1886.10.02 Danish

                                                        2-10-86

 

 

            DET  KONGELIGE

 

         DØVSTUMME-INSTITUT

 

             I KJØBENHAVN.  Ø

 

 

 

                                        Kjære Hr. Docent Feilberg

 

 

Deres Idee, der har bragt Dem til at ville udgive ”Stemninger og Billeder[1]” , er upaatvivleligt original, - god og nyttig.

 

  Men: - Har De ogsaa vel betænkt, hvor uendeligt dovne alle Læsere er, hvor josket der læses - og hvor lidt der hænger paa af det Lærte? Det fulde Bekjendtskab  hermed har faaet Deres Broder Capitainen til at komme med sin aldeles udmærkede Lignelse[2]; fuldt berettiget er denne, men det er alligevel en Fejl af Dem, at De har ladet Dem for stærkt afficere, næsten bøje af dem, i stedetfor at lade samme Lignelse være vejvisende for Dem. Indlader man sig paa Originaliteter, saa maa man være stærk i det 11te Bud[3], og ikke alene det – være haardhudet – men ogsaa kunne rive Angriberens eller Spotterens Vaaben væk og tage dem i egen Tjeneste.

 

 

Altsaa:  Da det er aldeles nødvendigt til Opnaalse af det af Dem tilsigtede, at Læseren 1) arbejder sig meget langsomt og under stadig Medarbejden, Aptitten og Malen  gjennem hvert Stykke, 2) at han husker klart hver enkelt Blomst i den Buket der skal dannes, saa at Buketten tilsidst staar klart for hans indre Øje, og da 3) hvert Stykke derfor maa læses to, tre Gange igjennem, og det hele igjen i Sammenhæng atter igjennem, da alt dette bestemt maa forlanges af Læseren om noget som helst Interesse for Medarbejden skal kunne vækkes  – og en Medarbejden bliver mulig, saa maa disse Fordringer vældigt fremkomme i Indledningen (og der til maaske gjøre at Forfatteren binder en Buket, vises i Aabnings  Harmonien i de første Sammenstillinger ?[4]?)

 

 

Kunde De faa Læseren til at arbejde paa den Maade, og muligt og lokkende synes mig at det maatte være, eller blive efterhaanden (just da Stykkerne ere saa smaa og saa rige) saa vilde De gjøre en god Gjerning.

 

 

Deres  Mening om Dannelsen af  ”en almindelig Mening” er ligeledes altfor original til, at den saadan kan staa hen uforblevet;  Hidtil er den ’almindelige Mening’ aldeles ikke et Middeltal af Meninger, men en Enkelts Mening, der enten overbevisende, eller også under blot høje Raab og Skraal er bleven indpisket i Flokken.

 

Prisen i den hele udmærket valgte Række tilkommer Goldschmidtz, et glimrende rigt og gribende Stykke, som huskes for mange Tider blot ved en løs  Gjennemlæsning. Der er 19-20 Aar siden jeg læste det første og sidste Gang; men det meste af det har til Dato staaet fast i levende og ofte opdukkende Billeder.

 

 

Men den løse Gjennemlæsning vil være aldeles utilstrækkelig til Indfangning og Opbevaring af alt det Øvrige.

 

 

Stykket med Neger-Pigerne passer ganske vist ind paa det noterede Sted; men er ikke fri for Mulighed til at kunne vække Anstød, hvad der bør undgaaes, igen enig.

 

 

                                                                              Venligst Hilsen

 

 

                                                                                 Din hengivne                

 

 

                                                                              R. Malling-Hansen

 

 

                                                                 

 

 

---