K J Ö B E N H A V N      DEN   12 MAI   1879

     KJÄRE PROFESSOR-VEN  K E L L E R[1] .  TAK FOR DIT VENLIGE BREV. JEG HAVDE DAGEN FÖR, JEG FIK DET, SEET DEN STUMP SVAR-ARTIKKEL, SOM LASSEN[2] HAVDE LAVET TIL DIG, RAADEDE HAM TIL IKKE AT INDSENDE DEN, ISÄR DA DEN FOREKOM MIG LOVLIG UKLAR – SELV FOR FAGFOLK. DEN LÖB IMIDLERTID AF, OG DERMED VILDE DET VIST – EFTER MIN MENING – HAVE VÄRET BEDST, OM DEN SAG HAVDE VÄRET FÄRDIG I BERLINGSKE[3]. – UNDSKYLD, MEN DIT KORTE SVAR I LØRDAGS BERLINGEREN VAR VIRKELIG ALTFOR SAARENDE, AFFEIENDE, SAA LASSEN HAR ATTER SENDT ET PAR LINIER AFSTED TIL BLADET. HVAD, VEED JEG IKKE. HANS FÖRSTE ARTIKKEL KOM ALDELES BAG PAA MIG, DEN VILDE JEG ABSOLUT HAVE FORHINDRET, DERSOM JEG HAVDE FAAET NYS OM DEN, NAVNLIG FORDI DEN KOM PAA ALDELES GAL TID, TILLIGE FORDI JEG MENER, AT DERSOM HR. LASSEN AGTER AT GJÖRE FORSÖG I DEN AF HAM ANGIVNE RETNING, SAA HAR HAN INTET ANDET ELLER BEDRE AT GJÖRE, END AT HENVENDE SIG TIL MINISTERIET MED ANSÖGNING OG FORESTILLINGER.

     MEN DEN EGENTLIGE GRUND TIL AT JEG SENDER DIG DISSE LINIER ER DOG FÖLGENDE. DET ER FULDT FORSTÅELIGT OG NATURLIGT, AT DU AF AL  K_R_A_F_T  KILER PAA FOR AT FAAE DINE PLANER GJENNEMFÖRTE, OG FOR AT VINDE VENNER FOR DEM; MEN - - TILLAD MIG KJÄRE VEN - - DU TAGER UNDERTIDEN NOGET FOR LIDT HENSYN UNDER DISSE BESTRÄBELSER TIL DINE KOLLEGER HERUDE, DE FAAE LET, ELLER MAASKE RETTERE INSTITUTTET HER FAAER LED VED SAMME LEILIGHED ET LILLE OG UBEHAGELIGT SIDESPARK AF DIG. JEG HENTYDER HER TIL DEN I FLERE BLADE OPTAGNE BERETNING OM, AT DU NU VIL OPRETTE EN FORTSÄTTELSESSKOLE FOR DÖVSTUMME. DER TROMPETES DER TIL FORDEL FOR DE KELLERSKE ANSTALTER OG NOGET TIL SKADE FOR DET KONGELIGE DÖVSTUMME-INSTITUTS GODE NAVN OG OMDÖMME. HER UDE ER, SOM DU VEED, NYLIGEN GJORT MEGET I TAVSHED OG IGJENNEM FLERE AAR FOR DENNE SAG, DELS VED EN VIRKELIG SKOLEUNDERVISNING AF HR. JÖRGENSEN FOR CONFIRMEREDE DÖVSTUMME, DELS OM SÖNDAGEN AF MIG, OG AF DE FLESTE LÄRERNE HER, DA DER BLEV HOLDT INSTRUCTIVE FOREDRAG SOM ALTID VAR MEGET STÆRKT BESÖGTE. ARTIKLER SOM DEN NÄVNTE SÄTTER LET ONDT BLOD, HVOR DER KUN BURDE VÄRE FULDT KOLLEGIALT SAMARBEIDE. –

     UNDSKYLD AT JEG HAR MAATTET JAGE DETTE OP I SKRIVEKUGLEFART, MEN JEG VENTER DOG, AT DET VIL VÄRE SAA TYDELIGT, AT DU IKKE TVIVLER OM, AT DET ER SKREVET I BEDSTE OG VELVILLIGSTE MENING.

                                                                                  DIN HENGIVNE

                                                                              R Malling Hansen[4]

Fotnoter:

[1] SA: Johan Keller(1830-1884) var grunnleggeren av De Kellerske Anstalter, der det ble drevet undervisning av det som kaltes ”åndssløve” og døvstumme. Keller og RMH hadde tidvis et godt samarbeide, men det skjedde også at det oppsto konflikter dem imellom. De lå i et slags ”konkurranseforhold” om elevene, da Kellers anstalter ønsket å ta opp så mange elever som mulig, da det gjorde at de fikk større statstilskudd. I 1867 kom de frem til en deling av elevene seg imellom - de helt døve skulle undervises på Instituttet, og de delvis døve og åndssløve på de Kellerske Anstalter. RMH syntes nok likevel ikke at Keller respekterte den avtalte delingen, og utover 1870- og 80-tallet var det stadig gnisninger dem imellom. RMH ivret hele tiden for at staten skulle overta driften av de private anstaltene, og underlegge alle døveskolene en felles, overordnet plan. Som brevet viser, var Keller dyktig til å markedsføre og skaffe støtte til sine planer, og i 1880 ble det bevilget ham et stort statlig lån til å bygge en helt ny skole for døvstumme, ”Døveskole grundet paa Talemaaden” i Baldersgade. Omtrent samtidig ble RMHs forslag om å opprette et nytt statlig døvstummeinstitutt vedtatt av myndighetene, da Instituttet i Fredericia ble grunnlagt i 1880. På sett og vis virket det som myndighetene ikke ønsket å ta stilling til om de ville gå inn for statlig drift av alle skolene, eller om private skulle få fortsette å opprette egne skoler. Ikke en gang da Keller døde plutselig i 1884, og hans enke, sønn og bror søkte om å få fortsette driften av hans anstalter, ble det tatt en avgjørelse. Ikke før i 1888, da det ble nedsatt en kommisjon med mandat å komme med lovforslag for en felles ordning for døvstummeundervisningen i Danmark. Og i spissen for kommisjonen satt RMH sammen med sin gamle venn, Georg Jørgensen, (1838-1905), som var forstander for det statlige instituttet i Fredericia. Ikke overraskende foreslo kommisjonen at staten overtok De Kellerske Anstalter, og dette ble vedtatt i rigsdagen, samtidig med at det ble vedtatt å opprette et nytt institutt i Nyborg. Samtidig ble det vedtatt en overordnet plan for alle døvskolene, der alle elever først skulle opptas i en forskole i Fredericia, og etter ett år fordeles til de ulike skolene for å få en undervisning som var best tilpasset deres høreevne og kognitive evner. Dette var meget fremsynt for den tid, og Danmark var et foregangsland på dette området i Europa.

[2]: SA: Lassen var på denne tiden en av lærerne på Det Kongelige Døvstummeinstitutt. Han ble senere utnevnt til inspektør. I dag ville man vel synes at det var en noe merkelig saksgang at en lærer på en skole går ut i pressen og lanserer nye forslag for sin skole, uten at dette er klarert av de overordnede. Se forøvrig mer om inspektør Lassen lengre ned på siden.

[3]: SA: Berlingske=dansk dagsavis. Det må vel også sies at det er en noe merkelig fremgangsmåte, å føre lange og opphetede diskusjoner i full offentlighet i dagspressen om emner som bedre burde høre hjemme på interne felles møter og konferanser.

[4]: SA: RMH viser i dette brevet at han til tider absolutt kunne være en forsonende og fredsommelig megler. Han var ellers kjent for et meget hissig gemytt og kunne tidvis bli temmelig ilter når ting gikk ham imot. Han kunne da være temmelig urimelig, og forstørre andres urettferdigheter til elefanter, samtidig som han forminsket sine egne til mygg, som det står skrevet i 100-års jubileumsboken om Døvstummeinstituttet, utgitt av Goos i 1907.

Inspektør Lassens etterkommere har i dag en egen webside, og her er hva de skriver om deres forfader:

Den første Ketting

Vi kan føre vores slægt flere hundrede år tilbage. Men den første person, der bar navnet Ketting, så først dagens lys anden juledag 1849 og hed først Ketting fra 1907.

Hans bliver født

Hans Jensen Lassen, som han hed, blev født på et lille husmandssted i Kettingskov på østsiden af Als og døbt nytårsdag 1850 i Ketting Kirke. Hans mor hed Cathrine Marie Sørensen og var kun 20 år gammel. Faderen var ikke med til dåben, for ifølge kirkebogen var barnet uægte, og faderen blev nævnt som en vis Hans Jensen fra en lillebitte by på Sydsjælland.

Det kan godt tænkes at være sandt. Men det kan også tænkes at være rigtigt, hvad man siden har fortalt i familien: at Cathrine Marie havde været i nærkontakt med en af de udenlandske soldater, som på dette tidspunkt befandt sig på Als - Danmark var jo i krig med Tyskland netop da.

Hans' liv

Hvorom alting er, blev den lille Hans hurtigt ikke bare faderløs, men også moderløs. Cathrine Marie døde nemlig i 1852, så han voksede i stedet op lige i nærheden hos sine morforældre. Efter sin konfirmation flyttede han til Sjælland, hvor han boede hos en onkel, alt mens han gjorde sin skolegang færdig og derefter læste på seminariet.

Som lærer fik Hans Jensen Lassen ansættelse på Det Kongelige Døvstummeinstitut i København, og dermed kunne han stifte familie. Med tiden fik han og hans kone Thekla tre børn, to sønner og en datter, hvoraf dog kun den ene søn fik efterkommere. Og det var så i 1907 han fik en kongelig bevilling til – som den første i Danmark – at kalde sig Ketting efter sit fødesogn. Han døde i 1911 som en meget anerkendt inspektør ved Døvstummeinstituttet og ligger begravet på Holmens Kirkegård i København. Gravstedet eksisterer stadig væk og ligger ikke ret langt fra kirkegårdens kapel.

Efterkommere

Hans Lassen Jensen Kettings to enester børnebørn, Knud og Hans-Ole, er i dag Ketting-slægtens ældste generation. Midt i 1900-tallet fik en anden familie vores tilladelse til også at bruge navnet Ketting. Så idag er vi flere Ketting'er end blot efterkommerne af anden-juledagsbarnet Hans.

Dessverre er ikke etterkommernes webside åpen lenger.