1879.07.10 Kladde til brev til Kultusministeriet

Friedrich Hermann Wolfhagen, 1818-1894. Foto: DKB.
Jens Peter Trap, 1810-1885, direktør for døvstummeinstituttene i København og Fredericia.
Georg Carl Heinrich Lehmann, 1815-1890, dansk læge og øjenspecialist. Foto: DKB.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Dette udkast til brev, skrevet af Rasmus Malling-Hansen, findes i Rigsarkivets mappe med Kammerherre Wolfhagens[1] dokumenter: ”HB-010b, 1873-1894, Wolfhagens Arkiv 1844-1894”. Det drejer sig om en håndskrevet brevkladde, hvori Malling-Hansen præsenterer de nye formularer som skolelærere, rektorer og præster rundt om i landet skulle anvende for at rapportere forekomsten af døve børn til Kultusministeriet.

 

I 1879 var Malling-Hansens chef ikke Wolfhagen men Jens Peter Trap, som afgik på grund af sygdom i begyndelsen af 1884 og i september 1884 blev erstattet af Wolfhagen. Det faktum at brevkladden findes i Wolfhagens arkiv kan enten betyde at dokumentet er fejlarkiveret – eller at Wolfhagen har bedt om at få dokumentet for egen information.

 

 

 

 

106/1879

 

            Herved tillader jeg mig at indberette til det høie Ministerium at de ny Schemata for Indberetninger om Døvstumme nu ere færdigtrykkede og idag vilde blive indsendte til Ministeriet fra Trykkeriet. – Schemaet for den første Indberetning om en Døvstum har jeg ladet trykke i 4000 Expl. og det andet Schema, hvorfor der bliver langt mere Anvendelse, i 10 000 Expl. Disse Antal ville vistnok være tilstrækkelige i en 15 Aar selv om en større Del, hvad der vel kan ventes, bliver ødelagt.

 

            Tillige tillader jeg mig vedlægge  .......(JMC: her mangler tekst)......være hensigtsmæssigt at udvide og forøge i betydelig Grad de Spørgsmaal, som hidtil ere blevne stillede i nævnte Schemata.

 

            Som en Følge heraf har Institutets Forstander i Forening med Dr: Mygge[2] udarbeidet vedlagte Forslag, der ere blevne godkjendte af Institutets Læge, Hr. Professor Lehmann[3].

 

            Jeg tillader mig at anbefale disse Forslag til Vedtagelse af det høie Ministerium og eventuelt til Trykning og Omsendelse i Landet,  - hvor de nye Schemata da nemligen vilde kunne blive benyttede ved Indberetningerne for 1879 der skulle affattes i December 1879 og Januar næste Aar. –

 

            Tillige tillader jeg mig at bede om, at sidste Korrectioner til de eventuelle nye Schemata maatte blive sendte til Institutet forinden den endelige Trykning.  –

            Sluttelig tillader jeg mig at bemærke, at af de med .......(ulæseligt ord) anstillede Undersøgelser m.m. fremgaar, at Danmark siden 1865 har i Sammenligning med andre Lande det fuldkommende og bedste Materiale til en Statistik om Døvstumme og Døvstumhed, og at dette Materiale ved Vedtagelsen af vedlagte Forslag til nye Schemata vil blive saa fuldkomment og nyttigt som det for Tiden kan blive.

 

10 Juli 1879                                       Directeuren.

 

 

 

 

 

 

 


[1] JMC: Friedrich Hermann Wolfhagen, 1818-1894.

[2] JMC: Lauritz Johannes Mygge, 1850-1935, dansk læge. Dr.med i 1879  på en afhandling  ”Om Ægteskaber mellem Blodbeslægtede med specielt Hensyn til deres Betydning for Døvstummes Ætiologi”. Rent generelt anså Mygge at meteorologiske faktorer havde indflydelse på menneskers sygdom og sundhed, og i den henseende synes han at have været inde på samme tankegang som Malling-Hansen.  Mygge nævnes i flere kilder som foregangsmand indenfor radiologi, og han var den første i Danmark som tog røntgenbilleder (i marts 1896). (Kilde: Dansk Biografisk Leksikon).

[3] JMC: Georg Carl Heinrich Lehmann, 1815-1890, dansk læge og øjenspecialist. Fra 1872 var L. læge ved Blindeinstituttet i København og fra 1874 også ved det Kongelige Døvstummeinstitut. Lehmann var også kendt som en dygtig poet og musiker. Han døde pludselig den 16 september 1890 – 11 dage før Malling-Hansen døde – og hans død gjorde RMH bekymret, eftersom Lehmann havde lidt af samme hjertesymptomer som Malling-Hansen.


Det orginale brevet, avfotografert av Jørgen Malling Christensen.