1876.05.22 fra Johan Heiberg til Engelke Malling-Hansen.
Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.
Johan Alfred Heiberg, 1848-1936, var yngre bror til Rasmus Malling-Hansens første hustru, Cathrine. Johan spillede i flere omgange en vigtig rolle for Malling-Hansens bestræbelser på at udvikle og markedsføre skrivekuglen. Som ganske ung var Johan Heiberg vidne til Malling-Hansens forsøg, ca 1865-1867, med at finde frem til den bedste placering af bogstaverne på en porcelænshalvkugle, og denne tidlige erindring nedfæstede han i sin dagbog. Johan blev teologisk kandidat i 1872 og var fra 1873 til 1879 præst ved den danske menighed i Chicago. Desuden foretog han talrige rejser i Amerika for at besøge forskellige danske menigheder. Efter hjemkomsten i 1879 var han sognepræst i forskellige herreder – Aulum, Hammerum, Vejlby, Odense, København og Helsingør. Hans teologiske holdning lå nærmest Indre Mission.
Under sit ophold i Chicago hjalp Johan Heiberg Malling-Hansen med oversættelser mellem dansk og engelsk, og han var også behjælpelig – dog med ringe fremgang – med at demonstrere skrivekuglens funktioner på det amerikanske marked.
Brevet er håndskrevet og vanskeligt at tyde; Johan Heibergs håndskrift er meget personlig og kombinerer elementer af den gamle gotiske med mere moderne former.
Chicago 22 Mai 1876.
Min søde lille Engelke!
Du kan tro, at Onkel Johan blev rigtig glad ved at faa dit .... lille Brev. Der er nu gaaet tre lange Aar, siden vi saa hinanden, og en lille Fugl har sunget for mig om, at den lille Engelke er bleven en stor og flink Pige, som alle Guds Fugle deroppe i Himlen glæder sig ved at faa ...paa dig, , og som gjerne vil hjælpe Fader og Moder og hjælpe de smaa Søstre i Kjærlighed. Du kan tro, jeg glæder mig til en Gang, om Gud vil, at se Eder alle igjen og faa en .....Passiar med Fader; du kan tro, Onkel faar mange Ting at fortælle om.
Tante Magdalene med lille Gerda bringer dig dette lille Brev; de smaa blanke Sølvskillinger vil du nok kjønt imellem Eder: du og Juliane skulle have de største og de andre 5 faar en af de smaa. Kys kun alle fra mig og hils Fader og Moder i megen Lyksalighed! Gud Fader velsigne dig, du kjære Barn! Han give dig et ......Liv og hj....for, hvor god og ......og trofast en Ven vi have i Ham i alle Dage! Skriv snart igjen et lille Brev til din Onkel; han sidder nu saa ene i det store Land. Farvel lille kjære Engelke.
Din hengivne Onkel
Johan