SA: Det eksisterer to ulike versjoner av dette dokumentet. Dette første, er skrevet på skrivekugle, etter all sannsynlighet av Rasmus Malling-Hansen selv, og inneholder mange rettelser med penn. Underskriften sier J. P. Trap, men er skrevet med Malling-Hansens håndskrift. Det var nok ikke denne versjonen som ble innsendt til Ministeriet, men det finnes en versjon II, som er skrevet med en vakkert formet og svært leselig skrift, som vi gjenkjenner som håndskriften til døvstummeinstituttets skriver og senere inspektør, Hans Jensen Lassen, senere Ketting. 

Det er interessant å registrere at Malling-Hansens maskinskrevne versjon fungerte som en slags kladd, som Lassen senere skrev av. Malling-Hansen kunne også noen ganger ha en lett leselig håndskrift, men tidvis skrev han meget slurvete og håndskriften hans kunne da være nærmest uleselig.

Versjon I har vi skannet fra samlingen til Døvehistorisk Selskab, og teksten er transkribert av vår tidligere president og æresmedlem, Christian Barnholdt. Han har også skrevet enkelte fortnoter.

Ellers er kommentarer, fotnoter og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Vi har også en engelsk versjon av dette dokumentet, oversatt av Jørgen Malling Christensen.

Innledning:

I Danmark besto det gjennom en årrekke to "kraftsentre" når det gjaldt undervisningen av døvstumme elever. Det ene representert ved professor Johan Keller, som bygde opp sine private skoler for undervisning av det som kaltes "åndssløve" og døvstumme barn - de såkalte Kellerske anstalter. Det andre representert ved Rasmus Malling-Hansen, forstander ved det statlige Døvstummeinstututtet i København. Keller begynte først å drive undervisning av døvstumme barn, da han i 1858 overtok en døvstummeskole som var opprettet som en forsøksordning for undervisning etter den "nye" pedagogiske undervisningsmetoden, den såkalte talemetoden(leppeavlesning) av forhenværende lærer ved Døvstummeinstituttet i København, pastor Dahlerup. Malling-Hansen overtok som forstander ved Døvstummeinstituttet i København i 1865.

     I perioder samarbeidet Keller og Malling-Hansen meget nært, og de utga blant annet en årgang av "Smaablade for Døvstumme" sammen i 1872. Dette bladet inneholder noen aldeles prakfulle religiøse tekster, men de er dessverre ikke signerte, så det er ikke mulig å avgjøre med sikkerhet hvem av de to herrene som forfattet hva. Men det var også konflikter dem imellom, og det som i utgangspunktet var faglige og organisatoriske uenigheter utviklet seg også til å bli store personlige motsetninger. For å finne en ordning på fordelingen av elevene mellom de to instituttene som kunne tilfredsstille begge parter, ble de i 1867 enige om en måte å dele barna seg imellom; ved Døvstummeinstituttet skulle alle de egentlige døvstumme(de som var født helt uten høreevner) undervises etter den "gamle" tegnmetoden, mens ved de Kellerske anstalter skulle alle de uegentlige døvstumme(de som hadde eller hadde hatt delvis høreevne) undervises etter talemetoden og de åndssvake døvstumme undervises etter tegnmetoden. Dette var ikke kun en praktisk ordning mellom de to instituttene, men også et meget tidlig forsøk på å gi elevene opplæring tilpasset deres evner og forutsetninger, og ordningen gikk under navnet "den danske deling".

     Malling-Hansen fant dog ikke denne ordningen tilfredsstillende i lengden, da han mente at Keller tok inn elever til opplæring på sine Anstalter, som ellers rettelig burde høre til på Døvstummeinstituttet. Keller var avhengig av å få offentlig tilskudd fra staten, og hadde derfor interesse av å ha så mange elever som mulig, da det første til at tilskuddet økte. Dette var en stadig konflikt mellom de to skolene utover 1870- og 80-tallet. Malling-Hansen viste i denne perioden en meget fremsynt evne til å tenke i overordnede baner, og ikke bare kortsiktig på sitt "eget" institutt. Elevtallet var sterkt stigende, og det trengtes å opprettes en ny skole, og i 1879 kom Malling-Hansen med et forslag om å opprette et nytt statlig institutt, der undervisningen skulle foregå utelukkende etter talemetoden, og dette forslaget førte til opprettelsen av Døvstummeinstituttet i Fredericia, som sto ferdig i 1881.

     Men dette stanset ikke konflikten mellom Keller og Malling-Hansen, og denne kommer tydelig til uttrykk i et brev som Keller skrev til sine overordnede i 1881, der han sterkt beklaget at hans private anstalter var meget dårlig representert i den utvelgelseskommisjon, som avgjorde hvilket institutt de ulike døvstumme best hørte hjemme på. Han fryktet at hans anstalter ville bli skadelidende, og ba innstendig om at hans skoler i hvert fall måtte få et fast tilskudd i stedet for tilskudd pr elev, da han ellers var redd for at det økonomiske grunnlaget for hans skoledrift ville bli aldeles for dårlig. PÅ dette tidspunktet hadde alstå tilsynelatende RMH fått Keller "i skvis", ved at de stlatige instituttene var sterkt overrepresentert i utvelgelseskommisjonen. Malling-Hansen ivret hele tiden for at undervisningen av de døvstumme skulle være underlagt en overordnet statlig plan, og som det kommer frem av nedenstående brev, som Malling-Hansen skrev til sine overordnede i 1884 rett etter Johan Kellers overraskende bortgang, mente RMH at staten burde overta driften av den delen av de Kellerske anstalter som underviste døvstumme barn helt og holdent. Kellers bortgang, gjorde ellers med ett at Malling-Hansen ble kvitt en stor frykt han hadde næret i lengre tid, nemlig at Keller skulle bli utnevnt som direktør for Døvstummeinstituttet etter at J. P. Trap, den forhenværende direktøren, ble alvorlig syk, og måtte avgå. Men i stedet for at RMHs største "konkurrent" ble utnevnt, ble tidligere minister for Schleswig, Kammerrad Wolfhagen, utnevnt og meget snart havnet RMH i store konflikter med ham i stedet, for han var en mann med meget sterke meninger om Instituttets drift, som ofte gikk på tvers av hva RMH ønsket.

     Det nedenstående brevet, som tydeligvis er forfattet etter at RMH har fått en forespørsel om å uttale seg om hvorvidt Johan Kellers enke, sønn og bror, skulle få fortsette driften av de delene av de Kellerske anstalter som underviste døvstumme barn, fikk heller ikke den, for RMH, ønskede virkning. Driften av de Kellerske anstalter, som så sent som i 1880 hadde fått bevilget et statlig lån slik at de kunne bygge nye og mer tilfredsstillende lokaler til undervisningen ble ikke overtatt av staten. Men til gjengjeld ble det bestemt at det på et senere tidspunkt skulle opprettes en kommisjon, som skulle få ansvaret for å gjennomgår og komme med lovforslag vedrørende hele organiseringen av døvstummeundersvisningen i Danmark. Kommisjonen ble nedsatt i 1888, og RMH og forstanderen ved Fredericia, Georg Jørgensen, ble de som i prinsippet førte kommisjonens forslag i pennen. Ikke overraskende foreslo kommisjonen, i tillegg til en hel del annet, at de Kellerske anstalter skulle underlegges statlig drift - noe som ble vedtatt i Rigsdagen i 1890 - og således kom altså RMHs idéer til å gå "seirende" ut i striden med Johan Keller.

DET TIDSPUNKT MAA VÄRE INDTRAADT, DA MINISTERIET, SYNES DET, IKKE ALENE HAR RET TIL AT SIGE, MEN MAASKE BÖR SIGE (I HENHOLD TIL LOVEN AF 22 MARTS 1880, PAR 3 NO. 2) AT DET NU MAA ANSEES FOR HENSIGTSMÄSSIGT AT STATEN PAA GRUNDLAG AF ET AARS OPSIGELSE OVERTAGER PROF. KELLERS EFTERLADTE ANSTALTER FOR UEGENTLIGE OG  AANDSSLÖVE DÖVSTUMME.

RIGTIGHEDEN HERAF SYNES OGSAA AT FREMGAAE AF FÖLGENDE:-

1. PROF. KELLER HAVDE VED SIN DÖD SAMLET UNDER SIN BESTYRELSE I ALT FEM FOR-SKJELLIGE ABNORMANSTALTER MED HENVED 500 ALUMNER OG MED EN 60 LÄRERE, LÄRERINDER OG PLEIJEMÖDRE. NAAR STATEN HAR LADET HELE DENNE VIRKSOMHED I ALT VÄSENTLIGT VÄRE UNDER UCONTROLLERET OVERBESTYRELSE AF EN PRIVAT-MAND, DER TILLIGE I PECUNIÄR HENSEENDE VAR BUNDET TIL DISSE INSTITUTIONER, SAA ER STATEN VISTNOK, OG I DET FORELIGGENDE TILFÄLDE MED AL GOD GRUND, GAAET TIL DEN YDERSTE GRÄNDSE AF DEN TILLID, DEN KAN HÄDRE EN MAND MED. MEN DENNE TILLID KAN SELVFÖLGELIG IKKE UDEN VIDERE OVERFÖRES PAA ANDRE. DE GARANTIER, DE HERRER CAND. JUR. KELLER, FORSTANDER I DE SIDSTE AAR FOR AN-STALTEN FOR UEGENTLIGE DÖVSTUMME, BRODER TIL DEN AF DÖDE, SAMT DEN AFDÖ-DES SÖN CAND. MED. KELLER KUNNE BYDE STATEN, ERE JO IKKE MEGET STORE I FOR-HOLD TIL DEN AFDÖDES.

I DETMINDSTE FOR DEN SIDSTNÄVNTES VEDKOMMENDE VILDE DET VEL VÄRE VANSKE-LIGT AT KOMME I BETRAGTNING VED BESÄTTELSE AF ET FORSTANDEREMBEDE I EN AF STATENS ABNORMANSTALTER, MEN DET DER HER ATTRAAES, GAAER JO LANGT UDO-VER EN SAADAN STILLING. DEN EXTRAORDINAIRE TILLID, SOM STATEN MED GOD GRUND VISTE PROF. KELLER, TÖR VIST NÄPPE I SAMME UDSTRÄKNING OVERFÖRES PAA HANS NÄVNTE TO SLÄGTNINGE.

2. HERTIL KOMMER ENDVIDERE, AT DET, AT STATEN HAR LADET DISSE TO ANSTALTER BESTAAE SOM PRIVAT-ANSTALTER, DOG HAR FÖRT IND I ENKELTE FORHOLD, DER BURDE HAVE VÄRET ANDERLEDES OG HELDIGERE FOR STATENS PLEIEBÖRN END DE HAVE VÄRET: - DE OFTE MEGET TRYKKENDE ÖKONOMISKE FORHOLD, HVORUNDER PROFESSOR KELLERS ANSTALTER VISTNOK INDTIL FOR EN 4 AAR SIDEN HAR MAATTET ARBEIDE, HAR BLANDT ANDET HAFT EN MEGET RINGE GAGERING AF LÄRERKRÄFTERNE TILFÖLGE, OG HERAF MAATTE IGJEN RESULTERE, AT DE FÄRRESTE LÄRERE OG LÄRER-INDER  I DE NÄVNTE ANSTALTER HAVDE NOGEN PÄDAGOGISK FORDANNELSE, DA DE ANSATTES VED ANSTALTERNE, SAMT AT INGEN AF PERSONALET NOGENSINDE HAR GJORT SIG BEKJENDT MED UNDERVISNING OG UNDERVISNINGSRESULTATER PAA ANDRE DÖVSTUMME-ANSTALTER MED UNDTAGELSE AF DE LÄRERE OG LÄRERINDER, DER HAVE DELTAGET I DE AFHOLDTE ABNORM-CONGRESSER. I SAMME RETNING KUN-DE NÄVNES, AT STATEN, EFTER FORÖGELSE AF SIT TILSKUD TIL ANSTALTERNE IKKE GJENNEM AFLAGT REGNSKAB ELLER PAA ANDEN MAADE HAR NOGEN GARANTI FOR AT DET FORÖGEDE TILSKUD VIRKELIG I EN ELLER ANDEN RETNING KOMMER DE DÖV-STUMME TILGODE. – JA, DET KUNDE OGSAA HER ANFÖRES, AT DET VEL NÄPPE VILDE KUNNE INDRÖMMES EN STATSANSTALTS-FORSTANDER, HVAD FORSTANDEREN FOR DEN PRIVATE ANSTALT FOR UEGENTLIGE DÖVSTUMME HAR FAAET LOV TIL – NEMLIG AT HAVE SIN BOLIG LANGT BORTE FRA DEN ANSTALT, SOM HAN ER FORSTANDER FOR.

3. TIL GUNST FOR STATENS OVERTAGELSE AF DE OMHANDLEDE ANSTALTER SKAL JEG ENDNU TILLADE MIG AT ANFÖRE DETTE: SIDEN MINISTERIETS RESOLUTION AF 5 JANUAR 1867, OG ENDNU MERE SIDEN OPRETTELSEN IFÖLGE LOV AF 22 MARTS 1880 AF INST. I FREDERICIA, ER DANMARK MED HENSYN TIL OMSORG FOR SINE DÖVSTUMME NAAET VIDT FREM FOR ALLE ANDRE LANDE. MEN SOM ORDNINGEN AF DENNE SAG I DET HELE ER EN MÖNSTERORDNING, OG ANERKJENDES OM EN SAADAN, SAALEDES BÖR OGSAA DE PAA DENNE ORDNING BYGGEDE ANSTALTER SNART VISE SIG SOM MÖN-STERANSTALTER – TIL BEVIS FOR ANDRE LANDE PAA, HVAD DER KAN OG BÖR TILSTRÆ-BES. MEN DETTE NAAER STATEN VISTNOK BEDST VED UDELUKKENDE AT HAVE ALLE DE VEDKOMMENDE 4 ANSTALTER I EGEN HAAND, SAALEDES OM DEN JO FORÖVRIGT VED OPRETTELSEN AF SKOLETVANG SELV HAR PAALAGT SIG.

VISTNOK DEN ENESTE GRUND, DER MED EN VIS BERETTIGELSE KUNDE HÄVES IMOD AT LADE DE OMHANDLEDE ANSTALTER BLIVE STATSANSTALTER, TURDE VÄRE DEN, DER ANFÖRES AF RIGSDAGSMAND TH. NIELSEN PAA DET FORANOMTALTE STED. HAN MEN-TE, AT EN GAVNLIG OG FRUGTBRINGENDE CONCURRENCE VILDE KUNDE BLIVE FÖLGEN AF, AT STATSANSTALTER OG PRIVATE ARBEIDEDE VED SIDEN AF HVERANDRE PAA SAM-ME OPGAVES LÖSNING. – DERTIL MAA DOG SIGES, AT DET TILSTRÄKKELIGT HAR VIST SIG, AT NOGEN EGENTLIG CONCURRENCE KAN DER ALDELES IKKE OPSTAAE MELLEM DE PRIVATE OG STATENS DÖVST.-ANSTALTER, VÄSENTLIGT FORDI DE ELEVER, DER ARBEIDES MED, ERE GRUNDFORSKJELLIGE, SAA AT DER IKKE KAN SKE NOGEN FRUGTBRINGENDE SAMMENLIGNING MELLEM UNDERVISNINGSMETHODER OG UNDERVISNINGS-RESULTATER FRA DE FORSKJELLIGE STEDER.

HOVEDRESULTATET AF ALT FORANSTAAENDE STÖTTES TIL OVERFLOD DERVED, AT DER (SE SIDE 8 OG 9 I PASTOR MALLING-HANSENS FORSLAG OM OPRETTELSE AF EN DÖVSTUMME-ANSTALT I JYLLAND) I ALLE LANDE ER EN BEVÄGELSE HENIMOD AT FORETRÄKKE  STATSINSTITUTER, AT DER FOR TIDEN KUN ER FAA PRIVATE DÖVSTUM-ME-INSTITUTTER TILBAGE I EVROPA AF DE MANGE TIDLIGERE; MEDENS DE FLESTE AF DE ANSTALTER, DER ENDNU KALDES PRIVATE, STAAE I ET SAADANT FORHOLD TIL STA-TEN ELLER TIL SNEVRE REGJERINGSMYNDIGHEDER , AT ALLE KJENDETEGN PAA DEN PRIVATE INSTITUTION ERE BORTFALDNE. (* – her henvises til en

efterskrift – se nederst i dokumentet)

SKULDE DET HÖIE MINISTERIUM  BESLUTTE SIG TIL AT OVERFÖRE DE OMHANDLEDE TO KELLERSKE DÖVST-ANSTALTER TIL STATEN, DA VIL DER JO I DEN ANLEDNING BLIVE ET STORT ANTAL SAGER OG FORHOLD AT TAGE UNDER NÄRMERE OVERVEIELSE. JEG SKAL BLOT NÄVNE FÖLGENDE: _ ANSTALTERNES LÖSKJÖBNING FRA BOET, ORDNING AF FORHOLDET MELLEM DE NYE STATSANSTALTER OG DEM, DER EVENTUELT BLIVE BE-STAAENDE SOM PRIVAT-ANSTALTER, BEVILLING AF PENSION TIL ENKEFRUE KELLER, ORDNING AF FORSTANDER- OG LÄRERFORHOLD VED DE TO ANSTALTER,  HVAD LÖN-NING M.M. ANGAAR, BYGNINGERNES BELIGGENHED, INDRETNING OG RUMFORHOLD UNDER HENSYN TIL ELEVANTALLET OSV.

JEG SKAL HERVED TILLADE MIG AT UDTALE MIN PERSONLIGE MENING: TIL BESVARELSE AF FLERE AF DE HERHENHÖRENDE SPÖRGSMAAL MANGLER STATENS TILSYNSCOMMIS-SION I SIN NUVÄRENDE SAMMENSÄTNING DET FORNÖDNE HYGIEINISKE KJENDSKAB OG DET FORNÖDNE SPECIELLE SAGKJENDSKAB TIL DÖVSTUMME-UNDERVISNING.

Den 1   Sept. 1884. Directør Trap.  RMH

*(Efterskrift: RMH skriver på side 14 i originalteksten – midt på side 6 i denne transkribering):

’indsættes som sammenfatning under side 14:

DEN ENESTE PRIVATE INSTITUTION HER I LANDET FORUDEN DE KELLERSKE ER DEN AF FRÖKEN MATHISEN BESTYREDE, DER ER OPRETTET FOR BÖRN AF BEDRE STILLEDE FORÄLDRE. DENNE ANSTALTS BERETTIGELSE SOM PRIVAT-ANSTALT BESTAAER DERI, AT DEN EFTERKOMMER EN BILLIG FORDRING FOR DISSE FORÄLDRE, DEN, AT DERES BÖRN FAAER EN VIDEREGAAENDE UNDERVISNING, UNDER FORHOLD, SOM PASSER MED DE HJEM, HVORFRA DE ERE UDGAAEDE.  DA DENNE ANSTALTS BÖRNETAL ER MEGET RINGE, VILDE DET MEDFÖRE FOR STORE OMKOSTNINGER FRA STATENS SIDE, OM DER FOR DISSE BÖRN SKULDE OPRETTES EN SÄREGEN ANSTALT. FRÖKEN MATHIESENS SKOLEHJEM VILDE SELV MED DEN BEVILGEDE STATSUNDERSTÖTTELSE IKKE KUNNE BESTAAE, MEDMINDRE HUN ANTOG SIG ALLE KLASSER AF ABNORME BÖRN FRA BEDRE STILLEDE FORÄLDRE.

Research, transskribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Nedenstående 15-sidige håndskrevne skrivelse er fundet i Rigsarkivets mapper med dokumenter relaterede til det Kgl. Døvstummeinstitut i København. Sverre Avnskog og jeg er enige om, at forfatteren er Rasmus Malling-Hansen. Fremstilingsmåden, ordvalget, argumentationen, analysen og hele skrivelsens struktur viser, at han har formuleret den. Skriften er ikke hans, ejheller Jens Peter Traps, og vi er ganske sikre på, at Malling-Hansen har fået sin skriver, Han Jensen Lassen (senere med navnet ’Ketting’ tilføjet), 1849-1911, til at udskrive dokumentet – sirligt og tydeligt.

Malling-Hansens nærmeste chef, Jens Peter Trap, 1810-1885, var sygemeldt og ikke i tjeneste fra begyndelsen af 1884. Man ser tydeligt på hans underskrift, at han var syg, og Trap døde i januar 1885.

Man kan se denne skrivelse som en forløber for den senere statslige kommission af 15 september 1888, som havde til opgave at planlægge undervisningen og forsorgen af døvstumme og ”aandssvage” i Danmark fremover. I denne kommission var Rasmus Mallig-Hansen en drivende kraft og den som ikke kun udførte det arkivmæssige forberedelses-arbejde men også førte pennen. En vigtig premis for kommissionens arbejde var, at Staten ønskede argumenter for at overtage de Kellerske anstalter, og rapporterede leverede disse i fuld udstrækning. For detaljer: Se vor udførlige artikel ’Rasmus Malling-Hansen og kommissionsrapporten fra oktober 1889’ under fanebladet ’Educational Reformer’.

- - - - -

Det høje Ministerium har i Skrivelse af 12te Juni d.A. forlangt Ytringer af mig angaaende vedlagte Andragende, hvori Enken efter afdøde professor Keller, Fru Cathrine Keller[1], meddeler, at hun i Overensstemmelse med hendes afdøde Mands Ønske agter med Ministeriets Billigelse at fortsætte hans Gjerning, samt anholder om Ministeriets Approbation paa, at de af Prof. Keller oprettede og ledede Anstalter vedblivende bestyres paa Andragerindens Vegne af hendes Mands Broder, cand. jur. Forstander Emil Keller[2], og hendes Søn, Læge Chr. Keller[3]. – I Anledning heraf skulde jeg tillade mig at fremkomme med Nedenstaaende: -

Vedlagte Andragende gaar i det Væsentlige ud paa at erhverve Tilladelse til, at de af afdøde Prof. Johan Keller efterladte Døvstummeanstalter maa vedblive at bestaa som Privatanstalter. – Til Bedømmelse af, hvorvidt en saadan Tilladelse vil kunne gives, maa jeg først fremdrage nogle Træk af Døvstumme-Undervisningens Historie her i Landet.

I Følge det kgl. Døvstumme-Instituts Fundats af 17.de April 1807 og endnu mere i Følge Kancelli-Plakat af 11.te April 1817 skulle alle døvstumme Børn i Landet ”indbringes til Døvstumme-Institutet i Kjøbenhavn (Statens) for der at undervises.” Siden 1817 er der altsaa ”Skoletvang” for Døvstumme; men denne Skoletvang indeholder dette dobbelte: - Paa den ene Side Forældrenes Pligt – at indsende ders døvstumme Børn til Statens Undervisning og Opdragelse; paa den anden Side Statens Pligt – at tage imod Børnene, selv at tage imod dem. Staten har siden Skoletvangens Oprettelse saa godt som aldrig dispenseret Forældrene fra at overgive deres døvstumme Børn til kyndig Ledelse, derimod har Staten oftere, og i de sidste 15 Aar i meget betydelig Udstrækning fritaget sig for Pligten: - selv at sørge for alle de døvstumme Børn.

De tidligste af disse Undtagelser – eller Dispensations-Tilfælde ere ret oplysende:

Skolelærer Gunde Thuesen i Billum ved Varde havde selv oplært sine to døvstumme Sønner, saa at de kunde konfirmeres. Han fik Tilladelse til at oplære andre Døvstumme. Denne Døvstummeundervisning, der begyndte i Tyverne, fortsattes efter hans Død og med Statens Billigelse af hans Søn Gunde Gundesen. Anstalten vedblev til ind i Halvtredserne.

Noget senere, men ogsaa i en lang Række Aar, bestod der en sanktioneret Døvstummeanstalt i Nørup ved Vejle under Ledelse af den Døvstumme Bothilde Christensen og af Sognepræsten Sveistrup.

I Odense virkede i en 15 Aar og ligeledes med Autoriteternes Billigelse en Forberedelsesanstalt for døvstumme Børn. Bestyreren var en døvstum Skrædder Schmidt.

Disse mindre Anstalters Existens-Berettigelse laa udelukkende deri, at Forbindelsesvejene imellem Forældrene og Statens Institut i Kjøbenhavn vare saa langsomme og kostbare at befare. Naar Forældre i Jylland havde afgivet deres 8 Aar gamle Barn til Institutet i Kjøbenhavn, saa fik de det først at se igjen en 6-8 Aar efter. I alle disse Aar var Barnet blevet aldeles fremmed for Forældrene, Forholdet imellem dem var brudt. – Ikke underligt, at Forældre nødigt vilde saaledes bortgive deres Børn for bestandigt, - og meget naturligt, at Staten derfor tillod de Nærboende at benytte nævnte Smaa-anstalter.

I Modsætning hertil har Statsinstitutets Elever hvert Aar i de sidste 18 Aar kunnet sendes hjem til Forældrene i en 5 Uger under Sommerferien. Børn og Forældre blive nu ikke mere fremmede for hinanden; men dermed er saa de nævnte Smaaanstalters Leveberettigelse forsvunden, hvorfor da ogsaa den sidste af dem ophørte allerede for en 16 Aar siden.

Altsaa: kun saalænge der var nogen god Grund til Stede derfor fik disse Anstalter Lov til at udfylde Statens Pligter ligeoverfor en Del af de døvstumme Børn.

Ingen af disse Undtagelses-Anstalter have vist nogensinde havt et større Elev-Antal end en 10 Børn; - de staa altsaa alle i Betydning langt tilbage for de Kellerske Undtagelses-Anstalter, der for Tiden ere naaede op til at udfylde Statens Forsorgs-Pligt mod en 140 Børn aarlig.

Oprindelsen til de Kellerske Døvstummeanstalter var følgende: -

Paa Forslag af en Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut, cand.theol. Dahlerup, der havde studeret Døvstumme-Undervisning og navnlig Talemethoden paa en Rejse i Udlandet, oprettede Ministeriet i 1846 først paa selve Institutet og senere afsondret fra det en lille Forsøgs-Anstalt til Oplærelse af døvstumme Børn efter Talemethoden, der hidtil ikke havde fundet Anvendelse ved Døvstummes Oplærelse her i Landet.*)[4] 

Den endelige Prøve i denne Anstalt i 1849 havde et saadant Udfald, at Ministeriet paa Indstilling af det Kgl. Døvstumme-Instituts Direktion resolverede, at disse Forsøg burde ophøre som Stats-Forsøg, og at Talemethoden ikke skulde indføres paa det Kgl. Døvstumme-Institut. Den lille Talemethode-Anstalt førte saa i nogle Aar og under forskjellige Hænder en hensygnende Tilværelse som Privatanstalt, indtil daværende cand.theol. Johan Keller overtog den i 1856 med et Elev-Antal af vistnok kun en halv Snes. Under hans kraftige, og efter en Udlandsrejse tillige i stigende Grad kyndige Ledelse tiltog Anstalten rask i Elev-Antal, fik snart nogen Statsunderstøttelse, og benyttedes af Staten til Indsættelse af Børn, der – efter at have mistet Hørelsen – endnu havde bevaret tydelige Rester af Talefærdighed.

Men især fra 1867 efter Ministeriets Resolution af 5te Januar, der henviste alle uegentlige Døvstumme og alle aandssløve Døvstumme til Oplærelse i Talemethodens Anstalt, voxede denne i Elev-Antal og i Betydning for Døvstumme-Sagen. Fra den Tid af undergik Anstalten tillige den Ændring, at medens den tidligere væsentlig var en Anstalt for egentlige Døvstumme, saa blev den nu mere og mere, og tilsidst næsten udelukkende et Institut for uegentlige Døvstumme og for aandssløve Døvstumme.

Med hvilken Ret har nu Staten overdraget til Prof. Keller den Staten paahvilende Pligt at sørge ogsaa for disse to Afdelinger af Døvstumme?

Grunden til, at Staten lod den Dahlerupske Forsøgs-Anstalt blive bestaaende som Privat-Anstalt, efter at den var ophævet som Stats-Institut, maa vistnok søges deri, at Staten formente, at den derved langt billigere vilde kunne faa endnu talende Døvstumme underviste paa en hensigtsmæssig Maade, end om der for dette – som det formodedes – ringe Antal Børn skulde oprettes en særegen Stats-Anstalt.

Denne Grund til at overføre Statens Pligt paa Andre kunde kun existere i faa Aar: - Det viste sig nemlig snart, at Antallet af uegentlige Døvstumme var saa stort her i Landet, at saadanne Børn vilde kunne fylde en Anstalt af næsten samme Størrelse som det Kgl.Døvstumme-Institut.

Statens Berettigelse til fortsat og stadig udvidet Overdragelse til de Kellerske Anstalter af dens Forsorgs-Pligt mod Døvstumme kan heller ikke søges deri, at Opdragelsen og Oplærelsen af henved ⅓ af de døvstumme Børn derved blev i det Hele noget billigere, end om Staten selv skulde have taget sig af Børnene.-

Berettigelsen til denne Overdragelse kan heller ikke findes deri, at Staten havde oprettet en Komission for Tilsyn med de Kellerske Anstalter; dertil var denne Komissions Myndighed jo meget for begrændset.

Nej – den søgte Berettigelse er vistnok aldeles udelukkende knyttet til – Prof. Johan Kellers Personlighed: -

Prof. Keller havde optaget Talemethoden paa en Tid, da Staten havde ladet den falde. Han fik snart paavist dens Berettigelse i Døvstumme-Undervisningen. Dette i Forbindelse med den Energi, ualmindelige Dygtighed og levende og opofrende Kjærlighed til Abnormsagen var Statens Garanti for, at han paa bedste Maade vilde remplacere Staten i dens Pligt med denne Part af de Døvstumme.

Det bør maaske her anføres, at just denne Betragtningsmaade i sin Tid ogsaa har gjort sig gjældende i Rigsdagen:

Under første Behandling af Lovforslaget angaaende Oprettelsen af et Døvstumme-Institut i Jylland og angaaende et Laan til Prof. Keller til Opførelse af en ny Anstaltsbygning for uegentlige Døvstumme – udtalte saaledes Folkethingsmand Th. Nielsen[5] (se Rigsdagstidende for Samlingen 79-80, nederst s.2846): - ”der kunde nok fra en anden Side være nogen Betænkelighed ved disse private Anstalter, men saa længe de ere i den Mands Haand (prof. Kellers), som de nu ere, og under hans Styrelse, vil jeg altid føle mig beroliget”.

– Folkethingsmand H. Sørensen[6] (S.2854) vilde, at Lovforslagets § 3 No 2 skulde forandres til, at Ministeriet ikke med 1 Aars Opsigelse, men om fornødent strax skulde kunne overtage dde private Anstalter, selv om denne Overtagelse vilde nødendiggjøre store Pengeofre. Han mente, at kun naar en saadan Bestemmelse blev indsat i Loven, vilde enhver Ængstelse for at Sagen lægges i Haanden paa en Privatmand, i væsentlig Grad svinde.

Endvidere udtalte han (øverst S.2855) ”dette siger jeg navnlig med Hensyn paa Fremtiden, thi saa længe den nuværende Mand fortsætter sin Virksomhed, nærer jeg ikke Spor af Tvivl” – disse Udtalelser tiltraadtes af Dr. G. Winther[7]. – Bille[8] mente (midt paa S.2859), at der burde være en Opsigelsesfrist paa 1 Aar.- Ministeren, Fischer[9], var enig med Bille heri (øverst S. 2865) og sluttede angaaende denne Sag saaledes: - ” derom ere vi jo alle enige, at saalænge den nuværende Entreprenør – lad mig kalde ham saaledes – styrer denne Sag, saa længe er der ikke den ringeste Anledning til nogen Frygt.”

Af disse Udtalelser turde det vistnok fremgaa som det daværende Folkethings Mening, at de omtalte Anstalters Berettigelse til at vedblive som Privatanstalter væsentlig var knyttet til Prof. Kellers Personlighed.

Det er altsaa vistnok saaledes, at ved Prof. Kellers Død er i alt væsentligt Statsgarantien i den foreliggende Sag forsvunden, - og dermed er jo saa ogsaa Staten Ret til at lade de omhandlede Døvstumme-Anstalter vikariere for den i dens Pligter mod de uegentlige og de aandssløve Døvstumme ophørt.

Det Tidspunkt maa være indtraadt, synes det, da Ministeriet ikke alene har Ret til at sige, men maaske bør sige (i Henhold til Loven af 22de Marts 1880 § 3 Nr. 2), - at det nu maa ”anses for hensigtsmæssigst” at Staten paa Grundlag af 1 Aars Opsigelse overtage Prof. Kellers efterladte Anstalter for uegentlige og aandssløve Døvstumme.

Rigtigheden heraf synes ogsaa at fremgaa af følgende: -

1, Prof. Keller havde ved sin Død samlet under sin Bestyrelse ialt 5 forskjellige Abnormanstalter med henved 500 Alumner og med en 60 Lærere, Lærerinder og Plejemødre. Naar Staten har ladet hele denne Virksomhed i alt Væsentligt være under ukontrolleret Overbestyrelse af en Privatmand, der tillige i pekuniær Henseende var bundet til disse Institutioner, saa er Staten vistnok, - og i det foreliggende Tilfælde med al god Grund, - gaaet til den yderste Grændse af den Tillid, den kan hædre en Mand med.

Men denne Tillid kan selvfølgelig ikke uden videre overføres paa Andre: - de Garantier, som Dhrr. cand. jur. Keller, Forstander i de sidste Aar for Anstalten for uegentlige Døvstumme, Broder til den Afdøde, samt den Afdødes Søn, cand. med. Keller – kunne byde Staten. Ere jo ikke meget store i Forhold til den Afdødes.

Idetmindste for den Sidstnævntes Vedkommende vilde det vel være vanskeligt at komme i Betragtning ved Besættelse af en Forstander-Embede i en af Statens Abnormanstalter; men det, der her attraas, gaar jo langt ud over en saadan Stilling. Den extraordinaire Tillid, som Staten med god Grund viste Prof.Keller, tør vist næppe i samme Udstrækning overføres paa hans nævnte to Slægtninge.

2, Hertil kommer endvidere, at det, at Staten har ladet disse to Anstalter bestaa som Privatanstalter, dog har ført ind i enkelte Forhold, der burde have været anderledes og heldigere for Statens døvstumme Plejebørn end de have været:

De ofte meget trykkende økonomiske Forhold, hvorunder Prof.Kellers Anstalter – vistnok indtil for en 4 Aar siden – har maattet arbejde, har blandt andet havt en meget ringe Gagering af Lærerkræfterne til Følge og heraf maatte igjen resultere, at de færreste Lærere og Lærerinder i de nævnte Anstalter havde nogen pædagogisk Fordannelse, de de ansattes ved Anstalterne, samt at inge af Personalet nogensinde har gjort sig bekjendt med Undervisning og Undervisningsresultater paa andre Døvstumme-Anstalter, med Undtagelse af de Lærere og Lærerinder, der have deltaget i de afholdte Abnormskole-Kongresser.

I samme Retning kunde nævnes, at Staten, efter Forøgelse af sit Tilskud til Anstalterne, ikke igjennem aflagt Regnskab eller paa anden Maade har nogen Garanti for at det forøgede Tilskud virkelig i en eller anden Retning kommer de Døvstumme til Gode.

Det kunde ogsaa her anføres, at det vel næppe vilde kunne indrømmes en Statsanstalts Forstander, hvad Forstanderen for den private Anstalt har faaet Lov til, nemlig at have sin Bolig langt borte fra den Anstalt, som han er Forstander for.

3, Til Gunst for Statens Overtagelse af de omhandlede Anstalter skal jeg endnu tillade mig at anføre dette: - siden Ministeriets Resolution af 5te Januar 1867 og endnu mere siden Oprettelsen i Følge Lov af 22de Marts 1880 af det Kgl. Døvstumme-Institut i Fredericia, er Danmark med Hensyn til Omsorg for sine Døvstumme naaet vidt frem for alle andre Lande. Men som Ordningen af denne Sag i det Hele er en Mønsterordning, og anerkendes som en saadan, saaledes bør ogsaa de paa denne Ordning byggede Anstalter, snart vise sig som Mønsteranstalter – til Bevis for andre Lande paa, hvad der kan og bør tilstræbes. Men dette naar Staten vistnok bedst ved – udelukkende at have alle de 4 Anstalter i egen Haand, saaledes som den jo forøvrigt ved Oprettelsen af Skoletvang selv har paalagt sig.

-------o-------

Vistnok den eneste Grund, der med en vis Berettigelse kunde hæves imod at lade de omhandlede Anstalter blive Statsanstalter, turde være den, der anførtes af Folkethingsmand Th.Nielsen paa det foran omtalte Sted. – Han mente, at en gavnlig og frugtbringende Konkurrence vilde kunne blive Følgen af, at Statsanstalter og Privatanstalter arbejdede ved Siden af hverandre paa samme Opgaves Løsning. – Dertil maa dog siges, at det tilstrækkeligt har vist sig, at nogen egentlig Konkurrence kan der aldeles ikke opstaa mellem de private og Statens Døvstummeanstalter, væsentlig fordi de Elever, der arbejdes med, ere grundforskjellige, saa at der ikke kan ske nogen frugtbringende Sammenligning mellem Undervisningsmethoder og Undervisningsresultater fra de forskjellige Steder.

Hovedresultatet af alt Foranstaaende støttes til Overflod derved, at der (se S.8 og 9 i Pastor Malling-Hansens Forslag om Oprettelse af et Døvstumme-Institut i Jylland) i alle Lande er en Bevægelse hen imod at foretrække Stats-Instituter, at der for Tiden kunn er faa private Døvstumme-Instituter tilbage i Evropa af de mange tidligere, samt at de fleste af de Anstalter, der endnu kaldes private, staa i et saadant Forhold til Staten eller til snevrere Regjeringsmyndigheder, at alle Kjendetegn paa den private Institution ere bortfaldne.[10]*

Skulde det høje Ministerium beslutte sig til at overføre de omhandlede to Kellerske Døvstummeanstalter til Staten, da vil der jo i den Anledning blive et stort Antal Sager og Forhold at tage under nærmere Overvejelse. Jeg skal blot nævne følgende: - Anstaltens Løskjøbning fra Boet, Ordninen af Forholdet mellem de nye Statsanstalter og dem, der event. blive bestaaende som Privatanstalter, Bevilling af Pension til Enkefru Keller, Ordningen af Forstander- og Lærerforhold ved de to Anstalter, hvad Lønning m.m. angaar, Bygningernes Beliggenhed, Indretning og Rumforhold under Hensyn til Elev-Antallet o.s.v..

Jeg skal herom tillade mig at udtale som min personlige Mening, at til Bevarelse af flere af de herhen hørende Spørgsmaal mangler Statens Tilsynskomission i sin nuværende Sammensætning det fornødne hygiejniske Kjendskab og det fornødne specielle Sagkjendskab til Døvstummeundervisning.

Kjøbenhavn, den 1ste September 1884.

J. P. Trap[11]

Til

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.