1890.03.28 Danish
Dette brevet fra Rasmus Malling-Hansen til hans gode venn og losjebror, Edgar Collin, har vi funnet i to ulike utgaver. Ikke lenge etter dannelsen av Det Internasjonale Rasmus Malling-Hansen Selskabet fant Sverre Avnskog det originale brevet via Det Kongelige Biblioteks søkefunksjoner på nettet, og bestilte papirkopi til Norge, der han scannet det og publiserte det her på websiden. Transkriberingen var det vår første president, Christian Barnholdt som sto for.
Høsten 2020 fant så vår nåværende president, Jørgen Malling Christensen, gjennom sin forskning i Rigsarkivet, RMHs egen kladd til brevet. Og i forlengelsen av han innskrivning av brevet, søkte han også opp de to artiklene RMH henviste til i Nationaltidende, hvorav han moret seg kostelig over den ene. Behandlingen og vedtakene i Folketinget må anses som en stor seier for Malling-Hansens store innsatser for å etablere en overordnet helhetlig plan for undervisningen av døvstumme barn i Danmark. Dette vedtaket satte punktum for Maling-Hansens enorme innsats og bestrebelser for at staten skulle overta hele ansvaret for undervisningen, slik at alle konflikter mellom private og statlige aktører kunne opphøre, og alle var underlgt de samme planene og den samme økonomiske styringen. Det hadde ofte oppstått konflikter mellom de statlige instituttene og de private Kellerske anstalter, fordi Kellers skole fikk tilskudd pr. elev, og det førte i folke RMH at de opptok elever som etter avtalen mellom skolene egentlig burde ha gått hos Malling-Hansen på Det Kongelige Instituttet.
En annen sak som vakte store stridigheter mellom de ulike instituttene, var uenigheten vedrørende hvilken undervisningsmetode som var den best egnede for døvstumme elever. Den såkalte talemetoden var i stor fremgang i hele Europa på denne tiden, og svært mange døvstummepedagoger mente døvstumme barn burde lære leppeavlesning og å tale selv, og Malling-Hansen var ingen kompromissløs motstander av talemetoden, men han mente den var best egnet for de evnerike barna som også var uegentlige døvstumme, det vil si at de hadde en viss hørselsrest eller hadde en gang vært fullt ut hørende. Men Malling-Hansen holdt fast på at de egentlige døvstumme, altså de som ikke hadde hørsel overhodet, samt de evnesvake elevene ville ha best utbytte av tegnmetoden.
Ellertiden har gitt Malling-Hansen 100% rett. Den store utbredelsen av talemetoden blir av nåtidens pedagoger ansett som fullstenendig feilslått og nærmest et overgrep mot de døvstumme barna. Se vår artikkel om ettertidens vurdering av talemetoden.
Men selv om dette var en meget alvorlig sak for Malling-Hansen, og noe han hadde hatt som mål gjennom hele sin lange karriere innen døvstummeundervisningen, evnet Malling-Hansen altså likevel å more seg over den humoristiske artikkelen i Nationaltidende. Det sier mye om Malling-Hansens personlighet.Vedtakene i Folketinget var kulminasjonen av kommisjonens arbeid helt fra den ble etablert i 1888, med Malling-Hansen som dens sekretær og drivende kraft. I realiteten ble hele kommisjonens forslag ført i pennen av Rasmus Malling-Hansen, som var forstander for det statlige døvstummeinstituttet i København. Og i Folketinget fikk de gjennomslag for stort sett alle sine forslag. Det som vakte størst debatt, var tydeligvis valget mellom Vejle og Nyborg som beliggenhet for det planlagte, nye instituttet.
Malling-Hansen
DET KONGELIGE
DØVSTUMME-INSTITUT
I KJØBENHAVN. Ø
Den 28. Marts 1890.
Kjære Ven[1] ! Søndag Morgen den 16. d. M[2] stod der en for alle Volapük-Venner meget glædelig Artikel i ”Nationaltidende”; foruden velvillige indledende Bemærkninger indeholdt den en Gjengivelse af nogle Udtalelser i ”Le XIX Siecle” [3]angaaende Volapüks Betydning ved Oversættelsen af Arbejder, der kunne have international Værdi, i dette Tilfælde min Artikel i ”Nationaltidende[4]” om Influenza og Børns Vægtforøgelse..
Dersom det ikke skal være nogen Redaktionshemmelighed, vilde jeg være meget taknemmelig for, ved Lejlighed at faa at vide, om det er af egen Tilskyndelse, at den højtærede Redaktion af ”Nationaltidende” eller en af de Herrer Redaktionsmedlemmer har fremsat de antydede velvillige Udtalelser om Volapük. Pressen har hidtil holdt sig saa køligt, for ikke at sige noget værre, ligeoverfor Volapük-Bestræbelserne, at det vilde være et Lys i Mørket, om mit Spørgsmål kunde besvares med Ja.
For øvrigt bør der tilføjes, at jeg ikke alene har modtaget Siecles Oversættelse, men i alt for Tiden 10 saadanne fra forskellige europæiske Blade ogTidsskrifter, og venter endnu flere.
Lad mig benytte Lejligheden til at udtrykke min Glæde over den helt igjennem morsomme, glimrende, vittige og aldeles fortrinlige Artikel i ”Nationaltidende” i Morges Avis for 26. dennes angaaende den mærkelige anden Behandling i Folketinget af Døvstumme-Sagen. Du kjender vel Forfatteren? Bring ham velvilligst min erkjendtligste Tak; det gjorde inderligt godt at faa et saadant forfriskende Pust af ægte Humor ovenpaa det forfærdelig kvælende Tryk, som der hidtil – trods meget Velvilje fra mange Venstre-Mænds Side- har hvilet over Bestræbelserne for Døvstumme-Sagens Fremme.
Din hengivne
R. Malling-Hansen
Hr. Literat Edgar Collin !
[1] CB: Endnu et brev til vennen Collin. Han var journalist og teateranmelder, og skrev i blant annet ”Nationaltidende” og ”Dagbladet”.
[2] CB: d.M = Denne måned
[3] CB: Det må være et fransk tidsskrift. Siecle = Århundrede – så bladets navn er altså ”Det 19 Århundrede”.
[4] CB: Endnu en – i hvert fald af mig – ukendt artikel fra RMHs hånd. Han har øjensynligt sagt sine måliner om ”Svingninger i Børns Vægt” osv i relation til en influenzaepidemi på skolen.
SA: Denne artikkelen må være den samme som ble oversatt til volapük og trykket i tidsskriftet ”Timapenäd Volapük” i 1889 nr 9. På volapük var tittelen på artikkelen ”Influenza e vätaglofam cilas”.
RMH brevvekslet også med redaktøren av dette tidsskriftet, Jens Bayer.
Ved disse tider ble forøvrig RMHs aller siste innsats for døvstummesaken, den innstillingen han hadde ført i pennen på vegne af en offentlig nedsatt kommisjon ble sluttbehandlet i Folketinget, og resultatet ble at RMHs visjoner om en samordning av alle døvstummeskolene under en felles overordnet plan ble til virkelighet. Staten overtok de Kellerske Anstalter, og det ble samtidig bygget et nytt institutt i Nyborg. Alle døvstumme elever ville heretter bli innkalt til Fredericia for å delta i en forberedende forskole, for deretter å bli fordelt til de forskjellige skolene, alt etter deres høreevne og læringsmessige(kognitive) evner, for å få en best mulig tilpaset undervisning.
Nationaltidende 1890.03.26 morgenudgave, side 2:
Rigsdagens Gaarsmøder.
---
I Folkethinget viser man i disse Dage intet hidsigt Hastværk. Igaar expederedes kun to Sager, om Døvstumme-Undervisningen og om nogle processuelle Skrifters Forkortelse, begge ved 2. Behandling, som for hin varede over to, for denne henved to Timer, hvorpaa Formanden lod Resten af Dagsordenen ligge over til idag. De processuelle Skrifters Behandling var saa saglig som ønskelig, de Døvstummes var derimod ---stedlig. Alle var nemlig enige om Loven og det Hele, kun ikke om Pladsen for en Bygning for ”uegentlige” Døvstumme, hvilket vil sige saadanne, som kunne lære at tale m.m., og som man vil anbringe i Familier. Skulde disse Familier søges, og skulde paagjældende Skole ligge her eller hist? Dette var det saare vigtige Problem.
En Kommission har været nedsat, og Lovforslaget har været henvist til et Udvalg, som atter nedsatte et under-Udvalg, hvilket reiste ud paa Opdagelse. Det gjaldt Nyborg eller Veile. Og hvad lader der sig ikke sige, for hver af disse to Kjøbstæder? Der blev i hvert Fald igaar i Folkethinget sagt næsten utrolig meget. R. C l a u s s e n lagde for og holdt paa Nyborg, hvor hans poetiske Søn Sofus – ham med ”hundrede Kys” o. a. M. – har en fortræffelig Avis. J e n s e n - T o u s t r u p, som er valgt i Nyborg, svigtede ej heller, og S c h e e l – af det refsende Under-Udvalg – kæmpede i Maade for Nyborg. Mer eller mindre foragtelig taltes der om Veile. Ligger den ikke i en Gryde? Luften i den er sikkert svært usund. Under alle Omstændigheder er Vandet derovre snavset; man maa ned med Baade til Munkebjerg og endnu længere for at kunne blive ren. Mest rørende var dog R. C l a u s s e n, som i Menneskevenlighedens og Kjærlighedens Navn talte bevægede Ord om den Grusomhed, det vilde være at lade de uegentlige Døvstumme gaa i Skole ved Veile, hvor de nemlig vilde faa 600 Alen længere at gaa. Tænk! Sex hundrede Alen, tolv hundrede Fod, maaske i daarligt Føre, med bidende Blæst – hvis det forresten nogensinde blæser i hin Veile-Gryde – det var jo næsten som at ville lade de ”uegentlige” Døvstumme spadsere tværs over Grønland. Og R. Claussen, understøttet af Leth, mindede atter og atter om det deilige Vand ved Nyborg, hele Store-Bælt, sandelig noget andet end Mudderet ved Veile Fjord.
Men Jylland fattes ikke sine Talsmænd. Der var i første Række F a l k e n s t j e r n e , som selv er valgt i Veile. Der var næst ham O u s e n , som ogsaa hører til Familien, og Geltzer, de.do., samt Socialisten fra Odder, Hr. Harald J e n s e n , der paa Landsmandsskab ets Vegne stemte Ja for Veile, medens P. H o l m var ligeglad og svarede ”stemmer ikke”. Moralen og Militarismen kom med i Spillet, thi der er Officerere og Underofficerere – for ej at tale om menige Soldater – i Nyborg, og vi vide skam nok, hvordan Tonen er i de Sfærer! Den Tone burde de Døvstumme ikke høre. For Resten ligger Veile saa bekvemt, er jo næsten Landets Centrum. Ja, der var endnu mere at sige for den stedlige Patriotisme, og det blev Altsammen sagt og sagt igjen og igjen.
Denne Dags sex Kroner var sandelig ikke nemt fortjente. Men tilsidst seirede alligevel Nyborg til Trods for Militarisme m.m., og der er forsaavidt glædelig Udsigt til, at ogsaa denne Stad kan faa sin lille Stats-Koloni, svarende til Middelfarts sindssyge paa Øens modsatte Side og til alle de andre Anstalter for egentlige og uegentlige Abnorme m.m., der dels allerede ere, dels kunne ventes at blive spredte om ved Provinsbyerne. Efter disse kommer Turen vel til Smaa-Øerne, og da vi jo have en lille Velsignelse af dem, tør vi leve i Haabet om at faa flere lige saa opbyggelige Debatter ad Aare samt med Tiden lige saa mange ”Anstalter”, som der er Gryder eller Potter i Danmark – Bilandene ikke at forglemme, hvis disse til den Tid faa ikke mindre nidkjære Talsmænd i vor folkelige Repræsentation.
Medens L. D i n e s e n og K u l t u s m i n i s t e r e n væsentlig indskrænkede sig til Formeninger om, at ”made og bespise” - eller Nyborg og Veile kunde være mestens Dels det Samme, var Hr. H ø g s b r o ikke den Formand, der holdt en smule Styr paa sine Medlemmer. Tilsidst maatte en formelig begjært og heldigvis vedtagen Afslutning gjøre Ende paa Snakkesaligheden. Men Nyborg kan hovere og være glad for sine ”uegentlige”, hvorimod Falkenstjerne og de andre Veile Mænd og øvrige Jyder maa gjemme deres Nederlag til allersidst i den sorte Gryde, hvilken forgæves groper efter Luft eller Vand – i hvert Fald efter en Søn af Folkethingets 2. Næstformand. Som skrevet staar i ”Den politiske kandestøber”: ”Vi maa mage det saa at vore Raad ikke lugte af Egennytte.”
JMC: Efter dette satiriske og underholdende essay – som Rasmus Malling-Hansen påskønnede og nød – kan det også være på sin plads at gengive det korte, tørre og mere officelle referat af Rigsdagens diskussioner – som sagt også trykt i Nationaltidendes avis af den 26 marts 1890 (side 3):
Rigsdagen
---
Tirsdag den 25. Marts.
Folkethingets Møde Kl. 1.
2. Behandling af Forslag om Foranstaltninger til Døvstummes Undervisning.
R. C l a u s s e n anbefalede som Ordfører for Udvalget Hovedtanken i Regjeringens Forslag, Statens Overtagelse af hele Døvstumme-Undervisningen. Kun nogle mindre Ændringer vare at gjøre. Den nye Anstalt for ”uegentlige” Døvstumme vilde han dog have lagt ved Nyborg.
S c h e e l, L e t h og R. J e n s e n – T o us t r u p ligeledes, thi Luften i Veile er mindre god, badene ved Nyborg langt bedre.
O u s e n, K e l t z e r og F a l k e n s t j e r n e foretrak derimod det af Regjeringen foreslaaede Punkt ved Veile.
D i n e s e n ønskede først og fremmest selve Sagen gjennemført, hvilket Sted man saa valgte. For Resten vil der desværre snart blive Anledning til at opføre flere lignende Bygninger for Aandssvage o.s.v. hist eller her i Provinserne.
Kultusminister S c a v e n i u s kunde gaa ind paa Udvalgets Ændringsforslag. Han skjønnede ikke, at der var synderlig Grund til at forlade Veile for Nyborg, men ogsaa Nyborg kunde jo bruges.
Efter halvtredie Times Debat vedtoges Afslutning med 41 St. Mod 29, hvorpaa Forslaget om at sætte Nyborg i Stedet for Veile vedtoges med 50 Ja mod 34 Nei; 7 svarede ”stemmer ikke”, 8 vare borte. De øvrige Udvalgs-Forslag vedtoges, og Lovforslaget henvistes til 3. Behandling.
Jørgen Malling Christensens kommentar til sitt funn av brevkladden i Rigsarkivet, høsten 2020.
Vi har her en brevkladde, fundet på Rigsarkivet blandt Malling-Hansens dokumenter. Håndskriften er meget svær at tyde, men brevet giver et interessant indblik i Malling-Hansens personlighed. Han har åbenbart moret sig kongeligt over en artikel i Nationaltidende fra den 26 marts 1890, og jeg har derfor valgt at også udskrive denne artikel. Artiklen er i sig selv en vigtig dokumentation af Folketingets behandling af det kommissionsforslag, Malling-Hansen havde arbejdet så hårdt med i over et år. Udover denne underholdende artikel, som appellerede til Malling-Hansens sans for humor, bragte Nationaltidendes udgave fra den 26 marts 1890 også en mere tør, faktuel notits, som jeg for fuldstændighedens skyld også har udskrevet og kopieret.
Edgar Collin[1] var en af Malling-Hansens gode gamle venner; de kendte hinanden fra frimurerlogen, og Malling-Hansen havde ofte nytte af Collin, som var en dygtig journalist med evne og vilje til at bistå ham med publiceringer af artikler og med pressenkontakter generelt.
[1] JMC: Edgar Collin, 1836-1906, dramaturg, teaterhistoriker og journalist. 1864-68 arbejdede han på ”Dagstelegrafen” og var i 1868 blandt stifterne af ”Dagens Nyheder”. Fra 1878 var han knyttet til ”Nationaltidende”. 1872-74 udgav han biografier af ”Fremragende danske Frimurere”, hvor Malling-Hansen imidlertid ikke figurerer, eftersom han først blev medlem i 1877.