Malling-Hansens Klageskrivelse til Ministeriet den 7 jan 1885.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

 

Den korte baggrundshistorie til Rasmus Malling-Hansens dramatiske klageskrivelse er denne: RMHs chef i Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet var Jens Peter Trap, som fik udnævelsen som direktør for landets kongelige døvstummeinstitutter i 1865, samme år som Malling-Hansen blev udnævnt til præst og forstander. Trap var en mand med mange jern i ilden, og han delegerede i ekstremt høj grad funktioner og beføjelser til RMH – man kan godt påstå, at Malling-Hansen var meget heldig med at få en chef med en yderst liberal og fleksibel syn på forvaltning - og åbenbart med stor tillid fra Traps side til Malling-Hansens evner og karakter.

 

Alt dette forandredes i 1884-85. Trap, som da var 64 år gammel, led af et skrantende helbred fra begyndelsen af året, og selv om han formelt blev i embedet helt frem til og med oktober 1884, var han i praksis ikke aktiv fra de tidlige forårsmåneder. Det blev klart for Malling-Hansen, at der snart ville blive udset en efterfølger til Trap, og RMH var i den situation bange for, at ministeriet ville vælge hans gamle rival, Johan Keller. I den situation valgte RMH at anbefale F. Wolfhagen til posten. Der er stor sandsynlighed for, at de havde berøringspunkter med hinanden tilbage i 1862, da Wolfhagen var Minister for Hertugdømmet Slesvig, og RMH blev udset til at være dansk døvstummelærer – snart også forstander – ved det kgl. Døvstummeinstitut i Slesvig. Wolfhagen ivrede kraftigt for anvendelsen af det danske sprog i Slesvig, og en af grundene til at RMH blev placeret ved instituttet i Slesvig var netop at forstærke stillingen for det danske sprog i undervisningen. Sandsynligvis var Wolfhagen en af de som tog beslutningen om Malling-Hansens placering i Slesvig.

 

Så skete imidlertid det, at Johan Keller døde pludselig den 21 maj 1884 – og dermed åbnede der sig en mulighed for Malling-Hansen at blive valgt til direktørsposten. Han lancerede sig selv som kandidat, men ministeriet foretrak F. Wolfhagen, som blev udnævnt i slutningen af oktober eller begyndelsen af november 1884.  Der blev meget snart problemer i samarbejdet mellem de to viljestærke mænd; den nye direktør ville ikke høre tales om at fortsætte med den delegerende laissez-faire forretningsgang, som Trap – og RMH – havde foretrukket. Problemerne eskalerede hurtigt i løbet af november og december og kulminerede den 7 januar 1885 med den her præsenterede klageskrivelse, som må have chokeret ministeriet – både til form og indhold. Malling-Hansen skriver i stærk affekt og raseri, han er såret og vred og det leder ham til en stil, præget af bidende sarkasme og et frontalangreb på Wolfhagen.  Jeg får indtryk at, at RMH satte alt på eet kort og med vilje formulerede sig så skarpt for at få ministeriet til at vælge mellem ham og Wolfhagen; og for at få Wolfhagen afsat fra posten.

 

Vi har et andet dokument på vor hjemmeside, som belyser dette emne: Uddraget af Carl Goos (redaktør) jubileumsskrift: ”Det Kongelige Døvstumme-Institut i København 1807-1907 samt Meddelelser of Døvstummesagen”, som bør læses parallelt med klageskrivelsen. Afsnittet i jubileumsbogen om RMH er skrevet af døvstummelærereren og præsten Johannes Jørgensen, 1871-1939, som havde meget dyb kendskab til RMH som kollega, overordnet og som ven. Jørgensen fortæller, at med RMHs overtagelse af forstanderposten i 1865 indledtes en radikalt ny periode: ”Heiberg lukkede for det ny, Malling Hansen lukkede op. Hans Periode bliver som et spruttende Fyrværkeri af kæmpende Ideer og Tanker, hvori i gammelt dør og nyt fødes.” Jørgensen ser meget klart både de positive og negative sider af Malling-Hansens personlighed; han ser ham i første række som en videnskabsmand, og kalder ham ”en af vor tids mest fremragende biologer”. Han ser ham også som en født organisator og med fremragende evner til at tænke og udtrykke sig klart. Malling-hansens svaghed var – ifølge Jørgensen - at han var en dårlig administrator og har ringe evner for at holde orden på pengesager. Til sit temperament kalder han ham ”vulkansk og med en hektisk, nervøs arbejdsmåde”. Han kunne let fare op og blive hidsig – både mod underlydende og foresatte.

 

Omvendt beskrives Wolfhagen som en begavet administrator; han var jurist og betydelig ældre end RMH – født 1818 – og tilhørte sandsynligvis den gammeldags, konservative administrative kultur og sædvane, som også Søren Heiberg var en del af – den som hørte sammen med enevælden.  Vi kan forestille sig at konflikten mellem de to mænd havde mange lag og dimensioner, og at en af disse dimensioner er konflikten mellem konservatismen og liberalismen i ministerieadministrationen – Malling-Hansen bruger flere gang netop betegnelsen ”liberal” som noget positivt og om sig selv og ”illiberal” om Wolfhagen.

 

Men Malling-Hansen var i affekt og lod følelserne, snarere end fornuften, styre ordvalget. Jørgensen skriver: ”han havde sikkert ret i et og andet, men han skyder langt over målet, myg bliver til elefanter.”

 

Wolfhagens svar – som vi endnu ikke har fundet – kom den 17 februar 1885. Ministeriet afgør konflikten i en skrivelse af 15. april 1885 (leder vi stadig efter), og resultatet blev i korthed, at Wolfhagen fik ret i sag, men at han blev tilholdt at behandle RMH med større respekt og mildhed.

 

SA: For at det helt riktige bildet av RMHs personlighet skal komme frem, bør det også sies at selv om RMH hadde et hissig temperament, fortelles det at det hurtig oppblomstrende sinnet også gikk hurtig over, og når han hadde roet seg ned, var han vennligheten selv, og slett ikke urimelig. Han var på ingen måte langsint. Hans vanlige, sindige jeg gjorde at han var høyt elsket av alle døvstumme som han hadde ansvaret for i sin forstandergjerning, for ikke å snakke om hans familie og døtre, som elsket og respekterte sin far svært høyt, noe som kom tydelig til uttrykk da RMH ble feilaktig beskyldt for å ha plagiert en annen oppfinners skrivemaskin da han oppfant sin skrivekugle. Døtrene la for dagen en enorm innsats for å tilbakevise påstandene. Og takket være deres arbeid, er svært mye dokumentasjon vedrørende farens oppfinnelse bevart. Men RMH hadde nok et utpreget eieforhold til døvstummeinstituttet, som han hadde bestyrt ganske egenrådig i nesten 30 år da konflikten med Wolfhagen oppsto, og det ble nok rent for mye for ham at en utenforstående på Wolfhagens vis trampet inn i RMHs verden og ville snu alt på hodet, For slik opplevde nok RMH det. Det er høyst forståelig, selv om Wolfhagen nok hadde mye rett i det rent formelle.

 

Det bør kanskje også sies at mye av det Wolfhagen viderebragte til RMH fra ministeriets korridorer, neppe kan ha vært den offisielle meningen i ministeriet, men mer høres ut som sladder, som vi sier på norsk. En mer sindig mann enn RMH ville nok ha forstått at den slags uoffisielle uttalelser fra ikke navngitte mennesker neppe var særlig mye å ta på vei for. Men kan hende var dette den tyngste delen av Wolfhagens kritikk å svelge for RMH - antydninger om at man i ministeriet mente at han gjorde en dårlig jobb som forstander. Det fikk nok RMH til å føle seg særlig dypt krenket, all den tid han tydeligvis alltid hadde opplevd å ha støtte fra sine overordnede. Og det hadde han nok i realiteten fortsatt. RMH var sannsynligvis den mest dominerende og styrende kraft innen utviklingen av døvstummeundervisningen i Danmark, og han ble da også svært nyttig som leder av kommisjonen av 1888, som skulle stake ut fremtidens kurs for undervisningen. Her fikk RMH gehør for alle sine visjoner for en overordnet styring av undervisningen av døve i Danmark, selv om visjonen først ble realisert etter hans død.

 

 

 

Det Kongelige Døvstumme-Institut         Kjøbenhavn Ø.

 

 

            Jeg tillader mig herved at bede det høie Ministerium om at det maa være mig tilladt -  baade som Forstander for det Kgl. Døvstumme-Institut her og som Underdirektør for det Kgl. Døvstumme-Institut i Fredericia at fremkomme med nedenstaaende motiverede Klager over de første Ugers Directeur  - Virksomhed.  - - Jeg beder det høie Ministerium være forvisset om at kun de alvorligste Spørgsmaal har kunnet drive mig til et saa usædvanligt Skridt.

 

            Den nye Directeur, Herr Kammerherre Wolfhagen har refereret mig forskjellige høist trykkende Udtalelser, som ere blevne førte frem ”i Ministeriet”. I sand Gjengivelse lyder de saaledes:

 

            ”—Der har dannet sig den mening i Ministeriet , at det var Dem, der affatter indstillingerne, hvorfor der ikke er bleven tillagt dem (Indstillingerne) den Vægt, som ellers vilde have været Tilfældet.” –  At dette skulle kunne spørges om mig og min Gjerning, og være sagt ”i Ministeriet”, kommer mig tungt overraskende. Jeg troede at vide, at det ”i Ministeriet” gjennem mange Aar havde været fuldt bekjendt, at jeg conciperede alle den for kort Tid siden afdøde Directeurs ”Indstillinger” til det høie Ministerium; og baade i Henhold til mange muntlige Udtalelser især fra Departementschefen Herr Conferentsraad Linde[1], og ligeledes i Henhold dertil at affatte Andragender og Indstillinger fra  Institutet til Ministeriet er i de henved 20 Aar i hvilke jeg har været Concipist[2] kun 2 (om Lønningsforhøjelser) blevne afslaaede, -  har jeg hidtil ment at Ministeriet endogsaa var særlig tilfreds med min Virksomhed i den omhandlede Retning.  – Tillige maa det, at et saa mangeleddet og omfattende Forslag som mit Forslag angaaende Fredericia-Institutets Oprettelse og angaaende en ny Ordning af Døvstummeundervisningen m.m - saa at sige indtildet mindste Punkt blev vedtaget og gjennemført yderligere bestyrke mig i nævnte Overbevisning.  – Hr. Directeur Wolfhagens Referat har saamegetmere forundret mig, som jeg ingensinde, naar jeg skriftligt eller mundtligt henvendte mig til Ministeriet, har faaet Indtryk af, at Ministeriet dømte mere efter Mandens Embedsrang end efter de Grunde, som han fremførte.

 

            2, - Endvidere refererer Herr Kammerherren: ”Det er bleven sagt mig i Ministeriet, at det egentlig var en Feiltagelse, at Underdirecteursposten ikke blev hævet samtidig med Directeurudnævnelsen”. - - Det gjør mig meget ondt at erfare, at der af mine høiste Foresatte har kunnet tillægges min Underdirecteur-Virksomhed ved Institutet i Fredericia en saa overordentlig ringe Betydning, at det maatte ansees rettest, at samme Post forsvandt umiddelbart efter, at der var kommet en ny Directeur, om hvem man dog ellers paa Forhaand, just fordi han var ny i Gjerningen, maatte antage at han kunde tiltrænge en Underdirecteur. – Uagtet nævnte Udtalelse  ”i Ministeriet”vil jeg dog endnu driste mig til at haabe, at min Kongelige Udnævnelse i den omhandlede Egenskab ikke vil blive hævet, før der er blevet givet mig Lejlighed til at paavise, hvad jeg tror at have nyttet til som Underdirecteur.

 

            3, - Endvidere siger Herr Direkteuren:  - ”Hvad der er imellem Dem og Meldahl[3] (Bygningsinspecteuren) anser man i Ministeriet for at være blot og bart Kjævl.”   Herom dette: Jeg har i sin Tid ønsket, at den Arkitekt som Ministeriet havde hædret med Indsættelse i Commissionen til Undersøgelse af Skolehygiejnen i Danmark, og som i alt væsentligt til Ministeriets Tilfredshed  havde construeret (m.m.) Institutbygningerne i Fredericia, og som endvidere i særlig Grad  - og i mange Aar havde studeret .......paa Skole-og Institutbygningers Omraade, - at han maatte være mig behjælpelig med at udarbejde Planer til Nybygninger ved Institutet her. – Jeg havde ønsket ham frem for Bygningsinspecteuren, der just ikke havde vist nogen stor Interesse for Institutet. Jeg har ...... i en Skrivelse til det høie Ministerium af 29: Januar f. Aar paavist, at Herr Bygningsinspecteuren i sin Kritik af de herfra til Ministeriet ingivne Byggeforslag var gaaet i alt Væsentligt ud fra aldeles urigtige Forudsætninger, der gjorde hans kritik ganske værdiløs just i dette Væsentlige. – At min Virksomhed i denne Sag – ”i Ministeriet”har kunnet kun synes som Kjævl, er mig meget trykkende at erfare.

 

Angaaende andre udtalelser  (neden foranførte mellem citationstegn) fra den nye Directeur til mig, hvilken alle ligeledes røbe saa liden Velvillie, skal jeg fatte mig kortere:

 

”Jeg kan ikke begribe, hvorfor De har villet have det saaledes, at Institutet har maatte  blive mindre og mindre end det i Fredericia.”   Svaret er jo det simple: Sagen over Personer.

 

Endvidere: -  ”Det er bleven sagt mig i Ministeriet at De nok vilde være Forstander i Fredericia, naar de kunde faa Pastor Heiberg (Frederik Heiberg, min svoger) anbragt ved Institutet i Kjøbenhavn”.  - - ”I Ministeriet” vilde det maaske kunde erindres, og Arkivet her udviser, at Pastor Heiberg kun var med i den Dag (Sag?). forsaavidt som han vilde søge – og i Ministeriet blev designeret til Forstanderposten ved Fredericia-Institutet.  Min indtrængende Overbevisning ligeoverfor Ministeriet  (og ligeoverfor min Svoger) af, at ihvorvel han i mange Aar havde været en dygtig Lærer ved Tegninstitutet her, saa havde han dog altid vist ringe Kjendskab til og liden Interesse for Talemethoden, -  bevirkende, at Ansættelsen ikke skete. --  Og nu skal da denne ubetydelige Begivenhed efter Herr Kammerherre Wolfhagens Udsagn have faaet et saa hæsligt Anseende”i Ministeriet”.

 

Fremdeles:  - ”De har vel lavet Dem et Skjønt lille Levebrød paa et Par Tusinde Kroner om Aaret ved den Veining og Maaling;  - Det tror man da almindeligt baade i Ministeriet og i Rigsdagen. - - Jeg begriber ikke, hvad der kan være Udgifter til med de Veininger og Maalinger ”- -  Saaledes taler min høie Directeur til mig om det Arbeide, hvortil der paa vore første Videnskabsmænds Anbefaling  - er bevilget mig en offentlig Hjælp af 10 000 Kr., om et Arbeide der vandt saamegen Anerkjendelse paa Læge-Congressen, og nu indeholder et stort Antal Opdagelser paa Fysiologiens Omraade. Skal sligt dog kunne være Velvillie mod den Mand man skal arbeide sammen med? – Skulde den ganske  (ulæseligt ord)  haanende Udtalelser kunne være Tegn paa Directoral Velvillie?

 

Af Herr Directeurens mærkværdige mundtlige Udtalelser endnu kun denne, som blev presenteret mig den første Dag Direktøren var paa Institutet her:  -  ”Jeg kan ikke begribe hvordan De som en fornuftig Mand kan bære Dem saaledes ad, naar det er Dem om at gjøre at føre en Sag igennem” (Talen var om min ”Tilsidesættelse” af Bygningsinspecteuren). Skjønt jeg er henved 50 Aar gammel og i 27 Aar i Statens Tjeneste, og skjønt jeg hidtil havde ment, at al min Gjerning i Reglen havde røbet ret God Fornuft – maatte jeg tie til denne Udtalelse for at forbavses over, hvilke overraskende, mærkelige Former en Directeurs Forsøg paa at etablere et velvilligt, nyttigt, maaske velsignelsesrigt Samarbeide mellem sig og den Underordnede – kunde antage.

 

            Jeg havde dristig haabet, at man i det høie Ministerium vilde have anbefalet mig med et Par Ord til den nye Directeur, men i det Sted maa jeg nu - i det mindste i Henhold til de af Directeuren refererede, saarende og tilsidesættende Ord – gjøre Erfaring om det aldeles Modsatte. –

 

            For det – mig dog næsten utænkelige Tilfælde, at der virkelig ” i Ministeriet”skulle have dannet sig en saa ringe Mening om mig og min Embedsgjerning – har jeg som Bilag A vedhæftet en kort Redegjørelse for samme Gjerning.

 

            Jeg kommer nu til Hr. Kammerherre Wolfhagens skriftlige Arbeider, Institutet og mig vedkommende. Jeg har vedhæftet Afskrifter, Originalerne ere i Institutets Værge og til eventuelt Eftersyn.

 

            I tjenstlig Skrivelse af 30. November f. A. (Bilag B.) omgaar Directeuren  Institutets Forstander og henvender sig med directe Ordre til en Forstanderen underordnet Functionair, ja – Ordren gaar endogsaa ud paa, at Functionairen (dog efter Samraad med Forstanderen) skal fremkomme med Forslag directe til Direktøren. ---functionairen var Institutets høitagtede Læge, Professor Lehmann[4], og at det forlangte Forslag ikke blev indgivet paa den beordrede Maade, forandrer Intet i Skrivelsens Karaktær og dens fremtidige Bebudelser.

 

            Af samme Skrivelses første Linie saa det ud som om Hr Directeuren endogsaa havde sendt Arbeider af Forstanderen eller Dele deraf til Bedømmelse af Forstanderens Underordnede, atter med Omgaaelse af Forstanderen. –

 

            I Slutningen af den behandlede Skrivelse hedder det: ”Kravet om en eventuel Pengebevilling - - - - vil være at stille til anden eller tredie Behandling af Finantsloven pro 1885-86: - Her saa det ud som om Herr Directeuren meddelte til Functionairen en ministeriel Resolution  - der dog var ubekjendt for Forstanderen. Paa Forespørgsel for Directeuren fik jeg den forvirrende Underretning (mundtlig)at der slet ikke existerede  en ministeriel Resolution, der sagde, at der ”ved anden eller tredie Behandling vilde være” ---osv.            Altsaa:  Directeuren har omgaaet Forstanderens Myndighed nedad, han har beordret en underordnet til at omgaa Forstanderens Myndighed opad; han sætter samme Underordnede til at kritisere (synes det) , sin Foresatte, og han udtaler sig endelig, som om han var i Besiddelse af den høieste Overordnedes, Ministeriets, Myndighed.  – Dette er meget alvorlige Forsyndelser mod de allerførste Grundregler for Styrelses Mulighed og Trivsel, tilmed indeholdende samme Bebudelser for Korrekturen af den fremtidige Direkteur-Wirksomhed.

 

            Directeur-Skrivelsen af 30. f. Md.: (Bilag C:)vedrører en Protest fra Forstanderen for det Kgl: Døvstumme-Institut i Fredericia mod Kammerherre Wolfhagens Overgreb.  Med Hensyn til denne Protest udsiger Directeuren, at Forstander Jørgensens  ”Opfattelse” (”Underdirecteuren for det Kgl: Døvstumme-Institut  i Fredericia danne nu Mellem-Instans mellem Directeuren og Forstanderen”) ikke  er i Overensstemmelse med Acterne.

 

            Dette Correktiv til Forstander Jørgensens Opfattelse og Protest bygges paa følgende  4 Begrundelser:

 

1. Underdirecteur-Posten blev oprettet ”for at skaffe ham (Geheimeraad Trap) nogen Medhjælp ved Udførelsen af dette Hverv”  (Directeur Hvervet).

 

2. Underdirecteuren har  ” i den siden By......forløbne Tid – uden at fremtræde som fuldstændigt Mellemled,

 

3. fungeret som Secretair.

 

4. og parapheret de fra Directeuren udgaaende Skrivelser.”

 

Jeg skal tillade mig at behandle disse 4 Begrundelser, men i en anden Orden:

 

ad. 2: - At Underdirecteuren ikke i de henved 4 Aar skulde have fremtraadt  ”som  fuldstændigt Mellemled” mellem Directeur og Forstander  - er urigtigt . Underdirecteurens lille Archiv  har  (ulæseligt) et Par Spørgsmaal til mig eller til Forstander Jørgensen i den Anledning, vilde have givet Directeuren fuld Oplysning derom. –

 

ad. 3:  Underdirecteuren skal – efter Directeurens Mening – have ” fungeret som Secretair”, altsaa have haft det Hverv, som ellers Forstanderen plejer at have.  Dette Argument er ligeledes urigtigt: Forstanderen for Døvstumme-Institutet i Fredericia, og ikke  Underdirecteuren har conciperet alle Skrivelser til Ministeriet, nævnte Institut vedkommende.

 

Ad  4: - Som Underdirecteur skal jeg have ”parapheret de fra Directeuren Udgaaende Skrivelser”. Dette er rigtigt men savner al Kraft til at bevise min Underdirecteur-Stillings Uselvstændighed.  Hermed forholder det sig (Se  Bilag D) saaledes: - Den Form for min Underdirecteur-Underskrift paa Skrivelser fra Fredericia-Institutets Directeur til Ministeriet, ligesom ogsaa det, at disse Skrivelser kun tale i Directeurens Navn (”Jeg”) og ikke i begge Directeurers Navn (”Vi”) er udelukkende mit eget beskedne Valg og ikke dicteret af nogen mig Overordnet.

 

Ad 1: Kammerherre Wolfhagen mener dernæst, at Underdirektøren ikke har været et selvstændigt Mellemled, eftersom hans Post blev oprettet ”for at skaffe ham (Geh. Trap) nogen Medhjælp ved Udførelsen af dette Hverv.” – Her savnes ligeledes al Beviskraft: - Selvom det var rigtigt, at Underdirecteuren skulde have været bestemt til en Medhjælp (: eller nogen/?/ Medhjælp) for Directeuren, saa udelukker dette jo aldeles ikke Muligheden af, at Underdirecteuren  efter Omstændighederne kan optræde som Mellemled, ja som meget selvstændig; Begrebet ”Medhjælp” omfatter jo dog en ganske betydelig Skala af Værdier, lige fra det vicarierende og det næsten underordnede ned til det rent tjenende. Men hertil kommer, at det særligt Maalgivende for Underdirecteurens Myndighed dog må være selve hans Udnævnelse, som (Bilag E) ikke lader mig antage, at der ved Benævnelsen ”Underdirecteur” tillægges mig en mindre Myndighed end den, der ellers er knyttet til denne Benævnelse, og heller ikke giver mig nogen Antydning af, at min Underdirecteur-Gjerning kun er bunden til denne bestemte Directeur, Geheimeraad Trap, eller at den vil blive hævet ved hans Afgang. Desuden maatte der vel være Grund til at antage, at en ny Directeur, ubekjendt med Døvstummesagen og med det Bestaaende, maatte mere end den gamle Directeur (lige aandelig Dygtighed forudsat) kunde tiltrænge en Medhjælp.  Jeg skal tilføie, at der ingensinde er bleven sagt mig (ligesaalidt som jeg har modtaget nogen skriftlig Meddelelse herom), at min Underdirecteur-Gjerning vilde være at opfatte saaledes, som har af Kammerherre Wolfhagen angivets.

 

            Hvorledes forholder det sig da nu med Herr Directeurens ovenfor behandlede 4 Begrundelser?, der skulde godtgjøre Underdirecteur-Postens uselvstændige, ganske underordnede midlertidige Karakter? Det forholder sig saaledes:   1. Første Begrundelse savner Beviskraft (og er tillige ufuldstændig).   2. Anden Begrundelse er urigtig.   3. Tredie Begrundelse er urigtig.   4. Fjerde Begrundelse savner Beviskraft.

 

Rigtignok skal jeg – efter Kammerherre Wolfhagens Udsagn – have faaet det Vidnesbyrd i Ministeriet, at der ikke har kunnet tillægges de af mig conciperede Instillinger den Vægt   o.s.v.- - -, men jeg tør roligt sige: - Jeg har sandelig ingensinde i min Embeds-Gjerning bedt Ministeriet eller nogen Anden  slige (ulæseligt) Begrundelser som de 4, Herr Directeur Wolfhagen her er fremkommet med.

 

            Til fuld Belysning af de 4 Begrundelsers Karakteer skal endnu siges: -Kammerherre Wolfhagen burde have indseet, at det Materiale hvorfra han hentede sine Argumenter, ikke kunde give ham fuld Klarhed over Sagen, han burde have vidst at denne vilde være at finde hos mig og hos Forstander Jørgensen, og det maatte have været hans Pligt at spørge os, søge fuld Oplysning om Sagen, inden han gav sig til at udstede grundløse Ordre til Forstander Jørgensen om Omgaaen af den ham foresatte Directeur.

 

            Men med Hensyn til denne Directeur-Skrivelse maa neden gjøres opmærksom paa Følgende: Directeurens Hoved Slutning ud fra de 4 Argumenter er denne: I Kraft af disse 4 Begrundelser har jeg Ret til at suspendere og atter antage, alt efter eget Forgodtbefindende, Underdirecteurens Myndighed, og gjør det herved, - - - idet jeg beordrer - - -(Bilag C).

 

            Men er det dog nu ikke let at see, at der intet aktuelt Sammenhæng er mellem Begrundelserne og Ordren? – Thi om end de 4 Argumenter vare nok saa fuldkomne, saa vilde de dog ikke kunne berettige Herr Directeuren til – selv nok saa midlertidigt – at udføre ministerielle Functioner, dvs suspendere og gjenindsætte Underdirecteuren.

 

            Altsaa:  -  Jeg maa paa det alvorligste Klage over, at jeg i min Embedsgjerning skal være udsat for at modtage og til underligt Tidsspild – behandle saa lidet tankefaste Argumentationer, saa uberettigede Slutninger, saa store Krænkelser af den mig ved Kongelig Udnævnelse tillagte Myndighed, saa megen Forstyrrelse i en Gjerning der ikke forværet uden Betydning for Døvstummesagens i dens Helhed og i Enkeltheder.

 

            Men de af Herr Directeuren  (ulæseligt) tidsødelæggende Arbeider maa jeg fremvise i større Udstrækning. I Paategning af 24 f. Md (Bilag F.) forlanger Directeuren Underretning om, naar Indbetaling til Finantshovedkassen for et Qvartal af det herværende Lærerpersonales Pensioneringssum er skeet.  Skulde det være nødvendigt for Herr Directeuren at forvisse sig om, hvorvidt en i og for sig saa ubetydelig Ordre, der gjentager sig hvert Qvartal er efterkommen, mon han saa ikke ved Leilighed, (ulæseligt) under Eftersyn af Institutets Regnskabsbøger, vilde kunne forvisse sig om, hvorvidt Indbetalingerne var sket; men desuden tør det vel anses for givet, at Regnskabsføreren ikke vilde udsætte sig for en Klage fra Finantsministeriet gjennem Kultusministeriet med derpaa følgende Tilrettevisning paa Grund af (ulæseligt) Indbetaling.  Denne Directe ordre synes at rumme (ulæseligt) til at volde overflødigt Arbeide, jeg maa derfor udtale mig imod (ulæseligt) og imod dens eventuelle Efterfølgeres (den har allerede flere) Betimelighed.

 

            Men Samme Directeur-Paategning beordrer endnu mere Tidsspild og indeholder tillige strengt Overgreb. – Der siges:  -  og bedes denne Skrivelse (Ministeriets) dernæst remitteret hertil (dvs. til Directeuren). Alltsaa, -  medens tidligere, 61 Aar igjennem, hver eneste Skrivelse fra Cancelli og Ministerium  til Institutet og dets Direction eller Directeur er i Original bleven opbevaret i Institutets Archiv, saa vil nu Directeuren forholde Institutets originale Skrivelser (det er allerede sket med flere saadanne), og forlanger altsaa desuden et ganske overflødigt Arbeide af Institutet, nemlig det at for Arkivet ministerielle Ordrer m: m: m.  Directeuren vil altsaa etablere et – dog vistnok for vor Nutid – aldeles urimeligt ”Omsvøbsdepartement”, og han gjør atter et Overgreb ved egenmægtig Tilsidesættelse af god liberal Forretningsgang, der næppe kan hæves uden Ordre fra Ministeriet.

 

            Endvidere: I henved 50 Aar har Institutets Forstandere vidst Besked med hvereneste Skrivelse, der er udgaaet fra Institutets Direction eller Directeur til Ministeriet og til Andre.  Denne af Cancelli og Ministerium godkjendte Ordning har Directeuren ligeledes strax suspenderet; men rigtignok saa ogsaa samtidigt ført Bevis for det Uhensigtsmæssige i dette Overgreb. Herom følgende:

 

            Jeg havde stærkt fremhævet og begrundet for Direktøren, at Ministeriet ikke burde søges om at faae de væsentlig af mig construerede Forslag til Forbedring af Anstaltsbygningernes hygiejniske Forhold udførte før til næste Aar og samtidig med eventuel Bygningsudvidelse her, især  da det umuligt kunde ligeoverfor Ministeriet gives fyldestgjørende  Grunde for, at denne Sag burde indbringes allerede iaar ved anden eller tredie Behandling af Finantsloven.  Directeuren androg ikke desmindre og uden Forstanderens Vidende herom[5], og - - - Ministeriet har ment at maatte afslaa ham dette. En Fortsættelse af  saadanne Forhold skal ikke tjene til at hævde den directorale Overlegenhed og er alt for forstyrrende for Forstanderen, der vistnok – som hidtil - bør vide fuld Besked om, og have Ret til at tale med  - angaaende hvadsomhelst der planlægges med Hensyn til den Anstalt han forestaar.

 

Dog – Directeuren fører selv endnu et Bevis for det Tidsødende og Uhensigtsmæssige i sit sidstomhandlede Overgeb, Overgrebet ligeoverfor Forretningsgangen: - - - Tværtimod Udtalelser fra Bygningsinspecteuren og ligeledes fra mig i et Møde her – har Directeuren andraget for Ministeriet paa, at de her paatænkte Bygningsforandringer til Sikring mod Brandfare bestemmes uden Hensyn til, om der i Tiden skulde skee en Udvidelse af Institutionsbygningerne her.  Men – dersom der tages Hensyn til  eventuel Nybygning (og dette kan let gjøres, uden at derfor behøves en udarbeidet og sanctioneret Byggeplan) – saa vil der rimeligvis kunne udføres fuldt hensigtssvarende og midlertidige Forandringer for vel en Tiendedel af, hvad der efter Directørens Forslag maa forlanges, og tillige vilde da midlertidige Forandringer kunde udføres langt hurtigere og til meget mindre Forstyrrelse for den daglige Orden og Undervisning her. - - Jeg er i denne Sag kun naaet dertil, at Herr Directeuren paa min Anmodning har forlangt af mig skriftlig Fremstilling angaaende Byggeplanerne – saaledes som de maa have formet sig efter Arresødal-Projectets Opgivelse. –

 

            Med Hensyn til foranstaaende endnu til Afslutning og Recapitulation dette: - Enhver Underordnet maa vente, at han ikke af den Overordnede beordres til unyttigt Arbeide, enhver Forstander maa til enhver Tid have fuld Klarhed over, hvad man vil den Anstalt, som han forestaar.  Den liberale Forretningsgang, som nu har bestaaet i snart 40 Aar, og i sit væsentlige i 61 Aar, har vistnok tilstrækkeligt vist sin Hensigtsmæssighed og kan ialtfald ikke egenmægtigt ophæves eller suspenderes af Directeuren, endnu mindre bør den remplaceres af Directeurens forældede Omsvøbs-Forretningsgang, saa maatte der da først føres Bevis for det Bedre i Directeurens illiberale  Ordning og - Bevis for vedkommende Forstanders Uduelighed.  –

 

            Efter beskeden Protest ligeoverfor Kammerherre Wolfhagens Etablering af en ny Forretningsgang, erholdte jeg under 22. f. M.  (see Bilag G.) hans Indrømmelse af, at det dog vilde være hensigtsmæssigt at spørge det høie Ministerium angaaende Forretningsgangen. – Ikke desmindre holdes den tidligere Instituts Forretningsgang vedvarende suspenderet. – Tillige modtog jeg Forslag (Bilag H.) fra Directeuren  ”angaaende Forretningsgangen mellem Directeuren og Forstanderen for det Kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn.”

 

            I dette Forslag ”præciserer” Herr Kammerherre Wolfhagen sin  ”Opfattelse af Directeurens Stilling og Forretningsgangen” i 4 Paragrafer (Bilag H). Med Hensyn til § 1. har jeg Intet at bemærke.Directeurens § 2. lyder saaledes: -  ”Forstanderen har i de Tilfælde, hvor Directeuren maatte ønske saadant ogsaa fremdeles at fungere som Secretair.” – Directeuren vil altsaa virkelig søge fastslaaet, at Forstanderen ikke som hidtil i alle Tilfælde skal være Directeurens Secretair men at Forstanderens Anvendelse skal være ganske ubestemt – ligefra henimod alle Tilfælde til nedad mod Nul Tilfælde.  – Ganske efter Directeurens Tykke, - men dette er at ”præcisere”, at der Intet er at præcisere!

 

            Directeurens § 3 siger:  -  ”Indenfor sit Ressort afgjør Forstanderen de ham paahvilende Forretninger paa eget An- og Tilsvar.” -  Da der Intet her bestemmes angaaende Forstanderens Omraade, og dette Omraade ialtfald ikke kan være det førtil excisterende, hvis Grændsepæle alle synes oprykkede, saa maa det antages, at Directeuren ogsaa her søger Ret til permanente Grændseflytninger.  – Altsaa:  § 3 ”præcisserer[6]” ogsaa, at der Intet er at præcisere. - - Naar samme § slutter med at tillægge Forstanderen  ”eget An- og Tilsvar” indenfor den i det enkelte Tilfælde af den Overordnede fastsatte (altid flyttelige) Grændse, saa ”præciseres” hermed det Præcise; - men er det dog ikke overflødigt at præcisere, at 2 og 2 = 4?

 

            Directeurens  §4  begynder ligeledes med det præcisionsløse og bestemmer derefter, at Skrivelser fra Forstanderen til Ministeriet skulle være stillede til Directeuren.  Men – da det vistnok næppe kan formenes en Lærer ved Institutet at henvende sig i directe Skrivelser til Ministeriet (t: Ex. angaaende Lønningsførhøielse) , naar kun Skrivelsen fremsendes gjennem hans Foresatte, saa vil det vist næppe kunne bestemmes, at Forstanderen skulde savne en lignende Ret.

 

            Det Punctum[7], der behandler denne Sag, siger tillige: ”Skrivelser fra Forstanderen til Directeuren, - - -, ere at stile til Directeuren. ”  -  Ja, hvem maa disse Breve ellers skulde kunne stiles til?  Her synes det næsten, at den directorale Præcision culminerer.

 

            Og dog – det hedder derefter:  -  ”og ville Skrivelser fra denne (dvs Directeuren) til Forstanderen være at affatte saaledes, at det deraf fremgaar, om der afæskes en Erklæring, eller om Skrivelsen efter sit Indhold tjene til Efterretning eller til Efterlevelse.”

 

            Ja -  der kunde jo vel nok gives det directorale Tilfælde hvor det maatte blive nødvendigt at ”præcisere” saaledes:  -  ”Og ville Skrivelser fra Directeuren til Forstanderen være at affatte saaledes, at det deraf fremgaar, hvad Directeuren mener.” - - Men en Directeur, der behøvede et saadant Tilhold, burde jo dog vel være umulig. - -

 

         Altsaa kan der om det væsentlige Indhold af Directeurens 4 Paragrafer siges med fuld Ret: Enten ”præciseres” der, at der Intet er at præcisere,  -  eller der ”præciseres” at det Præcise er præcist.

 

            Dersom Herr Directeuren offentliggjorde disse 4 Paragrafer (eller blot § 4), mon saa ikke et læsende Publicum vilde vide at goutere dem – som noget i Slutning af det nittende Aarhundrede særligt Phænomenalt.

 

            Slutteligen – og med Hensyn til det her behandlede Directeur-Forslag – maa jeg vove at sige:  Trods den ringe Anbefaling, jeg ifølge Kammerherre Wolfhagens Udsagn skal have faaet  ”i Ministeriet” , - jeg har sandelig ingensinde præsenteret det høie Ministerium et saa tankelet, et saa uudførligt Forslag som Directeurens her foreliggende. –

 

Herr Directeur Wolfhagen har afgivet til mig et endnu rigeligere Materiale af skriftlige Udtalelser til Grundlag for mine Klager, men jeg tror dog at maatte slutte med det her fremlagte.

 

==========================

 

Mine Klage-Punkter tillader jeg mig nu at returnere og afslutte som følger:

 

            Directeuren har endnu – efter 2 Maaneders Forløb og uagtet mine Tilbud – intet Væsentligt seet eller undersøgt paa Institutet her, kun dets Localer. Istedetfor at begrunde og udvikle en velvillig Samarbeide mellem sig og den Underordnede, har Directeuren allerede den første Gang, vi vare sammen her, og enhver følgende Gang udtalt sig paa krænkende Maade om mig og min Gjerning og refereret mig en hel Række nedsættende andrehaands Udtalelser.

 

            Istedetfor at sætte sig ind i den existerende Forretningsgang, undersøge hvad væsentligt der var indrettet under den og foreløbigt (ulæseligt), har han strax og uberettiget tiltaget sig Myndighed til at suspendere den hele Forretningsgang.

 

            Samtidig har han berøvet Forestanderen den ham i en Række af Aar (Vistnok til Døvstumme-Sagens Bedste) tillagte Myndighed til at være Medvirker og Medarbeider i Alt, hvad der ved Directeuren udgik fra Institutet.

 

            Directeuren har frataget Institutet den bestaaende, vistnok ogsaa nødvendige, 61 Aar gamle Ret til Opbevaring af alle Anstalten vedkommende Original-Documenter.

 

            Han indfører nu ganske forældet Forretningsgang, der foruden at bringe Forvirring og Uklarhed ind i Forstanderens Widen om, hvad der tilsigtes vedkommende det Institut, denne forestaar, tillige som et rigtigt ”Omsvøbsdepartement” fremkalder Skrivelser der burde være ganske overflødige.

 

            Directeuren viser Ubekjendskab med de væsentligste Grundregler for Hævdelsen af sin Underordnedes Myndighed ligesom overfor de ham underlagte functionærer, han har omgaaet Forstanderen med sine Ordrer, han har forlangt af en Functionair at omgaa Forstanderen.

 

            Han suspenderer uden nogensomhelst Ret Underdirecteuren fra sin ved Kongelig Udnævnelse fastsatte Gjerning; han befaler uden nogensomhelst Ret den Underdirektøren underordnede Forstander i Fredericia at indberette o.s.v. directe til Directeuren, og tilskriver Forstanderen directe med fuld Omgaaelse af Underdirecteuren og uden Conference med denne angaaende Sagerne.

 

            Han begrunder denne Tilsidesættelse i en Skrivelse, der i alt væsentligt mangler Overensstemmelse med de factiske Forhold – og desuden indeholder Argumentationer, der ere i paafaldende Grad værdiløse.

 

            Directeuren udtaler sig skriftlig vilseledende, som om det var Ministeriet, der talte.

 

            Han indstiller til Ministeriet – uden Forstanderens Medvirkende og begjærer af Ministeriet Arbeider udførte, hvis Udførelse kan upaatvivleligt bør reduceres til henimod en Tiendedeel.

 

            Og endelig afgiver Herr Directeuren Forslag angaaende en ny Forretningsgang mellem Directeur og mig, en Forretningsgang der maa være absolut ubrugelig baade fra Indholds og Forms Side.

 

            En Fortsættelse af at saadant Directoralt Regimente maa, - jeg er nødtvungen til at sige det, have til Følge, at en hvilkensomhelst Forstanders Autoritet og Gjerning vil blive umulig, at Forstanderen vil slides op i ørkesløst og unyttigt ”Kjævl”, - at den store Fremgang, der uimodsigeligt er i Døvstummesagen baade her og i Fredericia maa blive standset.

 

            Skulle jeg i mine her fremførte Klager have Uret, ja – Uret blot i et Minimum af dem, saa maa jeg tilstaa at jeg ikke har og aldrig har haft nogen klar og velbegrundet Forestilling om Grundreglerne for al Styrelse, aldrig kjendt til, hvad Humanitet og Velvillie samt Disputs Modsætninger er, aldrig kjendt til eller forstaaet Fordringerne om det Tankeklare i Form og Indhold, aldrig vidst Besked med Ytringsformerne for det Virate og endnu mindre har kjendt til det Seniles Udtryksmaade.

 

København, den 7 Januar 1885

 

Underdanigst

 

R. Malling-Hansen

 

Forstander og Præst ved det Kgl. Døv-stumme-Institut i Kjøbenhavn, Un-derdirecteur ved det Kgl. Døvstumme-Institut i Fredericia.

 

 

Til

 

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet

 

____________

 

Bilag A.

 

 

Skematisk Fremstilling af Hovedpunkter i min Forstander Gjerning. (1865-1885).          R. Malling-Hansen

 

 

Væsentlig medvirket til Oprettelsen af en Døvstummeanstalt paa Island.

 

Faaet gjennemført at aandssløve Døvstumme ikke hiensendtes uden Undervisning, men at der blev oprettet en særegen Undervisning for dem.

 

Gjennemført Deling mellem egentlige og uegentlige Døvstumme, hver henvist til sin Undervisning.

 

Faaet fastslaaet 8 Aars Alderen som Optagelsesalder.

 

Faaet forandret det 6 aarige Undervisningskursus til et 8 aarigt.

 

Faaet alle mine Forslag ang: Oprettelsen af en nyt Døvstumme Institut i Jylland og dermed i Forbindelse staaende Ordninger – gjennemførte, særligt dermed vundet Fredericia for Talemethoden.

 

Udarbeidet flere Forslag til Nybygninger ved Institutet her.

 

Paavist her paa Institutet (1866-72) Muligheden af tilfredsstillende Undervisning efter Talemethoden af en Samling egentlige Døvstumme.

 

Forbedring i Tegnmethoden her væsentlig ved at stille Tegnsproget i samme Forhold Tegnmethoden, som det staar i til Talemethoden.

 

Affattet til Brug ved Undervisningen her en Lærebog i Religion, et Regneundervisningsapparat[8] og en Læregang[9] for Regneundervisningen i de første Aar, en Geografi, en Sproglæregang for 2 og 4 Klasse.

 

Foranlediget stor Samling af Undervisningsgjenstande for de yngre (og ældre) Classer.

 

Arbeidet i høi Grad og med Held paa at faa Lærerpersonalets Kaar forbedrede.

 

Lærerpersonalets Antal forøget.

 

Faaet den hele Værkstedsundervisning og Pigernes Haandgjerningsskole væsentlig forandret fra at skulle tjene Institutets pekuniære Interesse til at tjene Børnenes.

 

Nedlægning af Bogbinderværksted og Oprettelse af en Haandgjerningsskole for Drengene.

 

Forandring af Institutets Skoleaar, hvorved foruden Regelmæssighed med Hensyn til Sommerferien indvandtes en heel Maaned for Undervisningen m fl Fordele.

 

Faaet muliggjort Hiemsendelse hvert Aar siden 1867 af alle Institutets Elever i Sommerferien.

 

Faaet oprettet fuldstændig ny Dagsorden paa Institutet, sundere og nyttigere end tidligere.

 

Forbedringer i Elevernes Kost og Beklædning.

 

Forbedringer i Anstaltens hygiejniske Forhold, foreslaaet mange som venter paa Afgjørelse.

 

Gjennemførelse af daglige Veininger og Maalinger, ogsaa til Gavn for Eleverne.

 

Foranlediget gjennemført Ordning ved en Sagkyndig af Institutets Bibliotek samt Udarbeidelse af et Indholds-Catalog og et Navne-Catalog.

 

Faaet vedtaget nye (af en Læge og mig) Schemata for Indberetninger om Døvstumme samt indrettet dertil hørende Skabe og Protokoller m.m. til fremtidige statistiske Oplysninger om Døvstumhedens Ætiologie, om Nytten af Talemethoden mv.mv.

 

Udført undersøgelser angaaende Institutsformuens Oprindelse og angaaende Anstaltens Anstaltens Legatstiftere.

 

 

-----------------------oooooooooooOOOOOoooooooooooo-----------------------------

 

 

Bilag B

 

I henhold til min anden Skrivelse af Dags Dato angaaende Opførelsen af en ny Bygning ved det Kgl. Døvstumme-Institut her Steds, og da det af Sagens Akter fremgaar, at de hygiejniske Forhold i den nuværende Bygning lader adskilligt tilovers at ønske, anmodes Herr Professoren om, efter Samraad med Institutets Forstander, Pastor Malling Hansen, at ville fremkomme med Forslag til Afhjælpning af de Mangler, De maatte  forefinde.

 

            Kravet om eventuel Pengebevilling vil, for saavidt de fornødne Beløb ikke kunne afholdes af Konti paa indeværende Aars Finantslov være at stille til anden Behandling af Finantsloven pro 1885/86, hvorfor det er ønskeligt, at denne Sag fremmes saa meget som muligt.

 

Directeuren for de Kongelige Døvstumme-Instituter

 

            Kjøbenhavn den 30 November 1884.

 

F: Wolfhagen

 

 

 

Til

 

Herr: Professor, Dr. med. H: Lehmann                        R.af D.

 

______________________

 

Gjenpart[10]

 

Bilag C.

 

Herr Forestanderen har ytret den Formening, at underdirecteuren for det Kgl. Døvstumme-Institut i Fredericia danner en Mellem Instans mellem Direktøren og Forstanderen og at al Korrespondance mellem disse bør passere Underdirecteuren.

 

            Denne Opfattelse er imidlertid ikke i Overensstemmelse med Akterne.

 

            Dengang Geheime-Conferentsraad Trap under 13 September 1880 blev beskikket til Directeur for det Kgl. Døvstumme-Institut i Fredericia, blev samtidig – for at forskaffe ham nogen Medhjælp ved Udførelsen af dette Hverv – Forstanderen for det Kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn beskikket til Underdirecteur og har denne i den siden Beskikkelsen forløbne Tid, uden at fremtræde som selvstændigt Mellemled, fungeret som Secretær og parapheret de fra Directeuren udgaaende Skrivelser.

 

            Da Herr Forstanderen derfor har udtalt, at De kun efter udtrykkelig Ordre vilde undlade at indsende Skrivelser til Directeuren gjennem Underdirecteuren, paalægges det Dem herved, indtil anden Bestemmelse træffes, at indsende Skrivelser til Directeuren directe til Undertegnede, P.2, Ved Stranden, Kjøbenhavn.  

 

            Gjenpart af denne Skrivelse er tilstillet Forstanderen for det Kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn.

 

Direktøren for de Kongelige Døvstumme Institutet

 

Kjøbenhavn den 30. December 1884.

 

F. Wolfhagen.

 

Til Forstander G. Jørgensen

 

                        in fidem copiæ[11]

 

                                               F. Wolfhagen.

 

______________________________

 

 

Bilag D.

 

 

Den 22 September 1880.

 

Vedlagt tillader jeg mig at sende Herr Geheime Etatsraaden til eventuel Underskrift de første Skrivelser til Ministeriet fra Fredericia-Institutets Directeur.   Jeg har det Haab, at det vil finde Deres Højvelbaarenheds Bifald, at Skrivelserne udgaae fra nævnte Instituts Directeur, medens Underdirektøren kun tilkjendegiver sin Part i Sagen ved at underskrive under en Streg henimod Foden af Brevene. Angaaende Reisen til Fredericia skal jeg tillade mig at søge Herr Directeuren i Morgen tidlig, jeg beklager meget at jeg ikke var hiemme i Gaar.

 

Allerærbødigst

 

R. Malling Hansen

 

Til

 

Herr Geheime-Etatsraad, Dr. jur.  J. P. Trap.

 

 

__________________

 

 

 

Bilag E.

 

Ministerietfor Kirke- og Undervisningsvæsenet.

 

 

Paa Ministeriets derom vedlagte allerunderdanigste Henstilling har det behaget Hans Majestæt Kongen under 13. dennes allernaadigst at beskikke Allerhøistsamme Kabinetssekretær, Geheime-Etatsraad Dr, juris Jens Peter Trap, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand til i Forbindelse med sin Stilling som Direktør for det Kgl. Døvstumme-Institut tillige at være Direktør for det nye Døvstumme-Institut i Fredericia og Deres Høiærværdighed til ved Siden af Deres Stilling som Forstander for det Kgl. Døvstumme-Institut tillige at være Underdirecteur for Døvstumme-Institutet i Fredericia. –

 

            Hvilket hermed tjenstligt tilmeldes Deres Høiærværdighed til behagelig Efterretning.

 

            Kjøbenhavn, den 16. September 1880.

 

P.M.V.[12]

 

A. Linde   /                    Bruun.

 

Til

 

Herr Pastor Malling-Hansen

 

Forstander for det Kgl. Døvstumme-Institut

 

            Ridder af Dannebrogen.

 

 

_____________________________

 

 

Bilag F.

 

 

Ministeriet for Kirke- og undervisningsvæsenet.

 

Ved at

 

tillstille Herr Kammerherren den hermed følgende fra Finantsministeriet modtagne Fortegnelse over Lønningsafdrag, der i Henhold til Regulativet af 19. November 1870 i indeværende Kvartal skulde være indeholdte for Bestillingsmænd[13] ved det Kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn, skulde Ministeriet tjenstligt anmode Dem om behageligt at vilde give Institutets Forstander Paalæg om inden denne Maaneds Udgang at indbetale de derpaa opførte Beløb, tilsammen 99 Kr 84 Ø til Finantshovedkassen, der har erholdt .... fornøden Indtægtsordre.

 

            Kjøbenhavn den 22 December 1884.

 

P.M.V.

 

A. Linde        /C. Holm    Fm.

 

 

TilDirectøren for det Kgl. DøvstummeInstitut i Kjøbenhavn.

 

Tillstilles Herr Forstander, Pastor Malling Hansen til Iagttagelse af det derefter fornødne, og bedes denne Skrivelse  dernæst remitteret hertil ved Underretning om, naar Indbetalingerne er sket.

 

Direktøren for de Kgl. Døvstumme Instituter, Kjøbenhavn  24/12 84.

 

F. Wolfhagen.

 

_______________________________

 

 

Bilag G.

 

 

Deres Velærværdighed  har gjentagne Gange senest i behagelig Skrivelse af 20 dennes udtalt Ønsket om, at der maatte fastsættes Regler for Forretningsgangen mellem Direktøren og Forstanderen for det Kgl. Døvstumme Institut.

 

            Idet jeg i medfølgende Bilag har præciseret min Opfattelse af Direktørens Stilling og Forretningsgangen, er jeg iøvrigt enig med Dem i, at det vil være Hensigtsmæssigt, at Spørgsmaalet forelægges for Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet til Afgjørelse, og anmoder da i den Anledning om at ville fremsætte Deres Forslag i saa Henseende.

 

            Tillige anmodes De om hertil at indsende Journalen over til Direktøren indgaaende Sager, samt at ville yttre Dem over, hvorvidt der forefindes et særegent Direktorialarkiv eller om de Direktøren vedrørende Akter findes fremlagte til Sagernes øvrige Akter.

 

            Bilaget bedes remitteret

 

Direktøren for de Kgl. Døvstumme-Anstalter

 

            Kjøbenhavn, den 22 December 1884.

 

                        F. Wolfhagen.

 

_________________________________________

 

Bilag H.

 

Angaaende Forretningsgangen mellem Direktøren og Forstanderen for det Kgl. Døvstumme-Institu i Kjøbenhavn.

 

--------------

 

§ 1.

 

Direktøren danner en Mellem-Instans mellem Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet og Forestanderen og er dennes nærmeste Foresatte.

 

§ 2.

 

Forstanderen har i de Tilfælde, hvor Direktøren maatte ønske saadant, ogsaa fremdeles at fungere som Secretær.

 

§ 3.

 

Indenfor sit Ressort afgjør Forstanderen de ham paahvilende Forretninger paa eget An- og Tilsvar.

 

§ 4.

 

De Sager, som Forstanderen ikke er kompetent til at afgjøre, ere at forelægge for Direktøren, der,  efter om fornødent at have indhentet yderligere Oplysninger fra Forstanderen eller andet Steds fra, enten træffer Afgjørelse i Sagen eller drager Omsorg for dens videre Fremme.  Skrivelser fra Forstanderen til Direktøren, incl: de Tilfælde, hvor Skrivelsen skal fremsendes til Ministeriet, ere at stile til Direktøren, og ville Skrivelser fra denne til Forstanderen være at affatte saaledes, at det deraf fremgaar, om der afæskes en Erklæring, eller om Skrivelsen efter sit Indhold skal tjene til Efterretning eller til Efterlevelse. –

 

 

For Rigtighedenaf foranstaaende Afskrifter (Bilag B. – H.) indestaar Undertegnede under Henvisning til Originalerne, der (Bilag F. undtaget) findes her paa Institutet. 

 

         Kjøbenhavn, den 7 Januar 1885

 

R. Malling-Hansen

 

 

---