Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og publisering ved Sverre Avnskog.

Rasmus Malling-Hansen havde to yngre brødre: Thomas Jørgen Jensen Hansen, 1837-1919, og Johan Frederik Emanuel Hansen, 1839-1912. Alle tre brødre fik læreruddannelse på Jonstrup statsseminarium. Vor brevsamling og samtidige kilder viser, at brødrene bevarede et meget nært forhold til hinanden livet igennem.

Thomas Jørgen, oftest kaldt Jørgen, blev i kraft af hans udmærkede kundskaber i engelsk – engelsklærer og translator - en vigtig støtte for Rasmus Malling-Hansen i dennes kontakter med personer i England og USA.

Vi har tidligere dokumenteret Jørgens publikationer på undervisningsområdet – se ”Thomas J. J. Hansen som skolebogsforfatter” -, men derudover nedskrev han i perioden efter sin pensionering (1906) nogle erinderinger fra barndommen i Hunseby. Disse erindringer blev publicerede i Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbøger i udgaverne 1916, 1917, 1918 og 1920 under titlen ”Træk af dagligt Liv i en lollandsk Landsby 70 Aar tilbage”.

Jørgen Hansens erindringer er ikke fokuserede på hans berømte ældre broder, men de har alligevel stor interesse for Malling-Hansen-forskningen, fordi de formidler et indblik i det miljø, som bidrog til at forme personligheden Rasmus Malling-Hansen. Den indholder interessant og vigtig information om moderen Juliane Marie og om hendes og brødrenes plejefar, den norske lærer Rasmus Malling, som brødrene kaldte ’Bedstefar’. Rasmus Malling blev født i 1787, og var altså 53 år i 1840 og 63 år gammel i 1850, som var den tidsperiode Jørgen beskriver.

Alle årbøger fra Lolland-Falsters Historiske Samfund er frit tilgængelige på nettet – se: lfhs.dk

De findes også som en del af den enorme litteraturliste, som er blevet gjort tilgængelig på ’slaegtsbibliotek.dk’ og som vokser kontinuerligt.

Vi er taknemmelige for, at LFHS så generøst har åbnet for ikke-kommerciel adgang til disse kilder og ønsker hermed at udtrykke vor påskønnelse og anerkendelse for dette prisværdige initiativ.

Det første afsnit findes i Årbog 1916 s. 102-115. Her får vi et indblik i en typisk landsbyhusholdning i 1840erne i et hjem som ikke var velhavende men ikke heller specielt fattigt. Det var rigt på gode og kærlige mennesker, som arbejdede hårdt og gjorde alt for at give de tre brødre en god og sund opvækst. Jørgen fortæller om arbejdet med at bage brød, brygge øl, husdyrene, slagtningen, maden, det levende lys og alt andet som allerede var fortidig landsbyhistorie, da Jørgen nedskrev erinderingerne.

Lærerne var dengang betalt ganske lidt i rede penge – en stor del af lønnen var i naturalier og i adgangen til et stykke jord som skulle dyrkes og passe, samt bygninger til husdyrene. Lærer Rasmus Malling var ikke kun lærer og kirkesanger – han var desuden bonde og skulle kunne meget med sine hænder.

Brygning.

Brygning var for os Børn en meget højtidelig Handling. Den rislende Lyd og den ejendommelige Duft, der fyldte Køkkenet, havde noget hemmelighedsfuldt og betagende ved sig, og Indtrykket blev for mig endnu dybere, naar jeg saa min yngste Broder forsigtigt aabne Køkkendøren paa Klem for derpaa rædselsagen at smække den i og flygte med de

*) Denne og følgende Illustrationer efter Fotografier for Aarbogen vel-villigst ved Hr. Bogholder Sørensen, Maribo Sukkerfabrik.

Side 104.

Ord: „Det spilder i Køkkenet“. Naar det regnede, sagde han ogsaa helt mellemfornøjet: „Det spilder“.

Det interessanteste var Bryggerkarret, der stod paa nogle Bukke og havde et rundt Hul i Bunden (se Afb. 2). En Stav, der var tilspidset i den ene Ende, passede til Hullet og kunde helt lukke for det. I Karret kom der renvasket Halm og Malt; der hældtes kogende Vand paa, og efter Forløbet af en bestemt Tid drejede man lidt paa Staven og hævede den, og nu strømmede den brune Drik ned i en Spand, der var stillet under Karret.

Den varme sødlige Drik holdt jeg af at smage paa; men Pigen vilde gerne have, at jeg skulde drikke lidt af det Humleafkog, der senere blev blandet med Maltøllet. „Smag ogsaamin Urt!“ sagde hun, „det er saa sundt“.

Det var ogsaa nok værd at se Øllet i de forskellige Kar, naar den paasatte Gær dukkede op og bredte sig. Det præsterede Hvidtøl, der fyldtes paa et udskoldet Anker, havde en behagelig Smag og vandt meget Bifald. Juleøllet var noget stærkere og sødere end Dagligøllet. Gaardmændenes Gammeltøl havde Ry for at være meget velsmagende, men ogsaa for at være af en lumsk Natur. Man kunde let beruse sig deri.

Tanken paa Øllet bringer mig Humlehaven i Erindring. Den var kun lille ; men det var et prægtigt Syn at se de mange ranke Humlestænger omgivne af de grønne Ranker med de bugnende Klynger af store Humlekopper. Flere Aar i Træk havde vi Naboer til Hjælp med Humleplukningen. Vi sad i Skolestuen om et mægtigt ovalt Kar, og paa nogle Timer var der plukket et Lag Humlekopper, der fyldte en Alen i Karret. I Løbet af en halv Snes Aar blev Ud-

Side 105.

byttet ringere og ringere, og tilsidst nedlagdes Humlehaven og blev taget ind til Marken.

Slagtning og Kreaturhold.

Slagtning foretoges sent om Efteraaret, hos os i November, hos andre nærmere hen imod Jul. Vi Børn var aldrig Øjenvidner dertil; men Ørenvidner — højlig imod vor Vilje — var vi til Svineslagtningen.

Kalve, Lam og Faar havde vi Sympati for; men Svinene kunde vi ikke lide. De boede ikke saa flot og rent som Nutidens Svin, og de opførte sig højst udannet og bølleagtigt, naar de for Bevægelses Skyld blev lukket ud i den indheg- nede Gaard. De gryntede og snorkede højst umelodisk, og ryddede væk med deres snavsede Tryner paa alt, hvad der ikke stod fast, en Balje, en Spand væltede de og kørte rundt dermed og øvede, hvad Hærværk de mægtede. Engang fik Grisen løftet Halvdøren til Loen af; dér stod en stor Portion Kultjære, der skulde bruges til at male Stakittet med. Den store Spand blev væltet, og en Sø af duftende Tjære dannedes paa Logulvet til stor Glæde for Dyret, som væltede sig rundt deri med kendeligt Velbehag og derefter viste sig dryppende og med Sørgekulør.

Vi Børn skyede Gaarden paa de Tider, da Grisen herskede. Saa den os, kom den straks snusende og smaskende hen imod os, stødte til os med Trynen og oversavlede Hænder og Klæder paa os, hvor meget vi end truede og sparkede og slog fra os. Naar vi kløede den i Nakken, fik vi Fred et Øjeblik, men bag efter var den saa meget desto mere paatrængende.

Kun een af disse Skabninger opførte sig ordentligt. Den var noget lille og utrivelig, men fuld af Liv og Lystighed. Den havde forelsket sig i Naboens Hund, og Kærligheden var gensidig. Paa en eller anden Maade maa den have meldt, hver Gang den var fri. Naar den blev lukket ud, saa den sig om, som om den ventede nogen, og der gik ikke ret mange Minutter, før Hunden hoppede over Gærdet og mødte

Side 106.

paa Pladsen. Nu begyndte der en ejendommelig Leg; det ene Dyr fo’r truende løs paa det andet, der i tilsyneladende Rædsel tog Flugten. Et Øjeblik efter gik Jagten Gaarden rundt i omvendt Orden; det forfulgte Dyr gjorde omkring og var nu Forfølger. Mange muntre Sidespring og Drejninger satte Krydderi paa Sporten, der kunde fortsættes i Timevis.

Alligevel ynkede jeg de grimme Dyr, naar de skulde lade Livet. Maaske den uhyggelige Tid og den gennemtrængende Skrigen, der vækkede os midt om Natten, bidrog meget dertil. Klokken 2 kom to Arbejdsmænd og deres Koner; Svinet blev bundet om Trynen, og ved forenede Kræfter og ved Hjælp af et stærkt Reb slæbt ind i Køkkenet. Vi hørte dets Skrigen og Sparken og Sprællen, naar det blev lagt paa Slagterbænken; men værre endnu lød det, naar det blev stukket. Jeg stak Fingrene i Ørene og længtes efter Stilhed. Naar Skriget standsede, lød der en mangefodet Træskoklapren, blandet med højrøstede Tilraab; saa vidste vi, at Svinet blev baaret til Skoldekarret og skrabet.

Den forunderlige Tid, der valgtes, beroede maaske noget paa, at Mændene skulde møde tidlig ved deres Arbejde, men havde dog vistnok sin væsentlige Grund i en Tradition: alt skulde endes i Løbet af et Døgn. Noget lignende var Tilfældet paa større Steder med Vasken. Pigerne maatte give Afkald paa en Nats Søvn og begynde deres Arbejde Kl. 11 om Aftenen, sagtens for at Dagens Gerning kunde øves uforstyrret.

Slagtningen blev dog ikke helt endt paa een Dag. Partering og N edsaltning af Dyret skete næste Dag, ligesom ogsaa de forskellige Slags Pølser blev færdige næste Formiddag. Det var et fornøjeligt Arbejde at gaa ud til Nabofamilier med en lille Kurv, hvori der under en hvid Serviet og et Ark Papir var gemt et smukt Stykke Flæsk og en lille Medisterpølse. Det var i Reglen til Folk, hvor der ikke kunde være Tale om Gengæld.

Fra Gaardmandskoner, som Huset var i nærmere Bekendtskab med, kunde der vanke Sendinger til os. De var meget smukt behandlede;-men jeg for min Del syntes ikke om Medisterpølserne, naar der var Timian i dem.

Side 107.

Det forekommer mig, at Svinene var noget federe, end man nu synes, de skal være. Hos adskillige Gaardmænd var det ganske sikkert Tilfældet. Der laa en Slags Forfængelighed til Grund derfor. Man pralede af, hvor mange Tønder Korn Svinet havde faaet, og hvor meget Flommefedtet vejede. Toppunktet af denne Ødselhed havde vel en Gaardmand naaet, der maatte beklage, at han til Resultat havde faaet Bebrejdelse af sin Familie og sine Folk for noget Flæsk saa fedt, at det næsten var uspiseligt, og for den urimelige Masse Korn, der var anvendt paa Dyret, 10 Tdr. Ærter paa en Tid, da Ærterne kostede 10 Rd. Tønden, altsaa en Omkostning af 100 Rd. (200 Kr.).

Der blev vistnok ikke lagt megen Vægt paa Faareholdet, i alt Fald ikke paa at have fordelagtige eller fine Racer. Naar Smaafolk om Foraar eller Efteraar gik omkring efter Faareklipning og bad om en Tot Uld eller Laad (det regnedes slet ikke for Tiggeri), var det vistnok med Hensyn til Finhed og andre Egenskaber en underlig Blanding, de kom hjem med.

Faarene og Lammene nød vor Yndest og Bevaagenhed. Vi Børn beundrede deres Fromhed og Taalmodighed, naar de blev vaskede og klippede. Vi blev vistnok ogsaa paavirkede af den Omhu og Venlighed, der vistes dem af de voksne. Vi saa aldrig paa, at de blev slagtede.

Vort Hønsehold var vistnok ret vellykket og indbringende. Ænderne derimod bragte næppe nogen stor Fordel. Da Bedstefader engang holdt rigtigt Regnskab over, hvor meget Korn de fortærede, indsaa han. at Andestegen blev ham for kostbar, og Ænderne var saaledes afskaffede.

I flere Aar gjordes der Forsøg paa at opfede Gæs. Der købtes ved en Auktion paa Herregaarden om Efteraaret en halv Snes Tiendegæs. I et Hjørne af Haven op mod Rullestuen lavedes der en Indhegning af Granstænger, hvor de opholdt sig til Slagtetiden. De fortærede en Masse Korn, og det viste sig hver Gang, at flere af Gæssene var gamle, saa at deres Kød skrumpede ind og var meget sejgt, enten det kogtes eller stegtes, eller man nød det som røget Gaasebryst.

Side 108.

Vask.

Hos os blev der ikke vasket hele Natten igennem; men Arbejdet begyndte noget tidligere end den sædvanlige Dagsgerning. Enkelthederne staar klarere for mig end Gangen i Arbejdet. Tøjet blev lagt i Blød nogen Tid. Det finere tog Moder sig af, og det grovere (Lagen, Kropstykker, Undertøj og Duge til daglig Brug) kom under Tjenestepigens og Vaskerkonens Behandling.

Over det grove Tøj hældtes den hede, stærke Lud af Bøgeaske, og jeg ser endnu, hvorledes de to strøg grøn Sæbe paa Tøjet og gned paa det, saa Sveden haglede ned ad Ansigt og Arme, og ikke mindre varmt var der over den ensomme Balje med det skummende Sæbevand.

For at faa Luden ud af Tøjet maatte det bankes og skylles. Et Apparat af Træ, der kunde ligne en Spade med et kort Skaft, havde Navn af Tværtærskel og benyttedes til at banke Luden ud (se Afb. 3). Saa skylledes der efter i rent Vand, og to vred Vandet af med kraftige Tag for derefter at hænge Tøjet til Tørre.

Det fine Tøj skylledes i blaanet Vand. Stempelblaat i Form af runde tykke Oblater anvendtes dertil, og det blaa-lige Skær pyntede efter vor Mening paa Tøjet. En Forpagterfrue (Madam hed det dengang) bad om at maatte rulle en større Vask hos os. Pigen hjalp hende og hendes Folk med at komme i Gang, og Fruen spurgte saa: „Hvad synes du om min Vask?“ „Lidt mere BIaat kunde gerne være brugt,“ sagde

Side 109.

Pigen diplomatisk og føjede siden til, da hun var alene med Moder: „Tøjet var jo graat af bare Snavs“.

Jeg var maaske henimod 6 Aar, da jeg havde en Oplevelse, der staar i et straalende Lys for mig. Det var i Forsommeren, at en usædvanlig stor Vask blev afhentet af en Arbejdsvogn for at køres til en nærboende Gaardmands Skovhave, hvor der fandtes et Vandsted med Tilløb og Afløb og klart Vand. Dér foregik en Skylning og en Vridning i det store. Selve Køreturen var en Svir, og Kvindernes Arbejde midt ude i Vandet og med bare Fødder forekom mig at være et misundelsesværdigt Privilegium. Men mest betaget var jeg af den lille dejlige Skovhave med Skovbund og Græstæppe, det smukke Buskads og den lille Bæk med sine Bugtninger og med den klare Sandbund, ganske som en af vore laante Bøger med Smaahistorier havde skildret en fortryllende landlig Scene. Desværre var den smukke Plet nogle faa Aar efter forvandlet til en flad og kedelig Mark.

Tøjets Ophængning til Tørre og Rulningen havde ogsaa sin Interesse. En lille Tilbygning til Udhuset indeholdt et større Rum, der hed Rullestuen, og et mindre, der hed Sulekammeret.

Vor Rulle var af gammeldags Konstruktion. Den var større og mere velindrettet end nogen anden, jeg har set af den Façon. Kassen, der bevægedes hen over Stokkene, var af tykke Egeplanker, og den var ikke fyldt med løse Kampesten af forskellig Størrelse, men med Mursten, der laa fast i Ler. Rullestokkene bevægede sig hen over et glat og jævnt Bord af svære Planker, og den opstaaende Ramme, der omsluttede Kassen, var med sine Trisser udmærket afpasset, saa at Kassen med Lethed kunde føres frem og tilbage over Stokkene.

Til Rulning hørte der endnu et Bord. Det var en Plade af Fyrretræ, hvidskuret og omtrent 2 Alen i Kvadrat. Nogle Tapper blev indsat i tilsvarende Huller i Væggens Tømmer, og et Ben, der paa modsat Side ved et Hængsel var forbundet med Bordpladen, blev nu rettet ned og holdt i Stil-

Side 110.

ling ved en lang Krog, der fra Midten af Pladen blev sat fast i en Øsken et Stykke nede paa Bordbenet.

Ved dette Bord stod den Person, der skulde rulle Stykkerne med de hvide Lærreds Rulleklæder paa og af. Fire Personer trak og skød Rullen frem og tilbage, to ved hver Ende, og der var bestandig to Stokke med Tøj under Rullen. De blev skiftevis erstattet med nye Stokke, medens det færdige Tøj blev taget af Stokkene, lagt smukt sammen og anbragt i en stor Kurv eller, naar det var mindre Stykker lagt i Bunke paa Bordet. Det gik jævnt og stadigt som i en Fabrik.

Som ganske lille holdt jeg af at sidde paa Rullen, køre frem og tilbage og se paa Travlheden. Kun gyste jeg lidt og holdt mig fast i Skillerummet mellem Kassens to Afdelinger, naar Rullen blev trukket saa langt ned som muligt og tynget ned for at vippe op ved den anden Ende, saa den færdige Stok kunde tages bort, og en anden lægges i Stedet I en ældre Alder blev det betroet mig for en kort Tid at afløse en af dem, der tjente ved Rullen. Jeg trak og skubbede med en god Vilje, og følte mig ikke saa lidt smigret ved det hæderfulde Hverv.

Inden Døre i Køkken og Dagligstue.

Her er Forskellen maaske størst eller dog mest paafaldende mellem Nutiden og Tiden 70 Aar tilbage.

Man kendte ikke Komfurer lige saa lidt som Kogegas og Elektricitet.

Under Skorstenen var i Bordshøjde den murede Arne (Gruen). Ildstedet var i det ene Hjørne; paa Tværs af det gik en solid Jernstang, der bar en Kedelkrog. Den var forsynet med Hager i forskellig Højde, saa at de større og mindre Jærngryder og Tekedlen kunde hænges i en passende Højde over Ilden. Der var ogsaa Trefødder af Jærn. De benyttedes til at sætte Kasseroller eller Jydepotter paa, naar der skulde være „Ild paa“ mere end eet Sted.

Der var ogsaa sørget for, at et Stegespid kunde befæstes til Bagmuren. Stegning paa Spid var meget yndet, skønt al Sky og meget Fedt dryppede fra Stegen ned i Gløderne. Det var en kedelig Beskæftigelse at dreje Spiddet. Paa finere Steder havde man dog en Slags Uhrværk, der besørgede Drejningen; men det var hændet mere end een Gang, at Maskineriet løb løbsk og sønderrev Stegen og klaskede Stykkerne rundt i Skorstenen og ud i Køkkenet.

En flink Kokkepige eller Husmoder sørgede for at have smaatkløvet Bøgebrænde eller Fyrrebrænde staaende til Tørre ved Ilden. Skulde der saa tændes op, og der var Gløder under Asken, satte man en „Svovlstik“ til en af dem. Saa blussede den og antændte det knastørre Smaabrænde.

Var der derimod ingen Gløder, maatte Fyrtøjet gøre Udvej. Saa tyede man til en lille Jærnkasse, Fyrstaalet kom frem, en lille Flintesten blev slaaet haardt imod det, og Gnisterne blev opfanget i nogle tørre Lærredsklude eller i noget Fyrsvamp. Der maatte saa pustes og blæses for at for at faa Lærredet eller Svampen i Glød, saa at Svovlstikken ved at sættes til det glødende Stof kunde komme i Flamme.

Svovlstikken var et Husflidsprodukt. Man udkløvede Fyrrepinde, der var omtrent 3 Gange saa lange som Nutidens Tændstikker og noget tykkere. Der blev smeltet Svovl i en lille Jærn- eller Lerskaal, og begge Ender af Svovlstikken dyppedes gentagne Gange deri, saa at den forsynedes med en gul Klump i hver Ende; det kunde saaledes gøre Nytte to Gange.

Hvor der var Orden i Tingene, kunde der paa den Maade temmelig hurtigt skaffes Ild. Dog har jeg oplevet en Novemberaften noget sent, da vi kom hjem fra et Besøg, at der maatte slaas Gnister og pustes i længere Tid, maaske 10 Minutter eller et Kvarter, før vi fik Lys, fordi Luften var saa fugtig og taaget. Det hændtes ogsaa adskillige Gange om Vinteren, at Naboer, der om Morgenen saa, at vi havde Ild og Lys, sendte Bud hen med en Lygte for at faa Lyset i den tændt, eller kom med en gammel Træsko i Haanden og bad om at maalte „laane“ nogle Gløder.

I Begyndelsen af Fyrrerne bragte min Moder med sig hjem fra København en 50 „Friktions-Fyrstikker“, som en

Side 112.

Fætter havde foræret hende. De laa i en Trææske med Skydelaag. Prisen var 16 Skilling. De kunde stryges paa en Væg, paa et Ærme eller mod enhver tør Flade og betragtedes og behandledes naturligvis med stor Ærefrygt og Sparsomhed. Nogle Aar senere, da de blev billigere, vandt de almindeligt Indpas ; men man opbevarede og brugte dem med langt større Forsigtighed end nu til Dags. En Nabo- gaardmand satte den første Æske, han fik i Købstaden, over Styr, noget før han naaede hjem. Han vilde prøve det nye Værktøj og tænde sin Pibe; men da han i Mørket aabnede Æsken og saa Fosforskæret lyse fra Fyrstikkerne, troede han, de var i Brand, og kastede Æsken med Indhold ud i det Vandsted, som han lige kom forbi.

„Vogter Lys og Ild!“ hed det i Vægtersangen. Det Lys, der tændtes Morgen og Aften, var yderst beskedent. I Køkkenet leveredes det af et Spædelys eller af en simpel Olielampe, omtrent saa stor som en Tekop, med et lille Næb til Vægen; den var af Blik og forsynet med en lang Krog til Ophængning under en Bjælke eller paa andre Steder.

I Dagligstuen midt paa det runde Bord brændte et Formelys. Det stod i en Lysestage af Kobber. Midt paa en Plade af Størrelse og Façon som en Tallerken stod Lysepiben, et Rør, der rummede det største Formelys. Det havde en Spalte paa den ene Side, hvori en lille kort Pibe kunde bevæges op og ned og befæstes i 3 Indskæringer i forskellig Højde, saa Lyset kunde hæves, efterhaanden söm det brændte kortere. Naar det kun var omtrent en Tomme langt, kom „Lyseprofitten“ i Brug (Afb. 5).

Den var en 4 Tommer lang, noget tilspidset Cylinder, saa tyk, at kun en lille Del af den gik ned i Lysepiben. For oven udvidede den sig til en lille Beholder som en diminutiv Underkop, der paa Midten havde 3 Torne eller Spidser, som omsluttede Lysestumpen, der saa kunde brænde og lyse, til den sidste Draabe smeltede, og Tællen var opsuget af Vægen. Et Apparat, som Nutiden ikke kender, en Lysesaks (Afb. 4), tjente til at afklippe Vægen, naar den havde afsat for stor en Tande, og med dens Spids kunde man pirre i Vægen paa Profitten og styre den og rejse den op,

Side 113.

saa Flammen kunde holdes i Live og fortære de sidste Rester af Formelyset.

Om det ene Lys sad der saa hver Vinteraften i Reglen 2 voksne Mænd og 3 Drengebørn, medens Husmoderen og Tjenestepigen sad i hver sin Krog og spandt, den ene Hør, den anden Uld. Ogsaa hørte man tit Pigen karte Uld flere Timer i Træk. Bedstefader læste ; Hjælpelæreren læste ogsaa

eller tegnede med min ældste Broder — ikke saa sjældent var han ude — og vi to yngste tegnede og skrev paa vore Tavler eller bladede i en Naturhistorie uden Titelblad og med de skrækkeligste Illustrationer i Træsnit.

Vi sad dér hyggeligt og lunt, mens det tørre Bøgebrænde knitrede i Kakkelovnen. En Maler kunde ganske sikkert have fremstillet et smukt og tiltalende Interiør af vort Vinteraftensæde i den lille Dagligstue.

Et Aar kom min yngste Broder i Seng Kl. 6, jeg Kl. 7 og vor ældste Broder Kl. 8; næste Aar var Tiderne 7, 8, 9, og det følgende Aar kom vi alle tre i Seng Kl. 9.

Kun naar der var fremmede, havde vi to lange Lys i almindelige sølvpletterede Stager.

Hvad der blev spundet om Vinteraftenerne, fik forskellig Anvendelse; det grovere Uldspind blev til Strømpegarn og Vadmel, det finere blev en Bestanddel af Hvergarn, og Hørgarnet blev til fint og solidt Lærred og til Sommerkjoler.

Jeg syntes, det var helt højtideligt, naar Væveren kom med en stor Rulle Tøj, og den blev aabnet, og der forhand-

Side 114.

ledes om Tøjets Udseende og Styrke, og hver eneste Gang hørte jeg Væveren berømme Garnets Finhed og Jævnhed og Styrke. Det var et smukt Syn at se to lange, hvide Stykker Lærred ligge paa Bleg paa det grønne Græs. Jeg har saa tit fyldt en Vandkande ved Brønden og vandet Lærredet og undertiden ogsaa om Aftenen taget de spidse Træpinde op, der ved Hjælp af Stropper holdt Lærredet fast, og derpaa rullet det sammen, eller om Morgenen gjort det omvendte, rullet det ud og gjort det fast paa det grønne Græs. Engang fandtes der flere Gange nogle uforklarlige Pletter paa Lærredet. Vi passede nu paa og opdagede, at de skrev sig fra Lammene, som hoppede om og holdt Bal paa Lærredet. De mistede saa Friheden og blev tøjrede.

Jeg husker ogsaa et stort Stykke hvid Vadmel, der blev valket. Flere Personer trak den vaade dampende Tøjrulle Alen efter Alen frem og tilbage paa et Bord hen over et løst Stykke flettet Gærde. Det blev ved den Proces tykt og fast som et Stykke Filt og gav Stof til gode Sengetæpper.

Det farvede Garn, der leveredes til Væveren, var i Reglen hjemmefarvet. Jeg ser endnu den store Messingkedel, der benyttedes, husker, at der købtes Brunspaan og andre Stoffer og vaagedes nøje over, at Garnet blev ensfarvet og ikke brændt m. m.

Et stort Stykke Kjoletøj af Hørlærred ser jeg endnu. Det var hvidt i Bunden med blaa Terner. Da Moder havde syet sig en Kjole deraf og prøvede den, saa min ældste Broder beundrende op paa hende og sagde: „Nu ligner du rigtig en Jomfru“. Et vemodigt Smil fra den unge Enke belønnede hans smigrende Udraab.

Jeg mindes ogsaa et smukt Stykke Hvergarn, sort i Bunden med ternet Mønster af forskellige Farver. Vi saa Mønstret, før Tøjet var vævet. Om et stort firkantet Vindsel var Garnet vundet paa, ganske som Vævningen skulde fremstille Mønstret. Det blev erklæret for et usædvanlig smukt og solidt Stykke Tøj. Alligevel gik efter een Uges Forløb Albuerne gennem min nye Dagligbluse af dette Stof, og hvert Ærme maatte gentagne Gange forsynes med en kunstfærdig ifældet Lap.

Side 115.

At Strømpestrikning, Syning af Kropstykker og Undertøj var Husflidsarbejde betragtedes som noget selvfølgeligt. Indtil vi Børn var en 11—12 Aar blev vort Ydertøj ogsaa syet hjemme. Et udmærket Blusemønster fik Moder fra Præste- gaarden. Overhovedet laante og udlaante man gensidig Mønstre til Kjoler og andre Beklædningsstykker; der var ingen Mønstertidende dengang, og Moderne vekslede ikke saa hurtig.

Jeg kan næppe forstaa, hvorledes de flittige Hænder kunde overkomme alt det Arbejde. Men der var ogsaa en lang Arbejdsdag, mer end 2 Gange 8 Timer. Jeg sagde en Vinter til min Moder: „Du so ver vist aldrig. Naar jeg falder i Søvn om Aftenen, og naar jeg vaagner om Morgenen, kan jeg høre, du spinder, og er jeg et Øjeblik vaagen om Natten, saa hører jeg ogsaa Rokken“. Det sidste har dog antagelig været et Sansebedrag.

I andet afsnit, ”Hjemmeliv” fortæller Jørgen om det daglige liv i hjemmet, indendørs og udendørs. Moderen, Juliane Marie, fremtræder som en klog og i pædagogisk henseende moderne kvinde, når hun lader de tre brødre boltre sig ganske frit og klatre i træer. Frihed under ansvar! De fik lov til at gå til stranden og bade – Hunseby strand lå i nordlig retning, ca 3 km fra hjemmet. 

Drengene deltog fra tidlig alder i arbejdet i nyttehaven og på markerne, og det var dengang en selvfølge på landet. De gjorde sig også nyttige ved at gå ærinder for at købe ind på gårdene eller på herregården Nielstrup som lå ca 4 km fra hjemmet, og til møllen med korn. De gjorde også indkøb hos bageren og urtekræmmeren i den nærliggende købstad Maribo.

Vi får at vide, at Rasmus Malling og hans hustru, den 20 år ældre Ane Marie, født Kragelund, 1767-1835, var hyppige besøgere i det kongelige teater i København i perioden før 1808, da Rasmus Malling gik på Blaagard Seminarium.

I hjemmet læste man lokalbladet ”Lollandsposten” (en avis som udkom tre gange ugentlig og blev grundlagt i 1836) og desuden Berlingske Tidende, og skønlitteratur lånte man fra præstegården og andre hjem i omegnen.

Man mærker Jørgens beundring for moderen, som blot havde 4-5 års skolegang men som åbenbart fortsatte med at lære livet igennem og var godt bevandret i historie, geografi,  kongelige familliers genealogi og musik. Juliane må have haft en enestående god hukommelse, for hun kunne i detalje genfortælle lange passager fra de bøger, hun havde læst.

Juliane var også en selvstændigt tænkende kvinde, som gerne deltog i diskussioner om politiske spørgsmål og kvindesagen, og ”...man hørte med opmærksomhed på hendes udtalelser, der faldt med vægt og varme”. Vi forstår her, hvorledes de tre brødres kundskabsniveau og personlighedsudvikling er blevet formet af  såvel moderens som plejefaderens meninger og den frie diskussionsatmosfære, der prægede hjemmet.

Vi ser tydelige spor af denne baggrund i Rasmus Malling-Hansens personlighed som voksen – hans selvstændige og utraditionelle måde at tænke på og hans selvtillid, hvad angår hans evner og resultater indenfor den naturvidenskabelige forskning og de tekniske aspekter af skrivekuglens udvikling.

Der blev læst højt i hjemmet, blandt andre Holberg og Øhlenschläger, og Jørgen læste for eksempel ”Berlingskes feuilleton” for de andre.

Kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og publisering ved Sverre Avnskog.

Tredie del af Thomas Jørgens erindringer blev publicerede i Lolland-Falsters Historiske Samfunds årbog 1918 på side 88-98. Titlen på denne del er ’Festligheder’.

Her fortæller han om fester i forbindelse med barnedåb, bryllup og høsten – om maden, forberedelserne, musikken og dansen. Skildringen er levende og medrykkende. Man mærker tydeligt, at unge Thomas Jørgen, også som barn, var et meget musikalsk menneske – det gjaldt i øvrigt alle de tre brødre - , og at musikken gjorde et meget stærkt indtryk på ham. Han beskriver også brødrenes deltagelse i en folkefest 1849 i Maltrup Vænge, en park i den nordlige del af Sakskøbing, ca 3 km øst for Hunseby. Han fortæller med en vis stolthed, at brødrene kunne synge med på alle fædrelandssangene, og dette var den nye præsts fortjeneste – pastor Gude gjorde tjeneste i Hunseby kirke fra 1848, og han indførte nye sangtraditioner.

Det var også Gude som konfirmerede de tre brødre, og han spillede en vigtig rolle i Rasmus Malling-Hansens liv og karriere, fordi han talte Rasmus’ sag for grev F. M. Knuth af Knuthenborg og fik greven til at bekoste Rasmus’ – og senere også de to andre brødres – uddannelse et langt stykke hen ad vejen.

Afsnittet har også skildringer af fastelavnsgilder og fastelavnsridning – landsbytraditioner som forsvandt i løbet af det 19. århundrede.

Teksten afsluttes med en fin lille erindring i forbindelse med kong Christian 8’s og dronning Amalies besøg på Lolland i sommeren 1843. Efter at taflet på Knuthenborg Herregård var afsluttet, kom godsforvalterens hustru hen til Juliane Marie med en håndfuld kirsebær: ”De er fra det kongelige taffel; jeg håber, de vil smage Dem og deres drenge”. Episoden siger noget om, at Juliane Marie og hendes familie havde en høj stjerne på herregården og i den grevelige familie. Vi skal også huske på, at Juliane Marie selv var født på godset (1809) som datter af avlsforvalter Matzen og hans kone, og meget tyder på, at greven og hans familie kerede sig om Juliane Marie lige fra hendes fødsel og igennem hendes liv.

Side 94.

Ting bidrog til, at denne Fest for mig var noget ideelt og helt fuldkomment.

Pladsen var en aaben Strækning- nær ved Fjorden, jævn og blød med et tæt Græsdække, omgivet af smuk og frodig Skov; Vejret fint og straalende, en Mængde festklædte Menne­ sker fra By og Land, et godt Musikkorps, smukt prydet TalerstQI, hvide Telte med Beværtning og dertil "Aanden fra 48", der ogsaa var naaet ned til .os Børn. Vi var stolte af, at vi kunde synge alle Fædrelandssange med. Det havde vi ikke kunnet Aaret i Forvejen.

Men vi havde faaet en ny Præst, der sørgede for, at Skolerne fik nogle smaa Sang­ bøger, og at Sangundervisningen nu ikke indskrænkedes til Salmemelodier alene. En lignende Reform indførtes med Hensyn til Kirkesangen, saa at en gammel Mand', der var i Kirke-Juleaften, udbrød: ,,Nej, nu har jeg aldrig hørt saa galt; nu synger de Viser i Kirken".

Med stor Begejstring sang Publikum Fædrelandssangene til det kraftige og smukke Akkompagnement af Musikkorpset: Og alle samlede sig om Talerstolen og lyttede spændt til Talerne. Det hele staar langt klarere for mig end meget af, hvad jeg i en modnere Alder har set og hørt. Mest optaget var jeg af et Foredrag af en ældre Præst, der viste, at det ofte havde set sort tid for Danmark, og dog var Frelsen kommet. Han omtalte Tiden, da Kongen residerede og døde i Saxkøbing, gik videre i Danmarks Historie til vore Dage og fortalte til sidst et lille Træk fra Slaget ved Bov·.

En Soldat, der blev spurgt om, hvorledes han var til Mode efter Sejren, havde svaret: Jeg er saa glad, som om jeg havde talt· med min gamle Moder". En Føleise af den Art gav Styrke og Oprejsning. Han sammenlignede den med Vægten i Børnenes Hyldemarvsfigurer, der gjorde, at de rejste sig igen, hver Gang man troede, de· var slaaet ned.

En yngre Præst holdt en mere svulstig Tale; derefter talte en Proprietær, senere Folketingsmand1), over lndskriften paa Talerstolen: "Enighed gør stærk"; efter ham en Køb-

*) Noterne til denne Afhandling findes Side 98.

Side 95.

mand fra Saxkøbing2), der med Kraft hævdede, at saa maatte Bondevenner, Borgerforeninger, Adelsklubber o. s. v. have samme Maal, det heles Vel, og ikke separatistisk arbejde for et særskilt Lag i Befolkningen. Den foregaaende Taler ind­ tog nemlig en fremragende Plads i Bondevennernes Parti.

Det forekom os, at alt aandede den smukkeste Stemning uden nogen Mislyd.

Næste Aar var der Fest paa samme Sted. For mig var hele Højtideligheden borte. Der var ganske sikkert en anden Festkomite; -der var ikke sørget for Talere; alt bar Tilfæl­ dighedens Præg og var mest anlagt paa Mad og Drik og Morskab. Sent paa Aftenen begyndte det at skylregne og blev ved i Timevis.

Det gik med disse Fester som med· Festerne om Vinteren for Sognets hjempermitterede Soldater: den første var vel­ lykket, Gentagelsen af langt ringere Værdi, nærmest fordi der var givet alt for mange uvedkommende Adgang.

Festligheder af mere almindelig Art var f. Eks. Faste­ lavnsgilder og Fastelavnsridning. De ældre havde deres Gilder, hvor Byens Gaardmænd, der ellers hørte til forskellige Gil­ deslav, mødtes paa Omgang til Dans og Spisning. Tyendet og de unge overhovedet havde deres særlige Sammen.kom­ ster, Juleleg og Paaskegilder, og hvad de ellers benævnedes. Gaardmandssønnerne red Fastelavn, - den sidste Fest af denne Art holdtes for min Bys Vedkommende i 1840.

Den var meget pragtfuld og vellykket, men gav Anledning til Skinsyge, Splid og Chikaneri. I to Nabogaarde ventede man, at en Søn af Gaarden skulde blive udvalgt til Forrider. Valget traf en smuk, ung Karl, eneste Søn i en af de to Gaarde, og de to Sønner fra den anden Gaard maatte tinde sig i at ride næst efter Fanebæreren. De red da saa tæt bagefter og undertiden ved Siden af Anføreren, som de. paa den Maade generede meget. Det paastodes endog, at de for at svække den fremmede Hest havde indgnedet deres Heste paa Halsen med Dyvelsdræk, da det ellers var uforstaaeligt, hvorledes Forriderens statelige, stærke Hingst kunde blive

Side 96.

saa medtaget og dryppende svedig af denne Tur. Det varede saa en Snes Aar, før nogle Herregaardskarle foranstaltede et lignende Optog under tarveligere Former.

I nogle Aar var der Fastelavns Mandag en Udvandring til Købstaden for at se Svende og Lærlinge i Fantasidragter danne Optog med Bacchus paa Tønden o. a. Morskaben skal mest have bestaaet i Tilraab til Tilskuerne og Forsøg paa at rive Huen af Bønderpigerne.

Undertiden kunde der komme ,,Kunstnere" til Landsbyen. Fra Forriderens Gaard kom der en Aften lndbydelse til os tre Børn og til en voksen (Tjenestepigen) til at se Trylle­ kunster. Det var et smukt, sympatetisk yngre Par. De loge­ rede nogen Tid paa Gaarden, og deres unge, dygtige og propre Værtinde kunde ikke blive træt af at rose det smukke Forhold mellem Ægtefællerne og deres Flid og deres Elsk­ værdighed i Omgang.

Konen gjorde under munter Snaksomhed og Spøg smukke Tryllekunster, og Manderi spillede imens pa? Violin. Under en Pavse i Forestillingen satte han sig i Skræderstilling paa Bordet midt i Stuen og spillede, medens et Straa balancerede opret paa hans Næse og derefter et brændende Kræmmer­ hus, der vakte Børnenes Jubel, da det styrtede sammen. For mig staar den hele Forestilling i et straalende Lys; men jeg hørte senere, at voksne Folk, der hayde set sig om i Verden, fandt de beskedne Præstationer meget seværdige og respektable.

I Fritiden strikkede Konen med stor Færdighed Trikots til Manden. Han paa sin Side forfærdigede af Papmache Dyr og Landskaber, der blev godt betalt.

Blandt Barndomserindringerne om Festlighederne staar med højest Glans Kong Kristian den Ottendes og Dronning Karoline Amalies Besøg paa Lolland -  vistnok i Sommeren 1843.

Jeg mindes en Masse Mennesker paa Købstadens store Torv og en Præsentation af Borgervæbningen, der foretog nogle Øvelser. Jeg beundrede Uniformerne og de blank­ polerede Geværer og Bajonetter, men lagde ikke Mærke til

Kommentarer og transskribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og publisering ved Sverre Avnskog.

Den fjerde og afsluttende del af Thomas Jørgens erindringer blev publicerede i Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog 1920, s. 121-135, dvs efter forfatterens død, som indtraf den 26 januar 1919.

Årbogsredaktøren har tilføjet en note (nr 1), som er relevant at gengive i sin helhed:

”Vi giver her en Fortsættelse af forhenværende Overlærer Th. J. Hansens Barndomserindringer fra Hunseby. Siden sidste Artikels Fremkomst i Aarbog VI er Forf. Død (26. Jan. 1919). Selv nærede han Tvivl om, hvorvidt hans Skildringer kunde interessere et større Publikum.

Med deres mange sikkert fastholdte Smaaiagttagelser og med den elskværdige Grundtone, der bærer dem, giver disse Skildringer i al deres Jævnhed Tidsbilleder af en saa ejendommelig klar Kolorit, at de er vel værd at fastholde gennem Offentliggørelse.

De aflægger desuden Vidnesbyrd om en forbavsende skarp Hukommelse, den Redaktionen ogsaa har gaft Lejlighed til at beundre under hyppig Brevvekslen med Forf., naar det gjaldt Oplysninger om Data fra hans Barndomsegn. – Thomas Jensen Jørgen Hansen var født 31 Juli 1831 i Hunseby og var Broder til den kendte Opfinder og Forstander for Døvstummeinstituttet, Malling Hansen.

Efter Lærervirksomhed i Hunseby og Skelstrup kom han 1876 til Ringsted, hvor han snart blev Overlærer og almenagtet som overalt i sin Gerning. Han var Translatør i Engelsk, og hans engelske Læsebøger nød megen Anseelse.

Red. Anm.”

I fodnote nr 9 findes en passus, som omtaler skolelærer Rasmus Malling på en positiv måde og som viser os noget om hans personlighed og hele familiens engagement i denne vigtige begivenhed:

”Søndag d.14 Oktober havde Hunseby Sogns Beboere ogsaa foranstaltet en Fest for deres hjemkomne Krigere. Det fortjener Paaskønnelse, at Hr. Skolelærer Malling i H. Uagtet sin Svagelighed havde overladt ikke alene Skolen, men ogsaa sine egne Værelser til dette Øjemed.

Med Beredvillighed vare Beboerne imødekomne Forstanderskabets Opfordring, idet de gave Penge og Fødemidler, for at Festen kunde bringes i Stand. Grevinde Knuth skal have skænket 25 Rdl.- - - - - Festen blev aabnet med Kanonskud, og under munter Dans og overflødig Beværtning gik Natten hen.

Hr. Pastor Gude bød med faa, men hjertelige Ord i Beboernes Navn Soldaterne ”Velkommen” og udtalte deres Tak til Krigerne;- - - - Medens de rigeligt fyldte Glas tømtes, blevf Skaaler udbragte for Kongen, for vort elskede Danmark, for Soldaterne, for Sognet, for Forstanderskabet, for Hr. Pastor Gude, for Grevinde Knuth, for Hr.Skolelærer Malling og Familie, der med saa megen Opofrelse og Omhyggelighed havde taget Del i Tilberedelsen til Festen....”

Afsnittet har titlen: ”Erindringer fra 48”. ’48’ refererer naturligvis til treårskrigen 1848-51 og særlig til slaget ved Dybbøl, hvor de danske styrker besejrede tyskerne. Det var en tid af nationel stolthed og selvfølelse.

Men 1848 var også en demokratiseringens og omvæltningens tid, og de tre Hansen-brødre oplevede i dette år, at den danske enevælde blev afskaffet og afløst af en rigsdag og begyndelsen til en fri forfatning. Censuren blev afskaffet og slaveriet på de danske besiddelser i Vestindien blev ophævet. I hjemmet diskuteredes politik, og både moderen Juliane og ’bedstefaren’ Rasmus Malling var godt orienterede.

Thomas Jørgen fortæller her blandt andet at hjælpelæreren tog de tre brødre med til en sammenkomst i Maribo kirke, hvor der blev holdt taler om krigen. Militære øvelser blev organiserede på egnen. Der blev holdt fester for de hjemvendte soldater.

Mange privatpersoner bidrog med indsamlinger til soldaterne i felt, og han fortæller, at Juliane strikkede strømper og trøjer fra morgen til aften i flere uger for at levere til soldaterne sammen med uldtøj fra sognet. Thomas Jørgen bidrog selv til denne aktivitet ved at fremstille materiale til forbindningspakker og ”...jeg var helt glad og endog lidt stolt over min Andel i den store Pakke Charpi (gazebind), som min Moder indleverede”.

Den hjælplærer, som Thomas Jørgen nævner, var Hans Jørgen Christoffersen, 26 år gammel i 1848, som boede sammen med familien Malling/Hansen og registreret i 1850 års folketælling.

                                               Af Th. J. Hansen').

                                                          IV.

Erindringer fra 48.

Jeg tør ikke tage til Overskrift „Aanden fra 48“. Jeg var kun 11 Aar. Et Pust af Aanden gik vel hen over mig, og af mange ydre Tegn forstod jeg, at der var opstaaet noget nyt iblandt os; men hvor dyb og almindelig denne Bevægelse i Virkeligheden var, det kunde jeg naturligvis ikke have nogen Forestilling om.

Blandt det første, der pegede hen paa det nye, var et Møde eller en Sammenkomst i Maribo Kirkes saakaldte Jomfrukor. Det maa have været i Slutningen af Marts. Hvor Hjælpelæreren havde faaet at vide, at der var noget paa Færde, ved jeg ikke. Jeg husker kun, at han tog os tre Brødre, 13, 11 og 9 Aar, med til Byen, at der var mange Mennesker forsamlede, at de lyttede til en Tale, holdt af en Herre, der stod øverst ved en Trappeopgang til et Pulpitur med Tremmeværk, hvor der var nogle Herrer forsamlede, og en af dem siddende paa en Stol ved Siden af Taleren.

Vi fik at vide, at de to var Officerer, der var flygtet fra Rendsborg, da Prinsen af Nør overrumplede Fæstningen. De skulde over Femern være komne til Lolland, og nu gav de Beretning om, hvad de havde oplevet. Taleren kunde vel være en Mand i Fyrrerne; han var blond og bar en lys, graagul Overfrakke. Officeren ved Siden af var mørk

*) Hunseby Sogn.

Side 122.

og mørkt klædt. Han bøjede sig forover, sad med Albuen mod Knæet og støttede Hovedet paa Haanden. Det forekommer mig, at han var i Uniform. Denne og den sorte Hovedbeklædning, der gik ned over Panden, det mørke Haar og Skæg og det nedadvendte Blik gav mig tilsammen Indtryk af noget lumsk og underfundigt. Sandheden var vist den, at Manden var meget træt.

Den blonde Officer hørte jeg tale om, hvad man skyldte sit Fædreland, og at de straks var enige om ikke at svigte Ære og Pligt.

Denne Udtalelse besvaredes méd et kraftigt Hurra. Adskillige Drengestemmer blandede sig heri, og da Mændenes Røst forstummede, klang de i nogle Sekunder alene. Dette vakte Opmærksomhed og Forstyrrelse. En Herre gik derfor omkring og viste alle Drengene ud. Han kom ogsaa til os, og Læreren sagde, hvad sandt var: „De er med mig, og har ikke raabt Hurra“. Det hjalp imidlertid ikke, og da vi gik ud, hørte vi flere Købstaddrenge mukke højt om, at han (den Herre, der drev os ud) ikke havde nogen Ret til at træde op, da han ikke hørte til Politiet.

Jeg tror ikke, vi erfarede noget nærmere om de to Officerer. Vi hørte senere, at nogle af de mødte nærede Mistanke om, at de var tyske Spioner, og at de derfor havde animeret til at gøre Hurraerne saa kraftige som muligt, for at tilkendegive deres patriotiske Sindelag og advare de to mod Rævestreger og Underfundigheder. Det var der dog vist ingen Grund til2).

Det næste, jeg mindes, var et meget stort Møde i den ene af Sognets to Skoler. Deltagerne var mest unge Karle. Godsforvalteren styrede Mødet, visfhok i Egenskab af Formand i „Sogneforstanderskabet“. Andre Medlemmer deraf var ogsaa til Stede. Gemt lidt til en Side hørte jeg Godsforvalteren tale og diktere til Protokollen. Senere blev der affattet en Liste over dem, der var villige til at deltage i militære Øvelser. En ældre Gaardmandssøn svarede paa Forespørgsel: „Da min Fader er saa gammel og svag, kan jeg ikke gaa med“. Svaret vakte Forundring og Harme ; en

Side 123.

Mumlen og nogle højrøstede Ytringer som: „Det var smukt“ ; „det var skammeligt“, vidnede derom.

Om andet og mere er blevet forhandlet, ved jeg ikke. Men nogen Tid efter var der Øvelser paa en Udflyttergaard- mands Mark4). Jeg var Vidne — én eller maaske to Gange — til disse Øvelser, hvor jeg saa de unge Mænd under Kommando af forhenværende Soldater og maaske Underkorporaler marchere, gøre Svingninger, gøre omkring o. s. v.s).

Det fornøjede mig at se vor unge Lærer marchere i en af de roligere Afdelinger. I hans Sted vilde jeg have foretrukket Væverens Afdeling. Hver Mand i den havde et rigtigt Gevær, og flere Gange stormede de alle i strakt Løb med fældet Gevær mod Fjenden (en Grøftevold med Gærde); den ene Gang affyredes endog en Salve. Maaske ved en Misforstaaelse var et af Geværerne ladet med Kugle. En Fjende, en nyplantet Sættepil (Aflægger), blev ramt; jeg saa det Hul, Kuglen havde boret tværs igennem det spinkle Træ.

Det fornøjeligste var at se Folkene holde Hvil og fortære deres „Midaften“. En Karl stod ved et Gab ind til Nabomarken. I Mangel af et Led var det lukket med et Stykke flettet Gærde. Da han skulde nyde sin Snaps, lænede han sig noget tilbage for at støtte sig mod Gærdet, der straks gav efter og tog Karlen med, saa han laa paa Ryggen og fik sit Brændevin i Ansigtet og i Øjnene. Det vakte stor Munterhed, og da Fyren havde spyttet og spruttet og gnedet Øjnene, tog han det fornuftige Parti at le med.

Der blev ogsaa samlet ind til Køb af Geværer; men det løb vist ud i Sandet ligesom Øvelserne6). Det var omtrent ved samme Tid, at der holdtes Strandvagt ved „Søen mellem Smaalandede“. En Aften noget sent var jeg i et Ærinde hos en Forpagter, der havde sine Jorder ud til Stranden. Jeg blev helt højtidelig stemt, da jeg saa Forpagteren sammen med Dyrlægen tage hver sit Gevær og sige: „Nu er det Tid at gaa ud paa Vagt“.

En Skiveskydning, der om Efteraaret afholdtes paa et Hjørne af en af Præstegaardens Marker, stod vist ogsaa i Forbindelse med den vakte nationale Aand og Stemning. Pladsen

Side 124.

var paa de to Sider afgrænset af et levende Hegn langs med to sammenstødende Veje. I Dagens Anledning var der brudt en Indgang gennem Hegnet, og kun en lille Del af den store flade Mark var taget i Brug. Vejret var smukt, og Deltagelsen i Skydningen var vist ikke saa ringe ; men foruden Skytterne mindes jeg kun at have set nogle faa vokne Mænd og et Antal Skoledrenge. Et lille Telt var rejst for Protokolføreren og et større med Forplejning og Udskænkning.

Resultatet var næppe glimrende. Det forekommer mig, at jeg temmelig hyppigt saa Markøren gøre et Sving med en Hammer, og derefter lød det Raab af Drengene: „Nul“. Regnskabsføreren var engang ikke vis paa at have forstaaet Meldingen og raabte derfor: „Hvad fik han?“ En Dreng, der sad foran det lille Telt, svingede noget i Haanden og svarede: „En Rødskræpperod“.

Det vakte en stormende Latter og regnedes for en Vittighed af Rang. Jeg hørte en Mand spørge sin Nabo: „Hvem er den Dreng?“. Svaret var: „Eva-Søren“, og da Spørgeren gentog Navnet, fik han den yderligere Oplysning: ,Ja, han er Broder til Abraham- Mari“. — „Naa, hvor det passer. Abraham og Eva var jo vore første Forældre“, sagde Spørgeren. Jeg tænkte ved mig selv, at det var samme Fejltagelse med Navne, som Jeppe paa Bjerget gjorde sig skyldig i.

Jeg kendte for Resten Eva-Søren godt. Han havde et Aarstid i Forvejen „taget“ 3 Medestænger med Tilbehør, som vi Brødre havde gemt paa en Husmands Mark. Sønnen saa det og forfulgte Gerningsmanden med Skældsord og Trusler, men kunde ikke indhente ham.

Da han et Par Dage efter var paa Hjemvejen til Nabosognet med sit Bytte, mødte han mig og tiltalte mig. Jeg havde hørt om Tyveriet og genkendte Medestængerne, men blev nu saa rædselslagen, at jeg ikke kunde sige et Ord, og sneg mig bort, idet jeg undrede mig over, at han kunde se Folk lige i Øjnene. Hvis jeg endnu nærede lidt Nag til ham, saa tabte det sig rent den Dag og gik over til Medlidenhed. Drengen var sjæleglad, gik og pralede af en stor Læderpung, der indeholdt nogle Blykugler, Fænghætter og noget Krudt, som han

Side 125.

alt sammen havde tiltigget sig hos Skytterne. — Hen paa Eftermiddagen hørte jeg et højt Hyl og saa en lille Sky af Krudtrøg. Da jeg kom derhen, sad Søren og tudede og gned sine Øjne. Hænder og Ansigt var kulsorte af Krudtslam, Øjenvipper og Øjenbryn afsvedne. Heldigvis havde Øjnene ikke taget Skade. Pung og Kugler, Fænghætter og Krudt var alt sammen borte. En tændt Cigar var — forsætlig eller uforsætlig— faldet ned i Krudtet og havde foraarsaget Eksplosionen.

Værre kunde det have gaaet med et uforsigtigt Skud. En Karl affyrede sit Gevær i Luften. Sammen med Knaldet kom en pibende og svirrende Lyd. Skytten havde glemt at tage Ladestokken ud, og nu saa man den beskrive en stor Bue og bore sig en halv Alen ned i Jorden lige ved Siden af en gammel Mand. Det gav et Ryk i ham, og han vendte sig om og truede med sin Stok ad den flove og forfærdede Skytte. Ved Afslutningen af Skiveskydningen opstod der et Skænderi. En Handelsmand fra et Nabosogn blev beskyldt for at have skudt med et Gevær, der var riflet, i Stedet for med en glatløbet Kuglebøsse.

Maaske havde hans Held gjort ham misundt. Han svor og bandede paa, at hans Gevær ikke var riflet, og Regnskabsføreren afleverede nogle uhøviske Eder til Bekræftelse paa, at det var lige saa lidt riflet, som han var riflet. Da man trængte nærmere ind paa den heldige Skytte, tilbød han i heftige Vendinger at bevise, at Beskyldningen var ugrundet. Naar de andre Skytter vilde ofre 10 Rigsdaler, vilde han lade Geværet skille i alle de enkelte Stykker, saa de selv kunde dømme. Tilbudet blev ikke modtaget. Senere gik det Rygte, at Geværet havde været riflet i Halvdelen nærmest Kolben.

Ved denne Skiveskydning maa der have været Gevinster; men det har jeg ingen Erindring om.

Iblandt Erindringer fra 1848—50 har jeg Mindet om Mødre, der bragte min Bedstefader Hilsen fra deres indkaldte Sønner og tit desuden foreviste Breve fra dem. Den gamle Lærer læste dem med Interesse. De vare som oftest vel- skrevne, og han var ikke mindre glad ved den smukke Aand og Tone, der lyste frem af dem.

Side 126.

En gammel Enke kom flere Gange til os og havde Sønnens Breve med. De var lange, indholdsrige, livlige og holdt i et smukt naturligt Sprog, var endog Mønstre hvad Retskrivning angik. Straks efter Istedslaget sendte han Moderen nogle faa Linier og et Par Uger senere et langt Brev. Hvor var den gamle Kone glad! Hun kunde knapt finde Ord og Udtryk for sin Glæde. „Se der var det, min Dreng var med“, sagde hun, idet hun pegede midt paa Brevpapiret under et koloreret Billede, der forestillede en Episode af Slaget. „Nej, det er sandt“, sagde hun smilende, „det var jo paa Madam B.s7) (en Præsteenkes) Landkort, at jeg saa Stedet“. Et Øjeblik efter trak hun op af Lommen en hvid Lærredspose fuldt af Specier. „Her har jeg ogsaa en Trøst at ty til“, sagde hun naivt med straalende Ansigt. Hun og hendes afdøde Mand var et stræbsomt og sparsommeligt Par. Blandt andet mødte de altid ved Auktioner i nærmeste Kreds, navnlig ved Skovauktioner, og førte med sig et lille Marketenderi, og det var det beskedne Overskud derfra, der nu kom hende og Sønnen til gode. Jeg antager, der var henimod et Par Hundrede Rigsdaler i den lille Pose.

En Aften i Efteraaret 1848 mødte min Bedstefader og jeg paa Vejen til vort Hjem tre unge Mennesker, der standsede og hilste paa deres fordums Lærer. De to var Soldater og var Brødre, og en af dem fortalte meget levende, hvad han havde været Vidne til under et Slag, et Sammenstød mellem dansk og fjendtligt Rytteri, saa vidt jeg husker. Han fortalte i det mindste om Heste uden Rytter og Ryttere, der kæmpede til Fods eller laa under faldne og saarede Heste, og om en Officer, der mod sin Vilje sprængte af Sted lige ind paa Fjenderne, fordi hans Hest var bleven vild og ustyrlig af et Saar i Hovedet, hvoraf Blodet flød i Strømme. Jeg synes, jeg saa og hørte det alt sammen. Om sig selv og sin Del i Kampen ytrede han ikke et Ord.

En Vintermorgen i Begyndelsen af 1849, da vi tre Drenge var i Færd med at klæde os paa, bankede det paa Døren til Dagligstuen, og vor Pløjemands Søn kom ind for at sige os Farvel. Han var alvorlig, men frimodig og fattet. Hans

Side 127.

Stillingsmand var kaldt ind, og han maatte nu møde for sin Stedfortræder. Han kom uskadt tilbage, men hans Stillingsmand var blandt de faldne.

I Efteraaret 1848 afholdtes i Maltrups Vænge ved Sakskøbing Fjord en Folkefest, der staar for mig som noget fuldendt med Hensyn til Pladsen, Udsmykning og Ordning, Musik, Sang ôg Taler og udmærkede sig ikke mindst ved den patriotiske Aand og Tone, der herskede under hele Festen8).

Gentagelsen næste Aar stod langt under den første Fest. Det var, som om alt var lagt an paa Mad og Drikke, Underholdning og Morskab.

Noget lignende var Tilfældet med to Sognefester i Skolens Lokaler til Ære for de hjem permitterede Soldater. Ved den første Fest i Efteraaret 1849 var Indgangen og Skolestuen pyntet med Flag og Grønt og Blomster. Soldaterne fik overrakt hver en Buket, ombunden med en rød og hvid Silkesløjfe. I Festsalen mødte de Portrætter af Kongen og af General Olaf Rye. Der holdtes Taler, som fulgtes af begejstrede Leveraab og Hurraer. Dansen gik livligt til Musik af et Firemands Orkester, og Beværtningen — Smørrebød og Kaffe og senere Punch — gik for sig med gennemført Orden og Hygge9).

Soldaterfesten det følgende Aar var langt ringere. Den savnede Nyhedens Interesse, og dertil begik Festkomitéen den store Fejl at give Adgang til alt for mange, saa at Trængselen forstyrrede baade Dansen og Selskabeligheden.

Naar jeg i Tankerne gennemlever de bevægede Tider, undres jeg over, at der ikke saas en eneste Flagstang og aldrig vajede et Flag ved vore Gaarde og Huse. Der gik lang Tid, før Flagene paa enkelte Steder blev hejsede paa Fædrelandets Mindedage eller ved glædelige eller sørgelige Lejligheder i Hjemmet eller i dets nærmeste Kreds.

Af Skoledrenge var vi nogle faa, der fik syet smaa Flag, mens andre lavede eller købte smaa Trægeværer. Mange anskaffede Kokarder til deres Kasketter, og i Stedet for de jævnlige Haandgemæng og Kampe mellem „Byskader“ og

Side 128.

„Strandpyttinger“ førtes der nu Krig mellem Danske og Tyske. Naturligvis vilde ingen frivillig være Tysker; men den sædvanlige Tælling eller Opramsning, naar der var Tale om at inddele i to Partier gjorde da Udslaget, og de stakkels Tyske trak gerne det korteste Straa.

I Skolens Sangtimer var der hidtil kun sunget Salmer. Nu sang vi: „Danmark, dejligst Vang og Vænge“, „Der er et yndigt Land“, „Kong Kristian stod ved højen Mast“, „Den Gang jeg drog af Sted, „Holmens faste Stok“, „Gutter om Bord“ m. m.

Ogsaa i de andre Skoletimer faldt der Lejlighed til at styrke vor Fædrelandsfølelse og klare for os Betydningen af den Krig og Kamp, der var paatvunget Danmark.

Endnu maa jeg blandt Minderne fra 48 nævne vore Arbejder i Hjemmene til Bedste for Soldaterne, baade .de sunde og de saarede. I vort Hjem saa vi Børn Moder strikke fra Morgen til Aften i flere Uger. Det var Trøjer og Strømper af svært blødt Uldgarn, og det var ikke faa Stykker, der leveredes fra Skolen for sammen med Uldtøj fra hele Sognet at sendes til Uddeling blandt Soldaterne.

At „pille Charpi“, som vi kaldte det, var et Arbejde, som ikke gentager sig, da der nu er sørget for en Masse Forbindspakker til Brug for det Tilfælde, at Danmark blev nødsaget til at hævde sin Neutralitet med Vaabenmagt. Til Charpi benyttedes rene hvide Hørlærredsklude. Nogle af dem var omtrent 3 Tommer i Kvadrat, og af dem blev Traadene lagt paa samme Led i Bundter; andre Klude var ca. 1/2 Tomme i Kvadrat, og Traadene af dem blev lagt uden nogen Orden.

Det forekom mig, at jeg opnaaede en ikke ringe Færdighed i dette Arbejde, og jeg tænkte tit paa, hvordan den Soldat saa ud, der skulde nyde godt af min Flid, hvor og hvor haardt han var bleven ramt, og jeg var helt glad og endog lidt stolt over min Andel i den store Pakke Charpi, som min Moder indleverede10).

I Eftersommeren 1848 skød en Valmue op i et Buskads under et Æbletræ i et Hjørne af Skolens Have. Vi kaldte den Dannebrogsvalmuen. De fire Kronblade var røde og

Side 129.

havde ved Grunden en hvid aflang Firkant, saa at der dannedes det smukkeste hvide Kors i den røde Grund. Vi viste den til alle Besøgende; jeg bad endog en Lærer, der gæstede os — han kom snart efter til Slesvig — om at følge med for ved Lyset af en Lygte at se den smukke Blomst. Mærkeligt nok lod min Bedstefader ikke nogen Meddelelse om Dannebrogsvalmuen gaa til det lokale Blad. Maaske var det, fordi vi noget senere læste en Beretning om, at en saadan Valmue var set i en forladt Have, vistnok i Dybbøl. Den vakte Opsigt, og man regnede dens Fremkomst for et lykkeligt Varsel.