The founding meeting in Copenhagen - on the 6.th of may, 2006

In front: the total collection of writing balls in the "Teknisk Museum" in Denmark. Behind: the newly elected president and the vicepresidents of the Malling-Hansen Society, Christian Barnholdt(in the middle), Dieter Eberwein(to the right) and Sverre Avnskog(to the left). Photo: Dieter Eberwein
The first honorary member of the Society, the Count of Knuthenborg, Adam Knuth, descendant of Malling-Hansens economic benefactor. To the right, the next Count, his son Christoffer Knuth. Photo: Dieter Eberwein

 

 

On a warm and sunny day in the spring of 2006, a group of very enthusiastic admirers of the Danish inventor, Rasmus Malling-Hansen was gathered in the old school of Malling-Hansen in Copenhagen.

 

The shool is still in use for the teaching of the deaf children, and in the basement there is a museum showing the scool's old history. The chairman of the "Døvehistorisk Selskab", Jan William Rasmussen, took us on a tour around the school and in the museum, and we could see many interesting items and old photos of Malling-Hansen, and about the history of the teaching of the deaf. We also were shown the 11 rooms in the building that were used by the headmaster of the school and his family, as their private residence, and also the large garden that was at their disposal.

 

The founding meeting was very well planned by the man who was elected as the Society's first president, Christan Barnholdt. He has been a pioneer in the Malling-Hansen research for more than 15 years, and finally on this beautiful day in 2006, in the same locals where Malling-Hansen had his daily work for more than 25 years, he finally experienced an old dream come true -  the foundation of The International Rasmus Malling-Hansen Society, with participants from Germany, Switzerland, The Netherlands, Denmark and Norway.

 

The most prominent guest at the event was the present Count of Knuthenborg -  the descendant of Malling-Hansen's old economic benefactor, who made it possible for Malling-Hansen to get his education as a teacher. Participants on the meeting were also some descendants of Malling-Hansen's daughter, Emma, and of his youngest brother, Johan Frederik Hansen.

 

Before the meeting started, some very rare and interesting old Malling-Hansen items, photos, and documents were displayed - among them not less than three writing balls, Malling-Hansen's old Bible, original letters and other books which had belonged to Malling-Hansen's wives and his grandfather. Many of these items were provided from the present family members of the Malling-Hansen family.

 

Chairman of the meeting was Uwe Breker, and he also showed some unique items from his Malling-Hansen collection, and also some photos of what he has in his collection in his home in Germany. Sverre Avnskog from Norway held a powerpoint presentation of his great collection of photos, and shared his great knowledge about the Malling-Hansen family and their lives. And Dieter Eberwein, who has restaured Friedrich Nietzsche's old writing ball then held a lecture about the writing ball and shared his tremendous skills and insight in the technical aspects of the writing ball. 

 

The Count of Knuthenborg was elected as honorary member of the Society, and as the first president was elected Christian Barnholdt. Vicepresidents for the first periode are Dieter Eberwein and Sverre Avnskog.

 

A beautiful painting of the old Institute for the Deaf-mutes, which has been in the family's ownership for decades was finally given as a gift from the Malling-Hansen descendants to the museum - and received by Jan William Rasmussen.

 

Oslo, 28.11.06

Sverre Avnskog

 

 

Sverre Avnskog made this poster in memory of the founding meeting, with the signatures of all the participants.
Uwe Breker was the chairman of the founding meeting in Copenhagen. He had brought with him some very interesting items and pictures from his collection in Germany. Photo: Sverre Avnskog
This is a picture of Uwe Breker's collection of Malling-Hansen items. Everything on the picture have belonged to Malling-Hansen himself or to his family. Photo: Uwe Breker
The exhibition at the meeting contained 3 writing balls, one of them was a very rare writing ball with braille instead of letters. It belongs to the Institute for the blind. Photo: Sverre Avnskog
Among the items, there were som very rare books, documents and pictures. The large picture of Malling-Hansen in the black frame, is a copy of a picture that belongs to the Norwegian Heiberg Museum in Sogndal. Photo: Sverre Avnskog
The participants waiting outside for the tour in Malling-Hansen's old school on this beautiful day in may, 2006. In the middle stands the Count of Knuthenborg, and to the left of him, one of Malling-Hansen's grand grand daughters. Photo: Sverre Avnskog
Jan William Rasmussen, with the large beard, showed us the school and the museum in the basement. Photo: Sverre Avnskog
A large work had been done in front of the founding meeting. Christian Barnholdt had released a press message, and some Danish newspapers wrote about the event. Here is the Malling-Hansen page in "Politiken". Photo: Sverre Avnskog
Christian Barnholdt has been a pioneer in the Malling-Hansen research for more than 15 years and was elected the Society's first president. To the left of him you can see a grand grand daughter of Malling-Hansen's youngest brother, Johan Frederik Hansen. Photo: Sverre Avnskog
One of the vicepresidents, Sverre Avnskog from Norway, is signing the memory poster from the founding meeting. Photo: Dieter Eberwein
The Malling-Hansen descendants, Lars Mathiesen and Jacob and Elsebet Erlangsen donated an old painting of the Institute to the museum of the Døvehistorisk Selskab. Jan William Rasmussen received the gift on behalf of the museum. Photo: Sverre Avnskog
In the evening, Mr. Barnholdt and his wife invited the participants of the founding meeting to a dinner party in their home. As can be seen from the napkins, every detail was well prepared! Photo: Sverre Avnskog
The hungry guests are just waiting to be seated. Photo: Sverre Avnskog
The time had come for a toast for the happy event. Finally Rasmus Malling-Hansen has got his own Society, keeping the heritage from him alive! Photo: Uwe Breker
Mrs. Barnholdt had prepared the most delicious meal, and she and one of her daughters served at the table. Photo: Sverre Avnskog
The next day, the remaining guests visited the Teknisk museum, to take a closer look at their nine writing balls. Unfortunately only one of them are exhibited at the moment. Let's hope they soon will honour Rasmus Malling-Hansen with a large exhibition in the museum. On the picture the Malling-Hansen reseachers are gathered around the writing balls. It was the end of a truly great weekend in Copenhagen! Photo: Dieter Eberwein

Skrivemaskinens danske opfinder får nu hæder

Malling-Hansen Selskabets første president, Christian Barnholdt, studerer en av avisartiklene som omtalte stiftelsen av selskapet. Foto: Sverre Avnskog

[1]Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.

 

Skrivekuglen.

 

Af Flemming Kjærsdam

 

”The International Rasmus Malling-Hansen Society” vil give den danske opfinder og innovatør sin velfortjente plads i verdenshistorien. Han bliver hædret 116 år efter sin død.

 

En af de største danske iværksættere og innovatører får nu sin velfortjente plads i verdenshistorien 116 år efter sin død. Den danske teolog og døveskoleforstander Rasmus Malling-Hansen, som i 1870 opfandt verdens første serieproducerede skrivemaskine, kaldet skrivekuglen, bliver nu hædret ved, at ”The International Rasmus Malling-Hansen Society” bliver stiftet i København den 6. maj.

 

Rasmus Malling-Hansens skrivekugle er internationalt anerkendt som den hurtigste og bedst konstruerede skrivemaskine nogensinde.

 

Den er reelt ikke blevet overgået, hverken med hensyn til finmekanisk snilde og kvalitet eller med sin skrivehastighed, der med 800 anslag i minuttet langt overgår eftertidens skrivemaskiner og nutidens tastaturer. Den fik dengang guldmedaljer på alle europæiske industriudstillinger i 1870’erne[2]. Der blev produceret i alt omkring 200 eksemplarer, hvoraf de ni i dag opbevares på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør.

 

Opfandt også tørkopien

Som mange andre opfindere gennem tiderne, en dansk Edison eller Bell, præsenterede Rasmus Malling-Hansen i de følgende år mange andre opfindelser. Xerografien, tørkopieringen, som i dag kendes fra kopimaskiner, præsenterede han i 1874 – 63 år før firmaet Xerox mener, at xerografien blev opfundet[3] – og takygrafen, et hurtigskrivningsapparat til parlamentsreferater med en hastighed på 1200 anslag i minuttet, er også en af hans opfindelser.

 

Han gennemførte også omfattende studier af livet på jorden og dets utrolige sammenhæng med solens udstrålning, og var samtidig igennem 25 år forstander for Det Kongelige Danske Døvstummeinstitut i København, aktiv præst, førende initiativtager til banebrydende reformer af døvstummeundervisningen i Danmark og Norden – og far til syv døtre.

 

Han var verdensberømt i 1880’erne, men er, ifølge en af initiativtagerne til den ny internationale fanclub Christian Barnholdt, af aldeldes uforståelige årsager totalt ukendt i sit eget fædreland og gået helt i glemmebogen. Rasmus Malling-Hansen døde i 1890 og blev hyldet af tusinder af mennesker ved sin alt for tidlige død som 55-årig. Men nu vil en flok danske og udenlandske ”Malling-Hansen-supportere” ændre hans ufortjente status som ukendt. De vil stifte ”The International Rasmus Malling-Hansen Society” med det formål at give ham den plads i verdenshistorien, som han fortjener som opfinder og innovatør.

 

Selskabets formål vil være at udbrede kendskabet til Rasmus Malling-Hansens fantastiske opfindelser og livsindsats og at gennemføre forskning på de mange områder, hvor hans arbejde endnu i dag er dårligt kortlagt.

 

 

[1] JMC: Denne artikel af journalisten Flemming Kjærsdam blev publiceret i “ErhvervsBladet” den 11 april 2006. ErhvervsBladet var en dansk avis, der udkom hver torsdag indtil september 2011. Bladets journalistiske emneområde var alt som kunne være relevant for det danske erhvervsliv. ErhvervsBladets journalistiske behandling af erhvervsområdet anses have været af høj kvalitet, hvilket gjorde avisen konkurrencedygtig i forhold til sine konkurrenter, der var erhvervsbladet Børsen og senere de erhvervstillæg som de store morgenaviser udviklede til deres daglige avisudgivelser (Jyllandsposten, Berlingske og Politiken). Avisen blev grundlagt i 1964 af Bertel Bernhard. ErhvervsBladet blev i oktober 2003 solgt til Berlingske Media. I september 2011 meddelte Berlingske Media at ErhvervsBladet som et led i en større omlægning af koncernens erhvervsdækning lukkede. I stedet blev stoffet til de mindre og mellemstore virksomheder samlet i et ugentligt tillæg til avisen Berlingske, men navnet Innovation, nu Berlingske Business, der udkommer hver tisdag (Kilde: Wikipedia).

[2] JMC: Malling-Hansen fik 1. Pris ved verdensudstillingen i København i 1872, guldmedalje i Wien 1873, guldmedalje i Philadelphia 1876, en guld- og en sølvmedalje ved udstillingen i Paris i 1878; August Lyngbye fik desuden sølvmedalje for den sidste version af skrivekuglen ved verdensudstillingen i København i 1888.

SA: Søvmedalje var førstepris ved utstillingen i København i 1888.

[3] JMC: Firmaet Xerox hævder at de har æren for opfindelsen som de kaldte ”Xerograhy” og som skyldes svensk-amerikaneren Chester Floyd Carlson (1906 – 1938) i samarbejde med John H. Dessauer (1905 – 1993), en tysk-amerikansk kemiingeniør. Året var 1938, og på den tid hed firmaet The Haloid Photographic Company. Deres første model var The Xerox 914, og den solgte i tusindvis af eksemplarer og genererede enorme indkomster til Xerox. Den første maskine kom på markedet i 1959.

Et lite utsnitt av utstillingen ved stiftelsesmøtet til Malling-Hansen selskabet i 2006. Hele tre skrivekugler var utstilt; en ordinær modell, en miniskrivekugle og en med braille blindeskrift på tastaturet. På samlermarkedet vil disse tre skrivekuglene ha en samlet verdi av ca tre millioner kroner. Synd ikke Malling-Hansen selv fikk nyte godt av dagens etterspørsel. Foto: Sverre Avnskog

Kuglen, der kunne have ændret verden

Torben Daarbak, journalist på Computerworld siden 1999, har skrevet på stort set samtlige redaktioner på avisen. Fra tung teknik i den hedengangne IDG-udgivelse Techworld over erhverv, dotcom-hysteriet, karrierestof, til portrætter. Bestyrer af besynderlige dialogbokse på avisens bagside. (Fra Computerworlds webside)

[1]Livet havde set anderledes ud for verdens millioner af computerbrugere, hvis Rasmus Malling-Hansens geniale tastatur, skrivekuglen, var blevet markedsført rigtigt.

 

Af Torben Daarbak

Han stræbte højt og satsede alt på sin opfindelse, den fantastiske skrivekugle, der kan skrive mindst dobbelt så mange anslag i minuttet som et almindeligt QWERTY-tastatur. Men timingen var gal, folk skrev med blæk og pen, og markedsføringen måtte han selv stå for på messer rundt omkring i Europa.

 

Rasmus Malling-Hansen døde fattig som 55-årig i 1890, på tærskelen til et århundrede, der skulle bringe teknologiske opfindelser, som selv en Jules Verne ville måbe over.

 

På lørdag samles Malling-Hansen-fans fra hele verden for at hylde den geniale danske opfinder og stifte selskabet The International Malling-Hansen Society.

 

I Danmark har it-skribenten Christian Barnholdt, som har været analytiker hos IDC og ansat i IBM, forsket i Malling-Hansen og hans bemærkelsesværdige levned i 20 år. Han er landets førende skrivekugle-ekspert og har blandt andet forfattet en række tekster om skrivekuglen og Rasmus Malling-Hansen i Den Store Danske Encyklopædi. Han mener, at Malling-Hansens glemsel i den store offentlighed er en skændsel.

 
 
- Skrivekuglen var genial og er det stadig. Den er bedre på alle områder end det tastatur, der blev standard på skrivemaskinerne og senere tastaturerne til pc’er. På skrivekuglen er 70 procent af tasterne umiddelbart tilgængelige for fingrene, når man skriver blindskrift. På et QWERTY-tastatur er kun 30 procent inden for rækkevidde. En øvet skrivekugleskriver kan slå op mod 700 anslag i minuttet mod 275 på et almindeligt tastatur. Skrivekuglen er endda langt mere ergonomisk korrekt, fortæller Christian Barnholdt.


 
Der er formentlig produceret cirka 200 eksemplarer af skrivekuglen i forskellige udgaver. I dag kendes kun de 35. Ni af dem befinder sig på Teknisk Museum i Helsingør. En enkelt er i Tyskland, hvor en tysk VW-finmekaniker fandt og restaurerede filosoffen Friedrich Nietzsches egen skrivekugle, der mod alle odds havde overlevet to verdenskrige.[2]

 

Men skrivekuglen blev aldrig en succes, dens fortræffeligheder til trods. Verden var ikke klar. Malling-Hansen var 20-30 år for tidligt på den, og kun få kunne se perspektiverne i kuglen på det tidspunkt.

 

- Dengang skrev man med pen og blæk. De vidste ikke, hvad det var, han kom med. Han kunne lige så godt have vist dem en rumraket, ærgrer Christian Barnholdt sig på sin helts vegne.[3]

 

Rasmus Malling-Hansen blev født i Hunseby uden for Maribo på Lolland i 1835. Hans mor blev tidligt enke, og familien var ludfattig. Den lokale greve Knuth af Knuthenborg så en opgave i at hjælpe dårligt stillede unge med boglige evner og lod den unge Rasmus tage en læreruddannelse. Senere tog han også studentereksamen og blev teolog. Som 30-årig blev han forstander på Det Kongelige Døvstummeinstitut på Kastelsvej på Østerbro i København, en stilling han bestred til sin død.

 

Hvorfor det lige blev døve, Rasmus Malling-Hansen kom til at arbejde med, ved ingen i dag. De fleste af hans private optegnelser og korrespondance er gået tabt i en række af djævelske omstændigheder.[4]

 

Som modtager af flere priser og fortjenstmedaljer for sine opfindelser var Malling-Hansen forpligtet til at lave en levnedsbeskrivelse om sig selv, om sine motiver og gerninger. Dokumentet blev opbevaret på Christiansborg Slot, men slottet brændte i 1885 og dermed Malling-Hansens historie.

 

Hans personlige papirer blev også brændt 21 år efter hans død af datteren, Johanne. Hun var spiritist og medlem af sekten Vandrer mod Lyset, der eksisterer den dag i dag.[5]

 

Hun mente at have kontakt til sin døde far, og da en flok antropologer bad om at få udleveret faderens optegnelser, måtte hun først spørge ånden, om det var i orden. Rasmus Malling-Hansens ånd bestemte så, ved hjælp af bankelyde i seancebordet, at hans efterladte dokumenter skulle deles op i to bunker. Den ene bunke kunne videnskabsmændene få, den anden skulle brændes. Og det blev den.[6]

 

Derfor er vor viden om Malling-Hansen stort set begrænset til tilstedeværelsen af hans fantastiske skrivekugler[7], som også omfatter den såkaldte takygraf, en stenografimaskine udviklet til referater i Folketinget. Takygrafen kunne til forskel fra den traditionelle stenografimaskine skrive på papirstrimmel i klar tekst, og altså ikke i stenografisk kode, med op til 1.200 anslag i minuttet. Den kom aldrig i brug, og prototypen er forsvundet.

 

Inden det tegnesprog, som døve anvender i dag, var udviklet, brugte døve fingrene til at stave ord – op til 12 bogstaver i sekundet. Det var inspirationen til skrivekuglen.[8]

 

Men Malling-Hansen var også optaget af andre videnskabelige studier og har stor andel i, at man holdt op med at anse døve for retarderede.

 

På døveskolen gik 130 børn, som kun kom hjem til jul. Kårene var små, og Malling-Hansen var bekymret for de tynde børn. Han ændrede systematisk på deres kost og begyndte at veje børnene – fire gange om dagen. Ikke en for en, men samlet, drenge og piger for sig, på en stor vægt. Den registrering af de døves vægt stod på i ti år og blev forlægget til hans bog, ”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme”.

 

Han opdagede nemlig at børn vokser i ryk, i cykler af 25 døgn. Han målte på træerne ved skolen. Også de voksede i ryk og ligesom børnene mest om sommeren. Dermed kunne han konkludere, at solen bestemmer at alt liv vokser i perioder af 25 døgn. Påstanden er aldrig siden blevet undersøgt videnskabeligt[9] og dermed hverken bevist eller det modsatte.

 

1865 var et skelsættende år for Rasmus Malling-Hansen. Han blev forstander på Døveinstituttet, han præsenterede den første udgave af skrivekuglen, og han giftede sig og fik siden syv døtre. Han kunne have haft ni, men konen døde i barselsseng med to ufødte tvillingepiger.

 

I 1870 fik han eneretsbevilling på skrivekuglen og begyndte at rejse verden rundt til verdensudstillinger, hvor hans opfindelse blev rost og præmieret. Skrivekuglen gik i serieproduktion, som den første skrivemaskine overhovedet, men succesen udeblev.

 

De første skrivekugler vejede 70 kilo og var udstyrede med alkaliske batterier, hvilket var revolutionerende for den tid. Vægten og den ikke alt for overbevisende stabilitet af batterierne fik ham til at udvikle en mekanisk løsning.[10]

 

Først i 1890’erne begyndte man at bruge skrivemaskiner på kontorerne, men da havde QWERTY-tastaturet sejret, primært som følge af amerikansk tæft for markedsføring: I øverste linje på tastaturet findes alle bogstaverne i ordet typewriter. Det kunne den smarte sælger skrive meget hurtigt, når han skulle overbevise kunderne.

 

-  I virkeligheden satte tastearmene sig fast, når man skulle bruge skrivemaskinerne i virkeligheden. Det gør de ikke på en skrivekugle, fortæller Christian Barnholdt.

 

I 1872 udviklede Rasmus Malling-Hansen xerografien, tørtrykning, der foregik ved hjælp af karbon-papir.

 

-  Fotokopimaskinefirmaet Xerox går stadig rundt og tror, at deres navn stammer fra 1930’erne, hvor kopimaskinen blev opfundet. Jeg har forsøgt at fortælle dem om Malling-Hansen, men de vil ikke lytte, siger Christian Barnholdt.

 

På vej hjem fra Frimurer-logen, hvor Malling-Hansen var højt estimeret broder af 9. grad, faldt han pludselig om. Han havde i længere tid været plaget af dårligt hjerte, og den aften på gaden gav det op, og Malling-Hansen døde, blot 55 år gammel.

 

-  Han havde arbejdet sig ihjel. Han havde slidt og slæbt med sine opfindelser og sit arbejde på Døveinstituttet.  Verden mistede en enestående opfinder. Værre er det, at han næsten er glemt af danskerne i dag. Hvis hans opfindelse var blevet bakket op af professionel markedsføring, havde den revolutioneret kontorverdenen, der så ville have set helt anderledes ud end nu med pc’ernes flade og håbløst uergonomiske tastatur, hvis maksimale skrivehastighed – her i år 2006 – er omkring det halve af skrivekuglens maksimale skrivehastighed, siger Christian Barnholdt.

 

[1] JMC: Artikel i ”Computerworld” 5.maj 2006 af Torben Daarbak, som har været journalist på Computerworld siden 1999. Computerworld er et IT-magasin, der udkommer i mange lande under samme eller lignende navn. Magasinet udgives af amerikanske IDG, i Danmark af datterselskabet IDG Danmark. Ugebladet er udkommet i Danmark siden 8 september 1981. Hjemmeside i Danmark: www.computerworld.dk

[2] SA: Mye har skjedd siden 2006, da Malling-Hansen Selskabet ble stiftet, og i dag har vi langt mer omfattende viten om skrivekuglen. Nietzsches skrivekugle ble restaurert av Dieter Eberwein, som i dag er visepresident i selskabet. Vi eier detaljerte opplysninger om ca 35 skrivekugler i ulike museer og offentlige samlinger rundt omkring i Europa og USA, og ca 20 i privat eie.

[3] SA: Det var nok flere grunner til at skrivekuglen ikke ble en økonomisk suksess. I realiteten ble Malling-Hansens oppfinnelse særdeles godt mottatt av dansk presse, og ble flittig omtalt både da den ble lansert første gang, og når nye forbedringer så dagens lys. Skrivekuglen gjorde det også meget godt ved nesten alle de store industriutstillingene mellom 1872 og 1888, og ble premiert med en lang rekke førsteprismedaljer. Når anerkjennelsen og den positive omtalen ikke også medførte kommersiell suksess, kan det for det første skyldes at Malling-Hansen satset på bruk av batterier til papirflytningen i stedet for en mekanisk løsning. Den tidens batterier var upålitelige og ga skrivekuglen rykte på seg for å være ustabil. Dessuten var Malling-Hansen dårlig forberedt på de mange bestillingene som innløp, slik at ventetiden ble svært lang for levering. Da batterien ble erstattet med en mekanisk løsning og skrivekuglen samtidig ble utstyrt med fargebånd i 1878 skulle man tro problemene var løst, men omtrent på den tiden ble Malling-Hansen opptatt med sine vitenskapelige forskning, og synes å ha mer eller mindre gitt opp å fortsette markedsføringen av skrivekuglen. Hans tidlige død kan også ha spilt en stor rolle i at skrivekuglen tapte terreng i forhold til konkurrentene.

[4] SA: Omstendighetene omkring kildene til viten om Rasmus Malling-Hansen har nok ikke vært like "djevelske" som Christian Barnholdt hadde på fornemmelsen i 2006. De seks årene som har gått siden stiftelsen av Malling-Hansen Selskabet, har vært utnyttet svært grundig av selskabets medlemmer, og man har oppdaget at Malling-Hansen og hans oppfinnelser og forskning ble flittig omtalt i pressen både i hans samtid og med jevne mellomrom i årene siden. Et stort antall av disse artiklene er publisert på vår webside. Om Malling-Hansens valg av arbeidssted vet vi at han ble tipset om en ledig stilling ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet av en god venn, og valgte å søke, selv om han var midt i sitt teologistudium.

[5] SA: "Vandrer mod Lyset" er ikke en sekt, men et bokverk som ble utgitt i 1920 av Malling-Hansens svigersønn, Michael Agerskov. Datteren Johanne Agerskov mente å ha mediumistisk kontakt med sin avdøde fars åndelige personlighet, og hevdet at hun under hans ledelse ble diktert verket gjennom tankediktat/mediumistisk tankeinspirasjon. I dag finnes det et forlag som står for utgivelsen av Vandrer mod Lyset, men ingen organisert virksomhet utover det. I Malling-Hansen Selskabet finnes det ulike oppfatninger om Vandrer mod Lyset. Noen er tilhengere av verket, mens andre er svært skeptiske., og atter andre er ganske likegyldige. Ethvert medlem står selvsagt fritt til å danne seg sin egen oppfatning. Se også: www.vandrermotlyset.net eller www.toward-the-light.net

[6] SA: Malling-Hansens svigersønn, Michael Agerskov, har fortalt om denne hendelsen i sin bok, Nogle psykiske Oplevelser fra 1922. Antropologene kontaktet først en av de andre svigersønnene, Fritz August Bech, i 1911 med forespørsel om å få utlevert Malling-Hansens etterlatte forskningsarbeider, altså ikke hans personlige papirer. Bech kontaktet deretter søstrene, og da Johanne på den tiden hadde mediumistisk kontakt med faren, bestemte de seg for å spørre ham til råds. Etter sigende ba han dem om å dele de vitenskapelige arbeidene i to bunker etter anvisning fra ham. Den ene bunken kunne de levere til forskerne. Den andre bunken ba han dem tilintetgjøre. I bunken var det en del kladdebøker med de siste årenes nedtegnede måleresultater, en del plansjer samt et utkast til et nytt bokverk. Malling-Hansens motivasjon for å ønske papirene tilintetgjort, var at han mente at hans siste konklusjoner ikke var godt nok dokumentert, og han ønsket ikke at noen skulle forske videre i den retningen på grunnlag av hans funn. Ingen personlige papirer ble altså brent, kun ubearbeidede vitenskapelige oplysninger og uferdige arbeider. I følge søstrene som var involvert i dette, Johanne Agerskov, Engelke Wiberg og Juliane Danckert, følte de ikke det kunne være galt å etterkomme "farens" ønske, da han i sin egen levetid hadde tilintetgjort mesteparten av sine private papirer.

De ca 200 kladdebøkene som ble levert ut, har forøvrig siden blitt tilbakelevert, og finnes nå i arkivet til Døvehistorisk Selskab ved Jan William Rasmussen.

[7] SA: Gjennom omfattende forskning i museer, biblioteker og private arkiver sitter vi i dag inne med en meget detaljert og omfattende viten om Rasmus Malling-Hansens liv og virke.

[8] SA: I sin siste offentlige fremtreden, et foredrag ved det store nordiske skolemøtet i København i 1890, fortalte Malling-Hansen om de ulike typene "døvespråk". For det første ble det undervist etter to ulike metoder: Tegnspråk, som besto av alfabettegn, og leppeavlesning. Det var til dels store stridigheter på Malling-Hansens tid om hvilken metode som var den beste. Malling-Hansen var pragmatiker, og mente begge metodene hadde sin berettigelse for ulike typer elever med ulike lærevansker. I tillegg hadde de døve utviklet sitt eget språk, med håndtegn som anvendtes med en egen grammatisk og semantisk oppbygning - det som i dag er kjent som døvespråk. I dag er det blitt svært vanlig med operativ innsetning av implantater som muliggjør en viss hørsel, og mange antar at døvepedagogikken som fagområde på sikt vil forsvinne. Med implantat kan døve høre en form for "donald-språk", men hjernens enestående evne viser seg ved at disse "Donald-lydene" av hjernen blir omformet til normal tale etter en viss tid.

[9] JMC: Den svenske læge og fysiolog Gustaf Nylin forskede i Malling-Hansens fodspor, skrev doktorafhandling i emnet i 1920’ene og holdt foredrag i forskellige lande om sin egen og Malling-Hansens forskningsresultater, som var samstemmende. Derudover var der andre svenske forskere som tog tråden op i Nylins periode. Også den dag i dag er der forskere – Svensmark  i Danmark – som forsker i solens og kosmiske strålers effekter på biologisk vækst, særlig med relation til  cirkadiske rytmer.

[10] SA: Opplysningen om at den aller første skrivekuglen veide 70 kg, finnes gjengitt flere steder, men en veining av den første offiesielle boks-modellen fra 1870, viste at den veide kun ca 9 kg. Batteriene som anvendtes på den tiden, var på størrelse med helt vanlige syltetøyglass av moderat størrelse. Jeg har personlig trukket den konklusjonen at det må ha vært den store bordmodellen, der papirsylinderen ble drevet ved hjelp av fotkraft på en pedal, som må ha veid 70 kg. Denne bordmodellen er tegnet på de aller første patenttegningene fra januar 1870, men vi kjenner ikke til med 100 % sikkerhet om den noensinne ble bygget. Det verserer også en opplysning om at en skrivekugle ble utstilt i Altona i forbindelse med industrustillingen der i 1869. Skrivekuglen er ikke med på de offisielle listene, men kan ha vært utstilt i et privat lokale, og sannsynligvis har det dreid seg om den store bordmodellen i så fall. Den første skrivekuglen uten batterier ble lansert i 1875.

Fanklub med forsinkelse

Originalartikkelen i Politiken, 2006. Billedtekstene lød: SKRIVEKUGLEN. Hele 800 anslag i minuttet kunne Malling-Hansens opfindelse Skrivekuglen præstere. OPFINDEREN. Det snurrede hurtigt i Rasmus Malling-Hansens kuglerunde hoved. Han nåede at udtænke Skrivekuglen og flere andre smarte opfindelser på kommunikationsfronten, inden han døde som 55-årig i 1890. Nu skal hans fortjenester for alvor frem i lyset. Foto: Sverre Avnskog

[1]Af Henrik Larsen

 

Troede De, at skrivemaskinen er opfundet af en italiener eller en amerikaner? Så tro om igen, og det gælder også, hvis De skulle være af den formening, at ophavsmanden kom fra Frankrig eller Storbritannien.

 

For opfinderen af verdens første serieproducerede skrivemaskine var danskeren Rasmus Malling-Hansen; en overordentlig handlekraftig og teknisk snild teolog, skoleforstander – og far til syv døtre.

 

Allerede i 1870, som 35-årig, var han på markedet med sin Skrivekugle, der vakte opsigt verden over og indbragte ham flere guldmedaljer på store europæiske teknikudstillinger.

 

Siden skete imidlertid det, som af og til overgår store kvinder og mænd: at de glemmes. Helt ud i mørket glider de måske ikke, men set i historiens bakspejl får de alligevel ikke den plads i bøgerne, som rettelig tilkommer dem – og det skal der nu i Rasmus Malling-Hansens tilfælde rådes bod på.

 

Det sker i dag klokken 13.30 på Døveskolen, Kastelsvej 58 på Østerbro i København, hvor en række skrivemaskineentusiaster – heriblandt et af opfinderens oldebørn, Lars Mathiesen – vil stifte The International Rasmus Malling-Hansen Society; et selskab, der skal virke for udbredelse af kendskabet til den begavede mands liv og virke.

 

Alle er velkomne, og det er på ingen måde tilfældigt, at arrangementet afvikles netop på Døveskolen. Gennem 25 år var Rasmus Malling-Hansen nemlig forstander for denne institution, som dengang hed Det Kongelige Danske Døvstummeinstitut.

 

I sit pædagogiske arbejde kunne Rasmus Malling-Hansen på nærmeste hånd se, hvor hurtigt man egentlig kan kommunikere med tegnsprog – hvorefter han begyndte at spekulere på emnet skrivehastighed.  For det måtte da, ræsonnerede han, være muligt at konstruere et system, som ad mekanisk vej gjorde det muligt at prente bogstaver på et papir i tjept trav.

 

Ud af disse overvejelser kom Skrivekuglen, der takket være en uovertruffen finmekanik gjorde det muligt for en virkelig fingersnild og bogstavkyndig at præstere hele 800 anslag i minuttet[2].

 

Man har en overgang troet, at Malling-Hansen udviklede Skrivekuglen for at hjælpe de døve. Men kyndige, der har nærlæst hans gamle patentansøgninger, har fundet ud af, at hensigten i lige så høj grad var at komme ud til kontormiljøet[3].

 

Skønt 800 anslag pr. minut både var og er imponerende, fik kuglen aldrig den store udbredelse – den blev seriefremstillet i cirka 200 eksemplarer, hvoraf ni i dag indgår i samlingen på Teknisk Museum i Helsingør.

 

Men Skrivekuglen er ikke Rasmus Malling-Hansens eneste opfindelse på kommunikationsfronten – han er også manden bag Xerografien, tørkopieringen, som han havde klar allerede i 1874[4], og det parlamentariske arbejde nåede han også at yde en hårdt tiltrængt hånd. Det skete med et apparat som i særlig grad var i stand til at tage højde for den taleiver, der til enhver tid har karakteriseret engagerede politikere. Hele 1.200 anslag i minuttet kunne hans ’parlamentsreferat-maskine’ præstere: en bogstavstrøm så fortættet, at selv ikke en Erhard Jacobsen i sine velmagtsdage ville have kunnet tale den træt.

 

I forbindelse med stiftelsen af den hårdt tiltrængte fanklub har Teknisk Museum tilrettelagt en særudstilling af Rasmus Malling-Hansens Skrivekugler. Udstillingen åbner i morgen, søndag, klokken 11.

 

[1] JMC: Artikel af journalisten Henrik Larsen, publiceret i Politiken den 6 maj 2006. Transkribering af Jørgen Malling Christensen

[2] JMC: Inden selve udviklingen af skrivekuglen brugte Malling-Hansen 4-5 år med forskellige forsøg for at komme frem til den optimale fordeling af bogstaverne på den halvmåneformede porcelænskugle som var hans forsøgsinstrument. Han lykkedes derved at komme frem til en fordeling af bogstaver som dels tog hensyn til hvor ofte det pågældende bogstav blev brugt i sproget og dels hvilke af håndens fingre som er hurtigst. Der er meget som tyder på at hans bogstavsfordeling var den mest optimale og hensigtsmæssige i skrivemaskinehistorien som en opfinder nogensinde har udformet – ikke kun for det danske sprog men også for for eksempel engelsk. Det har været ulykkeligt for senere tids skrivemaskiner – og computere – at Qwerty-systemet blev altdominerende, for Malling-Hansens system havde med al sandsynlighed været betydelig effektivere!

SA: I hvert fall vet vi gjennom svogeren, Johan Alfred Heibergs dagboksnotater at Malling-Hansen med svogerens assistanse eksperimenterte med bokstavenes plassering på porselenshalvkulen i 1865. Heiberg fungerte som tidtager, mens Malling-Hansen skrev med ulike bokstavplasseringer for å finne de hutigste.

[3] JMC: Det ville være mere korrekt at sige, at Malling-Hansens hele motivation til at fremstille en hurtigskrivemaskine var at gøre det muligt for normalt seende og hørende mennesker at skrive hurtigt og tydeligt – i erhvervslivet, i institutioner og i privatlivet. Der er ikke noget som tyder på, at han så skrivekuglen som et redskab særlig for blinde og døvstumme, og ej heller var den ment som et redskab i undervisningen af disse grupper af mennesker.

SA: Men vi bør kanskje for ordens skyld gjøre oppmerksom på at Malling-Hansen i sine første patentsøknader nevner at anvendelse som skriveredskap for blinde kan være en av skrivekuglens bruksområder blant flere. Men først og fremst var den laget som en hurtigskrivemaskin.

[4] JMC: RMH gjorde opfindelsen allerede i 1872, og den omtales i ”Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” i 1873, som også nævner at Malling-Hansen har presenteret den tidligere i ”Illustreret Tidende”. Vi har fundet denne notits i Illustreret Tidende, og den er fra den 8 december 1872. Se yderligere detaljer om Malling-Hansens xerografiske opfindelse på hjemmesiden under fanebladet ”Xerografi”.