Nationaltidende 1914.08.26.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Vi har desværre ikke noget navn på forfatteren til nedenstående yderst interessante artikel, men jeg har dog et gæt (se fodnote 2). Skribenten referer her udførligt om et forskningsarbejde af den danske pædiatriker Hans Peter Tulinius Ørum (1877-1950) som vi helt klart må udpege som en af de forskere, der byggede på Malling-Hansens metoder og resultater. Næste skridt fra vor side er at finde Ørums artikel i ”Nordisk Tidsskrift for Terapi”.

- - - - -

Vægtsvingninger hos det spæde Barn.

     Bekymrede Mødre og interesserede Fædre vejer med største Omhu deres Børn, for at følge deres Vægt og derigennem deres legemlige Trivsel. Men ikke mindre ivrige i saa Henseende er Lægerne og Videnskabsmændene, naar det gælder andres Børn, og det baade sunde og syge; thi det er af største Insteresse og Betydning nøje at kende de Forhold, under hvilke Barnets Væxt foregaar, saa meget mere, som Vægten i mangfoldige Tilfælde er Lægens Rettesnor i hans Behandling.

     De fleste Mennesker er vel nærmest tilbøjelige til at tro, at naar et Barn er rask og faar godt at spise, saa voxer det jævnt, samtidig med, at dets Vægt voxer ikke efter en jævnt stigende Linie, og drn synes afhængig af mange ydre Forhold, bl.a. meteorologiske.

     Den bekendte Børnelæge Dr. med. H. P. T. Ørum har nylig i ”Nordisk Tidsskrift for Terapi” offentliggjort en større Afhandling om Vægtsvingninger hos det spæde Barn og deres Afhængighed af meteorologiske Faktorer. Han har bearbejdet et stort Materiale, omfattede ca. 600 Børn fra Børnehjemmet af 1870 og Børneplejestationerne. Det drejer sig udelukkende om ”Brystbørn”, der er det eneste brugelige Materiale til saadanne Undersøgelser; thi – siger han lidt skarpt – ”Flaskebørn henhører alle mere eller mindre under Patologien” (?: Læren om Sygdomsfænomener). Og det maa være sunde Brystbørn. Men Sundhed er meget vanskelig at definere, og man er ingenlunde enig om, hvorledes et sundt Barns Vægtkurve skal være. Ganske vist siger nogle, at den er regelmæssig, stadig stigende, men andre mener, at Tilvæxten skal være uregelmæssig og foregaa i Spring.

     Med Hensyn til Aarstidens Indflydelse paa Børnenes Vægt er man heller ikke enig, men de fleste Forskere synes at holde paa, at Aarstiden spiller en Rolle i hvert Fald efter det andet Aar, og der er almindelig Enighed om, at Halvaaret August-Februar gver en Vægtforøgelse, medens Halvaaret Februar – August giver Vægttab eller staaende Vægt. Herhjemme er den udmærkede Naturforsker Malling-Hansen gennem sine Undersøgelser (”Perioder i Børns Væxt og Solens Varme”) kommer til det Resultat, at der findes tre Perioder i Længde- og Vægtforøgelse: Fra Midten af August til Slutningen af November er Vægtforøgelsen størst, Længdevæxten mindst. November-December til Slutningen af Marts-April er Længde- og Vægtforøgelsen middelstærk.  Og endelig er der fra Marts-April til Midten af August stor Længdevækst, men Vægttab. Han søgte Aarsagen til disse Perioder i meteorologiske Forhold og mente, at der udgaar en ”Væxtenergi” fra Solen til alle Børn paa Jorden.  Medens denne Forklaring kun har vundet ringe Tilslutning, har andre Forskere bekræftet Malling-Hansens Lære om Periodiciteten af Længde- og Væxtforøgelsen og konstateret, at disse forløb modsat hinanden.  Ligeledes er det vist, at alle Drenge og Piger, som fødtes i den varme Aarstid, var større og længere end de, der var født om Vinteren.

     De fleste Undersøgelser gælder imidlertid større Børn. Den spæde Barnealders Forhold er i mindre Grad bearbejdet, maaske paa Grund af den Vanskelighed, at Væxtenergien i denne Aldersperiode er saa stor, at Vægten bliver tredoblet. Dr. Ørum har dog altsaa givet sig i Lag med Opgaven, og hans omhyggelige Undersøgelser har givet ganske interessante Resultater.

     Han har vist, at der ogsaa hos spæde Brystbørn findes en Vægtforøgelse, større end den gennemsnitlige, i Halvaaret Juni-November og en Vægtformindskelse i Halvaaret December-Maj. Dog kan ogsaa Marts-April vise en Vægtforøgelse, - og heri ser han et Fingerpeg henimod et Bevis for Sollysets Virkning paa Legemsvægten. Maximumsværdien af Vægtforøgelsen findes som Regel fra September til November.

     Dr. Ørum tror ligesom Malling-Hansen paa Solenergien, paa Sollysets Virkning paa Legemsvægten, men Sollyset er ikke den µpandre meteorologiske Forhold er af Betydning. Solens kemiske Energi modvirkes saaledes, saa snart Lufttemperaturen stiger, ved den forøgede Transpiration, og først naar Temperaturen falder og nedbøren er rigelig i Forbindelse med en stor relativ Fugtighed, spores Solens kemiske Energi. Rigelig Nedbør og stor relativ Fugtighed giver altsaa Vægtstigning  over det normale og kan paa enhver Aarstid bevirke en Stigning af Barnets Legemsvægt. Dette havde Dr. Ørum saaledes Lejlighed til at iagttage i det regnfulde og solskinsfattige Aar 1907. I December faldt der usædvanlig megen Regn, og netop i denne Maaned, der ellers viser Minimum, konstateredes Aarets største Vægtstigning.

     Nu ved vi altsaa, at Brystbørn skal tage mest paa i Vægt om Sommeren, vel at mærke, naar det ikke er altfor varmt og tørt Vejr, og at Regn og Fugtighed – hvad Aarstid det saa end er – bevirker Stigning i Legemsvægten.

     I flere Henseender falder Dr. Ørums Resultater sammen med Erfaringer, der er gjort af andre Forskere, og som har ført til praktiske Foranstaltninger i Kampen mod Smaabarns Sommerdiarréer i de store Byer. Undersøgelser fra Berlin og New York har godtgjort, at den daglige Vægttiltagen er langt mindre i Sommervarmen end i den kølige Aarstid, og at Børnene i det Hele er meget mere modtagelige for Tarminfektioner i Heden. Baade for Vægten og for Modstandskraften i det Hele spiller det ved Transpirationen foraarsagede Vædsketab en stor Rolle, og det har vist sig at vær en gavnlig Forholdsregel mod Kolerinen[1] at flytte de spæde Børn fra de overhedede Storbyer til Kysten og give Børnene rigeligt Vand at drikke, lettere Paaklædning og kølige Bade, naar Vejret er meget varmt.

                                      Dr. J[2].