DET  KONGELIGE

        DØVSTUMME-INSTITUT

            I KJØBENHAVN.  Ø

              Den 21 juli 1890

                                Hr. Lærer  R. C. Mortensen !

I Henhold til Deres velvillige Tilbud sender jeg Dem indlagte foreløbige Deltager- Fortegnelse og beder Dem om at sende den tilbage til mig efter at have udfyldt de manglende Dimitt:[1]: - Aar i - helst ret snart..

Pastor Carstensen bliver næppe indbudt, derimod antager jeg, at Brigad: Licht vil komme med.

Nærmere ang. det forestaaende Møde paa Vejen mell. Maaløv og Jonstrup  d. 4 Aug. Foreløbigt dette: Vi kommer i Provisionen mod Farum og med (nogle af) Gardens Musikkorps – 8 Mand.

Deres Ærbødigste

Venlig hilsen!

                                          R. Malling-Hansen

I Jonstrup-bogen fra 1928 kan man læse om 100-års jubilæet i en artikel om Rasmus Malling-Hansen skrevet af Arild S. Ebbe:

     Sit Ophold paa Jonstrup omtalte han altid med den største Kærlighed og Taknemmelighed. Følelser han saare smukt fandt Udtryk for i sin Tale ved Jubilæumsfesten for Seminariets 100-årige Bestaaen den 4. august 1890.

     Egentlig blev den officielle Fest afholdt den 25. Juni – 100-Aars Dagen for Udstedelsen af det kongelige Reskript – men visse Forhold, og deriblandt det, at det store nordiske Skolemøde det Aar blev holdt i København først i August, førte til, at 43 tidligere Elever med Malling Hansen – da forstander ved det kgl. Døvstummeinstitut – som Formand, indbød til en Fest den 4. August.

     Indbydelsen blev efterfulgt af ca. 200 forhenværende Elever, og efter at Lærer Betz, Idestrup paa Falster, havde talt for Kongen, fik Malling Hansen Ordet for at tale for ”Gamle Jonstrup, samtlige Festdeltagere og i Særdeleshed for Jer Brødre, Sønner af det gamle Jonstrup,” og han udtalte tilsidst omtrent følgende:

     ---

     ”Og ser jeg da paa min Jonstrup-Tid, der ligger omtrent 40 Aar tilbage, for at finde det, hvorom vi alle vil kunne samles i fælles Tak til Jonstrup, - saa træffer jeg allerførst paa dette: Vi lærte at arbejde, vi lærte at tage fat, vi lærte Flid, et velordnet Arbejde, og ikke at skyde Arbejdet tilside, selv om det ikke behagede os. Der var en Arbejdsomhedends Aand over Seminariet, den udgik fra Seminariets Forstander, fandtes hos næsten alle Lærerne, og gjennomtrængte alle Eleverne saaledes, at den, der var uhelbredelig Driver, tillige var nær ved at blive til Nar for de andre. Naa, det udelukkede jo ikke, at vi som glade, ægte Unge, ikke var bange for at tage os en Ræv eller at komme på Støvlerne engang imellem; men Flid var der indenfor den gamle Borg, og Flid lærtes der, og Flid og Arbejdsomhed har Jonstrups Sønner bragt med ud i Danmark gennem alle Tider. Og derfor: Tak, gamle Jonstrup!

     Det Næste, hvorom vi Alle kan samles i Tak, det er vor pædagogiske Uddannelse, den, der nu kimses saa meget af. Fik vi end ikke meget Øvelse i pædagogisk Gerning, saa fik vi et sundt Grundlag af Kundskab og Forbilleder, der vel ikke i Reglen kunde føre til Glimren ved en Embedsprøve, men som var et sundt og godt Grundlag, vi selv kunne bygge videre paa i Livet, i Lærer-Gerningen. Hva Værd et saadant Grundlag har, og hva det vil sige at mangle det, ja det har jeg i mit Liv saare ofte erfaret, naar jeg stod ligeoverfor Folk, der uden dette pædagogiske Grundlag begyndte paa en Lærergerning. Jeg har hos saadanne Folk saare ofte igennem lange tider iagttaget en saadan Famlen og Usikkerhed, saa vældige pædagogiske Bommerter, en saa lang Tids Slid, før Arbejdet klarede sig, at jeg mangfoldige Gange i mit lange Lærerliv har haft rig Grund til at takke for min Pædagogiske Uddannelse. Og herom kan vi vist alle samles i et: Tak, gamle Jonstrup!

     Og saa, Brødre: Det var i vor fagre Ungdomsvaar, vi var samlede her. Trods Arbejde og Besvær var de dog de gladeste og lykkeligste Aar i vort Liv: Gamle Jonstrup var paa dette Omraade kun i det Ydre en streng Moder, hun saa altid gennem Fingre med mangen herlig Ungdomsstreg og glædede sig til mange Venskaber, der her blev sluttede for hele Livet, Venskaber, som vil staa fast til det Sidste. At vi Alle har Sind til at pleje de glade Minder, selv om Afstand og Aar har splitet os fra hinanden, - derfor Tak, gamle Jonstrup!

     Og ser vi nu paa Seminariets Undervisningsvirksomhed gennem de 100 år, saa maa vi takke Jonstrup, fordi det i væsentlig Grad har Æren af, at Lærerstanden, som i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede var bagefter sin Tid, nu længe har været forut for den. Det var ikke Lærerstanden, der skabte Seminariet eller anviste og gav Regler for Skolesagen. Lærerstanden fulgte kun efter i de gamle Spor. Men i de sidste 20 Aar er det Lærerstanden, der fører an og peger med Kraft og Inderlighed hen paa, at en videre Uddannelse bør vi Lærere have, men fremfor Alt mer Tid, Undervisningstid for Landsbyskolens Børn, der sandelig ikke er ”overbyrdede”. Lærerstanden ser nu og peger med Kraft hen paa det Fænomen, at mens Jernbane og Telegraf har bragt alle Menensker nærmere sammen, klistret dem op ad hverandre, gjort Jorden lille, har man gjort det at vinde en Position i Livet vanskeligere, Kampen for Tilværelsen vanskeligere, og derved nødvendiggjort, at den Uddannelse, og de Vaaben, Aandens og Hjertets Vaaben, som Skolen giver for Livet, bliver talrigere og skarpere – saa er dog Skoleuddannelsens Fremskridt langt tilbage for de Fordringer, som Nutidslivet stiller til den Enkelte. Gamle Jonstrup har været med til at vække sine Sønners Øjne herfor, og derfor: Tak!

     Og ser vi paa den danske Lærerstand igennem de 100 Aar, saa finder vi langt tilbage i Tiden en meget lidet anset Lærerstand, men nutildags finder vi en Lærerstand, som værdsættes omtrent efter Fortjeneste. Lad mig udtale, at dette vistnok som Regel kan siges: Et Land bør værdsættes, efter som det værdsætter sin lærerstand. I denne Henseende er der sket et vældigt Fremskridt gennem Aarene, dertil har gamle Jonstrup ogsaa givet sin Skærv. Derfor: Tak!

     En Moder bliver ung i sine Børn! – Nu er det vel saadan, at gamle Jonstrup ikke er ældet, men trods Aarene, tænker kraftfuldt og ungt, og dette er jo, som det bør være. Det enkelte Menneske ældes, men en Institustion skal ikke kunne ældes, tvertimod: Den skal gennem Aarene blive yngre og yngre, det er: kraftigere og kraftigere. Og dette kan vistnok ogsaa siges om Borgen her. Er dette et skønt Vidnesbyrd, saa maa det siges, at ikke mindre skønt vilde det være, om de rendelig engang du fra Landets Lærere kunde gennem Landets Lovgivning gydes ny Kraft ind i Fostermoderen. Det ske!

     Hjertens Tak og til Lykke og Fremgang! Længe leve Jonstrup kongelige Skolelærerseminarium!” Kraftige Hurraraab.)

     ---

     Malling Hansens Ord vandt Genklang hos alle de Tilstedeværende, og han takkedes med et ”Leve den berømte Jonstruper”. Ingen anede da, at det skulde blive hans ”Svanesang”. Han døde knapt to Maaneder efter, den 27. September.