Nationaltidende 1887.05.12.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Nedenstående anmeldelse af Rasmus Malling-Hansens hovedværk, som udkom i september 1886, blev publi-ceret i Nationaltidendes Tillæg ”Undervisnings-tidende”. Det handler ikke om avisens egen anmeldelse – de gengiver, ret detaljeret, en anmeldelse af den unge psykolog Alfred Lehmann (1858-1921)som findes i ”Vor Ungdom”. Dette var et tidsskrift for opdragelse og undervisningsspørgsmål, udgivet af Pædagogisk Selskab i perioden 1879-1952.

Tidsskriftet er ikke digitalt tilgængeligt, og hvis vi senere finder originalartiklen på det Kongelige Bibliotek skal vi bringe også den.

Alfred Georg Ludvig Lehmann var polyteknisk kandidat, senere kom han ind på psykofysiske undersøgelser og etablerede ”psykofysisk laboratorium” på Københavns universitet i 1886. Han betragtes som en forganger indenfor psykologiundervisningen og -forskningen i Danmark. Fra 1910 professor i psykologi.

Omkring 1900 udformede Lehmann en teori om mental energi som en konkret, målbar størrelse, der regulerer anstrengelse og kaldte den ’P-energien’.

Blandt hans mange videnskabelige værker kan nævnes:
”Farvernes elementære Æstetik” (1884)
”Hovedlovene for det menneskelige Følelsesliv” (1892)
”Størst Udbytte af legemligt, aandeligt Arbejde, I og II” (1919).

Lehman var far til den internationalt meget kendte danske seismolog og statsgeodæt, Inge Lehmann (1888-1993).

Selvom Lehmann på nogle punkter var skeptisk til Malling-Hansens teori om vækstenergien, tror jeg at Malling-Hansen selv har været glad for denne anmeldelse! Lehmann behandler emnet seriøst, han redegør ret detaljeret og med stor respekt for Malling-Hansens forskning, og på de punkter hvor han er skeptisk, forklarer han hvorfor og argumenterer på en saglig, videnskabelig måde.  Det er det samme som at sige til Malling-Hansen: ”Velkommen ind i naturvidenskabens univers! Du er en af os og fortjener respekt og seriøs diskussion!”

Efter gengivelsen af artiklen følger en kort tekst, hvor jeg har forsøgt at opdatere vor nutidige viden om solen og at relatere den til Malling-Hansens forskning.

SA: Malling-Hansen nevner selv Alfred Lehmans anmeldelse i et brev til sin kones onkel, Japetus Steenstrup fra 16. desember 1887. I brevet nevnes også instituttets lege, Heinrich Lehman(1815-1890) , men om han sto i noe nært slektskapsforhold til Alfred Lehman, vites ikke.

Alfred Lehman var forøvrig senere i kontakt med en av av RMHs døtre og hennes mann, Johanne og Michael Agerskov, i forbindelse med deres utgivels av "Hilsen til Danmark" i 1915.

          Børns Vækstforhold.

     I ”Vor Ungdom” har Dr. Phil. A. L e h-
m a n n  skrevet en Anmeldelse ad R. M a l l i n g-
H a n s e n s  mærkelige Arbeide ”Perioder i
Børns Vækst og i Solens Varme.” Efter at
Anmelderen har gjort Rede for de interessante
Love, som Hr. Malling-Hansen har udfundet
paa Grundlag af sine utallige Maalinger, og
som synes at give et klart Fingerpeg paa, at
Sommertiden ikke bør bruges til anstrængende
Examenslæsen, gaar han over til den Del af
Værket, som hviler paa Hypotheser. Han skriver
herom:

     Da de store aarlige Perioder i Væxtlivet
utvivlsomt ere betingede af Aarstiderne, altsaa
af Solvarmen, uden at vi iøvrigt ere i Stand
til at angive hvorledes, saa ligger den Antagelse
nær, at ogsaa de mindre, 25-Dages og 75-
Dages Perioderne, kunne hidrøre fra Forandringerne
i Solvarmen. Hvis dette er Tilfældet, saa skulde de
samme Svingninger, som ses i Drengenes Vægt-
forhold, kunne gjenfindes i Kjøbenhavns Mid-
delvarme fra Dag til Dag.  Frof. tegner i
dette Øiemed Kurver, som give Variationerne i
dan daglige Middelvarme for de Aar, over hvilke
hans Vægtundersøgelser strække sig. Han finder
da, at Varmekurvernes Svingninger vel ikke
gaa fuldstændig parallelt med Vægtkurvernes,
men i det hele taget er der god Overensstem-
melse mellem de to Fænomeners Forandringer,
saaledes at Vægtforøgelsen stiger med stigende
Varme og aftager med synkende Varme. Afvi-
gelsen mellem de to Kurver bestaa nærmest deri,
at Vægtkurverne svinge stærkere en Varmekur-
verne, og desuden ere Perioderne i Varmen
mindre tydelige end de tilsvarende Vægtperioder.
Iøvrigt stemme de saa godt med hinanden, at
der, exempelvis, i et Aar er Svingningsover-
ensstemmelse 6/7 af Aaret. Denne Afvigelse er
langt mindre, end man paa Forhaand turde
vente; this paa et Sted som Kjøbenhavn, der lig-
ger ved Havet, har bestemte fremherskende Vinde
o.s.v., maa Temperaturforandringerne i høi
Grad være afhængige af disse lokale Forhold
og kunne ikke give nogen nøiagtig Afspeiling af
Variationerne i Solvarmen, hvis saadanne da
ellers findes. Kun paa Steder med udpræget
Fastlandsklima kan man vente at se disse træde
tydelig frem i den daglige Middelvarme. Ved nu
at optegne Middelvarmen for Wien, der vel af
alle Steder i Kjøbenhavns Nærhed har det mest
udprægede Fastlandsklima, kommer Forf. til det
mærkelige Resultat, at der er større Overens-
stemmelse mellem Wiens Varmekurve og de
kjøbenhavnske Drenges Vægtkurve end mellem
denne og Varmekurven for Kjøbenhavn. Han
gaar derpaa videre og optegner en Varmekurve
ved at tage Middeltallet af nogle europæiske,
indiske og sydamerikanske Steders daglige Mid-
delvarme gjennem nogle Aar; det viser sig da,
at denne næsten fuldstændig stemmer med de
kjøbenhavnske Drenges Vægtkurve, idet de samme
Perioder træde frem i dem begge. Der kan saa-
ledes efter Forf. Mening ikke være Tvivl om,
at Solvarmen virkelig varierer, nemlig dels
indenfor en større (72-78 Dages), dels inden
for en mindre (25 Dages) Periode.

     For at nu forklare disse Perioders indbyrdes
Afhængighedsforhold tager Forf. sin Tilflugt
til forskjellige Hypotheser om Solens Beskaffen-
hed, Solpletternes Periodicitet, og lign. Hele
dette Kapitel bevæger sig, siger Anmelderen, noget
vel meget paa de frie Gisningers Omraade som
en naturlig Følge af, at vi egentlig slet ikke
vide noget om, hvad der foregaar paa Solens
Overflade, i det mindste ikke med saa stor Sik-
kerhed, at vi deraf kunne drage Slutninger med
Hensyn til Tiden for bestemte Fænomeners Ind-
træden. Man maa imidlertid tilstaa, at Forf.
behandler hele dette yderst tvivlsomme Materiale
af Hypoptheser med stor Skarpsindighed. Han
havner sluttelig i det Resultat, at de fundne
Perioder i Vækst og Varme fremkomme derved,
at den pletbærende Del af Soloverfladen har en
Rotationstid af 24-25 Dage og to Varmepo-
ler, adskilte ved mellemliggende koldere Partier.
Derved kunne vi forklare de to Bjerge med
mellemliggende Dale, som Varmekurvernes mind-
dre Perioder udvise. Tillige antages det, at So-
lens Varmepoler ikke have nogen fast Beliggen-
hed; de forskyde sig ved periodiske Forandringer i
Solpletterne i Løbet af to Gange 25-Dage.
Derved forstaas det, at Svingningerne i hver
tredie 25-Dages Periode blive modsat de to fo-
regaaende, og saaledes ville altsaa tre 25-Dages
Perioder tilsammen udgjøre en større 75-Dages
Periode.

     Gaa vi nu ud fra Rigtigheden af denne For-
klaring, kunne vi stille det Spørgsmaal, om da
Solvarmen tør antages at være Aarsagen til Vægt-
forandringerne. Forfatteren besvarer dette med
Nei. Thi hvis saa var, maatte Vægtsvingnin-
gerne jo falde sammen med Svingningerne i
den lokale Varme, og dette er ikke tilfældet.
Forf. antager derfor, at der sammen med Sol-
varmen udstråler fra Solen en særegen Kraft,
som han giver Navnet ”Vækst-Energien”, og
denne skal paa ethvert Sted af Jordkloden virke
ganske uafhængig af de lokale Forhold. Derfor
give Vægtsvingningerne et nøiagtigere Billede
af Solvarmens Variationer end Svingningerne
i den lokale Varme.

     Anmelderen fremhæver, at der fra de enkelte
Fagvidenskabers Side kan indvendes meget mod
en Del af det Materiale, paa hvilket Forf. støt-
ter sig, og de nye Resultater, til hvilke han
kommer. Astronomerne maa saaledes stille sig
skeptiske over for de Resultater, der ere baserede
paa vort yderst ufuldkomne Kjendskab til Solens
Overfladebeskaffenhed. Ogsaa fra Meteorolo-
giens Side vil der kunne gjøres Indvendinger
mod de vundne Resultater.

     Anmelderen minde om, at Malling-Hansen
ikke er den første Forsker, der har søgt at paa-
vise Variationerne i Varmen. Buys-Ballot[1] har
af flere Aars Iagttagelser i Troperne, hvor de
lokale og andre forstyrrende Forhold ikke spille
nær saa stor en Rolle som her, kunnet paavise
en ganske svag Variation i Solvarmen i Løbet
af 27 Dage, som sædvanlig antages at være den
Tid, der medgaar til en Solrotation. De af
Malling-Hansen fundne langt stærkere Sving-
ninger i Perioder paa 25 Dage synes derfor at
maatte bero paa en Misforstaaelse. Herimod
kunde nu rigtignok indvendes, at netop den Om-
stændighed, at Malling-Hansen har fundet langt
stærkere Svingninger end Buys-Ballot, synes at
tyde paa, at han har Retten paa sin Side. Thi
naar man tager en lang Tids Iagttagelser, de-
ler dem i Grupper paa et bestemt Antal Dage
og tager Middeltallet for hver enkelt Dag i alle
disse Grupper, saa maa man antage, at Sving-
ningerne i Stedet for at træde yderligere frem
ville udviskes, naar Grupperne ikke have været
naturlig valgte. Derfor synes Malling-Hansens
mere udprægede 25-Dages Perioder foreløbig at
have større sandsynlighed for sig end Buys-
Ballots 27-Dages. Noget bestemt kan der na-
turligvis ikke godt siges herom paa Sagens
nuværende Standpunkt; der maa flere Undersøgel-
ser til, for at Spørgsmaalet skal kunne afgjøres.

     Endnu staar der et Punkt tilbage, som synes
Anmelderen at fortjene en bestemt Imødegaaelse,
nemlig Forf.s Slutnings-Hypothese, Antagelsen
af en særlig Vækst-Energi som Aarsag til Væk-
sten. Denne er utvivlsomt overilet. Fordi den
totale Varme og Væksten ikke svinger ens, tør
man nemlig ikke uden videre slutte, at Varmen
ikke foraarsager Væksten. Der bliver altid to
Muligheder. Enten kan man antage, at Varme-
og Vækstforandringerne have en fælles Aarsag i
Solen, men iøvrigt fremkaldes ved forskjellige fra
Solen udstraalende Energier, af hvilke den ene
paavirkes af lokale Forhold, den anden derimod
ikke – det er Malling-Hansens Hypothese. Eller
ogsaa kan man antage, at det virkelig er den
lokale Varme i Forbindelse med alle de andre
meteorologiske Fænomener, Luftens Fugtighed og
Ozonholdighed, Lufttrykket, Vindene og de mag-
netiske Forhold, som fremkalde Vækstperioderne.
Naar blot Summen af alle disse Fænomeners
Indflydelse paa Væksten er proportional med
den fra Solen i hvert Øieblik udsendte Straa-
levarme, saa ville Vækstforandringerne dog give
en nøiagtigere Afspeiling af Variationerne i
Solvarmen, end den lokale Varme kan gjøre.
Denne Forklarings Utilstrækkelighed maa først
godtgjøres, før det bliver videnskabelig berettiget
at antage nye Naturkræfter.

     Anmeldelsen slutter saaledes: Kan der end
fra forskjellige Sider reises alvorlige Indsigelser
mod nogle af de Resultater, til hvilke Forf. er
kommen, saa kan man dog ikke nægte værket
som Helhed sin Anerkjendelse. Det konstaterer
interesante Fakta, som Videnskaben hidtil ikke
har havt mindste Anelse om, og det opstiller og
søger at bevise Hypotheser, som i alt Fald for-
tjene at prøves nærmere. Som alle originale
Værker vil det saaledes altid have den Fortje-
neste, at det virker vækkende, ansporende til nye
Undersøgelser. Der kan næppe være Tvivl om,
at Fremtiden vil bringe talrige Forsøg i denne
Retning, men om Malling-Hansens Hypotheser
derved ville blive omstødte, eller om de ville
vinde ydereligere Bekræftelse – herom kan der
næppe med Sikkerhed siges noget i Øieblikket.