Brev 13 april 1887 fra RMH til Wolfhagen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon ved Sverre Avnskog.

Dette brev er fundet på Rigsarkivet i en mappe med Wolfhagens dokumenter.
Tidspunktet for brevet er godt to år efter Malling-Hansens voldsomme konflikt med hans i november 1884 nyudnævnte chef, Friedrich Hermann Wolfhagen. I årene efter denne konflikt måtte Malling-Hansen lide den tort at acceptere Wolfhagens fortsatte chefsskab og lederstil. Man mærker tydeligt i dette brev, at Malling-Hansen var voldsomt oprørt men måtte holde på formerne og forholde sig ærbødigt. Han lykkes dog alligevel at formidle sin indignation og også at fremkomme med et forslag til forbedret forretningsgang. Konstruktivt og velformuleret!

Jr. 14 April 1887
N.49[1]

DET KONGELIGE
DØVSTUMME-INSTITUT
I KJØBENHAVN.  Ø.

Den 13. April 1887.

I Anledning af de i dag til Deres Højvelbaarenhed tilbagesendte Andragender af 26 f:M: og 5. d:M: fra Sognepræsten i Gjentofte, Pastor Jantzen, samt i Anledning af mine Yttringer angaaende samme Andragende af 28. f:M: og 12 d:M:[2] tillader jeg mig endnu at fremkomme med Følgende:

Jeg har hidtil været af den Antagelse, at en Embedsmands tjenstlige Erklæringer kun bleve sendte til de Personer eller Institutioner, til hvilke han staar i tjenstligt Forhold. Vel har jeg set, at det kunde ske, at mine, efter Opfordring fra Deres Højvelbaarenhed afgivne tjenstlige Erklæringer kunde af dem blive sendte til yderligere Erklæring fra Bestyrelsen af de Kellerske Anstalter; men det er dog først nu, ved de ovenfor nævnte Skrivelser angaaende Andragendet fra Gjentofte, at jeg er kommen til Formodning om, at min ovenanførte Antagelse med Hensyn til den rette, tjenstlige Forretningsgang maatte være fejlagtig.

Af Gangen i nævnte Sag fremgaar det tydeligt, at det kan være af en ikke ringe Betydning, at jeg kommer til fuld Klarhed over, af hvem mine tjenstlige Erklæringer ville blive læste eller kommenterede.  -  Hr: Pastor Jantzen modtog min Skrivelse til Deres Højvelbaarenhed af 28 f:M: med Paategning af 31 f:M: fra Hr: Directeuren om at yttre sig angaaende den, og han skriver saa under 5. dennes: ”Præsten har ikke ”forsømt” at optage ommeldte Barn på de aarlige skematiske Indberetninger, da han aldeles ikke har kjendt (Præstens egne Understregninger) ” dets lidende Existens førend Familien i disse Dage henvender sig til ham og giver Meddelelse om Tilstanden.”-  Idet jeg havde kunnet forudse et saadant Svar, vilde min nævnte Skrivelse af 28 f:M:, om jeg havde vidst, at den skulde sendes til Pastor Jantzen, have været noget udførligere, end den behøvede at være, naar jeg sendte den til Deres Højvelbaarenhed, til Institutets med de paagjældende Forhold bekjendte Directeur; jeg vilde saa have sagt omtrent Følgende:  -  at naar Sognepræster i deres aarlige Indberetning om Døvstumme erklære, at der ikke er Døvstumme i Sognet, saa maa der kunne stoles paa, at denne Erklæring er er rigtig;  -  endvidere, at Meningen med Sognepræstens Indberetningspligt vistnok ikke er den, at de i Deres Hjem skulle afvente, om der uden nogen Foranstaltning fra deres Side melder sig hos dem Forældre med døvstumme Børn, men at de formentlig bør benytte de mange Midler, der staa til deres Raadighed (Forespørgsel til Sogneraadet og til Skolerne, Bekjendtgjørelse ved Sognestævne osv.) til at skaffe sig paalidelig Oplysning om, hvorvidt der er nogen Døvstumme i Sognet eller ej, eller nogen ny Døvstum udover dem, hvorom de hidtil have indberettet.

            I det her foreliggende Tilfælde vilde Pastor Jantzen paa Basis af lignende fyldigere Oplysninger ventelig have set, at det, at ”han aldeles ikke har kjendt” vedkommende Barn slet ikke udelukker Retten til at sige, at der i det foreliggende Tilfælde er sket en Forsømmelse; der vilde saa ikke have været nogen Grund til de nævnte lidt fortrydelige Udtalelser fra ham, men kun Grund til Indrømmelse af, at det døvstumme Barn forlængst burde have været kjendt af Sognepræsten, og at der forlængst burde have været indberettet om det.  Det er her selvfølgelig irrelevant, at det efter Afgivelsen af den skematiske Indberetning viser sig, at Barnet ikke kan indkaldes ved det offentliges Foranstaltning.

            I Henhold til Foranstaaende tillader jeg mig at henstille, om det ikke vilde være muligt at træffe en saadan Ordning med Hensyn til vedkommende tjenstlige Anliggender, at jeg vidste, hvilke af de mig affordrede tjenstlige Erklæringer, der vare bestemte til Hr: Directeuren og til Ministeriet for Kirke- og undervisningsdvæsenet,  altsaa for Sagkyndige, og hvilke for Usagkyndige.  Jeg vilde saa kunne affatte mine Erklæringer med tilbørligt Hensyn hertil, og vistnok saaledes bedre kunne træffe det Fornødne og Rigtige, end naar jeg er ubekjendt med, hvem der skal afbenytte dem.

                                               Allerærbødigst
                                               R. Malling-Hansen.

Højvelbaarne
Hr: Kammerherre Wolfhagen, Storkors af Dannebrog
og Dbm: p.p. – Directeur for de Kgl: Døvstumme-Instituter.  -