Skrivelse 26 juni 1886 fra RMH.
Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.
Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.
Denne skrivelse, som er markeret som ”Bilag C.” findes i Rigsarkivets mapper indeholdende Wolfhagens korrespondence, og selvom Malling-Hansen ikke har angivet modtagerens navn, kan vi udgå fra at modtageren var Direktør Wolfhagen, Malling-Hansens chef i Kultusministeriet. Desværre ligger bilaget ”løst”, dvs ikke i sammenhæng med et brev eller en rapport, og der er heller ikke nogle andre bilag – ”A” og ”B”. Måske findes de i andre af Wolfhagens mapper? Skrivelsen handler om en forbrydelse, begået af en af de mandlige lærere ved døvstummeinstituttet i Fredericia – et tilfælde af uterlighed, som åbenbart har ledt til retssag.
SA: For ytterligere informasjon, se også brevene 1886.06.03 og 1886.06.24.
I Anledning af de stedfundne sørgelige Begivenheder paa det kgl: Døvstumme-Institut i Fredericia har Forstander Jørgensen udtænkt Forholdsregler til Forhindring af Lignende i Fremtiden.
Idet jeg ganske bifalder disse, tillader jeg mig herved og efter Forstanderens Ønske – foreløbigt at omtale dem i deres Grundtræk.
Opførelsen af Filial-anstalten i Fredericia vil gjøre det muligt, at de til Fredericia-Institutet indkaldte døvstumme Børn ville kunne fordeles væsentlig efter Kjøn til de to Bygninger. Fra 1. October iaar ville alle Drengene – med Undtagelse af de nyindkaldte – kunne samles til Undervisning i den nye Institutions-Bygning[1] for at undervises der udelukkende af Lærere. Paa den større og ældre Bygning vil da de qvindelige Elevers Skole samt Forberedelses-Skolen for Drenge og Piger tilsammen kunne faa Plads, og disse sidste tillige kunne interneres. Alle Børnene i den ældre Bygning maatte iaar udelukkende undervises af Lærerinder. Drengene i sidstnævnte Anstalt ville være i en Alder af 7 til 10 Aar.
Følgerne af en saadan Ordning vilde med Hensyn til Lærer-Kræfter og Undervisning blive følgende:
1, Istedetfor, som ogsaa foreslaaet af Forstander Jørgensen, at opslaa vacante Lærerposter for 2 nye Lærere og 2 nye Lærerinder, maatte der søges ansat 4 nye Lærerinder og ingen ny Lærer.
2, Der maatte indkaldes hvert andet Aar Drenge og hvert andet Aar Piger til Instituterne i Fredericia, og da 2 Aarsklasser ad Gangen, nemlig alle 7 og 8 Aar gl: Døvstumme.
3, Den bestaaende Ordning og Fordeling af døvstumme Børn til Undervisning vilde ikke herved blive altereret; dog vilde begge Anstalter i Fredericia faa baade A- og B-Klasser, medens det hidtil har været tilsigtet, at den ene Anstalt skulde kun[2] lutter A-Klasser, den anden lutter B-Klasser[3].
4, Her paa det kgl:Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn vilde vi fra Fredericia det ene Aar modtage lutter Drenge, det andet kun Piger, og alltsaa ogsaa her, men indenfor den samme Anstalt, faa adskilt Drenge fra Piger ved Undervisningen, samt vinde Muligheder for en fremtidig fuldt gjennemført Fordeling af Lærerkræfter som i Fredericia.
Saafremt Grundtrækkene i denne Ordning skulde vinde Bifald, vil Forstander Jørgensen fremlægge detaillerede Forslag om Begrundelser, der gaa i den angivne Retning.
En Billigelse af de nævnte Grundtræk maatte imidlertid allerede nu føre til, at der blev opslaaet 4 Lærerinde-Poster som vacante ved Fredericia-Anstalten og ikke Poster for 2 Lærere og 2 Lærerinder.
De sørgelige Begivenheder paa Fredericia-Institutet ville igjennem de afholdte Forhør og Offentliggjørelse af Arrestantens Domfældelse trænge helt ud i Offentligheden. De stakkels Forældre, hvis Børn ere blevne mishandlede, maa blive kjendte med Sagen. Forældre, der have smaa døvstumme Børn, og som snart ville faa Befaling til at indlevere dem til nævnte Anstalt, ville gyse for al slippe deres Børn af Syne. Ubekjendte med at saadanne Forbrydelser kunne finde Sted paa et Institut, ville de let gaa til den Yderlighed at antage, at Sligt paa saadanneAnstalter høre til det dagligdags.
Det forekommer mig derfor, at da dog nu den fulde Offentliggjørelse af Forbrydelsen ikke har kunnet, eller ikke vil kunne undgaas, saa maa der ogsaa gjøres kraftige Skridt til at forhindre den til en vis Grad berettigede Angst og Frygt hos Forældrene. Og naar saa hertil kommer, at der nu er gjort den Erfaring, at selv Den, der af Alle uden Undtagelse anses for ”et Fænomen af Hæderlighed og Paalidelighed” kan være et Fænomen af Uhæderlighed, den gemeneste Slyngel, saa er det dog vistnok paa Tide, at tage de bedst mulige Forholdsregler mod slige Forfærdeligheder. –
Jeg finder, at de antydede Midler ville være tilstrækkelige i det anførte Øjemed og tillader mig at anbefale dem paa det Allerbedste. – At der ogsaa indenfor en Anstalt for lutter Drenge, ja maaske endogsaa indenfor Pige-Anstalter vil kunne finde Uterligheder Sted, er vel muligt, men dog vistnok i endnu højere Grad sjældent end det Skete. Ialtfald maa det siges, at selv om man ikke kan forhindre al Slethed, saa maa dette dog ikke udelukke, at man gjør sit Bedste for at forhindre det Værste.
Kjøbenhavn den 26. Juni 1886
Allerærbødigst
R. Malling-Hansen
Underdirecteur.
[1] JMC: Den nye bygning for det kgl Døvstumme-Institut i Fredericia blev indviet den 1 december 1886, og vi kender til en udførlig beskrivelse af denne ceremoni i Fredericia Dagblad af den 2 december 1886 (nr. 281, en forsideartikel).
SA: En lengre artikkel om døvstummeinstituttet i Fredericia kan leses her.
[2] JMC: Her synes at mangle ordet ”have”?
[3] JMC: Inddelingen i to klasser havde at gøre med elevernes intelligensniveau.