mere end 161,000 artikler. 4000 eksperter medvirkede i dets produktion og leksikonet blev trykt i 35,000 eksemplarer; dertil kom CD-Rom og dvd-versionerne. Fra februar 2009 blev encyklopædien udgivet på internettet under navnet Den Store Danske, og indeholdt i 2017 over 194,000 artikler. Den Store Danske i internetudgaven bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk. Se også: www.denstoredanske.dk, som er porten til flere store opslagsværker. Man kan se internetversionen som en konkurrent til den danske Wikipedia; i undervisnings- og forskningsverdenen har Den Store Danske højere status end Wikipedia.

Christian Barnholt, den første president for det internationale Rasmus Malling-Hansen Selskab var forfatteren for denne artikel og for de korte artikler om skrivekuglen, takygrafen og xerografien.

Malling Hansen, Rasmus[1], 1835-90, dansk forstander, præst og opfinder. Malling Hansen blev efter lærereksamen ansat ved Det Kongelige Døvstummeinstitut i 1859, Han tog i 1865 teologisk embedseksamen og blev samme år forstander og præst ved Instituttet. Malling Hansen var i årtier den ledende kraft bag store pædagogiske  og organisatoriske reformer i døvstumme-væsenet, og på hans forslag oprettede man i 1881 Det Kongelige Døvstummeinstitut i Fredericia. Han skrev den store kommis-sionsbetænkning om døvstummevæsenet i 1889, der bl.a. førte til, at De Kellerske Døvstummeanstalter overgik til Staten.

     Malling Hansen beskæftigede sig livet igennem med en række andre banebrydende sager, alle med udgangspunkt i hans daglige gerning. I 1870 fik han eneretsbevilling (patent) i 15 år på ˃[2]skrivekuglen, der første skrivemaskine i verden, dere blev fremstillet i mange eksemplarer og modeller. I 1872 fik han eneretsbevilling på ˃takygrafen, en særlig effektiv udgave af skrivekuglen beregnet til telegrafkontorer, og i 1872 præsenterede han ˃xerografien eller tørkopieringen, som var en mekanisk mangfoldiggørelse af breve og tegninger vha. karbonpapir og valser. Både skrivekuglen og xerografien vakte international opsigt, men fik ingen større udbredelse.

     I 1880’erne offentliggjorde Malling Hansen en række epokegørende opdagelser om børns vækst, baseret på detaljerede målinger af kosten, højden og vægten hos eleverne på Døvstummeinstituttet. Det viste sig, at der var regelmæssige perioder i børnenes vægt- og højdeforøgelse. Indtil da havde man ment, at børn voksede jævnt. Opdagelsen førte ham til at undersøge træers vækst og en lang række andre fysiske forhold over hele Jorden, som bekræftede hans konklusion, at alt liv vokser i regelmæssige perioder. Disse opdagelser vakte stor opsigt ved den internationale lægekongres i København 1884 og gennem bogen og tabelsamlingen Perioder i Børns Vækst og Solens Varme (1886).
                                           Cbar

Skrivekuglen 125 år

Af Carsten Erik Noe

En tidlig efterårsdag den 5. september 1835 fødtes Hans Rasmus Johan Hansen i Hunseby ved Maribo. Søn af skolelærer Johan Frederik Hansen og Juliane Marie Cathrine, født Matzen. Rasmus’ far døde pludselig af tyfus i 1839 og efterlod sig hustru og tre små drenge, af hvilken Rasmus var den ældste, knap 4 år gammel. Enken havde problemer med at forsørge de tre små børn og flyttede derfor ind til sin gamle plejefar, skolelærer Rasmus Malling, fra hvem han fik sit nye efternavn[1].

Lille Rasmus var meget lærenem, han var interesseret i matematik og havde gode evner for tegning. Forberedelserne til hans konfirmation gjorde stærkt indtryk på ham, og en dag betroede han præsten, som hed Gude, at hans største ønske var at blive præst. Efter sin konfirmation blev han imidlertid sat i malerlære for på den måde at kunne gøre brug af sit tegnetalent. En dag kom der en tilsigelse fra lensgreve F.M. Knuth om at møde på Knuthenborg, resultatet af dette blev at greven påtog sig at holde den unge Malling-Hansen på Jonstrup Seminarium, hvor han efter et treårigt ophold tog sin lærereksamen med udmærkelse. Han tog derefter hjem og blev hjælpelærer i Maglemer nær Hunseby, og efter et års tid gik hans store drøm i opfyldelse, hans trofaste støtte greven sendte ham til hovedstaden for at studere til præst[2].

Sådan starter historien, men Rasmus Malling-Hansen var ikke kun præst. Han var også et menneske som interesserede sig for døvstumme, og det var i den forbindelse at han som forstander, lærer og præst ved den danske døveskole opfandt skrivekuglen. I marts 1870 søgte Rasmus Malling-Hansen om patent på sin skrivekugle. Interessant nok skulle patentansøgningen for skrivekuglen (30 sider) indleveres håndskrevet.

Det var i sin egenskab af døvstummelærer at Rasmus Malling-Hansen fandt ud af, at man som regel kun kan skrive 4 lydtegn i sekundet og i daglig tale i gennemsnit udtale 12 lydtegn i sekundet. Hvorimod en tegntaler (en døv/døvstum der bruger hænderne til at tale med) kan angive omkring 12 lydtegn i sekundet med en hurtighed, som nærmest er normal tale. Det var denne teori som førte til at Rasmus Malling-Hansen opfandt skrivekuglen. Han overførte simpelthen håndalfabetet til en kugle.

Den første model

Den første model var færdig i 1865, men denne var kun en forløber for en senere der kom i 1867[1]. Den var ikke alene mekanisk men også elektrisk. Noget der på den tid var svært at forstå. Den var dog konstrueret på en måde der gjorde den vanskelig at bruge. Da papiret sad under maskinen på en valse, var det simpelthen ikke muligt at se hvad man skrev. Et andet problem var batterierne, der på den tid var vanskelige at fremskaffe, og maskinen kom til at veje 75 kilo[2].

Det var altså på denne maskine han i 1870 fik patent, men han nåede dog ikke at sætte den i produktion, før han havde set dens fejl. Derfor udviklede han den rent mekaniske model, som blev udført på en enklere og lettere måde og kun vejede 5 kilo[3]. Rasmus Malling-Hansen fik, bemærkelsesværdigt for den tid, 15 års eneretsbevilling (den tids patent). Til forsøg og forbedring af den fik han bl.a. støtte af Indenrigsministeriet, Reiersenske Fond, Classenske Fideicommis og Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse[4].

På den nordiske udstilling i 1872 var skrivekuglen en helt anden. Den nye skrivekugle var taget ud af sin kasse og papiret var i stedet for på en valse, sat i en ramme, der sad mere synligt. Skrivekuglen var, modsat så mange andre nutidige skrivemaskiner, ikke udført i jern men i stedet i messing. I forbindelse med udstillingen gav Rasmus Malling-Hansen professor Jüngers Mechaniske Etablissement, det firma der i forvejen fabrikerede skrivekuglen, lov til at fremstille en specialmodel af skrivekuglen, og de fik 13 års eneret på den ændrede model, takygrafen (hurtigskriveren). Takygrafen var en ny model, ombygget så at den kunne skrive 20 bogstaver i sekundet eller 1 200 i minuttet. Det var en fart som en nutidig maskine næppe vil have mulighed for at kunne klare med vore dages tastatur[5].

Der blev i årene fremover udviklet andre modeller der både var lettere og billigere. Den første kostede 1 200 kroner, men prisen faldt efterhånden til 150 kroner. Der blev også lavet nogle specielle blindskriftsmodeller, en med Braille (punktskriftstastatur) og en anden med måneskrift (sjælden punktskrift).

Tastaturet

Selve tastaturet på skrivekuglen er halvkugleformet, opdelt i en højre og venstre halvdel. Den ene er til vokaler, den anden til konsonanter. Samtidig er de mest brugte bogstaver anbragt så at de passer til de hurtigste fingre. Rasmus Malling-Hansen lod først fremstille en model, så han kunne prøve om hans håndstilling passede, denne fik han fremstillet hos Aluminia Fajance[6]. Øvekuglen er nævnt i en dagbog af Rasmus Malling-Hansens svoger[7].

125 år efter

I dag, 125 år efter det første patent på skrivekuglen, er der nok ikke så mange der tænker over, at skrivemaskinen delvis stammer fra en næsten ukendt dansker. For det blev ikke Malling-Hansen-tastaturet man brugte.

I Amerika, i 1873, opfandt C.Latham Sholes en skrivemaskine[8]. Det var både en dårligere og langsommere konstruktion end skrivekuglen. Sholes’ skrivemaskine var med et tastatur, der svarer til det vi kender i dag.

Han søgte hjælp hos et firma der normalt producerede rifler[9], nemlig Remington. De så ideerne i hans opfindelse, men de var dog lidt forsigtige i starten. Men da skrivemaskinen så ud til at blive en succes, satte de deres navn Remington på og producerede den i tusindtal[10]. Skrivemaskinen har for længst udkonkurreret skrivekuglen, bl.a. fordi for hver 100 kr Malling-Hansen brugte på sin skrivekugle, brugte amerikanerne 1000 dollar[11].

Hvis Rasmus Malling-Hansen havde været mere interesseret i sin skrivekugle kunne han med sin bedre konstruktion sikkert have vundet det slag, men Rasmus Malling-Hansen fik nye interesser. Han havde under arbejdet med skrivekuglen fundet ud af, at man ved at lægge et stykke papir med karbon under, med sværtesiden mod papiret, får en spejlvendt kopi af teksten på bagsiden af det papir man havde skrevet på, og tog man den spejlvendte kopi og kørte gennem en presse fik man en kopi af det skrevne. Malling-Hansen prøvede med flere farver, og bedst var den blå som man kunne køre igennem pressen 6 gange.

Allerede i 1872 offentliggjorde han sin nye opfindelse, som han kaldte xero-grafi (tør-tryk). Uden selv at vide det havde han opfundet det man i dag kalder kopimaskinen. Det var 69 år før Chester Carlson[12] præsenterede sin kopimaskine, som han siden solgte til Rank Xerox. Hans model var dog af en mere avanceret type.

The Writing Ball Turns 125 years

By Carsten Erik Noe

English translation by

Jørgen Malling Christensen

An early autumn morning on the fifth of September 1835 Hans Rasmus Johan Hansen was born in Hunseby by Maribo. He was son of school teacher Johan Frederik Hansen and Juliane Marie Cathrine, maiden name Matzen. Rasmus’ father died suddenly in 1839 from typhoid fever and left wife and three small boys, of which Rasmus was the eldest, not yet four years old. The widow was hard put to provide for the three small children and therefore moved in with her former foster father, the school teacher Rasmus Malling, from whom he got his new name[1].

Rasmus as a small boy was a very quick learner, he was interested in mathematics and talented in drawing. The preparative teaching for confirmation made a deep impression on him, and one day he confided in the vicar, whose name was Gude, that his greatest wish was to become a priest. However, after his confirmation he was apprenticed as a house painter in order to make good use of his talents in drawing. One day he was summoned to meet Count F.M.Knuth at Knuthenborg Manor, and the result of this meeting was that the count sponsored the education of young Malling-Hansen at the Jonstrup teacher training college, from where he graduated with distinction after three years. He then returned home and became assistant teacher in Maglemer near Hunseby, and a year later his dream was fulfilled – his faithful supporter, the count, sent him to the capital city for theological studies[2].

This is how the story starts, but Rasmus Malling-Hansen was not only a priest. He also took a keen interest in deaf-mute pupils, and it was in this connection as a principal, teacher and priest at the Danish school for the deaf that he invented the writing ball. In March 1870 Rasmus Malling-Hansen submitted his application for a patent on his writing ball. It is an interesting fact that the application for the writing ball (30 pages) had to be presented in handwriting.

In his capacity as teacher of the deaf-mute Rasmus Malling-Hansen found out that ordinarily one is able to write only 4 phonemes a second and in daily speech utter 12 phonemes a second. In comparison, a sign speaker (a deaf or deaf-mute person using his/her hands to communicate) is able to produce around 12 phonemes a second, i.e. practically the speed of normal speech. This was the idea, or point of departure, which led Rasmus Malling-Hansen to the invention of the writing ball. He simply transferred the hand alphabet to a sphere.

The First Model

The first model was ready in 1865, but it was only a precursor of a model appearing in 1867[1]. It was not only mechanic but also electric – something which was not easy to grasp at the time. However, it was constructed in such a way that it was tricky to use. Since the paper was placed below the machine on a platen, it was quite simply not possible to see what was being written. Another problem were the batteries which at the time were hard to find, and the machine weighed as much as 75 kilos[2]

This was the machine on which he obtained his patent in 1870, however he did not manage to put it into production before realizing its flaws. Hence he developed the purely mechanical model, designed and built in a simpler manner and weighing merely 5 kilos[3]. Rasmus Malling-Hansen obtained – remarkable for that period of time – a 15 year monopoly (the word used for patents. For his experiments and continued improvements he received support from, among others, the Ministry for the Interior, the Reiersen Fund, the Classenske Trust and the Hielmstierne-Rosencroneske Trust[4].

At the Nordic Exhibition in 1872 the writing ball was completely different. The new writing ball had been extracted from its box and the paper was now - instead of being fitted to a cylinder - put into a frame where it was more visible. The writing ball was, in contrast to so many other current typewriters, not built with iron but brass. In connection with the exhibition Rasmus Malling-Hansen allowed professor Jünger’s Mechaniske Etablissement – the company which already was making the writing ball – permission to produce a special model of the writing ball, and they got 13 years’ monopoly on the modified model, the takygraf (speed writer). The takygraf was a new model, modified in order to be able to write 20 letters per second or 1200 per minute. This was a velocity which a present day machine would hardly be able to achieve with the keyboard or our time[5].

In the following years they developed other models that were lighter as well as cheaper. The first one cost 1200 kroner, but later on the price dropped to 150 kroner. They also fabricated some special models for the use of blind people, one with Braille (embossed printing keyboard) and another one with moon code (a rare form of embossed writing).

The Keyboard

The keyboard of the writing ball is hemispherical and divided into left and right hand side, where one is for vowels and the other one for consonants. Also, the most frequently used letters are placed so as to fit the quickest fingers. Rasmus Malling-Hansen had a model made so that he could test whether the position of his hand was suitable, and this model was done by the ceramic factory Aluminia Fajance[6]. The practice semisphere is mentioned in a diary written by Rasmus Malling-Hansen’s brother-in-law[7].

125 Years Later

Today, 125 years after the first patent of the writing ball, probably very few people realise that the typewriter partly emanates from an almost unknown Dane. For the Malling-Hansen keyboard was not to be the one used henceforth.

In America, in 1873, C. Latham Sholes invented a typewriter[8]. The design was inferior and slower than that of the writing ball. Sholes’ typewriter had the keyboard we know and use today. He sought support from a company that normally produced firearms[9], namely Remington. They saw the advantages of the concept and ideas of his design, but they were however somewhat hesitant for a start. But when it seemed that the typewriter was going to be a success, they issued it with the name of Remington and produced it in the thousands[10]. The typewriter has stolen a march on the writing ball since long time back, one of the reasons being that for every time Malling-Hansen would spend 100 kroner on his writing ball, the Americans would invest 1000 dollars[11].

If Rasmus Malling-Hansen had been more interested in his writing ball he would surely have won this battle – given its superior construction – but Rasmus Malling-Hansen turned his attention to other issues. In connection with his work with the writing ball he had found out that by placing a carbonised paper underneath, the inked side facing the paper, one obtains a laterally reversed copy of the text on the backside of the paper on which we have typed. By processing the laterally reversed copy through a printing press one would obtain a copy of the typed text. Malling-Hansen tested with several colours, and the most suitable one was blue, which could be put through the printing press 6 times.

He went public with his new invention already in 1872, calling it xero-graphy (dry print). Without fully realising it he had invented what is today known as the copying machine. This was 69 years before Chester Carlson[12] presented his copying machine, which he sold to Rank Xerox later on. Carlson’s model was, however, of a more advanced type.