Skrivelse fra Ministeriet til Wolfhagen 15 april 1885.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Baggrunden for denne alvorlige og skelsättende skrivelse fra ministeriet til Malling-Hansens chef, kammerherre Wolfhagen, var Malling-Hansens pågående konflikt med Wolfhagen, kulminerende i Malling-Hansens klageskrift over sin nyudnävnte chef, sendt til ministeriet den 7 januar 1885[1]. Malling-Hansen havde i nästen 20 år haft en stor fordel af at have haft Jens Peter Trap som sin närmeste chef frem til foråret 1884, da Trap måtte träkke sig tilbage af helbredsgrunde.

 

Trap havde i sin embedsperiode mange andre jern i ilden og praktiserede som direktør for de kongelige døvstummeinstitutter en langtgående delegering af ansvar til forstander Malling-Hansen. Udnävnelsen af Wolfhagen trådte i kraft den 18 november 1884, og fra første stund kolliderede de to stärke personligheder. Wolfhagen havde en diametralt modsat ledelsesstil, og han insisterede på fuld kontrol,total indsyn og en meget lav grad af ansvarsdelegering til sine forstandere i København og Fredericia.

 

Når man läser Malling-Hansens udførlige klageskrift, dateret den 7 januar 1885, får man indtryk af, at han havde opgivet håbet om at opnå forlig med Wolfhagen. Nogle af hans formuleringer er drastiske og klart sårende overfor Wolfhagen – särlig med tanke på den tids traditioner, hvad angår sprogbrug og respekt for ens närmeste chef.  Malling-Hansens klageskrift har et präg af desperation og ”sidste udvej”, og han må have väret bevidst om, at det af ministeriet og af Wolfhagen selv ville blive opfattet som en krigsforklaring. Måske havde han det håb, at Ministeriet ville placere Wolfhagen på en anden tjeneste som følge af hans klage? Eller måske havde han en forhåbning om, at Wolfhagen selv ville opfatte Malling-Hansens skrivelse som et signal til, at han af egen vilje skulle indse, at fortsat samarbejde mellem dem var umuligt og at Wolfhagen selv skulle tage initiativ til at anmode ministeriet om at overflytte ham til en anden funktion?

 

Desvärre for Rasmus Malling-Hansen valgte ministeriet at i stort set tage parti for Wolfhagen. Wolfhagen havde i en skrivelse til ministeriet dateret den 17 februar 1885 givet sin version af konflikten og de forskellige episoders händelsesforløb, og ministeriet afgørelse presenteredes omsider i brevet af den 15 april 1885, underskrevet af ministeren selv.

 

Det er bemärkelsesvärdigt at Ministeriets skrivelse er rettet til Wolfhagen – ikke til Malling-Hansen, som altså må lide den tort, at Ministeriets advarsel til ham blev overbragt af Wolfhagen. Man forstår også på ministerens formuleringer, at man i ministeriet har haft en diskussion om, hvorvidt Malling-Hansen overhoved taget kunne forblive i forstanderembedet.

 

Det har utvivlsom slidt meget på Malling-Hansens mentale og fysiske helbred, at han ikke fik den tilsigtede ändring til stand, og at han som en følge af sit stridsbare anklageskrift desuden fik et dårligt skudsmål i ministeriet.

 

Yderligere detaljer og synspunkter på konflikten findes i Johannes Jørgensens initierede artikel om Malling-Hansens forstanderstil i ”Det Kongelige Døvstumme-Institut i København 1807-1907”, redigeret af Carl Goos, udgivet i 1907. Artiklen kan läses i sin helhed på vor hjemmeside, se under fanebladet ”Educational Reformer” og derefter: ”Large article about Malling-Hansen’s time as principal of the Royal Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen”.

 

Enkelte ord har jeg ikke kunnet tyde, og disse er angivet med /......./.

 

 

Jr. 16 April 1885. N.131[2]

 

Direktør Wolfhagen og Pastor Malling-Hansen[3]

 

MINISTERIET
    FOR
KIRKE- OG UNDERVISNINGSVÄSENET

 

Kjøbenhavn, den 15de April 1885.

 

Efter at have modtaget Hr. Kammerherrens Erkläring af 17de Februar d.A. om den af Forstanderen for det Kgl. Døvstumme-Institut herstedes, Pastor Malling-Hansens under 7de Januar /näst....../indgivne Besväring over Deres Direktørsvirksomhed kan Ministeriet ikke andet end beklage at der umiddelbart efter Deres Overtagelse af Direktørsstillingen[4] er indtraadt et Forhold imellem Direktøren og Forstanderen af den Beskaffenhed, at dets fortsatte Bestaaen vil gjøre en Samvirken af Dem og Forstanderen umulig og Begges Stilling uholdbar, hvilket der saa meget mere er Anledning til at fremhäve, som Ministeriet ikke kan se rettere, end at en fra Hr. Kammerherrens Side anvendt noget større Nänsomhed med at gribe ind i de vante Tilstande og forsigtighed i private Yttringer vilde have tjent til at afvärge den Yderlighed, hvortil Misforholdet har bragt Forstanderen.  –

 

I Forbindelse hermed finder Ministeriet sig foranlediget til at bede Hr. Kammerherren om, som Direktør, at holde Dem for Øie, at der er Ministeriets uafviselige Agt og som Følge deraf Direktørens Pligt at fastholde og søge gjennemført Undervisningen efter Talemethoden ved Døvstumme-Institutet i Fredericia i det fulde Omfang, som med Institutets Oprettelse er tilsigtet og med dets hidtidige Styrelse og Virksomhed tilsträbt, hvoraf følger, at Indkaldelsen til Fredericia Institutet og den derefter foretagne Fordeling mellem de forskjellige Instituter maa fastholdes med deres Consekvenser.  –

 

Hvad Forstanderens Klage angaar, skal Ministeriet, uden at indlade sig paa Enkeltheder eller den taktløse Brug, der i denne er gjort af Direktørens Yttringer leilighedsvis under private Samtaler anmode Hr. Kammerherren om at tilkjendegive Pastor Malling-Hansen, at det i høieste Grad har vakt Ministeriets Misbilligelse og Misnøie, at han under en Klages Form har, med Tilsidesättelse af det Hensyn, som skyldes Direktøren, som sin Overordnede, og i en Tone, der overskrider alle Sømmelighedens Gränser, tilladt sig at undergive sin närmeste Foresattes Embedsvirksomhed en Kritik, der kulminerer i en /......-ende/ futil (?)Udlägning af et af Direktøren til Erkläring tilstillet Udkast til en Forretningsorden og afsluttes med en Tirade, der indeholder en ligefrem personlig Fornärmelse mod Direktøren, medens paa den anden Side den af ham opstillede Räkke af Klagepunkter, hvoraf nogle berør Dele af Direktørens Virksomhed, hvori Forstanderen er aldeles uberettiget til at indblande sig, ikke giver berettiget Føie til at antage, at Direktøren i sit Embedsforhold til Forstanderen har overskredet sin Competence, hvorimod omvendt Klagen i det Hele beror paa et saa /......../ Begreb om, hvad Forestanderen kan byde sine Foresatte, og paa et saadant Feilsyn og Overdrivelse i Opfattelse og Slutninger, at Ministeriet i denne kun har kunnet og villet see et Foster af en ophidset Stemning og en sygelig Tankegang og fra dette Synspunkt har anseet det forsvarligt denne Gang at tilbagetränge Spørgsmaalet om hans Forbliven i Forstanderembedet og lade det bero med Advarselen med denne Tilkjendegivelse. 

 

–

 

Med Hensyn til den fremtidige Forretningsgang imellem Direktøren og Forstanderen for Døvstumme-Institutet herstedes bifalder Ministeriet, at denne ordnes efter det af Hr. Kammerherren forfattede herfor i Afskrift tilbagefølgende Udkast, saaledes at der tilføies dette en Bestemmelse om, at de fra Ministeriet modtagne Skrivelser skulle tilstilles Forstanderen enten i Originalerne eller i bekräftede Gjenparter, og at Direktørens Brevvexling hvert 3die Aar, første Gang altsaa ved udgangen af Aaret 1887, tilligemed en Fortegnelse over den, bliver at aflevere til Institutet og der at opbevare som ”Direktørens Arkiv”.  –

 

Uagtet den i den Kgl. Resolution af 13de September 1880 om Udnävnelse af en Direktør og Underdirektør for Døvstumme-Institutet i Fredericia ikke indeholder närmere Bestemmelser om Autoritetsfølgen, har Ministeriet inte imod, at Underdirektøren, efter Deres Forslag, fremtidig danner et Mellemled imellem Direktøren og Forstanderen for Institutet i Fredericia, saaledes at, som Følge deraf, Brevvexlingen imellem ham og Direktøren gaaee igjennem Underdirektøren. –

 

Herom anmodes Hr. Kammerherren om at meddele begge Instituters Forstandere det Fornødne.  –

                         

                          J. F. Scavenius[5]

 

Til
Direktøren for de Kgl. Døvstumme-Instituter
i Kjøbenhavn og Fredericia.

 

---