Brev 19 januar 1888 fra RMH til Direktør Wolfhagen

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer af Sverre Avnskog.

Brevet er håndskrevet. I øverste venstre hjørne er det registreret som indkommende handling nr 9 den 20 januar 1888 til Kultusministeriet.  Jeg fandt brevet på Rigsarkivet i september 2015, hvor det indgik i en arkivkasse med breve til Friedrich Hermann Wolfhagen, som var direktør for de kongelige døvstummeinstitutter fra 1885 og desuden formand for Blindeinstituttet. Han var jo naturligvis også RMHs nærmeste chef i ministeriet.

SA: RMHs brev til Wolfhagen er overordentlig høflig slik seg hør og bør når man skiver til sin overordnede, men starten av forholdet dem imellom var alt annet enn fredelig. Da den forrige direktøren for døvstummeinstituttet plutselig døde i 1884, var RMH livredd for at hans rival og konkurrent Johan Keller skulle få jobben som ny direktør. Blant de store foregangsmennene innen undervisningen av døve barn, hersket det et visst konkurranseforhold, og selv om de samarbeidet til felles beste i perioder, forekom det også meget opphetede stridigheter. RMH hadde meget tidlig som mål at alle undervisningen burde bli statlig og at den burde underlegges en felles, overordnet plan, og opplevde nok at Keller hadde som mål å tilgodese sine egne private anstalter. Da også Keller døde samme året som stillingen utlystes, valgte RMH selv å søke på den, men i stedet for ham, ble den tidligere ministeren for Schleswig og Holstein ansatt. Kanskje kjente RMH ham fra sin tid som forstander for instituttet i Schleswig, det vet vi ikke, men det vi vet, er at det øyeblikkelig oppsto en meget alvorlig konflikt de to viljesterke mennene imellom. Arbeidsdelingen mellom RMH og Trap fungerte slik at RMH åpnet all post, både til seg selv og til direktøren, og han skrev selv utkastet til de besvarelsene som skulle sendes i direktørens navn. Bare i de aller største sakene, involverte han Trap selv. Denne meget gunstige ordningen for RMH ønsket han å forlenge etter at Wolfhagen var ansatt, men det nektet Wolfhagen - han krevde full kontroll over sin egen post, og ønsket dessuten å få innsikt i alle instituttets affærer. RMH, som kunne ha et hissig gemytt, gikk aldeles fra konseptene over den nye direktørens fremgangsmåte og sendte en meget vred klage til ministeriet. De valgte en pragmatisk måte å løse konflikten på. De ga RMH rett i at Wolfhagen kunne gått frem noe mer varsomt og hensynsfullt, men ga Wolfhagen likevel helt rett i selve sakens realiteter. Deres kloke reaksjonsmåte førte til at konflikten dempet seg!

DET KONGELIGEDØVSTUMMEINSTITUTI KJØBENHAVN.  Ø[1]

den 19. Januar 1888.[2]

I Henhold til Deres Højvelbaarenheds i Brev af Dags Dato tillader jeg mig at sende vedlagte Fortegnelse[3] over de 29 Koner, der have nydt Undervisning i ”Arbejdshjemmet”, men maa dog tage de paa Listen nævnte Reservationer med Hensyn til Rigtigheden af Optegnelserne.

Den Udtalelse i mit Brev af 1. December f.A.[4], der har givet Anledning til Affattelsen af nævnte Liste, lyder saaledes:

”Ligeledes maa jeg samtykke med Forstander Jørgensen deri, at den private Anstalt, ”Arbejdshjemmet for døvstumme Piger”[5], ikke mere kan være tidssvarende. Til Forstander Jørgensen[6]s Bemærkninger herom skulde jeg tilføje, at der ved en eventuel Bedømmelse af nævnte Anstalts – Betydning maatte tages Hensyn til de mange Ægteskaber mellem Døvstumme, som denne Anstalts Oprettelse indirekte har foranlediget.”

Hr. Overretsprocurator Tvermoes[7] Oplysning i vedlagte Brev, at 8 Piger er udgaaede  af Arbejdshjemmet paa Grund af Ægteskab, udelukker alle de Piger, der efter Uddannelsen paa Anstalten have giftet sig, og besvarer altså ikke det foran rejste Spørgsmaal.

Forøvrigt staar der i Anstaltens egen Aarsberetning for 1885, Side 5, at 15 af de udgaaede Piger ere indtraadte i Ægteskabet, og i Beretningen for 1886, Side 7  -  No 5 og 7  -  omtales endnu 2 gifte.  Anstalten har altsaa selv de fornødne Oplysninger om 17 gifte, forh. Elever.

Endvidere maa oplyses, at Tallet 117 i Overrets-procurator Tvermoes vedlagte Brev ikke angiver de fra Anstalten udgaaede Elevers Tal, men derimod Summen af disse og alle de Elever, der for Tiden er i Arbejdshjemmet.

Ved at sammenholde de sidste Aarsberetninger fra Anstalten faas ud, at da Beretningen for 1886 blev afgivet var det ialt udgaaet fra Anstalten siden 1869   80 Elever  (desuden var paa Anstalten 8 Elever afgaaet ved Døden).

Af disse 80 udgaaede ere formentlig 29 gifte, altsaa over 36 p.C.

Men selv om Anstaltens egen Opgivelse, at der kun er 17 gifte af de 80 udgaaede var rigtig, saa giver dette allerede, at 21 p. C. af de udgaaede ere gifte, og berettiger allerede dette til at sige, at der ved Bedømmelsen af nævnte Anstalts Betydning maa tages ”Hensyn til de mange Ægteskaber - -” osv.

Det berettigede i denne Udtalelse bliver tydeligere, naar der ses hen til Følgende: I Aaret 1850 var der her i Danmark c: 270 døvstumme Kvinder over 17 aar, af disse vare kun 6 gifte, eller c: 2 p. C.

Maatte jeg endvidere tillade mig at gjøre opmærksom paa, at i Indberetningen for 1881 udtaler afdøde Professor Keller, at Fremtidsopgaven for Arbejdshjemmet er, det den i Tiden deles i 3 Anstalter, nemlig i  1) et Asyl for Gamle, 2) et Arbejdshjem for Piger, der ere oplærte efter Talemethoden og 3) et Arbejdshjem for Piger, der ere oplærte efter Tegnmethoden.

Denne Tanke er ialtfald adskilligt rigtigere end den nu tilstræbte, der ifølge Aarsberetningen for 1886 gaar ud paa et kun  ”dobbelt Formaal, at fortsætte Arbejdshjemmet med dets egen Bygning og med dette at ......(ulæseligt) et livsvarigt Asyl.”

Men det rigtigste vilde dog vistnok være, om Arbejdshjemmet blev til Asyl alene, og at alle de øvrige gode Kræfter, aandelige og pekuniære, og al den store Velvillie, der hidtil har baaret et stort Læs under Arbejdshjemmets Udvikling, blev anvendt til Bedste for vedkommende Døvstummes Oplærelse i eller ved deres Hjemstavn.

Med største Højagtelse

Deres allerærbødigeste hengivne

R. Malling-Hansen