1908.04.10 fra Thomas Jørgen Hansen til Johan Frederik Hansen og Nielsine.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Thomas Jensen Jørgen Hansen, 1837-1919, var Rasmus Malling-Hansens yngre bror. Han tog eksamen fra Jonstrup seminarium i 1856. Derefter var han lærer ved Skjelstrup gamle skole til slutningen af 1876. I 1877 fik han stillingen som overlærer i Ringsted.

I 1880, eller muligvis nogle år tidligere, flyttede de tre brødres mor, Juliane Marie Cathrine Hansen (1809-1885) ind hos sin søn i Ringsted. Efter moderens død den 13 maj 1885, blev Thomas Jørgen gift (den 20 oktober 1886) med Mathilde Henriette Andrea Thaning (født 1850).

De fik to børn, Johan Andreas Thaning Hansen, født 1887, og Thyra Henriette Torkilde Thaning Hansen, født 1891. Udover overlærergerningen uddannede Thomas Jørgen sig også til auktoriseret translatør i engelsk. Han blev udnævnt til inspektør ved Ringsteds skolevæsen cirka 1886.

I 1906 blev han pensioneret og familien flyttede til Frederiksberg, først til Henrik Ibsensvej 8, 3.sal og siden til Maglekildevej 7, første sal.

Af brevet fremgår det tydeligt, at Thyra er dødeligt syg af tuberkulose, og at lægerne ikke har givet forældrene noget håb. Thyra døde dagen efter, den 11 april 1908, 17 år gammel.

SA: Det eksisterer et brev fra 1896, der Thomas Jørgen Hansen søker utdanningsmyndighetene om å få fratre sin stilling som inspektør. Jeg vet jeg har dette brevet i mitt digitale arkiv, men har ikke kunnet gjenfinne det akkurat nå.

- - - - -

Maglekildevej 7,I d. 10 April 1908.

     Kære Broder og Svigerinde!

Tak af Hjertet for al den Kærlighed og Deltagelse, som det kære sidste Brev ligesom det foregaaende vidner om!

     Thyras Tilstand er ikke anderledes, end som det kunde ventes og befrygtes efter Lægernes saa forfærdende Udtalelser. Vor Herre føre det kære Barn mildt og naadigt gennem det, der forestaar! Jeg kan nok bifalde, at Vor Herres Vej er den bedste; men forlige mig dermed det kan jeg ikke. At saa megen Kærlighed og Flid og Evner skal gaa tabt fatter jeg ikke, og jeg synes, at Livet hidtil har givet det kære Barn saa saare lidet. Min Sorg er mest paa hendes Vegne, at hun skal have saa kort en Tid og ende den med saa haard en Strid. Her kan Tanken om Evigheden ikke trøste mig fuldt og helt.

     Det er foruderligt, at jeg nu skal opleve om igen, hvad jeg oplevede for et halvt Aarhundrede siden. Du husker nok, at vor Kusine Hedevig[1] blev konfirmeret 1858, blev derefter syg af Brystsvaghed og døde saa om Foraaret[2]. Du var den Gang paa Seminariet. Hun havde ogsaa flere Gange været syg i Maaneder, før det sidste Anfald kom; hun var begavet, men ikke elskværdig af Karakter, stod mig jo heller ikke saa nær. Denne Gang gaar det mig langt dybere til Hjerte. Skønt det fremfor alt er det kære Barn, jeg beklager, synes jeg dog oftere, at jeg griber mig i Egenkærlighed, naar jeg et Øjeblik kan læse i en Bog eller et Blad og glemme det knugende Tryk, der ligger bag alle Tanker og Stemninger.

     Ja, Guds Vilje sker, siger man; men den sker gennem menneskelig Mellemkomst[3]; og dér kan ofte være Grund til at se tilbage og tænke: Hvis nu det var sket, og hvis det andet ikke var sket, saa var maaske denne Sorg ikke kommen. Men, - hvad hjælper det!

     Det vil gøre mig godt engang at komme til at tale med dig – om det og om saa meget andet.

     Der er Modgang og Kors alle Vegne. De to Lærere i eders Nærhed har jo stor Sorg sammen med deres Hustruer; og det sesr altsaa ud til, at ingen af de to Fruer kan blive helt og fuldt helbredet. Det er sørgeligt i den Alder.

     Glædeligt er det for os at høre, at eders kære Datter med Familie har det godt, og at de to ældste Børn med Liv og Interesse færdes ude og inde. Det er vist ogsaa den sundeste Motion, de kunde faa, den, som dit Brænde har givet og giver dig.

     Du nævner i dit Brev Professor Gram[4]. Jeg har maaske fortalt, at han for mer end en Maaned siden saa til Thyra og oplivede baade hende og os andre. Han lovede at komme igen, hvor travlt han end er beskæftiget baade med Hospitalet og med Forelæsninger; vi venter ham ogsaa i disse Dage.

     Mathilde er, Gud ske Lov, rask og mageløs udholdende. Nu gaar Nætterne ikke saa godt og roligt som før; der skal Kræfter og Kærlighed til at staa så tidt op om Natten; men der fattes hverken Kærlighed eller Udholdenhed hos den kære Moder.

     Andreas gaar det noget nær som mig i 1858. Han vil nødig lade sig mærke med noget; han holder meget af sin Søster, og hans Sorg viser sig nærmest som en Fortørnelse, ikke paa nogen af os, men paa Sygdommen. Ja, hvor den har hærget; hvilken utrolig Magerhed har det ikke fremkaldt, og saa tænker den kære, syge Pige kun paa at trøste os og kræver ikke at blive trøstet. Gud glæde og trøste hende!

     Kærligst Hilsen til eder alle fra os ved eders inderlig hengivne

         Jørgen.

     Skriv snart!