Manillaskolen, eller som den tidligere hed: Allmänna Instituttet för blinda och dövstumma, er Sveriges første skole for døvstumme børn og unge. Skolen startede sin virksomhed 1809 og havde fra begyndelsen både døve, blinde og retarderede elever. Grundlæggeren hed Pär Aron Borg – en virkelig ildsjæl som eleverne satte meget højt. Han havde i begyndelsen af 1800-tallet i nogle år undervist elever på privat basis hjemme i sin egen lejlighed.  Den allerførste elev var den blinde Charlotte Seyerling. De kundskaber som Borgs elever tog til sig, og som blev bekræftet gennem offentlige eksaminer, gjorde at skolen i 1809 fik et årligt statsbidrag under dronning Hedvig Elisabeth Charlottas protektion. Dermed havde Sverige fået sin første skole for blinde og døve!

I de første år låg skolen på Drottninggatan i Stockholm. År 1812 flyttede virksomheden til Djurgården, hvor den bedrives den dag i dag. Til en begyndelse boede lærere og elever i den bygning som fandtes tidligere på området, ”Öfre Manilla” – en spansk diplomat som tidligere havde ejet tomten havde givet området dets særprægede navn for at hylde sit land, som havde koloniseret Filipinerne med hovedstaden Manila. Ved fælles hjælp oprustedes de eksisterende huse, så at de blev passende for skoleundervisning samt for logi for lærere og elever. Skolen havde altså formen af internat. Samtidig byggedes også stalde og smedje m.m.

Under Pär Aron Borgs tid blev eleverne undervist med hjælp af håndalfabet og tegnsprog. Eftersom der endnu ikke fandtes nogen udprøvet undervisningsmetode i Sverige, konstruerede Pär Aron selv det svenske håndalfabet/-tegnsproget. Borgs håndalfabet bruges endnu den dag i dag. I begyndelsen prioriterede undervisningen religion og håndværksuddannelser. Kristendomsundervisningen hjalp eleverne at nå frem til konfirmationen, noget som blev anset for meget vigtigt i datidens samfund.

De håndværksmæssige færdigheder skulle hjælpe eleverne til at kunne forsørge sig selv når de forlod skolen. For eksempel var der uddannelse for drengene i håndværker som skrædderi, skomageri, glarmesteri, kobberslageri, tømmerlære, snedkeri, murerarbejde og gartneri. Pigerne kunne lære at arbejde med kurvefletning, strikning, sømning, vævning, bagning eller madlavning – alt efter evner og interesse.

Blandt de teoretiske fag var sprog, læsning, regning, og i et senere stadium tilkom geografi, astronomi og naturlære. Undervisningen foregik så godt som hele året igennem, mandag til lørdag. Fra 1827 blev der bevilget fire dages ferie omkring midsommer, og ikke før 1870’erne fik eleverne en lang sommerferie.

Instituttet havde både betalende og gratiselever. Den senere kategori bestod dels af elever som var blevet optaget på hoffets bekostning eller på skolens egne midler, og dels af sådanne børn som var blevet udvalgt af bestyrelsen i sit sogn. Under skolens første år lå elevernes optagelsesalder mellem 6 og 36 år. 1816 bestemte man at optagelsesalderen skulle være 8-14 år, men trods dette fortsatte man i lang tid at acceptere ældre elever.I begyndelsen var der ikke nogen bestemt fastsat læretid. Eleverne blev på skolen i mellem 1 og 10 år – i undtagelsestilfælde endnu længere – afhængigt af deres individuelle evner og udvikling.  Men det normale var at eleverne blev på skolen i 7-8 år.

Der var indskrivning hele året rundt, men oftest under sommeren eller efteråret, når det var lettest at komme til skolen. Eftersom mange elever havde langt hjem, var der mange af dem som blev på skolen også under ferieperioden. På den måde var der nogle som kom til at tilbringe i stort set hele deres opvæksttid på skolen.

Det faktum at børnene boede på skolen indebar at de behøvede stadig tilsyn. Det medførte for lærernes del at de var nødt til at arbejde ikke bare under undervisningstiden men også aftener, weekender og i ferien. Først i slutningen af 1800-taller, da forbedrede kommunikationer gjorde det muligt for eleverne at rejse hjem i ferierne, blev lærernes arbejdsbyrde lettere.

Manillas gundlægger Pär Aron Borg forblev forstander frem til sin død 1839. Dette år efterfulgtes han af sønnen Ossian Borg. Til forskel fra sin far anså Ossian at eleverne i første række skulle undervises i teoretiske fag i stedet for de håndværksmæssige. Håndværksuddannelse fortsatte dog i skolens virksomhed i lang tid fremover, men praktisk undervisning fik lavere prioritet til fordel for den intellektuelle undervisning.

Under Ossian Borgs tid som forstander overgik Manillaskolen fra tegnsprog til ”oralisme”, dvs tale og mundaflæsning, som undervisningssprog. Dette skete i 1860’erne. 1874 blev der indrettet et 2-årigt seminarium for døvstummelærere på skolen, og denne uddannelse fortsatte frem til 1967 da den blev flyttet til Lärarhögskolan i Stockholm.

År 1864 indviedes den bygning som i dag udgør Manillaskolens hovedbygning. Arkitekten var J.A. Havermann. I mere end 100 år fortsatte skolehuset at ligesom under Pär Aron Borgs tid fungere som internat. I 1912 blev der bygget en etage til på skolebygningen. Det smukke gymnastikhus som stadig er i anvendelse blev opført i 1870.

Undervisning baseret på tale og mundaflæsning dominerede skolens virksomhed frem til midten af 1970’erne. Det blev længe anset vigtigt at eleverne blev så ”hørende” som mulig. Gennem forskning som viste at tegnsprog er et helt eget sprog, helt adskilt fra svensk, med sin egen grammatik, syntax og struktur, samt gennem påvirkning fra døve- og forældreorganisationer, forandredes langsomt synet på undervisningen.

Oversat til Dansk af Jørgen Malling Christensen

Se også: www.ma.spm.se

 (Manillaskolens hjemmeside)