Dokumenter april 1888 om Christine Pedersens død.
Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.
Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.
Malling-Hansen havde i april 1888 den tunge pligt at indberette et dødsfald. Det var heldigvis ikke almindeligt forekommende blandt eleverne – i 1888 var Christine Pedersen den eneste elev på det kgl. Døvstumme-institut i København som afgik ved døden (Kilde: Goos’ værk 1907 ved instituttets 100-årsjubilæum).
Christines sygdom og død er dokumenteret i syv dokumenter fundet i august 2020 på Rigsarkivet i mapper med Malling-Hansens dokumenter.
1) Meddelelse fra Kommunehospitalet i Kjøbenhavn den 18. April 1888:
Kommunehospitalet i Kjøbenhavn den 18 April 1888.
At Patient, Dlg No. 2614/88 Christine Pedersen, som d. 13.d.M. indlagdes heri Hospitalet fra det Kongelige Døvstummeinstitut, D.D. Kl.7.Form. er afgaaet ved Døden, tillader Hospitalet sig herved at meddele.
Linnemann.
2) Brev 19. april 1888 fra RMH til Dr. Eiler Hansen:
19/4 Hr. Dr.med: Eil.Hansen
Den døvstumme Christine Pedersen, den Elev her, hvis Ben var sygt og som for faa Dage siden kom paa Hospitalet, er død der igaar.
I Anledning heraf tillader jeg mig at bede Dem om, at De til Brug for Indberetning til ......(ulæseligt) om Dødsfaldet vil give mig – om muligt idag – en kort Sygeberetning om Barnet.
Deres ærb. R.M-H.
3) Afskrift af rapporten fra Eiler Hansen:
Øjenlæge Eiler Hansen (1847-1902) var i denne periode Døvstummeinstituttets vikarierende læge. Jeg har kun fundet sparsommme oplysninger om Dr Hansen; det Kgl Bibliotek har et værk fra hans hånd: ”De unge blinde i Danmark, Blindhedens Aarsager og dens Forebyggelse”, udgivet 1895. Han præsenteres i bibliotekets information som læge ved det kgl. Blindeinstitut i København.
Eiler Hansen.
Consultation for Øiensygdomme.
Kronprindsensgade 6, 1.Sal.
_
Elev paa Døvstummeinstitutet Christine Pedersen, der efter en længere Sygdom paa Institutets Sygestue inlagtes paa Communehosp. for en Absces paa høire Skinneben med Formodning om en dybere Benlidelse, underkastedes der, da Formodningen bekræftede sig, en Knæledsoperation. Under tiltagende Afkræftelse og ustandselig Brækning indtrådte Døden faa Dage efter. Sectionen viste, at Lidelsen var Tuberculose, idet der i begge Nyrer fandtes nøddestore Tuberkelknuder og spredte miliære Tubercler i begge Lunger, uden dog at disse Affectioner havde givet tilstrækkeligt tydelige Symptomer til under disse Forhold at afholde fra den fuldstændig haabløse Operation.
Kbhvn. d.20 April 1888.
Eiler Hansen.
4) Brev 19 april 1888 fra RMH til Direktionen
Herved tillader jeg mig at indberette, at Elev paa Institutet her, Pigen Christine Pedersen, født den 20. Januar 1876 og anbragt paa Institutet den 25. August 1885, Datter af Husmand Jens Peder Pedersen i Spejlsby, Kjeldby Sogn, Præstø Amt, er afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet her i Byen igaar, den 18.April Kl. 7 efter længere Tids Sygdom. Angaaende hendes Sygdom har den i nogle Maaneder for Hr. Professor Lehmann vicarierende Læge, Hr. Dr. Eil. Hansen, givet en Beretning, som jeg tillader mig at vedføje i Afskrift. ”........re’ Vedlagte.....”
Allerærb.
R.M-H.
Til
Directionen
5) Samme meddelelse, samme dag, fra RMH til Universitetskvæsturen.
6) Brev 19. april 1888 fra RMH til Kjøbenhavns Kommunehospital:
19/4 88 Til
Kbhvns Kommunehospital.
Herved tillader jeg mig at bede om, at Kommunehospitalet i Lighed med tidligere Tilfælde, vil paa Ministeriets Regning besørge Begravelsen af den afdøde døvstumme Elev, Christine Pedersen. Dagen for Begravelsen, samt Gravstedets Nr. Bedes meddelt til Institutet.
Ærbødigst
R. Malling-Hansen.
7) Brev 19. april 1888 fra RMH til Christines forældre:
Deres kjære lille Datter Christine er nu befriet fra sit svage og ......(ulæseligt)fulde Legeme, hun døde igaar Formiddag Kl:7 paa Kommunehospitalet, hvor hun var bleven indlagt faa Dage i Forvejen. – Institutet vil bekoste hendes Begravelse fra Hospitalet og vil, saasnart hendes efterladte Tøj er bleven vasket, sende Dem det og tillige nogle af hendes Bøger til Erindring om hende. Hun var en god og taalmodig lille Pige, vi bør være forvissede om at hun nu er gaaet ind til det bedste Hjem.
R.M-H.
Til
Husmand Jens Pedersen og Kirsten i Spejlsby.